Tingene går sjældent, som man forventer...

Sådan er det ofte. Det var da også noget af en overraskelse, at vi skulle miste Putte i går :( Gennem mere end tre uger har vi forsøgt at hjælpe ham til at få det bedre, og han fik det også betydeligt bedre, end han havde det, da vi var til dyrlæge med ham, men den sidste uges tid har vi efterhånden indset, at han nok ikke ville få det bedre, end han havde der og ikke ville kunne klare selv at skulle stå 100% for mad og vand.

Derfor havde vi egentlig bestemt at sige farvel til ham på mandag, så vi begge lige havde weekenden med ham, og han kunne nyde de sidste dage i haven med os, men sådan skulle det ikke gå. Han har haft problemer med maven, som vi har prøvet at afhjælpe, men i går nat fik han problemer igen, og endte med at smøre sig selv ind i afføring bagi. Det er ikke godt for en langpelset kat. Christian og jeg brugte over to timer meget tidligt om morgenen på at prøve at frisere noget af det ud, hvilket er en næsten umulig opgave, da Putte er (var :( ) meget sart med sin bagdel, så det var en lang kamp. Til sidst måtte vi sige, at vi ikke kunne gøre det bedre og håbe, at han ikke fik svinet sig yderligere til. Og så kørte Christian på arbejde. Der var klokken halv ti, så vi havde været i gang længe. Vi var efterhånden enige om, at han måske skulle herfra fredag i stedet, for vi kunne bare ikke hjælpe ham nok med pelsen, når han var så uhåndterlig.

Desværre var det ikke slut med maveproblemerne, så han fik gjort sig mere beskidt, da han var udenfor, og det var bare slet ikke værdigt for ham, og han havde det ikke godt. Så Christian og jeg fik aftalt med en lokal dyrlæge, at hun skulle komme op og sende ham afsted :( Christian skyndte sig hjem fra arbejde, og nåede lige at være her 30-45 minutter med Putte, før dyrlægen kom. Det gik okay med det sidste farvel. Han kæmpede dog imod bedøvelsen, så jeg fik en god flænge i min ene hånd og arm, men vi vidste næsten, at det ville være sådan. Men hun var rar og tålmodig, heldigvis.

Da vi havde fået sagt farvel til ham, blev han begravet i et bed uden for indhegningen ved siden af sin Mille, som han var så knust over at miste sidste år. Han fik noget af sit favoritlegetøj med i kassen og lidt mad, naturligvis, for han elskede sin missemad, som katteslik hedder herhjemme. Christians forældre var også oppe og sige farvel til deres pelsbarnebarn, inden han blev begravet. De købte nogle roser for os, som vi smed ned til "kisten", da han var sat i jorden, som man gør det, når mennesker bliver begravet. Det havde jeg bestemt, der skulle være, for Putte troede nærmest, han var mere menneske end kat. Han var tydeligvis meget anderledes end de andre. Så selvfølgelig skulle han have roser. Han fik en fra hver af os to og en fra Christians forældre også.

De to andre misser var også inde og kigge, da han lå i sin kasse, inden han blev begravet. Jeg ved ikke, hvor meget de forstår, men de er tydeligt påvirket af, at han ikke er her mere. Phoebe har været rundt og kigge en del, og er meget deprimeret i dag. Ozzy har også kigget og mjauwede bange/klagende i går aftes, inden vi gik i seng, nok fordi han ikke kunne forstå, hvad der var sket :( Vi husker tydeligt, hvor nedtrygt og fyldt med savn og sorg Putte var, da vi mistede Mille bare for et år siden, så jeg er lidt bekymret for, hvordan de tager tabet af Putte. Det er hjerteskærende at se deres sorg, og det forstår det bare ikke :(

Det gør vi egentlig heller ikke. Forstår ikke, at vi aldrig skal se ham igen, gå med ham i haven, hvor han var så glad lige til det sidste, se ham plage mad og alt det, der bare var 100% ham. Og aldrig have ham med i ritualerne, som han var så glad for (hans dag skulle helst være, som den plejede, med de samme ting, der skulle laves på de rigtige tidspunkter). Eller se ham gribe katteslik med poterne, den dygtige dreng. Eller nusse hans store fluffy'e sky af en hvid mavepels. Eller se de smukke, hvide poter. Eller ae ham over øjet med hånden, som beroligede ham sådan. Det er bare så surrealistisk, for for 2 måneder siden havde vi en helt rask kat, og nu skal vi aldrig se ham igen :( Det er slet ikke til at holde ud. Han var kun 9 år gammel, ingen alder for en kat, og jeg havde troet, jeg skulle være sammen med ham mange år endnu. Han var min første kat, efter jeg flyttede hjemmefra, og jeg var kun 22, da jeg fik ham. Forstår ikke, at jeg aldrig skal se ham igen :(

Det sidste billede, jeg har taget af Putte. Det er fra to dage siden, dagen før vi sagde farvel til ham, hvor han nød
solen i haven i fulde drag. Den smukke dreng.

 

Christian arbejder hjemme i dag. Det er rart ikke at skulle være alene hjemme. Det er ikke blevet til megen søvn i nat, dog. Har ikke rigtigt ro til det. Tænkte, at jeg ville køre ned i banken med en check og gå en tur i byen, når nu bilen var hjemme, men sædevarmen er gået amok og blev ved med at varme mere og mere og kunne ikke slukkes, hvilket har tappet bilen for strøm i nat, så jeg kunne altså ikke køre selv. Christians far kørte for mig i stedet. Jeg tænkte, at det var godt at komme lidt hjemmefra, for det har jeg ikke været meget længe, men det var en dårlig ide :( Havde det mildest talt ad helvede til nede i byen, men gik alligevel lidt rundt. Det skulle jeg ikke have gjort, for jeg fik det meget værre af det. Så Christians far kom ret hurtigt og kørte mig hjem igen, hvor jeg trådte tudbrølende ind ad døren.

Puh. Har det virkelig ringe, og synes slet ikke at kunne forstå, hvad der er sket. Putte var mere end et kæledyr for mig/os. Det er de nu alle, men han havde den største personlighed og var meget knyttet til os. Han var mit (katte)barn, og det er bare ikke til at holde ud, at han ikke er her mere :( Jeg er ligeglad med, hvad folk med børn eller folk, der ikke har de følelser for dyr, tænker, men han var mit barn. Og noget af det vigtigste overhovedet i mit liv, så jeg er totalt knust over det :( Det er Christian også. Han var også meget glad for Putte, og Putte var glad for ham. Alt her i huset minder os også bare om ham; hvor han lå, hans ting og sovepladser og alt der der, og det stikker i hjertet hos os begge to :( Vi er også kede af, at han skulle afsted på den måde med maveproblemer, for vi havde bestemt, at vi ville sige stop, før han fik et uværdigt liv, så det gør ondt, at han skulle slutte af med det :( Men vi sørgede for, at han ikke skulle plages af maveproblemerne ret længe, og nu skal han heller ikke kæmpe med de dårlige nyrer. Han var en ret syg kat, og vi gjorde det rigtige for ham, men det gør alligevel ondt ad helvede til. Min lille Putte-baby :( Hvordan kunne det dog komme til det?

Det her handler om hans sidste tid og vores farvel til ham. Det, der er mest smertefuldt. Han har haft et fantastisk liv hos mig/os, og jeg har tænkt mig at vende tilbage med et indlæg om den fantastiske kat, han var, når jeg lige har sundet mig lidt og kan holde ud at skulle igennem alle de gamle billeder og vælge noget ud. Har tonsvis af billeder liggende af ham, helt fra han var killing, så det bliver lidt af et arbejde at skulle vælge ud. Men har brug for lige at komme mig over det værste chok, før jeg skriver indlægget.

Der kommer også flere madindlæg i fremtiden, når jeg engang er lidt ovenpå og klar til at blogge mere. Der er i hvert fald allerede lidt, jeg kan blogge om, og lysten til at lave og spise mad vender nok også tilbage på et eller andet tidspunkt. Håber, I stadig har lyst til at følge med, selvom håbløsheden og smerten har fyldt ret meget på bloggen den sidste tid. Det gør bare ondt at miste nogen, man elsker så højt.