En update

Det kan godt være, at jeg kommer til at fortryde, at jeg er gået i gang med at skrive det her indlæg, for jeg har seriøst ingen kræfter for tiden, men jeg trænger til at dele lidt om, hvad jeg/vi gennemgår for tiden.

Livet er virkelig uendeligt hårdt. Som jeg har skrevet herinde, crashede Putte totalt, efter han var i narkose for at få ordnet tænder for efterhånden en del uger siden. Vi fik tjekket hans tal efter noget tid, fordi han ikke spiste særlig godt, og hans nyretal ser bare rigtig skidt ud. Da han er en bestemt herre og har det meget svært ved at være hos dyrlægen, vil vi ikke sætte ham igennem en indlæggelse med tvang, hvor han skal have drop og den slags, for det vil han bare ikke kunne holde til, så vi har valgt selv at kæmpe en kamp for at få ham på benene igen, selvom vi godt ved, at chancen, for at han kommer sig, ikke er særlig stor. Men han er et elsket familiemedlem og en helt fantastisk person (sådan ser han i hvert fald sig selv - som en person. Er sikker på, at han mere ser sig som et menneske end en kat ;)), og vi vil give ham alle de chancer, der er. Inden for grænsen af hvad han kan klare, selvfølgelig. For vi er bevidste om, at han ikke skal lide.

Det har betydet, at vi siden har kæmpet en brav kamp for at få mad og nok væske i ham. Det er meget vigtigt, at han ikke bliver dehydreret og at han får noget at spise. Derfor har vi et stykke tid nu fodret ham med blendet vådfoder, som han heldigvis selv spiser af en teske, og givet ham vand i en engangssprøjte i mundvigen. Vi prøver at sørge for, at han spiser ca. 2 portionsposer om dagen og får 100 ml (1 dl) vand. Vådfoderet indeholder en del væske, heldigvis, så han kommer med den mængde ca. op på, hvad han skal drikke om dagen.

Putte, som virkelig lever op til sit navn på det her billede. Billederne i indlægget er af ældre dato, da jeg ikke får taget så mange
billeder pt., og helst ikke udsætter ham for kameraet, når han ikke har det godt.

Men det er et hårdt arbejde. Dagene kører sådan her nu, at Putte, efter han har fået en smule appetit tilbage, efter vi har afhjulpet hans hårde mave (for nu i hvert fald), kalder på Christian om natten for at få tørkost. Han er heldigvis begyndt at spise mere tørkost, efter maven har det bedre, og det er jo meget godt. Han spiser også lidt, når Christian står op for at tage på arbejde. De sidste dage har han også kaldt på mig i løbet af formiddagen for at få lidt. Jeg står op ved 10-tiden og lukker ham i haven. Det er hans bedste tid på dagen, uden tvivl. Der er han ude og nyde vejret, så meget han nu kan, og humøret virker også bedre. Jeg prøver at gå lidt i haven med ham og holde ham med selskab, for det elsker han. Mellem 12 og 13 kommer han sædvanligvis ind og skal sove. Og det gør han så det meste af resten af dagen. Måske også fordi det er så opslidende for ham at skulle have mad og vand så tit, som vi skal give ham.

Så starter det hårdeste arbejde for mig. Halv to får han sin pille (som sænker blodtrykket og øger blodgennemstrømningen i nyrerne) og første omgang mad, hvilket er så meget vådkost, som han kan få ned, og 20 ml vand - 4 sprøjter. Han hader det, især vandet. Og det udmatter ham. Og mig. Og hans rystelser (pga. giftstoffer i blodet) er værre, når han sidder og skal have det. Så det er bare virkelig hårdt :( Men det skal jo til, for at han har det godt. Og for at giftstofferne forhåbentlig kan falde. Så vi må stå igennem det. Han får mad og vand 5 gange om dagen med 2 timers interval, så der er ikke megen tid til at slappe af. Jeg er som regel først færdig med at give ham mad kl 22 om aftenen, og så er der jo ikke længe til sengetid, så Christian og jeg får ikke megen tid til hinanden for tiden.
 

Putte i haven med Christian sidste efterår.

Den tid, vi rent faktisk tilbringer sammen, er også sådan lidt.. lala.. fordi vi ikke kan samle os om at lave noget rigtigt. Der er for mange tanker omkring hele situationen, og ingen af os har det ret godt. Og hver anden time (eller dvs. efter 1½ time, for det tager 15-30 minutter at fodre Putte) skal vi jo i gang med at fodre igen, så der er ikke megen ro. Den første uge, hvor Putte havde det sådan her, spiste vi faktisk ikke ret meget, for ingen af os havde nogen rigtig appetit eller kræfter til at lave mad. Så det blev nogle "hurtige" løsninger (relativt, fordi der er så meget, jeg ikke kan tåle). Inden for den første uge røg der 2-3 kg hos os begge to :-| Samtidig har Christian meget at tænke på mht. sit arbejde lige nu. Det kommer noget ubelejligt, og han har meget travlt. Så der er bare ikke tid til at trække vejret.

Noget af det hårdeste, ud over de konstante fodringer, er helt klart, hvor meget hans tilstand svinger i løbet af en dag eller dagene imellem. Nogle dage går det godt det meste af dagen. Han er glad ude i haven og nyder det derude, spiser pænt af vådfoderet og tørkost ved siden af, når vi er færdige med at fodre med vådkosten og vandet, og han kommer ind og kigger til os om aftenen. Ellers ligger han nemlig mest for sig selv, ofte med selskab af de andre katte dog, på sit værelse. Han trænger til ro, så vi lader ham gøre, som han vil.

Andre dage er noget værre. Måske starter de godt med turen i haven og at han selv spiser lidt tørkost, men så går det ned ad bakke. Så han virker slap og sløj og bare skidt tilpas resten af dagen. Dagen efter kan det være helt anderledes. De der svingninger er næsten ikke til at holde ud. For man når lige at få sine forhåbninger op om, at nu går det fremad, og måske kan det snart blive godt, og så få dem slukket af, at han derefter har det rigtig skidt. Og man begynder at tænke, om han skulle have fred. Dagen efter er han så måske meget mere på toppen og spiser pænt og er glad ude i haven.

Endnu et havebillede. Putte nyder at kunne gå lidt ud hver dag. Det er klart der, han har det bedst.

Derfor er det også svært at vide, hvad fremtiden bringer. Vi kan se nogle fremskridt, men det går meget langsomt, og det er svært at vide, om han får det rigtig godt igen. Han er på foder, der skal hjælpe nyrerne og får som sagt pillerne og godt med vand, og det er det, vi kan gøre for ham. Og så fik han lidt lactulose de sidste dage for at afhjælpe hans hårde mave. Det sidste har gjort lidt af en forskel, for nu spiser han ret meget tørkost sammenlignet med tidligere, så det er jo godt nok. Men han har stadig bøvl med maven, for han mjauwer, når han skal pølle udenfor, kunne jeg se her nu, så det er svært at vide med ham. Hans mave blev dog noget blød i går pga. lactulosen, og det må ikke ske, for så kan han blive dehydreret, hvilket han ikke kan tåle nu. Så han fik probiocinpasta (med mælkesyrebakterier til at genoprette maven) i går, inden vi sov. Og har han ikke løbet på bakken i nat, så vi håber, maven har det bedre. Og ikke er blevet hård igen, men det må tiden vise.

Han virker også gladere i haven. Vil gerne gå med mig rundt der og er meget kælen. Hopper op efter min hånd for at blive aet, som han plejede at gøre, og gnider sig op ad mine ben. I går lå jeg på græsplænen med ham, hvor han lagde sig ind til mig for at få nus. Det var rigtig rart.
Vi er begyndt at give sidste portion mad og vand omkring halv ti, så han får lidt ro, inden vi skal sove. Pga. det er han de sidste aftener stået op og kommet ind for at spise lidt og gå i bakken og sådan. Og hilse på os. Det er også et fremskridt, synes vi. I nat lå han også på sit kradsetræ i køkkenet, da Christian stod op, hvilket han ikke har gjort, mens han har været dårlig de sidste uger, så det er jo lidt vildt. Men som sagt svinger det helt vildt. Han virker ret sølle om aftenen, og man begynder, især på de dårlige dage, at tænke, om det burde være tid til at sige farvel. Men så skifter det igen. Så jeg ved ærlig talt ikke, hvor det her ender.

Men vi kæmper for ham. Det har han fortjent. Han virker ikke til at have smerter, for han kan berøres over alt (hvor han accepterer det, han har altid været lidt af en bestemt herre ;)), uden han viser tegn på, at det skulle gøre ondt. Det bekræftede dyrlægen også. Hans ubehag hænger sammen med giftstofferne i blodet, og dem må vi jo bare håbe, vi kan få til at faldet med det, vi gør for ham. Det er i hvert fald det håb, vi har.
Jeg har støttet mig en del til en amerikansk side om nyresvigt hos katte, som jeg fandt under alle mine søgninger den sidste tid i håbet om at finde noget, som kunne hjælpe. Det er virkelig en god side, så jeg vil klart anbefale, at du tager et kig forbi, hvis du selv sidder med en nyresyg kat. Der er megen hjælp og information at hente der: Tanya's comprehensive guide to feline chronic kidney disease. Det er rart at have lidt at støtte sig til ud over de (få) informationer, man får gennem egen dyrlæge.

Phoebe giver nogle trøstende vasketure til Putte jævnligt. Det nyder han.
Hun er dog blevet noget større, siden det her billede blev taget :)

Det tager hårdt på mig, at hverdagen er sådan for os pt. Der er for mange bekymringer, så der er megen angst, og eftersom jeg er kronisk syg og ikke har mange kræfter at gøre godt med sådan generelt, kører det mig virkelig ud. Jeg er simpelthen så udmattet, at jeg ikke kan beskrive det. Bliver virkelig dårlig af det. Så livet er ret meget en kamp for tiden. Er bange for, hvordan jeg crasher, når det her er overstået på den ene eller anden måde. Kan ikke rigtigt tåle at tænke på, at det snart er december, en af de mest stressede måneder for mig. Har ærlig talt lyst til at aflyse julen, men Christian siger, at lysten nok skal komme igen til at holde juleaften. Jeg håber, han har ret.

Han har i det hele taget måttet tage meget over. Jeg har ikke rigtigt kræfter til at lave så megen mad, så han sørger for os de fleste dage. Hvor jeg ofte dog forbereder et eller andet, men han sørger for, at vi får det lavet færdigt og spist. I går var jeg så letsindig at bage en æbletærte, for han trænger bare til lidt ekstra for tiden, for han har det også hårdt, men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg kunne bare ikke noget resten af dagen. Måtte endda springe mit bad over for at kunne få kræfter nok til at gennemføre fodringerne af Putte :( Der er virkelig ikke meget at tage af for tiden. Endte i virkelig dårlig samvittighed over at have bagt den tærte i går, fordi Christian så måtte stå for så meget mere herhjemme efterfølgende, når jeg ikke kunne. Det var jo ikke sådan, jeg havde forestillet mig, det skulle være. Men han bebrejder mig ikke noget og nød da også æbletærten.

I dag bliver en ulideligt hård dag. Den er startet med alt for lidt søvn. Skulle op og kigge til kattene i morges, efter Christian var taget afsted, og da jeg skulle sove igen, lidt over 7, gik kommunens åndssvage fejemaskine så i gang med at køre og larme foran huset længe. Det er bare ikke til at sove fra. Lidt over 9 begyndte motorsavene så at larme! Så har ikke sovet siden, selvom jeg har prøvet. Måtte også lige op og fodre Putte der, og jeg kunne bare ikke sove efterfølgende. Ikke mindst fordi jeg ved, at Putte skal ud i god tid for at kunne være inde til at få sin pille omkring halv to.. Hvilket er snart. Skal også kæmpe med min mave, der er træls for tiden pga. alt det stress og i sidste uge mindre god mad. I dag er den ekstra træls og gør ondt, fordi jeg har sovet for lidt og kroppen er stresset.

Er bare så uendeligt træt. Har svært ved at se, hvordan jeg skal komme igennem resten af den her dag. Skal også have færdiggjort madplanen, så vi kan få handlet ind. Eller Christian kan. Tog den dårlige beslutning, at jeg ville med ud og handle i weekenden, for jeg er ret meget fanget herhjemme for tiden, fordi jeg hele tiden skal fodre Putte, og trængte til at komme væk. Men det tog bare alle mine kræfter, så det gør jeg ikke igen. Så Christian må handle på vej hjem. Vi kan ikke blive ved med at spise "skodmad", for vi trænger til kræfter og den energi, der kommer via ordentlig mad, så vi må i gang. Jeg håber, vi i fællesskab kan samle kræfterne til at få lavet noget ordentligt at spise.

Apropos må jeg hellere snart få noget morgenmad. Skal jo snart i gang med dagens fodringer :-| Så må hellere stoppe den her roman. Men sådan er tingene pt. Derfor er der heller ikke rigtigt kræfter til at blogge. Men jeg skal nok vende tilbage med nye indlæg og opskrifter, når der engang bliver lidt overskud.