Viser opslag med etiketten feta. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feta. Vis alle opslag

fredag den 7. august 2015

Grøn pastasalat

Før jeg starter dagens indlæg, vil jeg gerne sende en varm tak ud til alle jer, der har sendt mig søde, støttende hilsner her på bloggen og på Facebook efter mit seneste indlæg. Det betyder så meget mere, end I aner, så tusind tak!

Det er efterhånden noget tid siden, vi holdt Christians 40 års fødselsdag, så nu må det være på tide at fortælle lidt om den mad, der blev spist. Vi havde bestemt os for at grille, og regnede bestemt med, at vi kunne sidde i haven. Vi havde fået vasket alle havemøbler af og fået dem stillet op i haven, så alt var klart. I slutningen af juni forventer man jo naturligvis at kunne sidde udenfor. Sådan blev det dog ikke, for den her sommer har været en af de koldeste og vådeste, og den dag blev ikke meget anderledes. Faktisk var det en af de vådeste i lang tid! Men vi fik stillet en indkøbt pavillon op over terrassen, så der kunne grilles i tørvejr, og så sad vi ellers indenfor og spiste.

Menuen stod på:

Velkomstdrink:
bestående af hyldeblomstsaft, hvidvin, danskvand og danske jordbær.
Kød: barbecuemarinerede nakkekoteletter, ribeyebøffer, hakkebøffer, hotwings og forskellige slags pølser.
Tilbehør: grøn pastasalat (som I får opskriften på i det her indlæg), hjemmelavet kartoffelsalat med dild, tomatsalat med mozzarella, majskolber, der havde været på grillen, stor salatbar, samt div. brød, dressinger og kryddersmør, som dog var indkøbt for nemheds skyld.
Dessert: hjemmelavet strawberry cheesecake ice cream, Hansens vanilleis, hjemmebagt brownie med store stykker lys chokolade og hakkede valnødder, lidt indkøbte vafler.
Derudover: lidt forskellige snacks og slik.

En del af opskrifterne kender I allerede, men jeg vil i det her indlæg give jer opskriften på den grønne pastasalat, og vender senere tilbage med opskriften på min tomatsalat med mozzarella.

Pastasalaten her har jeg lavet i mange år efterhånden. Den går fint som tilbehør til alt kød, eller man kan spise den, som den er, med tilbehør af godt brød. Er vild med det grønne tema i salaten, som også passer godt sammen smagsmæssigt. Jeg lavede knap en dobbeltportion pastasalat til festen (hvor vi var 13), men det var mere end rigeligt, når der også var meget andet tilbehør. Så en almindelig portion som angivet i opskriften rækker nok til en 3-4 personer, hvis der ikke er meget andet tilbehør, er min vurdering.





Grøn pastasalat (3-4 personer)

300 g pastaskruer
2 dl frosne ærter
1 broccoli
Feta i tern (bruger en med forskårne tern i saltlage, da Puck-typen bliver lidt for blød og salt til denne pastasalat)

Dressing:
2 dl yoghurt naturel
2 tsk dijonsennep
1 potte frisk dild
Salt

Kog pastaen. Hæld den i en si, og skyl den med koldt vand. Lad den dryppe af og køle helt ned.

Del broccolien i mindre buketter og put dem i en gryde. Put lidt vand i gryden (skal ikke dække broccolien, bare lidt i bunden, uden den kan koge tør). Tilsæt salt (ca. 1 tsk). Bring gryden i kog, og lad broccolibuketterne dampe, til de er næsten møre, men stadig har bid (tjek med en kniv undervejs i stilken. Der må gerne være lidt modstand). Hæld den dampede broccoli i en si, og skyl den straks med koldt vand, så den beholder den flotte grønne farve. Køl den af, mens du laver resten af pastasalaten.

Put ærterne i en skål og overhæld dem med kogende vand. Gentag. Hæld vandet fra.

Rør yoghurt sammen med sennep. Skyl og hak dilden og vend den i dressingen. Smag til med salt. Den må gerne være stærk i smagen af sennep, for det udjævner sig, når den fordeles over pastaen. Så er den slet ikke så stærk.

Put pastaen i en stor skål eller bøtte. Vend den sammen med dressingen. Del broccolien i mindre buketter, hvis de er til den store side, og vend dem i pastasalaten sammen med ærter og feta. Det er en smagssag, hvor meget feta man ønsker i sin pastasalat, men jeg bruger ikke mere end en bøtte. Du kan i øvrigt selv eksperimentere med andre grønne grøntsager, hvis du får lyst til at supplere eller skifte ud i fyldet, f.eks. agurk eller dampet, grøn asparges :)

Stil pastasalaten på køl nogle timer, før den serveres, så den får mulighed for at trække og suge dressingen. Server til f.eks. stegt kød eller frikadeller med godt brød til.

Kæmpeskålen med pastasalat til Christians 40 års fødselsdag :)




Puha, vi lever med et konstant forhøjet angstniveau herhjemme pt. Ozzys appetit er helt i bund, hvilket bekymrede os så meget, at vi har haft ham til dyrlægen for at få tjekket blodprøver. Vi har været gennem hele møllen med nyresvigt med Putte, så dårlig appetit er noget, vi ikke tager let på. Vi er stoppet med at give ham aloe vera, fordi vi vurderede, at der var en risiko for, at det påvirkede hans appetit, men den er ikke blevet meget større, siden vi stoppede. Så i går tog vi altså en tur til dyrlægen.

Vores dyrlæge kunne ligesom vi konstatere, at Ozzys mundbetændelse er blevet betydeligt værre. Nu sidder det også i gummerne, og hun mente også, at han måske var lidt hævet ved tungen. Han kan dog godt spise, når han kommer i gang, men lysten til mad er ikke så stor. Vi fik taget en blodprøve, som jeg har siddet og afventet svaret på i dag. Det er et angsthelvede for mig at vente på, og jeg har haft det rigtig skidt. Vågnede også alt for tidligt og lå med angst længe, før jeg opgav og stod op. Nu har jeg så netop modtaget hans prøvesvar pr. mail, og det fik pulsen til at falde fra skyhøj til næsten normal, mens jeg læste det. Han svar er nemlig utroligt pænt. Faktisk er det den pæneste blodprøve, han nogensinde har fået lavet! Simpelthen utroligt. Men det er jo kun dejligt, for så ved vi, at det ikke har noget at gøre med hans lever eller nyrer, at han har det sådan, og det er en kæmpe befrielse at få at vide. Virkelig. Selv hans hvide blodlegemer er steget på trods af interferonbehandling og infektion, så det er i det hele taget meget overraskende. Men dejligt.

Til gengæld skulle man synes, at han burde have det meget bedre med sådan en flot blodprøve. Men det har han ikke. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvor meget hans hårde mave påvirker hans appetit, men han er i hvert fald nødt til at få kattemalt dagligt for at kunne have gang i maven. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Men det er blevet værre, mens han fik aloe vera. Også sært, for sidst, han startede op på det, fik han lidt blød mave af det, så ingenting giver rigtig mening mere, som I nok kan se. Men nu ved vi i det mindste, at hans appetit ikke hænger sammen med sygdom i nyrer eller lever.

Ozzy holder udkig fra klatretræets 3. platform (1.5 meter oppe) og nyder køligheden en aften for nogle dage siden.



Jeg har haft snakket med tanddyreklinikken og fået dem til at udskrive en tabletkur (anbefalet af Ruhnau, hvis Ozzy skulle få tilbagefald i hans ferie) med samme antibiotika, som Ozzy fik for 14 dage siden som pasta. Dengang fik han ikke meget ud af den, hverken i virkning eller i indtag, fordi noget røg ved siden af hver dag, da det skummede ud af munden på ham. Håber, at pillerne kan gøre en forskel, til Jens Ruhnau kommer hjem fra sin ferie, og vi kan snakke med ham om at få taget de sidste tænder på Ozzy. For det virker til at være det, der skal til. Det ser ikke ud til, at der er en anden løsning. Desværre ved vi ikke, om det overhovedet gør nogen effekt, men man er jo nødt til at prøve et eller andet. Og så må vi prøve at starte ham op på aloe vera igen, når hans mave er blevet lidt bedre.

I weekenden havde vi egentlig planer om at skulle i tivoli med min far og Marianne, men jeg har skrevet til dem om Ozzy, og vi har aftalt at snakke sammen dagen før, vi havde planer om at skulle afsted, så vi kan se, om vi kan køre fra Ozzy en hel dag. Han spiser nemlig stadig ikke ret pænt. I går efter dyrlægen har han dog spist rigtig pænt, men vi ved, at sådan en dag er helt anderledes end andre, fordi turen gør, at han får en enorm appetit. Jeg afventer stadig og ser, om han får så meget appetit i dag. Håber det virkelig. Er dog endnu ikke særligt imponeret over hans appetit i dag. Vi har en aftale med Christians forældre om, at de kommer op og er hos kattene, mens vi er væk, så kattene kan komme i haven, og så kan de også holde lidt øje med Ozzy. Hvis vi ender med at tage afsted, håber jeg, at han får spist noget, mens vi er væk.

Pyha. Sikke en omgang. Men nu har vi da en slags afklaring, og det er rart. Så må vi se, hvad antibiotikakuren gør for ham.

Ozzy er jo ikke husets eneste kat, selvom det efterhånden ser sådan ud i mine indlæg. Vi har jo også Phoebe, den dejlige lille pipfugl. Hun pipper lystigt i køkkenet nu, så jeg skal vist snart forbi madskålen med noget til hende. Hun er (som jeg) lidt skuffet over mængden af sommerfugle i år. Vores sommerfuglebuske i haven har ellers aldrig været større eller flottere, men de er ikke særligt besøgte. Phoebe er en "dygtig" sommerfuglejæger, og hun sidder troligt under busken hver dag for at se, om der ikke skulle være lidt at snuppe. Det er der dog ikke rigtigt, for de få sommerfugle, der er, er meget sky, og sidder højest oppe i busken, hvor hverken Phoebe eller mit kamera kan komme til, før de flyver. Jeg har dog haft en enkelt rigtig heldig dag, hvor jeg fangede den her virkelig specielle sommerfugl. Jeg havde ikke set den før, og kunne se, at den var lidt anderledes end nældens takvinge, som den minder om. Da jeg havde fået billederne i kameraet, kunne jeg ved at slå den op se, at den hedder "det hvide C", sommerfuglen. Virkelig sært navn for en sommerfugl, men som du kan se på billedet, er der en grund til det. Den har nemlig en aftegning i form af et hvidt c på undersiden af vingen :) Så jeg var noget stolt, da jeg fik set, hvor særlig en sommerfugl, det var, jeg havde fanget. Den har før været meget sjælden, men er vist begyndt at blive mere almindelig i Danmark.


Hvor bliver de sommerfugle dog af?!



Det bliver alt for i dag fra mig. Jeg skal i gang med at lave lidt, selvom jeg ærlig talt hellere ville gå i seng igen. Kan desværre ikke finde ud af at sove i løbet af dagen, ellers havde en middagslur været dejlig. Men akvariet trænger meget til at blive ordnet, så det skal gøres i dag. Alting står lidt stille rundt om os, når vi er i sådan en krisetilstand, så nogle ting har måttet vente en ekstra uge. Bl.a. rengøringen af akvariet. Vi har lige fået en masse filtermateriale hjem, så jeg skal i gang med at have kigget på, hvad jeg vil skifte i dag. Ellers forventer jeg en rolig dag. Skal helt ned i stressniveau (så meget man nu kan komme, når Ozzy stadig ikke spiser pænt), så prøver at lade være med at lave for meget. Maden er nem. Lasagne til mig (en nedfrossen portion fra fryseren) og min hjemmelavede kødsovs med frisk pasta og hjemmebagt brød til Christian. Lavede en portion kødsovs den anden dag som en overraskelse til Christian (som I, der følger bloggen på Facebook allerede ved). Han havde haft en lang dag på arbejdet, så jeg tænkte, at han kunne bruge noget godt at komme hjem til. I dag kan han så få rester af den, da jeg lavede nok til at fryse ned af. Det er dejligt smart med den slags i fryseren. Faktisk har han også nydt godt af mine fluffy, amerikanske pandekager de sidste dage, da jeg også tog en pakke op fra fryseren samme dag, jeg lavede kødsovsen. Det er fire måneder siden, de blev lavet og frosset, men smager stadig helt fint. Skønt, at de kan holde sig så længe i fryseren. Det er jo nemt lige at tage op, når man bliver lækkersulten ;)

Rigtig god weekend til jer :)

onsdag den 14. maj 2014

Græsk salat

Mens vi venter på, at jeg får samlet mig om at få lavet de sidste billeder fra vores ferie, får I her lige endnu en opskrift. Det er på en græsk salat, jeg lavede til Christian i sidste måned, da vi havde noget feta, der skulle bruges, og jeg syntes, han fortjente lidt ekstra lækkert til sin aftensmad. Salaten kan bruges som tilbehør til alt muligt eller spises, som den er, dog i en lidt større portion hvis det skal være et helt måltid. Jeg har glemt, hvad vi fik til, men jeg kan forestille mig, at det var noget kød, som jeg havde hvidløgsmarineret. I hvert fald passer den fint til græsk inspireret mad som f.eks. græske bøffergræske frikadeller eller hvidløgsmarineret kød i det hele taget.

Vælg nogle gode, smagfulde tomater, for det er dem, der giver så meget smag til salaten. Du må aldrig putte dine tomater i køleskabet, for på den måde mister de al deres smag. Tomater skal spises ved stuetemperatur, bagte eller i varme retter, synes jeg.

Jeg brugte en feta i blok fra Fakta (kan også købes i Kvickly), deres eget mærke, som er lige så lækker som Puck, bare en smule mindre fed.

Salaten er ultra-nem at lave. Lad den gerne stå og trække en smule, før den spises, så dressingen lige når at trække lidt i salaten. Server den med den resterende dressing. Det er ikke meningen, at den skal pøses til i dressing, bare dryppes lidt.

Jeg var meget misundelig på Christian over den her salat, for den duftede simpelthen vidunderligt, og jeg ved, at den smager fantastisk. Salaten herunder er tilpasset til 2 personer sådan ca. Den er egentlig nok mest en sommerret, for det er i den lune tid, man får det bedste tomater, men den kan også sagtens spises på andre årstider, bare man kan få nogle ordentlige tomater, der ikke smager som at række tungen ud af vinduet :)





Græsk salat (ca. 2 personer)

1-2 håndfulde cherrytomater (jeg brugte cherryblommetomater)
Agurk i halvtykke skiver
1 rødløg i tynde skiver
1/3-½ blok feta (salatost)
1 tsk oregano
Dryp af olie-eddikedressing (lavet i forholdet ca. 3 olie til 1 eddike)

Skyl tomater og agurk. Del tomaterne en enkelt gang alt efter størrelse, skær halvtykke skiver af agurken.

Fordel agurk og tomat på en tallerken eller et lille fad. Skær løget i tynde ringe og fordel over grøntsagerne. Skær fetaen i tykke skiver (eller tern, hvis du hellere vil det), og læg dem oven på salaten.

Lav en dressing af 3 spsk olivenolie og 1 spsk vineddike. Smag til med salt. Er den for syrlig, kan der tilsættes lidt mere olie. Dryp salaten med en smule af dressingen, ikke det hele! Drys til sidst oregano ud over salaten. Server med dressingen ved siden af, så man selv kan dryppe lidt mere på, hvis man finder det nødvendigt.

Den færdige salat.



Det forekom mig, at det var ret længe siden, jeg har blogget, så jeg syntes, at jeg lige måtte dukke op og vise flaget. De sidste uger har stået meget i fødselsdagens tegn, da Christian havde fødselsdag i weekenden, og jeg har haft travlt med at forberede den. Her på fredag får vi så besøg af familien for at fejre ham, så lige nu er jeg også i fuld sving med at forberede det. Senere vil der komme opskrifter på det, vi serverer, og som jeg bagte til hans kollegaer i sidste uge. Jeg vil ikke afsløre endnu, hvad det er, for det skal være en overraskelse for vores gæster, hvad der bliver serveret på fredag :)

I aften skal vi spise varme hveder, selvom det ikke er st. bededagsaften før torsdag. Men jeg har brug for en ekstra dag til at give maven lidt ro, inden vi skal spise noget af det, jeg normalt har svært ved at tåle. Håber, det er nok. Men jeg vil altså have mine varme hveder. Det er jo tradition. I år køber vi, for jeg har nok at holde styr på med at bage til på fredag, men jeg har før bagt Meyers hvedeknopper med stor succes. De bliver supergode, så prøv dem endelig :)

Senere på ugen skal vi på vores første besøg i et katteopdræt. Det bliver meget spændende. Vi har endnu ikke været ude og hilse på norske skovkatte, så vi er noget spændte på, hvordan det forløber. Vi skal ud til killingenus med nogle superlækre små misser.
Jeg synes egentlig ikke rigtigt, at jeg er klar til ny kat endnu, men jeg ved ikke, om man nogensinde bliver det efter så stort et tab, som tabet af Putte har været for mig. Der går også noget tid, lige under to måneder, før de her katte er klar til at flytte hjemmefra, så en del kan nok nå at ændre sig i den tid. Håber jeg. I første omgang skal vi bare ud og hilse på, og så må vi se, hvad der sker. Det er ved at være ½ år siden, vi mistede ham. Forstår ikke rigtigt, hvor tiden bliver af. Alligevel er det stadig utroligt smertefuldt. Vi savner ham (og Mille i øvrigt) hver eneste dag.

Strømhegnet er der stadig gang i. Jeg går en tur i haven nogle gange om ugen og fjerner små hækskud, der gerne vil op og ramme strømtråden. Fik lige testet det grundigt den anden dag, da jeg var i gang med at fjerne skud, fordi jeg fjernede et, der lå mellem volierenettet (jordforbindelsen) og strømtråden, og ved et uheld kom til at ramme begge ting på én gang. Av for dælen! Det gav et virkelig hårdt stød, så jeg troede, at jeg måske havde fået en flænge i tommelfingeren. Men det havde jeg ikke. Jeg havde bare rørt strøm og jord samtidig og et sted, hvor afstanden er meget lille, hvilket måske gør en forskel. Er glad for, at vi valgte den mindste strømgiver, for det her er rigeligt til at holde en kat fra at klatre, er jeg sikker på 0.o

Ozzy har været ret kontaktsøgende den sidste tid. Kommer op og vil ligge ved siden af mig i sofaen og sove i løbet af dagen. Her ligger han også lige nu og spinder og bokser/karter ud i luften <3 Han er en sød dreng. Fangede ham med kameraet på sofaen for et par uger siden, hvor han lå og hang ud på nakkestøtten. Det elsker han, så han kan ligge med benene ude til hver side. Skøre kat :D Det ser så sjovt ud. Det får I lige et billede af her til sidst, inden jeg skal have lidt at spise og snart i gang med dagens forberedelser til fødselsdagen på fredag.

mandag den 17. juni 2013

Græske frikadeller med grøntsagsspyd og vandmelonsalat

For en måneds tid siden købte jeg en pakke hakket kalv og flæsk, som røg i fryseren. Jeg laver jævnligt frikadeller, så jeg tænkte, at sådan en pakke på tilbud nok skulle blive brugt. Men nu er det sommer, så jeg havde lyst til at pifte dem lidt op med lidt mere spændende smag og tilbehør, så jeg bestemte mig for at lave græske frikadeller. Det var en rigtig god beslutning, for de blev fantastisk gode og saftige, så jeg glæder mig til, at vi skal spise resten af frikadellerne, der ligger i fryseren.

De græske frikadeller.


For at blive i sommerånden syntes jeg, at vi skulle have lidt sommerligt tilbehør. Derfor bestemte jeg mig for, at vi skulle have nogle grøntsagsspyd som tilbehør, og de var bare rigtig gode, så dem kan jeg godt anbefale jer at prøve. De vil helt sikkert også virke på grillen, men jeg lavede dem bare i ovnen, da vi ikke lige skulle grille andet den dag.

Et af de færdige grøntsagsspyd. På de andre spyd satte jeg dog squashen på på den anden led. Men begge dele fungerer.


Derudover lavede jeg en vandmelonsalat med feta og rødløg, der bare er en skøn sommerspise! Den er kølig og lidt læskende, og smager dejligt med de søde, salte og lidt skarpe indslag af ingredienserne. Og så fik jeg også brugt lidt mere af fetaen, jeg havde til overs. Jeg købte en god blok feta (den fra Fakta - deres eget mærke, jeg har skrevet om på bloggen tidligere), og så var der nok til de græske frikadeller og salaten. Jeg har tidligere blogget salaten, men smider opskriften igen nedenfor, da den her så simpel. Prøv den endelig, den smager rigtig godt.

Vandmelonsalaten.




Græske frikadeller (3-4 pers.)

500 g hakket kalv og flæsk
½ tsk salt
2 æg
1 dl havregryn
1½ spsk kartoffelmel
4 fed hvidløg
2 gode håndfulde feta skåret i tern (eller ca. ½ blok feta - eller efter smag)
En potte frisk persille, hakket (kan undlades, men det smager godt) eller et par spsk tørret oregano
Mælk

Grøntsagsspyd (2 pers.)
12 kogte minikartofler
1 squash
1-1½ rød peberfrugt
1 stort rødløg
Lidt olie
Salt
Træspyd

Vandmelonsalat med feta og rødløg (2 pers.)
1/4 vandmelon (eller hvor meget du nu har lyst til at bruge)
En god håndfuld feta (eller efter eget ønske, gerne fra blok)
Rødløg i meget tynde, halve ringe
Lidt frisk persille, klippet

Græske frikadeller
Rør kødet med salt, til det er sejt og en ensartet masse. Jeg bruger mindre salt i mine græske frikadeller end i de almindelige, da fetaen er ret salt. Jeg synes, at saltmængden endte med at være passende, når jeg kun rørte ½ tsk salt i farsen.

Rør æggene i, til de er godt optaget. Rør herefter havregryn og kartoffelmel i.

Skær fetaen ud i mindre tern og tilsæt 2 gode håndfulde til farsen sammen med 4 fed presset hvidløg. Rør herefter lidt hakket persille i, hvis du har lyst. Jeg undlod det af hensyn til min meget sarte mave, og det smagte alligevel fint, men persille passer godt til resten af smagen i frikadellerne, så prøv ad :) 

Tilsæt til sidst mælk lidt ad gangen, til farsen er mindre fast. Prøv jævnligt, hvordan en frikadeller bliver, når du former den i hånden med en spiseske. Den skal ikke være for fast, men må godt flyde lidt ud.
Sæt farsen i køleskabet ½ times tid, før du former og steger dem på panden i smør/margarine, til de er gennemstegt. Lad dem herefter stå på et stykke fedtsugende papir (køkkenrulle), så noget af fedtstoffet får lov at dryppe af.

Grøntsagsspyd
Vask og kog minikartoflerne, til de er møre (ca. 10 minutter alt efter størrelse). Læg spyddene i koldt vand 15-30 minutter.

Rens og skær grøntsagerne ud. Peberfrugt skærer jeg i ca. 3x3 cm, squash i tykke skiver, løg kan deles i både eller tern. Sæt kartofler og andre grøntsager skiftevis på spyddene. Pensl kartoflerne med lidt olie og drys dem med fint salt.

Bag spyddene i ovnen ca. 30 minutter ved 220 grader, til kartoflerne er gyldne og grøntsagerne møre. Du kan evt. give dem lidt ekstra tid, hvis det er nødvendigt. Jeg lægger dem på tværs af et ovnfast fad, så de hænger på det. Det giver det bedste resultat, synes jeg.

Vandmelonsalat
Skær vandmelon i tern. Skær feta i tern. Skær rødløg i tynde ringe. Bland vandmelon og feta. Fordel rødløg ovenpå, og slut af med lidt friskklippet persille.

Grøntsagsspyd før de kommer i ovnen.

Aftenens tallerken :)



Det har været en ret rolig weekend herhjemme. For det meste i hvert fald. Fredag var vi lige ude og handle en smule, men ellers har vi mest været hjemme. Men al ukrudtet gror jo, som det er betalt for det, især nu, hvor vi får lidt regn, så det skal holdes nede. Vi har en skrænt ned mod vejen, hvor det er meningen, der skal gro græs, men ukrudtet vil gerne tage over, så det skal holdes nede. Desværre var græstrimmeren gået i stykker sidste år, så lørdag var vi et smut i XL-byg, da de havde et slagtilbud på en god græstrimmer, der også har et mundstykke til lidt mere genstridige ting.

Christian gik i gang med at trimme, lige så snart vi kom hjem. Mens han gjorde det, fjernede jeg ukrudt langs opgangen til huset. Selvom det ikke så ud af meget, fik jeg fyldt ½ sort sæk. Men nu er det gjort.
Mens vi arbejdede, stod en lækker flæskesteg i ovnen og langtidsstegte. Så vi smovsede om aftenen :) Derefter fik vi endelig set Bladerunner, som Christian for nylig har købt på blu-ray. Det er en virkelig flot film.

I går havde vi ikke de store planer, og ville prøve at have en rolig dag. Vi lavede ikke ret meget den dag, hvilket ikke var så svært, da vejret var gråt og kedeligt udenfor. Så lidt tilfældige programmer i tv, spillede lidt Wii, så serier, og spiste en god aftensmad bestående af den forårsret med friske asparges (fandt nogle små, spæde nogle i Rema1000 i fredags), svampe og kartofler med kold steg til. Og så så vi en film igen i aftes.

Så der er ikke sket så meget i weekenden for os, men det har været dejligt at slappe af. Jeg fik sovet rigtig længe i går, og har også gjort det i nat. Jeg har en del, der skal indhentes, for jeg har sovet rigtig dårligt, mens Putte har været syg. Det sidder i det hele taget i mig, efter jeg har været så bekymret og bange, så det kniber med energi og overskud. Forhåbentlig kommer til tilbage, når jeg får sovet noget mere.

Det går bedre med Putte. Han går stort set normalt nu. Tror ikke, man lægger mærke til, at han går anderledes, hvis man ikke tænker så meget over det. Forhåbentlig er det snart 100% normalt. Han har det også godt, og tigger mad, er med i haven, og er mere opsøgende i det hele taget. Kalder på Christian om natten igen for at få mad og den slags. Vi har modtaget babyvægten, og den fungerer rigtig fint, synes vi. Den er hurtig til at tage et gennemsnit af vægten, så de ikke skal stå på den ret længe for et resultat. Og sidste vejning af Putte var fin, synes jeg. Nu vil vi holde lidt nærmere øje med ham.

Hans øje har det i øvrigt også fint igen. Det gik hurtigt over med irritationen. Han mangler dog stadig at få stemmen igen, men den er forhåbentlig snart tilbage. Nu er han her for at bede om lidt frokost, så jeg må hellere stoppe. Slutter lige af med lidt gamle billeder af ham, for jeg har ikke lige fået taget nye billeder af ham siden sidst :)


Putte elsker sin "far". <3

mandag den 25. marts 2013

Stort salatbord med to hjemmerørte dressinger med græsk yoghurt

Det er en sløv dag i dag. For mig i hvert fald. Vi har haft Ozzy afsted her i formiddag til den årlige vaccination og sundhedstjek hos dyrlægen, og Putte var også med for at blive kigget i munden, da han har tilbagevendende problemer med tandkødet, så derfor børster jeg tænder på ham. Men jeg ville gerne have deres vurdering af, hvordan det stod til nu, så vi kunne se, hvornår han skal have sin tandrensning. Der var stadig lidt rødmen i hans tandkød, men det er blevet noget bedre, så vi ser tiden an lidt endnu.

Men jeg har ikke sovet så meget i nat. Sådan er det oftest, når jeg skal noget. Det er møgirriterende, for det gør det jo bare ekstra hårdt at skulle afsted. Men nu er det heldigvis overstået. Christian arbejder hjemmefra i dag, så han kunne køre med ned med kattene. Især fordi det er hårdt at skulle afsted med Ozzy, da han er meget bange. Så det var rart, at han kunne være med til det.

Fordi det er sådan en hård dag, er jeg også ekstra glad for, at vi har nogenlunde nem mad i aften. Madplanen skred lidt for os i weekenden, da jeg var meget træt i lørdags, så vi valgte at hive et par bøffer op fra fryseren i stedet for det, der stod på madplanen. Derfor lavede jeg i går det, der var på madplanen for i lørdags, hvilket var et stort salatbord med stegt kylling, æg, pasta og to slags hjemmerørte dressinger. Den ene med røget paprika og hvidløg er rigtig god som dyppelse til salaten og kødet, og den anden med sennep og dild er især god til pastaen og grøntsagerne. Jeg kunne sagtens have rørt den sammen med pastaen til en pastasalat, og jeg har også tidligere, men da jeg ikke ved, hvordan maven helt reagerer på den, valgte jeg at lave den som en dressing, vi selv kan tage af.

Jeg har tidligere lavet den slags dressinger på yoghurt naturel, men jeg ville undgå den bitterhed, der fylder meget i yoghurten, så jeg valgte at bruge en græsk yoghurt i går. Det fungerer rigtig godt, og i forhold til f.eks. creme fraice-baserede dressinger har de jo lidt mindre fedtindhold. Og en noget mindre bitter smag.
Vores salatbord indeholdt: rød peber, gulerødder, agurk, minimajs, ærter, rødløg, rå broccoli, salat, feta, marinerede hvidløg, æg, stegt kylling og kogt pasta, og til det spiste vi hjemmebagt surdejsflute. Og jeg havde rørt de omtalte dressinger som dyppelse. Her kommer opskriften på dressingerne.

Min tallerken i går.



To slags dressing med græsk yoghurt:

Dressing med sennep og dild

2 dl græsk yoghurt (jeg brugte en 10%, men mest fordi alternativet var en 0.1%, og det er altså for tyndt)
3 tsk sennep, almindelig stærk (ca. 2 tsk, hvis du bruger dijonsennep)
1 tsk salt
1 potte dild

Rør yoghurt med sennep og salt. Vask og hak dilden, og rør den i dressingen. Lad dressingen trække et par timer på køl før servering, eller vend den i kogt, afkølet pasta sammen med grøntsager efter eget valg for at lave en pastasalat. Lad pastasalaten hvile nogle timer før servering.


Dressing med hvidløg og røget paprika

2 dl græsk yoghurt
1 tsk salt
1 stort fed hvidløg
½-1 tsk røget paprika (eller brug lidt sød paprika og lidt mindre røget)

Rør yoghurt med salt og presset hvidløg. Smag til med røget paprika. Lad dressingen hvile et par timer på køl før servering. Jo længere tid en dressing med frisk hvidløg hviler, jo mere kraftig bliver smagen af hvidløg.

Dressin med sennep og dild.

Dressing med hvidløg og røget paprika.

Min tallerken i går, hvor jeg valgte dressingen med sennep og dild til dyppelse til grøntsager og pasta.

Jeg vil gerne have lov at slå et slag for Faktas egen feta (salatost) i blok. Jeg var noget træt af, at jeg ikke kunne få Puck-feta, som der ellers stod, der skulle være (der var et prismærke på det), da jeg var i Fakta for nylig for at købe en blok feta til vores aftensmad. Så jeg måtte tage chancen og prøve Faktas egen, der dog var lidt billigere. Jeg var ret pessimistisk omkring at skulle bruge noget andet en Puck, som vi har været glade for, men det gik hurtigt over. Smagen er virkelig god, og den føles knap så fed i smagen som Puck, hvilket har været en af vores eneste indvendinger mod Puck, så vi har helt klart fundet en ny vinder. Og så er den endda billigere. Mener, jeg gav 17.95 kr for Faktas salatost, hvor Puck oftest koster 24.95 kr. Den besparelse er da værd at tage med :) Faktas salatost i blok hedder bare Salatost, hvid blød ost i blok, og er lavet på komælk.


I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg ville komme med en opskrift på en gryderet med oksekød og uden tomater, da jeg havde planer om, at det skulle laves i går. Men som sagt skred madplanen for os, og jeg har valgt at vente med at lave retten til en anden god gang, da vi skal have gæster til spisning på onsdag, hvor vi også serverer en gryderet. Så derfor har jeg at valgt tage den af madplanen lige nu. Men jeg skal nok vende tilbage og blogge om den, når jeg får den lavet :)
Vi får Christians forældre op og spiser på onsdag. Det glæder vi os til. Jeg vil ikke lige afsløre helt, hvad vi skal have, da jeg ved, de læser med ;) Men det er en god ret, til når det er koldt. Jeg ved ikke, om jeg får mulighed for at blogge den, men nu må vi se :)

Resten af i dag står på planlægning af madplan for den næste uge. Der kommer jo nogle helligdage, så det er rart at have det meste hjemme. Især fordi folk opfører sig, som om det er sidste chance for nogensinde at købe noget, og butikkerne derfor er proppede til bristepunktet, og det er umuligt at finde en parkeringsplads. Den slags stress gider vi bare ikke, for det er ubehageligt og angstprovokerende, så derfor handler vi ind i god tid og mens andre sidder derhjemme og spiser deres aftensmad. Vi handler stort set altid om aftenen, for der er bare meget mere ro i butikkerne.

Nu vil jeg gå videre med planlægningen af madplanen, så det kan komme på plads. Jeg skal vist også en tur i ostehuset for at købe et nyt stykke ost, for vores sidste stykke er efterhånden væk. Vi foretrækker at købe ost fra en ostehandler i stedet for supermarkedsost, for man får altså et noget bedre stykke ost og ost, der rent faktisk smager af noget. Vi elsker stærk ost herhjemme, og den bedste og mest smagfulde ost fås altså hos ostehandleren. Jeg glæder mig allerede til en ostemad på hjemmebagt brød med en klat af min hjemmelavede æblemarmelade med kanel. Det er virkelig toppen for mig, uhm!
Men som sagt: back to work :)

onsdag den 27. februar 2013

Kyllingewraps med fetacreme

I sidste uge fik vi afprøvet en ide, jeg havde gået og puslet med. Efter jeg prøvede at lave fetacreme/dip i januar, har vi fået det nogle gange, primært som dyppelse til salat og brød, men konsistensen af cremen er superlækker, og jeg havde tænkt på, at det godt kunne bruges i nogle wraps som en god, cremet hvidløgsdressing. Så det ville jeg afprøve i sidste uge.

Fyldet kan man jo variere, som man vil. Jeg brugte de grøntsager, jeg havde i køleskabet, hvilket blev til iceberg, rød peber, agurk og tomater (til Christian, jeg kan ikke tåle tomater mere desværre). Jeg valgte at bruge kylling som kødindslaget i retten, og for at give det lidt ekstra god smag krydrede jeg det med barbequekrydderi, da kyllingebrysterne var ved at være færdigstegte. Alt i alt var det en rigtig lækker ret, som Christian også rigtig godt kan lide, så det kan anbefales :)


Kyllingewraps med fetacreme (2 personer)

2 kyllingebryster
Salt
Tørret barbequekrydderi (eller andet krydderi efter smag, f.eks. karry, hvis man er til det)

Grønt fyld
Icebergsalat (anden salat kan også bruges)
Rød peber
Agurk
Tomater
Hvad du ellers kunne have lyst til (kunne f.eks. være rå løg, forårsløg, revne gulerødder mv.)

Fetacreme
Ca. ½ blok Puck feta (eller en dåse fetatern i lage)
Creme fraice (jeg brugte en 15%, men man kan sagtens bruge en mere fedtfattig. Især hvis man bruger Puck feta)
Hvidløg (jeg brugte ca. 2 fed, hvilket er rigeligt!)

1 pakke hvedetortillas

Steg kyllingebrysterne i lidt smør eller margarine på en pande, til de er gennemstegte. Krydr med salt og barbequekrydderi (eller hvad du nu ellers ønsker). Pak kyllingebrysterne ind i staniol og læg dem i køleskabet.

Mos fetaen sammen med creme fraice. Tilsæt creme fraice lidt ad gangen. Jeg brugte min stavblender til at lave cremen med. Starter med at tilsætte et par spsk creme fraice, som blendes med. Tilsætter evt. en smule løbende, men smager på cremen, så den ikke bliver en ren creme fraice-dressing.
Pres hvidløget og rør det i cremen. Husk, at jo længere tid cremen står og trækker, jo stærkere vil smagen af hvidløget blive, så jeg vil anbefale, at du kun bruger ét hvidløg. Brug mere, hvis du virkelig elsker meget stærk smag af hvidløg. Sæt den i køleskabet, til den skal bruges.

Rens grøntsagerne og skær dem i skiver, strimler osv., hvad du nu ønsker.

Varm tortillaerne på en varm pande få sekunder på hver side. Hold dem lune ved at stable dem på en tallerken og dække til med staniol.

Skær kyllingebrysterne i skiver, og server det hele, så folk selv kan bygge deres kyllingewraps :)

Min tortilla. Med lidt fetacreme på toppen. De smagte rigtig dejligt.



Det er en sløv dag i dag. Jeg kunne ikke sove i nat, så jeg er noget træt. Sov først rigtigt i formiddag, efter Christian var taget på arbejde. Han har heller ikke selv sovet meget i nat, for han var vågen midt i nat med ekstrem hovedpine. Så han er naturligvis også træt i dag. Jeg håber, at han snart må slippe for smerterne helt, for de hænger vist ved i dag, i en vis grad i hvert fald.

Det lykkedes at få handlet ind til ugen i går. Også selvom jeg ikke havde fået lavet en fuld madplan. Jeg fik dog heldigvis en ide til en ret, da vi stod i supermarkedet, så det skal vi have torsdag. Det bliver også noget kylling og et grøntsagsfad. Det er heldigvis ret mildt, så forhåbentlig kan jeg tåle det.
Den ovenstående ret blev lidt for meget for mig, så vi skal vist vente, til jeg har det lidt bedre, inden vi skal have det igen. Men det smagte rigtig godt.

I aften skal jeg spise alene, fordi Christian skal i fotoklubben, hvor de i dag skal spise sammen, da et af medlemmerne blev 90 i går. Sikke en alder. Jeg regner med bare at spise en bøf fra fryseren (hurtigt lavet) med lidt ovnkartofler, en rest sovs og salat. Det tager forhåbentlig ikke så lang tid at lave.

Solen skinner også her i dag. Ind imellem i hvert fald, for her er diset. Forhåbentlig brænder solen snart disen af. Kattene er også ude i dag, og de er så glade for det. Phoebe har også været ude og gå sin morgentur. Det var så skønt at se deres glæde i går. Putte var helt kåd som en kalv, der kommer på græs for første gang, da han var ude i går. Hoppede rundt og legede med Phoebe.
Nu vil jeg snart gøre mig klar til at komme lidt med ud i haven. Døjer med en del smerter i ryggen og nakken for tiden, så trænger til at bevæge mig lidt. Så det er vist en god ide at gå en tur i haven med kattene :)

lørdag den 19. januar 2013

Møllehjul (brydebrød) med havregryn

Jeg havde en rigtig dejlig fødselsdag i onsdags, selvom jeg måtte ligge med halsbetændelse, og vi fik lækker mad. En perfekt stegt okseculotte med hjemmelavet salatbar, som Christian stod for, favoritsovs og pommes frites, som vi hentede fra vores lokale favoritgrill. Superlækkert. Og så var der rester (der dog blev med ovnkartofler) dagen efter.

Men oven på sådan et par måltider, trængte vi til noget, der var lidt lettere i maven, så jeg bestemte, at vi i går, fredag, skulle have en god hjemmelavet salat med div. gode, mættende grøntsager, kogte æg og stegt kylling, for det er så lækkert. Der var også en rest culotte, som blev skåret ud og serveret sammen med. Som dyppelse til salat (og det hjemmebagte brød, jeg kommer til om lidt) lavede jeg en fetadip/creme, da vi havde meget tilbage af den gode blok feta, jeg tog hul på i torsdags. Det var perfekt til brød og salat. Rigtig cremet og smagfuldt. Jeg smider opskriften på den længere nede :)

Hjemmebagt madbrød passer rigtig godt til sådan en god salat, så jeg havde en ide om, at jeg gerne ville prøve at bage et møllehjul, der er madbrød, som er sat sammen af boller, der vokser sammen under hævning og bagning. Men jeg havde ikke rigtigt nogen opskrift, og jeg ville gerne have, at der var lidt fibre i også og ikke for lys en smag. Så jeg måtte i gang med at sætte en opskrift sammen. Jeg har fået megen forståelse for brød (sammensætning af ingredienser, hævetid og sådan) af at bruge Meyers Bageri-bogen, så jeg turde godt kaste mig ud i at komponere et opskrift selv. Og resultatet blev en kæmpe succes, så det er helt sikkert et brød, der bliver bagt igen!

Jeg tilsatte en del havregryn for at få lidt grovhed og flere fibre i bollerne, og smagen blev bare præcis, som jeg gerne ville have den. Jeg valgte at drysse brødene med en del forskelligt ovenpå for at få et indtryk af smagene af drysset, og så der var lidt forskel i smagen på bollerne, hvilket var et godt valg. Måske putter jeg dog lidt mindre chili på næste gang. Jeg brugte mozzarella på et par af bollerne, men en mere smagfuld ost passer måske bedre? Det skal i hvert fald afprøves :) Sådan kom brødet til at se ud:





Møllehjul (brydebrød) med havregryn (1 stk. a 7 boller)

10 g gær
3 dl lunkent vand
8 g havsalt
2 spsk olie
3 dl havregryn
1 dl durummel
ca. 220 g hvedemel

1 sammenpisket æg til pensling
Krydderier og/eller frø til pynt (jeg brugte rosmarin, havsalt, oregano, chiliflager, revet ost, sesam og birkes på mine)

Rør gæren ud i lunkent vand og rør salt og olie i. Rør havregrynene og durummelet i. Rør til sidst hvedemelet i lidt ad gangen. Dejen må ikke blive for mættet af mel, og det gør ikke noget, at den klistrer til fingrene. Den skal bare være til at arbejde med. Jeg brugte 220 g hvedemel til mine boller.

Ælt dejen rigtig godt sammen, til den føles glat og tyggegummiagtig. Min fik et godt stykke til på køkkenmaskinen, så man skal ælte den noget tid, hvis det gøres i hånden. En god, lang æltning er vigtig.

Sæt dejen til forhævning tildækket et lunt sted, til den er vokset til dobbelt størrelse. Min hævede i 2 timer.

Slå luften ud af dejen og rul den til en pølse. Del pølsen i 7 lige store stykker og tril hver til en bolle. Sæt først en bolle midt på en bageplade med bagepapir, og fordel derefter resten af bollerne med samme afstand rundt om denne. Der var 1 cm mellem mine boller, men jeg rettede det til efterfølgende, da jeg følte, at de groede sammen for hurtigt. Dog syntes jeg, at de som slutresultat godt kunne have været groet mere sammen, uden det havde gjort noget, så jeg vil anbefale, at man sætter dem med ca. 1 cms mellemrum. Det vil jeg i hvert fald gøre næste gang.

Lad bollerne hæve tildækket i 1½-2 timer, til de er dobbelt så store og groet sammen med hinanden.

Pensl brødene med sammenpisket æg og drys med selvvalgt pynt (pynten her har en funktion, for det giver rigtig god ekstra smag til maden, så vælg endelig noget smagfuldt, som du godt kan lide).

Bag brødene midt i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Afkøl brødene på en rist.

Bollerne formes og sættes til efterhævning.

Efter efterhævningen.

Bollerne pensles og drysses med forskellige krydderier mv.

Det færdige brød. I fokus er en med rosmarin og havsalt.

Brødet set oppefra. Næste gang sætter jeg bollerne tættere,
så de kan gro mere sammen.



Som jeg skrev tidligere, lavede jeg en fetadip/creme som tilbehør til brød og salat, og den var superlækker, så den får I også lidt opskriften på. Jeg brugte sådan en blok Puck feta, der kan købes rigtig mange steder. Den her har vi vist købt i Rema1000, men jeg har også set dem i Superbest. Jeg brugte ca. halvdelen af fetablokken, som blev most sammen med creme fraice 9%. Jeg valgte så fedtfattig en creme fraice, fordi fetaen her meget fed i konsistensen. Laver man fetacremen med en mindre fed feta, vil jeg anbefale, at man bruger en creme fraice med større fedtindhold (f.eks. 18%) for at få en mere cremet konsistens.


Fetadip/creme (en lille portion)

Ca. ½ blok Puck-feta (eller en bøtte almindelig feta)
Creme fraice (se ovenfor omkring valget af creme fraice)
1 stort fed hvidløg eller to mindre

Mos fetaen med en gaffel eller kør den på en foodprocessor eller stavblender sammen med et par spsk creme fraice. Smag til med mere af creme fraicen.

Pres hvidløget ned i fetablandingen og rør det godt ind. Smag til. Måske skal der mere creme fraice eller hvidløg i. Huske, at jo længere den færdige dip/creme står, før den skal spises, jo mere gennemtrængende/stærk bliver smagen af hvidløget. Så pas på med at putte for meget i ;)

Done! Så nemt er det. Og det er lækker dip til salat, brød eller grøntsagsstave f.eks.

Den færdige dip i den fine Le Creuset-ramakin,
jeg fik af Christians forældre i fødselsdagsgave.


Vores salat i går bestod af iceberg, rød peber, gulerødder, agurk og rå broccoli i buketter. Tilbehøret var babymajs, resten af fetaen, som ikke var brugt til dippen, kogte æg, fetadippen/cremen, croutoner, rest af culotte, stegt bbq-krydret kylling (som jeg havde stegt tidligere på dagen) og naturligvis møllehjulet. Det smagte virkelig godt, så det er absolut ikke sidste gang, vi får sådan en salat.


Min tallerken :)

Jeg havde som sagt en god fødselsdag i onsdags, og jeg vender tilbage i et senere indlæg for at fortælle lidt om den og de dejlige gaver, jeg fik af både Christian og hans forældre, som også var forbi på dagen.

Nu vil jeg slutte, for vi skal lige have handlet lidt ind, før vi skal slappe af i eftermiddag. Jeg lavede en masse herhjemme i går, så der ikke er så meget, vi skal se til her i weekenden. :)

tirsdag den 8. januar 2013

Kartoffelfad med grøntsager og feta

I går var en af de der dage, som man kun har fået halvt planlagt i madplanen. Vi havde en rest bearnaise, som skulle spises (K-salats, den er virkelig god), og resten skulle improviseres fra indhold af køleskab og fryser. Det fik mig til at lave et kartoffelfad med forskelligt andet grønt i, og det smagte rigtig godt, så det er noget, vi helt sikkert vil gentage herhjemme.

Grøntsagerne var minikartofler, hvidløg, squash og champignon, og så røg der også noget feta i til sidst, fordi det bare smager rigtig godt sammen med det andet. Det blev serveret sammen med et grillstegt kyllingebryst til mig (på grillpande) og en skinkeschnitzel til Christian. Og så blev der lige en lille klat bearnaise til hver at dyppe i. Alt i alt synes jeg, at det smagte rigtig dejligt sammen.




Kartoffelfad med grøntsager og feta (2 personer)

En pose minikartofler (der er vel ca. 4 håndfulde)
Pillede hvidløgsfed (jeg brugte 4, men man kan sagtens bruge flere)
Ca. ½ squash (man kan bruge mere, hvis man har lyst)
Champignoner (jeg brugte bare en rest, så der var ikke så mange i)
Feta (hvor meget du vil have i, er efter smag)

Man kan selv justere op og ned i indholdet af de forskellige grøntsager efter, hvad man nu har. Jeg kan godt forestille mig, at jeg ville have lidt flere champignoner og squash i næste gang :)

Vask kartoflerne, så de er helt rene og frie for jord. Skær de små i halve og lidt større i kvarte (både). Læg dem i et fad og krydr med salt.

Pil dine hvidløgsfed og knus dem (læg dem på siden og mas dem let flade med siden af en kniv, du presser mod dem med din håndflade). Fordel dem mellem kartoflerne.

Bag kartoflerne i ovnen ca. ½ time ved 200 grader.

Vask squashen og del den på langs. Fjern kernerne i midten. Skær squashen i ca. ½-1 cm tykke stykker og fordel dem mellem kartoflerne, efter de har bagt ½ time.

Bag kartoffelfadet yderligere 15 minutter.

Rens champignonerne. Skær store i halve, men behold resten i hele. Fordel dem over kartoffelfadet, der nu har bagt 45 minutter. fordel også feta over fadet. Sæt fadet i ovnen igen og bag yderligere 20 minutter. Herefter er det klar til at servere.

Server til stegt kød, evt. med en sovs til f.eks. bearnaise eller rødvinssauce. Vi spiste ikke så meget af hvidløgene, men det kan man gøre, hvis man har lyst. De er i retten for at give smag til kartoflerne.

Aftenens tallerken - kartoffelfadet serveret med grillstegt kylling og bearnaise.


I går fik jeg ordnet de praktiske ting, jeg skulle have på plads omkring den næste tid. Jeg har fået bestilt tid til de næste blodprøver, og jeg fik snakket med Hvidovre om at få lavet en tid om, da det er nærmest umuligt at nå til Hvidovre hospital gennem morgentrafikken herfra, når vi har så lang en tur. Så jeg fik en senere tid en anden dag, hvilket passer mig fint.

Jeg fik også fat i leverandøren af kattemaden. Øv, jeg synes, det er træls, at der skal være så meget bøvl med dem. Men de eftersender det manglende foder, og vi får et gavekort på 5£ til et senere køb pga. den merpris, vi måtte betale for legetøjet, så det kan man jo kun være tilfreds med. Jeg håber bare, at de opper sig i fremtiden, for jeg er træt af at ligge og kæmpe med dem. Det er ret trættende i længden.

Dagen sluttede af med en alt for lang og sen indkøbstur, da vi skulle have handlet ind til ugen. Christian blev fanget på arbejdet til en times overarbejde af en kollega, der skulle have hjælp, så vi kom først meget sent ud at handle. Resultatet var, at vi kollapsede totalt, da vi kom hjem. Nøj, vi var trætte. Jeg var så udmattet, at jeg havde svært ved at slæbe mig op til huset fra bilen :s Det endte med, at vi gloede en halv film på sofaen og så et enkelt afsnit af The X-files, som vi efterhånden er mere end halvt igennem, før vi væltede i seng. Så var den dag ligesom gået :|

Jeg har ikke fået snakket med dyrlægen endnu, for jeg mangler stadig at observere Ozzy, om der er mere blod i hans bakkebesøg. Han er god til at besøge den, når vi sover. Og så er det jo ikke til at se for grus om morgenen. I går var jeg med dem i haven i knap tre kvarter, hvilket de nød. Phoebe var oppe i æbletræet og spejde ud over vejen dernede og hele haven, og hun fik også leget lidt med Putte. Men vejret er gråt og vådt derude, så det er ikke lige det vejr, de elsker mest. Derfor gik de med mig ind, da jeg gik ind med Phoebe, og var stort set ikke ude derefter. I dag skal jeg lige have noget at spise, før jeg går med dem ud, men jeg regner med, at de skal ud og have luftet pelsen inden for de næste timer :)




Der leges :)

tirsdag den 10. januar 2012

Hvidløgskylling med græske kartofler og salat

I sidste uge fik jeg afprøvet en ny opskrift, der helt sikkert kommer til at være fast. Det var simpelthen SÅ godt!
Jeg fandt inspirationen i Føtexreklamen, hvor de har en madplan med nu, og der var en opskrift på kylling med græske kartofler, som jeg har brugt som inspiration til den opskrift, jeg selv endte ud med. Kyllingen blev hele kyllingelår (over- og underlår), da Rema1000 havde dem på tilbud i sidste uge.

Hvidløgskylling med græske kartofler og salat

1-1½ hele kyllingelår pr. person (jeg lavede 3 til os og det var rigeligt)
1 bakke "nemme kartofler" (små kartofler med skræl, ca. 600 g.)
1 bøtte feta
½ potte friskhakket persille
1 dl rapsolie (eller anden smagløs olie)
4 fed hvidløg
2 spsk. tørret oregano

Rør olien sammen med de 4 pressede fed hvidløg og oreganoen. Put de optøede kyllingelår i en pose med halvdelen af marinade og slå en knude på. Lade det trække så længe i køleskabet, du overhovedet har tid til. Jo længere desto bedre.

Læg kyllingestykkerne i et ovnfast fad, gerne med bagepapir og drys dem med salt. Bag dem i ovnen ved 200 grader, og steg den en times tid.

Vask kartoflerne rene og del dem i halve (større kartofler skal deles i både). Put dem i en pose sammen med resten af marinaden og vend rundt. Hæld dem i et ovnfast fad med bagepapir og fordel dem, så de ikke ligger for tæt. Drys med lidt salt. Bag dem på en plade under kyllingen i ca. ½ time (sæt ovnen på 180-190 grader varmluft, da der nu er to plader i ovnen).
Tag kartoflerne ud. Fordel så meget feta oven på kartoflerne, som du har lyst til, og sæt dem ind i ovnen, hvor de nu skal stå øverst (sæt kyllingen længere ned). Lad det stå i ca. 15 minutter, til fetaen er smeltet. Pas på, at kartoflerne ikke bliver for mørke.
Inden de bliver sat på bordet, fordeles hakket persille over kartoflerne.

Vores salat er bare standardsalaten, der består af gulerødder i skiver og tern af agurk og rød peber, i dagens anledning tilføjet nogle sprøde salatblade.