mandag den 7. april 2014

Skipperlabskovs

For noget tid siden efterhånden lavede jeg skipperlabskovs, hvilket jeg har haft lyst til at spise rigtig længe, men ikke turdet pga. mine spiseproblemer. Men fik endelig taget mod til mig og fik afprøvet en opskrift, der kommer fra James Price og er fundet på Politikens hjemmeside her.

Jeg er generelt glad for de to brødre, selvom jeg ofte synes, at deres opskrifter godt kunne være mere præcise eller beskrivende, så jeg kastede mig ud i opskriften med godt mod. Det endte også med at smage rigtig dejligt, men var betydeligt mere tyndt i konsistensen, end jeg husker min mormors, fra da jeg var barn. Jeg har derfor lavet nogle rettelser i opskriften, som jeg i øvrigt også har lavet en lidt mindre portion af, da den originale rækker til 4-6 personer.

Opskriften foreskriver, at der skal bruges 7,5 dl bouillon (til min lidt mindre portion, lavede 2/3 af James'), men da retten bliver ret tynd af det, vil jeg anbefale, at man starter med at koge kød og løg i ½ liter bouillon og så spæder op undervejs med mere bouillon om nødvendigt (hvis det er ved at koge tørt eller ikke dækker kød og kartofler).

Kartoflerne skal tilsættes a to omgange. Det gøres, for at ikke alle kartoflerne skal koge helt ud. Det er en god ide, at første halvdel af kartoflerne, der skal tilsættes, er i ret små tern (de skal koge ud og jævne retten på den måde), og den sidste halvdel, der skal i ret sent i tilberedningen, er noget større, da de også vil koge en smule ud. Ellers kan man stå med en kartoffelsuppe-agtig ret til sidst, fordi alt er kogt ud. Det tog mig dog betydeligt længere tid at få den første omgang kartofler til at koge ud, selvom jeg brugte bagekartofler. Som skrevet i opskriften fik de 15 minutter ekstra, og en del af kartoflerne måtte mases med en ske for at få dem til at jævne retten. Man kan muligvis komme ud over problemet med at skulle jævne den alt for tynde ret med at mose kartoflerne, når man bruger mindre bouillon, så det vil jeg anbefale jer, og jeg har rettet det til i opskriften. Er det stadigt tyndt, så brug metoden med at mose nogle af kartoflerne med grydeskeen. Det virker :)

Jeg skal klart prøve det her igen engang, for det var lækkert. Næste gang vil jeg dog putte flere laurbærblade og peberkorn i, for det kunne godt smage af mere. Derfor har jeg i min opskrift nedenfor rettet netop de to ingredienser, så retten får en mere kraftfuld smag :)





Skipperlabskovs (3 personer)

500 g skært oksekød (bov, klump eller "gullaschkød" f.eks.)
2 store løg
½ liter hønsebouillon (½ liter vand og 1 hønsebouillonterning)
10 sorte peberkorn
3 laurbærblade
1 kg kartofler (de skal kunne koge ud. Jeg brugte bagekartofler)

Rugbrød
Purløg, klippet
Syltede rødbeder

Skær kødet ud i mindre tern, mundrette stykker.

Pil løgene og skær dem i grove tern. Svits løgene i margarine eller smør, til de er klare, og tilsæt kødet. Vend lidt rund i kød og løg og tilsæt bouillon (du kan tilsætte vand og terninger direkte, hvis du har lyst), peberkorn og laurbærblade. Lad det hele simre under låg i 45 minutter.

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre tern. Halvdelen må gerne være i ret små tern, resten lidt større. Efter 45 minutter tilsættes halvdelen af kartoflerne (de små tern) i gryden.  Tilsæt evt. lidt vand eller bouillon, om nødvendigt, men ikke for meget. Læg låg på og lad det hele koge videre i 15-20 minutter.. Tilsæt herefter resten af kartoffelternene, og lad dem koge med i resten af tilberedningstiden, ca. 15-20 minutter. Rør jævnligt, efter de sidste kartofler er tilsat.

Det er meningen, at de først tilsatte kartoffeltern skal koge helt ud, så det danner en slags tynd kartoffelmos. Du kan give retten længere tid, hvis det ikke er tilfældet efter den anførte tilberedningstid. Jeg gav retten ca. 15 minutter ekstra. Da der stadig ikke var den rette konsistens, maste jeg en del af kartoflerne med bagsiden af grydeskeen. Det hjalp.

Jeg har i øvrigt også læst, at folk har brugt pulverkartoffelmos til at jævne med (altså at tilsætte noget af pulveret som jævning), og man kan tilsætte purerede, kogte kartofler. Det sidste har man dog sjældent ved hånden, med mindre det er planlagt, så jeg kan anbefale bare at mose lidt af kartoffelternene i gryden til sidst med bagsiden af skeen. Muligvis vil du ikke have helt samme problem som mig, da du ved at følge mine ændringer i opskriften vil skulle jævne mindre væske.

Smag retten til med friskkværnet peber og evt. en smule salt. Server med brød, klippet purløg og syltede rødbeder.




Vi har haft endnu en travl weekend med at arbejde på eftersikring af katteindhegningen. Vi er efterhånden kommet ret langt og mangler nu kun at sætte få isolatorer op samt det dumme hjørne, hvor vi nok er nødt til at sætte nogle afstandsisolatorer i. Det giver dog et andet problem, for brættet, som skråhegnet består af, er kun ca. 2,5 cm tykt, og afstandsisolatoren er 18 cm :| Så vi skal have sat noget bag på brættet og må håbe, at stolpen kan bære det. Vi er også løbet tør for de små almindelige isolatorer, så dem skal Christian også have købt.

Vi troede egentlig, at vi næsten kunne blive færdige den her weekend, men vi er stødt ind i noget af et hovedbrud, der har efterladt mig flere angstanfald den her weekend, da jeg frygter, at strømtrådene ikke vil virke alligevel. Vi har nemlig fundet ud af, at fordi hegnet ikke har kunnet spændes 100% op mellem pælene, så kan det øverste trækkes ned, så det rammer strømtrådene og derved kortslutter strømmen. Det vil jo ske, når der kommer en kat og hænger i det 0.o Det føltes bare, som om hele vores arbejde var spildt, og det var virkelig nedslående, og det gav mig angst, at vi nu alligevel ikke var sikrede og måske skulle se, om det virkede ved, at kattene skulle klatre i hegnet. Det kunne jo ende ret galt med, at en kat slap ud af haven, når nu strømmen måske ikke ville virke.

Søndag satte vi så de sidste isolatorer på, selvom vi ikke vidste, om vi alligevel blev nødt til at pille dem af igen for at lave strømføringen om. Men vi kom på en ide om at spænde den øverste del af hegnet op ved at lade en tråd køre på den modsatte side af skråhegnet. Vi prøvede først med den alutråd, der skal føre strømmen i indhegningen, men den kunne slet ikke strammes nok op og endte med at knække. Så nu er vores næste forsøg at bruge en 2 mm jerntråd, som Christian skal ud og købe i dag, som skal køre gennem nogle metalbeslag for at få afstand til hegnet, og forhåbentlig kan vi få det spændt op på det. Synes altid, det bliver noget mere kompliceret, end man lige går og regner med. Jeg håber virkelig, at opspændingen kommer til at virke. For hegnet burde ikke kunne trækkes ned, hvis det er spændt op mod jerntråden. Så vi prøver og håber.

3 ud af 4 isolatorer er sat på. Vi trak tråd (der blev strammet op, for tråden skal ikke sidde som guirlander, som det gør her
på billedet ;) ) for at se, hvor tæt tråden kommer på hegnet. Vejret var diset og fugtigt, og i fredags også bidende koldt.
Vi var også i haven og arbejde den dag, efter Christian kom hjem fra arbejde.


I den her uge skal jeg have kattene til dyrlægen. Ozzy skal vaccineres og sundhedstjekkes, og vi vil have Phoebe med for at få taget en ny blodprøve på hende for at tjekke hendes nyretal. Hun var jo på smertestillende medicin længe i vinters pga. tungen, og hendes tal dengang var normale, men ikke så lave. Så vi vil være sikre på, at de stadig er der, hvor de skal være. Ozzy skal også have taget en blodprøve, da han efterhånden er lidt oppe i årene, så vi holder øje med, at alt er, som det skal være. Sidste år havde han noget med blodlegemerne, måske var der for få af de hvide, tror jeg, men den gamle dyrlæge mente ikke, det var noget at bekymre sig for. De har så ikke ligefrem vist sig at være særligt troværdige, så vi håber, at Ozzys prøve denne gang er pæn. Bortset fra at han har foderallergi og af og til lidt problemer med maven (oftest i sammenhæng med at spise noget, han ikke kan tåle), virker han rask og frisk. Så vi håber.

Jeg tror dog, at vi nok skal have en tandrensning på ham, for jeg syntes at lure nogle tandsten, da han gabte den anden dag. Desværre er det sådan, at vores nye dyrlæge ikke behandler for tandsten. Det tror jeg ikke i hvert fald, for de kunne ikke tage tandrøntgen af Phoebe. Så vi skal nok til en tredje dyrlægen nu :| Det huer os ikke, for det er endnu et nyt sted, vi skal lære at kende og finde tillid til. Det er ikke nemt efter vores omgang sidste år hos den gamle dyrlæge. Så jeg er noget anspændt over at skulle afsted med dem. Også pga. blodprøverne. Er bare så bange for, at der skal være noget med dem :( Det og problemerne med hegnet giver mig mareridt om natten. Jeg ser frem til, at dyrlægebesøget er overstået og hegnet afsluttet sikkert, så det bliver lidt rarere at sove om natten.

Mens jeg har siddet og skrevet det her indlæg, er jeg blevet gjort opmærksom på, af en lille musvit, at jeg godt kan tage mig sammen og fise ud i haven for at fylde op i fuglehus og foderautomat! Den baskede først foran vinduet som en kolibri og jeg tænkte, at nåh, det betød nok ikke så meget. Men så kom den og satte sig på ydersiden af vindueskarmen/sålbænken og gloede ind på mig! 0.o Så det er vist en tegn til, at jeg skal gå ud med noget mad til dem. De har ellers på den anden side af huset, er jeg sikker på, men de nyder jo, at kattene holdes indenfor. Duerne har siddet og gloet olmt på os, mens vi var i haven, for det forstyrrede jo deres nye dueslag (a.k.a. kattenes klatretræ). Fangede et billede af en af dem, efter vi var gået ind i går. Den havde rigtigt pustet sig op.




Nu vil jeg stoppe, for jeg skal vist ud med det der fuglefoder, og jeg skal også have styr på ugens madplan, selvom den her uge bliver alt for fyldt til at jeg kan se, hvornår vi får tid til at handle, men vi skal jo have noget at spise :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar