mandag den 3. juni 2013

Pasta parmesan med svampe, squash og kylling

Da vi for et par uger siden fik jeg en pludselig lyst til at lave en pastaret med svampe og parmesanost, sådan en rigtig lækker cremet en, der smager af noget, så da jeg skulle lave madplan for os, satte jeg mig ned og prøvede at sætte sådan en opskrift sammen. Jeg har tidligere ofte lavet pasta cabonara, men er stoppet med det igen af hensyn til maven. Den indeholder dog en lækker, cremet ostesovs, så jeg brugte den som inspiration til min egen. Jeg valgte dog at lave den lidt anderledes, da jeg kun brugte æggeblommer (normalt bruger jeg hele æg, når jeg laver cabonara), og brugte lidt mindre parmesanost og fløde. Fløden, jeg brugte, var også lidt mere fedtfattig end den, jeg normalt bruger til cabonara, men smagen blev rigtig fin, og konsistensen var dejlig cremet, så der er ingen grund til at bruge en, der er federe :)

Jeg lavede min pastaret med kylling, der blev stegt i tykke strimler og krydret, så det smagte af noget, og den anden del af fyldet bestod af svampe (i det her tilfælde champignon) og squash. Det smagte rigtig dejligt sammen det hele, så det er klart noget, vi skal have igen. Jeg hev et surdejsflute op af fryseren som tilbehør.




Pasta parmesan med svampe, squash og kylling (2-3 personer)

2 kyllingebryster
250 g pastapenne (eller anden tørret pasta)
1 løg
4 fed hvidløg
1 squash
250 g rensede svampe (jeg brugte champignons)
2 dl fløde (jeg brugte en 10%)
3 past. æggeblommer
40 g revet parmesanost
Salt
Krydderier til kyllingen (jeg brugte tørret barbequekrydderi og lidt røget paprika)

Tilbehør
Flute eller andet godt brød (vi fik hjemmebagt surdejsflute)

Rens svampene. Skær store svampe i 3-4 skiver, mindre deles på midten. Læg champignonerne på en tallerken. Vask squashen, halver og fjern kernerne. Skær squashen i skiver a ca. 1 cm i bredden. Læg squashen på tallerkenen hos svampene.

Pil løg og hvidløg og hak dem. Put dem på tallerkenen med de andre grøntsager.

Skær kyllingebrysterne i tykke strimler og steg dem møre på en pande i lidt olie. Krydr strimlerne med salt og bbq-krydderi og et lille drys røget paprika (man kan også nøjes med bare at krydre med lidt almindelig paprika - kyllingen skal bare smage af noget).

Mens kyllingen steger, sættes vand til pastaen over at koge. Når kyllingen er færdigstegt, sættes panden til side, mens grøntsagerne steges (på en anden pande). Varm lidt olie op på en pande og steg grøntsagerne, til svampene er blevet bløde og har skiftet farve, og squashen er mør, men stadig har bid. Krydr med salt, når de er færdige. Pastaen koges, mens grøntsagerne steges. Hæld vandet fra pastaen og lad den dryppe lidt af i en sigte, før den puttes tilbage i gryden.

Rør fløde sammen med æggeblommer, parmesanost og lidt salt. Når pastaen og grøntsagerne er færdige, hældes de sammen i gryden, og kyllingestykkerne røres også i. Tilsæt herefter flødeblandingen og varm retten op kort, til flødecremen er kogt tyk (den tykner pga. æggene). Smag til med salt.

Hvis du har lyst, kan du vende lidt friske krydderurter i inden servering, f.eks. basilikum. Server med godt brød.

Min tallerken. Basilikum passer godt til retten, så hvis man har lyst, kan man
vende lidt friske, hakkede basilikumblade i retten, inden den bliver serveret :)



Jeg har efterhånden fået lidt mere ro på omkring hegnet, der jo var smurt ind i olie og et problem i forhold til kattene, hvilket jeg skrev om i mit sidste indlæg. Da Christian kom hjem den dag, gik han i haven ret hurtigt og begyndte at tørre den overskydende olie af. Det er umuligt at få alt af, så jeg holder stadig øje med kattene, og vil ikke have dem for tæt på hegnet, men indtil videre er der ikke sket nogen ulykker med fedtet pels, så det er jo rart.

I sidste uge fortalte jeg også, at vi skulle på en lille tur, men ikke hvorhen. Jeg prøver at undlade at fortælle hele verden, at vi skal være hjemmefra og hvor længe, for man ved aldrig, hvem der læser med. Man behøver jo ikke ligefrem invitere indbrudstyvene indenfor. Derfor fortalte jeg ikke mere dengang. Men nu, hvor det er overstået, kan jeg fortælle, at vi var i Herning og se Pink i torsdags. Vi overnattede på et vandrerhjem i Givskud, og dagen efter var vi bl.a. en tur i Løveparken, der ligger lige ved siden af. Vi havde en rigtig dejlig tur, men den vil jeg vende tilbage og fortælle mere om i et andet indlæg. Jeg har siddet og lavet en kæmpe bunke billeder de sidste dage fra Løveparken, så dem får I også at se :)

Christians forældre har været oppe og passe kattene, mens vi var væk, og sov rent faktisk her sammen med dem mellem torsdag og fredag. Det var rigtig dejligt, at de ville passe dem, og som tak inviterede vi dem op til lidt grillhygge i lørdags. Jeg marinerede nogle nakkekoteletter, som jeg selv skar ud af et stykke nakkesteg (med hhv. barbequemarinade og hvidløg-), lavede hakkebøffer af friskhakket oksekød, som fik vendt kanten i krydderier og der var også lidt pølser. Af noget af nakkestegen havde jeg skåret tern, hvor jeg havde fjernet det overskydende fedt, da Christians far er lidt sart med sådan noget. Ternene blev hvidløgsmarineret og sat på spyd.
Som tilbehør fik vi en god salat, små kartoffelpakker med kryddersmør, majskolber med smør og lidt brød. Det hele smagte rigtig dejligt.

Jeg havde også lidt dessert klar. Inden da lavede Christian og hans far dog lidt marshmallows over den sidste varme på grillen. Jeg lavede for kort tid siden en ny portion strawberry cheesecake-is, der er skøn og frisk, og den sluttede vi dagen af med. Christians forældre havde været til indsamling hele dagen, så jeg tror, de var glade for nem aftensmad. De arbejder på et loppetorv her i byen som frivillige, og bruger rigtig megen tid på det. Den første weekend i måneden sætter folk ting ud til vejen her i byen, som de kan køre rundt og samle ind, så det er en lidt travl dag for dem. Så de var også noget trætte. Men vi havde en hyggelig aften.

I går var vi i haven og plante nye planter, vi var i havecentret og købe lørdag. Jeg fik også endelig plantet mine krukker med krydderurter til, så de er færdige nu. Manglede en basilikum, men sidste år fik jeg sådan en fin, kraftig en med mørke blade og smukke, lilla blomster, men den har jeg ikke kunnet få i år. Jeg endte med at vælge en rød, almindelig basilikum, som nu er plantet. Så må vi se, hvordan det går med den :) Det var rart at få overstået plantningen. Nu mangler vi ikke at sætte så mange ting derude. Måske lidt etårige blomster som f.eks. margueritter. Nu må vi se, hvad vi lige falder for. Christian fik også slået græs, så haven er helt pæn igen :)

Nu er der ikke mere fra mig i dag, men jeg vender som sagt tilbage og fortæller om vores tur til Jylland i et indlæg inden så længe. Jeg vil slutte af med en smagsprøve på de billeder, I vil se flere af i det indlæg. Tryk på dem, så får I dem op i en større størrelse.

Ulvemøde i skoven.

Giraffen ser os lidt an.

Lemur - eller Phoebe-aben, som jeg kalder den ;) Pga. den kæmpestore hale
og den lange snude.

Snadrende flamingo.

2 kommentarer:

  1. Det er godt, at der er kommet styr på kattene igen. Vores katte har i lang, lang tid været rigtig gode til at blive på vores side af verden, men her på det sidste er de blevet meget eventyrlystne, især Monty, og er begyndt at hoppe ind til Den Sure Nabo og nogle gange gå over vejen. Lige det sidste er jeg ikke så glad for. Det er en stille og rolig villavej, men vi ville have det bedst, hvis de holdt sig i vores have og hele tiden blev hvor vi kan se dem!

    Det lyder som en hyggelig tur I havde. Jeg er også ret glad for at komme i ZOO. Vi kan bruge timevis på at gå rundt og kigge på dyrene. Girafbilledet er blevet rigtig godt - det er en flot zoom!

    Vi er også lidt i gang med haven. Vi forsøger at slå skvalderkål ihjel, som har overtaget vores ene bed. Nu er det ikke så mange år siden, at vi købte huset, så vi har ikke rigtig gjort noget videre i haven, men nu er planen at få fjernet så meget skvalderkål som muligt, og så vil jeg plante mine jordbærplanter dér. Lige nu bor de i spande, fordi myrerne sidste år spiste deres rødder, så jeg fik vist kun 4 hjemmeplantede jordbær sidste år. De ser dog rigtig fine ud pt., så jeg håber at der kommer noget ud af det, men de er ret store og vil helt sikkert værdsætte at komme ud af spandene igen. Jeg elsker jordbær, så jeg håber jo at de på et eller andet tidspunkt sætter sig fast, så jeg kan få en god egenproduktion af dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har ikke nerver til at lade kattene rende frit, derfor har vi indhegnet hele haven. Det er en rar tryghed at have.

      Det var en dejlig tur. Især Løveparken er jeg glad for, fordi dyrene har nogle meget bedre og naturlige omgivelser. Tak for ordene om girafbilledet. Der er ikke brugt zoom, for jeg har taget billederne med mit 100 mm makro-objektiv, der har en fast brændevidde. For jeg har endnu ikke et objektiv, der kan zoome langt, og 100 mm'eren er det tætteste, jeg kan komme på. Giraffen var ret tæt på bilen, og så kan man jo også beskære lidt :)

      Jeg elsker også jordbær. Vi satte nogle sidste forår, mener jeg, som står på en plet uden for indhegningen. Der var heller ikke så mange bær på sidste år, men de er store og fine i år, så der kommer nok lidt flere :) Vi mangler at sætte resten af hegnet på, så der skal også tørres olie af det og sådan, inden kattene kan få lov at være i nærheden af det. Gad godt, at det bare var overstået, så jeg ikke skulle bekymre mig om det, men det bliver det forhåbentlig snart.

      Slet