Jeg har længe haft lyst til at lave den her drink, og det var også en af årsagerne til, at jeg fik købt noget jordbærsirup med hjem fra den amerikanske shop, hvor jeg købte lækkerier til Christians fødselsdag. Det kan også bruges til mange andre ting, men det her ville jeg prøve. Christian synes, den er skøn på pandekager også, så hvis I får fat i en jordbærsirup, så prøv den også gerne på pandekager og is :)
Du skal bruge en blender eller kraftig stavblender til drinken, da isterningerne skal knuses totalt. Jeg brugte min Bamix stavblender med multifunktionsbladet, og knuste isen sammen med resten af ingredienserne i piskebægeret.
Opskriften er en, jeg har lavet ud fra mine egne smagsløg. Jeg startede med at prøve denne opskrift, men jeg syntes simpelthen, den blev så bitter og smagte slet ikke så meget af jordbær, som jeg gerne ville have det. Så jeg satte mig for at lave min egen, som vi begge syntes, blev rigtig lækker. Den er frisk i smagen og har en god jordbærsmag. Giver 2 drinks.
Strawberry daiquiri (2 stk)
6 jordbær
12 isterninger
4 cl jordbærsirup (jeg brugte denne fra Hershey's)
3 cl hvid rom
1 cl Rose's Lime
2 jordbær til pynt
Sugerør, hvis du er til den slags
Skyl og pil jordbærrene. Blend alle ingredienserne sammen. Isen skal være blendet helt fint, så konsistensen bliver slush ice-agtigt.
Hæld drinken op i to glas og pynt med et skyllet jordbær, der stadig har sin stilk på. Drik straks :)
Den færdige drink. Skøn og frisk i smagen. |
Jeg har haft travlt denne weekend. Vi er inviteret til Christians fasters fødselsdag næste weekend, og da hun aldrig ønsker sig noget, bestemte jeg mig for at lave lidt lækkerier til hende i stedet. Jeg har lavet et glas æblemarmelade med kanel og en flaske hindbærlimonade (jeg skal nok vende tilbage i et fremtidigt indlæg med opskriften på hindbærlimonaden), og regner med også at bage lidt sødt til hende senere på ugen.
Desværre er det en rigtig dum dag, fødselsdagen holdes på. Det er nemlig på min mors dødsdag, hvilket er en rigtig hård dag for mig. Det er fasters fødselsdag, den holdes på, og hun kan jo ikke gøre for datoen, men jeg kunne godt have undværet at skulle ud og være social og sætte en god mine netop den dag.
Jeg kan allerede mærke, at dagen påvirker mig. Havde en tudetur over det i går, inden jeg skulle sove, og har det heller ikke supergodt i dag. Har også sovet alt for lidt i nat, så humøret er i bund i dag. Det var egentlig meningen, at jeg skulle lave lidt ny mad i dag og vi skulle grille kødet i aften, som skulle spises med en lækker sommersalat, men det bliver altså ikke lige i dag. Jeg har ikke kræfterne til at skulle i gang, og maven er ikke på toppen efter lidt snacks i går. I dag må jeg så betale prisen, så det ender med en lasagne fra fryseren til mig og et eller andet andet til Christian, måske tortillas, for det har vi også i fryseren. Han er heldigvis ikke så besværlig.
Dagen i dag skal bare være stille og rolig, og det er dejligt med nem mad. Når jeg lige har fået noget at spise og et bad, skal vi en tur ud og lede efter en fin kagedåse til lækkerierne til faster. Christian snakker om at ville slå græsset, men vi må se, hvad det ender med. Han er begyndt at mærke sin græsallergi, så det er måske ikke så oplagt at slå græs. Men det skal jo gøres på et tidspunkt.
Nu vil jeg se at komme i omdrejninger, så vi kan komme afsted. Håber på lidt lunt vejr og solskin snart, for det er nu sjovest at grille, når man kan sidde ude og nyde maden :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar