torsdag den 28. december 2017

Skinke med flødestuvet spinat og brune kartofler

Julen er netop overstået, så det er efterhånden tid til at se frem mod nytårsaften og den lækre mad, der skal spises der. I min kærestes familie har de ofte nytårsaften fået denne ret, som I får opskriften på i dag: skinke med flødestuvet spinat og brune kartofler. Herunder får du min opskrift på den lækre ret. Efter opskriften kan du se billeder af de sidste adventsgaver fra vores julesokker og  julebilleder af missebørnene og deres julegave :)

For mig, der er vokset op med kogt torsk og senere gerne spiser en god, rød steg, er sådan en nytårsmiddag med skinke og spinat meget anderledes, men når man først har smagt retten, er man ikke i tvivl om, hvorfor den er så højt elsket. Der er virkelig nogle komponenter i retten, som fungerer rigtig godt sammen og giver en slags umami, smagene imellem, hvor det røgede salte spiller virkelige godt sammen med de søde brune kartofler og skarpheden fra spinaten.

Herhjemme spiser vi det gerne året rundt, når vi finder en god skinke i supermarkedet, ofte når vi trænger til lidt comfort food :) Derudover er der gerne rester til en dag eller to ekstra i sådan en ret, hvilket altid er velkomment her hos os. Jeg gemmer dog oftest ikke spinaten, da der er risiko for, at jordbakterierne omdanner nitraten i grøntsagerne til nitrit, når man gemmer, hvilket er noget møg. Hvis man vælger at gemme, skal spinaten køles hurtigt ned og varmes grundigt op, inden det igen sættes på bordet.

En skinke på 1 kg rækker lidt længere end til 4 personer, men skinken smager også rigtig skønt kold, og den kan sagtens spises sådan på andendagen til lidt mere spinat og brune kartofler :) Brug f.eks. også rester til at fylde i tarteletter i en ærte- og gulerodsopbagning.

Min spinat på billedet herunder ser lidt mere "tør" ud, end jeg sædvanligvis laver den. Ofte putter jeg lidt mere fløde i, end jeg har gjort i dette tilfælde, og jævner det så med lidt Maizena rørt ud i fløde, så det bliver mere som en tyk sovs. Det er rigtig lækkert på den måde :)





Skinke med flødestuvet spinat og brune kartofler (ca. 4 personer)


1 skinke (ca. 1 kg)

700 g frossen helbladet spinat
Ca. 3 dl fløde 18 % (se opskrift omkring mængden af fløde)
Salt
Sukker
Evt. lidt Maizena majsstivelse + et par spsk ekstra fløde til udrøring

Brune kartofler:
1 glas perlekartofler
Sukker
Margarine

Tilbehør:
Kogte hvide kartofler
Sennep


Skinke:
Læg skinken i en passende gryde og put vand i, så den er helt dækket. Det gør ikke noget, at en lille smule stikker på, men den skal være så godt som dækket. Tænd for gryden. Der vil dannes lidt skum på overfladen, som skal skummes væk, før vandet når i kog (ellers er det umuligt at skumme det af). Skum det fra og læg låget på. Lad skinken småkoge i 1 time. Lad den herefter stå og trække i vandet i 20 minutter, før nettet fjernes og skinken skæres ud i tynde skiver.


Brune kartofler:
Afdryp kartoflerne i en sigte.

Tag en stor pande frem og fordel sukker på den, så der ligger et godt lag. Man skal ikke kunne se bunden. Tænd for den på fuld varme og rør i sukkeret, mens det smelter. Det må ikke blive for mørkt, for så smager karamellen brændt. Tilsæt en klat margarine (måske ca. 8-10 g) og rør det kraftigt ind i sukkeret, så det bruser. Hæld kartoflerne på panden, så snart margarinen er opdaget i sukkeret, og vend dem rundt i karamellen. Skru med til middelvarme og vend ofte kartoflerne den første tid, så de ikke brænder på panden. Brug et stænklåg som skjold, da det godt kan sprøjte! Kartoflerne skal i alt have ca. 20 minutter på panden, til karamellen er kogt godt ind og sidder tyk og gylden på kartoflerne.


Flødestuvet spinat:
Hæld spinaten i en lille gryde sammen med 1 spsk vand. Tø spinaten op ved middelhøj varme, mens du rører jævnligt. Herefter skrues ned til middelvarme, og den ekstra væde fra spinaten skal dampes væk. Du skal ikke bruge låget. Rør i det jævnligt, så det ikke tager bunden, og du kan vurdere, hvornår væden er dampet fra.

Tilsæt fløde lidt ad gangen. Stop, når du har opnået den ønskede konsistens. Jeg bruger gerne ca. 3 dl fløde til den mængde spinat, men det er lidt på slump, så jeg sørger bare gerne for at have minimum en kvart liter fløde hjemme, når der laves flødestuvet spinat. Så kan jeg tilsætte lidt mere, hvis jeg synes, det er nødvendigt. Jeg har faktisk tit lavet det med kaffefløde, men jeg synes, at 18% passer lidt bedre, da det er lidt rundere i smagen. Du kan dog fint bruge kaffefløde, hvis du ønsker det i stedet. Ønsker du at jævne spinaten, rør da en god tsk maizenamel ud i 3-4 tsk kold fløde, til det er klumpfrit (rør lidt mere fløde i, hvis det ikke er muligt at røre klumperne ud). Rør det i spinaten lidt af gangen, da det jævner kraftigt, og lad koge op, før du tilsætter mere.
Hvis man har en del fløde i spinaten, er det altid en god ide at jævne lidt, da "sovsen"/væden ellers godt kan løbe lidt rundt på tallerkenen. Når man jævner, hænger spinatsovsen også lidt bedre fast på kartoflerne :)

Smag til sidst til med salt og et lille nip sukker.

Server skinken skåret i tynde skiver med kogte, hvide kartofler, de brune kartofler og spinaten samt lidt stærk sennep.

Den færdige ret. Uhm! Glæder mig, til vi skal smovse i den skinke, der ligger og venter i fryseren <3




Dagene løber så stærkt i december, og mine arme bliver så hurtigt smerteplagede, at jeg ikke har fundet overskud til at få fotograferet og blogget om de sidste adventsgaver i julesokkerne i år. I dag har jeg endelig fået fotograferet og redigeret billederne, og her kan I se de fine ting. Bagefter vil jeg vise jer billeder fra kattenes jul :)

I Christians julesok var der denne gang en pose Toms guldkarameller og derudover en fin Pusheen-figur til juletræet og Labyrinth på ultra hd bluray :)





I mine sokkepakker var der store, fine Brammingkravlenisser, som dog først kommer op til næste år (men det glæder jeg mig også til :) ). Læg i øvrigt mærke til, at der er en kat med på en af kravlenisserne <3 Derudover var der endnu en Brammingnisse, som skulle på juletræet (den i hjertet på billede to herunder), og til min store glæde en ny bordkalender med The Simpsons for 2018. Den er nærmest uundværlig efterhånden :)





Sikke mange dejlige ting, der har været i sokkerne i år også <3


Vi havde en dejlig juleaften herhjemme med min far og Marianne og Christians forældre. Kattene er altid meget interesserede i både at hjælpe med at pakke gaverne ind, lægge dem under træet og ikke mindst "hjælpe" med at pakke dem op. Man skal virkelig have et øje på hver finger, for det er aftenens højdepunkt for kattene, når alle de flotte (og farlige!) bånd kommer ind under juletræet. Ozzy havde mægtigt travlt med at undersøge, om nogle af pakkerne var til ham, både før og efter vores tur om træet :D

Mon det er en pakke til mig?


Vi er artige, mor! Selvom båndene er så lækre og flotte <3



Kattene har selvfølgelig også fået en lille gave. Vi har købt den her Mouse Hunter, som er en elektrisk "musekarussel", hvor musen kører rundt og gemmer sig i hullerne. Til stor morskab for Phoebe. Ozzy er altid lidt forsigtig og skal se tingene an, før han forstår, så jeg tog hans gamle pote-drevne musekarussel frem til ham. Herunder kan du se Phoebe med den nye Mouse Hunter og Ozzy med den gamle musekarussel, fra da han var killing <3 Han bevæger sig præcis lige sådan i dag som 11-årig, som han gjorde med den, da han var killing :)






Juleaften var det dog papkassen, som havde været omkring en af mine julegaver, der var det store hit. Det var Phoebe, der først beslaglagde den, til stor irritation for Ozzy, som det ses på billedet :D





Vi har været noget flade oven på julen alle fire herhjemme. Det er lidt af en kraftanstrengelse at få alle ender til at nå sammen op til jul, ikke mindst med mine dumme arme, der ikke kan alt det, de plejer.

Uheldigvis stod vaskemaskinen af 23. december, så der var vand over alt! Ikke lige en drøm op til jul. Så de sidste par dage har vi haft travlt med at lede efter en erstatning. Det er ikke nemt, da intet, vi udskifter her i huset passer til nutidens standardmål, så det giver os lidt hovedbrud og grå hår. Pt. afventer vi, at vores lokale Punkt 1 får en maskine hjem, som måske kan være på den gamle plads, hvis vi kan tilpasse skabet, den skal stå i. Jeg håber, at problemet løser sig på en eller anden måde. For nu er jeg nødt til at skubbe det ud af hovedet, da jeg simpelthen bliver fysisk dårlig af den stress, det har været prøve at finde en løsning på det hele.

I eftermiddag har vi været ude og handle ind til nytår. Middagen for os står på oksetyndsteg lavet sous vide med stor salatbar, sprøde ovnkartoffelbåde og favoritsovs. Og om tingene går, som de skal, bliver desserten hjemmelavet hasselnøddegelato, som jeg skal forsøge at lave i min nye ismaskine med kompressor, som jeg fik af Christian i julegave <3 Håber, at jeg kan lave en lige så god hasselnøddegelato, som vi fik i Italien. Den var simpelthen vidunderlig!

Kransekagen er bagt, og det blev i år til kransekagestænger med nougat, efter Christians ønske, hvilket passer mig fint, da det er noget af den nemmeste slags kransekage at lave :) Den er ligger nu i fryseren og sætter sig, og skal bare lige pyntes med lidt glasur og evt. lidt chokolade under bunden inden servering :) Vores natmad bliver som sædvanligt et godt, lille kiksebord med lige de kikse og oste, vi bedst kan lide. 
Noget af det bedste ved nytårsmaden, der naturligvis tager en del energi at lave, er, at der er til flere dage bagefter, så vi skal rigtig smovse i dagene efter nytår også. Det er dejligt, for Christian starter igen på arbejde 2. januar.

Nu, hvor vi har nytårsindkøbene på plads og afventer, at den nye vaskemaskine skal komme hjem, kan vi endelig slappe lidt af i aften, hvilket er hårdt tiltrængt. Jeg er sikker på, at Phoebe og Ozzy også sætter pris på en rolig aften, hvor vi er i stuen, som vi plejer. Selvom det er sjovt og hyggeligt med juletræ og gaver og alt det, der ellers hører med til julen, er det nu også rart, når alting er lidt mere som de plejer, og Phoebe igen kan finde et par varme ben at putte på i sofaen om aftenen <3


Ozzy, der flader ud under juletræet, efter gæsterne tog hjem juleaften.


Mangler du ideer til nytårsmaden, så følg med på bloggens facebookside, hvor jeg hiver nogle af de bedste ideer til lækker nytårsmad frem en af de nærmeste dage :) Dette bliver det sidste indlæg på bloggen i år, så jeg vil ønske jer alle et rigtig godt nytår. Pas på jer selv på søndag :)

2 kommentarer:

  1. Sikke nogle dejlige billeder af en skøn jul hos Jer <3 Hvor er han sød med den der muse-hounter :-D Ved ikk helt hvordan Micki ville reagere på sådan en.

    Dejligt med en ismaskine med kompressor (og kasse til kattene :-P ) Den bliver du glad for. Tak for at vi må kigge med <3

    Godt nytår <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, han var en meget nuttet killing 😍 det er han nu stadig 😉 Vi var bekymrede for, at Phoebe ville blive bange for den elektriske, men det er faktisk hende, der er mest vild med den.

      Ja, jeg er allerede rigtig glad for den. Kassen er dog sat til side igen. Men de er altid sjovt at undersøge 😊 Selv tak og godt nytår til jer også ❤

      Slet