onsdag den 12. juni 2013

Fladmast kylling med citrontimian, rosmarin og hvidløg

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Siv, der er udgiver hos eblad.org. Det var ikke noget, jeg havde hørt om før, men i mailen forklarede hun, at de er nogle ligesindede, der er gået sammen om at lave en samling af gratis magasiner, bøger og børnebøger, man kan finde på nettet. Der er bl.a. magasiner, hvor forskellige bloggere bidrager med indlæg, f.eks. opskrifter. Hun skrev for at høre, om jeg ville hjælpe med at dele budskabet om sitet.

Jeg kendte som sagt ikke sitet, så jeg tog et kig på siden for at se, hvad den indeholdte. Der er alt fra magasiner om bolig, mad, børn, sport og mode til e-bøger og børnebøger. Både magasiner, jeg kender, som Ud at se med DSB, men også andre, jeg ikke kender. Jeg har siddet og kigget i nogle af dem, der handler om mad, og jeg synes egentlig, at sitet er en god, og brugbar ide. Jeg er blot spændt på, om der bliver lagt nye blade ind, som de udkommer. Nogle magasiner er ret gamle, men jeg ved så heller ikke, om der er udgivet noget siden mht. det enkelte magasin. Når man trykker på nogle af magasinerne for at læse dem, kommer man ind til den tilhørende hjemmeside, der udgiver, f.eks. GAFFAs. Der kan man så hente det nyeste. Men jeg glæder mig til at se, hvordan sitet udvikler sig. Det er i hvert fald et besøg værd. Kender man til et gratis e-blad eller en e-bog, der ikke er med, kan man skrive til dem og på den måde være med til at bidrage til sitet.

Jeg tog som sagt et kig i de magasiner, der handler om mad, og der var mange fine ideer. Ikke mindst til folk med børn, der gerne vil have ideer til, hvordan børnene kan inkluderes i madlavningen. Jeg var selv glad for at se et blad udgivet af Claus Meyer, for ham er jeg jo slemt glad for. I bladet faldt jeg over en opskrift på fladmast kylling til grillen, som jeg syntes, var en rigtig god ide. Altså at mase en kylling og stege den sådan, så hele skindsiden vender opad. Jeg fulgte dog ikke opskriften, men lavede min egen marinade/rub til den af de friske krydderurter, jeg har i mine krukker. Smagen var super god, og kyllingen var utrolig saftig og lækker. Jeg brugte bl.a. citrontimian, der afgiver en dejlig, men ikke så skarp citronsmag. På den måde kunne jeg også tåle den, da jeg generelt slet ikke tåler sure/syrlige ting. Det er klart en opskrift, jeg skal bruge igen, det var SÅ godt! Synes, I skal prøve den. Har I ikke citrontimian, kan I bruge revet citronskal i stedet.
 

Tag i øvrigt også et kig på eblads hjemmeside, hvis I har lyst, for det er et godt og brugbart initiativ, synes jeg :) Jeg skriver i øvrigt om sitet af egen fri vilje, er ikke sponseret på nogen måde. Sådan endte min fladmaste kylling med at se ud. Vi fik halve, bagte kartofler, kogte majskolber og en salat til.




Fladmast kylling med citrontimian, rosmarin og hvidløg (2-3 personer)

1 kylling
1 lille dusk citrontimian (ca. 7-10 kviste tror jeg, at jeg brugte. Du kan i stedet bruge revet citronskal)
3 kviste frisk rosmarin
2 store fed hvidløg
1 tsk salt
4-5 spsk olie

Pil hvidløgene og pres dem ned i olien. Vask krydderurterne. Pluk citrontimianen lidt fra hinanden og pil nålene af rosmarinen. Rør det sammen med hvidløgsolien. Rør til sidst saltet i.

Rens kyllingen og skyl den. Dup den tør med køkkenrulle. Skær kyllingen op langs ryggen og bred den ud, så den bliver til ét fladt stykke. Tryk den evt. lidt fladere, hvis det er nødvendigt. Fordel krydderolien over kyllingen. Husk også at smøre den på bagsiden. Læg kyllingen i et fad og put en pose om fadet. Sæt kyllingen i køleskabet i ca. 3 timer for at lade den trække lidt i krydderolien.

Stik et stegetermometer ind i kyllingen i brystet på det tykkeste sted. Steg kyllingen i ovnen ved 180 grader, til kernetemperaturen er 79 grader (min fik lige over en time, men større kyllinger skal have længere, så brug stegetermometer. Mener, at min var 1200 g, men fik ærlig talt ikke kigget ordentligt efter). Den sidste tid kan man tænde for grillen, så skindet bliver sprødt.

Klip kyllingen ud i mindre stykker med en fjerkræsaks (eller brug en skarp kniv) før servering.


Halve bagte kartofler (2 personer)

3-4 mellemstore kartofler pr. person
Lidt olie
Salt
Krydderi, f.eks. barbequekrydderi eller paprika

Vi fik som sagt halve bagte kartofler til. Jeg vasker bare en 3-4 mellemstore kartofler pr. person, som halveres på langs, pensles med lidt olie og drysses med salt. Derefter bages de sammen med kyllingen (de kunne lige være på bagepladen ved siden af fadet med kyllingen). De skal også have en times tid, til de er møre og begynder af blive lidt gyldne ovenpå. Herefter tages de ud og drysses med barbequekrydderi eller lidt paprika (fik vist givet mine rigeligt, men det var fint nok, for det smager jo godt :)).

Kyllingen klippes op, bredes ud og smøres med krydderolien.

Den færdige, udskårne kylling.

Min tallerken.


I går valgte vi at stoppe med at give Putte medicin mod hans halten. Han har slet ikke været sig selv, mens han har fået den, synes vi. Han har helt mistet lysten til at tigge mad og har også haft ligget under sengen, hvilket slet ikke ligner ham. Han er normalt en glad kat, der ligger fremme og tigger mad mange gange i løbet af dagen, så det bidrog yderligere til min frygt om, at der er noget galt.

Han fik den sidste pille i forgårs, men jeg turde ikke håbe på, at vi allerede kunne se en forbedring i går, men det kunne vi heldigvis. Han har ligget fremme, gået tur med mig i haven og ikke mindst tigget en masse mad. Så det gjorde mig rigtig glad at se. Han endte dog med virkelig at få meget mere mad, end han burde (han er jo på slankekur), men det var okay, tingene taget i betragtning. Det er så dejligt at se, at han er sig selv igen! :)

Desværre halter han stadig en smule, meget lidt, men det burde jo være gået over, synes vi. Så vi holder stadig øje. Desværre har han nu også mistet stemmen og har problemer med det ene øje, hvilket er noget kronisk tilbagevendende for ham, så vi skal muligvis have ham til dyrlægen senere på ugen. Vi ser lige, hvordan det går. Ofte går den slags i sig selv, fordi det er en virusinfektion (der bl.a. aktiveres af stress, hvilket man må sige, han har været under den sidste uges tid), men evt. tilstødende bakterieinfektioner skal behandles. Så vi ser lige tiden an et par dage.

Ellers har vi jo købt en babyvægt, som vi gerne skulle modtage senere på ugen. Den er købt via Den Blå Avis, men står som ubrugt, så det er jo fint nok. Så slipper vi også for at skulle ud og bruge en formue på sådan en. Den skal jo bare kunne veje nogenlunde præcist. Den behøver ikke at have nogen apps eller andet fancy med som nogle af de andre, vi har kigget på. Den skal bare kunne veje kattene. Nu må vi se, hvordan den er, og om vi kan få kattene til at stå stille på den. Den er i hvert fald mere pålidelig end at veje kattene på badevægten (mens vi står med dem). Så kan vi holde øje med Puttes vægt. Heldigvis har han en stor appetit igen, så det er jo dejligt at se.

Jeg vil slutte af med lidt billeder af ham og de andre taget i haven i går. Jeg blev bare så glad for at se, at han stod op og kom ud til mig, da jeg gik i haven. Det er tegn på, at han har det bedre. Det var en god beslutning at stoppe med at give ham de piller. Han halter heldigvis heller ikke mere i går og i dag, end han gjorde den sidste dag på pillerne, så det var den rigtige beslutning :)

Ozzy står model for kameraet, mens Phoebe lusker i baggrunden.

Putte slapper af langs hegnet.

En glad kat :)

Phoebe kommer forbi til lidt katte-kærlighed, før hun forsøger at wrestle med ham. Men det gider Putte ikke, når han har
en øm pote! Det forstår hun dog ikke. De plejer jo at lege sammen i haven.


Ozzy med purløgsblomster og blomstrende hæk i baggrunden.

Putte i det høje græs. Holder øje.

Aftensolen nydes.

2 kommentarer:

  1. Det er rart at høre at der er fremgang med Putte. :-)

    Vi bruger en kuffertvægt til at veje kattene med (eller hvad sådan en nu hedder). Der er et “håndtag” og så en rem, som man vikler om kuffertens hank. Så løfter man i håndtaget og får vægten. Vi gør så det at vi bruger kuffertvægten på transportboksen, nulstiller vægten og tilføjer katten. Jeg ved dog ikke hvor præcis den måler. Det er efterhånden længe siden vi sidst vejede dem, men i januar vejede de 6,8 og 7,3. Jeg synes altid at andre katte ser så små ud. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har godt læst om sådan en. Dyrlægen bruger en babyvægt, så vi tænkte, at sådan en var nok det rigtige. Vores måler vist med 5-10gs sikkerhed, så det er jo meget rart. Efter vi fik skiftet fra brevvægt til babyvægt (funktion på vægten), går det noget nemmere. Babyvægten tager et hurtigt gennemsnit af kattens vægt, hvilket er godt, for de gider jo ikke sidde stille rent længe ad gangen. Vi synes, det er et godt køb i hvert fald. Især til prisen, da vi jo købte den brugt (den stod endda som aldrig brugt, så det var jo ret lækkert). Nu kan vi bedre holde øje :)

      Slet