torsdag den 4. juli 2019

Verdens bedste chokoladekage!

Det har været en travlt tid i køkkenet over den sidste uge på trods af de dumme ben, der gør det svært for mig at stå op i ret lang tid ad gangen. Det er dog noget, jeg ville gennemføre, og sådan blev det også.  Det har bl.a. resulteret i en ny opskrift til bloggen, som I får i dag, nemlig opskriften på intet mindre end verdens bedste chokoladekage! <3 Jeg vender tilbage til årsagen til alt mit bageri, men først skal I have opskriften på den her fantastiske kage :)

Da jeg skulle bage en meget stor mængde kage til den her anledning, vidste jeg, at det skulle være kager, der kunne holde sig gode i flere dage. Der var ytret ønske om en chokoladekage, og da jeg ved, at chokoladekage lavet på kærnemælk holder sig bedre frisk, var det et godt udgangspunkt at forsøge med sådan en. Jeg har for længe siden set en opskrift på en chokoladekage i en af de bagegrupper, jeg er tilknyttet på facebook, som netop var lavet med kærnemælk og i det hele taget mindede om en chokoladekageudgave af den højtelskede kanelkage, så jeg havde store forventninger, da jeg afprøvede den. Jeg blev dog virkelig fælt skuffet. På trods af at kagen var godt mættet med kakao, smagte den som at række tungen ud af vinduet. Christian udtalte, at det var en kage "uden sjæl", hvilket meget godt opsummerer oplevelsen af den.

Konsistensen var der dog intet galt med, så jeg gik længe og grublede over, hvad der mon var med den kage, siden den var  kedelig. Efter nogle forsøg med justeringer af ingredienserne kom jeg frem til netop det resultat, jeg ønskede; nemlig en lækker svampet chokoladekage, der smager af noget. Det gjorde den stor forskel bl.a. at tilsætte salt, hvilket i bagklogskabens klare lys faktisk ikke undrer mig. Salt fremhæver andre smage, og de fleste af os ved godt, hvor kedeligt brød kan være, når bageren har tilsat for lidt salt til dejen.

Det, der dog gør kagen til noget helt specielt og fuldstændigt himmelsk, er kombinationen med den cremede glasur. Jeg har skelet til glasuren fra kanelkagen, da jeg længe har tænkt, at den ville passe perfekt til en chokoladekage, og det viste sig at være så rigtigt. Hold da op, hvor er det bare en god kage med den kombination. Den svampede, smagfulde kage er en god base for den cremede glasur.

Kagen blev da også taget virkelig godt imod, da den blev serveret i går. Jeg bagte tre bradepander af den, og i løbet af fem minutter var den ene allerede væk! :o Det er fuldt forståeligt, for mine små "testkager", jeg har bagt herhjemme i løbet af weekenden, er også forsvundet som dug for solen. Kagen kan holde sig frisk og lækker i flere dage. Billedet herunder er taget på andendagen, hvor den stadig er supersvampet og dejligt fugtig i krummen <3

Til opskriften herunder vil jeg lige knytte et par afsluttende kommentarer, du bør læse, før du bager kagen;
På kartonen med kærnemælk står der gerne, at den bør rystes før brug. Det vil jeg anbefale, at du lader være med til kagen her, da det ellers gør det umuligt at måle ½ liter af, fordi mælken vil være fyldt af små luftbobler efter at være blevet rystet. Der sker intet ved at bruge den uden at ryste kartonen.

Derudover vil jeg anbefale, at du bruger en vægt til at måle saltmængden af til kagen. Normalt vil 1 tsk fint salt veje 7 g, men der kan være meget stor forskel på størrelsen på teskeer, har jeg erfaret, hvilket er årsagen til, at saltmængden er anført i gram. Min teske afmåler 5 g salt, og jeg tilføjede 1½ tsk salt til min kage, dvs. 7,5 g. Prøv at måle, hvor meget en tsk salt afmålt på din teske vejer, før du tilføjer salt til dejen, og sørg for, at du får afmålt 7-8 g, så kagen ikke bliver for salt.







Verdens bedste chokoladekage (1 alm. bradepande, ca. 15 store stykker)


300 g sukker
3/4 dl olie (vælg en smagløs som f.eks. rapsolie)
½ liter kærmemælk (ryst ikke mælken før brug)
300 g hvedemel
1½ tsk natron
7 g fint salt (se kommentaren ovenfor om afmåling af salt - vigtig!)
3 spsk kakao med top

Glasur:
375 g flormelis
3 tsk vaniljesukker
1½ spsk kakao
75 g smør
6 spsk kaffe (almindelig styrke)


Til kagen piskes sukker sammen med olie og kærnemælk for at opløse sukkeret lidt.

I en anden skål blandes mel med kakao, natron og salt (se ovenfor omkring afmåling af salt - test, hvor meget 1 tsk salt afmålt på din teske vejer og beregn herudfra). Sørg for at alle klumper af kakao er væk, så blandingen er ensartet.

Rør melblandingen i mælkeblandingen og pisk kun, til melet netop er optaget i dejen.

Put dejen i en bradepande (ca. 20x30 cm) foret med bagepapir og bag den midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader (hold øje). Tjek med en gaffel, om kagen er gennembagt. Undlad at overbage den. Kagen skal ud af ovnen, så snart gaffelen slipper kagen uden ubagte kagekrummer :)
Bagetiden er kun vejledende, da ovne bager forskelligt, så jeg ville begynde at holde øje efter 20 minutter, om kagen var tæt på at være færdig.

Lad kagen stå og køle lidt af i formen, før du evt. flytter kagen på dens bagepapir over på en rist for at køle helt af. Der er dog heller ikke noget i vejen for at lade kagen køle helt af i formen - det tager bare længere tid, hvilket også betyder, at der er længe tid, til kagen kan spises ;) Put gerne kagen tilbage i formen, før du putter glasur på. Det gør det nemmere at holde sammen på det hele.

Når kagen er ved at være kold, laves glasuren. Rør flormelis sammen med kakao og vaniljesukker, til det er helt ensartet. Smelt smørret og rør det i glasuren sammen med kaffen. Rør det klumpfrit og fordel det over kagen. Lad kagen stå lidt, så glasuren lige når at sætte sig, før kagen skæres ud og spises.

Kagen kan holde sig god og frisk i flere dage, og skal ikke opbevares i køleskabet.


Den lækre kage, som holder sig svampet og frisk i flere dage. Billedet her er taget på dag 2, og det ses tydeligt, hvor godt kagen holder sig :)
Det superfine fad, kagen her er serveret på, er et af mine yndlingsloppefund. Fandt det i Kirkens Korshær for et par måneder siden <3



Det var desværre i en rigtig trist anledning, at jeg har stået i køkkenet de sidste mange dage. Vi har nemlig igen mistet et nært familiemedlem, denne gang Christians onkel, som døde af kræft i sidste uge. :( Det skete faktisk, mens vi var i Jylland, da vi netop har været i Horsens for at se Foo Fighters. Christians onkel, Svend, døde natten efter koncerten, så vi fik meget travlt med at komme hjem, da vi vågnede op til beskeden morgenen efter på hotellet. Vi vil meget gerne være tæt på familien i den svære tid, for familie betyder meget for os begge to. Vi kørte direkte ud til Christians tante, hvor noget af familien stadig var samlet, og bagefter hjem til os selv, hvor Christians forældre boede med kattene, mens vi var væk, så vi også kunne være sammen med dem.

Jeg ved, at det er en kaotisk tid med meget at tænke på, lige når man har mistet et nært familiemedlem - hvilket vi jo sidst prøvede i december, at min fars kone døde af kræft - så jeg tilbød at bage noget til sammenkomsten efter bisættelsen. Familien ville gerne have kage, og meget gerne chokoladekage, så jeg bagte tre bradepander af den her supergode chokoladekage og tre bradepander citronmåne. Derudover lavede jeg over 100 simple småkager uden fyld ud fra modellen på de sædvanlige. Der var egentlig kun bestilt to store bradepander kage, men da der muligvis ville komme over 100 mennesker med til kaffen, sørgede jeg for at bage rigelig kage. Der var heldigvis også nok, selvom der var op mod 100 mennesker med til kaffen.

Det var en meget smuk dag, lige i Svends ånd. I kirken var der dukket op mod 200 mennesker op, hvilket siger noget om, hvor mange Svend har rørt i sit liv. Han var samlingpunktet for sin store familie og afholdt af mange. Jeg har altid holdt af at komme hos ham og Grethe, hvor man altid følte sig velkommen. Han var altid interesseret i at høre om det, der nu interesserede en, og hvad vi gik og foretog os, og vi har haft mange snakke om kattene. De havde også selv dyr, og har både haft hund og kat, mens jeg har kendt ham. I flere år har han kørt sin morgentur og fodret vilde katte på havnen her i byen, hvilket viser hvor stort et hjerte, han havde for dyrene.

Første gang jeg mødte Svend og resten af den store familie var for ni år siden denne uge, hvor vi var inviteret på grill i forbindelse med Fasters fødselsdag ude hos Svend og Grethe. Det er ikke så nemt at skulle ud og møde en stor flok nye mennesker, når man har social angst (det er dog blevet noget bedre med årene), så det var en stor mundfuld at møde hele familien på én gang, men jeg følte mig meget hurtigt som en del af familien og har kun mødt imødekommenhed og omsorg. Så det er også helt naturligt for mig gerne at ville hjælpe "min" familie i den her svære situation med tabet af Svend.

Jeg vil savne ham rigtig meget. Han havde en ligefrem og ærlig facon, som samtidig var fyldt med omsorg. Det satte jeg stor pris på. <3





Den seneste uges intense program kan godt mærkes. Mine ben havde svært ved at klare koncerten (der i øvrigt var fantastisk god), og en gåtur et par dage efter ødelagde dem totalt. Så pt. er jeg grounded herhjemme uden tilladelse til at gå mine sædvanlige ture, der ellers betyder så meget for mig. For at passe på benene. Så det har også været fint nok at have noget andet at koncentrere sig om, da jeg skulle bage til bisættelsen. Det har været meget hårdt at stå i køkkenet i så mange dage, men mentalt har det været lige det, jeg havde brug for, så jeg var optaget af noget i stedet for at gå og være ked af ikke at kunne komme ud at gå. Må se, hvordan det kommer til at gå her nu, hvor jeg stadig prøver at få styr på smerterne igen.

Det har været en hård periode med smerter. Mine ben har nærmest føltes lige så dårlige, som de var i starten efter min skade for snart tre måneder siden, og det har været svært. Aftenerne efter dagene i køkkenet har også været strenge, men jeg er glad og stolt over det, jeg har opnået. Jeg har fået produceret alt det, jeg havde sat mig for til bisættelsen og samtidig lavet en helt ny opskrift (inkl. billede) til bloggen.

Den næste tid er uden planer, så jeg kan komme lidt til kræfter igen. Den eneste rigtige plan er, at vi skal smage slagterens lækre skovgris, som jeg købte med hjem for et par uger siden <3 Har købt et stort stykke svinekam, som blev delt i to og lagt i fryseren. Nu er jeg ved at tø et af stykkerne op, så det kan langtidssteges i weekenden til ekstra god weekendmad :) Det er værd at se frem til.


Slutter af med et par billeder af vores "lille dreng", der i juni havde boet et år her hos os <3 Tiden flyver virkelig, men der er godt nok også stor forskel på størrelsen, han havde, da han flyttede ind, og til den lange røde Ferrari, han er i dag :D Han har rundet 8 kg nu, så han er ikke bare sådan en, man lige slæber rundt på med to dumme arme. Det er nu heller ikke nemt, selv for Christian, for Julius bliver slap som en klud, når man prøver at løfte ham op, og han er så lang, at det nærmest kræver, at han står på jorden, når man forsøger, da man kan blive ved med at løfte og løfte, uden hans fødder slipper jorden! :o Ren Midgårdsorm er han :D

Julius, dagen efter han flyttede ind her sidste år.

Julius og Ozzy. Ozzy er lidt større end en almindelig huskat.



Kæmpekat!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar