tirsdag den 26. februar 2013

Oscar og friluftsliv

Natten mellem søndag og mandag holdt vi herhjemme Oscaraften. Det var rigtig hyggeligt. Jeg bagte i løbet af dagen wienerbrødsstænger med marcipanremonce til Christian, som han havde ønsket. Jeg brugte dog en anden opskrift end den, jeg plejer, fordi jeg gerne ville prøve Claus Meyers, og ville se, om jeg kunne gøre den mere bladet. Resultatet blev også en mere bladet wienerbrødsdej, men den var simpelthen så træls og besværlig at arbejde med, så derfor bliver det ikke lige en opskrift, jeg har tænkt mig at blogge. Christian foretrækker da også min sædvanlige wienerbrød, så det bliver ret sikkert den, jeg laver i fremtiden. For det er jo for hans skyld, at jeg bager det :)

Jeg fik selv spist en masse af det, jeg ellers oftest holder mig fra - guffet - søndag nat. Jeg holdt mig ikke tilbage, hvilket absolut kunne mærkes i går, hvor jeg bare havde det rigtig dårligt. Vi fik heller ikke sovet så meget, så det påvirker jo også. Men jeg havde simpelthen sådan en kvalme, der også hænger ved i dag. Kvalme er virkelig noget af det værste :( Men jeg nød det usunde søndag nat, og det betyder jo en del. Jeg har ikke så mange kulinariske fornøjelser pga. maven, og selvom baconsnacks, lakrids og fudge vel næppe vil betegnes som store kulinariske oplevelser, er det noget helt fantastisk for mig, der sjældent får den slags. Så nu må jeg bare håbe, at maven snart komme på ret køl igen. Det skal den helst, for jeg regner med at skulle besøge en veninde inden for den nærmeste fremtid, og så vil jeg helst være lidt mere på toppen :)

Selve Oscarshowet var okay, synes jeg. Seth MacFarlane gjorde det okay som host, og nogle af dem, jeg heppede på, fik Oscars, så det var jo dejligt :) Jeg var personligt især glad for at se en Oscar for bedste mandlige birolle til Christoph Waltz, da han var eminent i Django Unchained, og til Tarantino for manuskriptet til filmen. Han har en helt særlig evne til at skrive skæve og vilde historier, som jeg elsker. Så det var fuldt fortjent. Generelt synes jeg, at kvaliteten af filmene i år var noget lavere end de andre år, hvilket var lidt skuffende. Men vi havde da klart vores favoritter, og det var også dem, der fik flest Oscars, heldigvis.

På den lidt negative side må jeg nævne TV2s værter og gæster. Det er gået gevaldigt ned ad bakke, siden Hans Pilgaard var vært for nogle år siden. Han er stærkt savnet. Det var mere professionelt dengang. I år bar de danske værter og gæster mest præg af, at de elsker at høre sig selv tale. Og der var ærlig talt ikke mange af dem, der rent faktisk havde noget at sige, der var værd at høre på. Oftest havde vi lyst til at slukke for lyden, når de var på. De præsterede da også at ødelægge slutningen af showet - en sang af den amerikanske host og en kvindelig medsanger til alle taberne i salen, hvilket givetvis har været en ret sjov sang, fordi de mente, at det var vigtigere at høre dem tale ind over hele sangen >:-( Argh! Håber, de gør det bedre næste år og vælger nogle andre til at stå for det. Det var så antiklimatisk at slutte aftenen af på den måde. :(


I nat har jeg fået indhentet noget af den søvn, jeg var bagud. Alligevel er jeg meget træt og skidt tilpas i dag, men det tager noget tid at komme ovenpå igen. Det var dog dejligt at stå op til fuld solskin, der bankede ind ad vinduerne i stuen. Her var lunt og rart, og jeg vidste bare, at det var i dag, kattene igen skulle have lov at komme ud. Putte halter ikke længere, heller ikke når han hopper ned på poten fra kradsetræet f.eks., så det var tid til, at de måtte komme ud igen. Så jeg tog hurtigt et bad og gjorde klar til, at de kunne komme ud.

Nøj, hvor de bare nød det! De har godt af at komme ud og få noget motion, ikke mindst Phoebe. Hun trænger til at røre sig, den runde truntemis ;) De elsker friluftslivet, og ville næsten være der døgnet rundt, hvis de kunne. I hvert fald ville de gerne kunne komme ud døgnet rundt, men her skal de være inde, når det er mørkt. Phoebe er stadig kun ude under observation, for vi har ikke strøm i hegnet endnu, men forhåbentlig kan hun komme ud, som hun vil, inden sommer. Det håber jeg i hvert fald på.
Jeg havde kameraet med i haven, og billederne viser ret tydeligt, hvor meget de nød at være ude :) Så jeg vil slutte af med lidt billedspam (det er jo svært at vælge, så I får hele bunken af de billeder, jeg har lavet ;)).

Der snuses til hegnet på terrassen. Mon nogen har været forbi her, mens jeg ikke kunne komme i haven?

Hegnet patruljeres.

Nej, jeg gider ikke kigge i kameraet, mor! Nah-nah! Putte spiser græs.

En duefjer undersøges.

Phoebe ligger på lur i vinduet.

Phoebe i modlys ved æbletræet.



Overraskelsesangreb!

Putte tager flugten :D Phoebe kan næsten ikke følge med der.

2 kommentarer:

  1. Jamen... man kan da ikke få for mange (gode) kattebilleder, og dine er i særklasse!

    Jeg så også Oscar-showet og er enig med dig i din kritik af Oscar-panelet i studiet... GAAAB! Jeg heppede på Tarantino såvelsom Waltz - og ikke mindst Daniel Day-Lewis, som er en mageløs skuespiller!

    Håber din mave hurtigt arter sig igen - min mand har også mange probelemer med det som lægerne i mangel af bedre kalder irriteret tyktarm. Vi kalder det "lotteriet", da det aldrig er de to samme ting han ikke kan tåle to dage i træk. Pisse frustrerende, men hvad kan man gøre?

    Ha' det godt :)

    KH Lisa

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lisa :)
      Tak for de pæne ord om kattebillederne :)

      Helt enig. Det var en fortjent Oscar til Daniel Day-Lewis. Han er rigtig dygtig, og bærer i høj grad den film, der godt kunne blive lidt tung, efter min mening.

      Tak skal du have. Jeg er ked af at høre om din mands problemer. Mine primære problemer med relateret til mavesækken for tiden (og har været det længe), men jeg lider også af irritabel tyktarm. Det er meget frustrerende, at man ikke kan tåle så meget, og det jævnligt skifter, hvad man reagerer på.

      Der er desværre ikke så meget at gøre. Ikke i mit tilfælde i hvert fald. Det har jeg fået at vide. Mht. tarmene forsøger jeg at spise mange fibre og ikke for meget sukker og fedt, men det skifter meget, hvad de kan tåle. Med mavesækken svinger det meget også, og der kommer hele tiden ting, jeg heller ikke kan tåle, f.eks. nu tomater, hvilket gør det at lave en madplan endnu mere besværligt. Jeg elsker gryderetter, men de fleste skal der jo hakkede tomater i...

      Jeg savner rigtig meget at kunne spise frugt. Syren fra frugten reagerer maven desværre også på, så det meste er udelukket. Det er møgirriterende.
      Mht. irritabel tyktarm har jeg læst, at det kan blive bedre med tiden, og jeg synes også, at mit er bedre end tidligere, men jeg tror, at det i høj grad hænger sammen med, at jeg spiser pænt i forhold til det. Håber, at det med tiden bliver nemmere for din mand med maven. Det er et ret stort handicap, når man har problemer med at spise.

      Tak i lige måde :)

      Mange hilsner
      Christina

      Slet