mandag den 18. februar 2013

Flødebollelagkage med jordbærskum

I lørdags holdt jeg - lidt forsinket - fødselsdag for familien. Vi havde en rigtig hyggelig dag, synes jeg. Og jeg fik dejlige gaver :) Dem vil jeg fortælle lidt mere om senere. Først vil jeg koncentrere mig om de lækkerier, vi serverede i weekenden.

Lagkage hører sig jo til på en fødselsdag, synes jeg, så det får vi altid i en eller anden afskygning. Denne gang havde jeg valgt, at jeg ville lave en gammel klassiker, nemlig flødebollelagkagen med jordbærskum. Den smager helt fantastisk, men jeg kunne dog godt huske, at jordbærskummet er lidt besværligt at arbejde med. Jeg havde dog heldigvis glemt hvor svært, hvilket nok er meget godt, for ellers tror jeg ikke, jeg havde valgt at lave den. Fordi man til jordbærskummet blander moste/purerede jordbær med flødeskum, ender man ikke med så stiv en skum, da væden fra jordbærrene fortynder flødeskummet ret så meget. Derfor skal der arbejdes hurtigt og tålmodigt, så kagen kan komme hurtigt i køleskabet.

Jeg ved heldigvis af erfaring, at skummet bliver stivere efter en tur i køleskabet. Dagen efter kan man forsigtigt fordele det skum, der er løbet lidt ud af kagen og gøre den pæn. Men jeg tror ærlig talt, at jeg vil forsøge mig med husblas, næste gang jeg laver den her kage. Så vil jeg nok bruge måske 6 blade husblas, som jeg smelter over vandbad. Så vil jeg røre lidt af den færdige jordbærskum hurtigt i for at køle husblasen en smule, og til sidst røre det hurtigt i resten af jordbærskummet i en tynd stråle. Når det så er stivnet lidt efter nogle timer i køleskabet, kan man bruge det i lagkagen. Vil I lave denne kage, kan I jo forsøge jer med husblas. Ellers kræver det lidt tålmodighed, og lagkagen skal have lov at sætte sig natten over i køleskabet, så skummet stivner lidt. For så kan man nemmere afslutte den pænt før serveringen.

Men lagkagen endte med at blive både pæn og lækker. Jeg smagte en smule af den, og den var så lækker, som jeg husker. Mums! Jeg pyntede den med revet chokolade og små, lilla sukkerblomster.






Flødebollelagkage med jordbærskum

1 pakke lyse lagkagebunde (eller tre hjemmebagte lyse bunde)
2 bakker flødeboller
500 g frosne jordbær, næsten optøede
½ liter piskefløde
Et par spsk flormelis
Evt. 6 blade husblas (se afsnittet for oven om tilblivelsen af lagkagen for brugen af husblas i opskriften)
Pynt (jeg brugte revet mørk chokolade og sukkerblomster)

Start med at pille bundene af den ene pakke af flødebollerne. Kasser bundene eller spis dem senere ;) Mos flødebolleskummet med en gaffel, men uden det bliver helt smadret. Der må godt stadig kunne ses lidt af chokoladeskallen på flødebollerne. Fordel skummet på den ene lagkagebund.

Pil bundene af den anden pakke flødeboller og mos ligeledes skummet med en gaffel. Fordel skummet på en anden bund.

Pisk fløden meget(!) stiv. Dog uden det bliver til smør ;) Men den skal altså være ret stiv. Mos de næsten optøede jordbær med en gaffel eller giv dem en tur med stavblenderen, som jeg gjorde. Vend jordbærpureen i flødeskummen. Smag til med lidt flormelis, som skal sigtes i for at undgå klumper. Undlad at gøre den for sød, for flødebolleskummet er ret sødt i sig selv. Så jordbærskummet skal afbalancere det lidt. 
(Her skal du så bruge husblasen, hvis du vælger det. Se afsnittet om tilblivelsen af kagen ovenfor).
 
Læg den ene bund med flødebollemassen på et fad. Fordel jordbærskum på bunden. Undlad at lægge det helt ud til kanten, da det alligevel vil flyde lidt ud. Læg den anden bund med flødebolleskum ovenpå. Fordel også her jordbærskum over bunden og slut af med at lægge den sidste bund ovenpå. Fordel jordbærskum på toppen og langs siden af kagen. Bruger du ikke husblas, er den ret flydende, men fordel det, så godt du kan, og tør derefter kanten på fadet lidt af, så det ikke ligger helt ud til kanten af det. Put vitavrap over kagen og sæt den i køleskabet natten over (jeg laver altid mine lagkager aftenen før, de skal bruges).

På selve dagen fordeler du jordbærskummet på kagen lidt pænere, så toppen og siderne af kagen er helt dækket af skummet. Tør evt. kanten på fadet af igen, så det er rent efterfølgende. Pynt kagen, evt. med lidt revet chokolade eller lignende.



Sådan ser flødebollelagkagen ud indeni. Nåede lige et billede af Christians tallerken,
inden hans stykke af lagkagen forsvandt helt ;)


Jeg havde inviteret ind til lagkage og boller om eftermiddagen i lørdags, som vi plejer. Vi var i alt 8; Christians forældre, min far og Marianne og Christians fætter og kæreste, der dog først kom lidt senere. På kagebordet var der mine gode, hjemmebagte lynboller, der altid er et hit, flødebollelagkagen med jordbærskum, som jeg har skrevet om ovenfor, og en mazarintærte med nougat. Tærten vender jeg tilbage til i et andet indlæg, men den var også virkelig lækker og vellykket, så den vil jeg helt sikkert vende tilbage til :)

Jeg sørger oftest også for, at der er lidt aftensmad til folk, når vi holder fødselsdag, og i år stod den på min egen kødsovs med frisk pasta, revet parmesan og hjemmebagte surdejsflutes. Det blev taget godt imod, men dog ikke spist op. Måske fordi jeg i skræk for, at der ikke ville være nok, totalt overvurderede, hvor sultne folk er oven på lagkage og boller, og lavede en helt suppegrydefuld kødsovs (min gryde er 6 liter, så det er ikke så lidt). Der blev spist knap 4 liter kødsovs, og så fik Christians forældre en stor portion med hjem. Christian spiste noget af den kødsovs, vi selv beholdte, i går til aften.

Jeg fik også nogle rigtig lækre gaver. Jeg havde jo fået gaver til min fødselsdag af Christians forældre, men de havde alligevel lige en "lille" ting med til mig, nemlig Leila Lindholms One more slice, som jeg havde ønsket mig. Den er jeg rigtig glad for :)


 

Af min far og Marianne fik jeg endnu en kogebog, nemlig Claus Meyers Chokolade, som jeg har gået og sendt lange øjne efter. Selvom jeg ikke kan tåle chokolade eller ret meget kage i det hele taget, elsker jeg jo at bage, og Christian elsker chokolade, så jeg glæder mig til at få afprøvet noget fra bogen og bare i det hele taget at komme til at læse den.


Jeg fik også et spil, som jeg har ønsket mig af dem, nemlig Logospillet. Vi har ikke prøvet det endnu, men jeg glæder mig til at komme til det. Vi har så mange paratvidenspil, så det er rart at have noget, der ikke kun er det, selvom det naturligvis også kræver en vis viden om forskellige mærker. Men det bliver spændende at prøve :)



Af Christians fætter og kæreste fik jeg et gavekort på 5 eksemplarer af magasinet Mad! Det første skulle komme til marts, og jeg er noget spændt på det. Folk, der følger med, og folk, der kender mig, ved vist efterhånden, at min interesse for mad er stor. Ikke kun for at lave og spise den, men også for at læse om den. Det elsker jeg. Så jeg glæder mig meget, til det første blad dumper ind :)




Vi havde som sagt en rigtig dejlig dag med masser af lækker mad. Jeg nød rigtigt at få lov til at spise en bolle med stærk ost og min hjemmelavede æblemarmelade med kanel, og fik også spist lidt andet af det guf, der var sat på bordet. Endnu har min mave overlevet, selvom den dog sender mig signaler om ikke at være rigtig tilfreds, så det er jo dejligt :) Jeg spiste selv en portion lasagne fra fryseren og lidt salat til aften, da jeg nu tilsyneladende ikke længere kan tåle hakkede tomater :( Men det var okay, for appetitten var ærlig talt ikke så stor. Vi fik også spillet et par spil, hvilket jeg synes, er rigtigt hyggeligt. Jeg elsker at spille :)

Det har været nogle kaotiske dage op til fødselsdagen, fordi Putte blev syg, og vi troede, han skulle afsted, men det skulle han så ikke alligevel. Men det endte alligevel med, at vi skulle afsted, for han slog sit ene forben i et hop fra kradsetræet torsdag aften :( Det her indlæg er allerede ret langt, så jeg tror, jeg vil fortælle lidt mere om de dage i sidste uge, når jeg vender tilbage med opskriften på mazarintærten.


Nu må jeg vist hellere snart i gang med ugens madplan. Jeg ved heller ikke endnu, hvad vi skal spise i aften, så der skal lige tænkes lidt hurtigt, så jeg kan nå at få taget noget op af fryseren :) 

7 kommentarer:

  1. Da jeg var yngre var der en dessert, som var MEGET populær i min familie, og som jeg stadig er ret glad for men faktisk ikke får så tit. Jeg var egentlig overbevist om at jordbærskum var enten en fynsk opfindelse, ukendt i resten af landet, eller at det var noget nemt min familie havde fundet på. :-) Men jeg er glad for at jordbærskummet lever videre! Vi plejede at få det oven på knuste makroner, enten portionsanrettet eller i en stor skål. Jeg synes det smager fantastisk. :-)

    Jeg synes også din kage ser rigtig god ud! Jeg har aldrig brugt "rigtige" flødeboller i en lagkage, men det ser meget dekorativt ud. Jeg går ud fra du bruger nogle af de billige? Jeg synes måske det ville være lidt synd at bruge Summerbird flødeboller til det. :-)

    Hvilke spil spiller I? Vi gør det ikke rigtig herhjemme, kun på computeren nogle gange. :-) Vi er nok for dovne til det, selvom jeg egentlig kunne tænke mig at have en spilaften et par gange om måneden. Her i den mørke tid kommer vi ikke ud så tit, og så er det da rart at have lidt afveksling, men jeg kender ikke så mange spændende 2-personers spil, og spil er desuden også meget dyre.

    Vi laver altid en kæmpeportion kødsovs, når vi laver det. Det er så alsidigt, synes jeg. Det kan bruges som kødsovs en dag hvor det skal gå rigtig hurtigt, eller i en lasagne/lasagnette, i tortillas, eller alle mulige andre ting, så det er godt at have i fryseren. :-) Men det er da surt ikke at kunne tåle hakkede tomater. Kommer du noget andet i i stedet, jeg ved ikke lige hvad. :-) Kan du tåle tomatpuré?

    (Sådan lidt sidebemærket ser det ud til at du ikke er tilmeldt følgning af min blog, men blot kommentarer på mit Dyrlægevist-indlæg - blot hvis du undrede dig over hvorfor jeg ikke poster noget :-) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder spændende :)

      Tak skal du have :) Den er også rigtig lækker. Ja jeg bruger de billige, fordi de smager lige så godt som de dyrere Samba. Jeg kunne ikke drømme om at bruge Summerbird :D Hvis jeg ville gå i den retning, ville jeg hellere selv lave fyldet. Jeg har lavet flødeboller nogle gange, så jeg kender proceduren. Men jeg foretrækker de købte til denne lagkage, fordi det er nemmere at arbejde med, og man får chokoladestykkerne fra skallen med i skummet :)

      Når vi har familie på besøg, spiller vi oftest Trictrac, som er sådan et spil, man kan spille uden at have en masse paratviden. Christian og jeg spiller oftest paratvidenspil. Vi har en halvstor samling Trivial Pursuit, et par Bezzerwizzerspil og nu også Logospillet, som vi dog endnu ikke har prøvet. Det spiller vi oftest.

      Ja det kan sagtens bruges i en masse. Ja det er træls, at jeg ikke kan tåle tomater mere. Jeg skifter det ikke ud, undlader bare at spise det. Mit helbred er for dyrebart til at udsætte mig for farer pt., så jeg har ikke lige prøvet kun med tomatpuré. Men har en plan om at prøve at smage lidt ketchup i den nærmeste fremtid. Men det er bare én ting på listen over, hvad jeg ikke kan tåle. Så jeg laver jævnligt ting, som Christian får alene, mens jeg spiser noget andet. Så han ikke løber sur i den samme mad.

      Jo jeg er tilmeldt :) Jeg har bare tilmeldt mig via blogger, så jeg får i min oversigt, når du poster noget :) Det er sådan, jeg er tilmeldt alle de blogs, jeg følger :)

      Slet
    2. Mht. at følge med kan jeg se, at blogger ikke kan finde ud af tiden på dine indlæg, så de dukker ikke op i min oversigt automatisk. Men jeg vil sørge for at kigge jævnligt, når jeg nu ved, at det er et problem :)

      Slet
    3. Jeg kender ikke så meget til blogger - hvilke features har den, som du godt kan lide? Jeg kan godt lide at Wordpress er meget enkelt at arbejde med, det er nemt at oprette indlæg og indsætte billeder osv., og der er mulighed for at bruge HTML, hvis jeg vil have lidt mere kontrol med indlæggets udseende.

      Det er ikke fordi jeg overvejer at skifte blot, men det er fint at vide hvad der ellers er. :-)

      Jeg er ELENDIG til alle spil med paratviden. Det er ikke fordi jeg aldrig kender svaret, men selvom jeg gør så går der en klap ned og jeg kan bare ikke komme i tanke om det. Og hvis jeg kan komme i tanke om det, så tvivler jeg på at det er rigtigt og siger det alligevel ikke. Det er meget nemmere at sidde med på sidelinjen og så byde ind, så kan jeg godt. :-) Jeg har en "kan ikke lide at virke dum foran andre"-fobi, så psykisk og på et underbevidst plan duer jeg ikke til sådan noget. Det er lidt nemmere hvis det kun er kæresten og jeg, så er der mindre pres, føler jeg. :-)

      Jeg tror jeg vil prøve det med flødebolle-og-jordbærskum-kombinationen på et tidspunkt. Den ser i hvert fald meget tiltalende ud på billederne.

      Slet
    4. Den er ret enkel, synes jeg. Og jeg kan også bruge HTML på blogger.

      Ja det kan jeg godt forstå :)

      Det må du prøve :) Så kan du vurdere, om du vil bruge husblas eller ej. Jeg har ikke prøvet det, men tror, jeg vil eksperimentere med det i fremtiden. Når man f.eks. laver citronfromage, skal man køle den smeltede husblas med lidt citronsaft. Det er derfor, jeg mener, at man skal røre en smule af de purerede jordbær i husblasen. Sådan vil jeg i hvert fald selv gøre. Men den er ikke helt umulig at lave uden, bare man er tålmodig og ikke panikker over, at jordbærskummet er ret flydende :)

      Slet
  2. Hej - har en dreng der har bestilt lagkage og flødeboller til sin fødselsdag i morgen - så har da tænkt mig at prøve den lagkage - to fluer med ét smæk ;o)
    Men lige et spørgsmål - putter du alt flødeskummet på med det samme - eller gemmer du lidt til dagen efter, som man så kan smøre på?
    Har du selv afprøvet det med husblasen?
    :o) Janie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Janie :)
      Jeg putter så meget på, som, jeg nu synes, passer. Altså så der er et godt lag på bundene og så kagen er dækket på top og sider. Måske er der lidt til overs, men det ryger så bare ud. Skulle noget af skummet være gledet lidt ned ad kagen, mens den har stået i køleskabet til dagen efter, kan man forsigtigt fordele det med en kniv eller spatel.

      Jeg har ikke selv afprøvet med husblasen, men ved, at det kan være meget frustrerende at arbejde med den uden husblas, da den er meget flydende, fordi saften fra bærrene fortynder flødeskummet betydeligt, så jeg vil næste gang prøve med husblas. Det burde være lige til at arbejde med, såfremt man smelter det over vandbad (efter det har ligget i blød).

      Mos/purer jordbærrene, bland med flormelisen og vend dem med lidt af den stiftpiskede flødeskum. Put en smule af blandingen i den smeltede husblas(det er godt at vende de moste/blendede bær med lidt at flødeskummet, så massen ikke er for kold. Brug bare lidt af bærskummet, så det kun lige køler husblasen, det må ikke få et kuldechok, da det kan få det til at klumpe). Bærrene vendes med det sidste af det meget stive flødeskum, og husblasen vendes i. Sådan ligesom når man laver en fromage. Karolines Kogebog foreslår samme fremgangsmåde, som du kan se på linket her http://www.arla.dk/opskrifter/Jordbarfromage/

      Den skal så bare lige have lov at stå koldt nogle timer, så den stivner lidt, før du putter den på lagkagen.

      Laver du det uden husblas, så fortvivl ikke, selvom jordbærskummet vil løbe af kagen. Fordel det så godt, som du nu kan, så der er rigeligt på toppen og så meget på siderne, som du nu kan få til at hænge fast, og sæt den i køleskabet dækket med vitavrap. Dagen efter et skummet noget stivere, og det er nemmere at fordele det pænt langs siderne.

      Slet