Æblekage med marcipan og knas

2018 har været et fantastisk æbleår i Danmark. Træerne bugner ligefrem af æbler, også æbletræet i vores have, og kvaliteten af æblerne er helt i top! Vi har aldrig haft bedre æbler i de ca. ti år, vi har boet her. Derfor har jeg også haft travlt med at producere lækre ting af de gode æbler. I sidste uge fik jeg kogt en mægtig portion æblemarmelade med kanel, og tidligere på måneden udviklede jeg den her helt fantastiske kage, som I får opskriften på i dag! :)

Ofte, når jeg bager med æbler, bliver det til æbletærte, som bestemt også er lækker. Jeg er dog ikke så vild med at arbejde med tærtedej, så jeg fik lyst til at lave en lækker formkage med æbler.
Der er marcipan i kagen, hvilket gør den ekstra lækker og lidt konfektagtig i krummen, og kagen er toppet med en slags crumble, som giver lidt knas til den bløde kage, samtidig med at den diskrete mængde kanel i knaslaget komplementerer æblerne i kagen helt perfekt.

Æblekage med marcipan og knas

90 g blød margarine
112 g sukker
150 g marcipan
1½ tsk vaniljesukker
1½ æg
150 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
2 små nip fint salt
3/4 dl + 2½ spsk mælk
3-4 æbler, gerne syrlige

Knas:
105 g hvedemel
1 tsk kanel
105 g lyst rørsukker
60 g margarine, køleskabskold

Form:
Springform 25 cm

Tilbehør:
Creme fraiche rørt med vaniljesukker


Start med at lave knasen. Rør mel og kanel sammen, til det er ensartet og uden klumper. Smuldr den kolde margarine heri, til den er helt findelt. Rør til sidst rørsukker i. Stil knasen til side.

Til kagen piskes margarine sammen med sukker. Tilsæt æg og vaniljesukker og pisk, til du står med en ensartet masse. Riv marcipanen groft og pisk den i dejen.

Bland i en anden skål mel med bagepulver og salt. Pisk melblandingen i dejen skiftevis med mælken og pisk kun, til det hele netop er optaget, og du står med en ensartet dej.

Tag din ca. 25 cm springform og skil den ad. Sæt et stykke bagepapir i klemme i bunden og sæt herefter ringen på igen. Smør bagepapirbunden og siderne med blød margarine. Hæld hvedemel i formen og drej den, så melet sætter sig på de smurte sider og bunden. Vend formen med bunden i vejret hen over køkkenvasken og bank let, så overskydende mel kommer ud af formen.

Fordel herefter din kagedej i formen.

Skræl æblerne, del æblerne i kvarte og fjern kernehuset. Del hver kvart æble i ikke alt for tynde både. Læg æblebådene oven på kagedejen, så de ligger på siden lige efter hinanden hele vejen rundt i en ring langs kanten. Gentag endnu en ring af æbler midt i kagen på samme måde.

Fordel knasen jævnt over hele kagen. Brug evt. en ske til at starte med, da det på den måde er nemmest at komme helt ud til kanterne af kagen.

Sæt kagen ind midt i ovnen ved 170 grader i 60 minutter. Flyt den op øverst i ovnen, når der er 20-25 minutter tilbage af bagetiden, så knasen får lidt hårdere varme til sidst og dermed bager bedre sammen.

Knasen på den færdige kage vil være relativ lys. Ønsker du lidt mere farve på knasen, hvilket også giver en lidt dybere smag, kan du gøre følgende:

Tag den færdige kage ud af ovnen. Skru ovnen op til 225 grader. Når ovnen er varm, sættes kagen ind igen øverst i ovnen. Bag kagen ca. 5-8 minutter, til knasen har fået en gylden farve. Hold øje! Der er forskel på, hvordan ovne varmer, så måske skal din kage ikke have helt så længe. Derfor er det bedst at holde øje. :)

Lad den færdige kage køle af, før du flytter den over på et fad. Kagen smager dog også helt fantastisk lun, og vil du servere den sådan, kan du forsigtigt flytte den ud af formen ved at løfte den af formen på bagepapiret, du satte i klemme i bunden.

Server kagen med kold creme fraiche rørt med en smule vaniljesukker.

Jeg har virkelig glædet mig til at dele den her fantastiske kage med jer <3 Har haft lavet den nogle gange efterhånden, og den bringer stor lykke hver gang. Det var dog ved at gå helt galt, da jeg skulle blogge den i dag, for da jeg skulle skrive indlægget, kom jeg til at slette opskriften!! :o Efter at have haft et mindre (okay et større) panikanfald kom jeg dog i tanke om, at jeg heldigvis havde skrevet opskriften ned i et notesprogram, jeg har på telefonen, da jeg lavede den i sin tid. Pyha! Godt nok har jeg bagt den et par gange denne måned, men det er nogle uger siden sidst, så jeg var ikke længere helt skarp på mængden af ingredienserne. Jeg kunne heldigvis genskabe opskriften, så jeg kunne dele den med jer i dag. :)

Der er virkelig sket meget her den seneste måneds tid. Christians faster blev pludseligt indlagt i september. Desværre fandt lægerne ud af, at hun havde kræft, og det er gået så hurtigt med hende. Hun døde for knap 14 dage siden. I perioden, hvor hun har været syg, har vi besøgt hende nogle gange og været en del sammen med Christians familie. Jeg har undervejs bagt lidt, bl.a. denne æbletærte, og jeg bagte også boller til kaffen efter begravelsen.

Faster, som hun altid bare hed, var en helt særlig og sej dame. Jeg lærte hende at kende, ret hurtigt efter Christian og jeg var flyttet sammen, og jeg vil aldrig glemme den omsorg, hun altid gav os. Da jeg var indlagt i 2011 efter min fejloperation lige op til jul, havde hun sørget for, at der var en fin pakke til mig, da jeg kom hjem fra sygehuset med lækre cremer i. Det varmede virkelig meget at møde den omsorg lige der, hvor den virkelig var tiltrængt. Dengang var jeg endda ret ny i familien, så det var en stor og dejlig overraskelse :)
Hun (og resten af Christians familie) har taget imod mig med åbne arme. Faster og jeg sad ofte sammen og snakkede, når vi var til sammenkomster i familien, og vi har haft nogle rigtig hyggelige grillaftener sammen her hos os gennem årene. Hun elskede at høre om og se billeder af kattene og var i det hele taget en stor dyreven.

Selvom Faster var en ældre dame på 87, var hun ikke en gammel dame. Hun var altid supermoderne at se på og vidste meget om, hvordan livet er i dag. Hun var også i superfin form. Sidste år gik hun Møn rundt sammen med Christians fætter, og der var altid gang i Faster. Hun havde krudt bagi og havde mange ting, hun gik til. Til begravelsen mødte vi nogle af hendes veninder, og det var så hyggeligt at høre dem fortælle om deres oplevelser med Faster. Hun vil blive dybt savnet. Faster var et helt specielt og dejligt menneske, og derfor kunne jeg heller ikke lade være med at fortælle om hende herinde <3


Det har været en hård tid, synes jeg. Jeg kan mærke det i hele kroppen, der gør oprør. Så jeg prøver at passe lidt på mig selv. Går og venter på, at energien engang kommer tilbage, så jeg kan komme ud at gå igen. Har taget tilløb til en gåtur både i fredags og i går, men har måttet opgive, da jeg har manglet energien og det mentale overskud til at komme afsted. Forhåbentlig vender det snart, for jeg har brug for mine gåture, da de hjælper på både krop og sjæl.

I oktober havde vi også besøg af Julius' opdrættere. Vi har forsøgt at finde en dato et stykke tid, og nu lykkedes det endelig :) Det er så hyggeligt at få besøg af dem, og det er også sjovt for dem at se, hvordan det går med Julius, og hvor stor han er blevet. Og han er virkelig blevet stor! Kæmpe dreng, stadig lige så fræk som altid ;) Han er lige blevet 8 måneder, og i den forbindelse tog jeg en lille billedserie af ham. Du kan se et par billeder fra den her nedenfor :)

Han bliver stadig opdraget af Phoebe. Hun er lidt rigelig hård ved ham, synes vi, men de har stadig de dejlige vasketure ved madskålen, og for nyligt er hun begyndt at lære ham at jage mus! :D Det var sjovt at se. Det startede med, at Phoebe opdagede en mus i buskadset i haven. Så kom Julius ud til hende og hun lod ham jage rundt efter den, mens hun så på. Tog en lang video af det, som I kan se herunder. Desværre ender den ikke med, at han fanger musen, men det var sjovt at se ham blive lært op :)

Dagen efter var der dog bid. Phoebe "plukkede" musen få minutter efter, hun var blevet lukket i haven, og Julius fik lov til at få den. Han aner dog ikke, hvad man skal gøre med sådan en, for den lå jo helt stille, men han fik da dasket lidt til den :)

Ozzy kæmper pt. med en mindre halsbetændelse. Han har haft det sådan nogle uger nu, men det er i bedring. Han har en overgang fået antibiotika, men det gav ham slem kvalme, så det er godt, det er overstået. Nu går vi bare og venter på, at han får stemmen tilbage igen. Han er ret sølle at høre på med sin pive-stemme, og han er træt af ikke at komme ret meget ud, men sådan er det bare lige nu. Forhåbentlig er han snart helt rask.

Nu er det snart tid til at skulle tænke på, hvad vi skal have at spise i dag, så jeg må hellere komme videre i dagens program. Der har været lidt for mange dage med nemme løsninger og rugbrødsmadder og den slags den seneste måned, pga. alt det, der har fyldt, så vi trænger til gode, hjemmelavede måltider. Så nu vil jeg i gang. God aften til jer :) 

Kærnemælkshorn med marcipan

Der er ikke meget, der er mere hyggeligt i det kolde, ruskende efterårsvejr end at gå en tur i køkkenet og bage noget lækkert, som kan nydes til en kop varm kakao, mens man sidder og hygger under et lunt tæppe i sofaen :)

Det er netop sådan et vejr lige pt., så i dag får I opskriften på nogle fantastisk lækre kærnemælkshorn med marcipan. De er supergode og meget fryseegnede, hvilket er en god ting, for så kan man hurtigt tage et lækkert kærnemælkshorn op af fryseren og lige lune det lidt i mikroovnen. Så er de næsten som nybagte igen!

Hornene smager dejligt drysset med lidt rørsukker eller perlesukker. Det glemte jeg desværre denne gang, hvor jeg skulle tage billeder til bloggen, men jeg kan varmt anbefale at gøre det :)

Kærnemælkshorn med marcipan (20 stk.)

450 g mel
275 g margarine (eller smør)
2½ spsk sukker
Et nip salt
2 dl kærmemælk
10 g gær

Remonce:
100 g margarine
100 g sukker
100 g marcipan

Derudover:
1 sammenpisket æg til pensling
Lidt finthakkede mandler til drys
Evt. lidt rørsukker eller perlesukker til drys, hvis du har lyst


Smuldr margarinen i melet, til den er helt findelt, rør sukker og salt i.

Rør gæren ud i den kolde kærnemælk og hæld det i melblandingen. Saml dejen uden at ælte den for meget. Den skal kun lige hænge sammen. Dejen skal virke sammenhængende i konsistens og må ikke virke for tør. Gør den det, saml den da forsigtigt med en smule ekstra kærnemælk, igen uden at ælte for meget i dejen.

Dæk skålen til med husholdningsfilm og stil den i køleskabet mindst 5 timer, men gerne natten over.

Til remoncen æltes marcipanen sammen med sukkeret og margarinen æltes i. Den skal kun lige samles, så den er ensartet.

Efter turen i køleskabet, deles dejen i to stykker. Rul hvert stykke til en kugle uden at håndtere dejen for meget (min dej er sædvanligvis formet som en kugle, når den lægges i køleskabet, så jeg skærer den bare igennem på tværs :) ). Mens du ruller den ene kugle dej ud, lægges den anden tilbage i køleskabet.

Rul hver kugle ud til en stor cirkel, ca ½ cm tyk. Du behøver ikke at bruge særligt meget mel ved udrulningen, da den kolde dej ikke hænger i bordet og kagerullen på samme måde som en dej på stuetemperatur. Undgå at "lappe" dejen under udrulningen og at trække i den da det kan få hornene til at revne under bagningen. Rul i stedet kun med kagerullen og løsn evt. bare dejen lidt undervejs, hvis nødvendigt.

Del cirklen i 10 stykker på lagkagemåden, så du står tilbage med 10 trekanter.

Fordel en stribe remonce på hver trekant ved den brede ende uden at lægge det helt ud til kanten. Rul hornene omkring remoncen. Læg hornene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem med sammenpisket æg og drys med hakkede mandler.

Bag kærnemælkshornene i ovnen ca. 12-15 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og har fået farve under bunden. Server dem lune.

Kærnemælkshornene er fryseegnede. De kan efter optøning varmes kort i mikroovnen.

På dejtrekanterne lægges en lille pølse af remonce (lidt rigeligt fik jeg på her, dog. Kan anbefale lidt mindre, da remoncen så ikke så nemt flyder
ud af hornene under bagningen).

De færdige kærnemælkshorn. Husk at drysse dem med lidt rørsukker eller lignende også ;)

Der er ikke sket så meget på smertefronten, siden jeg skriv mit sidste indlæg her på bloggen. Jeg har opgivet flere ture til akupunktøren, da jeg ikke følte, at det havde nogen virkning på mig. I mellemtiden er jeg blevet en del af et par smertegrupper på Facebook og har haft kontakt til søde Charlotte via bloggen, og det har givet mig mod på at prøve LDN, hvis ellers min læge vil udskrive det til mig. Det må tiden vise.

LDN er en type medicin, hvor indholdsstoffet i mange år er blevet brugt til at behandle opiumsafhængighed mm, men i små doser har det en rigtig god virkning på bl.a. smertetilstande, så jeg håber, at det kan hjælpe mig. Det virker ved at undertrykke kroppens endorfinproduktion nogle timer, hvorefter kroppen vil producere mere end normalt. Det er virkningen i pillerne. Det er dog svært at finde den rette dosis, da der er stor forskel på, hvor meget endorfin, folk producerer, så det tager tid at finde det rette leje. Til gengæld er der betydeligt færre bivirkninger end hos Gabapentin, som ellers var det, der var næste skridt for mig, så jeg er meget spændt på, om min læge er med på ideen. Jeg har en tid i november, og så må vi se, hvad han siger til det.


Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har vi haft Phoebe forbi Tanddyreklinikken, hvor hun fik ordnet tænder og taget en biopsi af et meget rødt område. Der var heldigvis intet at finde i biopsien, og i går tog jeg et forsigtigt kig i munden på hende. Området er stort set helt normalt i farven igen, så hun har haft skadet tandkødet på en eller anden måde, så skaden var midlertidig. Det er jo dejligt, for så slipper hun for yderligere tiltag med munden. Mange katte har tandproblemer, men de viser sjældent, at det gør ondt, før det er uudholdeligt, så det er godt at holde øje med deres tandsundhed. :)

Apropos kat er vi endelig nået dertil, hvor vi kigger efter kat nr. 3 igen. Det er det rette antal for os, men vi har måttet udskyde at få ny kat, efter vi mistede Putte i 2013, fordi Ozzy meget kort tid derefter udviklede kronisk mundhulebetændelse. Det har været en sej kamp at få det under kontrol, og jeg har haft mine problemer med armene, men nu har Ozzy det meget bedre, og vi har overskud til at få et nyt familiemedlem.

For os handler det om at finde en ven til Phoebe, som hun kan hygge og putte med, da hun virkelig savner det. Da hun er 5 år nu, er det på høje tid, da maine coons desværre ikke har den højeste gennemsnitslevealder. Men vi håber, at hun er her mindst 10 år endnu, selvom statistikken ikke helt er med os. Kan ikke forestille mig livet uden Phoebe, som er udpræget min kat. Hun giver mig så meget kærlighed hver dag og er en fantastisk kat.

Vi har i første omgang kigget efter en norsk skovkat, da Putte havde udpræget skovkattesind, selvom han ikke var med stamtavle, men efter nogle ugers overvejelse er vi kommet frem til, at det bedste for os og Phoebe er at få en maine coon igen. Den race er meget social kattene imellem, så der er større chance for, at det bliver den hyggemis, Phoebe ønsker sig ved at vælge maine coon igen.

Vi har kigget mange opdræts hjemmesider igennem for at se, hvordan de er og for at se, om der var killinger på vej, og den største interesse faldt på et opdræt, hvor de er meget grundige med at teste for de genetiske sygdomme, som ligger til racen. Det betyder meget for os, at der er fokus på det, fordi vi har været så plaget af forskellige ting med vores katte, så for at udelukke så meget, man nu kan, kigger vi efter den slags ansvarlige opdræt.

Opdrættet havde planer for en parring, så vi skrev til dem for at høre ad, hvordan det gik med den. De meldte hurtigt tilbage, at parringen havde fundet sted, og de gik og ventede på at se, om der var gevinst. De ville skrive, når de vidste mere. Vi hørte fra dem igen for ca. en uges tid siden, og Donna, som mormis hedder, er drægtig. Vi aftalte, at vi skulle komme og besøge dem, og det var vi så denne weekend. Besøget gik supergodt.  De var supersøde, og vi fik svar på en masse spørgsmål og hilst på de fleste af husets dejlige katte. Vores gode indtryk af opdrættet blev kun styrket af besøget, og nu har vi aftalt med opdrætterne, at vi hører mere, når Donna har født midt i november. Vi har også aftalt, at opdrætterne finder ud af hvilken af killingerne, som passer bedst ind hos os. Det er noget, der bliver vurderet, når killingerne bliver ældre og får lidt personlighed. Så i første omgang går der noget tid, før vi ved hvilken kat, der skal flytte ind her. Vi ved bare, at det sandsynligvis enten bliver en tortie eller en rød kat, da det er nogle af de mest sandsynlige farvekombinationer, der kommer ud af den parring :)

Killingerne er klar til at flytte hjemmefra i marts, så der går noget tid, før Phoebe får selskab. Men så har vi jo noget at glæde os til. Og vi kan glæde os til flere besøg i opdrættet, når killingerne kommer til verden og bliver gamle nok til, at vi kan komme forbi.

Ved besøget i weekenden havde vi fornøjelsen af bl.a. at hilse på begge forældre, og mormis Donna, som lå fuldstændig klistret til vores ben (især hos Christian), da vi var der <3 Hun stod endda op og gik ud for at spise, hvorefter hun kom direkte ind til ham igen. Hvad siger I så? Det er da vildt :) Hun er en skøn kat, og vi håber, at det kan smitte lidt af på killingerne. Christian ønsker sig også en kat, der gider ham, så det ville være dejligt :)

Til slut får I lige et billede af Donna, der ligger og slænger sig på Christians ben i lørdags <3

Livet i ord og billeder

I dag får I en lille update om, hvad der sker herhjemme for tiden. Jeg vil fortælle lidt om, hvordan det går med kampen mod smerterne, og så synes jeg, det er utrolig længe siden, jeg har fortalt jer om kattene, så det vil I også kunne læse lidt om :) Derudover er der nye billeder i indlægget, som jeg med stolthed kan sige, at jeg selv har taget. Det kan I læse mere om nedenfor :)

Først vil jeg fortælle jer om, hvordan det går med mine hænder og arme, der jo desværre er blevet ramt af kroniske smerter, siden jeg i foråret fik slem seneskedehindebetændelse i begge arme og håndled. For nogle uger siden blev jeg sat op i min sædvanlige medicin mod epilepsi, og efterfølgende har jeg haft en rigtig god uge, hvor jeg kunne meget. Desværre skiftede det pludseligt - måske fordi jeg har været for ivrig med at lave noget, nu jeg kunne - så smerterne er tilbage. Desværre er der også kommet smerter i fingrene nu. Det sidder især i tommelfingrenes led, men også i flere af de andre fingre. Jeg har været noget bekymret for det, fordi jeg jo har udsigt til sandsynligvis at udvikle leddegigt. Det er svært at sige, hvorfor det pludseligt er opstået. Jeg har overvejet, om det kunne være en bivirkning af at stige i medicin, men min læge mener, at det er meget usandsynligt, eftersom jeg har fået den medicin - dog i lavere dosis - i over 16 år..

Jeg spurgte min læge om dette, da jeg var forbi ham i fredags. Som jeg skrev i mit sidste indlæg om kampen mod smerterne, havde reumatologen ikke sendt noget videre til min læge om behandling af mine smerter, så sidste konsultation hos ham var noget forvirrende og frustrerende. Denne gang havde han noget mere at gå ud fra, men eftersom jeg har haft en god uge ud af to, siden jeg var hos ham sidst, ville jeg gerne afvente og se, om jeg igen fik det bedre, inden jeg skal prøve en anden type epilepsimedicin, som virker smertelindrende på den type smerter, jeg har. Så jeg var der primært for at snakke med ham om en evt. fremtidig opstart på den type medicin og for at snakke med ham om smerterne i mine fingre. Han siger ikke så meget om det, han ser, når han undersøger mig, men eftersom det er nyopståede smerter, jeg ikke har haft før i forløbet, mente han, at jeg skulle få en tid hos reumatologen for at få kigget på det.

Det var derfor planen i dag; at jeg skulle ringe og få en tid hos reumatologen. Det var virkelig noget, jeg skulle trække vejret dybt ned i maven for at få gjort. Fordi det sidste forsøg på at få en tid der var så utrolig ubehageligt, og jeg endte med at sidde og græde ned i telefonen, fordi telefondamen var så afvisende, og jeg følte, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Hun var da heller ikke særligt behagelig at snakke med i dag. I første omgang fik jeg slet ikke lov til at forklare, hvorfor jeg bad om en tid (forværring af symptomer på noget, de gerne vil holde øje med), så jeg måtte skære igennem og sige, at jeg altså gerne ville forklare, hvorfor jeg bad om den tid, hvis jeg kunne få lov. Jeg fik forklaret og hun gav mig en tid midt i december. Det var lige så ubehagelig en samtale, som jeg havde frygtet, og jeg har det, ærlig talt, ret dårligt her bagefter. Det påvirker mig virkelig meget psykisk, at det skal være så besværligt at få den rette behandling og at få sådan en sur madam i røret. Jeg har dog sovet rigtig dårligt i nat, fordi jeg vidste, jeg skulle have den samtale og har det generelt ikke godt pga. det, så det kan godt være, at jeg ikke kommer ud at gå i dag :| Men nu er samtalen heldigvis overstået.

Senere på ugen skal jeg til fysioterapi. Jeg har fået bestilt nogle løbesko hjem, som jeg skal have med derned, så jeg kan prøve at gå på deres løbebånd. Det er jeg noget spændt på, om jeg kan finde ud af. Det er rart at have et alternativ til at gå ture udenfor, for nogle af de koldeste dage er hårde ved hud og krop, og jeg får ekstra smerter af det, fordi det er så koldt. Så det bliver spændende at prøve :)

På trods af frustrationen og smerterne er der også nogle få fremskridt. I ugen, hvor jeg havde det bedre, har jeg fået lavet lidt flere ting. Jeg har bl.a. haft fat i kameraet igen og bruger det nu en lille smule ind imellem. I lørdags tog Christian og jeg i skoven, hvor vi havde kameraerne med, hvilket var første gang, jeg havde kameraet med nogen steder henne siden april. Det var dog heller ikke uden besvær og smerter, men det var rigtig dejligt at prøve igen, og heldigvis varede smerterne ikke ved i samme niveau senere på dagen. Naturbillederne, I ser i indlægget her, er nogle af dem, jeg tog i lørdags :) Jeg har også hjulpet lidt mere til med maden. Jeg har selv lavet risengrød (det gør jeg dog nok ikke lige foreløbigt, for jeg har haft noget mere ondt siden) og hjælper af og til med at lave salat og skære kartofler ud til ovnkartofler. Jeg prøver at holde mig til at gøre det, når jeg føler, jeg ikke har alt for ondt. Så der er da lidt fremskridt ind imellem, selvom jeg må bruge mange dage på at lave ingenting, fordi det gør for ondt at lave noget.

Det er efterhånden længe siden, at I har hørt noget om kattene herhjemme, så det, synes jeg, må være på sin plads. De har det generelt meget godt. Phoebe har været igennem et forløb med en blærebetændelse, der har været svær at slå ned, men det burde der være styr på nu. Hun var dog ikke haft symptomer på det ud over lige i starten af forløbet, men der var en bakterie, der ikke ville forsvinde, så det endte med en dyrkning af en urinprøve, og så fik vi den rette antibiotika.

Ozzys mave driller stadig, efter Hill's lavede om på opskriften på deres allergifoder. Det er vi virkelig meget trætte af. Han har fået prokolin, noget mælkesyrebakteriepasta med ler, en del måneder nu, hvilket er både dyrt og frustrerende for ham og os. Han har det dog også godt, så vi håber, at det bliver bedre med tiden. Pt. ser han lidt shaggy ud, fordi hans pels driller igen, så jeg er i gang med at barbere knuder af her og der på ham, så huden kan få luft og blive god igen. Han får af og til kløe og irriteret hud, så han får kløet knuder og pelsen klumper, uden vi kan gøre noget, så barbering er løsningen. Han er dog ikke vild med at blive barberet, så det tager vi lidt ad gangen.
Hans mundbetændelse holdes stadig i skak kun med hans tilskud af fedtsyrer. Det er rigtig dejligt, og han har en god appetit, selvom maven ikke fungerer helt, som den skal.

Begge katte er dog ikke ovenud begejstrede for, at vinteren er på vej. Det bliver til mange, lange middagssøvne indenfor efter korte ture i haven. Det er dog meget interessant at sidde og kigge fugle gennem vinduerne, så det bruger de også tid på. Jeg er begyndt at fodre lidt i haven igen, fordi de er så lidt ude, men jeg måtte konstatere, at de alligevel var ude nok til, at Ozzy sprang i fuglehuset for at snuppe en fugl! Det fik han dog ikke held med, heldigvis, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg fortsætter med at fodre der. Vi må se.

Når man nu ikke kan være udenfor, må man jo selv lave sjov indendørs. De tager nogle lange jagte-ture, hvor de skiftes til at jagte hinanden rundt i huset. Det er dejligt, at de har hinanden på den måde :) Phoebe var heller ikke sen til at dykke ned i bjerget af kvitteringer i går, da vi - for første gang i syv måneder - fik taget os sammen til at lave regnskab over indkøb. Det gør vi oftest en gang hveranden måned, men eftersom mine hænder ikke fungerer så godt, får jeg det ikke gjort. Og det er Christian, der køber det meste ind, så der er hobet sig en masse kvitteringer op i den tid. Da vi var færdige, lå bunken med kvitteringer stadig kortvarigt på sofaen, og Phoebe skulle da ned og se, hvad det var. Uh, det var sjovt. Dejligt knitrende papir, man kunne lægge sig i :D Skøre kat.

Som I kan se på billedet ovenfor, har vi også fået lidt julebelysning op udenfor. Det er rigtig hyggeligt. Jeg satser også på, at vi skal have pyntet lidt op til jul i løbet af den næste uge. Det er jo første søndag i advent på søndag, så julesokkerne skal jo helst op at hænge :)

Apropos julesokken vil jeg gerne videregive et tip til jer med kat (eller andre dyr). Maxizoo giver nemlig gratis adventsgaver til dyrene i december :) Man skal være potemedlem, hvilket også er gratis og hurtigt at blive, og så skal man komme og hænge en sok op i butikken. Herefter vil Maxizoo putte en gave i hver søndag :) Det kan I læse mere om her: Julesok hos Maxizoo. Jeg har i øvrigt også i dag fået besked om, at Maxizoo holder black friday på fredag, hvor man får 20% rabat på alt i butikken :) Det kan I læse mere om her: Black friday i Maxizoo . Blot et par venlige tips herfra, da jeg selvfølgelig ikke er sponseret af Maxizoo ;)

Nu må jeg hellere stoppe, for jeg har meget ondt efterhånden, og det er tid til medicin og også lidt at spise. Rigtig god dag til jer :)

Kampen mod smerterne

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg brugt det at skrive til at arbejde mig ud af en krise. Det har givet luft for en masse frustrationer at få skrevet dem ned på papir - eller som her: på bloggen, men efter jeg i foråret blev ramt af seneskedehindebetændelse i begge arme, og det efterfølgende har sat sig som kroniske smerter, har jeg ikke længere den mulighed.

Når jeg i dag skal skrive et indlæg, bliver det skrevet, når vi har en friaften med overskud til den slags. Christian skal skrive, mens jeg dikterer. Som det ses af antallet af indlæg siden foråret, er det ikke ret tit, vi har det overskud. Christian knokler løs med alt herhjemme, da jeg stadig er meget handicappet af mine smerter, og når han er klar til at holde fri om aftenen, trænger både han og jeg til at slappe af sammen og bare se en serie eller den slags. Så der er ikke meget tid til bloggen for tiden. On that note, vil jeg gerne sige tak til jer, der har sendt kommentarer her på bloggen og andetsteds. Jeg beklager, at jeg er så dårlig til at få svaret tilbage, men som I nok kan læse, er det ikke nemt, når jeg skal have hjælp til alt af den slags. Men jeg læser alt, I skriver, og sætter meget stor pris på det :)

I dag prøver jeg dog selv at skrive det her indlæg. Selvom jeg ved, at jeg risikerer et smertehelvede bagefter. Jeg har meget svært ved at bruge fingrene til noget, fordi det hurtigt giver mange smerter i armene. Pt. afprøver jeg Panodil depottabletter, så det er også i den forbindelse, at jeg afprøver mine grænser. Jeg synes dog endnu ikke, at der er den store forskel i smerteniveau, men de lindrer en lillebitte smule...

I dag vil jeg bruge pladsen her i indlægget på at fortælle jer om mit udredningsforløb, der har været alt andet end hurtigt og nemt at stå igennem.

Jeg startede hos egen læge ca. 14 dage efter min skade på håndled og underarme. Fik at vide, at jeg skulle give det en masse ro og bruge mine afstivende skinner. Det gjorde jeg flere uger uden effekt, så efter ca. tre uger yderligere og to lægebesøg mere bad jeg om at blive henvist videre. Jeg blev henvist til fysioterapi og til en reumatolog, dog med beskeden om, at jeg ikke skulle forvente nogen effekt af fysioterapi, og at reumatologen sandsynligvis ville afvise mig, ikke hjælpe. Så det var ikke med stor optimisme, at jeg gik videre med min behandling.

Reumatologen havde meget lang ventetid, 6-8 uger, så jeg startede hos fysioterapeuten. Jeg har siden... juni, tror jeg... gået hos en flink fysioterapeut, der hedder Thomas. Vi har prøvet mange forskellige tiltag; forskellige øvelser, laserterapi og også akupunktur, som desværre ikke har hjulpet. Lige indtil vi for en måneds tid eller halvanden siden begyndte at arbejde mere med min holdning. Jeg kan mærke, at det gør en stor forskel for smerterne på undersiden af underarmen, så det er virkelig dejligt. Jeg går hos ham ca. hver 14. dag for tiden, hvor vi vender tingenes tilstand og han afspænder min ryg. Jeg er utrolig taknemmelig for det forløb hos ham, fordi det efterhånden virker, som om han er den eneste, der ikke har opgivet mig. Hver gang et behandlingstiltag har slået fejl, er han komme tilbage med nye ideer og ting, vi kunne afprøve. Og det betyder rigtig meget for mig. For så føler jeg også, at jeg stadig prøver, kæmper, for at få det bedre.

Det er ikke den samme følelse, jeg sidder tilbage med efter kontakt med reumatologen. Jeg var der første gang i juli, hvor jeg fik sprøjtet lidt binyrebarkhormon ind i den ene arm. Det hjalp desværre ikke det helt store, men gav en smule lindring helt lokalt det ene sted, der blev sprøjtet ind, og en smertereaktion pga. pres på senen et andet sted. Jeg fik en tid en måned senere til opfølgning, men her gik der kuk i alting. Min tid var ikke blevet registreret, så jeg kom ind til en anden reumatolog i stedet. Han startede med at fortælle mig, at jeg skulle lære at leve med mine smerter, for de var kroniske, og opremsede en kort række tiltag som skulle kunne lære mig at leve med at skulle være kronisk smertepatient nu. Han lavede også en trykpunktstest på mig, og har i mine papirer skrevet fibromyalgi :| Baseret på en ret kort samtale og noter. Han udskrev Panodil depottabletterne til mig og sendte mig til blodprøver, så det kunne afklares, om smerterne havde en anden årsag.

I mellemtiden, mens jeg ventede på blodprøvesvarene, skulle jeg have tilpasset min epilepsimedicin, så jeg kunne tåle at tage Panodilerne, for de påvirker den. Det har jeg brugt de sidste mange uger på at få i orden. Da jeg gik og ventede på svar på blodprøven for min epilepsimedicin, så jeg på sundhed.dk, at der lå svar på de andre prøver. Jeg har forhøjelse i to tal, der har noget med bindevævssygdomme og gigt at gøre. Så jeg har gået og haft det meget dårligt over at vente på svar på, hvad det betyder. Min originale reumatolog ringede for lige over 14 dage siden og fortalte, at jeg ikke havde en bindevævssygdom, hvilket er meget lettende, men at jeg måske vil komme til at udvikle leddegigt, hvilket er en ondartet gigtsygdom, hvor ens eget immunsystem nedbryder leddene, dvs. noget andet end den slidgigt, mange af os kender hos ældre familiemedlemmer. Han gav mig en tid til nye blodprøver i marts, og bum, det var det. Farvel.

Opkaldet kom på dagen, hvor vi havde været hos Tanddyreklinikken med Phoebe for at få ordnet hendes tænder, og vi var lige kommet hjem, så jeg var lidt rundt på gulvet og bare glad for ikke at have en bindevævssygdom, da det kan forkorte livet betydeligt. Jeg har efterfølgende villet bestille en tid for lige at snakke tingene igennem, også i forhold til min nuværende situation, da den intet har med leddegigt at gøre - det har jeg heldigvis endnu ikke udviklet.. Men mine smerter er ret reelle, skal jeg lige hilse og sige, og jeg havde forventet, at det var dem, der skulle stå for medicineringen, da de er eksperterne, og fordi jeg jo allerede var sat på noget fra deres side uden at få at vide, hvordan den behandling skulle forløbe. Derudover synes jeg ikke, at diagnosen fibromyalgi ligger lige til højrebenet, når det gælder mine symptomer - i forhold til hvad jeg kan læse om diagnosticeringen. Så jeg ringede i sidste uge for at få en tid. En afvisende telefondame fortalte, at hun skulle snakke med reumatologen om det og så vende tilbage. Det gjorde hun så aldrig.

I tirsdags ringede jeg så tilbage til klinikken igen, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke havde sagt andet, end at jeg bare skulle følges om et halvt år, og der ikke var nogen grund til at ses før - det var i hvert fald essensen. Ingen undskyldning for ikke at have ringet tilbage heller... Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage i frustration over at føle mig afvist og opgivet, og endte med at sidde og græde ned i telefonen. Damen bad mig om at ringe til deres sygeplejerske for at snakke om det med medicinen, så det gjorde jeg i går. Hun fik forklaret, at det er egen læge, der skal stå for medicin - eller henvise til smerteklinik. Og at reumatologen har skrevet nogle typer medicin, som kan afprøves. Så det eneste, de kan gøre derfra, egentlig er at følge mig mht. de skæve blodprøver. Det giver jo nogenlunde mening, synes jeg, men alligevel føler jeg mig bare totalt opgivet fra deres side. Jeg havde forventet at komme ind til min reumatolog igen og snakke med ham om diagnosen og mine spørgsmål, men det har de åbenbart ikke lige 15 minutter til. Og om behandlingen. Så jeg føler mig ret tom og trist indeni i dag. Opgivet. Og med en diagnose ny: fibromyalgi. Måske.

Er også lidt opgivende over for at skulle have min egen læge til at være styrmand for min behandling, for han er ikke ekspert på området - mildest talt; han var i hvert fald 100% sikker på, at man ikke kunne sprøjte binyrebarkhormon ind i armene ved seneskedehindebetændelse, og han er i det hele taget en lidt... glemsom mand, selvom han absolut er flink. Så nu er det ham, der skal stå for min medicin :| Pt. afprøver jeg som sagt Panodil depottabletter. Jeg ved ikke helt, om de har den store effekt, for jeg har stadig meget ondt og er meget begrænset, men de skal afprøves, da det er de mildeste smertestillende piller, man kan få. Den første tid her nu har jeg det dog ret dårligt. Jeg kan mærke, at min epilepsimedicin falder drastisk i blodet, mens jeg tager depottabletterne, så jeg går og er noget svimmel og har kvalme. Ikke rart. Det er heldigvis nok noget, der går over - håber jeg. For sådan er det ofte, når der sker store svingninger i dosen af min epilepsimedicin. Så det afventer jeg nu.

Et andet noget mere virksomt tiltag er motion. Jeg går meget, både for at få frustrationerne ud og for at få tiden til at gå, til Christian kommer hjem. Hører oftest musik, men er pt. ved at høre Dan Brown's Inferno (filmen kommer i biografen i næste uge). Jeg kan mærke, at mit smerteniveau er lavere, når jeg har gået, og siden jeg i midten af september fik mine nye løbesko, Nike Pegasus 33 (som også laves til kvinder med større og bredere fødder end gennemsnittet :3 ), har jeg gået rigtig meget. Jeg går så ofte, som jeg kan, og gerne hver dag i hverdagene. Sidste uge gik jeg 44.6 km. Jeg skal også ud og gå, når jeg er færdig med det her indlæg. Så håber jeg, at det er nok til at holde smerterne lidt nede. Jeg ved, at jeg efter en slem overbelastning (som f.eks. at vaske mit hår selv - det har Christian gjort for mig det sidste halve år, at gå og rydde lidt op eller støvsuge en smule), kan være mindst 14 dage om at få et udholdeligt smerteniveau igen - i hvile! Så jeg frygter for konsekvensen af det her indlæg. For det er en virkelig hård overbelastning. Håber bare, at Panodil og motion kan hjælpe. Vi må se :|

Mht. fremtiden kører jeg lidt rundt i de der forskellige faser, man gennemgår i processen om at skulle acceptere en ny virkelighed. Når smerter fylder og der samtidig er andre ting, der påvirker - f.eks. noget med kattene eller de andre problemer, jeg har med mit helbred, føles alting håbløst og sort, og jeg kan næsten ikke holde ud af være til. Når smerterne ikke fylder så meget, kan jeg være mere optimistisk og tænke, at hvis det er fibromyalgi, er det i det mindste ikke en farlig sygdom, som f.eks. bindevævssygdommene, og at jeg vil kæmpe alt det, jeg kan, for at holde smerterne nede. Og jeg vil aktivt kæmpe for at finde en løsning, der virker, for at blive så smertefri, som jeg kan, i forhold til behandling. Derudover vil jeg prøve at få så meget ud af mit liv, som jeg kan med de begrænsninger, sygdommen sætter for mig.
Jeg prøver at holde mig selv lidt oppe, selvom det er svært. Har et tiltag, hvor jeg hver aften har bestemt, at jeg skal udpege tre gode ting, der er sket den pågældende dag og også gerne tre ting, som jeg ser frem tid dagen efter. Det er især vigtigt på de sorte dage, kan jeg mærke.

Jeg kan mærke, at det går fremad i forhold til at få min krop til at acceptere Panodilerne. Jeg har det ikke helt så skidt som i går på samme tidspunkt, så det er dejligt. Forhåbentlig er kvalmen og svimmelheden snart helt væk. Her, inden straffen for at have skrevet mit første indlæg siden april indtræffer, føler jeg mig i kampfasen; jeg er bevidst omkring, at jeg er nødt til at kæmpe for at komme fremad i forhold til mit smerteniveau med motion og øvelser, og at det også bliver en kamp af finde en smertebehandling, der virker. Fordi det har været sådan hvert eneste skridt af vejen, siden det her forløb startede. Men jeg skal, jeg kan, jeg vil! Eller det prøver jeg i hvert fald at leve op til.

Da vi var i Tivoli i sommers, købte vi et par fine souvenirs med hjem: et par fine magneter til køleskabet. Det er efterhånden en fast tradition, at vi skal have et lille minde med hjem i form af en magnet, når vi har været et godt sted. Fra Tivoli blev det til to stk. i år: en fin karruselhest (til højre) og så den her, jeg ikke kunne stå for. Den ramte et eller andet i mig, og nu står den derude på køleskabet som en reminder om at bevare min kampvilje; success ikke kan opnås ved at have hænderne i lommerne. Der skal kæmpes! Og det gør jeg hver dag, så godt jeg nu kan.

Jeg prøver også så vidt muligt at fylde livet med gode ting som modvægt til de dårlige. Vi har været afsted til både stand-up og koncert i vores ferie i august, og vi har flere gode arrangementer at glæde os til de næste måneder. Jeg får besøg af min gode veninde, Christina, senere på måneden, hvilket jeg glæder mig meget til. Hun er heldigvis god til at tage initiativer og finde løsninger på, hvordan vi kan ses med alle mine begrænsninger, og det er jeg meget taknemmelig for.

I går var Christian og jeg ude at spise, bare sådan på en onsdag aften. Rigtig hyggeligt. Og vi sluttede af med at spille Trivial Pursuit i sengen, inden vi sov. Jeg havde et lille lykkeligt øjeblik der, mens vi sad og spillede, fordi mine smerter var lidt på afstand, som jeg sad stille der, og det bare havde været en rigtig dejlig aften.

Med de positive ting i tankerne vil jeg nu kæmpe videre mod smerterne ved at komme afsted på min daglige gåtur. Kan godt savne sådan en halvlun sensommerdag, når vejret er, som det er i dag, for det var lidt rarere at gå i. Heldigvis virker gåturen uanset vejret, så jeg må hellere slutte her og komme afsted.

Kanelsneglens dag!

Som den opmærksomme læser ved, elsker jeg årets madrelaterede temadage, da det giver en ekstra god undskyldning for at gå i køkkenet og lave noget lækkert ;) I dag er det kanelsneglens dag! Det er egentlig en svensk tradition, men den må for min skyld gerne blive dansk, da jeg elsker alt med kanel <3

 

I anledning af kanelsneglens dag vil jeg i dag dele opskriften på verdens bedste kanelsnegle med jer. De er lækre, bløde og snaskede og så gode, at Christian selv har været nødt til at bage dem i løbet af det halve år, jeg efterhånden har været sat ud af spillet i køkkenet. Opskriften har jeg postet her på bloggen før, men den fortjener i den grad en fremhævning på en dag som i dag :)

 

Er der noget bedre end en lun og lækker kanelsnegl og en kop varm et-eller-andet på sådan en efterårsdag? <3 Opskriften på verdens bedste kanelsnegle finder du her: Lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan.

 

 

Mors karrysalat med flødeskum

Jeg har aldrig været den helt store fiskespiser, hvilket opskriftindekset her på siden nok vidner om, men lige siden jeg var helt lille, har jeg elsket marinerede sild med min mors karrysalat. Min far snakker faktisk stadig overrasket om, hvordan lille "Stine" kunne spise sild og karrysalat fra hun var lillebitte :D En stor del af æren for det tilfalder min mors fantastiske karrysalat. Den er så simpel, luftig og lækker, og slet ikke fyldt med "mærkelige" ting, som er sure og knaser, f.eks. syltede agurker. I stedet kommer syrligheden fra den marinerede sild, når man spiser karrysalaten oven på sådan en lækker fisk.:) Luftigheden, som gør karrysalaten til noget helt særligt, skyldes, at den til sidst vendes med flødeskum. Det lyder måske mærkeligt, men det er simpelthen så lækkert! :)

Uheldigvis har jeg mistet min mors opskrift, og da hun jo ikke er her hos os i dag, kan jeg ikke så godt spørge hende om den. Jeg har dog selv prøvet at lave den engang for omkring 10 år siden, så jeg havde en fornemmelse af, hvordan den skulle hænge sammen. Jeg har derfor kunnet rekonstruere min mors opskrift, så karrysalaten blev lige så lækker som hendes :) Jeg lavede den for et par uger siden, da vi havde Christians forældre oppe til en minijulefrokost. Christian var vild med karrysalaten og spiste den også oven på en æggemad, så det kan man altså også sagtens, hvis man ikke bryder sig om marinerede sild.

Karrysalaten er ultra simpel og hurtig at lave. Man kan selv bestemme intensiteten af karrysmagen ved at tilsætte lidt karry ad gangen, når den skal smages til. Det er i øvrigt værd at huske, at nyligt åbnede, friske krydderipulvere (som f.eks. karry) er stærkere end dem, der har været åbnet og stået i skabet et år eller to. Så start med at tilsætte lidt ad gangen, og smag så til med ekstra til sidst om nødvendigt.

Opskriften herunder giver en færdig mængde på ca. 2½ dl karrysalat. Det er svært at sige, hvor mange det rækker til, da det jo kommer an på hvor mange sildemader, der spises, og hvor meget folk tager på, men jeg vil forvente, at den nok kan række til 4-6 personer, hvis de hver spiser 1-2 halve med sild og karrysalat.

Spis den oven på en rugbrødsmad med marinerede sild og evt. skiver af rå løg. Det smager skønt! :)

Mors karrysalat med flødeskum (en mindre skål, ca. 2½ dl)

4 spsk mayonnaise
2 hårdkogte æg
1-1½ tsk karry
1 dl piskefløde
Salt

Rør mayonnaise sammen med karry. Start med kun at røre 1 tsk karry i, da det kan variere lidt, hvor stærk karryen er. Hak æggene. Det nemmeste er at dele dem med en æggedeler først på den ene led og derefter på den anden. Rør de hakkede æg i mayonnaisen.

Pisk fløden til skum og vend flødeskummen i æggesalaten. Smag til sidst til med lidt salt og evt. ekstra karry. Jeg brugte 1¼ tsk karry i alt. Server den, som den er, eller pynt med lidt purløg.

Jeg er rigtig glad for at have rekonstrueret min mors karrysalat. Det er en af de opskrifter, som bare gjorde min mors køkken til noget helt særligt. Jeg har været så ked af at have mistet opskriften, så det er en stor glæde for mig, at jeg nu igen har mål at gå ud fra. Jeg håber, at I har lyst til at prøve karrysalaten, for den er virkelig himmelsk :)

Vi fik også andet at spise til vores minijulefrokost, men det vil jeg vende tilbage til i senere indlæg. Der kommer et par opskrifter mere og lidt forslag til andre opskrifter, som passer sig til julefrokostbordet.

Nu er det jo meget snart december, så jeg har haft ret travlt med at forberede årets adventskalendere. Jeg har vist ca. Christians færdig (det kan ske, at jeg falder for et eller andet hen ad vejen, som bare må være en del af kalenderen også). Derudover har jeg i år deltaget i en adventskalenderroulette, hvor vi er en flok, der indbyrdes trækker en tilfældig person, som vi skal lave kalender til. Jeg modtog min i går, og åh, den er fin <3 Glæder mig til adventssøndagene allerede! Jeg har også afleveret mit eget bidrag og håber, at modtageren bliver glad for indholdet. Derudover lavede jeg en lille spontan adventskalender til en veninde i sidste uge, fordi jeg syntes, hun trængte til lidt at se frem til i december, der bliver en stresset måned for hende. Så jeg er for længst blevet dybt begravet i jul, som I ser :) Senere på ugen skal der pyntes op og julehygges, så vi er klar til første søndag i advent. Julesokken skal jo helst op at hænge og være klar til på søndag :)

I dag skal jeg prøve at bage pebernødder, så der er lidt lækkert at guffe, når vi skal pynte op til jul. Det har jeg dog ikke prøvet siden folkeskolen, så jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. Har hele natten haft mareridt om hvor stor en fiasko, det blev, men jeg håber, at jeg er lidt mere heldig her i vågen tilstand ;)

Som afslutning i dag får I lidt nye billeder af Phoebe, som jeg fangede i haven i sidste uge. Kattene er ellers ikke meget for at være ude i kulden, så der bliver sovet meget lange middagslure eller jagtet lidt rundt indendørs. De har faktisk lidt drønet rundt efter hinanden gennem huset, og det er jo dejligt, at de kan være lidt aktive, selvom det efterhånden er vinter :)

Tillykke Ozzy - 9 år

Vi er netop gået ind i sidste uge for jule-giveaway'en, hvor du kan vinde en lækker adventskalender til din kat (eller en kat, du holder af), så hvis du endnu ikke har deltaget, så slå et smut forbi konkurrencen :) Du finder konkurrencen her: Jule-giveaway: Vind en lækker adventskalender til din kat!

Det er efterhånden nogle uger siden, at Ozzy fyldte 9 år, men jeg synes, det er på tide med en update omkring ham. 29. oktober blev han 9 år, og han blev selvfølgelig forkælet lidt ekstra, som man jo fortjener sådan en dag. Vi købte et lille papkradsebræt til ham, som han virkelig blev glad for. Han har allerede tilbragt mange timer på det. Vi har ellers flere af den slags kradsebrætter, dog i andre udformninger, men den her er lige perfekt for ham, så den vælges frem for de andre, hver gang kan skal ligge midt i stuen :)

Fødselsdagsmissen på sin fødselsdagsgave :)

Det er nu omkring 2½ måned siden, Ozzy fik fjernet de sidste tænder (pga. kronisk mundbetændelse), og det går faktisk helt godt med ham (7-9-13). Allerede ret hurtigt efter operationen kunne vi opleve ham gabe helt normalt, hvor han tidligere har haft smertejag, fordi det strakte i hans betændte område bag i munden, når han gabte for højt op. Vi kiggede ham i munden efter en måned, og den ene side af munden var nu i klar bedring. Den anden så dog stadig ikke for godt ud, men vi håber, at det med tiden bliver pænere. Uanset er han ikke så generet af det, at det påvirker, hvordan han gaber eller spiser, så det er jo dejligt. Omkring 1. december skal vi igen have et kig i munden på ham og opdatere Tanddyreklinikken om hans tilstand. Vi håber, at det ser meget bedre ud nu.

Her ses det helt store fremskridt i hans tilstand, for nu kan man gabe så højt, at ørerne skal lægges ned :D

 

Efter hans operation har han været på en dobbelt dosis interferon i forhold til den, han fik fra maj og frem til operationen, fordi der ikke var nogen særlig effekt af den normale dosis. Det er svært at vide, om det gør nogen forskel mht. hans tilstand, men det er jo vores håb. Det har ifølge Jens Ruhnau på Tanddyreklinikken hjulpet mange katte, så vi håber jo, at det også kan gøre noget for Ozzy. De første måneder på almindelig dosis interferon har vi ikke set nogen særlige bivirkninger hos Ozzy. Det er dog en anden sag nu med den større dosis; fra dag et, han har fået det, har han haft irriteret hud. Han klør store filterknuder i pelsen, og selv der, hvor han ikke kan nå, klumper pelsen sammen til store, fedtede knuder :| Det er en noget frustrerende situation, for Ozzy er ikke en kat, man bare kan håndtere, som man vil. Så jeg barberer knuderne af lidt ad gangen, når jeg kan komme til dem, og plukker dem fra hinanden, jeg kan få lov til at bruge tid på. Så Ozzy har et lidt særpræget udseende efterhånden. Men knuderne skal af, for ellers ødelægger det huden nedenunder.

Det er ikke så tydeligt med de store huller i pelsen, når han sidder så fint. Han forstår
princippet med comb-overs :D

Mht. hans næse, som jo blev så slemt forbrændt i sommers pga. noget antibiotika, han fik, så fik vi jo snakket med en specialist, som desværre ikke kunne hjælpe os ret meget. Der findes ingen deciderede solcremeprodukter til kat, så når vi skal give ham noget på, skal det være til babyer, og så må man bare håbe, at han ikke tager skade af at slikke det af. Til gengæld betyder det jo også, at vi ikke kan være sikre på, at det overhovedet hjælper, hvis han så hurtigt kan slikke det af.. Endnu bliver han ikke udsat for direkte sol, men heldigvis er efteråret fyldt med gråvejrsdage, så kattene kan være ude hele dagen, og UV-indekset er også lavt nu. Jeg gruer dog for, hvordan det skal gå, når det bliver forår og sommer igen. Vi kan heldigvis se en lille forbedring i hans ar måned for måned, så vi håber, at de med tiden helt forsvinder eller bliver mindre sarte. Der er ikke andet at gøre end at vente. Heldigvis har kattene efterhånden vænnet sig til, at situationen er sådan, at de nogle dage må vente med at komme ud, til solen er ude af haven. Vi håber dog på, at det med tiden ikke bliver nødvendigt at holde ham ude af solen.

Billede af Ozzy fra denne weekend, hvor jeg var en tur i haven med ham og Phoebe.

Så det er her, vi står nu. Bortset fra hudirritationen med tilhørende knuder og bekymringerne omkring hans næse, går det faktisk meget godt (selvom jeg næsten ikke tør skrive det). Så det er jo dejligt. Vi håber, det bliver ved med at gå fremad for ham, både med munden og næsen. Han har en fin appetit, og vi håber, det fortsætter. Han nyder dog, når vi gider håndfodre ham, for så kan han meget hurtigere få maven fyldt. Det er jo noget mere besværligt at spise, når man ingen tænder har - primært mht. at samle knaserne op, for han har altid slugt maden. Vi prøver dog på ikke at gøre det for tit, for så forventer han, at det er sådan, han altid skal spise, og det går jo ikke. Men engang imellem er en fin variation for ham :)

Det er dejligt at fejre hans 9 års fødselsdag. Vi har flere gange i løbet af hans liv bekymret os for, at han ikke ville blive ret gammel, bl.a. i 2011, hvor han fik konstateret kræft i det ene øje, og vi ikke vidste, om det havde spredt sig. Og måske også i forløbet med munden, fordi han i starten af forløbet havde stigende nyretal, og fordi hans betændelse bare har været så svær at slå ned. Vi ved, at vi ikke er i mål med ham endnu, og vi har i foråret efter hans forrige operation set lignende positive fremskridt, hvorefter han så fik tilbagefald, så vi er forsigtige med at have hænderne oppe over hovedet. Men for nu glæder vi os over, at han har det godt og håber, at det bliver ved sådan.
9 år er også en skæringsdato/alder for os, da vi for to år siden mistede Putte, kun 9 år gammel. Det er sært nu at opleve, at Ozzy når samme alder som Putte, da han altid har været killingen. Nu er Ozzy den ældste, men stadig en frisk og meget aktiv dreng (når han gider - lige nu bliver det dog til mange middagssøvne pga. vejret).


Det er mandag, hvilket virkelig kan mærkes oven på den weekend, vi lige har haft. For det er ikke blevet til ret meget weekend for os. Fredag var vi begge virkelig udkørte og i et nedtrykt humør, så vi havde ikke lyst til noget som helst. Fik spist lidt men ikke set film, som vi ellers plejer i weekenden. Hele lørdag gik med, at Christian skulle skrive CV og en jobansøgning, som skulle ligge færdig lørdag. Jeg hjalp ham ved at kigge det igennem, han havde skrevet og kom med forslag til evt. omformuleringer, og jeg rettede stave- og kommafejl. Vi var først færdige over midnat, og fik heller ikke den dag rigtigt slappet af.

I går skulle der skrives endnu en ansøgning, så det gik dagen meget med. Derudover var jeg meget syg i går pga. maven, som havde reageret på noget, jeg spiste i lørdags, som jeg ellers plejer at kunne tåle. Sådan er det bare af og til, men jeg havde virkelig mange smerter. Det var ellers meningen, at vi skulle mødes i Roskilde og spise i dag, når Christian var færdig med at få den massage, han fik et gavekort til i fødselsdagsgave sidste år og endelig har fået booket tid til, men det må udskydes, til jeg har det lidt bedre. Massagen skal han dog have i dag, så jeg håber, han nyder den alligevel. Jeg er stadig plaget af smerter, så det bliver en besværlig planlægning af ugens madplan, tror jeg. Det skal dog gøres, så jeg kan få handlet ind.

Vi sluttede dagen af med at få kigget på vinterdæk til min bil. Godt nok kører jeg ikke så langt i den, men jeg gider simpelthen ikke skøjte rundt, når det bliver glat, så nu har jeg købt nogle gode vinterdæk til den. Nu afventer jeg bare, at de bliver leveret, og Christian har lovet at montere dem på bilen. Alt i alt har den stress, som weekenden har været fyldt med, efterladt en følelse af slet ikke at have slappet af. Så vi håber, at den her uge kan gå hurtigt, så der snart bliver plads til lidt afslapning igen.

I weekenden har vi brugt nogle timer hos noget families katte, som vi havde lovet at passe. De er blevet fodret, nusset og leget, og vi skal også kigge til dem senere i dag. I morgen kommer deres mennesker dog hjem, så der slipper de for os ;) Det er dog nogle søde kattebørn, og vi ved, hvor meget det betyder, at der er nogle til at passe på kattene, når man ikke er hjemme nogle dage, så vi gør det med glæde. Vil slutte af med et enkelt billede fra vores besøg hos kattene. Det er Hot'n'Tot, som hun hedder, der var meget interesseret i Christians sko :)

Æblesnaps med vanilje

Hvor er det dejligt at se, at der allerede er mange af jer, der har deltaget i min jule-giveaway om at vinde en adventskalender til kat. Det gør mig rigtig glad :) Er også glad for at se, at nogle af jer har delt konkurrencen med jeres katteglade Facebookvenner. Det er altid dejligt at nå ud til flere med-kattefans :) Har du ikke deltaget i konkurrencen, er der endnu god til at løbe på. Du kan se mere om præmien og hvordan du deltager her: Jule-giveaway: Vind en lækker adventskalender til din kat!

Nu til det egentlige emne for dagens indlæg: æblesnaps med vanilje! :) Efterår er lig med æbler, og jeg er altid glad for at lave nye ting med den skønne frugt. Især da fordi haven bugner med dem. Jeg får oftest kogt nogle glas æblemarmelade med kanel, som vi elsker højt herhjemme, og lavet æbletærte med marcipan, men jeg fik lyst til at prøve at lave en snaps i år. Æble og vanilje er en skøn kombination, så den simple duo tog jeg udgangspunkt i. Jeg bruger derudover altid brunt rørsukker, når jeg laver marmeladen, da den har en dybere, karamelagtig og mere lækker smag end normalt sukker, så jeg tænkte, at den ville passe perfekt til æblerne.

Snapsen fik lov at trække ca. 4 uger, og resultatet fik jeg så for nyligt. Wow, siger jeg bare! Hold nu op, hvor er det bare en lækker snaps! Klart en af favoritterne blandt de snapse, jeg har lavet! Skarpt efterfulgt af min hyldeblomstsnaps, jeg lavede i sommers, men æblesnapsen passer bare perfekt til denne årstid og til julefrokosten. Derfor får I også opskriften, lige så hurtigt som jeg har kunnet gøre den klar, for så kan I, der har lyst, nå at lave den til julefrokosterne i december eller som en lækker hjemmelavet julegave. :)

Ud over at snapsen er helt fantastisk lækker, er den også ultra nem at lave. Kunne ikke være nemmere, faktisk. Brug gerne æbler fra haven eller økologiske af hensyn til overfladebehandlingen af andre æbler. Har dog læst, at danske æbler ikke overfladebehandles, så kan du få danske, burde det ikke være et problem. Alternativt kan du skrælle andre købte æbler, hvis du ikke kan få nogle, som ikke er overfladebehandlede. Når du skal vælge æblesort, så vælg nogle, du rigtig godt kan lide smagen af. Gerne æbler til den søde side. Jeg brugte nogle flotte, røde økoæbler fra Netto med en skøn sød smag, da havens æbler ikke var helt klar endnu.
Min snaps stod i trækketiden i køleskabet af hensyn til holdbarheden af æblerne. De første dage vendte jeg lidt rundt i æblebådene, så alle både kunne suge noget af den konserverende alkohol.

Når snapsen efter trækketiden sies, kan du vælge at gøre som jeg og bare si gennem en finmasket sigte. På den måde kommer de fine vaniljekorn med over i snapsen. Ønsker du en mere klar snaps, kan der sies igennem et kaffefilter. Nu til opskriften :)

Æblesnaps med vanilje

1 flaske vodka eller snaps
4 mellemstore æbler eller 5 små/mindre, gerne økologiske eller fra haven
2 vaniljestænger
4 spsk rørsukker (jeg brugte brun rørsukker - demerarasukker)

Find et meget stort syltetøjsglas (eller lignende beholder) frem eller to mellemstore. Vask og skold glasset. Vask æblerne og skær dem i kvarte. Fjern stilk, blomst og kernehus. Del hver båd i 3-4 mindre både og fyld bådene i syltetøjsglasset.

Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Put kornene i glasset (kan lige tørres af på nogle af æblebådene - alternativt kan de blandes med rørsukkeret) sammen med de tomme vaniljestænger. Fordel 4 spsk rørsukker over æblebådene, og overhæld æblebådene med vodka. Rør godt rundt i det hele, så alt bliver blandet godt, og vaniljestængerne ikke stikker op over overfladen. Æblerne vil ligge og "bobbe" lidt i toppen af glasset, men det er normalt. Jeg valgte dog alligevel at opbevare glasset i køleskabet under trækketiden og at røre lidt rundt i glasset jævnligt de første dage, til æblebådene havde suget godt med vodka og dermed bedre kunne holde sig i trækketiden. Hvis de øverste æblebåde begynder at se kedelige ud, kan du fiske dem op og kassere dem. Det problem havde jeg dog ikke.

Lad det hele trække et mørkt sted i ca. 4 uger. Si snapsen (f.eks. gennem et kaffefilter, hvis du gerne vil have den mere klar, ellers kan du nøjes med en finmasket si - jeg gjorde det sidste, da jeg synes, der er noget charme ved at nogle af vaniljekornene kommer med over i den færdige snaps). Hæld snapsen på rene, skoldede flasker og opbevar den på køl.

Æblebådene lægges i et stort glas sammen med vaniljestænger og -korn, samt
brunt rørsukker.

De fine vaniljekorn kan ses både i snapsen i glasset og i flasken.

Christian har allerede fået lov at smage lidt på snapsen, og han er en klar fan ligesom jeg. Den er et kæmpe hit! :) Faktisk var planen, at der skulle smages lidt ekstra på den i dag, da jeg har forberedt en mini-julefrokost for Christians forældre og os, som vi skal smovse i i aften, men eftersom de har været sløje de seneste dage, ved jeg endnu ikke, om det bliver til noget. Det er super ærgerligt, men jeg håber, de er friske nok til at komme forbi og smage på den lækre mad og ikke mindst snapsen. Ellers er planen, at vi pakker en lækker madpakke til dem med lidt af hvert af alt det, jeg har forberedt, og kører det ned til dem, så de ikke går glip af det, selvom de ikke orker at komme ud. Vi må se, hvad det ender med :)

Ud fra ovenstående kan I nok regne ud, hvad jeg har brugt min energi på de sidste par dage. Jeg har planlagt og købt ind, og i går lavede jeg noget af den mad, vi skal spise senere i dag, bl.a. en dessert, som I får opskriften på senere her på bloggen. Da vi er i november endnu, og der er stor kærlighed til chokolade i Christians familie, er det ikke ris a la mande, vi skal have, men noget mere chokoladeagtigt. Det kommer I til at høre mere om på et senere tidspunkt, da jeg ikke vil ødelægge overraskelsen :)

Jeg har mange ting, jeg skal nå i dag, så jeg vil stoppe her. Inden så længe vender jeg tilbage med en opdatering om Ozzy, der nu har været i behandling med dobbelt dosis interferon i to måneder efter udtrækningen af hans sidste tænder. Han har også lige haft fødselsdag - 9 år! Og blev selvfølgelig ekstra forkælet den dag. Det kan I læse mere om i næste uge, satser jeg på :)

Halloween i Tivoli - stemningsbilleder

For nogle uger siden var vi en tur i Tivoli med Christians forældre for at se den smukke halloweenpyntning af haven. Turen var en gave til dem i anledning af deres 40 års bryllupsdag, og vi startede med at spise et dejligt måltid på Bone's i Roskilde. Derefter gik turen mod København. De næste timer gik vi rundt og beundrede de mange flotte græskarmænd og andre (u)hyggelige ting, som Tivoli i år havde valgt at pynte op med. Jeg havde kamera med, da jeg gerne ville have lidt minder fra vores tur sammen, og i det her indlæg kan I set et udvalg af billederne fra den dag :) Tryk på billederne for at få se dem i en større størrelse.

Flot og hyggelig pynt med græskarmænd og ægte græskar foran Nimb.

Der var også seriøst uhyggelige ting at finde i Tivoli den aften bl.a. Pennywise her, som
jeg var virkelig skræmt af som barn i filmatiseringen af Stephen Kings "It" (på dansk
"Det Onde"). Virkelig flot udklædt og meget skræmmende. Tilsyneladende syntes mange
det samme, for han stod, så man kunne få lov at gå over og trykke hans hånd, hvilket nogle
få også gjorde (bl.a. et meget modigt barn!), men alle holdt en stor afstand til ham, også
dem, der bare gik forbi ;)

Der var mange steder, man kunne købe lækkerier, og alle var pænt pyntet.

Uhyggelig gut, som stod ved en af butikkerne, som solgte halloweenudsmykning.

Superfin græskarmand. Se udsmykningen på hans trøje! Så sød, knap-katten <3

Sjov fyrfadsstage.

Vi har før været i Tivoli for at se deres halloween-tema, og det var også flot sidste gang. Måske endda endnu mere end denne gang, men det kan jo også være, fordi vi før har oplevet det. Jeg tror i hvert fald, at Christians forældre, der så udstillingen for første gang, synes, det var rigtig imponerende. Der er jo også gjort meget ud af udsmykningen, og der er udstillet utallige ægte græskar i alle størrelser med eller uden udskæringen rundt omkring i haven.

Flot opstilling af græskarmand med høtyv foran Pantomimeteatret.

Og hans ven lidt længere fremme i opstillingen.

Vi skulle naturligvis også have lidt billeder af os selv derindefra, for den slags billeder er nogle af mine favoritminder. Jeg nød virkelig turen og at få nogle fælles oplevelser med Christians forældre. Man burde faktisk gøre det noget mere, for det var rigtig hyggeligt :)

Portræt af Christian og hans forældre taget op mod Tivolis hovedindgang.

Som fotograf er man sjældent med på ret mange billeder selv, men Christian snuppede
kameraet for også at få et billede af mig inde fra parken. Her sidder jeg på en bænk
med hr. græskarmand :)

Der var også anden udsmykning end græskarmænd og -lygter i haven til at give flot stemning, bl.a. denne store mølle, og naturligvis skulle der også være et spøgelsestog - og en heks!

Uhyggelig heks ved en af havens butikker.

Også piratskibet havde fået halloweenudsmykning. Se bare de her flot udskårede græskar:

Med klap for øjet som en rigtig pirat! :)

Der var flere steder, man kunne sidde og få en kop kaffe eller varm kakao. De fleste var dog trukket indenfor, selvom der ellers var pyntet op så hyggeligt foran caféerne. Men så kunne man jo nyde lysene indefra :) Hen mod slutningen af vores tur i Tivoli gik vi indenfor et sted for at få lidt varmt at drikke og lidt lækkert til ganen.

Græskarmanden stod og pegede os i den rigtige retning ind mod en kop varm kakao :)

De her var slet ikke til at stå for! Græskartrolde - træstammer pyntet som græskar.
Måske inspiration til et halloweenprojekt i fremtiden? Søde var de i hvert fald.

Nogle også med en troldmandshat :D

Næsten synd at spise dem, men for lækre til at lade være ;)

Her kan man se opbygningen af træstammen med romkugledej og marcipan(?)overtræk.

Christians græskartrold blev barbarisk spiddet med en gaffel midt i fjæset!

Endnu en græskarmand (med krage) peger i retning af en kop dejlig varm kaffe. Han ligner faktisk lidt den græskartrold, som
Christian satte tænderne i kort forinden med sin spidse hat.

Nu er vores tur ved at nå vejs ende. Jeg håber, at billederne har været med til at sætte dig i den helt rette halloweenstemning :) Skulle det have givet dig lyst til selv at komme en tur i Tivoli, kan du stadig nå det, da der er åbent til og med på søndag, 1. november.

Skal I lave noget særligt de næste dage i forbindelse med halloween? Klædes ud? Lave lækkerier i køkkenet eller se gyserfilm? Hvis vi kan finde en gyser, vi gider se, kaster vi os måske over det i morgen. Og så har vi de sidste år set Saturday Night Live's halloween special. Ikke ligefrem uhyggeligt, men giver alligevel det helt rette halloweenhumør :D Ellers har jeg jo allerede været i køkkenet og lave halloweenkager, nemlig de uhyggeligt nuttede flagermus, som Christian allerede har aflivet. Regner med, at Christian er lidt træt i morgen, da det er dagen derpå efter afskedsfesten (som holdes i stedet for den sædvanlige julefrokost) i firmaet, da alle jo er opsagt pr. 1 november, fordi den danske afdeling helt lukker. Så er det jo perfekt at sidde på sofaen under et varmt tæppe og se god halloweenunderholdning :)

Happy halloween!