søndag den 21. september 2014

Nyt besøg i haven

I dag er sidste dag, konkurrencen om Claus Meyers bog Chokolade kører. Så har du endnu ikke deltaget, så tag en smut forbi. Husk også at deltage i sidegevinsten om kattehyggepakken, hvis du har eller kender en kat, du synes, fortjener sådan en :) Har du deltaget, så husk at kigge forbi i morgen og se, om du har vundet.

For nogle år siden havde vi en anden nabo til den ene side, der havde en kat, som hed Pjevs. Nogle af jer kan måske huske at have set billeder af hende fra vores have, hvor hun klatrede over katteindhegningen for at komme ind og få selskab af vores katte. Hun var særligt glad for Ozzy, og han syntes også, hun var lidt sjov. Det var nu ikke meningen, at der skulle komme fremmede katte ind til vores, for vi har jo hegn om, men hun var ikke til at holde ude. Siden da er hun og familien flyttet, så vi ser ikke længere noget til Pjevs.

Til gengæld er der andre katte i området. En del af dem har deres faste rute rundt om vores hus uden for indhegningen, og vores katte kan sidde og vente på at få et glimt af dem. De ved ca., hvornår de ubudne gæster kommer forbi, og så sidder de ved hegnet og venter. Der er en særlig irriterende rød kat, som Ozzy ikke kan tåle synet af. Han bliver totalt hysterisk, når den kommer forbi. Den har vi dog ikke set et stykke tid nu, men der er til gengæld kommet en anden kat i nabolaget.

Det er en lille mager hunkat, gråstribet og hvid, som sikkert hører til hos vores naboer til den anden side. Den er i hvert fald først kommet her det sidste års tid, efter de fik kat derinde. Den er meget nysgerrig over for vores katte, og vil gerne sidde helt op ad hegnet og kigge ind til dem. Men den er også en hystade, for dem mjauwer og skaber sig derude, så man tror, der er katte oppe at slås derude. Men det er der ikke. Det er bare den lille hunkat, der skælder vores katte ud. Hun er særligt nervøs for Phoebe, men Phoebe er også en gigantisk kat. Phoebe forstår til gengæld ikke, hvad der sker. Hun vil bare gerne være venner med andre katte, og forstår ikke, hvorfor den kat er så hys. Hun er begyndt at sige et lille pip til den, men det er så også det. Ozzy er også interesseret i nabokatten, og de har siddet og snuset til hinanden. Han er også generelt en ret venlig kat over for andre katte, men når nabokatten sidder og hidser sig op, stikker han halen mellem benene og gemmer sig i buskadset. Det er nu synd for ham.

Den nye nabokat.


Jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor den bliver ved med at komme her og bræge, katten, når den nu virker til at være lidt bange for vores katte, men måske vil den også bare gerne have selskab, som Pjevs ville dengang. Den er bare en pivfis, når den skal skælde vores sådan en. Jeg har nu lidt ondt af den, for den er en mager pind, og nu har naboen måske fået hund også, hvilket ikke ligefrem gør det bedre), så jeg tror ikke, den føler sig så velkommen derinde i de her dage. Synes nu, den er meget sød, selvom den er en hystade.

Ozzy og nabokatten sidder og lurer på hinanden gennem hegnet.

Så får hun øje på mig.

Og Phoebe. Uha, en stor kat! Ozzy har lagt sig ned. Så er det vist heller ikke mere spændende.



Denne weekend er gået med at lave lidt i haven og slappe af. Christian har fået slået græs og ordnet lidt derude, og jeg har været kørt ud og handlet lidt og hentet en stor pakke kattemad nede i byen. Imens har jeg haft overvågning på Ozzy med et webcam, vi har herhjemme, som jeg har haft sat til at optage, hvor han plejer at spise, så vi kunne se, om det var ham, der har spist, hvis der har været taget af hans madkugle, mens jeg har været ude. Det er nu meget smart. Har brugt det et par gange nu, og han har også spist, mens jeg har været væk. I fredags havde jeg sat det til, mens jeg var udenfor og plante lyng på Putte og Milles gravsteder. Det er bare blevet så utroligt pænt derude. Det ser rigtig godt ud med den lyserøde lyng, der omkranser deres sten. Det er rart med lidt farve derude igen, efter roserne er færdige med at blomstre. De er flyttet et andet sted hen nu, så jeg håber, de kommer igen næste forår.

Jeg er lidt træt i hovedet i dag, for vi har ikke sovet så meget i nat. Vi endte med at se to film i går, og kom lidt sent i seng. Kunne ikke falde i søvn, fordi jeg havde seriøst aktiveret mit piskesmæld, så jeg måtte ligge længe, før pillerne virkede, og jeg fik ro til at sove. Phoebe skulle naturligvis også lige op og have en nussetur, så den var noget over 4, før jeg sov i nat. Jeg har dog fået lov til at sove lidt længere end Christian, da jeg sover med ørepropper, så jeg blev ikke vækket af naboens hund midt på formiddagen. Det er nu lidt surt i weekenden at sove så lidt. Nakken har det heldigvis bedre i dag, men hovedet har det ikke fantastisk. Håber, det bliver bedre i løbet af dagen.

Jeg har dog ikke tænkt mig at lade det ødelægge dagen, for jeg har været i gang, siden jeg stod op. Havde lyst til at få Christians forældre op til en kop kaffe, inden de skal på ferie om ikke så længe, så jeg har været i gang med at bage brunsviger i eftermiddag, som nu står og dufter ud over hele huset. Det er en skøn duft, åh! Opskriften vil komme på bloggen her på et senere tidspunkt.
Mens kagen hævede, forberedte jeg vores aftensmad, der i aften er en lækker culotte med salatbar, ovnkartofler og favoritsovs. Det glæder jeg mig meget til, for de sidste dage har stået på lidt halvkedelig mad pga. manglende overskud og en mave, der drillede. Så er culotten klar til at smide i ovnen senere, og det er kun kartoflerne, der skal laves, og sovsen, der skal varmes. Det er meget godt, for jeg er noget træt i hovedet nu oven på at have været i gang i køkkenet i nogle timer. Men glæder mig til at se Christians forældre inden så længe. Det er begrænset, hvad der sker ud over kattepasning for tiden, og det er noget tid siden, vi sidst var sammen med dem. Så det bliver rart :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar