mandag den 30. september 2013

Sygdomsweekend

Det har været en noget presset tid de sidste mange uger herhjemme for mig og for Christian, så vi tog en afslapningsdag sidste søndag og lavede planer om, at bruge denne weekend som videre afslapning. Vi har i den grad trængt til det, og derfor bestilte vi billetter til en tur i biografen i Roskilde i fredags, da vi alligevel var i byen sidste søndag. Vi så frem til lidt mere afslapning og tid til hinanden, men ugen har bestemt ikke været sådan.

Den har været en uge karakteriseret af sygdom, ikke mindst i weekenden. Derfor vil det her indlæg indeholde omtale af de knap så lækre ting, som hører til sådan noget, så hvis du lige kan rumme den slags, skal du måske ikke læse videre :)



Som jeg vist skrev i mit sidste indlæg, havde Ozzy endnu et tilbagefald med maven, og han fik det nye mælkesyrebakteriepasta i håb om, at det kunne få ham på ret køl. Det var han heldigvis i løbet af et par dage, men så stod Phoebes mave af onsdag aften. Det gør den nogle gange, så vi var ikke så bekymrede i første omgang, og hun fik zoolac. Men denne gang virkede det bare ikke ordentligt. Hun blev ved med at få tilbagefald med dårlig mave på trods af zoolac'en, der ellers altid virker med det samme, så vi frygtede ærlig talt, at vi skulle igennem en ny periode med giardia. Det var et mareridt sidst, og nu har vi jo fået stofsofaer, så de er ikke lige til at tørre af. Derfor har de i perioden med hendes dårlige mave været dækket af tæpper, hvis hun skulle ske at sætte aftryk.

Det var lige før, vi overvejede, om hun skulle til dyrlægen, eller vi skulle have kørt en afføringsprofil på hende, da det bare ikke ville stoppe. Men jeg kom i tanke om, at hårboller i systemet, der blokerer, både kan give dårlig og hård mave, så vi ville prøve at give hende noget kattemalt. Det får hun ellers aldrig, da hun får dårlig mave af det i sig selv, men jeg blandede noget mælkesyrebakteriepulver ind i pastaen i håb om, at det så ikke ville gå så galt. Og hårbolle i tarmene var netop problemet. Senere den dag kom der en ordentlig hårbolle med ud, da hun var i bakken. Vi gav hende en portion malt igen næste dag, og siden da er hendes pøller stort set vendt tilbage til normalen. De sidste dage har hun kun gået i bakken en gang om dagen, og i dag prøver vi en dag uden zoolac og håber det bedste. Er sikker på, at det har været hårbollen, der har været problemet.

Men det har været en stressende tid med hendes bakkebesøg. Især fordi jeg har skullet ordne hendes pels bagi efterfølgende med børstning, vask og tørring, så hun ikke skulle rende rundt med lort i pelsen. Det er jo lidt mere omstændigt at have en kat med diarre, når den er langpelset. Heldigvis er hun ret medgørlig modsat drengene, men hun syntes absolut ikke, det var sjovt. Men det var ikke sjovt at skulle efterlade hende alene hjemme i fredags i nogle timer, da vi kørte til Roskilde for at se en film. Hun gik dog først i bakken, da vi kom hjem, og vi kunne der konstatere den kæmpestore hårbolle, der kom med ud.

Hun har heldigvis ikke været så påvirket af problemet, for humøret har været ret normalt for hende, men hun ville gerne være lidt tættere på os. Især i lørdags efter kampen med hårbollen, og hun var ret træt. Sov som en bevidstløs i sofaen. Men hun har været glad og gerne villet lege hver aften, som hun plejer, og været i haven med drengene i løbet af dagene.

Selvom man er træt, er man alligevel for nysgerrig til ikke at holde øje med, hvad "mor" går rundt og laver med det kamera.

Men så vinder søvnen. Man ligger nu godt i de nye sofaer.

Phoebe og Ozzy i et sjældent øjeblik, hvor Phoebe får lov at ligge så tæt med ham, som hun drømmer om.



I går så det så ud til, at det er ved at være overstået med hendes maveproblemer. Det ser næsten normalt ud, når hun går i bakken, og i dag ser det helt normalt ud. Det er rart ikke at skulle op og kigge, hvis hun er i bakken om natten og måske frisere og vaske hende, som jeg har gjort om natten den her uge, for jeg har bare så svært ved at sove igen.


Lørdag startede stressende, for Christian har købt en blu-rayafspiller til sine forældre fra os, da de længe gerne har villet have ham til at sætte deres DVD-afspiller bedre op. Vi bestemte os for, at det kunne være en dejlig overraskelse for dem at komme hjem fra ferie og se, at de har fået en ny afspiller, som Christian har sat op til dem. Dog kom de hjem lidt tidligere end forventet, så Christian nåede kun lige netop at sætte den op og køre hjem, før de var hjemme. De fik også en blu-rayfilm, Titanic, som hans mor er rigtig glad for, så de kunne have i hvert fald en film i den kvalitet, som afspilleren kan levere :) De blev rigtigt glade for den, og de fortjener den. De gør så meget for os, så det er dejligt at kunne give lidt tilbage :)


Da Phoebes mave så ud til at være på vej tilbage i sædvanlig form, tænkte vi, at vi nok lige kunne nå at slappe lidt af søndag i hvert fald, men sådan blev det ikke. Natten til søndag fik Christian krampeagtige kulderystningsture og kunne bare ikke få varmen på trods af to dyner. Vi tænkte, at han måske var ved at blive syg, hvilket desværre også var rigtigt. Hele dagen i går kæmpede han med de kulderystninger, og havde det bare rigtig elendigt. Det ligner ham dårligt at være så påvirket af sygdom, for han har et vildt immunforsvar, der hurtigt plejer at slå al sygdom ned. Så han var ikke meget værd, og jeg gjorde mit bedste for at passe ham. Panodiler slog feberen lidt ned nogle timer i løbet af dagen, så han kunne spise noget, men så snart de holdt op med at virke, begyndte han at ryste igen. Inden han skulle sove, konstaterede vi, at han havde 39.7 i feber, hvilket er en noget høj temperatur, så jeg var lidt bekymret. Han fik et par piller, så han kunne sove, men de kom hurtigt op, desværre, og jeg måtte i gang med at gøre badeværelset rent for opkast. Jeg er heldigvis ikke så sart, men kom da til at tænke, at det virkelig havde været en weekend i lort og bræks tegn :-| Meget anderledes end den kæresteafslapningsweekend, vi havde håbet på.

Det har været en træls nat, for når Christian er syg, skal han jo ikke op om natten og fodre katte, så det var mit job i nat. Det gik da også, som det plejede, og jeg kunne ikke sove, efter jeg havde været oppe. Ikke mindst pga. en voldsom migræne. Senere på natten måtte jeg have nogle piller for det, for det var ikke til at holde ud. Heldigvis tog det toppen af smerterne, så jeg har sovet i formiddag. Desværre er jeg selv noget ødelagt i dag, bl.a. pga. maven, der bare ikke har det godt, og pga. vedvarende smerter i ryggen og nakken, hvilket sikkert skyldes de sidste mange dages stress og dårlig søvn pga. Phoebes og Christians sygdom. Så jeg har noget af en off-dag, hvor det måske igenigen ender med lasagne fra fryseren (hvilket jeg også fik i går af samme årsag). Øv, jeg er træt af det. Jeg kan ikke engang bare holde mig til sofaen og slappe af i dag, for jeg kan ikke tåle at sidde i samme stilling ret længe ad gangen pga. mine ryg- og nakkesmerter, så det er noget træls.


Christian er hjemme i dag, for han er stadig ikke på toppen og har haft en hård nat igen. Dog ser det ud til at gå fremad med ham, hvilket jo er dejligt. Han slipper forhåbentlig for feberanfaldene i dag. Han har muligvis mistet smagssansen, for han syntes ikke, morgenmaden smagte af noget, men jeg håber, at det ikke betyder, at han skal til at være forkølet også. Nu må al den sygdom gerne slippe taget. Håber, jeg selv går udenom, hvad han fejler. Orker ikke at skulle have sådan en omgang sygdom også.


Vi håber, at næste weekend må være lidt mindre stressende og sygdomsfyldt. Jeg ved, at jeg nok alligevel ikke kan slappe helt af, for vi skal måske have Putte til tandrensning under narkose næste uge, hvis han holder op med at gå og nyse, og det er noget, der giver mig megen angst. Han trækker vejret meget overfladisk, når han er under narkose, og jeg har flere gange efterfølgende været bange for, at han var ved at dø, fordi det virkede, som om han ikke trak vejret :( Så der går nok lidt tid, før der helt kommer ro på igen herhjemme...

Men det er jo mandag, og selvom maven ikke har det godt, skal jeg i gang med at lave en madplan for denne uge. Det er altid en ret stor udfordring, når jeg ikke har det godt i maven, men den skal jo laves. Det er for stressende at skulle finde ud af fra dag til dag, hvad der skal spises, og handle ind mange gange i løbet af en uge. Jeg var afsted selv i myldretiden for at få lidt mælk og andre basalvarer i går, da vi var ved at løbe tør, men vi skal have købt ind til hele ugen en af de næste dage. Håber, jeg har det meget bedre i morgen, så ugen bliver nemmere at overskue.

2 kommentarer:

  1. Føj for pokker for en weekend!

    Det er så strengt at gøre langhårskatte rene. Vores hvide angora bliver tosset, hvis jeg så meget som nærmer mig hendes ende med noget vådt, og skal hun bades i bag er det et tomands-job... men det er heller ikke særligt kønt/praktisk/lækkert med en kattemås med brune "perler"... yikes!
    Men til enhver tid hellere kattebæ end menneskebræk, puha!
    Håber Christian er kommet sig, så du ikke skal bruge energi på at bekymre dig om ham også, det er ikke godt for dit system - og god bedring til dig også!

    *knus* Lisa

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er ikke så sart. Tror efterhånden, jeg har vænnet mig til det meste. Det tror jeg, at man gør, når man har kat. Især hvis de af og til er syge. Livet har gået meget op i bæ, efter Ozzys mave er blevet så sart, så der skal jævnligt kigges i bakken, når han har været på besøg. Og så hele giardia-historien.. Utroligt, så glad man kan blive for at se sunde kattepøller :-s

      Dog kunne jeg godt have undværet, at Phoebe valgte at kaste op fra sin høje kradsepæl for en times tid siden, så det blev spredt godt ud over stuen, yrk! Centimeter fra den nye sofa. Det er sådan en glæde at have kat nogle gange ;)

      Jo tak, Christian er på toppen igen. Han måtte dog tage en dag ekstra hjemme, da han også fik feberanfald i mandags. Men i dag er han tilbage på arbejde, heldigvis. Ja, det koster noget energi, når jeg skal stå for tingene herhjemme alene, så jeg er glad for, at han er ovenpå igen. :)

      Slet