Viser opslag med etiketten dagligdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dagligdag. Vis alle opslag

tirsdag den 4. maj 2021

Makronsnitter med hindbærmarmelade

Jeg har sådan glædet mig til at dele opskriften på den her lækre kage med jer. Jeg har bagt den utallige gange, siden jeg første gang bagte den sidste foråret, hvor jeg fandt inspiration til snitten hos madforlivet. Jeg har selv arbejdet lidt videre med opskriften og lavet den til en slags luksushindbærsnitte, som er den bedste beskrivelse af den her lækre kage. 

Det bedste ved kagen er, at den simpelthen er så nem at lave! Mange i familien elsker hindbærsnitter, men det er ikke min favoritkage at bage, fordi der er så meget arbejde med mørdejen. Det problem er løst i denne opskrift, hvor bunden ikke engang skal rulles ud, og toppen er en lækker marengs med marcipan, som bare skal dryppes ud over fyldet. Og så smager den faktisk som en slags luksushindbærsnitte 😍

Makronsnitterne er yderst fryseegnede. Smager som nybagte, selv efter en tur i fryseren. Jeg plejer gerne at fryse snitterne ned med et stykke madpapir pakket omkring og så bare i en frysepose. Når de skal bruges, tager jeg dem og op lader dem tø op på en tallerken, og vupti! Så er der kage 😄 







Makronsnitter med hindbærmarmelade


Bund:
225 g hvedemel
125 g lyst rørsukker
1/3 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
125 g blød margarine
2 æggeblommer

Fyld:
1½ - 2 dl hindbærmarmelade

Marengstop:
2 æggehvider
250 g flormelis
100 g marcipan


Til bunden blandes mel med rørsukker, salt og bagepulver. Smuldr margarinen i, så den er helt findelt. Det kan gøres med fingrene eller køkkenmaskinens k-spade. Tilsæt til sidst æggeblommerne og bland det hele godt sammen, evt. med en elpisker eller køkkenmaskinen, så du står med en fin rasp. Blandingen her vil ikke samles til en dej, men det er meningen. Bunden skal alligevel nok blive fast efter bagning.

For en bradepande (min er 23x34 cm) med bagepapir. Fordel bladningen til bunden jævnt i bradepanden og tryk den sammen til en ensartet bund.

Forbag bunden 15-17 minutter i ovnen ved 200 grader, til den er gylden ovenpå og har sat sig.

Mens bunden forbages, laves marengstoppen. Pisk hviderne luftige og stive og pisk herefter flormelis i. Pisk, til det er hvidt og let i konsistensen. Riv marcipanen groft og pisk den i æggemassen. Pisk, til massen er ensartet.

Tag den forbagte bund ud af ovnen. Fordel marmeladen over bunden, så der ligger et godt lag. Mængden angivet er vejledende, men vær ikke for nærig med marmeladen. Syrligheden fra hindbærene skal give modspil til den søde top. Jeg giver den et godt lag, så det ikke er alt for gennemsigtigt og bruger ca 1½ - 2 dl i alt.

Nu skal marengsen fordeles over kagen. Her skal du være lidt forsigtig. Tag en skefuld marengsfyld og fordel det over kagen ved at holde skeen over overfladen på kagen og lade det dryppe/flyde forsigtigt ned over kagen, mens du flytter skeen rundt. Tag endnu en skefuld og gør det samme et andet sted på kagen, så overfladen lidt efter lidt dækkes af marengs. Du må endelig ikke forsøge at smøre det ud over marmeladen, for det kan ikke lade sig gøre. Marengsen vil flyde lidt ud, efter du har lagt den på kagen, så lad den selv gøre lidt af arbejdet, mens du hælder mere marengs på andre steder på kagen.
Hvis der til sidst er få steder, hvor marengsen ikke når sammen, kan du meget forsigtigt fordele det øverste af marengsen for at dække hullerne. Men det skal være forsigtigt og kan ikke gøres ved større huller, for så bliver marengsen blandet med marmeladen.

Sæt kagen i ovnen igen og bag den 20-22 minutter ved 200 grader, til marengsen er blevet flot lysebrun og er stivnet.

Lad kagen køle helt ned, før du tager den ud af formen og skærer den i makronsnitter efter ønsket størrelse. Kan anbefale, at de ikke skæres i alt for store stykker, da det er en ret kompakt kage 😊







Selvom det er lang tid siden, der har været aktivitet her på bloggen, sker der en masse bag kulissen, madmæssigt. Jeg har fået bagt en del, også nye ting til bloggen, som endnu ikke er nået til udgivelse, og jeg har begravet mig dybt i et nyt bageemne, nemlig professionel pizzabagning. Jeg har købt et bagestål og har været i gang med at eksperimentere med nye typer mel, teknikker og opskrifter, og det går overraskende godt. Det er en hel ny verden og giver et meget anderledes resultat end de mange pizzaer, jeg har bagt gennem tiden. Det er meget spændende og sjovt at lege med. Det skal nok ramme bloggen på et tidspunkt, det lover jeg 😊

Jeg får ikke skrevet så meget herinde i tiden, og det er der flere årsager til. Christian arbejder stadig hjemme 100% af tiden og bruger derfor kontorstolen, som jeg har brug for for at sidde ved den stationære computer og skrive indlæg, og det har knebet med energien. Vi har haft tre ud af tre katte syge på én gang, hvilket har været afsindigt hårdt, og vi er også stadig ret bekymrede for min far, der stadigvæk har nogle udfordringer. Samlet set har det kostet meget energi og aktiveret min stress i seriøs grad, så jeg har kæmpet bare for at komme igennem hver dag. Jeg har jo samtidig skulle opretholde en hverdag og sørge for indkøb osv., så derudover har det virkelig været knapt med, hvad jeg har haft overskud til. Men jeg håber, at det er ved at vende.

Ozzy er frisk igen efter en lang periode med en luftvejsinfektion, vi havde svært ved at slå ned, bl.a. fordi han ikke tålte nogen som helst slags af den medicin, vi prøvede til ham. En slags mistede han totalt appetitten af og tabte næsten 1 kg, hvilket er meget for en lille kat, og to andre slags kastede han op af. Vi prøvede også kvalmestillende, men hans mave var så irriteret, at al medicin kom op igen. Så han måtte selv klare sidste del af infektionen, men det kunne han heldigvis godt. Og han fik appetitten igen, efter han stoppede med medicinen. Så nu prøver vi at få ham tilbage i sin kampvægt. Det tager tid, men han har heldigvis generelt en fin appetit, den gamle dreng.

Phoebe har også haft mistet appetitten, og vi endte med at måtte skifte hendes grundfoder helt ud. For hun ville simpelthen ikke spise det. Det nye foder lokkede heldigvis mere, og hun har på intet tidspunkt tabt sig, så vi har set det hele lidt an løbende. Hun spiser efterhånden helt godt igen, så vi er ikke længere bekymrede for hende.

Julius har stadig sit problem med tarmene. Men vi gør vores bedste for, at han får det godt igen. Han får rette kost og vi holder øje med, om han skulle have brug for tilskud, hvis maven går helt i stå. Det er en virkelig lang proces med ham, og jeg ved ikke, hvornår det nogensiden bliver normalt igen, men det vigtigste er, at han har det godt, så vi sætter livet på hold så længe, som han har brug for det. Han er heldigvis en glad dreng, så det hjælper lidt på det. 
Han er i øvrigt blevet 3 år for nogle måneder siden, så han er efterhånden ret voksen og er blevet sådan en fin og harmonisk dreng, også i forhold til temperament. Han er stadig en sjov og skør dreng med vilde ture, men han er også en krammekat, der elsker sine mennesker og Phoebe og Ozzy. Her er et nyere billede af ham fra haven, som han elsker at tilbringe mange timer i.




Ud over de ovenstående udfordringer har jeg desværre også igen været ramt på helbredet. Jeg vågnede op en morgen med afsindige smerter i den ene skulder og kunne slet ikke bruge armen til noget som helst. Min fysioterapeut mener, at skulderen er hoppet lidt af led, mens jeg har sovet på den, og det er ikke helt utænkeligt. Det var ekstremt smertefuldt. Jeg brugte LDN, som jeg jo i forvejen får for smerterne i mine arme, til at slå inflammationen ned, og det lykkedes heldigvis. Desværre har smerterne været tilbagevendende i perioder, da min skulder åbenbart ikke rigtigt kan finde helt på plads igen, så det har sat mig lidt ud af spillet. Faktisk så kom smerterne første gang lige oven i, at jeg havde købt bagestålet, så jeg havde slet ikke fornøjelse af at prøve det af en lang periode derefter. Men jeg har dog siden fået afprøvet stålet og er meget begejstret for, hvad det kan yde.

Pga. alle de her udfordringer i mit liv har det ligget meget stille med mine gåture længe. Jeg har forsøgt at gå, men pga. kulden har jeg fået aktiveret mine smerter, især i nakken, så det har også holdt mig fra at gå særligt ofte. Men nu, hvor varmen er vendt tilbage, er jeg også ved at komme i gang med mine gåture igen. Jeg ved, at det på sigt vil dulme de smerter, jeg har i nakke og ryg, fordi kroppen får nok bevægelse, så det er godt at være lidt i gang igen. Jeg håber, det kan fortsætte. 
I forhold til stressen kører det stadig lidt frem og tilbage. Jeg bliver hurtigt udmattet og får fysiske symptomer, når der er for meget fyld i dagene, men jeg synes, det generelt går lidt fremad, så forhåbentlig er jeg snart helt ovenpå igen. Såfremt der ikke kommer nye udfordringer. 

Billede fra min seneste gåtur. Det er en kæmpe fornøjelse at være ude og få nogle dejlige naturoplevelser igen og masser af lys.



Coronatid er ensom, selvom vi herhjemme måske ikke er de mest socialt anlagte personer. Men vi savner alligevel, at der sker noget. Heldigvis er der udsigt til åbning af samfundet igen, og vi glæder os begge to enormt meget til at skulle ud at spise igen. Det har vi virkelig savnet. Vi har ikke været ude til noget i den retning siden før vores bryllup i oktober, så det er ventet med længsel. Vi plejer at være ude at spise jævnligt eller en tur på vores lokale café, men det har ikke været muligt længe. I fredags rundede vi dog vores café for at få en af de lækre Olufs karamelgelato med tangsalt. Den er simpelthen verdens bedste ispind, så vi var hurtige at slå til, da caféen skrev, at den var hjemme igen. Vi nød den ude i solen på havnen. Det var virkelig skønt!

Det ser desværre ud til, at det kommer til at trække ud i forhold til at blive vaccineret for corona, så det mere normale liv ligger efterhånden ret langt ude i fremtiden. Jeg er i risikogruppen pga. flere af mine lidelser, men da det åbenbart har været for svært at finde os alle sammen, når nogle af os ikke har en aktiv tilknytning til et sygehus, så bliver vi i stedet smidt i grupper sat op efter alder. Da jeg "kun" er 39, er jeg desværre blandt de allersidste til at få vaccinen, og i går blev min gruppe skubbet 4 uger yderligere bagud 😔 Det er virkelig frustrerende. Men hvis de skulle vaccinere efter, hvor gammel man føler sig, ville jeg for længst have fået de vaccinationer overstået 😜


Inden for den næste måned skal vi over til min far igen. Han går desværre og spiser for lidt, så da vi var der i marts, lavede jeg en masse retter til hans fryser i håbet om, at han ville komme i gang med at spise mere normalt igen, nu der var lækker, hjemmelavet mad i fryseren. Han har da også spist og nydt maden, men det kniber stadig med vægten og appetitten, så jeg havde planlagt at skulle i gang med lidt mere mad til ham til vores næste besøg. Jeg har købt ind til at lave høns i asparges, da jeg ved, han elsker det, men desværre er jeg stået op med et nyt tilbagefald med skulderen, så jeg er meget smerteplaget i dag. Jeg er dog ret stædig, så jeg har, trods smerterne, været i gang i køkkenet. Hvis jeg skulle sidde og lave ingenting alle de dage, kroppen gakker ud, kunne jeg nærmest aldrig foretage mig noget. Så jeg bed tænderne sammen og har fået lavet en stor portion tarteletfyld. Jeg har valgt at tilsætte piskefløde til sovsen, så min far kan få nogle kalorier, og det var faktisk meget godt, så måske bliver det en fast ingrediens fremadrettet. Det skal i hvert fald prøves igen, når jeg laver til os selv, så måske kommer der på sigt en lille tilretning af min opskrift her på bloggen. Vi må se. Nu skal det bare køle lidt, så det kan pakkes i portioner og lægges i fryseren. 


Til slut får I lige et billede af Julius med kattenes nye favoritlegetøj, nemlig en stor "cigar" lavet i læder, fyldt med den bedste katnip. Den gør stor glæde hos dem alle tre og har en størrelse, så Julius kan ligge og kramme og sparke den på samme tid 😀 Fangede et billede af ham på aftenen, hvor han fik den og måtte konstatere, at dér røg kørekortet vist 😜😂 Han er i hvert fald helt vild med den cigar.

fredag den 1. november 2019

Halloween-romkugler

I går havde vi Christians forældre til middag. Menuen stod på pulled pork-burgere af den nakkesteg, jeg netop havde tilberedt sous vide, og som sædvanligt skulle der også være lidt sødt til kaffen efterfølgende. I anledning af halloween hyggede jeg mig med at klæde nogle lækre, hjemmelavede romkugler ud til aftenens forestilling :D Det blev til nedenstående halloween-romkugler i græskarmand-forklædning og en enkelt Frankensteins monster-romkugle <3 Jeg havde rigtig god tid til mit bageprojekt, eftersom nakkefileten passede sig selv i vandbadet, næsten helt til vi skulle spise den, så det var superhyggeligt med lidt fri leg i køkkenet :)

Vi har tidligere fået både halloween- og juleromkugler, når vi har besøgt vores kaffebar i Tivoli på de tilhørende højtider, og jeg har længe haft lyst til at lave min egen variant, så nu skulle det være. Det var betydeligt nemmere, end jeg havde turdet håbe på, og de bragte stor glæde hos familien, da de blev serveret i går. Herunder får du en udførlig opskrift og gennemgang af, hvordan jeg har lavet romkuglerne.

Inden længe kommer der et spændende tiltag her på bloggen, hvilket du kan læse mere om neden for opskriften :)







Halloween-romkugler (5 store)

Chokoladekagebase til romkugler:
100 g blød margarine
1 1/4 dl sukker
1 æg
2 dl hvedemel
1½ tsk bagepulver
1 nip salt
½ dl kakao
½ dl mælk
½ dl koldt vand


Romkugledej:
Afkølet chokoladekage
25 g blød margarine
25 g flormelis
1½-2 spsk hindbærmarmelade
3 spsk romessens


Overtræk:
190 g marcipan + orange pastafarve
40 g marcipan + grøn pastafarve
20 g marcipan + sort pastafarve
Flormelis
Evt. et par sukkerøjne til Frankensteins monster


Chokoladekage:
Start med at lave chokoladekagen, der skal være basen for romkuglerne. Rør margarinen med sukker. Tilsæt ægget og pisk, til massen er ensartet. Tilsæt mel, kakao, salt (kan undlades, hvis du bruger smør i stedet for margarine), bagepulver, mælk og vand og pisk det hele sammen til en ensartet dej.

Fordel dejen i en form, ca. 17 x 25 cm, foret med bagepapir og bag kagen midt i ovnen ca. 30 minutter ved 170 grader. Tjek med en gaffel, om den er færdigbagt (der må ikke sidde rå dej på gaflen, når du stikker i kagen).

Lad kagen køle helt ned, før du fortsætter. Skal det gå stærkt, kan du smide den i fryseren i kort tid, når den er kølet en smule ned.


Overtræk:
Mens kagen køler, kan overtrækket forberedes:

Ælt 190 g marcipan med orange pastafarve, tilsat en lille smule ad gangen, så du kan justere på farven lidt hen ad vejen. Ælt, til farven er ensartet, og tilsæt mere farve, hvis du ønsker en mere kraftig farve. Jeg brugte en orange farve fra Wilton og tilsatte en smule lys gul fra samme mærke for at få helt rette farve. Ælt lidt flormelis ind i marcipanen, så den bliver mere smidig og knap så fugtig at stå med.

Ælt 40 g marcipan med grøn pastafarve tilsat lidt ad gangen, til du rammer den ønskede farve. Jeg brugte leaf green fra Wiltons pastafarver. Ælt lidt flormelis ind i marcipanen, så den bliver mere smidig og knap så fugtig at stå med. Pas på med at tilsætte for meget, da marcipanen så vil blive meget tør og svær at overtrække med.

Ælt 20 g marcipan med sort pastafarve, lidt ad gangen. Jeg brugte en sort pastafarve fra OFC. Tilsæt en lillebitte smule flormelis, så marcipanen ikke er så fugtig, men kun en lille smule, så den ikke bliver tør.

Sørg for at dække ned til med film, så den ikke bliver tør, før du skal bruge den.


Romkugler:
Rør en smørcreme af margarine og flormelis. Brug evt. bagsiden af en spiseske til at ælte margarinen sammen med flormelisen.

Smuldr den kolde chokoladekage i en stor skål (eller kør den i køkkenmaskinen med k-spaden, til den er findelt). Ælt smørcremen ind i den findelte kage. Tilsæt marmelade og romessens og ælt det hele godt sammen, til det er helt ensartet.

Del romkugledejen i fem lige store dele og tril hver del til en kugle.

Rul den orange marcipan ud meget tyndt (ca 2 mm tyk). Fordel evt. lidt flormelis på bordet at rulle ud i. Overtræk en romkugle ved at lægge marcipanen over kuglen og skær marcipanen til, så den passer om kuglen. Saml den bag på romkuglen, så den har en fin og ensartet forside og top.

Fortsæt med at overtrække yderligere tre romkugler på denne måde. Måske skal du rulle marcipanen ud igen, så den passer i facon til dine romkugler.

Form 4 små stilke af den grønne marcipan og  læg dem til side.

Rul resten af den grønne marcipan ud og overtræk den sidste romkugle.

Brug en skarp kniv til at skære ansigter i romkuglerne. Giv evt. Frankensteins monster sukkerøjne, hvis du har mulighed for det - det giver ham så meget personlighed :D

Form hår og møtrikker til Frankensteins monster af den sorte marcipan. Fordel hår og møtrikker på ham og fordel de grønne stilke på græskarromkuglerne.

Opbevar halloween-romkuglerne til køl i en lufttæt boks, til de skal spises.


De færdige romkugler, som jeg har hygget mig med at udskære og pynte <3




Jeg elsker halloween! Synes, det er så hyggeligt at følge på Facebook, hvordan mine venner pynter deres huse op, klar til at få børn på besøg til "slik eller ballade", holder halloween-temafødselsdage og laver "ulækre" halloweenretter og flotte halloweenkager <3 Jeg elsker enhver lejlighed til at lege lidt ekstra i køkkenet, så det er spændende at følge med i, hvad andre laver af sjove ting.
Halloween er også en god undskyldning for at se uhyggelige film (eller hyggelige "uhyggelige" film, som f.eks. Hocus Pocus eller andre knap så uhyggelige heksefilm), så vi har været i gang med at se nogle af de gode, gamle klassikere, i skæret fra min lille keramikgræskarmand. Har desværre ikke længere hænder og arme til at skære en græskarlygte, men min lille keramiklygte er en fin erstatning, og nu har jeg jo også lige skåret romkuglegræskarmand, så det er en okay erstatning :)


Som jeg skrev i indledningen, kommer der snart lidt nyt her på bloggen. Julen nærmer sig, og ligesom de seneste år har jeg igen i år lavet en superfin adventskalender til kat med fire fine pakker, som jeg udlodder her på bloggen. Konkurrencen vil blive slået op inden for den nærmeste fremtid, så følg med, hvis du kender en kat, der skal forkæles med sådan en fin kalender :)




Jeg har endelig fået min henvisning til reumatolog nu og har fået en tid i slutningen af november. Er spændt på, hvad det vil bringe med sig. Det går desværre stadig ned ad bakke for mig. For omkring en måned siden begyndte jeg at få smerter i min ene ankel. Mine smerter i benene sidder ellers i skinnebenene/senerne, men nu er ankelleddet så påvirket. Det er desværre ikke blevet meget bedre gennem den måned, det er stået på, og nogle dage - når jeg har stået og gået for meget - kan jeg nærmest ikke gå.
Det føles næsten som en forstuvning, uden jeg overhovedet er kommet til skade med foden. Derfor har jeg fået et par krykker hjem, der skal hjælpe mig de dage, hvor leddet er så stift og usmidigt, til jeg lige får det i gang. Det er dog en udfordring for arme og håndled, der jo også er påvirket, så jeg prøver at bruge krykkerne så lidt som muligt.

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på, om det her er opstarten af den leddegigt, jeg ved, der med al sandsynlighed venter mig i fremtiden (som min blodprøve har vist pga. antistoffer). Jeg kan også mærke, at særligt mine led i fingrene nemt bliver ømme og smertende (dog forbigående, heldigvis), så jeg er noget spændt på, hvordan det går hos reumatologen sidst på måneden.


Det er blevet koldere i vejret, og selvom man skulle tro, at det ville få kattenes pels til at blive mere kraftig, er det faktisk også sæson for ekstra fældning. I hvert fald hos vores inde/udekatte herhjemme. Det er første kolde periode, hvor Julius' pels rigtigt har skullet vokse sig stor, og pelsen giver ham nogle problemer. Den driller ham i maven, så vi prøver at finde ud af, hvordan det skal håndteres. Pt. får han ekstra kattemalt, men hvis det ikke er nok, må der et foderskifte til. Det er ikke nemt med verdens mest kræsne kat (når det kommer til tørkost), så vi forsøger i første omgang at få det til at fungere på det nuværende foder. Ud over malten arbejder jeg også på at lære ham at blive friseret nogle gange om dagen, så jeg får taget en del af de løse hår, der ellers ville komme i maven, når han vasker sig. Han kan heldigvis godt lide at blive friseret, men har ikke altid tålmodighed til det.

Phoebe har også problemer med pels, men det har hun ind imellem, og da hun efterhånden har boet her mange år, ved vi bedre, hvad hun har behov for, når det står på. Vi skal stadig lære, når det kommer til Julius, da nogle ting stadig er nye for os med ham. Men vi er meget opmærksomme på ham, så det skal nok ordne sig med tiden, er jeg sikker på.




Den seneste tid har været mere rolig herhjemme. Vi har ikke haft så mange aftaler, og tiden går pt. med at arbejde på projekt haveskur. Vi bor et sted, hvor hus og have ligger noget højere end garagen, hvor alle haveredskaber, plæneklipper mv. befinder sig, så det er et kæmpe mas, hver gang der skal laves noget i haven. Derfor er Christian nu ved at lave et skur oppe ved siden af huset, så vi noget nemmere kan komme til tingene. Det er en længere proces, men der er skub i arbejdet, så jeg forventer, at de er helt færdigt inden for nogle uger. Christian arbejder flittigt på det hver dag efter arbejde, til det bliver mørkt, så det går så hurtigt, som det overhovedet kan.

Vi har dog også haft nogle ture hjemmefra den seneste måned, bare os to, hvilket har været rigtig dejligt. I starten af oktober var vi i Roskilde og se stand-up. Jeg var så heldig at få billetter til Torben Chris' ABC i fødselsdagsgave i januar, så jeg har tålmodigt gået og ventet på, at det skulle blive oktober, så vi kunne komme afsted. Det var en virkelig sjov og underholdende aften, og jeg kan kun anbefale at se showet, hvis man har muligheden :)
Derudover har vi været en del i biografen. Vi har fået set Joker, som bestemt ikke skuffede, selvom den var hypet helt op over skyerne, og senest så vi Double Tap, fortsættelsen af Zombieland, en af mine favorit horrorkomedier. Den levede også helt op til vores forhåbninger, og vi sluttede aftenen af på en kinesisk restaurant med lækker mad. Jeg er kommet lang vej mht. min maves helbred, siden før jeg startede på LDN. Medicinen har repareret mine tarme, så jeg nu bedre kan spise noget forskelligt, og jeg nyder det virkelig i fulde drag! Vi havde bare en helt perfekt dag med biografdate og middag sidste weekend <3


Nu vil jeg gå i køkkenet og starte en risengrød op. Det er lige vejr til det i dag, hvor kulden virkelig går gennem marv og ben. Det bliver helt sikkert koldere, når vi rammer vinter, men overgangen fra semilunt vejr til vintervejr er en hård omgang. Heldigvis giver kulden og mørket masser af mulighed for hygge under et tæppe i sofaen i stearinlysets skær. <3

mandag den 9. juli 2018

Gammeldags marmorkage

Tiden flyver virkelig afsted, og det er efterhånden virkelig længe siden, jeg har skrevet noget her på bloggen. Men det er der en årsag til. Der er virkelig sket meget herhjemme, og det vil jeg fortælle jer om senere i indlægget her :) Først dog til en ny opskrift.

Eller faktisk er det en gammel opskrift. En af de ældste, jeg bruger. Kagen her har jeg bagt, lige siden jeg var en ganske lille pige, der elskede at være med i min mors køkken <3 Opskriften stammer fra Lademanns internationale madleksikon, som jeg har bladret tynd som barn pga. de mange smukke billeder af bagværk deri, og udgaven af opskriften, som I får her er med ganske små tilrettelser fra min side, da det er en fantastisk kage.

En marmorkage er en slags sandkage. Den er af pund-til-pund-typen og derfor en meget fast, men lækker kage. Derudover har den altid fascineret mig, fordi den er så smuk. Man kan tegne sit eget mønster i den, og der er ikke to marmorkager, der er ens. Derfor er det altid ekstra spændende at se resultatet, når man skærer skiver hele vejen igennem kagen :)





Gammeldags marmorkage

200 g blød margarine
200 g sukker
4 æg
200 g mel
25 g kakao
Ca. 2 spsk mælk

Derudover:
En brødform, ca. 30 cm lang*

Pisk margarine og sukker sammen til en ensartet masse. Pisk herefter æggene i et ad gangen. Pisk godt ved hvert æg, så dejen bliver ensartet og ender med at være rimelig glat efter sidste æg.

Tilsæt melet og pisk, til det netop er optaget i dejen.

Tag 1/3 af dejen fra over i en anden skål og bland med kakao. Pisk, til kakaoen netop er optaget. Tilsæt mælk for at gøre dejen lidt mindre stiv. Jeg brugte ca. 2 spsk.

Put bagepapir i din form og fordel halvdelen af den lyse dej deri. Derefter fordeles den mørke dej ovenpå og til sidst resten af den lyse, så dejdelene ligger lag på lag. Slut af med at trække en kniv gennem dejen for at lave marmoreffekten.

Bag kagen midt i ovnen ca. 50 minutter ved 170 grader. Tjek med en gaffel eller strikkepind eller lignende ved at stikke ned midt i kagen, om den er færdigbagt. Der må ikke sidde ubagt dej på, når du trækker gaflen ud. Kagen vil også have en flot, gylden farve ovenpå, når den er færdigbagt. Når kagen er færdig, tages den ud af formen og stilles til køling på en rist.

* Kagen kan også bages i en brødform, der er kortere end den, jeg har angivet, hvis man ønsker lidt mere højde på kagen. Skifter du ud til en kortere form, skal kagen bages i længere tid end angivet her. Hold derfor godt øje med kagen og prik i den af og til for at se, om den er færdigbagt.

Den færdige smukke marmorkage <3



Der er som sagt sket meget herhjemme, siden jeg sidst skrev her på bloggen. Der skete det fantastiske, at jeg endelig begyndte at have effekt af LDN, min medicin mod smerterne, så jeg har haft meget travlt med at lave meget af det, jeg ikke har kunnet de sidste to år pga. mine nerveskader i armene. Jeg har lavet mad (helt selv!), købt ind, købt blomster og plantet krukker til, vandet haven, lavet havearbejde i det hele taget og ordnet hus, og jeg har virkelig nydt det! Det er et mirakel for mig! Derfor har jeg haft meget travlt med at leve mit liv fuldt ud, nu smerterne var mindre.

Desværre har jeg overvurderet, hvad jeg kunne, så da jeg troede, jeg kunne klippe den ene side hæk, der vender ind i katteindhegningen, som jeg plejede, før jeg fik smerterne, gik det galt. Min gode effekt af LDN forsvandt pga. overbelastningen, og jeg har været bombet næsten helt tilbage til starten af mine smerter :( Det har simpelthen været så hårdt. Og jeg har ikke kunnet ret meget.
De seneste fjorten dage har jeg prøvet at få styr på smerterne med en ekstra dosis LDN om dagen, og jeg er nu også steget i dosis, så jeg håber, at jeg snart får den gode effekt igen. Jeg kan mærke, at der er bedring, så forhåbentlig er det bare et spørgsmål om tid.

Der er dog også andre ting, der har taget al min (vores) tid den seneste måned. Nemlig Julius, som flyttede ind her i huset 8. juni <3 Vi har virkelig skullet været på tæerne for at holde øje med ham, da han har krudt bagi og virkelig er nysgerrig. Meget skal gumles på, pilles ved og løbes rundt på, så vi har lige skullet være ekstra opmærksomme den første tid.. Han har skullet lære rigtig meget, men er faldet så godt til efterhånden. Det gjorde han faktisk lige fra dag 1, men her en måned senere har han lært rigtig meget om, hvordan det er at leve her i huset, og han har lært haven bedre at kende, så han nu kan færdes derude uden snor på (dog stadig med os med rundt derude). Jeg vender tilbage og laver et langt indlæg med masser af billeder - killinge-spam! - for der er så meget at fortælle, og jeg har taget tonsvis af billeder af den smukke dreng, mens han har boet her den seneste måned :) Jeg kan sige så meget, at vi er utroligt glade for ham, og det går så godt mellem ham og de to andre katte. Så det er bare rigtig dejligt :)



Ud over at skulle holde lidt øje med ham og give ham den ekstra opmærksomhed, en ny kat har brug for for at falde til at føle sig tryg, er vi også ude i haven med ham (og for at passe på, at Ozzy ikke går i solen pga. sin soloverfølsomhed) et par timer hver aften, så det tager en masse energi og tid.
Men jeg har ikke glemt bloggen. Jeg har flere opskrifter liggende klar til jer, og i dag fik I en af dem, jeg har glædet mig mest af alt til at dele med jer. Det er virkelig hårdt både at lave mad og bage og ikke mindst at lave billeder af maden efterfølgende, når jeg har de udfordringer, jeg har, så det er med ekstra stolthed, når jeg her på bloggen kan vise det frem, jeg får lavet. :)

Nu er det vist snart tid til lidt frokost til den lille fyr, så jeg vil stoppe her for i dag. Men vender som sagt tilbage og fortæller mere om den dejlige dreng <3 Rigtig god dag til jer :)

mandag den 21. november 2016

Livet i ord og billeder

I dag får I en lille update om, hvad der sker herhjemme for tiden. Jeg vil fortælle lidt om, hvordan det går med kampen mod smerterne, og så synes jeg, det er utrolig længe siden, jeg har fortalt jer om kattene, så det vil I også kunne læse lidt om :) Derudover er der nye billeder i indlægget, som jeg med stolthed kan sige, at jeg selv har taget. Det kan I læse mere om nedenfor :)

Først vil jeg fortælle jer om, hvordan det går med mine hænder og arme, der jo desværre er blevet ramt af kroniske smerter, siden jeg i foråret fik slem seneskedehindebetændelse i begge arme og håndled. For nogle uger siden blev jeg sat op i min sædvanlige medicin mod epilepsi, og efterfølgende har jeg haft en rigtig god uge, hvor jeg kunne meget. Desværre skiftede det pludseligt - måske fordi jeg har været for ivrig med at lave noget, nu jeg kunne - så smerterne er tilbage. Desværre er der også kommet smerter i fingrene nu. Det sidder især i tommelfingrenes led, men også i flere af de andre fingre. Jeg har været noget bekymret for det, fordi jeg jo har udsigt til sandsynligvis at udvikle leddegigt. Det er svært at sige, hvorfor det pludseligt er opstået. Jeg har overvejet, om det kunne være en bivirkning af at stige i medicin, men min læge mener, at det er meget usandsynligt, eftersom jeg har fået den medicin - dog i lavere dosis - i over 16 år..

Jeg spurgte min læge om dette, da jeg var forbi ham i fredags. Som jeg skrev i mit sidste indlæg om kampen mod smerterne, havde reumatologen ikke sendt noget videre til min læge om behandling af mine smerter, så sidste konsultation hos ham var noget forvirrende og frustrerende. Denne gang havde han noget mere at gå ud fra, men eftersom jeg har haft en god uge ud af to, siden jeg var hos ham sidst, ville jeg gerne afvente og se, om jeg igen fik det bedre, inden jeg skal prøve en anden type epilepsimedicin, som virker smertelindrende på den type smerter, jeg har. Så jeg var der primært for at snakke med ham om en evt. fremtidig opstart på den type medicin og for at snakke med ham om smerterne i mine fingre. Han siger ikke så meget om det, han ser, når han undersøger mig, men eftersom det er nyopståede smerter, jeg ikke har haft før i forløbet, mente han, at jeg skulle få en tid hos reumatologen for at få kigget på det.




Det var derfor planen i dag; at jeg skulle ringe og få en tid hos reumatologen. Det var virkelig noget, jeg skulle trække vejret dybt ned i maven for at få gjort. Fordi det sidste forsøg på at få en tid der var så utrolig ubehageligt, og jeg endte med at sidde og græde ned i telefonen, fordi telefondamen var så afvisende, og jeg følte, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Hun var da heller ikke særligt behagelig at snakke med i dag. I første omgang fik jeg slet ikke lov til at forklare, hvorfor jeg bad om en tid (forværring af symptomer på noget, de gerne vil holde øje med), så jeg måtte skære igennem og sige, at jeg altså gerne ville forklare, hvorfor jeg bad om den tid, hvis jeg kunne få lov. Jeg fik forklaret og hun gav mig en tid midt i december. Det var lige så ubehagelig en samtale, som jeg havde frygtet, og jeg har det, ærlig talt, ret dårligt her bagefter. Det påvirker mig virkelig meget psykisk, at det skal være så besværligt at få den rette behandling og at få sådan en sur madam i røret. Jeg har dog sovet rigtig dårligt i nat, fordi jeg vidste, jeg skulle have den samtale og har det generelt ikke godt pga. det, så det kan godt være, at jeg ikke kommer ud at gå i dag :| Men nu er samtalen heldigvis overstået.

Senere på ugen skal jeg til fysioterapi. Jeg har fået bestilt nogle løbesko hjem, som jeg skal have med derned, så jeg kan prøve at gå på deres løbebånd. Det er jeg noget spændt på, om jeg kan finde ud af. Det er rart at have et alternativ til at gå ture udenfor, for nogle af de koldeste dage er hårde ved hud og krop, og jeg får ekstra smerter af det, fordi det er så koldt. Så det bliver spændende at prøve :)

På trods af frustrationen og smerterne er der også nogle få fremskridt. I ugen, hvor jeg havde det bedre, har jeg fået lavet lidt flere ting. Jeg har bl.a. haft fat i kameraet igen og bruger det nu en lille smule ind imellem. I lørdags tog Christian og jeg i skoven, hvor vi havde kameraerne med, hvilket var første gang, jeg havde kameraet med nogen steder henne siden april. Det var dog heller ikke uden besvær og smerter, men det var rigtig dejligt at prøve igen, og heldigvis varede smerterne ikke ved i samme niveau senere på dagen. Naturbillederne, I ser i indlægget her, er nogle af dem, jeg tog i lørdags :) Jeg har også hjulpet lidt mere til med maden. Jeg har selv lavet risengrød (det gør jeg dog nok ikke lige foreløbigt, for jeg har haft noget mere ondt siden) og hjælper af og til med at lave salat og skære kartofler ud til ovnkartofler. Jeg prøver at holde mig til at gøre det, når jeg føler, jeg ikke har alt for ondt. Så der er da lidt fremskridt ind imellem, selvom jeg må bruge mange dage på at lave ingenting, fordi det gør for ondt at lave noget.




Det er efterhånden længe siden, at I har hørt noget om kattene herhjemme, så det, synes jeg, må være på sin plads. De har det generelt meget godt. Phoebe har været igennem et forløb med en blærebetændelse, der har været svær at slå ned, men det burde der være styr på nu. Hun var dog ikke haft symptomer på det ud over lige i starten af forløbet, men der var en bakterie, der ikke ville forsvinde, så det endte med en dyrkning af en urinprøve, og så fik vi den rette antibiotika.

Ozzys mave driller stadig, efter Hill's lavede om på opskriften på deres allergifoder. Det er vi virkelig meget trætte af. Han har fået prokolin, noget mælkesyrebakteriepasta med ler, en del måneder nu, hvilket er både dyrt og frustrerende for ham og os. Han har det dog også godt, så vi håber, at det bliver bedre med tiden. Pt. ser han lidt shaggy ud, fordi hans pels driller igen, så jeg er i gang med at barbere knuder af her og der på ham, så huden kan få luft og blive god igen. Han får af og til kløe og irriteret hud, så han får kløet knuder og pelsen klumper, uden vi kan gøre noget, så barbering er løsningen. Han er dog ikke vild med at blive barberet, så det tager vi lidt ad gangen.
Hans mundbetændelse holdes stadig i skak kun med hans tilskud af fedtsyrer. Det er rigtig dejligt, og han har en god appetit, selvom maven ikke fungerer helt, som den skal.




Begge katte er dog ikke ovenud begejstrede for, at vinteren er på vej. Det bliver til mange, lange middagssøvne indenfor efter korte ture i haven. Det er dog meget interessant at sidde og kigge fugle gennem vinduerne, så det bruger de også tid på. Jeg er begyndt at fodre lidt i haven igen, fordi de er så lidt ude, men jeg måtte konstatere, at de alligevel var ude nok til, at Ozzy sprang i fuglehuset for at snuppe en fugl! Det fik han dog ikke held med, heldigvis, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg fortsætter med at fodre der. Vi må se.




Når man nu ikke kan være udenfor, må man jo selv lave sjov indendørs. De tager nogle lange jagte-ture, hvor de skiftes til at jagte hinanden rundt i huset. Det er dejligt, at de har hinanden på den måde :) Phoebe var heller ikke sen til at dykke ned i bjerget af kvitteringer i går, da vi - for første gang i syv måneder - fik taget os sammen til at lave regnskab over indkøb. Det gør vi oftest en gang hveranden måned, men eftersom mine hænder ikke fungerer så godt, får jeg det ikke gjort. Og det er Christian, der køber det meste ind, så der er hobet sig en masse kvitteringer op i den tid. Da vi var færdige, lå bunken med kvitteringer stadig kortvarigt på sofaen, og Phoebe skulle da ned og se, hvad det var. Uh, det var sjovt. Dejligt knitrende papir, man kunne lægge sig i :D Skøre kat.




Som I kan se på billedet ovenfor, har vi også fået lidt julebelysning op udenfor. Det er rigtig hyggeligt. Jeg satser også på, at vi skal have pyntet lidt op til jul i løbet af den næste uge. Det er jo første søndag i advent på søndag, så julesokkerne skal jo helst op at hænge :)

Apropos julesokken vil jeg gerne videregive et tip til jer med kat (eller andre dyr). Maxizoo giver nemlig gratis adventsgaver til dyrene i december :) Man skal være potemedlem, hvilket også er gratis og hurtigt at blive, og så skal man komme og hænge en sok op i butikken. Herefter vil Maxizoo putte en gave i hver søndag :) Det kan I læse mere om her: Julesok hos Maxizoo. Jeg har i øvrigt også i dag fået besked om, at Maxizoo holder black friday på fredag, hvor man får 20% rabat på alt i butikken :) Det kan I læse mere om her: Black friday i Maxizoo . Blot et par venlige tips herfra, da jeg selvfølgelig ikke er sponseret af Maxizoo ;)

Nu må jeg hellere stoppe, for jeg har meget ondt efterhånden, og det er tid til medicin og også lidt at spise. Rigtig god dag til jer :)

torsdag den 28. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Æg og rejer

Det er efterhånden noget tid siden, der er kommet nyt indlæg herfra, men som jeg skrev i mit seneste indlæg her på bloggen, er jeg desværre ramt af seneskedehindebetændelse i mit ene håndled, så jeg har været nødt til at skære meget ned på tiden ved computeren. Det går dog langsomt fremad med hånden, og heldigvis har jeg forberedt lidt opskrifter, før det gik galt med den, så jeg synes, vi skal have lidt gang i bloggen igen :)

Dagens opskrift er den andensidste i temaet "smørrebrød", og den er en af mine personlige favoritter. Faktisk kan jeg godt finde på at lave sådan et par madder til mig selv, når vi får rugbrød til aften, bare for at forkæle mig selv lidt ;) Da rejer er en letfordærvelig madvare, skal man være opmærksom på ikke at lade denne type smørrebrød stå mange dage i køleskabet, før det bliver spist. Den kan dog uden problemer stå to dage i køleskabet (såfremt rejerne er optøet på en god måde - dvs. helst i køleskabet. Hvis det er på køkkenbordet, så hold skarpt øje, så rejerne stadig er iskolde, når de netop er optøet), fra smørrebrødet er smurt. Længere ville jeg ikke opbevare det før spisning.

Sørg for guds skyld at bruge rejer af god kvalitet. Vælg et mærke, du har spist før og synes om. Der kan være stor forskel på smagen af rejer, og jeg er ret kræsen på det område. Jeg foretrækker Royal Greenlands rejer, som jeg oftest køber på frost. Nu nok snak, her kommer opskriften :)





Smørrebrød med æg og rejer (ca. 6-7 stk.)

7-8 æg str. m-l
250 g rejer af god kvalitet (jeg bruger Royal Greenland)
Mayonnaise
Kaviar (jeg bruger sort stenbiderrogn, men cavi-art går også, hvis du ikke er vild med rigtige fiskeæg)
2 citroner

Derudover:
4 skiver groft rugbrød (jeg bruger gerne skovmandsbrød eller lignende i grovhed og størrelse)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Cherrytomater
Frisk dild

Kog æggene dagen før eller nogle timer før, smørrebrødet skal smøres, så de er helt kolde. Opbevar de kogte, pillede æg i køleskabet.

Smør rugbrødet med smør og del skiverne på midten. Vask 3-4 store blade hovedsalat, dup dem tørre og halver dem. Fordel salat (uden stok) på øverste halvdel af hver stykke rugbrød. Fold de afrevne sider ind under bladet, så det ser pænt ud.

Del æggene med en æggedeler. Fordel skiver af æg på 6-7 af rugbrødsskiverne. Det kan være lidt svært at bedømme fra starten, hvor meget de kan dække. Brug udelukkende eller primært skiver med blomme på. Derfor skal man gerne koge 1-2 æg mere, end den mængde smørrebrød, man ønsker at lave.

Fordel mayonnaise i et zigzagmønster midt på æggemadderne. Klem væden fra de optøede rejer og fordel dem på æggemadderne. Måske er der lidt rejer tilovers, men vær ikke nærig med mængden.
Skær ikke alt for tykke skiver af citronerne. Skær en ridse 2/3 igennem hver skive og fordel de største og flotteste på hvert stykke smørrebrød som en springer (med "benene" hver vej som en spiral - se billederne). Skær ikke alt for tynde skiver agurk og lav også springere med dem. Sæt en agurkespringer op ad citronspringeren, så de sidder parallelt (se billedet).

På bagsiden af citronspringeren sættes en båd af cherrytomat (ca 1/4 af en hel tomat). På forsiden af springerne fordeles en teskefuld kaviar. Slut af med at pynte smørrebrødet med et par kviste frisk dild.

Smørrebrødet med æg og rejer ses oppefra øverst i højre hjørne.




I søndags var vi afsted hele dagen til et socialt arrangement, så det gjorde, at starten på ugen har været noget hård. Nu kan vi heldigvis efterhånden se en ende på den, og i dag er endelig dagen, hvor vi skal smovse i hveder. Som jeg skrev sidste uge, måtte vi udskyde lækkerierne, så jeg ikke risikerede at blive syg af dem lige op til det, vi skulle i weekenden, så vi har sådan glædet os! :)

Vi kom hjem sent søndag aften og fik lidt af et chok, da vi opdagede, at endnu en af kattenes kradsetræer nu var knækket totalt sammen. Vi har gennem tiden haft tre træer af samme type, alle med en hængekøje, som kattene har elsket, men for ca. halvanden måned siden kom jeg hjem fra byen og opdagede, at plastikken i det ene kradsetræ var knækket totalt, og hængekøjen hang slapt ned ad siderne på kradsestammerne. Og der var plastik over alt! Ca. det samme kom vi så hjem til i søndags :( Begge kradsetræer, der før var gulv-til-loft-modeller, er nu meget amputerede og kun halvt så høje. Phoebe plejer at sove til middag i køjen i stuen med udsigt til haven (det står lige ved et vindue), og hun var virkelig påvirket af tabet af hængekøjen dagen efter. Meget urolig om morgenen, og om eftermiddagen sad hun bare med det mest håbløse udtryk på en af de nedre platforme af resterne af det gamle kradsetræ. Fangede det her billede med min telefon af hende, der virkelig siger alt!




Hun ser bare ked ud af det :( Sendte billedet til Christian, og han var ret enig i, at vi skulle i gang med at finde et nyt træ til kattene hurtigst muligt. Så det har dagene i denne uge gået med. Vi køber denne gang et fra Kattens no. 1, da det er mere solidt og bygget til tunge katte. Det bliver et stort træ, der går helt op til loftet, og vi ændrer lidt på det originale kradsetræ, så Phoebe kan få sin hængehylde også. Vi glæder os til at modtage det. Forventer, at vi har det i næste uge. Når vi har fået det samlet, og kattene har taget det i brug, skal jeg nok vise det frem her på bloggen :)

Apropos kat, så arbejder vi på at få Ozzy af lactulosen. Som jeg skrev i marts, så har han haft problemer med kvalme, hvilket blev afhjulpet af lactulose, da det havde noget med hans fordøjelse at gøre. Vi introducerer langsomt mere fiberrig tørkost som en del af hans foder, og vi skærer ned på lactulosen, som mængden af fibertørkosten stiger. Endnu går det meget godt, så vi forventer at få ham helt af lactulosen inden for de næste uger.

Ozzy på klatretræet i haven i sidste uge.



Nu er det tid til at stoppe for i dag, for min hånd gør ret ondt, så jeg må hellere få den i skinnen igen. Inden da skal jeg dog lige ud med nogle frø til havens fugle, for der har siddet en meget insisterende musvit og kigget ind på mig, mens jeg skrev dette indlæg. Jeg er sikker på, at den synes, jeg skal komme ud og fodre den, så det må jeg hellere gøre :)

mandag den 11. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Dyrlægens natmad

Vi fortsætter smørrebrødstemaet med endnu en opskrift på lækkert smørrebrød. I dag får I opskriften på dyrlægens natmad. Det er et pudsigt navn til et stykke smørrebrød, men navnet peger tilbage på oprindelsen af maden. I 1920'erne blev den serveret for en lokal dyrlæge hver aften på Oskar Davidsens restaurant i København. Dengang dog uden løg. Restauranten har været et familieforetagende gennem over 100 år, og senere internationalt kendt med verdens længste smørrebrødsseddel med mange forskellige varianter, heriblandt mange selvopfundne stykker smørrebrød. I dag er restauranten drevet af den kendte smørrebrødsjomfru Ida Davidsen, Oskar Davidsens oldebarn. Dyrlægens natmad er en af de mange varianter af smørrebrød, som blev opfundet på restauranten, og den er stadig en del af Ida Davidsens smørrebrødsseddel, som i dag tæller omkring 250 forskellige stykker smørrebrød.

I dag får I min opskrift på dyrlægens natmad. Den er toppet med rå løg, som jeg synes, det hører sig til. Selvom det ikke var en del af den originale opskrift på dyrlægens natmad, er det efterhånden mest udbredt at servere den med rå løg. Smagsmæssigt passer det også rigtig godt til maden. Opskriften nedenfor passer til ca. 9-10 stykker med dyrlægens natmad. Oftest laver jeg dog ikke så mange ad gangen, når jeg smører smørrebrød, da der skal være lidt af hvert, og de stykker, der bliver spist flest af, oftest er leverpostej med bacon og flæskestegsmaden. Af en stor bakke leverpostej bliver der ca. 9-10 stykker dyrlægens natmad. Vil du ikke lave så mange stykker, kan resten af leverpostejen fryses ned eller bruges til andre stykker smørrebrød.

Da leverpostejen er mere eller mindre skjult af saltkødet, kan du fint bruge en grovhakket postej her, hvis du ønsker det, fordi skiverne af leverpostej ikke er så synlige. Til f.eks. leverpostej med bacon bruger jeg gerne en fransk eller anden finhakket postej, da skiverne ser pænere ud på det færdige smørrebrød. Vælg frem for alt det, du allerbedst kan lide at spise, da smag trods alt kommer før udseende :)






Smørrebrød: Dyrlægens natmad (ca. 9-10 stk.)

1 stor bakke leverpostej (modsat leverpostej med bacon går den grovhakkede fint her, da den er delvist skjult af saltkødet)
18-20 stykker saltkød (ca. 3 pakker vil jeg skyde på - beregn 2 stykker saltkød pr. mad)
Kraftsky uden champignons
Rødløg (ca. 3 mellemstore)

Derudover:
5 skiver groft rugbrød (jeg bruger sædvanligvis skovmandsbrød eller lignende)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Cherrytomater
Karse

Smør hver skive rugbrød med smør og del dem på midten, så du har 10 halve skiver rugbrød. Skyl 5 store blade hovedsalat og dup dem tørre. Del dem i to og fordel hvert stykke salat på en skive rugbrød. Fold de afrevne sider af salaten ind under sig selv, så det ser pænt ud.

Vend leverpostejen ud på et spækbræt og skær den i relativt tynde skiver. Du skal have ca. 20 skiver leverpostej, og der vil nok være lidt tilovers, hvis du ikke skærer alt for tykke skiver. Fordel to skiver på skrå på hver skive rugbrød, så de netop overlapper hinanden.

Fordel to skiver saltkød på hvert stykke rugbrød oven på leverpostejen. Det gør ikke noget, at man kan se lidt af leverpostejen nedenunder. Jeg plejer at lave en lille fold i den ene ende af saltkødet, så det ser pænt ud, når det ligger på smørrebrødet (se billederne af smørrebrødet).

Pil rødløgene og skær dem i ikke alt for tynde skiver. Fordel 3-4 flotte ringe rødløg på hvert stykke smørrebrød.

Slut af med at skære 10 ikke alt for tykke skiver agurk. Skær en ridse 2/3 igennem agurkeskiverne og sæt en agurkeskive som en springer på hvert stykke smørrebrød ved at vende "benene" på hver agurkeskive hver sin vej. Det er lidt af en balancekunst oven på løgene, så det kræver lidt tålmodighed. Skær vaskede cherrytomater ud i 4 både pr. tomat. Fordel en båd på bagsiden af agurkespringeren og en tot karse på forsiden (se billedet).

Dyrlægens natmad ses f.eks. nederst i højre hjørne.



Mens jeg skriver dette, holder kattene og jeg tvungen siesta for forårssolen. UV-indekset er efterhånden over 3, og da Christian kunne mærke at have fået sol i ansigtet i går efter en kort tur i haven, er vi kommet frem til, at vi nok hellere må starte siestaen på de mest skyfrie dage af hensyn til Ozzys næse. Sidste sommer blev den voldsomt forbrændt, da han fik noget medicin, som gjorde ham ekstra solfølsom, så vi har siden været meget påpasselige med at udsætte ham for solen. Nu, hvor UV er oppe i et højere niveau igen, er det tid til at passe ekstra på ham. Heldigvis er hans næse blevet rigtig pæn igen, men nok stadig sart, så vi tager ingen chancer. Jeg forventer dog, at vi inden for de næste timer igen kan gå ud, når UV-indekset er faldet lidt.

Vi har haft nogle dejlige dage i haven med kattene i weekenden. Vi har haft kameraerne lidt med ude, og kattene har nydt selskabet. Resten af tiden har vi primært slappet af. Jeg brugte dog en del af lørdagen på at bage lækkerier til Christian og fryseren, så der igen er fyldt lidt op derude. Det tager ikke lang tid at tø en lille kage op derfra, så det er dejligt lige at kunne tage op, hvis der kommer gæster eller Christian vil have kage til sin aftenkaffe i weekenden.

I dag er starten på en ny uge, og jeg skal i gang med madplanen. Heldigvis er jeg allerede startet og ved, hvad vi skal spise i dag og i morgen, men jeg skal have kigget på resten. Ville også gerne kigge på noget vasketøj, men jeg har problemer med ryggen i dag, så det kan godt være, jeg er nødt til at udsætte det. Maden i dag står på de sidste rester af den fantastiske langtidsstegte svinekam, jeg lavede i fredags. Lørdag fik vi rester af den med det samme tilbehør som fredag (kartofler, gulerødder, grønne asparges og god sovs), og i går lavede jeg smørrebrød til mig selv og biksemad til Christian af resterne. I dag står den så på de sidste rester af smørrebrød og biksemad :) Dejligt nemt. Det er faktisk utroligt, hvor mange gode ting man kan få ud af sådan et stykke steg.

Vil slutte af med et enkelt forårsbillede fra vores haveture i weekenden. Phoebe, min smukke model, foran bedet med påskeliljer i haven :)


torsdag den 7. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Roastbeef

I dag fortsætter vi med opskrifter på det lækre smørrebrød, jeg serverede i påsken. Dagens smørrebrødsopskrift er roastbeef, og det er et traditionelt stykke smørrebrød i den forstand, at toppingen er ristede løg, peberrod og surt. Christian får ret ofte roastbeef, når vi spiser rugbrød til aftensmad, men smørrebrød med roastbeef er en helt anden oplevelse pga. mængden af pålæg og sammensætningen af fyldet. Ikke mindst pga. udseendet, da smørrebrød jo er smukt at se på :) Derudover er der også duften, som helt klart giver appetit. Det hjælper karsen med til, da den giver smørrebrødet en helt særlig duft, som jeg elsker! Og så smager det jo også godt.

Her kan du se, hvordan stykkerne så ud og nedenfor får du opskriften, samt et oversigtsbillede af smørrebrødet set oppefra.





Smørrebrød: Roastbeef (6 stk.)

Roastbeef i skiver, ca. 3 pakker eller 18 skiver i alt (beregn tre stykker roastbeef pr. stykke smørrebrød)
Remoulade
Ristede løg
Høvlet peberrod
Ca. 12 skiver agurkesalat

Derudover:
3 skiver groft rugbrød (jeg bruger sædvanligvis skovmandsbrød eller lignende i størrelse og grovhed)
Smør
Hovedsalat
Cherrytomater
Agurk
Karse

Start med at smøre 3 skiver rugbrød med smør. Del dem på midten, så du har 6 halve stykker rugbrød og placer dem på bordet.

Skyl 3 store blade hovedsalat og dup dem tørre. Del dem i to og fordel salaten (uden stok) øverst på hvert stykke rugbrød. Fold de afrevne sider af salatbladet ind under sig selv, så det ser pænere ud.

Fordel 3 stykker roastbeef på hvert stykke rugbrød, så de overlapper hinanden og skjuler rugbrødet (salatbladet skal dog delvist stikke frem, som det fremgår af billedet). Jeg bukker gerne den øverste kant af roastbeefskiverne (som ligger op med salatbladet), så hver skive bliver hævet en smule fra hinanden. Det ser pænest ud, synes jeg. Fordel remoulade over roastbeefen i et zigzag-agtigt mønster.

Afdryp agurkesalaten på et stykke køkkenrulle og fordel to skiver på hvert stykke smørrebrød helt ude for enden (i modsatte retning af salaten). Fordel herefter ristede løg på roastbeefen i den anden ende ved salatbladet oven i remouladen. Til sidst fordeles lidt høvlet peberrod mellem de ristede løg og agurkesalaten.

Slut af med at pynte maden. Skær 6 relativt tynde skiver agurk og skær en ridse 2/3 igennem hver skive. Sæt en skive agurk oven på hver mad ved at vende "benene" på agurken hver sin vej - det kaldes en agurkespringer (se billedet). Del de skyllede tomater i 4 både og læg en båd på bagsiden af agurkespringeren. På forsiden af springeren lægges en tot karse.

Som med smørrebrødet med leverpostej og bacon påvirkes sprødheden af de ristede løg af fugten fra resten af smørrebrødet, så hvis du vil have sprøde ristede løg, skal du lave smørrebrødet den dag, det skal serveres.




Jeg har efterhånden nået en del af de mange ting, der står på programmet for denne uge. Derudover har den seneste tid haft overskud til at lave lidt nyt i køkkenet, og det kommer bloggen til gode. Det har nemlig givet udslag i nye opskrifter. Det er ret lang tid siden, jeg rigtigt har haft overskud til at lave nyt i køkkenet, fordi livet bare har været så fyldt af alt muligt andet, at der ikke har været noget overskud, og selvom situationen ikke rigtigt har ændret sig på det område, har jeg endelig fundet lysten til at komme i gang i køkkenet igen. Og det er virkelig dejligt.

I dag har jeg en del, der skal nås endnu. Jeg tager det dog lidt roligt her fra starten af dagen, da jeg har haft lidt stresssymptomer de sidste dage, så det skal være i mit tempo. I går hev jeg en dag ud af kalenderen, da der havde været lidt for meget om ørerne på mig, og brugte en stor del af eftermiddagen på at sidde og slappe af under et tæppe og se Transparent. Jeg er netop gået i gang med at se serien, og den har allerede fanget mig. Der bliver nok også lige tid til at se et afsnit færdigt, jeg gik i gang med i går, før dagen for alvor skal bruges på noget praktisk i dag, forudser jeg :)

Nu får I ikke mere herfra i dag, for jeg skal i gang med dagens opgaver. Eller i hvert fald lige have afsluttet Transparentafsnittet fra i går i første omgang :)

torsdag den 11. februar 2016

Søde valentinesoverraskelser

På søndag er det valentine's day og som så mange andre mærkedage er det en god undskyldning for at gå i køkkenet og lave noget lækkert. Nogle mener, at det er noget opreklameret og kun til for at butikker og blomsterhandlere kan sælge mere, men jeg ser det mere som en ekstra lejlighed til at fejre kærligheden :)

Det er ikke noget, vi dyrker særlig meget herhjemme, men gennem årene er der da spontant faldet lidt ekstra lækkerier eller blomster af i den henseende. Jeg elsker at forkæle Christian, uanset årsagen, og han har da også allerede fået det, som jeg egentlig - rent impulsivt - havde købt til ham, som han skulle have på søndag. Der skete nemlig det i sidste uge, at hans bil gik i stykker på vej hjem fra arbejde. Der gik noget galt med bremserne, så han måtte holde ind og ringe til en bekendt, der er automekaniker, så han kunne høre, om det var sikkert at liste bilen den sidste 1½ km hjem.
Det gik heldigvis, men da det var midt i min uge med influenza, skulle han derefter ud at handle ind (i min bil). Det endte med at blive en ret stressende dag for ham, så mens han var ude for at handle, pakkede jeg gaven fint ind, så der var noget dejligt at komme hjem til. Det er jeg sikker på, at han satte pris på :) Længere nede kan du læse, hvad der var i pakken.

I første omgang får I to søde forslag til lækre overraskelser, du kan forkæle nogen med på søndag :) Den første er kærlighedssnitter, som jeg i sin tid lavede til Christians forældre på deres bryllupsdag. Alle i familien elsker hindbærsnitter, så det er min hindbærsnitteopskrift, der er udgangspunkt for de fine, hjerteformede kager, du ser her. Glasuren er lavet med lidt pastafarve i, så den får den helt rette hjertefarve, lyserød i det her tilfælde :) Opskriften finder du her: Kærlighedssnitter.

I det hele taget er en hjerteudstikker ret brugbar, når man skal lave det lidt ekstra fint til anledninger som denne :) Brug den f.eks. også til at udstikke bagte formkager. Jeg er sikker på, at det kan blive rigtig fint også :) Her kan du se mine kærlighedssnitter:




Gennem årene har jeg jævnligt lavet hjemmelavede marcipanbrød til Christian, hvilket han virkelig elsker. Især fordi det hele vejen igennem er god kvalitet frem for det, man køber, hvor der jævnligt spares på råvarerne. Havde jeg haft energien i år, var det helt sikkert også det, der havde stået på "valentinesmenuen", men det kniber med energien, så jeg bestilte lækker chokolade til ham fra Hotel Chocolate. I stedet for at vælge en færdig æske, som jeg før har gjort, shoppede jeg enkeltpakker med bl.a. chokoladetrøfler, som jeg er sikker på, at han kan lide. Han er lidt konservativ, når det kommer til chokolade, så trøfler med f.eks. citron er bestemt ikke ham.

Han har allerede smagt trøflerne med cognac, og de er et stort hit. Derudover fik han små, overtrukne marcipanstykker, som han mener, smager lidt som Anthon Bergs minimarcipanbrød herhjemme. Englænderne har dog noget at leve op til, når det kommer til marcipan, da vi i Danmark bruger marcipan med betydeligt større mandelindhold, så jeg er ikke så imponeret af kvaliteten der. Men det skulle jo prøves, når det er marcipan, hvilket Christian elsker :) I den sidste pakke er der trøfler med whiskey. Jeg forestiller mig, at de har en Bailey's-agtig smag pga. kombinationen mellem chokolade og whiskey, så dem er jeg spændt på at høre Christians vurdering af :)

Som jeg nævnte, har jeg før lavet marcipanlækkerier til ham, og det har jeg også tidligere gjort til valentine's day. Det var han helt vild med, så det er blevet gentaget ved andre lejligheder, hvor han skulle forkæles lidt ekstra. Til påske bliver der lavet lækre marcipanæg med alkohol (oftest rom) og nougat, da det er favoritkombinationen her. Det smager også virkelig dejligt. Her får du opskriften på min valentinesversion: Sweet valentine.


Den fine pakke, Christian fik i sidste uge. Meget flottere i virkeligheden, men det er svært at tage et ordentligt billede i
dårlig belysning med telefonen - det var lige, hvad jeg kunne svinge mig op til den dag. Stjernerne på papiret er trykt
med glimmer :)



Herhjemme har vi travlt med at forberede at skulle have gæster på lørdag. Jeg har forberedt kage, der ligger i fryseren nu og bare skal bages på lørdag, og i morgen skal vi lave lidt mere af den kage, der skal serveres lørdag. Jeg prøver at tage den lidt med ro, selvom det er svært, for ellers bliver jeg for træt til at kunne nyde fødselsdagen. Christian handler en del på vej hjem, så jeg slipper for at skulle stresse over at skulle ud for at handle. Jeg håber, det ikke går alt for hårdt ud over hans energi.

I dag har jeg haft Phoebe på vægten. Hun har fået alt for mange snacks i løbet af efteråret og taget ½ kg på! Det er alt for meget, så hun er nu på kur. Pt. er det en kur, som 100% består af vådkost, så det er lidt sjovere for hende. Det er dog en dyr metode, da det koster ca. fire gange så meget for os at gøre det sådan, og eftersom vi har en masse tørkost stående til hende (også kaloriereduceret), tror jeg, at vi i fremtiden vil give hende en kombination af vådt og tørt og se, om det også virker. Vådkosten har hun været på ca. 3 uger nu og har tabt 75 g. Det er meget fint klaret, synes jeg. Håber, det fortsætter, når vi kommer til at kombinere tørkost med vådkosten.

Ozzy er vi ved at introducere til noget nyt tørkost, han skal have som slik. Vi løber nemlig snart tør for hans elskede gærtabletter, så vi var ude efter et alternativ til ham. Han tåler nemlig ingen af de andre typer gærtabletter, vi har haft købt hjem, og hans favoritmærke er nu presset alt for hårdt, så de er stenhårde og ikke kan deles. Tørkosten, vi har købt hjem, er Royal Canins allergitørkost. Vi har været lidt betænkelige ved at give ham det, eftersom han har reageret allergisk på så meget tør- og vådkost gennem tiden, men det virker til, at han tåler det (7-9-13!). Han har de sidste 4 dage fået et par gram af det om dagen som slik, og endnu er hans mave ikke stået af, så vi håber på at kunne bruge det som ekstra guf til ham i fremtiden. Han får allerede allergikost som almindelig tørkost, men det er et andet mærke (Hill's), og det går fint. Så krydsede fingre for, at han bliver ved at tåle det andet som slik :) Ligesom os andre kan katte jo også godt lide at guffe lidt ekstra godt ind imellem, så det skal de selvfølgelig have. Hans pels vokser også langsomt ud igen, efter vi har måttet barbere den af pga. dårlig hudreaktion på stor dosis interferon. Vi håber, at den ikke igen vil fedte og knudre, når den bliver lang igen. Ellers må vi tage den derfra.

Phoebe og Ozzy på terrassen sidste sommer.



Nu må jeg hellere komme videre med dagen. Har noget vasketøj, jeg skal have kigget på og ellers ikke de helt store planer. Senere skal jeg lave biksemad af en lækker, langtidsstegt flæskesteg, vi har fået de sidste dage - eller dvs. jeg fik det ikke i går, da min mave åbenbart havde bestemt sig for, at jeg ikke tåler det så godt lige nu. Så jeg er på "lasagnekur" med den kedelige Knorr-lasagne for at få maven i form til at kunne tåle en hjemmebagt bolle på lørdag. I dag forsøger jeg mig dog med noget oksekødssuppe og håber, det går. Kedelig mad dræber min livskvalitet, så det er ikke godt med for mange dage i træk med lasagnen... Anyway, nu må jeg hellere tage mig sammen. God weekend og valentine's day til jer alle :)

fredag den 29. januar 2016

Nyt på bloggen

De af jer, der har været forbi bloggen inden for de sidste døgn, har måske opdaget, at her er sket noget nyt. Jeg har nemlig siddet og fiflet lidt med teknikken, hvilket har givet et par nye funktioner.

Baggrunden for den ene er min egen visuelle tilgang til mad. Jeg elsker lækre billeder af lækker mad, og det er ofte sådan, jeg finder inspiration, når jeg sidder og er lidt tom i hovedet omkring, hvad vi skal have at spise. De lækre inspirerende madbilleder finder jeg i madmagasiner, på Facebook, madsider eller blogs på nettet - ja, inspirationskilderne er mange. Til gengæld skal man nogle gange scrolle sig igennem meget tekst for at se billederne, og der er Pinterest guld værd. Her er det nemlig primært billeder, det handler om. Det er i hvert fald billederne, der i første omgang fanger, og opslagstavlerne består primært af billeder.

Pinterest er nemlig en slags stor opslagstavle. Man finder ideer til kreative projekter, mad, make up, ja, nærmest hvad som helst derinde. Når man finder noget af interesse, man man vælge at pinne det, at sætte det fast på ens personlige opslagstavle med en tegnestift (pin), så det er nemt at finde igen. Med til det gemte opslag er et link, så man kommer videre til opskriften (nogle gange står den også direkte i opslaget), når man trykker på det gemte billede :) Jeg kan selv rigtig godt lide at sidde og finde inspiration til sjove madprojekter på Pinterest, så jeg vil også gerne give lidt videre til andre, der sidder og mangler inspiration i køkkenet.

Den ene nye funktion her på bloggen er, som I nok har gættet, et Pinterest-plugin. Jeg har været på Pinterest et stykke tid, og jeg har også bloggen tilknyttet der, men har indtil for nyligt ikke gjort så meget ud af det ud over at bruge den som privatperson. Det er der blevet ændret lidt på nu, da en stor del af opskrifterne fra bloggen er rykket med derover (de ligger selvfølgelig også stadig her på bloggen og i opskriftindekset). Jeg har valgt de lækreste opskrifter med de bedste billeder, da det jo handler om at få inspiration ud fra billederne.


Pinterest-funktionen finder du i højre side af bloggen, når du scroller ned, og den ser ud som nedenfor vist på billedet. Trykker man på mit navn, kommer man direkte ind på min profil, hvor man kan se en oversigt over de opslagstavler, jeg har. De er delt op efter måltid/kategori, f.eks. hovedretter, desserter, snacks, brød mv. Her kan man vælge enten at følge de enkelte opslagstavler eller mig/bloggen generelt (funktionen ligger i højre hjørne af siden), eller man kan pinne enkelte opskrifter til sin egen opslagstavle, hvis man har lyst. Man kan også nøjes med at kigge på, hvad jeg har liggende uden at følge. På billede to og tre nedenfor ses min side, som den ser ud, når man kommer derind.

Trykker man på de enkelte billeder under Pinterest-plugin'et her på siden (se første billede herunder), kommer man direkte ind til det enkelt opslag/billede på Pinterest. Derudover kan man følge mig/bloggen direkte ved at trykke på knappen nederst på plug-in'et, hvor der står "Follow on Pinterest".


Pinterest-funktionen som findes i højre side af bloggen.


Sådan ser det ud, når man klikker sig ind på min Pinterest-profil (f.eks. via navnet i Pinterest-funktionen herinde). Følg al
aktivitet ved at trykke "follow" øverst i højre hjørne (den røde knap).

Man kan også følge hver enkelt opslagstavle, f.eks. mine kageopskrifter, ved at trykke "follow" under den angivne opslagstavle.



At følge eller gemme eller bare se opskrifter, billeder mv. kræver dog, at man er oprettet på Pinterest, men det er nemt. Man kan logge på f.eks. med sin Facebookprofil, eller man kan hurtigt oprette sin egen konto. Uanset om I har lyst til at følge bloggen på Pinterest, gemme mine opskrifter eller finde inspiration på min side eller ej, så vil jeg anbefale jer at prøve Pinterest. Der er mange andre interessante ting at finde derinde ud over min blog, så giv siden en chance :) For en del af jer er den her gennemgang af brugen af Pinterest sikkert total overflødig, men for nye brugere håber jeg, at det kan være en god introduktion til siden. 


Som I kan se ovenfor, dyrker jeg også min kattegalskab på Pinterest ;) Er vild med LOLcats, og jeg har en opslagstavle kun til billeder af typen "invisible", hvor det f.eks. ser ud, som om katten spiller på en usynlig violin :D Tag et kig forbi :)

Det er nemt og hurtigt at oprette en Pinterest-profil. Log f.eks. på via. Facebook.



Den anden nye funktion på bloggen handler om bloggens Facebookside. Jeg bruger siden sideløbende med bloggen til at dele ting på, som ikke bliver postet her, samtidig med at jeg naturligvis deler de indlæg, der bliver skrevet på bloggen. Derfor sætter jeg stor pris på at have jer med på Facebook også, og derfor har jeg tilføjet en pop-up, hvor man direkte kan like bloggens Facebookside. Den dukker op efter et stykke tid, man har haft bloggen åben. Man kan vælge at synes om  eller lukke den ned ved at trykke "close" eller "luk" i højre hjørne (se billedet nedenfor). Følger man allerede bloggen på Facebook, skal man bare lukke boksen ned som anført ved at trykke i højre hjørne. Jeg ved fra mig selv, at jeg er træt af hele tiden at skulle klikke sådan en boks væk, så den sat til kun at dukke op én gang, første gang bloggen besøges, efter funktionen er tilføjet. Herefter er det registreret, at den er set, og den kommer ikke igen, når du går ind på bloggen efterfølgende :) Endnu er det bare et forsøg, så det er ikke sikkert, at det bliver permanent.




Jeg har en mærkelig følelse af, at det skulle være mandag i dag, selvom det (heldigvis!) er fredag. Det har været en fyldt uge, og jeg har endnu ikke helt hoved og hale på den. Jeg prøver at fylde den lidt ud, så det er lidt mindre ensomt at være alene, og som jeg skrev i mit sidste indlæg, overvejede jeg at begynde at svømme igen. Faktisk fik jeg allerede sparket mig selv i gang i tirsdags, og det var dejligt at være nede at svømme. Faktisk svømmede jeg 20 baner (500 meter), hvilket er ret godt gået, når jeg ikke har svømmet i mange år. Jeg måtte desværre stoppe derefter, da ryggen begyndte at gøre ondt, men det var en god start.


Jeg ved dog ikke, om det er noget, jeg kommer til at gøre igen, for min reaktion på at svømme var virkelig uventet. Jeg hævede op i ansigtet og fik kløende knopper i hele hovedet i løbet af aftenen (jeg har meget sart/påvirkelig hud i ansigtet), og dagen efter var jeg totalt i hundene. Var helt nede og vende psykisk (sandsynligvis pga. slem udmattelse) og kunne næsten ikke bevæge mig rundt for smerter i nakke og ryg. Det skulle ellers være sådan en skånsom motionsform, men jeg har ofte fået at vide, at jeg ligger "forkert" i vandet, skævt, så måske er det derfor...  I hvert fald var det på ingen måde skånsomt for min ryg. Derfor er jeg også i tvivl, om jeg har lyst til at svømme igen. Men nu er det i hvert fald prøvet. Hvis der bliver en næste gang, skal jeg være forberedt på at rydde kalenderen resten af ugen, så jeg kan komme mig i fred og ro.

I går havde vi besøg af Christians forældre. Det var lige før, vi overvejede at aflyse det, fordi jeg har haft så mange smerter, men jeg havde sådan glædet mig, og humøret var heldigvis lidt bedre i går, og jeg var også en smule mere mobil. Det var heldigt, for da Christian kom hjem fra arbejde i går, gik han nærmest direkte i seng. Han var rigtig sløj, så jeg stod med alt selv i går, før vi fik gæster. Men jeg fik bagt, lavet mad og ryddet op, og vi havde en dejlig aften. Jeg var dog meget træt og øm bagefter. Christian fik det heldigvis bedre i løbet af aftenen, så han kunne holde ud at deltage, men han er stadig ikke helt frisk. Så det er godt, at det er weekend nu, så han forhåbentlig er frisk på mandag. Han er taget på arbejde i dag, men trænger nok til at koble fra, når han kommer hjem. Det kan han gøre med sin livret (en af dem), skinke (glaseret - rester fra i går) med stuvet spinat og kogte kartofler og gulerødder. Jeg snupper andre rester fra i går - flødekartofler, salat, hjemmebagt brød med en ristet pølse. Nemt og lækkert :)


Nu vil jeg stoppe for i dag, men håber, at I har lyst til at tage et kig forbi Pinterest og se det store arbejde, jeg har lavet over de sidste dage med at pinne opskrifter og billeder til jeres og min egen inspiration :)