torsdag den 30. januar 2014

Gammeldags fastelavnsboller med creme

I går var huset fyldt med den bedste duft i verden. Eller en af dem. Duften af friskbagte, gammeldags fastelavnsboller. Det er virkelig noget af det skønneste, man kan bage, måske især fordi det er sådan lidt "limited edition"-agtigt, da det er noget, der oftest kun bages omkring fastelavn eller februar i det hele taget.

Men jeg blev inspireret af at kigge statistik på bloggen i går, hvor jeg kan se, at min opskrift på gammeldags fastelavnsboller er en højdespringer og på top fem over mest sete opskrifter denne uge her på bloggen, og fik lyst til at bage nogle. Det var ellers lidt en off-dag for mig, da jeg ikke havde sovet ret meget, men jeg gik stille og roligt og hyggede mig med at lave fastelavnsbollerne. Og det var faktisk lidt hyggeligt.

Jeg lavede dem helt traditionelle med creme i, som jeg naturligvis selv kogte. Resultatet var som sædvanligt nogle helt fantastiske fastelavnsboller. De er superbløde, og smagen af creme kombineret med kardemommesmagen fra bollerne er rigtig skøn. Christian fik lov at spise et par i går aftes, det var trods alt for hans skyld, jeg havde bagt dem ;) Vi fik bare rugbrød til aften, så det var fint med lidt lækkert til kaffen. Der er taget et par ekstra fra og så er de resterende 8 smidt i fryseren, så de holder sig gode og friske til lige, hvor man trænger til en hjemmebagt fastelavnsbolle.

Jeg kan klart anbefale, at du prøver de her fastelavnsboller. Jeg har blogget opskriften før, hvor jeg også lavede en guide til, hvordan du lukker bollerne, så cremen ikke løber ud. Undgå at rulle dejen for tyndt ud, for så vil den revne, når du klemmer enderne sammen. Opskriften på fastelavnsbollerne kan du se her: Gammeldags fastelavnsboller.

Genbrugsbillede, men de blev lige så skønne og flotte, dem jeg bagte i går :) Mums!



Jeg holdt mig selv i skindet mht. at spise en fastelavnsbolle i går pga. min maves helbred. Den tager det lidt hårdt at få så meget d-vitamin pt., så jeg har skrevet og hørt min sygeplejerske, om vi evt. kan lave blodprøver før aftalt. Der er en risiko for, at det er, fordi jeg nu optager for meget kalk, hvilket giver forstoppelse/maveproblemer, og det giver mange mavesmerter. Jeg er lidt spændt på, om jeg får svar tilbage fra sygeplejersken, for deres it-system er ikke videre smart, og jeg fik aldrig svar fra lægen eller reserveret den tid, jeg gik ind og plottede mig ind på, da jeg prøvede at bruge det i sin tid. Men vi må se.

Men det var absolut ikke nemt at holde mig fra fastelavnsbollerne. De har bare den skønneste duft og smager helt vidunderligt, især med en klat chokoladeglasur på. Så jeg var noget misundelig, da Christian skulle spise sine i går. Men sådan er det jo tit, for der er meget, jeg ikke kan tåle at spise. Især af de lækre ting. Så jeg må undvære. Det er også svært for Christian, for han under mig jo alle de her ting, og nogle gange vælger han også noget fra, fordi jeg ikke kan deltage i det. F.eks. da vi gik nede i byen i weekenden og jeg spurgte, om han ville have en kop varm kakao på en af cafeerne, for så ville jeg gerne give en. Men det valgte han fra, fordi jeg jo ikke kan drikke sådan noget. Så han synes, det er synd, at jeg så bare skal sidde og kigge, så han sagde nej tak. Jeg ville ellers ikke have noget imod det, men kan godt forstå, at det også påvirker lidt af fornøjelsen for ham, fordi jeg ikke kan deltage på lige fod.

I går fik jeg dog lov til at spise noget, jeg ikke får så tit: rugbrød. Det var lidt af et sats, for det kan gøre mave lidt træg, og det har jeg absolut ikke brug for for tiden, men jeg har bare så svært ved at fylde madplanen ud for tiden, og jeg har sådan haft lyst til rugbrød længe. Da jeg ved, at jeg skal tænke lidt mere på at få d-vitamin, spiste jeg faktisk kun fiskepålæg! Det ligner slet ikke mig, for jeg er ikke den store fiskespiser (det meste af det fisk, jeg godt kan lide, er røget, og det tåler jeg ikke længere), men jeg havde haft lyst til tun, så vi købte ind, så jeg kunne få tun (i vand) og fiskefrikadeller. Jeg måtte dog nøjes med nogle fra supermarkedet, da Christian arbejder så meget for tiden, at han først er hjemme, længe efter slagteren lukker, men de var nogenlunde okay. Tunen spiste jeg med mayo og karse. Det var virkelig lækkert, faktisk. Især fordi jeg jo ikke får det så tit. Og lidt remoulade til fiskefrikadellerne, åh. Det er undervurderet godt. Spiste mig propmæt, så selvom jeg kunne have haft lyst til en fastelavnsbolle, var der faktisk ikke plads :D Men vi har som sagt i fryseren, så hvis jeg får lyst og mod på det, kan jeg jo tø en op :)

Nu er her endelig faldet sne. En smule i hvert fald. Jeg kan stadig se græsset stikke op i sneen, så det er ikke verdens største lag sne, desværre. Jeg elsker ellers sne! Ærgrer mig over, at det ser ud til, at det snart skal væk igen. Synes, vi er blevet noget snydt med sneen den her vinter :( Phoebe har lige været ude og løbe en tur i det. Hun får gået nogle gode ture efter sin frokost hver dag, så det er jo dejligt :) Vi er i øvrigt begyndt at give hende lidt tørkost ved siden af vådkosten for at se, hvordan det går. Det var lidt nervepirrende at skulle starte på, for vi er jo bange for, hvordan tungen tager det, men det er faktisk gået okay, så nu får hun lidt hver dag. Hun spiser det nogenlunde pænt og kan stadig spise vådkosten, så vi er okay tilfredse med det. Forhåbentlig kan hun komme over på tørkosten i løbet af den næste måned, så hun er helt af vådkosten. Vi tager det lidt ad gangen.

Det drysser med helt fine snefnug i dag derude, og jeg kan se, at jeg skal en tur udenfor med mere fuglemad. Jeg har stadig æbler tilbage fra de to enorme poser, jeg købte, da Rema havde æbler til 1 kr for nogle uger siden. De er købt til solsortene, som nyder dem. Fuglene bliver dog noget forvænte, for jeg kan nærmest se på dem, at de sidder og trommer med vingefjerene og fortæller, at nu kan jeg altså godt komme ud med nogle fuglefrø eller æbler til dem, pronto! Men vi gør det gerne. Vi nyder også at se på fuglene, og det gør kattene også. Ozzy er faktisk skyld i, at de har ekstra mad her i vinter, for jeg vandt en konkurrence på Facebook med hans billede i fuglehuset. Præmien var en stor sæk foder til havens fugle, hvilket de nyder godt af. Så det var jo rigtig dejligt :) Når jeg har fået noget at spise, skal jeg ud med lidt frø, æbler og majsebolde til pipperne. Må se, om Phoebe vil med. Hun har indstillet sig på sin middagslur nu, kan jeg se, oven på hendes havetur. Hun ligger og snorker på puffen over for mig lige nu :)

Vinderbilledet af den lidt særprægede "fugl", der besøgte fuglehuset for nogle år siden. Han er stadig oppe i det af og til.

Jeg kan godt se dig derinde! Kom lige ud med nogle æbler til mig!

Det er snart slut med bærrene i havens buske. Solsortene har nydt godt af dem den seneste tid.

Solsort med sne på næbbet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar