Jeg havde egentlig troet, at mit første indlæg om jul i år skulle være sådan et glædeligt og positivt et, for jeg glæder mig simpelthen så utrolig meget til december og jul i år. Jeg blev snydt for halvdelen af julemåneden og i det hele taget for juleglæden sidste år, fordi jeg lå indlagt med psycho smerter fra slutningen af november til midten af december sidste år.
Jeg er derfor gået i totalt Gertrud Sand-mode i år, og kaster mig frådende over alle de skønne juleting, jeg har fundet i butikkerne, så vi har allerede fået købt en del nyt hjem, bl.a. nye kravlenisser og jeg ved ikke hvor mange kalenderlys (hvor mange har man egentlig brug for??).
Men det her indlæg handler ikke om den der ekstra juleglæde men om det, der desværre også følger med. I hvert fald for mig. Og det er stressen. Jeg prøver at lade være med at tænke på det, men det er næsten uundgåeligt, for det er jo en realitet, når vi kommer ind i december. Og den stress ødelægger julemåneden ret meget for mig.
Jeg er utrolig stressfølsom, og jeg bliver meget udmattet af at være sammen med andre mennesker. Derfor er det vigtigt for mig, at der ikke sker alt for meget hele tiden. Oftest er det rigeligt for mig, hvis vi har én social ting i løbet af en måned, og december er bare overspækket med ting, vi skal nå, især sociale ting.
Indtil videre står der på programmet: en tur til Hvidovre hospital (samtale med overlægen), mindst en tur til egen læge (vaccination og måske skal jeg også have en tid til at snakke om at blive kørt ind i mine smertestillende medicin igen), en tur i Tivoli (plejer vi, og vi har også årsdag i december - 3 år i år - så der plejer vi at tage i Tivoli), Christians fætters kærestes fødselsdag, Christians mors fødselsdag, julegaveshopping (måske flere dage), en tur til Jylland for at bytte gaver, og jeg havde også håbet på lidt familiehygge med Christians familie med æbleskiver og sådan. Og så er der jo også juleaften, som vi holder her hos os (dog kun Christians forældre og os umiddelbart).
Jeg kan næsten ikke rumme det. At der skal ske så meget. Sidder lige nu og har panikanfald på panikanfald og føler, at jeg slet ikke kan få luft. Det er bare alt for meget for mig at skulle alt det, også selvom det er noget, jeg rent faktisk gerne vil. Men min psyke kan bare ikke følge med til det tempo. Forstår heller ikke, hvorfor der skal presses så meget ind i så få dage. Men jeg har virkelig svært ved at se, hvordan man skulle kan skære ned på det til et niveau, hvor jeg kan være med.
Jeg er bare rigtig ked af at have det sådan her, for jeg glæder mig sådan til december, og jeg elsker en tur i Tivoli for at se deres julehygge, og det bliver også rart at komme hjem til Jylland igen og de andre ting, vi skal, men jeg kan bare ikke klare, at der skal ske så meget :(
Er allerede topstresset, og vi er ikke engang i december endnu. Hvordan skal det da ikke ende? :( Er så bange for at blive syg af stress, for det kan betyde en nedtur for mig, der kan være måneder om at gå over. En lang periode, hvor jeg bare intet kan. Og mit fysiske helbred kan heller ikke tåle stress, så det bider sig selv i halen, fordi jeg stresser pga. angsten for at blive så stresset, at jeg bliver syg af det.
Puh. Må vist prøve at trække vejret lidt mere roligt og lave noget andet, så jeg forhåbentlig glemmer al decemberstressen bare for en stund. Måske skulle jeg tage kameraet lidt frem, det er en god adspredelse. I hvert fald hvis jeg ikke prøver at være overambitiøs med de motiver, jeg gerne vil fange billeder af...
Christian har nogle feriedage, han kan tage af, hvis det bliver nødvendigt, så måske kan det hjælpe lidt på mængden af stress. Det håber vi i hvert fald. Det er bare så uretfærdigt at man skal få det så dårligt af noget, man er så glad for. Æv. :(
Ingen kommentarer:
Send en kommentar