Kiksekage

Det er uendeligt længe siden sidste indlæg og også sidste opskrift, så nu må det være på tide, at jeg får sat mig og delt noget med jer. Livet har været vendt totalt på hovedet det seneste år og især siden midten af december, og efter opskriften herunder vil jeg dele med jer, hvad vi har været og er igennem.

Men først til opskriften 😊 Dagens opskrift er på en lækker klassiker, nemlig kiksekage, som mange af os kender fra vores barndom. I den klassiske kiksekage bruges der i mange tilfælde palmin og ikke ægte chokolade, og jeg har tidligere oplevet med den oprindelige opskrift, at det har givet en kiksekage, man nærmest ikke kunne skære igennem. Det problem er løst med den her opskrift, som giver en kiksekage, man fint kan skære igennem, og derudover indeholder den chokolade, hvilket giver en bedre smag i mine øjne. Endnu en fordel ved denne opskrift er, at den er så utrolig nem. Jeg går aldrig tilbage til palminversionen efter at have lavet kiksekage med kondenseret mælk.

Kiksekage er en tung sag, og chokoladelaget har brug for ikke at blive for tykt, hvilket ordnes ved at bruge en god mængde vaniljekiks at lægge mellem lagene. Jeg bruger en hel pakke af de firkantede vaniljekiks fra Karen Volf, som man kan få i flere butikker (har selv haft købt i Meny og Daglibrugsen tidligere), svarende til 26 kiks, eller 190 g. Jeg har ikke set andre mærker lave firkantede kiks, men andre typer er selvfølgelig lige så gode. Jeg bruger firkantede kiks for nemheds skyld, da kagen er firkantet og lavet i en brødform. 

Jeg lavede kagen i foråret i forbindelse med min svigerfars fødselsdag, da han elsker kiksekage og længe havde gået og ønsket sig sådan en. Så det skulle der naturligvis være på hans fødselsdag 💗 Han blev da også meget glad for den.

Kiksekage

300 g mørk chokolade
1 dåse kondenseret mælk (397 g)
35 g saltet smør (i blok, ikke smørbar)
26 (190 g) firkantede vaniljekiks

En mindre brødform, ca. 25 cm lang
Husholdningsfilm/vitavrap til formen

Hak chokoladen groft og put den i en gryde sammen med den kondenserede mælk og smørret. Varm gryden op under omrøring, til det hele begynder at smelte lidt og skru så ned på lavt - mellemlavt blus. 

Rør i gryden, mens alt smelter sammen ved lav varme. Når chokoladeblandingen er ensartet, tager du den af blusset. 

Fordel husholdningsfilm i formen, så den er dækket over alt. Smør herefter et tyndt lag chokoladeblanding i bunden og fordel kiks herpå. I min form kunne der være ca. 4 ½ kiks pr. lag i længden, så jeg knækkede kiks, så det passede. Læg endnu et lag chokoladeblanding oven på kiksene og herefter et lag kiks. Sørg for, at chokoladebladningen kommer godt ud til siderne også, så kiksekagen bliver pæn i kanterne.

Jeg havde i alt 5 lag kiks, hvilket passede med den mængde kiks, jeg havde i min pakke (fra Karen Volf, hvor der er 26 kiks i en pakke). Brødformen er smallest i bunden, så de første lag passer fint med én kiks i bredden, men i de øverste lag var den bredere, så det passede med en kiks + et mindre tilpasset stykke kiks i bredden. Jeg valgte at bruge hver eneste kiks, da vi foretrækker mange kiks og knap så tykt lag chokoladeblanding, da det nemt kan blive lidt for meget. 

Slut af med et lag chokoladeblanding og fold filmen rundt om kagen, så den også er dækket på toppen (læg evt. et nyt stykke film på, hvis det, du har i formen, ikke er stort  nok til at dække toppen af kagen. 

Sæt formen med kagen i køleskabet i mindst 4 timer men gerne natten over, før kagen skal spises. Tag den ud af køleskabet 5-10 minutter før servering, så er den nemmere at skære. Brug en stor, skarp kniv, som du presser ned gennem kagen (uden at skære frem og tilbage), det giver de pæneste skiver.

Spis kiksekagen med det samme, den er skåret, da chokoladen vil blive noget blødere, når kagen har stået ved stuetemperatur en tid. 

Som jeg skrev i starten af indlægget her, har livet været vendt noget på hovedet det seneste år og især siden december. I mine indlæg fra sidste år fortalte jeg om, hvordan jeg i 2021 blev diagnosticeret med leddegigt, en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber egne celler, og det har begrænset mig en del i brug af min krop, også til at lave ting i køkkenet, nye opskrifter til bloggen osv. Men vi får dog mad hver dag, selvom det måske ikke altid er lige så meget fra bunden, som den tidligere har været, så vi klarer os.

Men i december skete der noget uventet. Christian og jeg var hjemmefra et par timer 18/12 for at blive vaccineret mod corona, og da vi kom hjem, havde Julius en kæmpe krise. Som jeg før har fortalt, har han problemer med sit tarmsystem, så han jævnligt ikke kan komme i bakken, uden vi helt ved, hvorfor han kæmper med det. En del af problemet er pels, men de andre to har jo også lang pels og længere end hans, uden de har problemer. Men han har siden lige efter vores bryllup i 2020 haft det problem, og lige netop den dag var det allerværst i hele perioden. Han havde en krise, vi ikke kunne hjælpe ham med, selvom vi gjorde alt, vi plejer, der normalt kan afhjælpe krisen. Så sidst på aftenen måtte vi have ham akut til vagtdyrlæge, og han var indlagt i ca. 4 dage, hvor de prøvede at få en hårbolle, der sad fast, til at flytte sig. Men det endte med, at han måtte opereres, og han kom hjem lige før juleaften. Det var en ekstremt stresset tid med ham, fordi vi skulle have alt til at fungere igen med hans mave, han skulle have nok at spise, og vi brugte et par måneder derefter på at finde rette behandling med så lidt hjælp til tarmene som muligt, da for meget paraffinolie osv. kan gøre, at hans tarmsystem bliver dovent. 

I løbet af foråret har vi langsomt trappet hans medicin ned, så han nu kører på minimum, hvor han fungere det meste af tiden. Man kriser kan opstå lige pludseligt uden at være til at forudse (sådan var det også med mere medicin), så det er nu slut for os med at komme hjemmefra ret længe ad gangen, da han skal have akut hjælp, hvis der sker noget. Så vi har ikke været hjemmefra i et helt døgn siden før vores bryllup i 2020. Det er en hård pris at betale, for det begrænser os også noget i vores samvær med andre mennesker, ikke mindst fordi min familie og en del af mine venner bor i Jylland. Så nu ses vi sjældent og det er med stor bekymring, vi forlader Julius hver gang. Men han har det godt 99% af tiden og er sådan en kærlig, sjov og hengiven dreng, så det var ikke en svær beslutning at tage, at så må livet bare være sådan. Det er vi begge enige om. Vi holder utrolig meget af ham og håber, at tingene med tiden kunne blive nemmere for ham og os, men vi tager en dag ad gangen.

Ulykkerne kommer sjældent alene, så problemerne med Julius har desværre ikke været det eneste, vi har kæmpet med siden december. I starten af 2022 var jeg afsted til en scanning for knogleskørhed i forbindelse med min gigtsygdom, og belastningen af at ligge til den scanning fik gigten til at blusse voldsomt op i mine knæ især. Efterfølgende havde jeg en svær reaktion, hvor begge knæ føltes, som om de var brækket, og der var intet at gøre. Prøvede alle gode råd og måtte til sidst ty til voltaren gél, som jeg håbede, kunne lindre lige så meget, så jeg kunne få sovet lidt. Så jeg sad på badeværelset først på morgenen en dag i januar og ventede, efter at have smurt mine knæ, men kort tid derefter faldt jeg simpelthen om og besvimede. Jeg er selv ret sikker på, at det var en reaktion på medicinen, for jeg har på et senere tidspunkt også oplevet at blive begyndende dårlig af det. Men det var simpelthen så skræmmende, og jeg endte med en tur på sygehuset, hvor jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med en meget hårdhændet og usympatisk læge, og jeg blev sendt hjem uden nogen form for behandling. Ikke lige hvad man har brug for i sådan en situation.
Efter en del dage på krykker begyndte jeg at kunne gå normalt igen. Jeg har siden haft tilbagefald med knæene, senest i mandags, da mine knæ er meget skrøbelige. Det er blevet en del af de problemer, jeg skal kæmpe med jævnligt pga. min gigt.

I januar blev min far af sin læge sendt til en scanning pga. underlige tal i hans blodprøver. Jeg kunne ret hurtigt forstå på ham, at det må have været kræftpakken, der var sat i gang, og desværre viste det sig, at han havde fået kræft i leveren. Han skulle have lavet et indgreb, hvor knuden skulle brændes i slutningen af februar, og da min far er alene og var meget bekymret for indgrebet, valgte jeg at tage turen til Århus for at være hos ham, mens han skulle igennem det. Christian måtte blive hjemme for at passe Julius, og jeg måtte rundt med offentlig transport, hvilket ikke er helt nemt med mine udfordringer, men jeg kunne ikke klare tanken om, at min far skulle alene igennem det her, så hvad gør man ellers?

Umiddelbart gik alt godt med indgrebet, og jeg tog hjem igen. I toget hjem sad jeg sammen med en masse syge mennesker, der alligevel havde valgt at tage toget. Resultatet blev, at jeg to dage senere begyndte at få symptomer på corona. Jeg har ellers passet så utrolig meget på, da jeg er ekstra udsat, bl.a. fordi jeg får immundæmpende medicin, så det var skræmmende at se den positive test. Havde Julius ikke været syg, havde Christian og jeg taget bilen, og så var det ikke sket. Men det kan man desværre ikke planlægge sig ud af. Desværre havde jeg et rigtig slemt forløb og endte med at måtte få en type coronamedicin, som stopper virus i at brede sig yderligere, da det gik i mine lunger. Var hundesyg i 14 dage og svag længe efter. Christian endte også med at blive smittet - det er svært andet, når man bor sammen - men han var ikke engang så syg, som da han 14 dage forinden havde en let forkølelse. Han var dog træt et stykke tid efterfølgende.

Storplettet perlemorsommerfugl fanget med kameraet i haven denne weekend

Desværre fik coronaen min gigt til at blusse voldsomt op, så jeg pludseligt nærmest ikke kunne bruge min krop. Skulle have hjælp til meget. Har siden foråret prøvet at få styr på gigten med forskellig medicin, men intet virker ordentligt. Så jeg har stadig en del problemer, både med at bruge mine hænder og med at gå, da jeg nu har gigt i fødder, tæer, ankler, knæ, hofter, sener i underbenene, fingrene, skuldre og sener i underarmene, i varierende grad. Derfor har det også taget lang tid for mig at samle mig om at få lavet det her indlæg med både opskrift og opdatering, da gigten virkelig trækker tænder ud. 
Jeg har i perioden afprøvet ny medicin, som jeg desværre ikke tålte. Fik en svær psykisk reaktion på den og derudover udslæt og kløende eksem samt tinnitus. Måtte stoppe med den hurtigt, men desværre er halveringstiden for medicinen lang, så jeg er endnu ikke helt sluppet af med bivirkningerne. Har stadig tinnitus og udslæt i ansigtet. Det kan være svært at finde rette behandling, desværre. Jeg skal til kontrol i denne uge, og jeg tænker, at der er en vis sandsynlighed for, at jeg skal videre i offentlig regi, så man kan vurdere, om der skal afprøves biologisk medicin (meget krads medicin med mange bivirkninger, men som mange har god virkning af). Alting er lidt usikkert, men som med alt andet prøver vi at tage en dag ad gangen.

I øvrigt, i forhold til min far og hans kræftsygdom og behandling, fik han og vi så at vide en måned senere, at de simpelthen ikke havde foretaget indgrebet, og ingen havde givet os besked! 😡 På trods af at jeg gentagne gange gik til dem med spørgsmål om hans operation, mens jeg var på sygehuset. Tvært imod havde vi fået besked på, at der ikke var nogen anmærkninger til operationen, så det måtte have foregået planmæssigt. Jeg kan godt sige, at jeg blev vred, for så havde både min far og jeg været igennem det cirkus for ingen verdens nytte, jeg havde fået corona og en svær reaktion med min gigt pga. turen, som var forgæves, og da de lavede en ny tid til indgrebet, var jeg så dårlig af min gigt, at jeg ikke kunne være hos ham denne gang! Så han måtte desværre igennem turen alene anden gang. Han kom heldigvis igennem og er umiddelbart kræftfri, men går til kontrol. Så vi håber, at det ikke vender tilbage. Men det har været et frustrerende forløb for ham og os som pårørende.

I januar fyldte jeg 40. Men pga. alle de her udfordringer var det ikke lige oplagt med en fejring. Jeg fik dog holdt lidt med nærmeste familie i april, hvor jeg gjorde det lidt anderledes, end vi plejer. Normalt er det kaffe og kage osv., men i år blev det til en lækker buffet, som vi mødtes og spiste her om eftermiddagen efterfulgt at spil og til sidste kaffe og kage. Jeg lavede selv al maden i samarbejde med Christian, og jeg gik på forhånd og lavede så meget i god tid, som jeg kunne, og havde planlagt det med så lidt arbejde som muligt af hensyn til min gigt. Det gik superfint, og maden var så lækker. Vi har en sous vide-maskine, så jeg kunne forberede noget af kødet på forhånd og bare varme, og menuen blev:
Sous vide oksemørbrad og hvidløgsmarineret svinekam, hjemmelavede frikadeller, salater, små ristede kartofler med rosmarin og salt, hjemmelavet kartoffelsalat, brød (købt) og bearnaise (Eriks - tæt på hjemmelavet og meget nemmere at stå med til sådan et arrangement). Det var en superdejlig dag, lige som jeg kunne have ønsket mig den. Er ikke til de store fester, så det var lige i min ånd 💗
Vi var desværre ikke så opmærksomme med kameraet den dag, men fik da lidt billeder, som i udsnit viser min dag:

Lidt af maden fra min fødselsdag

Vi havde pyntet festligt op med guirlander og pom pom'er mm., så her var rigtig flot 💗

Jeg fik fine gaver, bl.a. det her varmetæppe fra mine svigerforældre, som lindrer mine gigtsmerter

Fødselaren 😊

Alt har ikke være ren elendighed, heldigvis, for jeg har også i løbet af det seneste halve år fået en langvarig drøm opfyldt. Jeg kommer jo fra Jylland og er flyttet her til øen, da Christian og jeg fandt sammen, hvilket er langt væk fra de venner, jeg havde. Og det er svært at ses så tit pga. afstande og andre udfordringer i livet. Derudover gør mit helbred, at jeg ikke kan arbejde, så jeg kommer ikke ret meget ud blandt andre mennesker, så det er ikke nemt at lave nye bekendskaber, og livet bliver lidt ensomt ind imellem. Især når Christian er på arbejde, for ellers laver vi alt sammen. Så jeg har længe ønsket mig, at jeg kunne få en veninde tættere på, men det har virket lidt håbløst. Jeg har trawlet diverse venindegrupper på Facebook osv., men de fleste ønsker sig en veninde, som kan mange ting, jeg desværre ikke kan tilbyde eller være med på i en grad, som de kunne ønske sig, så jeg havde faktisk opgivet at møde nogen. Lige indtil det en dag i marts bankede på døren, og der stod en smilende kvinde udenfor, som samlede ind til Børns Vilkår. Vi faldt i snak og stod faktisk og snakkede sådan der i døren i over en time, tror jeg. Vi endte med at aftale at skrives ved, så vi kunne mødes, og det er faktisk lykkes.

Ligesom jeg lever hun med kroniske smerter og andre udfordringer, der ligner mine, og utroligt nok bor hun lige rundt om hjørnet. Så det var et lykketræft, at hun kom her den dag, at vi var hjemme og at det var mig, der åbnede døren. Vi har skrevet sammen og mødtes flere gange siden da, og det bidrager med en masse positivt til mit liv. Pga. vores lignende udfordringer har vi en forståelse for hinandens behov, og det gør bare relationen så nem. Der behøves ikke de store forklaringer. Det er virkelig rart. Jeg er spændt på, hvordan vores venskab udvikler sig fremadrettet, men det gør mig glad, og jeg er taknemmelig for, at livet ind imellem også kan vise sig fra den mere positive side. Især med alle de udfordringer det ellers byder mig og os. 

Vi har i øvrigt også kærligheden til katte til fælles 😄 Jeg havde mit kamera med, da jeg var hos hende i sidste uge, så I skal da lige se et par billeder af hendes smukke dreng, Findus 💗

Jeg håber ikke, der går lige så længe inden næste indlæg her på bloggen, men jeg er lidt udfordret på krop og energi pga. min gigt og de andre udfordringer, livet kaster på min/vores vej, så fremtiden er svær at forudse. Jeg har dog ikke hverken glemt eller opgivet bloggen og bruger den selv flittigt, når jeg laver madplan, bager eller lige skal finde inspiration til et eller andet, så jeg håber, at andre også stadig vil bruge den sådan, selvom der er længere mellem indlæggene her. Jeg har lidt opskrifter, jeg ikke har fået fotograferet, så der kommer nok lidt hen ad vejen, vil jeg tro, når jeg lige finder overskuddet til at få afsluttet arbejdet omkring det. 😊

Verdens bedste chokoladekage!

Det har været en travlt tid i køkkenet over den sidste uge på trods af de dumme ben, der gør det svært for mig at stå op i ret lang tid ad gangen. Det er dog noget, jeg ville gennemføre, og sådan blev det også.  Det har bl.a. resulteret i en ny opskrift til bloggen, som I får i dag, nemlig opskriften på intet mindre end verdens bedste chokoladekage! <3 Jeg vender tilbage til årsagen til alt mit bageri, men først skal I have opskriften på den her fantastiske kage :)

Da jeg skulle bage en meget stor mængde kage til den her anledning, vidste jeg, at det skulle være kager, der kunne holde sig gode i flere dage. Der var ytret ønske om en chokoladekage, og da jeg ved, at chokoladekage lavet på kærnemælk holder sig bedre frisk, var det et godt udgangspunkt at forsøge med sådan en. Jeg har for længe siden set en opskrift på en chokoladekage i en af de bagegrupper, jeg er tilknyttet på facebook, som netop var lavet med kærnemælk og i det hele taget mindede om en chokoladekageudgave af den højtelskede kanelkage, så jeg havde store forventninger, da jeg afprøvede den. Jeg blev dog virkelig fælt skuffet. På trods af at kagen var godt mættet med kakao, smagte den som at række tungen ud af vinduet. Christian udtalte, at det var en kage "uden sjæl", hvilket meget godt opsummerer oplevelsen af den.

Konsistensen var der dog intet galt med, så jeg gik længe og grublede over, hvad der mon var med den kage, siden den var så kedelig. Efter nogle forsøg med justeringer af ingredienserne kom jeg frem til netop det resultat, jeg ønskede; nemlig en lækker svampet chokoladekage, der smager af noget. Det gjorde den stor forskel bl.a. at tilsætte salt, hvilket i bagklogskabens klare lys faktisk ikke undrer mig. Salt fremhæver andre smage, og de fleste af os ved godt, hvor kedeligt brød kan være, når bageren har tilsat for lidt salt til dejen.

Det, der dog gør kagen til noget helt specielt og fuldstændigt himmelsk, er kombinationen med den cremede glasur. Jeg har skelet til glasuren fra kanelkagen, da jeg længe har tænkt, at den ville passe perfekt til en chokoladekage, og det viste sig at være så rigtigt. Hold da op, hvor er det bare en god kage med den kombination. Den svampede, smagfulde kage er en god base for den cremede glasur.

Kagen blev da også taget virkelig godt imod, da den blev serveret i går. Jeg bagte tre bradepander af den, og i løbet af fem minutter var den ene allerede væk! :o Det er fuldt forståeligt, for mine små "testkager", jeg har bagt herhjemme i løbet af weekenden, er også forsvundet som dug for solen. Kagen kan holde sig frisk og lækker i flere dage. Billedet herunder er taget på andendagen, hvor den stadig er supersvampet og dejligt fugtig i krummen <3

Til opskriften herunder vil jeg lige knytte et par afsluttende kommentarer, du bør læse, før du bager kagen;
På kartonen med kærnemælk står der gerne, at den bør rystes før brug. Det vil jeg anbefale, at du lader være med til kagen her, da det ellers gør det umuligt at måle ½ liter af, fordi mælken vil være fyldt af små luftbobler efter at være blevet rystet. Der sker intet ved at bruge den uden at ryste kartonen.

Derudover vil jeg anbefale, at du bruger en vægt til at måle saltmængden af til kagen. Normalt vil 1 tsk fint salt veje 6 g, men der kan være meget stor forskel på størrelsen på teskeer, har jeg erfaret. Min teske afmåler 5 g salt, og jeg tilføjede 1½ tsk salt til min kage, dvs. 7,5 g. Prøv at måle, hvor meget en tsk salt afmålt på din teske vejer, før du tilføjer salt til dejen. Måler den 6 g pr. tsk fint salt, som er standardvægten for en tsk fint salt, vil jeg anbefale, at du som skrevet i opskriften tilføjer 1 + 1/3 tsk salt (ca. 8 g).

Verdens bedste chokoladekage (1 alm. bradepande, ca. 15 store stykker)


300 g sukker
3/4 dl olie (vælg en smagløs som f.eks. rapsolie)
½ liter kærmemælk (ryst ikke mælken før brug)
300 g hvedemel
1½ tsk natron
1 + 1/3 tsk fint salt (7-8 g - se noten ovenfor vedr. salt i dejen)
3 spsk kakao med top

Glasur:
375 g flormelis
3 tsk vaniljesukker
1½ spsk kakao
75 g smør
6 spsk kaffe (almindelig styrke)


Til kagen piskes sukker sammen med olie og kærnemælk for at opløse sukkeret lidt.

I en anden skål blandes mel med kakao, natron og salt (se ovenfor omkring afmåling af salt). Sørg for at alle klumper af kakao er væk, så blandingen er ensartet.

Rør melblandingen i mælkeblandingen og pisk kun, til melet netop er optaget i dejen.

Put dejen i en bradepande (ca. 20x30 cm) foret med bagepapir og bag den midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader (hold øje). Tjek med en gaffel, om kagen er gennembagt. Undlad at overbage den. Kagen skal ud af ovnen, så snart gaffelen slipper kagen uden ubagte kagekrummer :)
Bagetiden er kun vejledende, da ovne bager forskelligt, så jeg ville begynde at holde øje efter 20 minutter, om kagen var tæt på at være færdig.

Lad kagen stå og køle lidt af i formen, før du evt. flytter kagen på dens bagepapir over på en rist for at køle helt af. Der er dog heller ikke noget i vejen for at lade kagen køle helt af i formen - det tager bare længere tid, hvilket også betyder, at der er længe tid, til kagen kan spises ;) Put gerne kagen tilbage i formen, før du putter glasur på. Det gør det nemmere at holde sammen på det hele.

Når kagen er ved at være kold, laves glasuren. Rør flormelis sammen med kakao og vaniljesukker, til det er helt ensartet. Smelt smørret og rør det i glasuren sammen med kaffen. Rør det klumpfrit og fordel det over kagen. Lad kagen stå lidt, så glasuren lige når at sætte sig, før kagen skæres ud og spises.

Kagen kan holde sig god og frisk i flere dage, og skal ikke opbevares i køleskabet.

Den lækre kage, som holder sig svampet og frisk i flere dage. Billedet her er taget på dag 2, og det ses tydeligt, hvor godt kagen holder sig :)
Det superfine fad, kagen her er serveret på, er et af mine yndlingsloppefund. Fandt det i Kirkens Korshær for et par måneder siden <3

Det var desværre i en rigtig trist anledning, at jeg har stået i køkkenet de sidste mange dage. Vi har nemlig igen mistet et nært familiemedlem, denne gang Christians onkel, som døde af kræft i sidste uge. :( Det skete faktisk, mens vi var i Jylland, da vi netop har været i Horsens for at se Foo Fighters. Christians onkel, Svend, døde natten efter koncerten, så vi fik meget travlt med at komme hjem, da vi vågnede op til beskeden morgenen efter på hotellet. Vi vil meget gerne være tæt på familien i den svære tid, for familie betyder meget for os begge to. Vi kørte direkte ud til Christians tante, hvor noget af familien stadig var samlet, og bagefter hjem til os selv, hvor Christians forældre boede med kattene, mens vi var væk, så vi også kunne være sammen med dem.

Jeg ved, at det er en kaotisk tid med meget at tænke på, lige når man har mistet et nært familiemedlem - hvilket vi jo sidst prøvede i december, at min fars kone døde af kræft - så jeg tilbød at bage noget til sammenkomsten efter bisættelsen. Familien ville gerne have kage, og meget gerne chokoladekage, så jeg bagte tre bradepander af den her supergode chokoladekage og tre bradepander citronmåne. Derudover lavede jeg over 100 simple småkager uden fyld ud fra modellen på de sædvanlige. Der var egentlig kun bestilt to store bradepander kage, men da der muligvis ville komme over 100 mennesker med til kaffen, sørgede jeg for at bage rigelig kage. Der var heldigvis også nok, selvom der var op mod 100 mennesker med til kaffen.

Det var en meget smuk dag, lige i Svends ånd. I kirken var der dukket op mod 200 mennesker op, hvilket siger noget om, hvor mange Svend har rørt i sit liv. Han var samlingpunktet for sin store familie og afholdt af mange. Jeg har altid holdt af at komme hos ham og Grethe, hvor man altid følte sig velkommen. Han var altid interesseret i at høre om det, der nu interesserede en, og hvad vi gik og foretog os, og vi har haft mange snakke om kattene. De havde også selv dyr, og har både haft hund og kat, mens jeg har kendt ham. I flere år har han kørt sin morgentur og fodret vilde katte på havnen her i byen, hvilket viser hvor stort et hjerte, han havde for dyrene.

Første gang jeg mødte Svend og resten af den store familie var for ni år siden denne uge, hvor vi var inviteret på grill i forbindelse med Fasters fødselsdag ude hos Svend og Grethe. Det er ikke så nemt at skulle ud og møde en stor flok nye mennesker, når man har social angst (det er dog blevet noget bedre med årene), så det var en stor mundfuld at møde hele familien på én gang, men jeg følte mig meget hurtigt som en del af familien og har kun mødt imødekommenhed og omsorg. Så det er også helt naturligt for mig gerne at ville hjælpe "min" familie i den her svære situation med tabet af Svend.

Jeg vil savne ham rigtig meget. Han havde en ligefrem og ærlig facon, som samtidig var fyldt med omsorg. Det satte jeg stor pris på. <3

Den seneste uges intense program kan godt mærkes. Mine ben havde svært ved at klare koncerten (der i øvrigt var fantastisk god), og en gåtur et par dage efter ødelagde dem totalt. Så pt. er jeg grounded herhjemme uden tilladelse til at gå mine sædvanlige ture, der ellers betyder så meget for mig. For at passe på benene. Så det har også været fint nok at have noget andet at koncentrere sig om, da jeg skulle bage til bisættelsen. Det har været meget hårdt at stå i køkkenet i så mange dage, men mentalt har det været lige det, jeg havde brug for, så jeg var optaget af noget i stedet for at gå og være ked af ikke at kunne komme ud at gå. Må se, hvordan det kommer til at gå her nu, hvor jeg stadig prøver at få styr på smerterne igen.

Det har været en hård periode med smerter. Mine ben har nærmest føltes lige så dårlige, som de var i starten efter min skade for snart tre måneder siden, og det har været svært. Aftenerne efter dagene i køkkenet har også været strenge, men jeg er glad og stolt over det, jeg har opnået. Jeg har fået produceret alt det, jeg havde sat mig for til bisættelsen og samtidig lavet en helt ny opskrift (inkl. billede) til bloggen.

Den næste tid er uden planer, så jeg kan komme lidt til kræfter igen. Den eneste rigtige plan er, at vi skal smage slagterens lækre skovgris, som jeg købte med hjem for et par uger siden <3 Har købt et stort stykke svinekam, som blev delt i to og lagt i fryseren. Nu er jeg ved at tø et af stykkerne op, så det kan langtidssteges i weekenden til ekstra god weekendmad :) Det er værd at se frem til.


Slutter af med et par billeder af vores "lille dreng", der i juni havde boet et år her hos os <3 Tiden flyver virkelig, men der er godt nok også stor forskel på størrelsen, han havde, da han flyttede ind, og til den lange røde Ferrari, han er i dag :D Han har rundet 8 kg nu, så han er ikke bare sådan en, man lige slæber rundt på med to dumme arme. Det er nu heller ikke nemt, selv for Christian, for Julius bliver slap som en klud, når man prøver at løfte ham op, og han er så lang, at det nærmest kræver, at han står på jorden, når man forsøger, da man kan blive ved med at løfte og løfte, uden hans fødder slipper jorden! :o Ren Midgårdsorm er han :D

Julius, dagen efter han flyttede ind her sidste år.

Julius og Ozzy. Ozzy er lidt større end en almindelig huskat.

Kæmpekat!

Forårsferie i Jylland 2018

Efter en lidt for lang grå vinter har foråret endelig ramt os her på Vestsjælland. Alting blomstrer på livet løs, og der går ikke længe, inden træerne også springer ud. Det ser jeg frem til, for det betyder en dejlig lang gåtur om Skarresø med Christian :)

I mellemtiden har vi haft tid til at tage nogle dage væk hjemmefra. Vi havde egentlig tænkt at ville til London nogle dage, da Christian havde nogle fridage efter påsken, men pga. situationen herhjemme, som jeg skrev om i mit sidste indlæg, er der bare ikke ret meget energi at tage af, så vi bestemte os for i stedet at tage nogle dage til Jylland. Vi tog nogle overnatninger på et hotel i Horsens, for på den måde også at kunne komme hjem og besøge min far og Marianne og være lidt tæt på på den måde. Det var lidt nemmere at holde til for os, og vi havde nogle virkelig dejlige dage. Herunder kan du se en masse billeder, jeg tog med telefonen i de dage. Tryk på dem for at få dem op i en større størrelse :)


Det startede faktisk rigtig koldt herhjemme på dagen, vi skulle køre. Om natten var der nemlig faldet 12-15 cm sne! :o Vi havde planer om at skulle ud og gå nogle ture på vores tur i Jylland, så det var lidt at chok at stå op til! Phoebe var lige ude og sondere terrassen, men det var sørme hurtigt overstået! Trods den store pels, hun render rundt med, er hun ikke ret vild med koldt, vådt eller blæsende vejr :D

Heldigvis var vejret i Jylland noget bedre. Men turen derover var hård. Vi var nemlig nødt til at køre i min lille bil, min Peugeot 108, hvor der desværre ikke er meget plads til mine dumme arme, da vi i starten af marts desværre var involveret i et trafikuheld. Vi havde været til fødselsdag hos min kusine nord for Århus, og da vi kørte hjem, kørte en motorcyklist lige ud foran bilen og vi endte med at køre sammen. Heldigvis slap alle rimelig uskadt. På trods af, at motorcyklisten var oppe og ramme bilen (som det tydeligt ses på billedet her), kunne han selv sætte sig op på båren, da ambulancen kom, og politiet regnede ham for uskadt, efter han havde været på hospitalet til undersøgelse. Så alt i alt meget heldigt.

Bilen, efter den blev trukket hjem af Falck. Vi var ude og tage afsked. Virkelig trist :(

Desværre blev Christians bil totalskadet, og vi stod strandet midt i Århus en søndag aften :| Politiet kørte os heldigvis på stationen, så vi kunne tage et tog mod Sjælland, og Christians fætter hentede os ved toget og kørte os resten af turen hjem. Men bilen stod ikke til at redde. :( Den gode bil, som jeg kunne sidde så godt i med mine dumme arme. Det har været virkelig svært at finde en erstatning, og vi går stadig og venter på, at den er klar til afhentning hos bilforhandleren. Den bliver desværre aldrig så god som den gamle for mine dumme hænder og arme, for sådan laver man bare ikke bilsæder mere :( Men forhåbentlig kommer det til at gå. Den nye bil er i hvert fald det bedste alternativ, så nu glæder jeg mig bare til ikke at skulle på langture i 108'eren mere.
Jeg er desværre ikke sluppet helt uskadt fra uheldet, da det har forværret mit piskesmæld med smerter nedad i ryggen, så jeg arbejder med min fysioterapeut på at få den i lidt bedre stand.

Vejret var som sagt noget bedre i Jylland. Flot solskin den første halvanden dag, hvor vi var ude at gå og også et smut forbi min far og Marianne. Vi havde planlagt at skulle afsted, så der var mindst én dag, hvor vi kunne komme lidt ud at gå. Det er noget, vi begge er glade for, så det gør vi gerne, når vi er på ferie. Vi startede med en lille kort tur bare lige over på den anden side af vejen i forhold til hotellet, for det ligger med udsigt ud over Nørrestrand i Horsens, et virkelig smukt sted. Så vi tog lige en mundfuld frisk luft, før vi kørte på Bone's for at spise :)

Lille aftentur ved Nørrestrand.

Aftensmad på Bone's.

Dagen efter stod vi op til smukt solskinsvejr. Vi startede med at gå en tur i Lunden, et lille parkområde midt i Horsens by, der hvert forår blomstrer med tusindvis af smukke krokus. Det er et fantastisk syn, som jeg ikke har oplevet, siden jeg boede der, så det var skønt med et gensyn!

Krokushav i Lunden.

Derefter kørte vi til Stenhøj strand ved Staksrode skov, hvilket er et sted tæt på mit hjerte. Vi har haft mange familieudflugter dertil, og det var et yndet udflugtsmål til små friske gåture i weekenden, da jeg var barn. Så jeg har længe ønsket mig at komme tilbage og gå der. På trods af, at træerne endnu ikke var sprunget ud, var der alligevel mindst lige så smukt, som jeg husker det, og det var en skøn lille gåtur, vi fik i skoven den eftermiddag. Det er et meget kuperet område med skrænter og bakker, små vandløb og masser af skøn natur, som ligger lige ned til havet.

Udsigt ved Stenhøj strand.

Staksrode skov. Supersmukt <3

Inde midt i skoven ligger Staksevold, som er resterne af en middelalderborg. Det har altid været meget spændende for mig som barn at komme der, og det satte virkelig fantasien i gang i mit lille barnehoved :D Om røvere og baroner. Man ved ikke meget om, hvad det egentlig har været brugt til, men den ruin, der nu kan ses, er grundstenene til et tårn, der har stået på stedet med udsigt over Vejle fjord.

Staksevold. På "øen" i midten er grundstenene til at tårn, der har stået på stedet.

Her står vi midt i tårnets grundplan :)

Fordi vi havde været afsted det meste af dagen og lige skulle have noget hurtig og nem mad, før vi skulle besøge min far og Marianne efter vores dejlige skovtur, endte vi med at købe et flute med hjem fra Faktas bake-off i Juelsminde og et par bland-selv-salater fra Bone's. Der var ikke så mange muligheder, da det var en helligdag og meget havde lukket, så det blev lige en fin løsning for os den dag. Vi gør det faktisk ofte, det med at tage mad med hjem på hotellet, for det er en hyggelig og rar løsning, når man har været ude hele dagen og bare er træt og helst vil være hjemme på hotellet med benene oppe :)

Nem aftensmad på hotelværelset med lidt autentisk rod i baggrunden ;)

Vi havde derefter nogle hyggelige timer hos min far og Marianne. Det var virkelig dejligt at se dem igen. Der er sket så meget, siden vi sidst sås, og det er frustrerende at bo i den anden ende af landet, når der sker så meget lige nu. Vi fik fremvist deres nye bordfodboldbord, som står i deres gæsteværelse. De er begge meget glade for at spille og konkurrere, så det er lige noget for dem. Christian og min far tog en rask omgang bordfodbold, som endte med, at min far vandt :D Det måtte også efterhånden være Christians tur til at tabe med alle de spil, han efterhånden havde slået mig i på turen ;)

Den sidste dag, vi var, der var vejret noget anderledes. Regn og blæst og trist, så vi besøgte Naturhistorisk Museum i Århus den dag og sluttede af med lidt shopping og god mad, før vi tog tilbage til hotellet for at slappe af og spille nogle spil. Vi valgte denne aften at spise på et lille italiensk sted i Århus, da jeg fik lyst til at mindes lidt af den gode mad, vi fik, da vi var i Italien i november sidste år. Så vi fik et par veltillavede portioner carbonara med hjemmebagt brød, som lige hit the spot! Det var rigtig lækkert.

Naturhistorisk Museum i Århus. Flere spændende udstillinger og meget få gæster på sådan en hverdag :)

Carbonara! <3

Det var faktisk lidt ubehageligt at køre rundt i Århus igen, efter vi sidste gang kørte galt. Vi sad begge med hjertet lidt oppe i halsen, når vi kørte igennem kryds i byen, og måske især de gange, vi var igennem netop dét kryds. For det er umuligt at komme udenom, når man skal på motorvejen mod Horsens. Da vi var lidt rundt og kigge i butikker, efter vores tur på Naturhistorisk Museum, foregik det derfor til fods. På vej rundt så vi det her superfine maleri, et af de absolut finere stykker graffiti, jeg har set i mit liv (motivet fejler jo ikke noget, når der er kat på ;) ), som jeg syntes, I skulle se :) Det er lavet af Mester88, som er en kendt graffitikunstner, på en dør til et sted, hvor der (måske tidligere?) har ligget et pladestudie.

Jeg tror, vi begge var ret glade for, at vi havde droppet turen til London for nogle rolige dage i Jylland, for vi var begge meget trætte om aftenen, når vi havde været afsted i løbet af dagen. Så det var faktisk meget rart, at vi ikke var væk i mere end nogle få dage. Det var i hvert fald rart stadig at have nogle fridage sammen, inden Christian skulle starte på arbejde igen, hvor der ikke var noget planlagt. Der skete dog alligevel noget helt uventet: Phoebe har nu endelig åbnet op over for Christian, så hun vil sidde hos ham <3 Hun har boet her i 5½ år efterhånden, og hun har altid været mors mis, så det er faktisk en rigtig stor ting, det her :) Det er også meget praktisk, for lige nu går vi og venter på, at der skal flytte en killing ind her til sommer (primært en lille ny ven til Phoebe, som savner mere tæt selskab med en anden kat, end Ozzy kan give hende), så der kommer til at blive konkurrence om benene i fremtiden :D Så det er godt, at hun fordeler sol og vind lidt bedre mellem os herhjemme :) Jeg er sikker på, at I kommer til at høre meget mere om vores killingeplaner herinde i fremtiden ;)

Der sker også lidt nyt på helbredsfronten, men det må jeg fortælle jer om en anden gang, for smerterne er blevet for store nu, til at jeg kan fortsætte med at skrive i dag. Men jeg syntes efterhånden, her trængte til at komme et nyt indlæg :) Får stadig ikke lavet ret meget mad, da det kniber gevaldigt med kræfterne, men der vil komme nye opskrifter her på bloggen på et tidspunkt. I mellemtiden håber jeg, at I stadig har lyst til at finde inspiration i de mange opskrifter, der allerede ligger her på bloggen :)

Rigtig god weekend til jer alle :)

Store beslutninger

På trods af, at der er lidt mere stille på bloggen for tiden, fortsætter livet i fuld fart ude bag skærmen. Maj har været en intens måned for os, for der har været mange arrangementer, vi har skullet til, og samtidig har vi været i gang med at forberede Ozzys opstart på ny behandling. Derudover har vi også fortsat jagten på en lille bil til mig, og alt i alt har det været virkelig udmattende og stressfyldt.

Nu ser det dog ud til at lysne lidt for os, for i går fik vi endelig det med bilen på plads. Det blev dog meget anderledes, end jeg havde forventet. For i første omgang kiggede vi på biler, der var omkring 10 år gamle, og vi har været lidt hjemmefra for at kigge på nogle forskellige i løbet af de sidste måneder. Vi er dog blevet klogere gennem forløbet på, hvad det er, vi gerne vil have ud af en ny bil, og hvad vi kigger på, så kravene er blevet skærpede gennem forløbet. F.eks. fandt jeg ud af, at jeg er nødt til at finde noget med aircondition, selvom det er en luksusfeature og noget, der ikke var i min gamle, elskede potte (som blev skrottet, da jeg flyttede sammen med Christian i 2010). Men vi var ude og prøve nogle biler på varme dage, og jeg oplevede, hvordan jeg blev virkelig skidt tilpas af varmen. Derudover har jeg siden 2010 udviklet eksem i ansigtet, der slår ud på temperaturændringer, enten megen varme eller kulde, med et meget smertefuldt resultat. Så derfor begyndte vi at kigge på noget med aircondition.

Det ændrede dog også prisen noget, og vi begyndte at kigge på lidt dyrere brugte biler. Pga. tilskuddet fra Christians forældre kunne det bedre lade sig gøre. Alligevel har det været svært at finde den rigtige bil. Vi har prøvet biler, der overhovedet ikke havde noget motorkraft tilbage, selvom de var af nyere dato (under 5 år), andre biler, der kørte godt, men var ret rustne, og en enkelt med tegn på seriøs slid og en virkelig sur lugt i airconditionen. Så det har bestemt ikke været nemt.

Til sidst endte vi ret højt i priserne for at skulle få en bil, der ikke var noget rusten og med de få features, vi gerne ville have. Meget langt fra udgangspunktet. Det var faktisk lige før, jeg var ved at opgive det med at finde den rigtige bil, for det virkede bare umuligt. I fredags modtog Christian så en mail fra Peugeot, en reklamemail. Reklamer ryger hurtigt ulæst i papirkurven, men denne valgte han dog at læse. Mailen var en reklame for Peugeots nye slagtilbud på deres små biler, hvor der er skåret 15.000 kr af prisen. Efter en lang overvejelse kom vi frem til, at det måske var en bedre investering at købe en ny lille bil, selvom det så blev meget dyrere, fordi man fik så meget mere for det sidste beløb, der blev lagt oven i prisen. Både en nyere bil, men også mere sikkerhed (den er vurderet mere sikker end forgængerne), og så vil vi også kunne få mere for den, hvis den skal sælges i fremtiden. Så i weekenden har vi været i overvejelser omkring købet.

Lidt forårsstemning fra haven (dog genbrugsbillede). Alt blomstrer derude lige nu, og det tiltrækker en masse insekter. Vi havde
dog besøg af en ret ubuden gæst den anden dag, en mere end 5 cm lang KÆMPEhveps! 0.o Der var også en inde sidste år, så det
er åbenbart noget, vi skal til at vænne os til. Jeg er rædselsslagen for hvepse, så det er noget skræmmende. Denne gang var
Christian dog hjemme, så han ved selvsyn kunne se, hvor stort det her kræ faktisk var. Uha! De må gerne holde sig ude af haven.
Ville helst ikke stikkes af sådan en i hvert fald. Sidste år blev Phoebe stukket i munden af en almindelig hveps, og jeg vil slet ikke
tænke på, hvis hun fik fat i sådan en krabat her.

Det har været en lidt svær beslutning at tage for mig, for selvom Christian betaler en stor del af bilen, så jeg ikke selv kommer til at stå med hele udgiften, og vi også har et flot tilskud fra hans forældre, betyder købet af bilen, at jeg mister omkring 1/3 af hele min opsparing. Det er mange penge for mig som førtidspensionist, og selvom jeg har råd, er det noget, der gør lidt ondt. Især fordi vi har tænkt os at renovere huset senere på året, når vi nu ikke kan komme nogen vegne i sommerferien alligevel pga. Ozzys behandling, så der er også fremtidige udgifter, der venter. Og også fordi jeg før har levet virkelig knapt og vendt hver en femøre, så at bruge så mange penge på én gang, når der er mange andre ting at bruge pengene på, giver mig lidt ondt i maven. Det er lidt et fattigdomssyndrom efter at have levet på den måde, tror jeg.

Vi har snakket noget om det herhjemme, og Christian har sagt en masse fornuftige ting om det, som jeg kan se, han har ret i. Selvom pengene kan bruges anderledes, har vi forhåbentlig råd til det hele, for vi sparer jo op fremadrettet. Min egen opsparing har bare været gået mere eller mindre i stå over de sidste to år, fordi vi har skullet betale så meget for kattenes sygdomsforløb. Så jeg vil gerne snart se den rykke sig igen. Men som han siger, så kan man ikke sætte nogen pris på frihed. Og det er det, jeg får med en bil hjemme. Jeg ved, han har ret, og efter vi havde været kørt forbi Peugeot her i byen og luret på 108'erne ca. en gang om dagen siden i fredags, endte vi derude i går, hvor vi bestilte en bil til mig! Jeg er simpelthen så spændt og glad. Og taknemmelig for at have så støttende en familie omkring mig, der hjælper mig økonomisk med at få den drøm til at gå i opfyldelse. For Christian og hans forældre er i dén grad min familie. Jeg er i det hele taget blevet modtaget med åbne arme af hele hans familie, og det er virkelig en dejlig følelse.

Nu kan jeg så sidde og vente på, at det bliver i næste uge, hvor jeg kan afhente min nye bil. Det er en fin, koksgrå Peugeot 108 Active, og jeg kan slet ikke vente. Dog er det meget godt, at der lige er lidt tid at løbe på, for vi skal have ryddet den halvdel af garagen, hvor bilen skal holde.


At købe bil er ikke den eneste store beslutning, der er taget herhjemme i den seneste tid. Vi har nemlig også bestemt, at Ozzy nu skal starte op på interferon. Han har fået et tilbagefald med munden efter at have fået en rift i sit følsomme område, og har nu igen ondt, når han gaber. Derfor har vi haft ham til egen dyrlæge for at få taget blodprøver, så vi kan se, at alt er, som det skal være før opstarten (og efter vaccinationen i marts), og i sidste uge hentede Christian interferonen på Tanddyreklinikken. Vi ville vente med opstart til denne uge, så vi har nogle buffer-dage, hvis Ozzy skulle blive dårlig, men valgte alligevel at starte ham op i går, der var en helligdag. Jeg ville gerne have, at der var en bil hjemme, hvis Ozzy skulle blive dårlig akut, men det er heldigvis gået okay. Jeg ved ikke, hvordan hans mave har taget interferonen, for han bruger mest "den udendørs kattebakke", men vi håber, at han undgår for mange gener af den. Og at den vil hjælpe ham af med den sidste betændelse i munden. Til gengæld smager det virkelig dårligt, synes han, så jeg er lidt spændt på, hvordan det kommer til at gå med at få givet ham det fremadrettet. Selvom aloe vera'en heller ikke ligefrem var noget, han gad drikke frivilligt, smagte det tilsyneladende betydeligt bedre end det her :|

Vi har en aftale om at snakke sammen med Tanddyreklinikken igen om en måneds tid for at vurdere interferonens effekt. Så vi håber sådan, at det kan hjælpe ham og han i øvrigt tåler det godt. Planen er umiddelbart, at han skal have det i mindst et halvt år, men vi må se, hvordan effekten er. Forhåbentlig god! Vi følger ham med blodprøver gennem forløbet for at se, hvordan hans krop tåler stoffet. Det kan nemlig godt give forhøjede levertal, og det vil sandsynligvis påvirke hans hvide og røde blodlegemer, så vi vil holde øje. Det er dog noget, som helst skulle gå tilbage til normalen igen, når han er færdig med behandlingen. Vi må se. Han har heldigvis rigtig flotte levertal som udgangspunkt, så vi håber, at det ikke bliver kritisk.


På trods af Ozzys tilbagefald er han en glad dreng, og hans og Phoebes kattekunster giver os en masse at smile af i dagligdagen. For et par uger siden kom Phoebe ind med en virkelig flot gave til mig en eftermiddag: en musvit! 0.o Hun bar den endda med ind gennem kattelemmen! Jeg har det anstrengt med de der drab på små, nuttede væsner, så jeg er generelt ikke særligt glad for den slags gaver, men hun havde taget den med ind uskadt (så uskadt som den nu kan blive af at blive fanget af Phoebe og båret ind i munden - men den blødte ikke og var ret frisk). Fik hurtigt losset Phoebe ud i bryggerset, og så gik den vilde fuglejagt! Musvitten forstod jo ikke, at jeg prøvede at hjælpe den. Fik den til sidst fanget og tog den med udenfor, hvor den fløj fra min hånd og over i naboens have. Pyha! 0.o

I sidste uge fandt Ozzy så sin tidligere faste plads i fuglehuset på terrassen. Ved ikke, om han tror, der kommer små lækkerbiskner og flyver direkte ind i munden på ham der :D Men han kan godt lide udsigten derfra, tror jeg. Han er også begyndt at være mere på klatretræet, og har nogle gange været øverst oppe, 2 meter over jorden, på øverste platform. Han har jo kun ét øje, så det kniber lidt med hans afstandsbedømmelse. Det er da også to år siden til sommer, at vi byggede klatretræet, så det er dejligt endelig at se, at han bruger det :) Her til sidst får I min billedserie fra sidste uge, hvor Ozzy var i fuglehuset, den tosse :)

Fuglehuset er fyldt med frø, som han bliver fedtet ind i, når han går derop, tOzzen.
På billedet her kan man se et frø på næsen af ham :D

Dejlig udsigtspost.

"Hvad laver du deroppe, Ozzy? Jeg er sikker på, at det er min plads, du sidder på
der!". Phoebe er en rigtig copy-cat, der gerne vil stjæle alle Ozzys gode pladser.
Er han glad for dem, må det jo lige være en plads for hende.

Smukki ( [småggi] )