Scones med marcipan og chokolade

Næsten tre måneder er gået siden sidste indlæg her på bloggen. Det har været den længste pause i bloggens historie, men det betyder ikke, at jeg hverken har opgivet bloggen eller er stoppet med at lave nye opskrifter til den. Jeg har nemlig så småt været i gang med at sammensætte og afprøve nye opskrifter på både bagværk og middagsretter. Så der sker lidt backstage, selvom man ikke kan se det herinde.

Livet har dog været lidt af en prøvelse de seneste tre måneder, så jeg har haft brug for lige at trække vejret og passe lidt på mig selv. Derfor har jeg ikke fået skrevet noget herinde. Men nu er det tid. Jeg har bl.a. brugt de seneste måneder på at udvikle og afprøve opskriften på den helt perfekte chokoladescone.

Forhistorien til denne scone skal findes mange år tilbage, nemlig da jeg gik i gymnasiet i starten af 00'erne. Damerne i kantinen på mit gymnasium lavede de allerbedste chokoladescones i hele verden! De var søde, men ikke for søde. Havde en tæt, næsten konfektagtig krumme, uden de blev for tunge. Jeg har virkelig spist mange af de fantastiske chokoladescones gennem min gymnasietid, og selvom jeg efterfølgende har afprøvet mange sconesopskrifter, har jeg aldrig fundet en, hvor resultatet har kunnet måle sig med de lækre scones fra dengang.

Derfor har jeg måttet prøve mig frem, og jeg endte faktisk med at få en chokoladescone, der smager lige så godt som jeg husker dem fra min gymnasietid <3 Det har især været svært at ramme den saftige, næsten konfektagtige krumme, men det problem løste jeg bl.a. ved at tilsætte marcipan til dejen. Det giver en dejlig smag og konsistens. Jeg kan varmt anbefale jer at prøve de her scones. De er så hurtige og nemme at lave og smager skønt! De er særligt gode, når de stadig er en smule lune, men smager også dejligt, når de er kølet helt af :)

Scones med marcipan og chokolade (10 stk)

250 g hvedemel
25 g sukker
25 g marcipan
1 tsk vaniljesukker med en smule top
2 tsk bagepulver med top
1/3 tsk salt
60 g blød margarine
1 æg
1 1/4 dl mælk
75 g mørk chokolade

Derudover:
1 æg til pensling


Bland mel med sukker, vaniljesukker, bagepulver og salt. Riv marcipanen groft og bland den i melblandingen. Smuldr margarinen i melblandingen, til den er helt findelt. Tilsæt herefter ægget.

Hak chokoladen groft. Undlad at lave den i alt for store stykker, da de kan finde på at arbejde sig ud af dejen under bagningen.

Saml delen med mælken og tilsæt den hakkede chokolade. Ælt det hele sammen ganske kort, til chokoladen er godt fordelt i dejen.

Tænd ovnen på 200 grader.

Fordel et tyndt lag mel på køkkenbordet og rul sconesdejen ud til en tykkelse på ca. 2 cm. Brug et glas med en diameter på ca. 6 cm til at stikke scones ud. Det er nødvendigt at samle og rulle dejen ud et par gange undervejs. Sørg her bare for, at den udrullede dej er 2 cm tyk, så alle udstukne scones bliver lige høje. Læg de udstukne scones på en bageplade med bagepapir.

Pensl scones'ne med sammenpisket æg og bag dem midt i ovnen ca. 15 minutter ved 200 grader, til de er gyldne og gennembagte. Bagetiden er vejledende, da den godt kan svinge lidt fra ovn til ovn, så hold øje undervejs. Scones'ne er færdige, når de er gyldne ovenpå og har fået farve under bunden.

De færdigbagte, afkølede scones kan fint fryses.

De udstukne chokoladescones før bagning.

Færdigbagte scones. Som skrevet ovenfor vil de større stykker chokolade meget gerne arbejde sig ud af dejen, så undlad at lave dem alt for store. Nogle af mine chokoladestykker kunne godt have været lidt mindre, som det ses. Alle blev dog heldigvis i dejen :D

De seneste tre måneder har som sagt været noget hårde. Som jeg fortalte i mit seneste indlæg her på bloggen, mistede vi 1. december min fars kone efter et års kamp mod kræft. Det har været virkelig hårdt, for vi har gået og været meget bekymrede for hende gennem det år, og den sidste uge, hvor hun var indlagt, flyttede jeg ind hos min far, så han ikke skulle være alene.

Her bagefter har det virkelig kunnet mærkes både i krop og sind, hvad vi har været igennem og hvad vi har mistet. Min krop har virkelig slået ud på det med smerter og udmattelse, og i en periode havde jeg faktisk aktiveret min bms (brændende mund syndrom). Det er ellers yderst sjældent, jeg mærker noget til det efterhånden, så det var skræmmende.
Jeg plejer at gå et par gange om ugen - sådan har det været de sidste tre år - men der var faktisk to måneder, hvor jeg slet ikke kunne komme hjemmefra :| Jeg var simpelthen så udmattet fysisk og psykisk, at det ikke kunne lade sig gøre. Lige før nytår fangede jeg så en omgang slem forkølelse (er gudskelov vaccineret mod influenza), og der gik en måned, før jeg var helt rask igen. Så der har virkelig ikke været overskud til ret meget den sidste tid, og jeg har været nødt til at trække stikket lidt og prøve at passe lidt på mig selv.

Jeg har dog som sagt lavet en smule i køkkenet, og generelt går det også nogenlunde med mine arme, så jeg de fleste dage kan lave mad, så noget har jeg da fået lavet. Jeg er kommet i gang med at gå igen. Christian er også glad for at gå, så vi hjalp lige hinanden i gang. Efterfølgende har jeg så brugt den seneste måned på at komme rigtigt i gang igen selv. Og det går faktisk meget godt. Jeg har ikke helt mistet formen, for jeg kan stadig godt gå en god lang tur. Faktisk har Christian og jeg sammen gået over 17 km to gange inden for de sidste to uger :o Det er en vild rekord, når jeg før "kun" havde gået 14 km :)

Denne uge må jeg dog nok undvære mine gåture. Jeg var til fysioterapi i går på ugens eneste tørvejrsdag. I dag har jeg været tidligt oppe for at få Phoebe til dyrlægen, og senere på ugen skal vi på Tanddyreklinikken med Julius, der skal have rettet sit fejlbid. Han har en dum tandstilling, så han bider sig selv i gummen/kæben, hvilket laver et stort sår på ham, så han skal ind til den flinke doktor Jens og kigges på. Phoebe havde vi afsted, fordi vi synes, hun går og mister appetitten. Så hun har fået taget en blodprøve og blevet kigget på af vores egen dyrlæge. Hendes vægt er dog fin, og hun havde også problemer med appetitten sidste forår, uden der var noget alvorligt med hende, så det krydser vi fingre for, der heller ikke er denne gang.

Julius er i mellemtiden - siden mit sidste indlæg - blevet 1 år <3 Den store dreng vejer nu over 7,5 kg og har også fået en stor, fin vinterpels. Naturligvis ikke helt som en voksen kat, men han har fået en fin lille krave og så har han jo også sin sin kæmpestore hale.

Han er sådan en sød og dejlig dreng, og vi er meget glade for ham. Han er stadig meget uartig, men knap så tornado-agtig, som han var, da han var yngre! Gudskelov, haha :D Nu er han især uartig, når vi har været hjemmefra. Så laver han ballade, når vi kommer hjem, så vi kan se, han ikke er tilfreds med os og han viser os, hvor meget han har kedet sig "alene" hjemme. Han er en sjov kat :)

Med forårets komme har jeg også haft mere fat i kameraet. Jeg har fået taget mange billeder af Julius i haven allerede (Phoebe er ikke lige så glad for kameraet, og min store stjerne, Ozzy, bruger stadig en del tid på at snorksove indenfor), som det kan ses ovenfor, og i går, da jeg var med Julius og Phoebe i haven, opdagede jeg, at der er kommet bier derude nu. Så jeg måtte lige have makroobjektivet på. Det kom der bl.a. det her billede ud af:

Jeg føler mig stadig ret skrøbelig, både fysisk og psykisk, men er ved at finde tilbage til livet og hverdagen igen. Det er noget, der sker et skridt ad gangen, og i dag kom turen endelig til bloggen. Jeg har gerne villet skrive det her indlæg længe, men har ikke haft tid, arme eller psykisk overskud til at prioritere det før nu. Jeg er glad for endelig at være nået hertil. Bloggen betyder rigtig meget for mig, og jeg har stadig en masse at fylde bloggen med, både opskrifter og tanker om livet, så det føles godt at være kommet i gang igen :)