mandag den 3. februar 2014

Farvel Philip

Jeg er vågnet op med sådan en lidt flad og tom følelse indeni i dag... Inden vi gjorde klar til at gå i seng i går, tjekkede Christian lige sin telefon, og kom med det der forfærdelige "åh nej...", og jeg vidste, at der måtte være sket noget trist. Nåede at få ondt i maven i de sekunder, før han fortalte min nyheden. Jeg kunne næsten fornemme, at der måtte være nogen, der var død, og det var der da også.

Philip Seymour Hoffman. Han var en virkelig dygtig skuespiller, som højnede en films kvalitet betydeligt med sit talent. Han vandt da også en Oscar i 2006 for sin rolle i Capote og har været nomineret flere gange til både Oscars og Golden Globes. Det er vist ingen hemmelighed for folk, der kender os eller læser med fast, at vi herhjemme går ret meget op i film. Så Philip var en kendt og afholdt skuespiller herhjemme. Han er da også med i en af mine absolutte favoritfilm, The Big Lebowski. Jeg synes, hans talent skinnede igennem, hver gang man så ham i en film, uanset om det så var drama eller komedie, for han spillede gerne mange forskellige roller. Jeg elsker ham også i Punch-Drunk Love, som også hører blandt mine favoritfilm. Jeg går og venter på, at den skal komme ud på blu-ray, så den kan komme i samlingen, som allerede indeholder flere film, han har deltaget i.

Jeg tror, at den følelse, jeg sidder med i dag, tomheden, er der, fordi det bare er så meget spild af talent. Han blev kun 46 år, og havde så mange gode roller foran sig, er jeg sikker på. Endnu engang har vi måttet sige farvel til stort talent pga. misbrug. Det forlyder, at Philip døde af en overdosis heroin. Samtidig efterlader han sig 3 børn, der langt fra er voksne endnu. Det er bare så trist :(

Jeg overvejede at skrive om de tanker, vi/jeg har haft de sidste døgn mht., hvorfor der er så mange stoffer i showbiz, men jeg synes ikke, de hører til her. Philip Seymour Hoffman var et kæmpe talent, og det vil helt sikkert være det, han vil blive husket for mere end alt andet, og det skal også være det, der skal fylde mest her i mit indlæg. Han vil være savnet hos os filmnørder, fordi han bare gav de film, han spillede med i, så meget kvalitet. Det er en trist dag.



Det er også sådan en mærkelig ting at vide, at han døde i går, mens vi herhjemme sad og hyggede med et brætspil og bare hang ud og så gamle afsnit af The Simpsons i tv. At der skete noget så trist på samme tid derovre... Det er en mærkelig følelse at sidde tilbage med :|

I går var ellers en smuk dag. Solen skinnede, hvilket den også gør i dag, og der var helt blå himmel. Det er længe siden, det har været sådan. Vi havde Christians forældre oppe til en kop kaffe i går eftermiddags, og jeg hev de nyligt bagte fastelavnsboller op af fryseren, så der var lidt lækkert hjemmebag også. Det var rart at se dem igen. Vi ses ikke så tit pt. pga. min stress, men jeg følte bare, at vi trængte til at se dem igen. Det blev kun et kort besøg, for mine kræfter rækker ikke ret langt for tiden, men det var dejligt at se dem igen. Bagefter var jeg ret træt, så det var dejligt, at der var nem mad. Vi købte et stykke oksefilet på tilbud i Fakta tidligere på ugen, så det har vi spist de sidste dage. Resten af eftermiddagen/aftenen, til vi skulle forberede maden, brugte vi på sofaen med at slappe af. Vi spillede et enkelt brætspil og sad ellers under tæppet og gloede The Simpsons og en gammel film med Goldie Hawn. Det var udmærket underholdning på en træt søndag.

I dag skal vi spise de sidste rester af oksefileten, men så skal jeg også have planlagt maden for den næste uge. Jeg synes, det går lidt fremad med maven, så den fungerer lidt bedre på trods af de høje doser d-vitamin, jeg er sat på lige nu, så jeg vil tro, at mit kalkniveau måske er ved at udligne sig (fra at optage kalk fra knoglerne for at få nok til at få kalken den rigtige vej, fordi jeg efterhånden er oppe i et godt niveau med d-vitamin). Er spændt på de blodprøver, jeg skal have taget om et par uger.

Nu vil jeg stoppe, for Phoebe skal lukkes ud i haven. Hun er "dygtig" til at pille ved låsen på kattelemmen ud i haven, når hun skal ind og ud, så i princippet kunne vi lige så godt åbne og lukke havedøren for hende. Hun er ikke for smart. Men hun kommer da noget ud i de her dage. Solen lokker måske også. Ozzy er også stået "tidligt" op (han er ellers god til at sove til ud på eftermiddagen), men han har ikke været ude endnu. Han ligger og nyder solen her i stuen. Det gjorde han også i går, hvor han fladede ud i en solstråle. Det så ret sjovt ud :)

Ozzy i solstrålen. Billedet er snuppet med telefonen.



1 kommentar:

  1. Øv. Husker ham bedst fra hans rolle som Freddie i filmen "The talented mr. Ripley". God skuespiller som vil blive husket.

    SvarSlet