Bananmuffins med chokolade

Det er nogle hårde dage for os for tiden, siden vi mistede Putte i torsdags. Jeg er glad for, at Christian har været hjemme siden, for jeg har brug for at være sammen med ham, når jeg er helt nede og vende, følelsesmæssigt. Vi har prøvet at fylde dagene ud, men det har ikke været så nemt. Jeg har ikke rigtigt haft lyst til at lave ret meget, og mange af de serier og film, vi har liggende, er komedier, hvilket jeg, ærlig talt, ikke rigtigt har lyst til at se lige nu, for der er ikke rigtigt noget at grine af..

Men i lørdags valgte vi at bage lidt sammen. Det var rigtig rart. Jeg kan rigtig godt lide at være i køkkenet med Christian, så det var meget hyggeligt. Jeg sammensatte en opskrift på nedenstående bananmuffins med chokolade ud fra, at vi havde to bananer, der efterhånden var blevet for brune til at spise. Men de er jo perfekte i kage :) Det blev til 8 muffins, men du må selv gange op, hvis du vil have til en hel plade (12 stk).

Der er en tendens til, at chokolade og andet fyld ret gerne vil falde til bunden i kager. Derfor anbefaler jeg altid, at man vender chokolade og andre slags fyld i melet, før det vendes i kagedejen. Det hjælper en del. Denne gang fordelte jeg også 1/3 af chokoladestykkerne oven på muffinsne, efter jeg havde fyldt dejen i forme, for at få lækre, chunky stykker helt i toppen. Det var et hit, så det gør jeg helt sikkert igen. Der er godt med chokolade i de her muffins, hvilket Christian elskede, så hvis du gerne vil have, det fylder lidt mindre, kan du selvfølgelig skære ned. Men han syntes i det hele taget, at de var et hit, så det er en opskrift, jeg helt sikkert vil vende tilbage til.

Bananmuffins med chokolade (8 stk)

2 æg
80 g sukker
1 tsk vanillesukker
85 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g smeltet margarine (eller smør)
2 modne bananer
75 g mørk chokolade

Smelt margarinen og stil den til afkøling (jeg zapper den bare lige i mikroovnen, til den næsten er smeltet, og så står den og får lov at smelte færdig lige så stille, mens jeg laver kagedejen).

Pisk æg med sukker og vanillesukker, til det er lyst og luftigt. Vend mel sammen med bagepulver. Hak chokoladen. Vend 50 g (2/3) af chokoladen i melblandingen. Vend herefter melblandingen forsigtigt i æggesnapsen.

Mos bananerne. Vend bananmosen i dejen skiftevis med den smeltede margarine. Fyld dejen i muffinforme ca. 3/4 op. Fordel herefter resten af chokoladestykkerne (de 25 g) over hver muffin.

Bag muffinsne ca. 30 minutter i ovnen ved 175 grader. Hold øje med dem. De er færdige, når de er gyldne (tjek med en gaffel, om der hænger dej ved, når du prikker i dem. Gør der det, skal de have lidt længere tid). Lad dine bananmuffins stå og køle af i formen et stykke tid, før du fjerne dem fra den (såfremt du bruger metalmuffinform med papirmuffinforme i, som jeg gør).

1/3 af chokoladestykkerne fordeles oven på dejen i de fyldte muffinforme,
før de kommer i ovnen.

De færdige bananmuffins.

Der kommer som sagt et mindeindlæg om Putte om den fantastiske kat, han var, men jeg er ikke klar til at skrive det endnu. Det gør stadig alt for ondt at tænke på, at jeg aldrig skal se min lille babymis igen :( Og det er endnu for hårdt at skulle kigge alle billederne igennem.

Det har været nogle virkelig hårde dage, siden vi mistede ham. Det gik galt, da jeg var i byen selv i fredags, mens Christian arbejdede hjemmefra, som jeg skrev i mit sidste indlæg. Det var for meget for mig. Alligevel besluttede vi for at køre i Bilka (en tur på 45 minutter hver vej) senere på dagen, da der skulle køres mere strøm på bilen. Jeg tog angstmedicin, før vi tog hjemmefra, så jeg ville kunne klare at være ude. Jeg havde ikke lyst til at sidde alene hjemme, mens Christian var ude og køre, så jeg ville gerne med. Det gik ok med at være ude. Vi fik ikke købt det store, men det var okay at være afsted.

Det har virkelig kostet nogle tudeture over de sidste dage. Lørdag nat havde jeg et stort panikanfald, der varede i en times tid, hvor jeg bare græd og græd og hyperventilerede, så det føltes, som om jeg var ved at blive kvalt eller skulle besvime. Det var meget hårdt, og jeg har haft meget ondt i kroppen i går pga. det. Den slags sætter sig meget i min nakke og aktiverer mit piskesmæld.

I nat drømte jeg, at han var kommet tilbage til os, min elskede Puttedreng. men han var ikke sig selv og ville ikke blive det igen. Men han var der, trods alt. Det er nok også sådan, at vi har oplevet ham, mens han har været syg. Selvom han var meget sig selv, når vi var på havde hans elskede haveture. Blev vækket af Ozzy, der løb og var vild inde i stuen, og lå og lyttede lidt, om der ville falde ro på ham. Da jeg lå der, hørte jeg noget, der lød som Puttes mjauwen. Det var helt sikkert ikke en af de andre, da de lyder meget forskellige (også fra Putte, der havde en meget dyb stemme). Måske er det min hjerne, der spiller mig et puds. Det kan også være lyde udefra, men det lød bare så meget som ham :( Gid, det havde været ham, der kom og kaldte for at få mad, som han så ofte gjorde.

Jeg kan bare ikke forstå, sådan rigtig forstå, at jeg aldrig skal se ham igen :( Det kan bare ikke passe. Vi havde en rask kat for et par måneder siden, og i dag sidder vi her midt i sorgen over at have mistet ham :( Selvom det er tosset at tænke sådan, bebrejder jeg også mig selv. Fordi jeg ikke kunne redde ham :( Jeg/vi har givet alt, hvad vi overhovedet havde og kunne, for at han kunne få det bedre, efter han blev syg, så det er en dum tanke. Vi har også altid passet godt på ham; det rigtige og gode foder, indhegnet have og ture til dyrlægen, når der har været det mindste. Og vi har virkelig knoklet og gjort alt, vi kunne, mens han har været syg. Men jeg ville ønske, at vi kunne have reddet ham, så vi kunne have fået mange måneder eller år med ham endnu.

De andre katte har været rundt og kigge og lede efter ham og er tydeligvis ret påvirkede af, at han ikke er her mere. Der er kigget over alt. Selv under sofaen (selvom der kun er 7-10 cm fra gulvet, så der ikke kan klemme sig en kat under). De har heldigvis hinanden, Phoebe og Ozzy, og vi prøver også at give dem ekstra opmærksomhed. Der har ikke været så megen tid til dem, mens Putte har været syg, så de er lidt i underskud. De får også lidt ekstra godbidder. Phoebe søger tryghed hos Ozzy. Hun vil meget gerne være tæt på ham. Så vi har set hende lægge sig tæt på ham mange gange over de sidste dage. I går lå hun i Ozzys papkasse (som hun knap nok kan være i - siderne er også ved at gå lidt fra hinanden, fordi hun fylder den lidt for godt ud), mens Ozzy lå på sin taske lige ved siden af.

Det har været svært at finde underholdning, vi har kunnet holde ud at se på, mens han har været syg og her bagefter. Vi har dog haft lidt, vi kunne se, for før alt det her skete, havde vi bestemt os for at gå i gang med at se Breaking Bad. Det er langt fra en komedieserie, det er drama all the way, dog med lidt skæv humor, som jeg kender godt, da skaberen af serien, Vince Gilligan, også er en af forfatterne bag mange af afsnittene af The X-files, min favoritserie. Vi er godt inde i anden sæson nu, og det er udmærket tidsfordriv.

I dag er jeg så alene for første gang. Jeg har set frem til den her dag med angst og bekymring, fordi jeg klart har det værst, når Christian ikke er her, men det går nogenlunde endnu. Har det stadig ad helvede til, men endnu ingen panikanfald. Jeg prøver at holde mig beskæftiget, hvilket også er grunden til, at jeg skriver det her indlæg. Og så er jeg i gang med at bage. Jeg lavede en helt fantastisk flæskesteg i går, som vi skal have rester af i dag. Jeg bestemte mig for, at den skal laves til flæskestegssandwiches (til Christian, jeg skal vist bare have rugbrød, da jeg ikke kan tåle det sure), men manglede nogle lækre sandwichboller. Så jeg har siddet og lavet en opskrift på nogle - forhåbentlig lækre - italienske sandwichboller her i formiddag, som jeg pt. er ved at bage. Jeg regner med, at opskriften kommer på et senere tidspunkt her på bloggen.

Ellers bør jeg måske nok også overveje at komme i gang med en madplan. Ugen er jo startet, og jeg har slet ikke planlagt noget. Mens Putte har været syg, har vi levet fra dag til dag med mad og hvad der ellers er foregået, fordi der bare ikke var kræfter til andet, og mad bare var så ligegyldigt. Jeg har stadig ikke den store lyst til at spise eller lave mad, men der skal jo noget tid. Og nu er vi på vej tilbage i hverdagen, så rutinerne kommer nok så småt igen. Det er bare hårdt at komme i gang. Ikke mindst fordi Putte var med i de fleste rutiner i løbet af dagen, så her er bare så tomt, når han ikke er her :( Og jeg kan sidde og se ud på hans vandskål i haven, som var hans foretrukne drikkested. Nu står den der bare, og han kommer aldrig til at drikke af den igen :( Kan være, jeg skal tage den ind. De andre foretrækker alligevel at drikke indenfor...