Viser opslag med etiketten stor bededag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten stor bededag. Vis alle opslag

onsdag den 14. maj 2014

Græsk salat

Mens vi venter på, at jeg får samlet mig om at få lavet de sidste billeder fra vores ferie, får I her lige endnu en opskrift. Det er på en græsk salat, jeg lavede til Christian i sidste måned, da vi havde noget feta, der skulle bruges, og jeg syntes, han fortjente lidt ekstra lækkert til sin aftensmad. Salaten kan bruges som tilbehør til alt muligt eller spises, som den er, dog i en lidt større portion hvis det skal være et helt måltid. Jeg har glemt, hvad vi fik til, men jeg kan forestille mig, at det var noget kød, som jeg havde hvidløgsmarineret. I hvert fald passer den fint til græsk inspireret mad som f.eks. græske bøffergræske frikadeller eller hvidløgsmarineret kød i det hele taget.

Vælg nogle gode, smagfulde tomater, for det er dem, der giver så meget smag til salaten. Du må aldrig putte dine tomater i køleskabet, for på den måde mister de al deres smag. Tomater skal spises ved stuetemperatur, bagte eller i varme retter, synes jeg.

Jeg brugte en feta i blok fra Fakta (kan også købes i Kvickly), deres eget mærke, som er lige så lækker som Puck, bare en smule mindre fed.

Salaten er ultra-nem at lave. Lad den gerne stå og trække en smule, før den spises, så dressingen lige når at trække lidt i salaten. Server den med den resterende dressing. Det er ikke meningen, at den skal pøses til i dressing, bare dryppes lidt.

Jeg var meget misundelig på Christian over den her salat, for den duftede simpelthen vidunderligt, og jeg ved, at den smager fantastisk. Salaten herunder er tilpasset til 2 personer sådan ca. Den er egentlig nok mest en sommerret, for det er i den lune tid, man får det bedste tomater, men den kan også sagtens spises på andre årstider, bare man kan få nogle ordentlige tomater, der ikke smager som at række tungen ud af vinduet :)





Græsk salat (ca. 2 personer)

1-2 håndfulde cherrytomater (jeg brugte cherryblommetomater)
Agurk i halvtykke skiver
1 rødløg i tynde skiver
1/3-½ blok feta (salatost)
1 tsk oregano
Dryp af olie-eddikedressing (lavet i forholdet ca. 3 olie til 1 eddike)

Skyl tomater og agurk. Del tomaterne en enkelt gang alt efter størrelse, skær halvtykke skiver af agurken.

Fordel agurk og tomat på en tallerken eller et lille fad. Skær løget i tynde ringe og fordel over grøntsagerne. Skær fetaen i tykke skiver (eller tern, hvis du hellere vil det), og læg dem oven på salaten.

Lav en dressing af 3 spsk olivenolie og 1 spsk vineddike. Smag til med salt. Er den for syrlig, kan der tilsættes lidt mere olie. Dryp salaten med en smule af dressingen, ikke det hele! Drys til sidst oregano ud over salaten. Server med dressingen ved siden af, så man selv kan dryppe lidt mere på, hvis man finder det nødvendigt.

Den færdige salat.



Det forekom mig, at det var ret længe siden, jeg har blogget, så jeg syntes, at jeg lige måtte dukke op og vise flaget. De sidste uger har stået meget i fødselsdagens tegn, da Christian havde fødselsdag i weekenden, og jeg har haft travlt med at forberede den. Her på fredag får vi så besøg af familien for at fejre ham, så lige nu er jeg også i fuld sving med at forberede det. Senere vil der komme opskrifter på det, vi serverer, og som jeg bagte til hans kollegaer i sidste uge. Jeg vil ikke afsløre endnu, hvad det er, for det skal være en overraskelse for vores gæster, hvad der bliver serveret på fredag :)

I aften skal vi spise varme hveder, selvom det ikke er st. bededagsaften før torsdag. Men jeg har brug for en ekstra dag til at give maven lidt ro, inden vi skal spise noget af det, jeg normalt har svært ved at tåle. Håber, det er nok. Men jeg vil altså have mine varme hveder. Det er jo tradition. I år køber vi, for jeg har nok at holde styr på med at bage til på fredag, men jeg har før bagt Meyers hvedeknopper med stor succes. De bliver supergode, så prøv dem endelig :)

Senere på ugen skal vi på vores første besøg i et katteopdræt. Det bliver meget spændende. Vi har endnu ikke været ude og hilse på norske skovkatte, så vi er noget spændte på, hvordan det forløber. Vi skal ud til killingenus med nogle superlækre små misser.
Jeg synes egentlig ikke rigtigt, at jeg er klar til ny kat endnu, men jeg ved ikke, om man nogensinde bliver det efter så stort et tab, som tabet af Putte har været for mig. Der går også noget tid, lige under to måneder, før de her katte er klar til at flytte hjemmefra, så en del kan nok nå at ændre sig i den tid. Håber jeg. I første omgang skal vi bare ud og hilse på, og så må vi se, hvad der sker. Det er ved at være ½ år siden, vi mistede ham. Forstår ikke rigtigt, hvor tiden bliver af. Alligevel er det stadig utroligt smertefuldt. Vi savner ham (og Mille i øvrigt) hver eneste dag.

Strømhegnet er der stadig gang i. Jeg går en tur i haven nogle gange om ugen og fjerner små hækskud, der gerne vil op og ramme strømtråden. Fik lige testet det grundigt den anden dag, da jeg var i gang med at fjerne skud, fordi jeg fjernede et, der lå mellem volierenettet (jordforbindelsen) og strømtråden, og ved et uheld kom til at ramme begge ting på én gang. Av for dælen! Det gav et virkelig hårdt stød, så jeg troede, at jeg måske havde fået en flænge i tommelfingeren. Men det havde jeg ikke. Jeg havde bare rørt strøm og jord samtidig og et sted, hvor afstanden er meget lille, hvilket måske gør en forskel. Er glad for, at vi valgte den mindste strømgiver, for det her er rigeligt til at holde en kat fra at klatre, er jeg sikker på 0.o

Ozzy har været ret kontaktsøgende den sidste tid. Kommer op og vil ligge ved siden af mig i sofaen og sove i løbet af dagen. Her ligger han også lige nu og spinder og bokser/karter ud i luften <3 Han er en sød dreng. Fangede ham med kameraet på sofaen for et par uger siden, hvor han lå og hang ud på nakkestøtten. Det elsker han, så han kan ligge med benene ude til hver side. Skøre kat :D Det ser så sjovt ud. Det får I lige et billede af her til sidst, inden jeg skal have lidt at spise og snart i gang med dagens forberedelser til fødselsdagen på fredag.

mandag den 22. april 2013

Stor bede(hvede)dag er lige om hjørnet

Lige om lidt er det stor bededag, hvilket i vores familie betyder varme hveder. Uhm, jeg elsker den tradition! I min familie har vi oftest spist hvederne til aftensmad stor bededagsaften (dvs. dagen før stor bededag), men de sidste år har vi, Christian og jeg, valgt at spise dem til aftenskaffen efter en let aftensmad, da min mave ikke rigtigt kan med så meget brød og krydderi på én gang (kardemommen og hvad der måtte være i pålægget).

I år bliver det på samme måde, altså hveder til aftenskaffen, men jeg regner med, at vi allerede spiser dem i morgen, såfremt min mave vil være med til det. Vi skal nemlig til et familiearrangement i weekenden, og min mave skal helst fungere der. Af hensyn til mit stressniveau køber vi hvederne i år, har jeg bestemt mig for. For jeg er ikke så meget ovenpå for tiden. Men det skal ikke hindre mig i at give jer en supergod opskrift på hjemmebagte hveder :)

Jeg bagte selv sidste år, og de var suveræne! Det er en opskrift fra Claus Meyers Meyers Bageri-bogen, hvor jeg dog har skåret ned på mængden af kardemomme, da jeg ikke bryder mig om, at den er altoverdøvende. Resultatet var en supergod smag, der minder meget om smagen i de hveder, man kan købe ved bageren :) Så prøv dem endelig! Du kan finde opskriften her: Stor hvededag.





Jeg havde egentlig troet, jeg skulle blogge noget af det mad, jeg har lavet for nylig, da jeg både har lavet en skøn salat, som jeg gerne vil dele med jer, og afprøvet en opskrift på nogle gode og forholdsvis sunde snackboller, som jeg også gerne vil give jer opskriften på. Men det har været et hårdt døgn for mig, så jeg har ikke kræfter til at få tømt kameraet (det kræver lidt ekstra, for jeg har snart harddisc'en fyldt op af billeder, så der skal nok flyttes lidt rundt) og redigere billederne, og jeg har heller ikke den store lyst til at tænke på mad.

Det ligner mig ellers ikke, da jeg oftest tænker på mad i en eller anden form (opskrifter, billeder, nye projekter eller hvad jeg bare har lyst til at spise) ret meget i løbet af dagen. Men sådan er det bare ikke i dag, for min mave er stået helt af for mig :( Jeg må have spist noget, den absolut ikke gad i weekenden. Måske for meget feta? Jeg ved det ikke. I hvert fald har jeg rigtig ondt i maven og er også lidt øm i mavesækken, og jeg har haft en rigtig hård nat, hvor jeg har været vågen flere gange og haft det rigtig elendigt. I dag har jeg det ikke meget bedre, og det var ubehageligt at spise min morgenmad (der ellers er mild nok; det er bare havregryn med rosiner og lidt mælk). Jeg håber, at den når at komme i orden, før vi skal til et familiearrangement i weekenden. Ellers må jeg jo blive kørt hjem under dynen :( Det er bare ikke så sjovt.

Jeg vil vende tilbage med lidt opskrifter til jer i den nærmeste fremtid på den gode salat og snackbollerne, når jeg lige har fået kigget og redigeret billeder, og har det lidt bedre.

Jeg har siddet og ventet på en pakke, der skulle ankomme i dag med UPS. De har åbenbart forsøgt at levere den i fredags, står der på søgningen på pakkenummeret, men jeg var hjemme hele dagen og hørte ingen banke eller ringe på. Måske er det også meget godt, for jeg var noget groggy efter at have sovet (eller "sovet") med en plastikpose om hovedet natten til fredag, da jeg afprøvede at give mit hår kokosolie som hårkur. Så jeg lignede også en, der ikke havde været i bad i det her årtusinde, da jeg stod op (pga. det olierede hår ;)). Sådan vil jeg helst ikke have åbnet døren, hvis jeg skal være helt ærlig, haha ;)

Men pakken er vel ankommet i dag og med det indhold, jeg havde bestilt, så det er jo dejligt. Det er en del af Christians fødselsdagsgave, så det er ikke lige noget, jeg fortæller mere om på det her tidspunkt, men jeg skal nok vende tilbage til den senere :) Han er dælme svær at købe gave til! Manden ønsker sig ikke rigtigt noget, så det er jo ikke så nemt, når man gerne vil have ham en supergod gave. Jeg har fået købt lidt og har andre ting under overvejelse, men det ville være fedt med en revolutionerende god ide. Tvivler dog på, at den dukker op, Men han får nok en god dag alligevel :) Der er heldigvis nogle uger endnu at løbe på, så jeg må vride hjernen lidt ekstra.

Nu skal jeg til det ikke så sjove: at lave madplan. Det har jeg virkelig ikke lyst til, når maven sådan er i udu, og jeg ikke rigtigt kan holde ud at tænke på mad, men den skal jo laves.. Så jeg må vist bide tænderne sammen.

Jeg vil slutte af med en bunke billeder til jer, som jeg rent faktisk har fået lavet. Det er billeder af kattene fra haven i sidste uge, hvor vejret var superlækkert :)



Phoebe spionerer på en fugl.

Åh, lunt forårsvejr i haven!

Katte-wrestling (Phoebe og Putte).



Ozzy og Putte leger med den samme pind. Putte prøver at fange den, når Ozzy trækker den hen ad jorden.


En smuk model :)


Putte og Phoebe efter endnu en wrestle-kamp. Phoebe er gået i gulvet :D

Smukke Ozzy i frøperspektiv og modlys.