Kiksekage

Det er uendeligt længe siden sidste indlæg og også sidste opskrift, så nu må det være på tide, at jeg får sat mig og delt noget med jer. Livet har været vendt totalt på hovedet det seneste år og især siden midten af december, og efter opskriften herunder vil jeg dele med jer, hvad vi har været og er igennem.

Men først til opskriften 😊 Dagens opskrift er på en lækker klassiker, nemlig kiksekage, som mange af os kender fra vores barndom. I den klassiske kiksekage bruges der i mange tilfælde palmin og ikke ægte chokolade, og jeg har tidligere oplevet med den oprindelige opskrift, at det har givet en kiksekage, man nærmest ikke kunne skære igennem. Det problem er løst med den her opskrift, som giver en kiksekage, man fint kan skære igennem, og derudover indeholder den chokolade, hvilket giver en bedre smag i mine øjne. Endnu en fordel ved denne opskrift er, at den er så utrolig nem. Jeg går aldrig tilbage til palminversionen efter at have lavet kiksekage med kondenseret mælk.

Kiksekage er en tung sag, og chokoladelaget har brug for ikke at blive for tykt, hvilket ordnes ved at bruge en god mængde vaniljekiks at lægge mellem lagene. Jeg bruger en hel pakke af de firkantede vaniljekiks fra Karen Volf, som man kan få i flere butikker (har selv haft købt i Meny og Daglibrugsen tidligere), svarende til 26 kiks, eller 190 g. Jeg har ikke set andre mærker lave firkantede kiks, men andre typer er selvfølgelig lige så gode. Jeg bruger firkantede kiks for nemheds skyld, da kagen er firkantet og lavet i en brødform. 

Jeg lavede kagen i foråret i forbindelse med min svigerfars fødselsdag, da han elsker kiksekage og længe havde gået og ønsket sig sådan en. Så det skulle der naturligvis være på hans fødselsdag 💗 Han blev da også meget glad for den.

Kiksekage

300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
35 g saltet smør (i blok, ikke smørbar)
26 (190 g) firkantede vaniljekiks

En mindre brødform, ca. 25 cm lang
Husholdningsfilm/vitavrap til formen

Hak chokoladen groft og put den i en gryde sammen med den kondenserede mælk og smørret. Varm gryden op under omrøring, til det hele begynder at smelte lidt og skru så ned på lavt - mellemlavt blus. 

Rør i gryden, mens alt smelter sammen ved lav varme. Når chokoladeblandingen er ensartet, tager du den af blusset. 

Fordel husholdningsfilm i formen, så den er dækket over alt. Smør herefter et tyndt lag chokoladeblanding i bunden og fordel kiks herpå. I min form kunne der være ca. 4 ½ kiks pr. lag i længden, så jeg knækkede kiks, så det passede. Læg endnu et lag chokoladeblanding oven på kiksene og herefter et lag kiks. Sørg for, at chokoladebladningen kommer godt ud til siderne også, så kiksekagen bliver pæn i kanterne.

Jeg havde i alt 5 lag kiks, hvilket passede med den mængde kiks, jeg havde i min pakke (fra Karen Volf, hvor der er 26 kiks i en pakke). Brødformen er smallest i bunden, så de første lag passer fint med én kiks i bredden, men i de øverste lag var den bredere, så det passede med en kiks + et mindre tilpasset stykke kiks i bredden. Jeg valgte at bruge hver eneste kiks, da vi foretrækker mange kiks og knap så tykt lag chokoladeblanding, da det nemt kan blive lidt for meget. 

Slut af med et lag chokoladeblanding og fold filmen rundt om kagen, så den også er dækket på toppen (læg evt. et nyt stykke film på, hvis det, du har i formen, ikke er stort  nok til at dække toppen af kagen. 

Sæt formen med kagen i køleskabet i mindst 4 timer men gerne natten over, før kagen skal spises. Tag den ud af køleskabet 5-10 minutter før servering, så er den nemmere at skære. Brug en stor, skarp kniv, som du presser ned gennem kagen (uden at skære frem og tilbage), det giver de pæneste skiver.

Spis kiksekagen med det samme, den er skåret, da chokoladen vil blive noget blødere, når kagen har stået ved stuetemperatur en tid. 

Som jeg skrev i starten af indlægget her, har livet været vendt noget på hovedet det seneste år og især siden december. I mine indlæg fra sidste år fortalte jeg om, hvordan jeg i 2021 blev diagnosticeret med leddegigt, en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber egne celler, og det har begrænset mig en del i brug af min krop, også til at lave ting i køkkenet, nye opskrifter til bloggen osv. Men vi får dog mad hver dag, selvom det måske ikke altid er lige så meget fra bunden, som den tidligere har været, så vi klarer os.

Men i december skete der noget uventet. Christian og jeg var hjemmefra et par timer 18/12 for at blive vaccineret mod corona, og da vi kom hjem, havde Julius en kæmpe krise. Som jeg før har fortalt, har han problemer med sit tarmsystem, så han jævnligt ikke kan komme i bakken, uden vi helt ved, hvorfor han kæmper med det. En del af problemet er pels, men de andre to har jo også lang pels og længere end hans, uden de har problemer. Men han har siden lige efter vores bryllup i 2020 haft det problem, og lige netop den dag var det allerværst i hele perioden. Han havde en krise, vi ikke kunne hjælpe ham med, selvom vi gjorde alt, vi plejer, der normalt kan afhjælpe krisen. Så sidst på aftenen måtte vi have ham akut til vagtdyrlæge, og han var indlagt i ca. 4 dage, hvor de prøvede at få en hårbolle, der sad fast, til at flytte sig. Men det endte med, at han måtte opereres, og han kom hjem lige før juleaften. Det var en ekstremt stresset tid med ham, fordi vi skulle have alt til at fungere igen med hans mave, han skulle have nok at spise, og vi brugte et par måneder derefter på at finde rette behandling med så lidt hjælp til tarmene som muligt, da for meget paraffinolie osv. kan gøre, at hans tarmsystem bliver dovent. 

I løbet af foråret har vi langsomt trappet hans medicin ned, så han nu kører på minimum, hvor han fungere det meste af tiden. Man kriser kan opstå lige pludseligt uden at være til at forudse (sådan var det også med mere medicin), så det er nu slut for os med at komme hjemmefra ret længe ad gangen, da han skal have akut hjælp, hvis der sker noget. Så vi har ikke været hjemmefra i et helt døgn siden før vores bryllup i 2020. Det er en hård pris at betale, for det begrænser os også noget i vores samvær med andre mennesker, ikke mindst fordi min familie og en del af mine venner bor i Jylland. Så nu ses vi sjældent og det er med stor bekymring, vi forlader Julius hver gang. Men han har det godt 99% af tiden og er sådan en kærlig, sjov og hengiven dreng, så det var ikke en svær beslutning at tage, at så må livet bare være sådan. Det er vi begge enige om. Vi holder utrolig meget af ham og håber, at tingene med tiden kunne blive nemmere for ham og os, men vi tager en dag ad gangen.

Ulykkerne kommer sjældent alene, så problemerne med Julius har desværre ikke været det eneste, vi har kæmpet med siden december. I starten af 2022 var jeg afsted til en scanning for knogleskørhed i forbindelse med min gigtsygdom, og belastningen af at ligge til den scanning fik gigten til at blusse voldsomt op i mine knæ især. Efterfølgende havde jeg en svær reaktion, hvor begge knæ føltes, som om de var brækket, og der var intet at gøre. Prøvede alle gode råd og måtte til sidst ty til voltaren gél, som jeg håbede, kunne lindre lige så meget, så jeg kunne få sovet lidt. Så jeg sad på badeværelset først på morgenen en dag i januar og ventede, efter at have smurt mine knæ, men kort tid derefter faldt jeg simpelthen om og besvimede. Jeg er selv ret sikker på, at det var en reaktion på medicinen, for jeg har på et senere tidspunkt også oplevet at blive begyndende dårlig af det. Men det var simpelthen så skræmmende, og jeg endte med en tur på sygehuset, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med en meget hårdhændet og usympatisk læge, og jeg blev sendt hjem uden nogen form for behandling. Ikke lige hvad man har brug for i sådan en situation.
Efter en del dage på krykker begyndte jeg at kunne gå normalt igen. Jeg har siden haft tilbagefald med knæene, senest i mandags, da mine knæ er meget skrøbelige. Det er blevet en del af de problemer, jeg skal kæmpe med jævnligt pga. min gigt.

I januar blev min far af sin læge sendt til en scanning pga. underlige tal i hans blodprøver. Jeg kunne ret hurtigt forstå på ham, at det må have været kræftpakken, der var sat i gang, og desværre viste det sig, at han havde fået kræft i leveren. Han skulle have lavet et indgreb, hvor knuden skulle brændes i slutningen af februar, og da min far er alene og var meget bekymret for indgrebet, valgte jeg at tage turen til Århus for at være hos ham, mens han skulle igennem det. Christian måtte blive hjemme for at passe Julius, og jeg måtte rundt med offentlig transport, hvilket ikke er helt nemt med mine udfordringer, men jeg kunne ikke klare tanken om, at min far skulle alene igennem det her, så hvad gør man ellers?

Umiddelbart gik alt godt med indgrebet, og jeg tog hjem igen. I toget hjem sad jeg sammen med en masse syge mennesker, der alligevel havde valgt at tage toget. Resultatet blev, at jeg to dage senere begyndte at få symptomer på corona. Jeg har ellers passet så utrolig meget på, da jeg er ekstra udsat, bl.a. fordi jeg får immundæmpende medicin, så det var skræmmende at se den positive test. Havde Julius ikke været syg, havde Christian og jeg taget bilen, og så var det ikke sket. Men det kan man desværre ikke planlægge sig ud af. Desværre havde jeg et rigtig slemt forløb og endte med at måtte få en type coronamedicin, som stopper virus i at brede sig yderligere, da det gik i mine lunger. Var hundesyg i 14 dage og svag længe efter. Christian endte også med at blive smittet - det er svært andet, når man bor sammen - men han var ikke engang så syg, som da han 14 dage forinden havde en let forkølelse. Han var dog træt et stykke tid efterfølgende.

Storplettet perlemorsommerfugl fanget med kameraet i haven denne weekend

Desværre fik coronaen min gigt til at blusse voldsomt op, så jeg pludseligt nærmest ikke kunne bruge min krop. Skulle have hjælp til meget. Har siden foråret prøvet at få styr på gigten med forskellig medicin, men intet virker ordentligt. Så jeg har stadig en del problemer, både med at bruge mine hænder og med at gå, da jeg nu har gigt i fødder, tæer, ankler, knæ, hofter, sener i underbenene, fingrene, skuldre og sener i underarmene, i varierende grad. Derfor har det også taget lang tid for mig at samle mig om at få lavet det her indlæg med både opskrift og opdatering, da gigten virkelig trækker tænder ud. 
Jeg har i perioden afprøvet ny medicin, som jeg desværre ikke tålte. Fik en svær psykisk reaktion på den og derudover udslæt og kløende eksem samt tinnitus. Måtte stoppe med den hurtigt, men desværre er halveringstiden for medicinen lang, så jeg er endnu ikke helt sluppet af med bivirkningerne. Har stadig tinnitus og udslæt i ansigtet. Det kan være svært at finde rette behandling, desværre. Jeg skal til kontrol i denne uge, og jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg skal videre i offentlig regi, så man kan vurdere, om der skal afprøves biologisk medicin (meget krads medicin med mange bivirkninger, men som mange har god virkning af). Alting er lidt usikkert, men som med alt andet prøver vi at tage en dag ad gangen.

I øvrigt, i forhold til min far og hans kræftsygdom og behandling, fik han og vi så at vide en måned senere, at de simpelthen ikke havde foretaget indgrebet, og ingen havde givet os besked! 😡 På trods af at jeg gentagne gange gik til dem med spørgsmål om hans operation, mens jeg var på sygehuset. Tvært imod havde vi fået besked på, at der ikke var nogen anmærkninger til operationen, så det måtte have foregået planmæssigt. Jeg kan godt sige, at jeg blev vred, for så havde både min far og jeg været igennem det cirkus for ingen verdens nytte, jeg havde fået corona og en svær reaktion med min gigt pga. turen, som var forgæves, og da de lavede en ny tid til indgrebet, var jeg så dårlig af min gigt, at jeg ikke kunne være hos ham denne gang! Så han måtte desværre igennem turen alene anden gang. Han kom heldigvis igennem og er umiddelbart kræftfri, men går til kontrol. Så vi håber, at det ikke vender tilbage. Men det har været et frustrerende forløb for ham og os som pårørende.

I januar fyldte jeg 40. Men pga. alle de her udfordringer var det ikke lige oplagt med en fejring. Jeg fik dog holdt lidt med nærmeste familie i april, hvor jeg gjorde det lidt anderledes, end vi plejer. Normalt er det kaffe og kage osv., men i år blev det til en lækker buffet, som vi mødtes og spiste her om eftermiddagen efterfulgt at spil og til sidste kaffe og kage. Jeg lavede selv al maden i samarbejde med Christian, og jeg gik på forhånd og lavede så meget i god tid, som jeg kunne, og havde planlagt det med så lidt arbejde som muligt af hensyn til min gigt. Det gik superfint, og maden var så lækker. Vi har en sous vide-maskine, så jeg kunne forberede noget af kødet på forhånd og bare varme, og menuen blev:
Sous vide oksemørbrad og hvidløgsmarineret svinekam, hjemmelavede frikadeller, salater, små ristede kartofler med rosmarin og salt, hjemmelavet kartoffelsalat, brød (købt) og bearnaise (Eriks - tæt på hjemmelavet og meget nemmere at stå med til sådan et arrangement). Det var en superdejlig dag, lige som jeg kunne have ønsket mig den. Er ikke til de store fester, så det var lige i min ånd 💗
Vi var desværre ikke så opmærksomme med kameraet den dag, men fik da lidt billeder, som i udsnit viser min dag:

Lidt af maden fra min fødselsdag

Vi havde pyntet festligt op med guirlander og pom pom'er mm., så her var rigtig flot 💗

Jeg fik fine gaver, bl.a. det her varmetæppe fra mine svigerforældre, som lindrer mine gigtsmerter

Fødselaren 😊

Alt har ikke være ren elendighed, heldigvis, for jeg har også i løbet af det seneste halve år fået en langvarig drøm opfyldt. Jeg kommer jo fra Jylland og er flyttet her til øen, da Christian og jeg fandt sammen, hvilket er langt væk fra de venner, jeg havde. Og det er svært at ses så tit pga. afstande og andre udfordringer i livet. Derudover gør mit helbred, at jeg ikke kan arbejde, så jeg kommer ikke ret meget ud blandt andre mennesker, så det er ikke nemt at lave nye bekendskaber, og livet bliver lidt ensomt ind imellem. Især når Christian er på arbejde, for ellers laver vi alt sammen. Så jeg har længe ønsket mig, at jeg kunne få en veninde tættere på, men det har virket lidt håbløst. Jeg har trawlet diverse venindegrupper på Facebook osv., men de fleste ønsker sig en veninde, som kan mange ting, jeg desværre ikke kan tilbyde eller være med på i en grad, som de kunne ønske sig, så jeg havde faktisk opgivet at møde nogen. Lige indtil det en dag i marts bankede på døren, og der stod en smilende kvinde udenfor, som samlede ind til Børns Vilkår. Vi faldt i snak og stod faktisk og snakkede sådan der i døren i over en time, tror jeg. Vi endte med at aftale at skrives ved, så vi kunne mødes, og det er faktisk lykkes.

Ligesom jeg lever hun med kroniske smerter og andre udfordringer, der ligner mine, og utroligt nok bor hun lige rundt om hjørnet. Så det var et lykketræft, at hun kom her den dag, at vi var hjemme og at det var mig, der åbnede døren. Vi har skrevet sammen og mødtes flere gange siden da, og det bidrager med en masse positivt til mit liv. Pga. vores lignende udfordringer har vi en forståelse for hinandens behov, og det gør bare relationen så nem. Der behøves ikke de store forklaringer. Det er virkelig rart. Jeg er spændt på, hvordan vores venskab udvikler sig fremadrettet, men det gør mig glad, og jeg er taknemmelig for, at livet ind imellem også kan vise sig fra den mere positive side. Især med alle de udfordringer det ellers byder mig og os. 

Vi har i øvrigt også kærligheden til katte til fælles 😄 Jeg havde mit kamera med, da jeg var hos hende i sidste uge, så I skal da lige se et par billeder af hendes smukke dreng, Findus 💗

Jeg håber ikke, der går lige så længe inden næste indlæg her på bloggen, men jeg er lidt udfordret på krop og energi pga. min gigt og de andre udfordringer, livet kaster på min/vores vej, så fremtiden er svær at forudse. Jeg har dog ikke hverken glemt eller opgivet bloggen og bruger den selv flittigt, når jeg laver madplan, bager eller lige skal finde inspiration til et eller andet, så jeg håber, at andre også stadig vil bruge den sådan, selvom der er længere mellem indlæggene her. Jeg har lidt opskrifter, jeg ikke har fået fotograferet, så der kommer nok lidt hen ad vejen, vil jeg tro, når jeg lige finder overskuddet til at få afsluttet arbejdet omkring det. 😊

Makronsnitter med hindbærmarmelade

Jeg har sådan glædet mig til at dele opskriften på den her lækre kage med jer. Jeg har bagt den utallige gange, siden jeg første gang bagte den sidste foråret, hvor jeg fandt inspiration til snitten hos madforlivet. Jeg har selv arbejdet lidt videre med opskriften og lavet den til en slags luksushindbærsnitte, som er den bedste beskrivelse af den her lækre kage. 

Det bedste ved kagen er, at den simpelthen er så nem at lave! Mange i familien elsker hindbærsnitter, men det er ikke min favoritkage at bage, fordi der er så meget arbejde med mørdejen. Det problem er løst i denne opskrift, hvor bunden ikke engang skal rulles ud, og toppen er en lækker marengs med marcipan, som bare skal dryppes ud over fyldet. Og så smager den faktisk som en slags luksushindbærsnitte 😍

Makronsnitterne er yderst fryseegnede. Smager som nybagte, selv efter en tur i fryseren. Jeg plejer gerne at fryse snitterne ned med et stykke madpapir pakket omkring og så bare i en frysepose. Når de skal bruges, tager jeg dem og op lader dem tø op på en tallerken, og vupti! Så er der kage 😄 

Makronsnitter med hindbærmarmelade


Bund:
225 g hvedemel
125 g lyst rørsukker
1/3 tsk fint salt
1 tsk bagepulver
125 g blød margarine
2 æggeblommer

Fyld:
1½ - 2 dl hindbærmarmelade

Marengstop:
2 æggehvider
250 g flormelis
100 g marcipan


Til bunden blandes mel med rørsukker, salt og bagepulver. Smuldr margarinen i, så den er helt findelt. Det kan gøres med fingrene eller køkkenmaskinens k-spade. Tilsæt til sidst æggeblommerne og bland det hele godt sammen, evt. med en elpisker eller køkkenmaskinen, så du står med en fin rasp. Blandingen her vil ikke samles til en dej, men det er meningen. Bunden skal alligevel nok blive fast efter bagning.

For en bradepande (min er 23x34 cm) med bagepapir. Fordel bladningen til bunden jævnt i bradepanden og tryk den sammen til en ensartet bund.

Forbag bunden 15-17 minutter i ovnen ved 200 grader, til den er gylden ovenpå og har sat sig.

Mens bunden forbages, laves marengstoppen. Pisk hviderne luftige og stive og pisk herefter flormelis i. Pisk, til det er hvidt og let i konsistensen. Riv marcipanen groft og pisk den i æggemassen. Pisk, til massen er ensartet.

Tag den forbagte bund ud af ovnen. Fordel marmeladen over bunden, så der ligger et godt lag. Mængden angivet er vejledende, men vær ikke for nærig med marmeladen. Syrligheden fra hindbærene skal give modspil til den søde top. Jeg giver den et godt lag, så det ikke er alt for gennemsigtigt og bruger ca 1½ - 2 dl i alt.

Nu skal marengsen fordeles over kagen. Her skal du være lidt forsigtig. Tag en skefuld marengsfyld og fordel det over kagen ved at holde skeen over overfladen på kagen og lade det dryppe/flyde forsigtigt ned over kagen, mens du flytter skeen rundt. Tag endnu en skefuld og gør det samme et andet sted på kagen, så overfladen lidt efter lidt dækkes af marengs. Du må endelig ikke forsøge at smøre det ud over marmeladen, for det kan ikke lade sig gøre. Marengsen vil flyde lidt ud, efter du har lagt den på kagen, så lad den selv gøre lidt af arbejdet, mens du hælder mere marengs på andre steder på kagen.
Hvis der til sidst er få steder, hvor marengsen ikke når sammen, kan du meget forsigtigt fordele det øverste af marengsen for at dække hullerne. Men det skal være forsigtigt og kan ikke gøres ved større huller, for så bliver marengsen blandet med marmeladen.

Sæt kagen i ovnen igen og bag den 20-22 minutter ved 200 grader, til marengsen er blevet flot lysebrun og er stivnet.

Lad kagen køle helt ned, før du tager den ud af formen og skærer den i makronsnitter efter ønsket størrelse. Kan anbefale, at de ikke skæres i alt for store stykker, da det er en ret kompakt kage 😊

Selvom det er lang tid siden, der har været aktivitet her på bloggen, sker der en masse bag kulissen, madmæssigt. Jeg har fået bagt en del, også nye ting til bloggen, som endnu ikke er nået til udgivelse, og jeg har begravet mig dybt i et nyt bageemne, nemlig professionel pizzabagning. Jeg har købt et bagestål og har været i gang med at eksperimentere med nye typer mel, teknikker og opskrifter, og det går overraskende godt. Det er en hel ny verden og giver et meget anderledes resultat end de mange pizzaer, jeg har bagt gennem tiden. Det er meget spændende og sjovt at lege med. Det skal nok ramme bloggen på et tidspunkt, det lover jeg 😊

Jeg får ikke skrevet så meget herinde i tiden, og det er der flere årsager til. Christian arbejder stadig hjemme 100% af tiden og bruger derfor kontorstolen, som jeg har brug for for at sidde ved den stationære computer og skrive indlæg, og det har knebet med energien. Vi har haft tre ud af tre katte syge på én gang, hvilket har været afsindigt hårdt, og vi er også stadig ret bekymrede for min far, der stadigvæk har nogle udfordringer. Samlet set har det kostet meget energi og aktiveret min stress i seriøs grad, så jeg har kæmpet bare for at komme igennem hver dag. Jeg har jo samtidig skulle opretholde en hverdag og sørge for indkøb osv., så derudover har det virkelig været knapt med, hvad jeg har haft overskud til. Men jeg håber, at det er ved at vende.

Ozzy er frisk igen efter en lang periode med en luftvejsinfektion, vi havde svært ved at slå ned, bl.a. fordi han ikke tålte nogen som helst slags af den medicin, vi prøvede til ham. En slags mistede han totalt appetitten af og tabte næsten 1 kg, hvilket er meget for en lille kat, og to andre slags kastede han op af. Vi prøvede også kvalmestillende, men hans mave var så irriteret, at al medicin kom op igen. Så han måtte selv klare sidste del af infektionen, men det kunne han heldigvis godt. Og han fik appetitten igen, efter han stoppede med medicinen. Så nu prøver vi at få ham tilbage i sin kampvægt. Det tager tid, men han har heldigvis generelt en fin appetit, den gamle dreng.

Phoebe har også haft mistet appetitten, og vi endte med at måtte skifte hendes grundfoder helt ud. For hun ville simpelthen ikke spise det. Det nye foder lokkede heldigvis mere, og hun har på intet tidspunkt tabt sig, så vi har set det hele lidt an løbende. Hun spiser efterhånden helt godt igen, så vi er ikke længere bekymrede for hende.

Julius har stadig sit problem med tarmene. Men vi gør vores bedste for, at han får det godt igen. Han får rette kost og vi holder øje med, om han skulle have brug for tilskud, hvis maven går helt i stå. Det er en virkelig lang proces med ham, og jeg ved ikke, hvornår det nogensiden bliver normalt igen, men det vigtigste er, at han har det godt, så vi sætter livet på hold så længe, som han har brug for det. Han er heldigvis en glad dreng, så det hjælper lidt på det. 

Han er i øvrigt blevet 3 år for nogle måneder siden, så han er efterhånden ret voksen og er blevet sådan en fin og harmonisk dreng, også i forhold til temperament. Han er stadig en sjov og skør dreng med vilde ture, men han er også en krammekat, der elsker sine mennesker og Phoebe og Ozzy. Her er et nyere billede af ham fra haven, som han elsker at tilbringe mange timer i.

Ud over de ovenstående udfordringer har jeg desværre også igen været ramt på helbredet. Jeg vågnede op en morgen med afsindige smerter i den ene skulder og kunne slet ikke bruge armen til noget som helst. Min fysioterapeut mener, at skulderen er hoppet lidt af led, mens jeg har sovet på den, og det er ikke helt utænkeligt. Det var ekstremt smertefuldt. Jeg brugte LDN, som jeg jo i forvejen får for smerterne i mine arme, til at slå inflammationen ned, og det lykkedes heldigvis. Desværre har smerterne været tilbagevendende i perioder, da min skulder åbenbart ikke rigtigt kan finde helt på plads igen, så det har sat mig lidt ud af spillet. Faktisk så kom smerterne første gang lige oven i, at jeg havde købt bagestålet, så jeg havde slet ikke fornøjelse af at prøve det af en lang periode derefter. Men jeg har dog siden fået afprøvet stålet og er meget begejstret for, hvad det kan yde.

Pga. alle de her udfordringer i mit liv har det ligget meget stille med mine gåture længe. Jeg har forsøgt at gå, men pga. kulden har jeg fået aktiveret mine smerter, især i nakken, så det har også holdt mig fra at gå særligt ofte. Men nu, hvor varmen er vendt tilbage, er jeg også ved at komme i gang med mine gåture igen. Jeg ved, at det på sigt vil dulme de smerter, jeg har i nakke og ryg, fordi kroppen får nok bevægelse, så det er godt at være lidt i gang igen. Jeg håber, det kan fortsætte. 

I forhold til stressen kører det stadig lidt frem og tilbage. Jeg bliver hurtigt udmattet og får fysiske symptomer, når der er for meget fyld i dagene, men jeg synes, det generelt går lidt fremad, så forhåbentlig er jeg snart helt ovenpå igen. Såfremt der ikke kommer nye udfordringer. 

Billede fra min seneste gåtur. Det er en kæmpe fornøjelse at være ude og få nogle dejlige naturoplevelser igen og masser af lys.

Coronatid er ensom, selvom vi herhjemme måske ikke er de mest socialt anlagte personer. Men vi savner alligevel, at der sker noget. Heldigvis er der udsigt til åbning af samfundet igen, og vi glæder os begge to enormt meget til at skulle ud at spise igen. Det har vi virkelig savnet. Vi har ikke været ude til noget i den retning siden før vores bryllup i oktober, så det er ventet med længsel. Vi plejer at være ude at spise jævnligt eller en tur på vores lokale café, men det har ikke været muligt længe. I fredags rundede vi dog vores café for at få en af de lækre Olufs karamelgelato med tangsalt. Den er simpelthen verdens bedste ispind, så vi var hurtige at slå til, da caféen skrev, at den var hjemme igen. Vi nød den ude i solen på havnen. Det var virkelig skønt!

Det ser desværre ud til, at det kommer til at trække ud i forhold til at blive vaccineret for corona, så det mere normale liv ligger efterhånden ret langt ude i fremtiden. Jeg er i risikogruppen pga. flere af mine lidelser, men da det åbenbart har været for svært at finde os alle sammen, når nogle af os ikke har en aktiv tilknytning til et sygehus, så bliver vi i stedet smidt i grupper sat op efter alder. Da jeg "kun" er 39, er jeg desværre blandt de allersidste til at få vaccinen, og i går blev min gruppe skubbet 4 uger yderligere bagud 😔 Det er virkelig frustrerende. Men hvis de skulle vaccinere efter, hvor gammel man føler sig, ville jeg for længst have fået de vaccinationer overstået 😜

Inden for den næste måned skal vi over til min far igen. Han går desværre og spiser for lidt, så da vi var der i marts, lavede jeg en masse retter til hans fryser i håbet om, at han ville komme i gang med at spise mere normalt igen, nu der var lækker, hjemmelavet mad i fryseren. Han har da også spist og nydt maden, men det kniber stadig med vægten og appetitten, så jeg havde planlagt at skulle i gang med lidt mere mad til ham til vores næste besøg. Jeg har købt ind til at lave høns i asparges, da jeg ved, han elsker det, men desværre er jeg stået op med et nyt tilbagefald med skulderen, så jeg er meget smerteplaget i dag. Jeg er dog ret stædig, så jeg har, trods smerterne, været i gang i køkkenet. Hvis jeg skulle sidde og lave ingenting alle de dage, kroppen gakker ud, kunne jeg nærmest aldrig foretage mig noget. Så jeg bed tænderne sammen og har fået lavet en stor portion tarteletfyld. Jeg har valgt at tilsætte piskefløde til sovsen, så min far kan få nogle kalorier, og det var faktisk meget godt, så måske bliver det en fast ingrediens fremadrettet. Det skal i hvert fald prøves igen, når jeg laver til os selv, så måske kommer der på sigt en lille tilretning af min opskrift her på bloggen. Vi må se. Nu skal det bare køle lidt, så det kan pakkes i portioner og lægges i fryseren. 

Til slut får I lige et billede af Julius med kattenes nye favoritlegetøj, nemlig en stor "cigar" lavet i læder, fyldt med den bedste katnip. Den gør stor glæde hos dem alle tre og har en størrelse, så Julius kan ligge og kramme og sparke den på samme tid 😀 Fangede et billede af ham på aftenen, hvor han fik den og måtte konstatere, at dér røg kørekortet vist 😜😂 Han er i hvert fald helt vild med den cigar.

Spaghetti carbonara

I starten af året fik I opskriften på det lækre ciabattabrød, et italiensk brød med store, flotte lufthuller og en sej og saftig krumme. I dag vil jeg dele en anden italiensk opskrift med jer, som brøddet passer perfekt til, nemlig spaghetti carbonara. Carbonara er ægte comfort food i min verden; smager fantastisk og er hurtigt og nemt at lave.

I 2017 var vi på ferie i Rom, og carbonara var den eneste gennemført italienske ret, jeg spiste, mens vi var der. Jeg har jo i mange år haft problemer med at tåle mad, hvilket nu heldigvis er bedre, takket være LDN, men jeg måtte bare have carbonara, nu vi var på besøg i spaghettiens hjemland 😄 Det var virkelig lækkert, og jeg har siden arbejdet på at lave min egen opskrift, som kunne leve op til den lækre, italienske carbonara. Det er efterhånden lykkes rigtig godt, og det er den opskrift, I får i dag.

En ægte carbonara skal der ikke fløde i, men det betyder ikke, at pastaen ikke bliver lækkert cremet. Hemmeligheden er blandingen af ost, æg og lidt kogevand fra pastaen. Den helt rigtige smag får man ved at bruge de rigtige oste. Brug en ægte parmesanost, dvs. parmigiano reggiano, og pecorino. De to oste ligner hinanden meget, men smager lidt forskelligt. Pecorino er lavet på fåremælk og har en kraftig, lidt bitter smag. Af den årsag blander jeg den 50/50 med den lidt mildere parmigiano reggiano, så resultatet bliver en sovs med kraftig, let bitter smag.

Egentlig burde kødet i en carbonara bestå af pancetta, en type saltet bacon, som ikke er røget. Men da det er ret svært at få fat på herude på bøhlandet, bruger jeg gerne bacontern. Bruger gerne en pakke friland eller øko, men det kan man jo gøre, som man ønsker. Det lyder måske ikke af meget med 150 g kød til to personer, men det er rigeligt og passende i denne ret.

En afsluttende kommentar til retten: husk peber! Det er en uundværlig ingrediens i carbonara. Jeg var virkelig overrasket over, hvor meget peber der var på min carbonara i Italien, men jeg opdagede også, hvor stor en forskel det gør. Så giv din færdige carbonara et ordentligt skud friskkværnet peber ved servering. Og er du uheldig at møde en kønsløs carbonara ude i byen, så giv den et skud peber. Det hjælper virkelig meget.

Da retten er ret tung og fed, vil jeg anbefale at servere en grøn salat til bestående af overvejende bitre salater som fx radicchio og ruccola, og naturligvis det gode ciabattabrød og lidt olivenolie eller tapenade at dyppe i.

Spaghetti carbonara (2 personer)

250 g spaghetti
150 g bacon i tern (eller panchetta, hvis du kan få det)
1 stort fed hvidløg
50 g pecorino
50 g parmigiano reggiano (ægte parmesanost)
2 hele æg, gerne pasteuriserede
Ca. ½ dl kogevand fra spaghettien
Lidt salt
Godt med friskkværnet peber

Tilbehør:
Godt brød, gerne ciabatta eller lignende (fx dette ciabatta)
Olivenolie at dyppe brødet i eller alternativt en god oliventapenade
En grøn salat af blandede salater (gerne iceberg, radicchio og rucula)


Pil og hak hvidløget fint.

Kog pastaen i rigeligt, letsaltet vand. Undgå at brække spaghettien over. Sæt den ned samlet i det kogende vand og giv slip, så den falder ud langs siderne hele vejen rundt. Når den bliver lidt blødere, vil den selv glide ned i gryden 😊

Mens spaghettien koger, forberedes resten. Riv de to slags ost fint og bland dem i en skål eller dyb tallerken. Tilsæt æggene og bland det hele godt sammen, til det er en tyk grød. Smag til med lidt salt.

Steg baconternene i lidt olie i en stor gryde og tilføj efter nogle minutter det hakkede hvidløg. Steg ved jævn varme, til baconen er gylden (undgå at den bliver for mørk).

Stil gryden til side.

Tag ca. ½ dl af kogevandet fra spaghettien, lidt før den er færdig med at koge. Rør det med det samme i ostemassen lidt efter lidt, så det bliver en flydende og cremet konsistens.

Når spaghettien er kogt færdig, hæld det da i et dørslag eller en si, men undlad at lade det dryppe helt af. Vend det med det vand, der hænger ved, over i gryden med baconen, og tilsæt med det samme ostemassen. Rør det hele godt sammen, mens gryden står på et blus med jævn varme, kun lige til osten er fordelt, da for meget varme vil få æggene til at gryne og klumpe ostemassen sammen. Det gør ikke noget for smagen, men ser ikke så pænt ud 😊

Fordel rigelig friskkværnet peber over den færdige ret, før den serveres.

Server gerne en grøn salat bestående af forskellige salater til (fx iceberg, radicchio og rucula, som samlet giver en balanceret bitterhed og friskhed til den fede ret), samt godt brød med en god olivenolie at dyppe i eller oliventapanade.

Den færdige carbonara. Server den med godt brød, fx denne ciabatta, olie eller tapernade at dyppe i og en frisk, grøn salat.

Da vi var i Italien, boede vi via Airbnb, så der var mulighed for at lave mad selv pga. min sarte mave. Så vi fik nok set Italien på en lidt anden måde end de fleste, fx når vi var i supermarkederne for at handle ind. Det var lidt af en udfordring, for italienerne spiser lidt anderledes end os her i Danmark. Vi fandt dog også en "nutella", der med flere længder slår den originale. Så den måtte der nogle glas med hjem af. Det er helt sikkert også noget, der står på ønskesedlen, når vi engang skal tilbage til Rom 😊

Det var den allersidste aften, vi tog ud og spiste pasta, for så havde jeg lidt bedre mod på det, nu vi skulle hjem dagen efter til mere sikker mad. Det var en virkelig stor oplevelse. Vi spiste på en lille lokal restaurant tæt på, hvor vi boede. Et sted uden turister, mest for de lokale, så det ud til. Jeg fik som sagt carbonara og Christian fik en lækker pasta med noget tomatsovs af en art. Begge dele blev serveret med brød, olie og ekstra parmesanost at putte på, og vi kunne trille derfra, da vi var færdige 😄 Næste gang, vi skal til Rom, har jeg bedre mulighed for at nyde den lokale mad, nu LDN har repareret min mave. Det vil jeg virkelig glæde mig til.

Selvom jeg ikke så godt kunne være med på maden på denne ferie, skulle Christian ikke snydes for lækkerier, så han fik afprøvet nogle af de lokale kager. Valget stod ofte på noget med hasselnødder i, som er i alt dernede (inklusiv verdens bedste is - hasselnøddeis. Ville seriøst tage til Rom kun for at spise hasselnøddeis!), og det skinner også lidt igennem på kagerne på det øverste billede herunder. Der var en lækker hasselnøddecreme inde i croissanten. 😊

Der er meget mere at fortælle om Rom, men jeg vil vende tilbage og fortælle lidt mere, når jeg deler en ny opskrift, som også har baggrund i vores tur. Næste gang kan I høre om kattene i Rom 😊


For 14 dage siden var jeg hos reumatologen igen. Han ville gerne se mig igen ½ år efter sidste tid pga. mine høje antistoftal og mine smerter. Denne gang bad han mig om at overbelaste benene lidt, før jeg kom, så han kunne se, hvordan de ser ud, når de har det værst. Så jeg gik lidt anderledes ture op til min tid hos ham, hvor jeg rigtigt fik overbelastet især min ankel men også mine skinneben. Der var dog stadig intet at se på skinnebenene på den ultralydsscanning, han lavede på mig, så jeg må forvente, at det er blevet til kroniske nervesmerter som i armene, men på min dårlige ankel kunne han se noget. Der var noget galt med knoglestrukturen, sagde han, og han vil have det undersøgt nærmere, så jeg er henvist til røntgen i første omgang. Det tager dog lang tid at komme til, så det skal jeg først i juni. Er noget spændt på, hvad den undersøgelse viser. Min reumatolog mente, at det måske er slidgigt 😐 Der er stadig ikke tegn til, at leddegigt er aktivt, så den diagnose har jeg endnu ikke, selvom mit antistoftal specifikt for leddegigt er mega højt. Det er jo trods alt meget godt.

Billeder fra mine lidt anderledes gåture. Nød virkelig at se noget andet end området lige her, hvor vi bor.

Sidst, jeg skrev et indlæg her på bloggen, var vi meget i opstartsfasen af denne coronatid, men der er heldigvis sket meget siden da. Det ser ud til, at corona er lige så stille på tilbagetog, selvom samfundet lukker op, og vi har også været på besøg hos Christians forældre, som ellers har levet isoleret de seneste måneder. Vi passer godt på og holder afstand, så går det fint. De har også selv overtaget at handle ind nu, efter jeg har købt ind for dem i to måneder. Heldigvis er der meget få mennesker ude at handle sidst på aftenen, så min svigermor kan handle roligt og sikkert der.

Vi tør efterhånden også tro på, at det nok skal gå med et bryllup til oktober. Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler til den tid, men hvis alt fortsætter så fint som nu, burde der ikke være de store problemer. Vi har i dag netop været nede og snakke med den lokale slagter om maden og afventer nu en pris fra ham. Vi har ellers haft noget hovedbrud over, hvor vi skulle få maden fra, til vi kom i tanke om, at vores højt præmierede lokale slagter også laver mad ud af huset. De kan heldigvis meget, så vi kan få det meget, som vi gerne vil have det 😊

Jeg har også fået besked om, at min brudekjole er kommet hjem, så den skal jeg snart ind at hente og i den sammenhæng have købt noget tilbehør (slør og hårpynt). Glæder mig meget til at komme i kjolen igen. Det er jo lidt spændende 😊 Jeg har også fået ryddet et klædeskab, så der er rimelig god plads der til kjolen, som jo skal hænge og vente på mig i næsten 5 måneder. Skal dog lige ud og købe en kædelås, fx som til en cykel eller lignende, så jeg kan låse skabet af, da Ozzy er meget dygtig med poterne og sagtens kan finde ud af at åbne skabene herhjemme! Han skal ikke lige have lov til at komme ind i skabet, når kjolen hænger der. Det bliver han sikkert mopset over, men det må han leve med, i hvert fald lige for en tid.

Vi er igen startet på at holde ham inde pga. hans skade på næsen, så Ozzy og jeg er begge meget inde sammen, mens Julius og Phoebe bruger mere tid i haven i løbet af dagene. De er dog også flinke til at komme ind og ligge i nærheden af ham, og han får ekstra slik, så det går okay. Han er jo efterhånden vant til det, Ozzy. I år har han fået lov at få sit foderbræt tilbage. Det har han ikke haft, siden han fik mundbetændelse i 2014, så det er et glædeligt gensyn for ham. Hans mund er så pæn, at det nu kan lade sig gøre, og vi holder lidt øje med, at den bliver ved at være sådan, nu brættet er fremme. Julius fatter ikke så meget omkring det bræt der. Han kan se, at det er legetøj, men han forstår ikke at bruge det 😄 Phoebe har dog genlært at stjæle fra det, så alt er, som det skal være, haha. 😉

Nu er det vist ved at være tid til at finde ud i køkkenet og begynde på aftensmaden, så I får ikke mere herfra i dag. 🌸

Mazarinkage med blød nougat

Hello from the other side... får jeg næsten lyst til at synge. Hold da op, hvor er der bare sket meget, siden jeg sidst skrev et indlæg her på bloggen. Alt er vendt på hovedet for os alle sammen pt. For knap en måned siden lukkede samfundet helt ned. Christian er sendt hjem at arbejde, så jeg har glæde af hans selskab herhjemme hver dag. Det er måske også en af de eneste fornøjelser, der er ved det her.

Hans forældre tilhører den udsatte gruppe, da hans far har KOL og de begge er over 70. Så vi har fra starten aftalt, at de bliver hjemme, og jeg sørger for at handle for dem. Det er dog dødkedeligt for dem at gå derhjemme, når de ellers er nogle af de mest sociale mennesker, jeg kender, så jeg prøver at forkæle dem lidt med lækkert bagværk. Endnu har det bestået af hjemmebagte boller, franskbrød, brownies og den her lækre kage, I får opskriften på i dag.

Faktisk blev kagen delt i tre, for Christians fætter elsker mine kager, og han havde ladet en kommentar falde om, at han da ikke ville være ked af, hvis kagefeen kom forbi og satte et stykke kage af til ham :D Sådan noget skal man ikke sige to gange, for jeg elsker jo at bage og glæder gerne andre med mit bagværk. Christian havde bestemt, at jeg skulle bage mazarinkage, og da vi har en masse marcipan købt i december, var det en god ide.

Sædvanligvis bliver mazarinkage overtrukket med mørk chokolade eller glasur, men den her kage har jeg valgt at overtrække med blød nougat efter min mors eksempel. Husker en fantastisk mazarinkage, hun bagte, da jeg boede hjemme, og den blev overtrukket med nougat. Det smager virkelig skønt, så den fremgangsmåde bruger jeg også. På den måde bliver kagen også en god måde at få brugt rester fra jul, da mange ofte ligger inde med ekstra marcipan og nougat.

Jeg har før skrevet om mazarinmuffins her på bloggen, og kagen her er i familie med dem. Med lidt tilpasninger. Du kan sagtens bruge smør til kagen, men undlad da salt. I mange år har jeg til den her kage pisket hviderne stive og vendt i til sidst, men da kagedejen er virkelig bastant, tror jeg virkelig ikke på, at det gør nogen særlig forskel med den fremgangsmåde. Det koster bare ekstra armkræfter (ikke noget, jeg har overskud af). Men skulle du have lyst til at eksperimentere med det, er du selvfølgelig velkommen til det :)

Kagen er bedst de første dage, da den hurtigt bliver tør, men helt frisk er den vidunderlig. En ren marcipandrøm! Med den helt perfekte krumme, som man kender det fra de mazarinkager, man kan købe.

Mazarinkage med blød nougat


200 g blød margarine
250 g flormelis
4 æg
250 g marcipan
125 g hvedemel
100 g kartoffelmel
½ tsk salt
1 tsk bagepulver

Til overtræk:
150-200 g blød nougat


Rør margarine sammen med flormelis. Pisk æggene i et ad gangen og pisk godt, så massen bliver ensartet.

Riv marcipanen groft og pisk den i dejen. Pisk grundigt, så den bliver helt optaget i dejen.

Bland i en anden skål mel, kartoffelmel, salt og bagepulver. Sigt melblandingen i dejen og vend den forsigtigt i.

Beklæd en bradepande med bagepapir (min er ca. 23 x 34 cm) og fordel dejen jævnt. Bag kagen midt i ovnen ved 180 grader i 20-25 minutter, til kagen er gylden ovenpå og gennembagt (tjek med en gaffel, om den slipper).

Vil du hellere have en rund kage, kan den bages i en springform. Forvent, at kagen her skal bage lidt længere, da arealet af formen er mindre, så hold øje og tjek med en gaffel, om kagen er færdigbagt.

Lad kagen køle helt ned, før du smelter nougaten og fordeler den over kagen.

Hvis nougaten ikke har sat sig og ser fast ud igen i løbet af en times tid, kan du sætte kagen kortvarigt i køleskabet, til nougaten er stivnet. Kagen bør dog ikke opbevares i køleskabet, da det gør den tør.

Kagen blev delt i tre; en del til Christian, en til hans forældre og en til hans fætter.

Her er hans fætters andel af kagen på vej til levering :)

Hverdagen er blevet noget anderledes her. Christian arbejder som sagt hjemme, og jeg er kun ude for at købe ind til os og mine svigerforældre. Jeg synes nu, det er lidt hyggeligt, at Christian arbejder hjemmefra, men det er hårdt for ham fysisk, fordi han mangler sit hæve-sænkebord, så han har desværre fået pådraget sig både golf- og tennisalbue :( Min veninde, der er fysioterapeut, har assisteret ham lidt over telefonen med øvelser, som han flittigt laver mange gange om dagen. Fra på torsdag har han påskeferie i over en uge, så forhåbentlig hjælper roen ham også.

Kattene synes også, det er vildt hyggeligt, at han er hjemme hver dag. Så er der lige lidt ekstra opmærksomhed til dem. Herunder er Ozzy på skødet, mens han arbejder, og nedenfor Phoebe og Christian, der ser Kommisær Rex efter arbejdstid (for Phoebes skyld, der var dybt fascineret af hundene i den serie :D).

Det er svært og mærkeligt at skulle holde afstand til de mennesker, vi plejer at have tæt på og ses med jævnligt. Vi ses gerne ofte med Christians forældre, som selvfølgelig får en krammer, når vi ses, men nu er vores kommunikation primært over telefonen, og vi ses kun, når jeg afleverer varer. De bliver sat på trappen og så kan jeg stå nogle meter væk og snakke med dem, mens de tager varerne ind. Vi skulle også have spist sammen forrige fredag, men det kunne vi jo så ikke. I stedet lavede jeg en stor portion enebærgryde med kartoffelmos og bagte en lækker brownie til dessert og delte maden mellem os. Mens vi spiste, sad vi og snakkede over Messenger med video på. Det var faktisk helt okay, nærmest som at være der selv.

Marts skulle have været den mest fyldte måned for os, da vi havde fire shows/koncerter lagt ind der og et besøg hos Julius' opdrættere, men alt på nær showet med Anders Lund Madsen, som vi så med Christians forældre i starten af marts, blev aflyst. Vi skulle have været til Jylland og se et show med min far (hans julegave fra os), men pga. situationen og aflysningen af showet, valgte vi at blive hjemme. Det er en lang tid, vi kommer til at skulle undvære ham, for vi sås sidst til jul, og det er endnu svært at sige, hvornår det er sikkert at tage på familiebesøg i den anden ende af landet. Min far er også i en af de udsatte grupper, så vi må passe på hinanden.


Som jeg skrev i mit sidste indlæg, skal vi giftes i 2020. Vi havde allerede sat datoen i oktober før alt det her, og det er jeg godt nok glad for nu! Alligevel går jeg (og mange andre, der skal giftes i år) med ondt i maven, fordi vi ikke ved, om det rent faktisk kan lade sig gøre at holde et bryllup, da fremtiden er vildt uforudsigelig. Men da der er længe til og man er nødt til at være lidt optimistisk, fortsætter vi vores planlægning af brylluppet. Jeg har været ude og købe min brudekjole (der er fuldstændig fantastisk!), men den får I først at se her på bloggen, når vi er blevet gift, da Christian jo læser med ;) Men jeg har også fundet lidt tilbehør, som jeg godt kan vise frem her.

Som den faste læser ved, har jeg jo desværre haft problemer med mine ben, fødder og den ene ankel den seneste år med mange smerter. Det gør, at jeg ikke kan tåle ujævnt underlag og dermed heller ikke høje sko, som mange ellers vælger til deres brudekjole. Christian og jeg er dog også næsten lige høje, så af den årsag gør det mig ikke noget at skulle kigge efter fladere sko. Jeg har dog altid drømt om nogle flotte høje sko fra Tamaris i farven mauve (gammelrosa sådan ca), men det kunne jo så desværre ikke lade sig gøre. Til min store glæde fandt jeg dog ud af, at Tamaris har lavet et par ballerinaer med netop den farve og samme mønster som drømmeskoene, så jeg var meget spændt på, om det var sko, jeg ville kunne holde ud at have på. Og det var det! Bunden er ekstra blød og stødabsorberende, så de er bare helt perfekte <3 Befinder mig godt i dem og de var ikke engang særligt dyre. Jeg har også fundet en vidunderlig lille matchende clutch til det allermest nødvendige den dag. Her kan du se sættet:

Vi arbejder os så småt fremad med planlægningen og krydser fingre for, at verden er et meget bedre sted om ½ år. Og vi prøver at være lidt selektive i vores kontakt med den informationsstrøm om covid-19, man konstant bliver bombarderet med. Det er befriende at slukke for tv og radio og bare gå i køkkenet og bage lidt. Det gør jeg rigtig meget for tiden. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har bagt så meget. Så det nyder jeg. Lige nu er jeg i gang med at bage burgerboller, som skal bruges til Christians aftensmad i aften (hjemmelavet pulled pork, som jeg lavede tidligere på året og frøs ned i portioner).
Alternativt går jeg en tur. Kan desværre ikke gå så godt mere, så turene er korte og tæt på hjemmet, så jeg hurtigt kan komme hjem, hvis smerterne bliver for slemme. Heldigvis er naturen heromkring smuk, og vi har et mindre moseområde tæt på med vilde fugle og dyr, så det er et helt okay sted at gå en afstressende tur.

Jeg håber, at I alle har det godt og passer rigtig godt på jer selv og hinanden. Påsken nærmer sig, og i år må vi holde vores påskefrokoster hver for sig. Senere på ugen vil jeg på bloggens Facebookside dele påskerelaterede opskrifter, så følg med, hvis du vil have inspiration til lækker påskemad :)