Opdatering om Ozzy

Jeg er græsenke i de her dage, da Christian er i Irland i forbindelse med arbejdet. Så jeg har en masse tid for mig selv nu. Alenetid kan være rar, men for meget - for mig - er stressende, fordi jeg har svært ved at slappe af i mit eget selskab. Sædvanligvis går mine dage med at gå og lave noget herhjemme, praktisk eller gå i køkkenet, og så slapper jeg af med Christian, når han kommer fra arbejde. Men når han ikke kommer hjem i de her dage, slapper jeg ikke af på samme måde. Det er muligvis noget, man kan lære igen, for jeg har jo før boet alene. Jeg foretrækker dog hans selskab, så jeg glæder mig, til han kommer hjem senere på ugen.

Min udfordring er at mærke efter, hvad jeg kan holde til, for når jeg har uanet tid alene og er rastløs og gerne vil foretage mig noget, har jeg en tendens til bare at køre på, og ender så med at have det rigtig skidt. Når Christian er hjemme, kan han godt prikke til mig, så jeg lige får overvejet, hvad jeg kan holde til, og nu skal jeg så selv huske det. Jeg øver mig på at blive bedre til det.
I dag har jeg handlet lidt ind (mad) og gået og ordnet lidt udenfor. Har fået fjernet ukrudt på terrassen og foran huset, flyttet havebordet tilbage på terrassen (vi har haft det stående i haven under æbletræet siden Christians fødselsdag). Derudover har jeg fået vandet haven. Selvom det ikke er så varmt pt., er haven jo stadig tørstig, og det har ikke regnet nogle dage nu. Satser dog på, at den godt kan vente nogle dage nu, før den skal vandes igen.

Mens jeg gik og vandede haven, ringede Jens Ruhnau fra Tanddyreklinikken. Jeg har ventet i et par uger på at høre fra ham, da vi skulle snakke sammen om Ozzys tilstand. Ozzys mund er desværre ikke blevet meget bedre i løbet af den første måned, han har fået interferon, og det var Jens ikke tilfreds med. Derfor forsøger vi nu med en antibiotikakur og noget smertestillende i en lille uge for at slå betændelsen ned, og så håber vi, at interferonen efterfølgende kan holde det nede. Virker det ikke, skal Ozzy have trukket de sidste tænder ud. Det, håber vi ikke, bliver nødvendigt, for de betyder rigtig meget for ham, er jeg sikker på. Og jeg har bestemt ikke lyst til, at han skal igennem endnu en operation. Derudover er vi slet ikke sikre på, at det vil gøre nogen særlig forskel, for de sidder i den helt anden ende af munden i forhold til hans betændelsesområde, der er i bøjet i kæbeledet bagerst i munden. Jens mener ikke, de burde have den store effekt på området, når det er så langt væk. Han synes i det hele taget, at Ozzy er en lidt usædvanlig patient, fordi han ikke reagerer ordentligt på interferonen, og han reagerer voldsomt, smertemæssigt, i forhold til hvor relativt lille et område, han er ramt i. Det samme hørte vi fra Skovlunde dyrekliniks tanddyrlæge. Men han er åbenbart bare ekstra sart, og så er han en kat, der gaber meget. Måske kan det også have en indflydelse.

Min smukke, smilende dreng <3

Jeg tror umiddelbart bare, at vi som minimum håber, vi kan få Ozzy derhen, hvor han var i foråret. Der var han stadig rød i områderne men uden blæner/blærer, og kunne gabe fint. Hvis han kan blive symptomfri, vil jeg være tilfreds med det. Så må man tage evt. tilbagefald hen ad vejen. Det ville være skønt, hvis vi kunne få det til at gå helt væk, men jeg tør ikke håbe. Jeg husker ikke på noget tidspunkt i forløbet, at han har været uden betændelse i områderne i munden, selvom han har fået antibiotika før. Så jeg tror ikke på, at antibiotika i den her omgang kan fjerne det helt. Vi må bare se, hvilken effekt det har på ham.
Jeg er lidt spændt på, hvordan han tager antibiotika og smertestillende nu, for den antibiotika, vi fik sidst, slog hans mave totalt i stykker, og vi var bange for, at han havde udviklet mavesår. Så det er med lidt bekymring, at vi skal starte op igen. Jens har dog udskrevet noget andet (eller tredje, faktisk, for det, han fik i Skovlunde, stoppede med at virke efter hensigten), som jeg kan læse, katte oftest ikke har bivirkninger af, så vi håber, det kommer til at gå godt.

Nu starter Cirkus Mis så igen.. Ozzy skal nemlig helst have noget at spise, før han må få smertestillende og antibiotika, så jeg skal lokke lidt vådkost eller tørkost i ham, før jeg kan give ham det hver morgen. Det er besværligt, for han ved godt, at noget er under opsejling, og så gider herren bare ikke noget! Derudover er det lidt meget at skulle give ham tre forskellige slags medicin på én gang. Hans tålmodighed er ikke stor, og han stresser meget, så det bliver hårdt. Heldigvis er det kun en uges tid, det må vi bare huske på.

Vi kunne virkelig godt bruge nogle krydsede fingre og poter for Ozzy, for det her skal bare virke! Og virkningen skal ikke forsvinde, efter vi stopper med antibiotikaen, men gerne vare ved og støtte interferonen med at få has på den fæle sygdom. Så vil I ikke nok krydse fingre for ham?

Ozzy vil forhåbentlig igen kunne gabe helt op uden smerter og samtidig beholde sine sidste tænder.

Ellers er der vist ikke sket så meget siden sidst. Vi har haft en rolig weekend, frem til Christian tog afsted mod lufthavnen søndag middag. Jeg har også været lidt i gulvet pga. den forkølelse, der ikke vil give helt slip på mig, så energien har været lav. Dog fik jeg mig samlet om at bage en portion boller og lave varm kakao i torsdags, som jeg kørte ned i byen med til nogle venner, der var i gang med at flytte for hendes mor. Det er hårdt arbejde, og af forskellige årsager er situationen lidt skrøbelig, så jeg ville bare gerne bidrage med lidt, også selvom det så bare er boller og varm kakao. Det er min reaktion på "krise": at gå i køkkenet :-3 Det er det, jeg kan (jeg lytter dog også gerne og tilbyder en skulder at græde ved, hvis det er), og man skal jo have noget at spise, selvom det måske ikke er det, man tænker mest på i en stresset situation. De blev glade for bollerne og kakaoen, så det er jo dejligt :)

Nu er endnu en dag snart gået, og så er der en dag mindre, til Christian kommer hjem. Det ser jeg nu frem til. Det er kedeligt at være alene hjemme, men jeg har heller ikke pt. energien til at skulle ud og være social, så jeg ser frem til at få ham hjem. Der er også den ulempe, at vi begge er store seriefans, så vi ser alle vores tv-serier sammen. Derfor kan jeg ikke bare smide en serie på og ligge og se en sæson eller to, mens han ikke er hjemme. Det gør ikke det hele mindre kedeligt. I går faldt jeg over Driving Miss Daisy i tv, og den var udmærket underholdning. I aften blogger jeg. Hvad de næste aftener (og dage for den sags skyld) skal gå med, ved jeg ikke, men jeg finder jo nok på noget.

I morgen skal jeg på apoteket efter medicinen til Ozzy. Regner dog ikke med at starte den op før onsdag morgen. Vil helst have medicinen overstået på én gang, så han ikke skal fanges ind til piller mv. mere end én gang om dagen.
Nu vil jeg slutte og bruge de sidste timer, inden jeg skal sove, på at komme lidt ned i gear. Måske glo lidt tv, hvis der er noget, der er værd at se på. Prøver at vedligeholde min døgnrytme, selvom Christian ikke er hjemme og skal relativt tidligt i seng, for jeg har det bedst, når jeg går i seng og står op, som jeg plejer. Så det bliver alt herfra i dag. Det var godt endelig at få snakket med Jens om Ozzy, også selvom det ikke var så opløftende en samtale. Vi må bare håbe det bedste for Ozzy.