tirsdag den 15. juli 2014

Billeder fra haven og lidt om den seneste uge herhjemme

Der har virkelig været et omslag i vejret her, som vi har gået og sukket efter. De sidste to dage er der endelig kommet regn for første gang i halvanden måned, tror jeg. Det var virkelig tiltrængt! Vandtønden er blevet fyldt op, og haven er blevet godt gennemfugtet. Vi håber, det hjælper lidt på vores døde græsplæne og de andre steder, der desperat trængte til vand.

Regndråbe fanget på et rosenblad i går efter et kæmpemæssigt regnvejr.



Vi har haft en meget rolig weekend, hvilket vi begge havde brug for. Vi går og er bekymrede for Ozzy, som jeg skrev i mit sidste indlæg, og skulle have ham til dyrlægen i går for at få ham kigget på og for at få taget blodprøver. Det var en meget slem tur for ham, både turen frem og tilbage og undersøgelsen. På turen derover kastede han op, og på vej hjem måtte han af med noget den anden vej :( Ikke rart for en ultra renlig lille mis. Undersøgelsen gik okay. Der var ikke noget fysisk at se på ham, og vores dyrlæge har taget nogle prøver for at lave en endnu større blodprofil end sidst. Hun tester også for stofskiftesygdom, for det har vi ikke fået tjekket ham for før. Nu kan jeg så sidde og afvente, at der kommer svar på prøverne, som i dag er røget afsted til deres tyske laboratorium. Det er ikke særligt rart at sidde og vente, for man frygter jo det værste :( Men vi tager ingen chancer, når han begynder at opføre sig lidt sært. Vi har været igennem for meget med de to andre katte, vi har mistet, til at vi tør tro på, at de små tegn ikke betyder noget. Jeg håber på at få de første svar på prøverne i morgen, men må nok vente lidt længere på at få det fulde svar, da nogle af prøverne tager længere tid at lave.

Ozzy i haven for tre uger siden.





I dag havde jeg så fornøjelsen af at kunne åbne havedøren med det samme, jeg stod op, så Ozzy vidste, at han ikke skulle afsted til noget i dag. Vi har været en tur i haven i formiddag, kattene og jeg, for jeg fik lige lyst til at gribe kameraet, da jeg så noget interessant derude. Jeg nåede da også at tage et par billeder, inden Ozzys hale skulle komme og sno sig om blomsten og ryste den, så det blev umuligt at tage billeder af den ;)

Et af billederne, jeg fangede med kameraet i formiddag.



Det er også lidt gråvejr i dag, hvilket er helt fint med mig. Og kattene. Phoebe er naturligvis i fuld gang med at jage insekter derude. Hun holder virkelig bestanden nede, især af sommerfugle, hvilket gør lidt ondt i hjertet på mig, fordi jeg elsker sommerfugle. Ozzy kan dog også godt være med, for han har lige været inde og prale med en græshoppe, han havde fanget (han kom ind med den i munden og åd den her på gulvet i stuen, yrk). Phoebe har haft skadet sig selv i munden efter at være kommet af med en hårbolle i sidste uge, så hun havde et par dage, hvor hun måtte leve af vådkost. Det havde hun naturligvis ikke noget imod ;) Men nu kan hun heldigvis spise normalt igen. Hun måtte også lige have et bad i weekenden, fordi hun var så dum at få lagt sig oven i en myrelokkedåse. Så hun måtte have en afvaskning på den ene side. Hun tog det dog pænt, selvom hun absolut syntes, det var ubehageligt.

Smukke, smilende Phoebe.

Se lige det der spændende insekt uden for indhegningen, mor! Det er lige derovre!



Jeg har ikke så mange planer for den her uge, for jeg prøver at spare på kræfterne. Det varer ikke længe, inden vi skal i tivoli med min far og Marianne, så der skal helst være lidt overskud, energimæssigt. Så den her uges hverdage er primært sat af til at få Ozzy undersøgt og afvente svar. Det i sig selv koster en del energi, selvom jeg ikke rigtigt laver noget, fordi jeg går og er så nervøs for svarene på blodprøverne. Heldigvis er Ozzy sig selv det meste af tiden, så man kan jo kun være glad for, at han sådan generelt virker til at have det godt. Vi håber bare, at hvad end der måtte være med ham, at det ikke er noget, der bliver værre. For han er lidt ved siden af sig selv.

Jeg får dog lavet en smule, primært det mest basale ting herhjemme. Får vasket lidt tøj; i dag er det sengetøjet. Tror, det trænger en del oven på den varme tid, vi lige har haft. Og så er madplanen faldet på plads, så vi kan få handlet lidt ind. Det kniber lidt med energien, men Christian er heldigvis sød til at hjælpe mig med maden og hvad jeg ellers har brug for hjælp til. Glæder mig til, at overskuddet er større, så jeg kan folde mig lidt mere ud i køkkenet. Fik dog bagt lidt for første gang i et stykke tid i lørdags, hvor Christian fik lov at vælge en kage, som jeg kunne bage. Han ønskede sig en wienerbrødsstang, så det fik han. Så den har han gået og nydt de sidste dage.

Hjemmelavet wienerbrød.



Nu vil jeg gøre klar til at komme endnu en tur i haven med kattene. Synes, tiden går ufatteligt langsomt i dag. Det virker som om, der er uendeligt lang tid, til Christian kommer hjem. Det er der nu også. Han er først hjemme mellem 17 og 18, regner jeg med. Kunne godt bruge lidt flere af de der weekenddage, hvor vi laver absolut ingenting sammen. Glor film og slapper af. Men der er stadig noget tid, til han har ferie, så vi må nøjes med weekenderne lige pt. Glæder mig ret meget, til han har et par ugers ferie. Det trænger vi virkelig til begge to.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar