mandag den 27. april 2015

Lækre, luftige hvedeknopper til store bededag

Store bededag er lige om hjørnet, en af mine favorithelligdage. Ikke mindst fordi det er endnu en helligdag med madtraditioner :) I min familie har vi altid fået ristede hveder dagen før store bededag, ofte som aftensmad, men enkelte gange som natmad, og jeg elskede det! Det gør jeg stadigvæk. Især fordi jeg ikke spiser så meget brød mere pga. helbredet, så det er en oplagt "synde"-dag i den retning for mig :)

Det skifter lidt, om vi køber, eller jeg selv bager hvedeknopperne. Der er ret stor forskel på, hvordan de købte smager. Vi køber dem helst hos en bager eller bagerudsalg (Kvickly f.eks.), og de plejer ikke at skuffe. Bager man dem selv, er jeg helt vild med den her opskrift, som jeg har lånt hos Claus Meyer. Jeg har dog redigeret lidt i den, da jeg ikke er vild med, at kardemommen totalt overdøver al anden smag i bollerne, så jeg nøjes med at tilsætte 2 store tsk i stedet for 15 g, som han ellers angiver. Jeg bager en halv portion af nedenstående opskriftmængde til os, to personer, når vi spiser det til aftensmad. Hvederne kan i øvrigt godt bages på forhånd og fryses ned inden store bededag. De er ret lette og lækre i krummen, men som med så meget andet hjemmebagt brød mætter de noget bedre. Der er også betydeligt mere smag i (ikke kun pga. kardemommen) end i købte varianter. Så hvis du har lyst til at bage dine egne hvedeknopper i år, så kan jeg stærkt anbefale den her opskrift. Den har været udgivet her på bloggen før, men i ugens anledning fortjener den at blive støvet af og hevet frem :)






Hvedeknopper (20 stk.)

2½ dl lunkent vand
2½ dl lunken mælk
20 g gær
2 æg
15 g havsalt
50 g sukker
2 store tsk stødt kardemomme
Ca. 1 kg hvedemel
50 g blød margarine (eller smør)
Evt. 20 g bageenzymer (giver ekstra  høje og luftige hvedeknopper)

Rør gæren ud i en blanding af vand og mælk. Rør æg, salt og sukker i. Rør kardemomme og mel i (og enzymer, hvis du ønsker at bruge dem - kan med fordel røres i melet, før det tilsættes til væsken), og ælt dejen, til den hænger godt sammen (evt. et par minutter på en køkkenmaskine).

Del margarinen i mindre dele og fordel den lidt i dejen. Ælt dejen grundigt, til margarinen er fuldt optaget i dejen (en 6-8 minutter fik den vist på køkkenmaskinen).

Lad dejen forhæve tildækket og lunt i 2 timer.

Slå luften ud af dejen. Rul den til en pølse og del den i 20 stykker. Rul hvert stykke dej til en bolle. Sæt bollerne tæt i en bradepande med bagepapir, uden de rører hinanden. Mine stod med ca. 1½ cms afstand.
Lad bollerne efterhæve tildækket og lunt i 3 timer, til de er vokset sammen og har fået dobbelt størrelse

Bag bollerne midt i ovnen ved 220 grader i 12-15 minutter (mine fik 12 minutter og skulle ikke have haft meget længere, så hold øje).

Hæld bollerne ud på en rist (eller lad dem glide forsigtigt af bagepapiret, hvis det kan lade sig gøre - ellers får de nemt mærker på toppen fra risten) og lad dem afkøle, evt. med et viskestykke over.

Når bollerne skal spises, smager det godt at riste dem. Skær dem over og rist dem ved 200 grader, til de er sprøde på overfladen (ca. 8 minutter). Spis med smør og dit favoritpålæg.

Der rulles boller af den forhævede dej. De sættes med ca. 1½ cms mellemrum i en bradepande med bagepapir.

Efter efterhævningen rører bollerne nu hinanden.

De færdige hvedeknopper køler af på en rist.

Uhm!




Der sker ikke så meget her på bloggen for tiden, for jeg har ret travlt i køkkenet i de her dage. Om nogle uger bliver Christian 40, og da det skal være en lidt særlig dag, har jeg valgt at lave et stort kagebord til ham (og hans forældre, der kommer til kaffe) den dag. Derfor er jeg travlt beskæftiget i køkkenet for tiden. Han får ikke at vide, hvad det er for kager, jeg bager, men han ved, at der kommer et kagebord. Jeg bager mindre portioner af de kager, jeg bager, så der er mulighed for at smage alle kagerne, for maven bliver desværre ofte hurtigere mæt end øjnene :) Og der skulle jo også gerne være plads til at spise aftensmad senere på dagen.

Det er lidt svært at vende tilbage til hverdagen, synes jeg. Savner den gode tid, vi havde i ferien. Derudover er det lidt hårdt at gå fra de lækkerier, vi har indtaget i ferien, til skarpt at skære alt fra, så mit helbred (og ikke mindst vægten) kan finde tilbage til, hvordan det havde det før ferien. Derfor glæder Christian sig måske så meget mere til alle kagerne, kunne jeg forestille mig ;) 

Derudover kigger vi jo efter en lille brugt bil til mig, så jeg har mulighed for at komme lidt væk hjemmefra, men det er dælme svært at finde den rigtige bil. Vi har kigget længe og er da også blevet noget klogere på, hvad vi kigger efter. Men det er ikke nemt at finde bilen. Ikke mindst når den skal holdes inden for et vist budget. Man bliver ikke ligefrem millionær af at være førtidspensionist, skal jeg hilse at sige, men jeg er da så heldig, at Christian betaler halvdelen af bilen. Alligevel er det svært at finde noget inden for det prisleje, synes jeg. Troede ellers lige, jeg havde fundet den rigtige bil i dag og havde også kontaktet sælgeren pr. mail, men fik det nedslående svar et par timer senere, at bilen for længst var solgt. Der havde været tonsvis af henvendelser på den. Æv! En tilsvarende bil koster nemt 10.000 kr mere, og det er bare ikke med i budgettet, for vi er allerede gået 10.000 kr højere op, end vi egentlig havde snakket om, at bilen skulle koste :| 

Derudover virker det også til, at alle de biler, der kunne have interesse, dvs. den rigtige pris, bil, syn, service og alt det, man skal holde øje med, altid kommer til salg i Nordjylland eller Esbjerg. Så er man jo lige langt, når man bor her på Vestsjælland. Har ikke kræfter eller tid til at køre til Nordjylland for at se på en bil, der måske kunne være interessant. Argh. Det er så frustrerende. Håber, at der med tiden kommer en lille fin bil, der lige passer på alle kriterierne. 

Jeg skulle egentlig have haft Ozzy til tjek med blodprøver i morgen hos dyrlægen, men har i samråd med dyrlægen aflyst, da Ozzy har haft et lille uheld med en tørknas i sit betændte område i munden, kunne vi se, da vi kiggede ham i munden i torsdags. Det blødte nemlig lidt. Så ham komme til skade med knasen i onsdags, hvor han pludseligt i midt i at spise gjorde et stort hop, så jeg er ikke i tvivl om, at det er derfor. Da vi får tjekket blodprøve på ham for at se, om hans immunforsvar er kommet op at køre igen oven på vaccinationen i marts, er det ikke et godt tidspunkt nu, når hans krop er i gang med at reparere ham (det kan få de hvide blodlegemer til at falde eller stige i resultatet i forhold til normalen, alt efter hvornår i forløbet blodprøven tages). Derudover afventer jeg kontakt med Tanddyreklinikken omkring opstart på interferon. Så måske skal der tages særlige blodprøver i den anledning. Så vi venter altså lidt endnu. Er nu også glad nok for ikke at skulle til dyrlægen i morgen. Ozzy spiser (7-9-13) pænt og er en glad dreng, så lige nu er vi ikke så bekymrede for ham. Men han skal jo helst helt af med betændelsen. Han og Phoebe nyder vejret i haven. Solskinsdagene nydes virkelig meget af os alle :)


2 kommentarer:

  1. Hej Christina. Sikke et hyggeligt indlæg, du har lavet. Og jeg sidder ( som præst) og glæder mig over din fine kobling mellem mad og helligdag. Det er altid godt, at have noget konkret at hægte dage op på. God fornøjelse med kagebordet til fødselsdagen. Jeg synes det er en super ide. Og held og lykke med biljagten, og god bedring til katten :-)
    De bedste hilsner Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, Jette :) Jeg elsker madtraditioner, og mange af dem hænger jo sammen med helligdagene i en eller anden forstand. Ja, jeg synes også, det er en god ide med kagebordet. Håber, han vil nyde det. Mht. bilen må jeg vist bare være lidt tålmodig. Det er dog nok ikke min største force, men det kan man jo blive nødt til at være. Tak også for tanken til Ozzy. Han har det heldigvis ret okay. Vi vil bare gerne gøre et forsøg med den her behandling for at se, om det ikke kan slås 100% ned.

      Slet