onsdag den 27. november 2013

Hjemmebagte pølsebrød

For nogle uger siden trængte vi til noget comfort food. Noget, der gled særligt nemt ned, da vi lige havde mistet Putte, og appetitten ikke var særlig stor. Derudover havde jeg også brug for at koncentrere mig om noget andet end de tanker og ked-af-det-følelser, der fyldte mit hoved, så jeg bestemte mig for, at jeg ville bage nogle lækre pølsebrød til hotdogs om aftenen.

Jeg tog udgangspunkt i Claus Meyers burgerboller, for de har en rigtig god smag og er et godt fastfoodbrød, men skiftede lidt ud i melet for at få nogle ekstra luftige pølsebrød. Resultatet blev rigtig godt, synes jeg. Bløde og lækre brød, og de smagte også godt. Jeg spiste selv en enkelt hotdog også, selvom maven helst vil have, at jeg lader være, for jeg ville gerne smage resultatet, og det er svært at holde sig fra hotdogs ;) Der er rigeligt brød pr. pølse, hvis man kun bruger wienerpølser, som vi gjorde den dag, så jeg vil nok anbefale, at man bruger en grillpølse, når man spiser de her pølsebrød. Men lækre var de :)





Hjemmelavede pølsebrød (6-7 stk)

2½ dl lunkent vand
13 g gær
8 g havsalt
38 g sukker
350 g hvedemel
100 g durummel
38 g blød margarine (eller smør)
Sesamfrø

Rør gæren ud i det lunkne vand og rør salt og sukker i. Tilsæt melet og ælt, til dejen er sammenhængende. Tilsæt herefter margarinen i mindre stykker og ælt, til fedtstoffet er godt optaget i dejen. Ælt den herefter helt glat. Jeg bruger min køkkenmaskine til det, og det vil tage noget længere ved håndkraft. Når dejen er tyggegummiagtig og meget glat, er den æltet nok. Stil dejen til forhævning tildækket et lunt sted i 1 time.

Slå luften ud af dejen og del den i 6-7 stykker. Tril hver stykke til en pølse (det pæneste resultat får man, hvis man først ruller til en glat bolle og derefter laver pølsen ud af den. Så undgår man de fleste ujævnheder i overfladen på pølsen). Længden på pølsebrødet kommer jo an på, hvor lange dine pølser er. Men jeg fik 6 ud af ovenstående mængde dej. Der kunne godt være blevet 7, for de blev bredere, end jeg havde forventet.

Fugt hver pølse lidt på overfladen med lidt vand og dyp dem i sesamfrø. Læg dem på en bageplade med bagepapir, og sørg, at der er mellemrum mellem pølserne. Lad dem stå tildækket en lunt sted i 30 minutter.

Fjern viskestykket (eller hvad du nu dækker til med) og læg en bageplade oven på pølsebrødene. Mas den ned jævnt, så pølsebrødene bliver klemt flade i det. De skal måske være et par cm eller tre i højden. Dæk dem til igen og stil dem lunt endnu 1 time.

Bag brødene ved 220 grader i 12-14 minutter, til de er gyldne. Tjek dem under bunden efter 10 minutter. De kan nemlig nemt blive lidt mørke der, så hold øje. Mine pølsebrød var færdige efter 10 minutter. Lad brødene køle lidt af på en rist, før de serveres.

De færdigbagte pølsebrød.

Så skal der smovses!



Vi havde egentlig troet, at vi efterhånden ville have en rask Phoebe igen herhjemme, eftersom dyrlægen i fredags sagde, at tungen heler hurtigt. Og hun gav os kun besked på at give Phoebe smertestillende til og med i morgen, så man måtte jo forvente, at Phoebe der ville have en nogenlunde rask mund igen. Derfor er vi efterhånden også noget frustrerede og bekymrede over, at vi ikke synes, vi kan se en forbedring. Phoebe taber stadig tørkost ud af munden, når hun forsøger at spise det, og såret på tungen ser ikke ud til at være blevet bedre siden i fredags. Phoebe er heldigvis så medgørlig, at vi med nogle forsøg kan få lov at kigge hende i munden. Derfor ringede jeg til den nye dyrlæge her i dag for at snakke med dem om det. Jeg fik en anden dyrlæge i røret, der sagde, at det var hans erfaring, at sådan et sår kunne tage rigtig lang tid om at hele. 3-4 uger var i hvert fald ikke unormalt :|

Jeg aftalte med ham, at vi fortsætter med blød mad til Phoebe noget tid endnu, og vi kan evt. også forlænge smertestillende behandling, hvis det er nødvendigt. Det kan vi selv vurdere. Og så skal vi snakke med dem igen i starten af næste uge. Det er kun en uge siden, Phoebe begyndte at vise problemer med munden, så det kan komme til at tage noget tid endnu, lyder det til. Vi synes jo heller ikke selv, vi kan se den store forskel på såret, så han har sikkert ret. Så vi må have mere vådkost hjem. Vi er ved at finde ud af, hvad hun skal have at spise, for det skal være noget, hun kan få op af skålen, helst uden vi blender det. Vi kigger efter et lidt mere fedtfattigt alternativ til hende, da det, hun får nu, indeholder godt med kalorier. Christian kører forbi en dyrlæge i Roskilde på vej hjem og prøver at få noget nyt med hjem. Det gjorde han også i går, men dåsemad kan hun altså ikke spise, den stakkel :( Fik bare mere ondt af det, så det går ikke.

Heldigvis kan dåserne fra i går byttes til noget andet hos dyrlægen, hvilket vi er ret glade for. Når vi har set, hvordan hun håndterer det nye foder, bestiller vi måske noget hjem fra udlandet til hende. At fodre med vådkost koster mindst 5 gange så meget som at give tørkost
(regnede mig frem til, at det måske koster 550 kr for 10 dage for det foder, hun kører på nu, så det er en vanvittig pris), og vi har lagt mange tusind kroner hos dyrlægen de sidste to måneder, så vi må spare, hvor vi kan. Så længe det er et godt foder, og hun kan spise det. Det er trods alt det vigtigste. Noget dyrlægefoder kan købes til under halv pris i udlandet, så det er jo værd at tage med.

Spionsnapshot af Phoebe i haven i weekenden. Det blev ikke så skarpt, da jeg bare holdt
kameraet og skød af, men det er meget sjovt alligevel, synes jeg :) Meget close-up.



Vi må vist bare være tålmodige med Phoebe og håbe, at hun snart får det bedre. Det er ærlig talt ret hårdt at have en syg kat igen, der skal passes med fodringer fast i løbet af dagen, nogle gange blendet, som jeg gjorde det med Putte, og vi skal holde hende fra Ozzys mad. Det dræner os totalt for energi. Vi nåede ikke engang at have en uge, efter vi mistede Putte, før vi igen stod med en syg kat :( Hun kan selvfølgelig ikke gøre for det (vi mistænker, at hun har revet sig på en bagklo, når hun har bidt negle), og skal passes, som hun har behov for. Men vi er efterhånden begge syge af stress herhjemme, og det er bare noget rigtig møg :(

Det påvirker os rigtig meget. Livet virker bare gennemført håbløst, hvilket er en følelse, vi begge sidder med. Christian er ekstra hårdt spændt for, fordi de har utrolig travlt på arbejdet lige nu. Han begynder at udvise nogle af de samme stresssymptomer, som jeg selv kæmper med, når jeg er meget presset, og det bekymrer mig. Jeg håber, der kommer noget ro på, når Phoebe er rask igen. Det er bare frustrerende, at det kan tage en hel måned, for vi kan efterhånden ikke hænge sammen herhjemme. På den anden side er det "rart" at vide, at det ikke er unormalt, at det tager lang tid for en tunge at hele. Det var jo modsat, hvad vi fik at vide i fredags. Så det forhåbentlig "kun" er det sår, vi kan se i munden på hende, der er problemet.

Men det betyder også, at vi er bundet herhjemme igen i flere uger. Jeg har næsten ikke været ude af huset siden starten af oktober, fordi jeg har passet Putte i døgndrift, så det er hårdt, at vi ikke kan få lidt mere ro til at komme ovenpå igen, men skal passe hende nu med maden også og sørge for, at hun ikke får lavet noget, der skader munden yderligere. Humøret hos hende fejler heldigvis ikke noget. Hun leger med Ozzy, og vil også gerne lege om aftenen, som hun plejer. Og der bliver gået ture i haven, så det er jo dejligt, trods alt. Jeg håber bare, at hun snart er ovenpå, så vi kan koncentrere os om at få det bedre selv. Og måske tage en tur i biografen eller andet, bare lidt hjemmefra, hvilket vi ikke har været sammen længe. Bare at slippe for bekymringer og have raske katte. Det glæder vi os til.

Phoebe i haven i weekenden.


I weekenden har vi for første gang været i haven, siden vi mistede Putte. Jeg har ærlig talt ikke haft lyst til at gå derud, siden jeg sad med ham derude i hans sidste time her hos os, for det har gjort for ondt at tænke på. Men der var solskin, og de andre katte kan jo også godt lide vores selskab derude, så vi måtte lige trække vejret dybt og komme derud. Christian gik og satte lidt lyskæder op derude, som vi lige har købt. Det ser rigtig fint ud, og jeg tror, at der nok kommer en smule julehumør i løbet af december, selvom humøret vil være noget nede pga. tabet af Putte. Men det ser fint ud med lysene derude. Vi skal måske have mere op, hvis vi kan finde nogle kæder, der er lange nok. Det er vi i hvert fald på udkig efter for tiden.

Ozzy holder øje med Christian, der sætter lyskæder op i buskadset.



Kattene var rigtig glade for selskabet derude. De bliver helt overstadige, drøner rundt og snakker. Rigtig sødt. Ozzy holdt godt øje med det hele fra klatretræet. Han var faktisk selv gået derop. Jeg vidste, det ville komme, for han tager som regel lidt tid om at vænne sig til nye ting. Så det er fint, at han bruger det lidt nu :) Christian legede lidt med dem, efter han var færdig med at sætte lyskæderne op, hvilket de nød rigtig meget.

Ozzy i klatretræets udkigskasse.

Der holdes øje med haven.

Phoebe og Christian leger på klatretræet med en pind.




Jeg halter selv lidt bagud med mit helbred for tiden. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, driller munden nu, og det er ret frustrerende. Det gør det endnu mere svært at finde noget, jeg kan spise. Jeg håber, den er i bedring, så jeg snart kan spise normalt. Vi fik lidt bedre mad i går (hvidløg-rosmarinmarinerede koteletter, jeg selv havde skåret ud af en svinekam, med salat, ovnkartofler og bearnaise), og det gik okay, så jeg håber, munden snart har det godt igen. Men den er helt sikkert irriteret, både tungen og andre steder i munden :|

Jeg har ikke fået lavet madplan. Det er noget tid siden, jeg gjorde det sidst. Jeg kan ikke rigtigt overskue mere end en dag ad gange, og det er svært med maden, når munden nu også driller. Det er noget af en stressfaktor ikke at vide, hvad vi skal spise om aftenen. I aften har Christian dog en ret, der bare skal smides i ovnen og koges lidt ris til, så jeg skal "bare" finde ud af, hvad jeg skal spise..

I går fik jeg skrevet indlægget om Putte. Billederne har jeg dog ikke kigget igennem, så dem mangler jeg at finde, før jeg kan sende indlægget. Jeg ved ikke lige, hvornår jeg finder overskuddet til at gå i gang med det, men nu er jeg da kommet lidt videre. Håber, I vil læse med og se billederne, når jeg engang får det postet.

2 kommentarer:

  1. Hejsa
    Som pensionist er jeg "flyttet" til Vietnam, og én af de ting jeg savner meget er hotdogs.
    Hernede kan man ikke få pølsebrød. Det nærmeste er nogle mega luftige små flutes, der absolut ikke smager af noget, og som slet ikke passer til hotdogs.
    Nå ja, pølser er heller ikke et hit hernede, men i nogle store supermarkeder kan man godt købe tyske pølser.
    Ristede løg findes i en lokal udgave, men kan absolut ikke sammenlignes med vores i DK.
    Det korte af det lange er, at jeg lige "faldt over" din opskrift på pølsebrød.
    Det er en super opskrift. Brødet er lækker i sin konsistens, og smagen er helt i top.
    Jeg fulgte dit tip om at lave 7 stk., men de blev altså ALT for store. Der kan sagtens blive 10 ud af den dej.
    Måske er det fordi, at jeg heller ikke kan købe rigtig gær hernede, så jeg måtte bruge noget australsk tørgær, som jeg også fandt i et stort supermarked.
    Jeg har fundet rigtig sennep, og Heintz ketchup, og rå hakkede løg kan jeg jo selv lave.
    Jeg har selv lavet agurkesalat.
    SÅ nu kan jeg få tyske pølse hotdogs med hjemmelavet pølsebrød. Ikke helt som danske hotdogs, men OK lækre.
    Tak for inspirationen.
    Erik

    SvarSlet
    Svar
    1. Dejligt, at du kunne lide pølsebrødene :) Ja, de bliver ret store. Som jeg skriver, er der rigeligt brød pr pølse, og jeg tror, at de i størrelsen ville passe sig okay til en dansk grillpølse, der er noget større end de wienerpølser, vi oftest bruger til hotdogs. Du må prøve at lave flere ud af portionen næste gang, så det bedre passer til dig behov :)

      Jeg tror ikke, at gæren har noget at sige. Tørgær burde også sagtens kunne bruges. Ristede løg kan man selv lave. De skulle smage rigtig dejligt hjemmelavede. Spise med Price har en opskrift liggende, som jeg tror, er helt fin til formålet http://www.dr.dk/DR1/SpisemedPrice/Opskrifterne/En+ristet+med+det+hele/Frankfurter.htm (du må selv lige kopiere linket ind i et vindue, for kommentarerne her understøtter desværre ikke hyperlinks). Der er også opskrift på andre ingredienser til hotdogs på den side. Hvis du har mod på det, kan man jo også lave pølserne selv. Det er dog lidt mere omstændigt.

      Velbekomme, tak for din kommentar :)

      Slet