Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten ris. Vis alle opslag

tirsdag den 7. marts 2017

Frikadeller og kødboller - inspiration til ugens madplan

Frikadeller. Er der noget mere dansk? Tjah? Selvom vi måske anser frikadeller som noget særligt dansk, kan man finde lignende retter i mange forskellige kulturer. Svenskerne har deres kjötbullar, og jeg har tidligere stiftet bekendtskab med köfte, som er en art tyrkisk frikadelle lavet af oksekød. Derudover har italienerne deres kødboller i tomatsovs, som spises til pasta, og så kan man jo ligefrem få en kødløs frikadelle, falafel. Om de kan så kan betegnes som frikadeller, når de ikke indeholder kød, er måske til diskussion. ;) 

Jeg er sikker på, at der findes mange flere typer frikadeller og kødboller, end jeg lige har nævnt her, for det virker til at være en af de retter, der gå igen i rigtig mange lande. 

Hvis vi lige vender næsen hjemad igen til vores egen frikadelle, er den jo en af grundpillerne i dansk traditionel madlavning. Til gengæld er der også tradition for fornyelse af gamle retter med nye generationer, og jeg har selv leget lidt med at udvikle lidt på de traditionelle frikadeller. Sådan står man på en måde med det ene ben begravet i tradition, mens det andet er på vej mod fornyelse, og det kan jeg egentlig godt lide. At have noget af det gamle med, når man lavet nye traditioner :)

På den måde, når man kan relatere en ny ret til noget, man kender (f.eks. når jeg skriver "en art tyrkisk frikadelle" ovenfor), så bliver det nye pludseligt heller ikke så farligt at kaste sig ud i :)

Jeg har gennem tiden postet lidt forskellige opskrifter på frikadeller og kødboller her på bloggen, og herunder vil du kunne se en lille samling af de bedste opskrifter og forslag til, hvordan de kan serveres. Tryk på overskrifterne for at se frikadelleopskrifterne. Forslag til tilbehør finder du links til under den enkelte frikadelle.


Traditionelle frikadeller

Min udgave af traditionelle frikadeller. Smagfulde og spændstige, som en god frikadelle skal være. Jeg tilsætter gerne allehånde, da det giver god smag, men det kan udelades, hvis du absolut ikke bryder dig om det. Det er også opskriften, som mine andre variationer af frikadeller bygger på. Her tilsætter jeg bare lidt andet fyld og krydderier :)

Vi spiser frikadeller til meget, men de passer rigtig godt til kartofler og persillesovs. Opskriften på persillesovsen kan du se her: Frikadeller med kartofler og persillesovs Derudover er de jo obligatoriske til julefrokoster og andre frokostborde, hvor de spises lune med rødkål på rugbrød. Og så smager de skønt i en frikadelleburger også. Smør en god bolle med lidt salatmayonnaise, tilføj sprød salat, skiver af frikadelle og slut af med agurkesalat og rødkål. Mums, det er godt! Ønsker man bollen lidt sundere, kan jeg anbefale, at man bager mine gode gulerodsboller, da de er helt fine til frikadeller :) Opskrift her: Gulerodsboller.

Sidst men ikke mindst er frikadeller jo også en del af det faste makkerpar bag en af de mest populære typer natmad, man ofte får serveret til større fester, nemlig frikadeller med kold kartoffelsalat. Min mors opskrift på kold kartoffelsalat er fantastisk, og jeg genskabte den for et par år siden, efter opskriften var gået tabt. Den er noget mindre fed end den, man køber, og smager bedst lavet med nye kartofler, så det er noget, vi oftest får i sommerperioden herhjemme. Opskriften kan du se her: Mors hjemmelavede kartoffelsalat med dild

Frikadeller med kartofler og persillesovs. Nemt og lækkert.

Gulerodsboller.

Hjemmelavet kartoffelsalat.




Græske frikadeller

Min variation over den gode, gamle delle, krydret med græskinspireret fyld. Fetaen gør frikadellerne ekstra saftige, og de får en mere krydret og spændende smag med hvidløg og persille. Smager skønt til vandmelonsalat og grøntsagsspyd! Opskriften på både spyd og salat ligger i samme opskrift som de græske frikadeller Græske frikadeller med grøntsagsspyd og vandmelonsalat.

Frikadeller af denne type med hvidløg smager også skønt til ratatouille, som er noget, vi har fået rigtig tit herhjemme. Jeg laver det gerne i ovnen, og det er virkelig nemt. Tilføj evt. lidt cherrytomater i både, hvis du synes. Opskriften på ratatouille kan ses her: Ovnbagt ratatouille.

Græske frikadeller med feta.

Grøntsagsspyd.

Vandmelonsalat.

Ovnbagt ratatouille.



Tyrkiske köfte

Köfte er en kødbolle af oksekød (nogle laver dem dog også med lammekød eller en blanding), jeg i sin tid stødte på, da jeg var ude at spise på en tyrkisk restaurant for mange år siden, og de smagte så godt, at jeg på et tidspunkt fik lyst til at prøve at lave dem selv. Det her er mit bud på köfte, som vi både har spist til traditionel dansk kartoffelsalat - opskriften på kartoffelsalaten fik du ovenfor, men ofte er de også røget i pitabrød. Det smager skønt! Opskrift på pitabrød finder du i samme indlæg som köfterne Nemme, hjemmebagte pitabrød med köfte. Brug også gerne köfte på buffetbordet, da de indeholder lidt ekstra smag og har en lidt anden konsistens end de traditionelle danske frikadeller :)

Köfte smager også rigtig godt til forskellige risretter, så dem får du også lige et par forslag på. Begge risretter er noget, jeg plejer at servere til kylling (som det ses på billederne), men ris passer rigtig godt til köfte, og de krydrede köfte vil komplementere risretterne godt. 

Den første risret, jeg vil nævne her, er couscoussalat. Det er en lun rissalat med couscous, og den er relativt mild i smagen, så det er godt at få lidt indspark fra de krydrede köfte. Når jeg laver den til kylling, tilføjer jeg honningristede cashewnødder, men dem ville jeg udelade til köfterne. De smager dog supergodt, så lav dem evt. til en aftensnack til senere ;)

Den anden risret er der mere spark i. Det er krydrede tomatris, der dog ikke er superstærke, så de fleste kan sagtens være med her. Men de har en lille smule skarphed fra den søde chilisauce, og det giver et fint modspil til de krydderierne i köfterne.

Server begge risretter med godt brød til, f.eks. koldhævede flutes, som er ultranemme at lave, da dejen bare lige skal trækkes til flutes efter koldhævningen, uden man skal gøre mere ved det. 

Især til tomatrisene passer det godt at servere fladbrød til, som også passer helt perfekt til. Jeg har to typer fladbrød liggende på bloggen. Den første er en type, som man kan bruge til at fylde med kød og grønt, lidt ligesom dem, man kan få hos pizzamanden, uden de dog er helt så tynde. Som det ses på billedet, plejer jeg at fylde dem med mørt kød og grønt, men de passer også udmærket til köfte med ris. Opskriften ligger her: Pandestegte fladbrød.

Den anden type fladbrød er med æg og derfor lidt blødere i konsistensen. De kan spises til rigtig mange forskellige retter. I indlægget, hvor opskriften ligger, har jeg brugt halvdelen af dejen til at lave indbagt mørbrad. Hvis du i stedet bruger hele dejen til fladbrødene, får du 6 stk. ud af det :) Opskriften finder du her: Skønne fladbrød.

Dyp gerne fladbrødene i risene, eller brug dem som en ske til at spise risene med.

Köfte.

Köfte i hjemmebagte pitabrød.

Couscoussalat.

Krydrede tomatris.

Koldhævede flutes.

Pandestegte fladbrød.

Skønne fladbrød (med æg og et drys salt - bagt i ovnen).




Falafel 

Jeg er vokset op på landet med min min mors mad, der primært var solid traditionel, dansk kost, suppleret med klassikere fra Karolines kogebog. Jeg husker ikke, at vi fik pizza derhjemme, før Ninja Turtles gjorde det moderne i slutningen af 80'erne, og fik vi det hjemme, var det altid hjemmelavet. Faktisk var jeg næsten voksen, før jeg smagte en pizzaria-pizza.
Derfor var falafel også virkelig eksotisk for mig, da jeg som teenager fik en kæreste i en større by, hvor falafel og anden arabisk mad var helt normalt lige at snuppe med fra gadehjørnet, når aftensmaden skulle gå lidt hurtigt. Den vandt dog hurtigt min store kærlighed, for det smager jo åndssvagt godt!

Falaflens bløde, krydrede indre omkranses af en lækker, sprød skal, en perfekt kombination, der gør, at selv en stor kødelsker som jeg nemt kan undvære køddelen af mit måltid. De smager allerbedst i pitabrød med masser af lækker salat og en god hvidløgs- eller creme fraiche-dressing, synes jeg. Derfor er der ikke så mange ekstra opskrifter som forslag til tilbehør, ud over pitabrødene, som jeg allerede har givet jeg opskriften på ovenfor. For en god ordens skyld får du den lige her igen, da pitabrød jo er den fødte makker til falaflerne. Nemme, hjemmebagte pitabrød.

Falafel.

Falafel i hjemmebagte pitabrød.



Hermed slutter vores tour de frikadelle :) Det har været en interessant tur, synes jeg - som forfatteren til indlægget - for man genopdager, hvorfor det egentligt var, man i første omgang forelskede sig i frikadellen; frikadeller (herunder både de traditionelle, kødbollerne og dem uden kød) behøver ikke altid være det samme. Selve frikadellen kan varieres i det uendelige med krydderier, fyld og kødet det er (eller ikke er - ) lavet af, men hele måltidet kan lavet om til en helt andet oplevelse, bare man skifter lidt rundt i tilbehøret. Det er da fantastisk, hvis du spørger mig :)

Jeg håber, at min lille samling her kan give lidt inspiration til madplanerne rundt omkring. Jeg ved i hvert fald, at der er flere ting, vi skal have sat på madplanen i løbet af de næste uger :)

onsdag den 18. januar 2017

Rispilaf med purløg og bøf

Et nyt år kræver en ny opskrift, og sådan en får I i dag :) Dagens opskrift er en rispilaf med purløg og bøf og en ny livret herhjemme. Jeg lavede det første gang for knap et år siden, før mine hænder og arme begyndte at gøre problemer. Vi har siden fået det nogle gange, da det er meget nemt og hurtigt at lave, så det har været fint overskueligt for Christian at gå i gang med selv :)

Inspiration til opskriften er hentet hos Arla (Karolines kogebog), hvor jeg for lang tid siden så en ret med brune ris og grøntsager. Når inspirationen til ugens madplan er helt død, kigger jeg af og til derind, hvor de laver madplan for en uge ad gangen. Selvom jeg sjældent kan følge en opskrift, som den er pga. mine maveproblemer, giver det af og til lidt inspiration, og det er jo dejligt :) Opskriften her er lavet ud fra, hvad jeg selv tåler, og hvad vi ofte har hjemme, og den er virkelig lækker.

Brune ris er lidt sundere end de helt hvide, dog uden det går ud over den gode smag. De har i stedet en lidt nøddeagtig smag, hvilket er lækkert. Der skal vendes feta/salatost i rispilaffen, inden den serveres, og jeg vil anbefale, at du vælger en fast type (dvs. ikke Puck og lignende, men i stedet en i lage, der er skåret ud.) Jeg vælger gerne Tavernas neutraltsmagende salatost, da den har en passende konsistens og salthed, uden den bliver for blød og salt, men andre typer kan sagtens bruges.

Tilbehøret til rispilaffen er tynde skiver mør bøf, gerne tyksteg eller lignende. Bøffen rækker meget længere i det her måltid, end de sædvanligt gør, når man serverer bøffer med lækkert tilbehør. Årsagen hertil er, at rispilaffen er hovedmåltidet og bøffen krydderiet på en måde. Derudover et bøfferne skåret meget tyndt ud og krydret godt med salt og peber, så der skal ikke meget kød til hver mundfuld for at tilfredsstille kødtrangen og smagssansen :) Vi plejer knap nok at spise to små tykstegsmedaljoner, når vi laver halv portion af opskriften herunder til os selv.





Rispilaf med purløg og bøf (3-4 personer)

3 tykstegsbøffer (eller anden mør bøfudskæring)

4 dl brune ris, parboiled
5 dl vand
1 tsk groft salt
4 mellemstore gulerødder
4 mellemstore rødløg
3 fed hvidløg
2 potter purløg
150 g feta/salatost

Bring vandet i kog og tilsæt salt og ris. Lad risene koge i 15 minutter ved svag varme. Ordn imens grøntsagerne. Gulerødderne skæres i tynde stave og rødløg skæres i mellemtykke både. Pil og hak 2 af hvidløgsfedene.

Når risene har kogt i 15 minutter, tilsættes de klargjorte grøntsager. Skru op for varmen et par minutter, så det hele koger godt. Læg igen låg på og skru ned til svag varme. Kog herefter det hele i 10 minutter yderligere.

Mens ris og grøntsager koges færdige, steges bøfferne også. Smelt lidt smør eller margarine på en pande og steg bøfferne, så de er røde indeni. Tag bøfferne af og lad dem hvile pakket i staniol, mens du forbereder næste skridt i opskriften:

Smuldr eller skær fetaen ud i mindre dele. Skyl og hak de to potter purløg. Tag 1/3 af purløget fra, så du har lidt at pynte med ved servering. Når ris og grøntsager er færdigsimret, vendes purløg og feta i. Smag til med salt og evt. ekstra hvidløg. Jeg tilsatte et finthakket fed hvidløg til sidst inden servering.

Slut af med at skære bøfferne i meget tynde skiver (skær på tværs af kødfibrene for at få det bedste resultat - de kan ses ved, at man trækker lidt i bøffen fra hver sin side. Så vil man kunne se bøffen skille sig lidt ad i fibrene). Læg de tynde stykker bøf på en tallerken og krydr godt med salt og rigelig friskkværnet peber.

Pynt din rispilaf med lidt purløg før servering.

Tykstegsbøfferne, klar til at blive skåret i tynde strimler og krydret, efter de har hvilet.

Den færdige rispilaf serveret med friskklippet purløg og tynde strimler af rødt, mørt oksekød.



Bortset fra mine samlinger af opskrifter til jul og nytår har der været ret stille fra min side et stykke tid. Overskuddet i armene har ikke været så stort, at jeg har kunnet holde til at skrive om, hvad der sker herhjemme, og det er faktisk ikke meget bedre i dag, men jeg synes, det må være på tide at fortælle lidt om, hvad der sker herhjemme for tiden :)

I mandags var det min fødselsdag. Jeg havde en rigtig dejlig dag, der dog i starten så ud til at skulle blive noget anderledes. Som sædvanligt, når jeg skal noget særligt, sov jeg elendigt om natten og havde det dårligt, da jeg stod op. Prøvede dog at vågne og gøre mig klar til selskab, da Christian ville tage en halv fleksdag fra arbejde, så vi kunne have noget tid sammen, så han ville snart komme hjem. Den søde mand kom hjem lige over middag med to store buketter røde roser i favnen. Virkelig sødt af ham. Han ville have haft en bundet buket, da han ved, at jeg har meget svært ved at stå og ordne blomster, fordi det gør ondt og dræner mig for energi, men blomsterhandleren havde lukket.

Desværre blev arbejdet med at sætte roserne kombineret med den uendelige træthed alt for meget for mig, da jeg stod der, fordi det bare gjorde så ondt over alt i arme og hænder, så jeg endte med at stå og græde over kampen med blomsterne :( Var bare så frustreret over at skulle have ekstra ondt, men også over at blive påmindet om, hvor meget smerterne faktisk fylder i mit liv, og hvor lidt jeg kan. Det var rigtig synd for Christian, for han købte jo blomsterne i god mening, men jeg må vist efterhånden indse, at det der med at stå og ordne blomster ikke er noget, jeg ret nemt kan gøre mere. Jeg endte dog efter lang tids frustration at få sat dem pænt, og de står stadig virkelig flot på spisebordet. Har lige snuppet et billede af dem, så I kan få dem at se:



Da jeg havde sundet mig lidt oven på min tudetur, fik Christian placeret mig i sofaen med flotte gaver at pakke ud. Han gør sig meget umage med at lave flot indpakning, fordi han ved, at jeg selv gør ret meget ud af det, når jeg pakker gaver ind. Der lå to flotte pakker foran mig; en stor pakke og en mindre, der så ud til at indeholde to blurays. Det var i hvert fald mit gæt, for jeg ønsker mig ofte film, og Christian er god til at købe dem. Alligevel ville han gerne have, at jeg åbnede den store pakke først. I den var der en supersmuk Hammershøi pastatallerken fra Kähler, som jeg havde ønsket mig. Den blev jeg virkelig glad for. Den er bare så fin <3

Så var det tid til den anden pakke. Overraskende nok indeholdt den ikke film, men en æske, som jeg hurtigt fandt ud af, indeholdt en ny telefon! Så store gaver plejer vi ikke at give, og jeg havde ikke skrevet nogen telefon på ønskesedlen, så jeg var både overrasket og meget glad. For jeg har været meget træt af min nuværende i lang tid nu, da den driller og bare er ret slidt ned. Den nye telefon kan forhåbentlig gøre livet lidt lettere for mig med mine handicappede hænder, når jeg ikke skal kæmpe så meget med den, hvilket jeg er sikker på, at Christian har tænkt. Derudover slap jeg for frustrationen med selv at skulle finde ud af, hvilken telefon jeg skulle købe. Så det var virkelig en stor overraskelse og rigtig dejligt. :)

Ud over gaverne havde han også skrevet et virkelig sødt kort til mig, som helt klart over står på listen over de bedste ting, jeg oplevede på min fødselsdag. Jeg er virkelig heldig at have sådan en god mand i mit liv <3 Senere var vi ude at spise, og da vi kom hjem, så vi en film. En rigtig dejlig dag :)

Jeg fik også fine blomster fra mine svigerforældre, som var forbi med dem i går, en flot gave fra min faster og et sødt kattekort fra min far og Marianne med et tilskud til lidt hyggeshopping. Og så fik jeg en dejlig fødselsdagshilsen fra Christians faster i et fint, lilla kort.

Buketten fra Christians forældre.



Christian havde fri i går, men det havde ikke nogen sammenhæng med min fødselsdag. Det var, fordi vi skulle til Næstved, hvor jeg havde min første tid hos en ny neurolog. Jeg har epilepsi, men eftersom jeg har haft det fint på min medicin i mange år, har jeg ikke været afsted til neurolog i over ti år. Men da jeg jo pt. er ved at finde en passende smertebehandling, skal der tages hensyn til min epilepsi, fordi epilepsien og den medicin, jeg får for den, godt kan påvirkes af min smertemedicin.

Jeg var lidt bekymret for det første møde med neurologen, da det er vigtigt for mig at have en god kontakt til mine behandlere, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle forvente. Det gik dog rigtig fint, for hun var virkelig sød. Jeg havde forventet, at vi bare skulle snakke medicin (for smerterne i kombination med min epilepsi og medicinen for den), men efter hun lavede nogle (smertefulde) undersøgelser på mine arme, ville hun gerne have, at jeg får lavet en elektro-et-eller-andet-undersøgelse, hvor der sendes strøm gennem undersiden af min arm, fordi hun mener, at mine sener er meget spændte der. Bare for at udelukke, at der skulle være noget galt der. Når jeg har fået lavet undersøgelsen (som skal foregå i Roskilde - her på Sjælland bliver man sendt i øst og vest for at blive behandlet. Det er lidt frustrerende), skal jeg ned til hende igen og snakke om resultatet.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal have det med den undersøgelse. For det første er mine primære smerteproblemer på oversiden af min arm, ikke undersiden, så sådan en undersøgelse kommer ikke til at gøre en afgørende forskel i forhold til mit samlede smertebillede. For det andet er jeg bekymret for, at undersøgelsen skal fremprovokere smerter i senen ved min albue, hvilket er smerter, jeg efterhånden har lidt bedre under kontrol, efter jeg er kommet i behandling med Panodil depot. Jeg skal ringe og få en tid i Roskilde snart, og jeg forventer først at få en tid efter den 4. februar, hvor vi holder fødselsdag for familien (såfremt jeg ikke allerede kommer til i næste uge). Jeg vil ikke sidde til fødselsdagen og have så ondt, at jeg ikke kan holde en lækker fødselsdagsbolle og have det godt, så den undersøgelse må altså vente lidt.

Når jeg har undersøgelsen på plads, forventer jeg at skulle starte op på en ny type smertemedicin. Det bliver sandsynligvis i februar engang. Det er jeg noget spændt på. Jeg håber at gå uden om de værste bivirkninger, og at medicinen virker godt på smerterne. Vi må se, hvad der sker.




Afslutningsvis får I lige lidt kort nyt om kattene :) De er jo en stor del af vores liv, så det kan ikke være anderledes ;)

Som jeg før har fortalt her på bloggen, kæmper vi en kamp med at få Ozzys mave til at acceptere hans foder, efter Hill's lavede om i opskriften. Virkelig frustrerende, når han tidligere fint har kunnet tåle det. Han har i et halvt års tid fået Prokolin to gange dagligt (ler-agtigt tilskud med mælkesyrebakterier, som hjælper på konsistensen af det, der kommer ud i den anden ende), hvilket har været både dyrt og hårdt for både Ozzy og mig. Da hans mave efterhånden så ud til at have det bedre, prøvede vi at skære den ene dosis fra i håbet om, at han snart selv kunne klare tørkosten. Desværre reagerede hans mave på det, hvilket var meget frustrerende. Jeg var klar til at overveje ny tørkost, hvilket bestemt ikke er en nem løsning, når det gælder Ozzy, men Christian syntes, vi skulle se tiden an en ekstra dag, og det var heldigt, for dagen efter gik det bedre med Ozzys mave.

Hans mave har efterhånden tilpasset sig kun at få Prokolin en gang om dagen, så vi håber, at vi med tiden helt kan skære det fra, og han kan klare at spise tørkosten uden tilskud af noget. Vi skal dog altid være opmærksomme på mængden af foder, da hans mave ikke er glad for så meget ad gangen, men det er en lille pris at betale, hvis hans mave lærer bedre at acceptere foderet :)



Da jeg fortalte om Phoebe sidst, skrev jeg om hendes blærebetændelse i efteråret, der havde været svær at slå ned. Jeg fik slet ikke fortalt om, at hun faktisk også havde fået fjernet ti tænder! Det skete i september, og hun har det så godt oven på operationen, at man faktisk helt går og glemmer, at hun var igennem den operation :-3 Det tog lidt tid, før hun helede helt fint op, så hun måtte have vådkost lidt længere end planlagt, men det er intet problem for Phoebe, for hun elsker vådkost! :D Hun har det helt godt igen, heldigvis :) Vi holder dog øje med, om hun hakker med munden, når hun gaber, som hun gjorde før operationen, for det skal helst ikke vende tilbage. Vi har en aftale med Tanddyreklinikken om at komme til et tjek et år efter operationen, så vi kan se tændernes tilstand der. Hun har heldigvis stadig mange tænder tilbage, især fordi mange af dem, der blev rykket ud, er det bittesmå fortænder. Så heldigvis ikke så mange større tænder.

Begge katte har det heldigvis ret godt, så det er jo dejligt. Phoebe er dog overbevist om, at jeg sulter hende, for hun går og pippe-synger i køkkenet nu. Hun lider nu ingen nød, for hun har både fået vådkost og tørkost inden for de sidste timer, men damen forventer jo også sin frokost (som hun gerne spiser, når jeg selv får noget, efter jeg er stået op). Så jeg må hellere stoppe her og få givet hende (og mig selv) noget :)

mandag den 29. september 2014

Stegte ris - kinesisk biksemad

I sidste uge lavede jeg en omgang stegte ris med bl.a. kylling, hvilket var en rigtig stor succes hos os begge. Det smagte rigtig godt og er en super mulighed for at lave et hurtigt måltid på baggrund af rester, så det er en slags kinesisk biksemad. Har du en rest kylling (eller andet kød), kan du sagtens bruge den i stedet for rå kyllingebryst. Det skal så bare tilsættes til sidst og varmes igennem sammen med det stegte æg. Det samme med rester af grøntsager. Jeg laver det oftest med løg, forårsløg og ærter som det grønne indslag, da det passer rigtig godt til retten. Og så har jeg oftest det meste hjemme. I retten skal bruges kolde ris, så skal du have ris en af de foregående dage, så kog ekstra, så du har til en omgang stegte ris. Det er hurtigt og nemt at lave, hvilket jo altid er velkomment i en travl hverdag. Har du ikke en rest ris fra en tidligere aftensmad, kan du bare koge ris dagen før eller tidligere på dagen, så de når at blive kolde. Det tager jo ikke længe.

Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske, hvorfor det var, at jeg pludseligt fik lyst til sådan noget "kina-mad", da jeg sad og lavede madplanen til sidste uge, for det er ikke noget, jeg har lavet i flere år, men lysten opstod, og jeg bestemte mig for at kaste mig over en af mine gamle opskrifter, som dog blev peppet lidt op med lidt flere smagsgivere end sidst. Jeg har faktisk ikke lavet det, mens jeg har været sammen med Christian, og det er jo 4½ år siden efterhånden, så det måtte være på tide at støve en gammel opskrift af :)

Sidst tilsatte jeg bare soya til retten, men siden har jeg prøvet en "sauce" lavet af soya, fiskesauce og sukker, som giver en meget mere autentisk og god smag, så det er klart noget, jeg vil bruge igen. Det er ellers en sauce, jeg bruger til nudler, men det passer også rigtig godt til de her stegte ris.

Som tilbehør serverede jeg en færdig sursødsauce. Du kan lave din egen, hvis du har lyst, men det er hurtigst at købe en færdig. Jeg var faldt over en Go-Tan-sauce denne gang, men den køber jeg altså ikke igen, for den havde en virkelig gennemtrængende eddikesmag. Så næste gang er det tilbage til Uncle Ben's, som er den, jeg sædvanligvis brugte "i gamle dage". Christian spiste dog pænt af Go-Tan-saucen, men den var for bitter for min smag. Retten blev i øvrigt taget rigtig godt imod. Christian kunne rigtig godt lide det, og det var også noget, jeg selv kunne spise, så det var jo dejligt. Jeg er ellers lidt tilbageholdende med "ny" mad, efter jeg har fået sygdom i maven, men den tog godt mod maden, så det skal vi i hvert fald have igen! Det smagte dejligt og var hurtigt og nemt at lave. Og så er det meget sjældent, jeg får noget med ris. Jeg spiste ikke af sursødsaucen, men maden smagte helt fint alligevel, så hvis du ikke er til saucer, kan retten sagtens spises, som den er :)





Stegte ris (2 personer)

3 dl basmatiris
2 æg
2 kyllingebryster
1 stort løg
5 forårsløg
2 dl ærter (ca. 75 g)
1½ spsk fiskesauce
2 spsk soyasauce
3 spsk sukker

Tilbehør:
Sursødsauce

Put 5 dl vand i en gryde med lidt salt. Når det koger, tilsættes risene. Skru helt ned og lad dem koge under låg i 10 minutter. Herefter skal de hvile i 10 minutter yderligere taget af varmen. Lad dem køle helt ned og gem dem til senere. Kan gøres dagen før.

Rør fiskesaucen sammen med soya og sukker.

Rens forårsløgene og skær dem i tynde, skrå skiver Stil dem til side for nu. Pil løget og skær det i 1½-2 cm brede både.

Skær kyllingefileterne i tynde strimler.

Pisk de to æg let sammen. Varm en wok eller stor pande op. Når den er brandvarm, tilsættes lidt olie. Hæld æggene i panden og rør godt rundt, mens de lynsteges. Bruger du en wok, så rør æggene op mod siderne. De skal gerne "smuldre" lidt i det og ende i mindre stykker. Det gør de, hvis du rører godt i dem. Ellers kan du skære dem lidt ud, hvis det kikser. Tag de stegte æg af wokken.

Lynsteg kyllingen i lidt olie, til det er gennemstegt. Drys en lille smule salt over og tag det af wokken.

Steg løgene i lidt olie, til de er gyldne og blevet lidt blødere. Rør ofte, så de ikke bliver sorte. Tilsæt ærterne og steg lidt med, til de er tøet op. Tilsæt herefter risene og steg med, til de er gennemvarme. Hæld den færdigblandede sauce over risene og rør godt rundt, til det er fordelt over alle risene. Tilsæt kylling og æg til risene og lad det stege lidt med, til det er lunet. Tilsæt til sidst vendes forårsløgene i retten, og den serveres med det samme herefter.

Server varm sursødsauce ved siden af som tilbehør.

De færdige stegte ris, før der kom sursødsauce på.



Som jeg skrev herinde i et af mine sidste indlæg, så skulle vi have Ozzy til dyrlægen (vores egen) til tjek i sidste uge. Der var vi i torsdags, og som forventet er han stadig rød i munden. Til gengæld er der ikke noget at se mht. de blæner, han har haft i det røde område, og det er helt sikker derfor, han spiser så godt nu. Han har virkelig spist pænt siden sidste weekend, og det er bare en kæmpe lettelse for os. Da vi kom hjem, ringede jeg til dyrlægen, der har lavet hans tænder, og vi aftalte at fortsætte 10 dage yderligere på antibiotika, så han har fået i alt 6 uger. Samtidig er jeg begyndt at give ham aloe vera-gel fra i dag, som skal øge hans immunforsvar, så han forhåbentlig selv kan holde det nede, når vi kommer af antibiotikaen. Det ville være skønt, hvis det var helt væk, rødmen, men jeg ved ikke, om det er noget, vi kan forvente. I hvert fald virker han ikke generet mere, når han spiser, så det er jo rigtig dejligt. Aloe veraen skal han have et par måneder, regner jeg med, og så må vi se. Vi holder løbende øje med området i munden på ham. Når han er færdig med antibiotikaen for denne gang, skal vi finde ud af, hvor vi står i forhold til evt. yderligere behandling. Muligvis skal vi bare fortsætte med aloe veraen og se, hvordan det går.

I dag er så første dag, han får aloe vera, så jeg er spændt på, hvordan hans mave tager imod det. Starter op på en lidt mindre dosis, så det ikke er så stort et chok for hans krop i starten. Håber, det gør noget godt for ham. Han får det morgen og aften med en engangssprøjte sprøjtet direkte i munden. Det skulle efter sigende smage ret dårligt, så vi vil ikke udsætte ham for selv at skulle drikke det.

Nu til den allerbedste nyhed: vi fik taget nye blodprøver på ham for at følge nyretal og blodlegemer, og jeg sad på pinde i fredags, da jeg afventede svaret. Det var meget nervepirrende, for hans nyretal er kun gået op i hver eneste prøve siden juli. Så jeg var noget bekymret. Men det fantastiske er sket, og hans tal er faldet! Endda til 110 fra 149, som hans nyretal lå på 15 dage før. Det er helt vildt. Han er næsten nede, hvor han startede, hvilket var 106, så vi er ovenud lykkelige for den her prøve! Nu behøver vi ikke være så bekymrede for hans nyrer. Det har været mundproblemerne, der har påvirket dem, og det er også et tegn på, at de er under kontrol, at hans nyretal nu er pænere.

Der var dog lidt skår i glæden, for nogle andre tal var blevet værre, men det er ikke så bekymrende som nyretallet, så det er noget, der skal holdes øje med i senere blodprøver, hvor vi håber, det bliver bedre. Han skal helst op i blodplader igen bl.a., og også helt have et højere antal hvide blodlegemer. Vi håber på, at aloe veraen kan hjælpe på immunforsvaret, så det må vel også betyde flere hvide blodlegemer? Jeg ved det ikke, men er spændt på resultatet af aloe'en. Ved, at andre har brugt det med stor succes.

I går var jeg for første gang, mens Ozzy har været syg, hjemmefra i flere timer. Vi kørte en tur til Skælskør for at se en katteudstilling. Der var mange fine katte, også racer, som vi ikke selv regner med at inkludere i katteflokken. Vi satser jo på en norsk skovkat næste gang, men syntes, det var noget pudsigt at se skovkattene derude, ikke mindst hunkattene, som er nogle små, fine skabninger, minikatte nærmest, i forhold til vores Phoebe, der "har den rigtige størrelse" :D Hende er vi jo vant til at se på, og hun er noget af en kæmpe. Så de virkede som nogle meget små pus, dem vi så. Så vi håber, at en fremtidig kat ikke er bange for sådan en venlig kæmpe, som Phoebe jo er :)

Christian tog en billedserie af Ozzy i haven i sidste uge, som du kan se herunder. Han er lidt af en lille hest, når han tonser gennem haven. Men det viser også bare den nyfundne glæde, han har nu, Ozzy. Lige nu ligger han på ryggen på gulvet ved siden af, hvor jeg sidder og ser meget veltilpas ud :) Han har også taget lidt på, hvilket er dejligt, for han er ellers til den magre side. Det er dog ikke derfor, han ser lidt stor ud på billederne herunder. Det er vinterpels, som han allerede har en kæmpe mængde af. Der skulle ikke blive ret koldt i sensommeren, før den begyndte at vokse frem :)








Det var dejligt at være afsted hjemmefra, at have den frihed nu, hvor han spiser så godt. Det er en stor lettelse for mig. Så er der lidt mindre at bekymre sig om. Han havde mad stående fremme, mens vi var væk, men havde ikke spist så meget. Han kom dog godt efter det, inden vi gik i seng, og nåede op på sin kvote for den dag.

I weekenden fik vi andesteg med det hele. Uhm, det har været lækkert. Den har ligget og ventet i fryseren på at blive spist længe, men vejret skulle lige være til det. Desværre driller min mave mig for tiden, så jeg døjer med kvalme og ubehag i maven, men har heldigvis alligevel kunnet nyde maden. I dag er jeg træt oven på nogle dage med for lidt søvn, så jeg tror, den står på lasagne fra fryseren til mig. Må finde ud af, hvad Christian skal have.. Det er jo også tid for madplanlægning af ugen, så det må jeg vist snart i gang med. Men jeg var glad for endelig at kunne dele nogle gode nyheder med jer her på bloggen :) Tak for jeres krydsede fingre. Det virkede! :)

mandag den 10. februar 2014

Hurtig og lækker hverdagsret: kylling i rød karry og kokosmælk

Jeg har en rigtig god veninde i Århus, en navnesøster faktisk, som jeg kender fra gymnasietiden. Vi har vedligeholdt kontakten lige siden og ses oftest 1-2 gange om året, hvor vi besøger hinanden i nogle dage. På de besøg har jeg ofte oplevet ny mad, som jeg ikke før har smagt, for det er Christina god til at lave. Nu er der desværre sat lidt en stopper for det, da der er meget mad, jeg ikke kan tåle, men jeg husker for et par år siden, at hun lavede en ret med kylling i rød karrypasta med kokosmælk i. Det var en rigtig skøn kombination, så jeg fik lyst til at prøve at lave min egen version her for nylig, da Fakta havde frosne grøntsager på tilbud.

Egentlig "bør" man jo nok selv udskære sine friske grøntsager, for "halvfærdig" mad er noget udskældt. Men bruger man en færdigblandet pose med grøntsager fra frost, er retten superhurtig at lave og passer godt ind i en travl hverdag, eller når der ikke er så mange kræfter, hvilket ofte er tilfældet for mig. Grøntsagerne fra wokblandingen smagte i øvrigt rigtig godt, mente Christian, så det kan sagtens bruges. Laver du selv dine grøntsager til retten, skal du lave ca. 500 g i færdig, udskåret vægt. Det kunne f.eks. være gulerødder, selleri, rød peber, minimajs skåret i mindre stykker og vandkastanjer. Sidstnævnte har jeg set, man kan købe på dåse i vores Netto. Skær dem i skiver, hvidløg i tynde skiver og resten af grøntsagerne i tynde stave.

Retten rækker til to personer. Det var dog kun Christian, der skulle have det her, da jeg ikke kan tåle karryen, så halvdelen blev frosset ned. Det kan man sagtens.





Kylling i rød karry og kokosmælk (2 pers.)

2 kyllingebryster
2 store tsk rød karrypasta
2 spsk olie (f.eks. raps)
3 fed hvidløg
500 g grøntsager efter eget valg (se noten ovenfor) eller frossen wokblanding
1 dåse kokosmælk
Salt
Evt. hakkede peanuts eller cashewnødder

Tilbehør:
3 dl basmatiris

Start med at sætte risene over. Bring 5 dl vand i kog. Tilsæt salt og 3 dl basmatiris. Skru ned på svag varme, så risene kun småkoger. Læg låg på og kog dem i 10 minutter. Tag gryden af og lad dem trække i 10 minutter yderligere. Mens risene koger og trækker, laves resten af retten.

Hvis du bruger en færdig pose grønt fra frost, hældes den op i en skål og overhældes med kogende vand. Hæld grøntsagerne i en sigte og lad dem dryppe godt af. Det gør jeg som regel, når jeg bruger færdige wokblandinger for at få dem tøet op, og så de ikke afgiver så meget væske, når de steges. Ellers kan de nemt ende med at blive mere kogt end stegt.

Skær kyllingebrysterne ud i strimler. Pil hvidløgene og skær dem i skiver.

Varm en spsk olie op i en wok eller stor pande. Rist karrypastaen af i olien kortvarigt og tilsæt herefter kylling og hvidløg. Steg kyllingen med hvidløget, til kyllingestrimlerne er gennemstegte. Tag kyllingestrimer og hvidløg op af wokken på en tallerken.

Varm endnu en spsk olie op i wokken. Hæld de afdryppede grøntsager i. Steg dem, til de er møre med stadig med bid. Bruger du grøntsager, du selv har stået og snittet, så snit dem fint. Så skal de ikke have så længe i wokken. Den færdige wokblanding fik nogle minutter ved fuld knald på varmen, til de havde stegt lidt. Der er stadig lidt væde ved grøntsagerne, selvom de er tøet op, så det skal lige fordampe først.

Put kød og hvidløg tilbage i wokken og hæld kokosmælken over. Lad det hele koge sammen nogle minutter og slut til sidst af med at smage til med salt. Har du lyst, kan du drysse hakkede peanuts eller cashewnødder (gerne ristede) over retten.

Den færdige wokret.




Jeg har haft travlt, siden jeg stod op i dag. På lørdag holder jeg fødselsdag for familien, og har i dag været i gang med at lave lidt forberedelser i køkkenet. Jeg skal nok i et senere indlæg skrive om, hvad jeg serverer på lørdag. Det får I ikke at vide endnu, da jeg ved, at nogle af gæsterne læser med her ;) Men det har jeg brugt et par timer på her hen over middag. Da jeg var færdig med at bage, smed jeg en flæskesteg i ovnen, som skal stå og langtidsstege til vores aftensmad i aften.

Jeg kan godt mærke, at energien er brændt af nu :| Den rækker desværre ikke så langt, men i går var også en lidt intens dag. Vi var til katteudstilling i Korsør, hvilket jeg har glædet mig rigtig meget til. Når vi engang er klar til det, skal vi have kat nr. 3 igen, for 3 er bare det rigtige antal, synes vi. Og vi er ret sikre på, at det nok skal være en norsk skovkat denne gang. Putte var en skovkatteblanding, og vi elskede hans sind og udseende. Det savner vi meget, så det vil vi gerne have ind i katteflokken igen, selvom det naturligvis ikke kan erstatte den fantastiske kat, han var.

Men det var spændende at være på udstilling i går. Der var mange smukke skovkatte at kigge på, som man havde lyst til at smugle med hjem i lommen <3 Der var også flere boder med katteting, så vi fik købt en god portion nyt legetøj til kattebørnene. Det blev allerede taget i brug, da vi kom hjem, eller noget af det i hvert fald. Især en pose med ekstrem kraftig baldrianlugt gjorde lykke. Men Ozzy fik også tæsket lidt rundt med en pelsmus med fjer :) Resten af legetøjet får de sådan lidt ad gangen.

På vejen hjem var vi i Bilka i Slagelse, hvor vi købte flæskestegen, så vi var temmelig møre, da vi nåede hjem efter den lange køretur.

I dag er jeg så som sagt startet på forberedelserne til på lørdag. Jeg prøver så vidt muligt at lade være med at brænde al min energi af, så jeg har planlagt noget bagværk, der ikke tager vildt lang tid at lave. I dag var så lidt en "svipser" mht. det, for det var ikke lige planlagt, at jeg skulle bage i dag. Men jeg fik lyst til det, da jeg stod op. Jeg håber, det bliver vellykket :) Ellers står ugen på forberedelserne til fødselsdagen. Der skal handles ind, og vi skal have gjort huset klart til gæster.

Derfor skal jeg også prøve at få lavet en madplan klar i dag, så der snart kan handles ind. Så har jeg mere ro på, når jeg ikke skal hjemmefra igen inden fødselsdagen. Maden denne uge skal være ekstra forsigtig, så min mave ikke står af inden lørdag, så det bliver måske lidt af en udfordring.. Men det er så det, jeg skal lave i eftermiddag. Flæskestegen passer heldigvis sig selv, så der skal bare koges lidt kartofler i aften og laves sovs, inden vi skal spise.

I formiddag, da jeg stod og lavede Phoebes morgenmad (hun er nede på 2 "kødsmoothies" om dagen nu og 2 måltider tørkost, så hun er snart tilbage på normal med) i køkkenet, så jeg pludseligt noget ud af øjenkrogen, der bevægede sig superhurtigt udenfor. Efter at have stået og kigget lidt kunne jeg se, at det er en lille mus, der kommer og henter af fuglenes korn. Åh, den er sød <3 Fuglene får lidt korn på jorden ude foran, fordi duerne ikke længere kan komme op i fuglehuset, efter vi har fået nyt hegn om terrassen (huset sidder på en hegnspæl). Sidste år havde vi også en lille mus, der kom og hentede korn. De er supersøde, men det skal selvfølgelig ikke tage overhånd. Men en enkelt lille mus eller to må gerne komme og hente lidt korn her :) Fangede den med kameraet ud gennem vores punkterede og lidt beskidte køkkenvindue, hvilket går en del ud over billedkvaliteten, men sød, det er den nu :)



onsdag den 15. januar 2014

Paprikagryde med ris

Det står lidt sløjt til med madlavningen herhjemme og har gjort det noget tid. Der er ikke rigtigt kræfter til at gå i gang med de store køkkenudfoldelser, så vi holder os til nogenlunde nem og hurtig mad for tiden. Nedenstående ret er nu heller ikke så kompliceret, men det er noget, jeg kun kan lave til Christian, da jeg ikke tåler tomat og nu heller ikke paprika pga. min mund. Men jeg laver af og til noget kun til ham, så han ikke altid skal trækkes med de retter, jeg kan tåle at spise, og i december lavede jeg derfor paprikagryde med ris til ham, for han elsker ris.

Ofte ville jeg putte lidt bacon i sådan en ret for at få en let røget smag, som klæder retten, men den dag havde vi ikke lige noget hjemme, så jeg tilsatte i stedet røget paprika, hvilket fungerer rigtig godt i retten :) Kan du ikke skaffe røget paprika, kan du erstatte det med 100 g bacon i tern. Det skal så bare brunes af først, tages op og derefter skal løg og kød brunes i fedtet fra baconen. Du kan hælde lidt af fedtet fra, hvis der er meget. Muligvis skal du så tilsætte mere sød paprika, men vent med det, til du skal smage retten til til sidst.

Til retten er hvidløgsflute rigtig lækkert. De frosne fra supermarkedet er vi begge glade for, men spiser ikke så tit. De kan også laves i en hjemmelavet version. Jeg har lavet dem nogle gange efterhånden, og det er superlækkert. Jeg bruger gerne nogle langtidshævede flutes, som jeg selv bager. I de afkølede flutes skærer jeg skiver, der ikke går helt igennem. Derefter skærer jeg ikke for tykke skiver af en hjemmelavet hvidløgssmør, som puttes mellem brødskiverne. Til sidst varmes flutene i ovnen, til de er sprøde, og smørret stort set er smeltet. Det sidste vil smelte, når det står lidt, efter brødet er taget ud. Hele opskriften kan du se her: Hvidløgsflutes.

Nedenstående opskrift rækker til 3-4 personer alt efter, hvor meget tilbehør der er, og hvor sultne folk er. 3 personer rækker den i hvert fald til. Du kan, hvis du har lyst, tilsætte f.eks. champignons eller lidt frosne ærter til retten. Hvis du bruger friske champignons, skal du bare brune dem af først. Ærterne kan du komme i sammen med de hakkede tomater :)

Christians tallerken. Han er en tålmodig mand, så jeg får lov at tage lidt billeder til bloggen.




Paprikagryde med ris (3-4 personer)

400-500 g svinekød i tern
1 stort løg
2-3 fed hvidløg
2 dåser cocktailpølser
2 dåser hakkede tomater
2 store tsk sød paprika (eller brug stærk, hvis du vil have retten stærkere)
1 stor tsk røget paprika
Salt og peber
Fløde 9 % (jeg brugte omkring 1 dl)

Evt. champignons, ærter eller andet efter smag

Tilbehør:
Kogte ris, gerne basmatiris (1½ dl ris pr. person - 1½ dl ris til 2½ dl vand)
Godt brød, f.eks. hvidløgsflute

Hak løg og hvidløg. Brun det i en gryde sammen med kødet. Tilsæt cocktailpølserne og brun med lidt. Når kødet har fået farve, tilsættes salt, peber og de to slags paprika. Rør det godt rundt i kødet. Tilsæt derefter de hakkede tomater og lad retten småkoge i 1 time.

Efter en time smages retten til med fløde, til du har den smag, du ønsker. Jeg bruger nok omkring 1 dl, vil jeg tro. Tilsæt ekstra salt, peber og paprika, hvis du synes, retten mangler. Server med kogte ris til. Vi får oftest basmatiris, for de smager bedst, synes vi. Der bruger jeg 2½ dl vand og 1½ dl ris pr. person. Bring vandet i kog, tilsæt salt og derefter ris. Skru ned, så det småbobler, og læg låg på. Lad det koge i 10 minutter. Tag derefter gryden af varmen og lad risene trækker i yderligere 10 minutter i gryden, før de serveres.


Server gerne med hvidløgsflute.



Jeg syntes, det var på tide med en opskrift til bloggen, for det er for længe siden, der har været en. Men som sagt bliver der ikke lavet de helt store køkkenudfoldelser for tiden. Vi får dog hjemmelavet mad hver dag, eftersom min mave ikke tåler ret meget af den mad, man kan købe udefra. Jeg har også fået bagt et par gange, selvom det virkelig har tæret på mine kræfter. Men Christian har en hård tid på arbejdet for tiden, så jeg vil gerne forkæle ham lidt ekstra. I fredags bagte jeg chocolate chip cookies med mandler, en af hans absolutte favoritter, og i går rørte jeg lige en hurtig triple chocolate brownie sammen, bare en lille portion, så der var noget rart at komme hjem til.

Jeg er lidt bekymret for ham. Han er virkelig kørt hårdt på arbejdet for tiden og begynder at få symptomer på stress. Han arbejder over hver eneste dag (uden at få en krone for det i øvrigt), og i går var han virkelig dårlig, da han kørte derindefra, og også da han kom hjem. Så vi er begge ekstra glade for, at han har taget et par fridage de næste dage, for han trænger virkelig til det. Der er vist desværre ikke udsigt til, at det skal blive bedre med arbejdet den næste tid, så jeg håber, han passer på sig selv og ikke lader sig presse, så han ender med at gå helt ned med stress.

I dag skal være en stille og rolig dag. Jeg har sovet rigtigt elendigt i nat, og det kan mærkes over alt i kroppen. Jeg var ret stresset, da jeg gik i seng, for jeg har fundet ud af, at det måske kan være pga. mavesyretilbageløb (pga. den medicin, hun har været på), at Phoebe har sine problemer. Det ville give mening, også for hendes stemme, der kommer og går inden for samme døgn, og hun nogle gange ikke kan/vil spise op, men gerne spiser resten af en ske, jeg holder op til hende. Så det skal jeg snakke med dyrlægen om, når jeg snakker med hende igen. Ved dog ikke, om det bliver i den her uge. Men så ville jeg jo gerne lige læse lidt om det på nettet, og så endte det med at blive sent, og jeg havde slet ikke ro til at sove. Så jeg inviterede Phoebe op i sengen, hvilket hun var meget glad for. Hun kom endda helt op på maven af mig og lå. Med hovedet helt oppe ved mit. Sådan lå vi længe, og hun flyttede lidt senere lidt rundt i sengen. Men hun vil gerne have meget opmærksomhed, når hun er hos mig, så man kan ikke bare lægge sig til at sove. Så japper hun, den lille dame, og kræver :) Men det er dejligt at have hende oppe, så det har jeg nydt. Det trængte jeg til.

Men det betyder også, at i dag bare skal være en stille og rolig dag, hvor jeg ikke skal lave det store. Jeg håber, at min mund har det bedre i morgen, for stressen går lige i tungen (på grund af brændende mund-syndrom). Jeg skal lige have kigget på lidt vasketøj, men det er også det. Jeg vil være klar til at have fødselsdag i morgen, og vil også gå forholdsvis tidligt i seng i aften, så jeg forhåbentlig er mere frisk i morgen. Måske skulle jeg gå en tur i haven og få lidt frisk luft senere. Det kunne måske være rart for mit tunge hoved :)

mandag den 27. maj 2013

Kylling med spicy tomatris og surdejsflute

Nu er det jo sådan, at mit helbred gør, at vi ofte hopper lidt rundt i de samme retter i perioder, fordi der er meget, jeg ikke kan tåle, men jeg prøver at sørge for også ind imellem at sætte nogle dage på madplanen, hvor Christian får lidt andet og mere spændende. Så han ikke altid skal lide under at spise, hvad jeg er nødt til. I sidste uge blev det til en lækker, cremet pastaret med squash, svampe og kylling (som jeg dog også spiste med af), som jeg vil komme tilbage og give opskriften på i et senere indlæg og pulled pork, som jeg nævnte i mit seneste indlæg.

For et par uger siden lavede jeg nedenfor stående ret til ham. Han elsker ris, måske især fordi vi ikke får det så tit, så jeg tænkte, at det lige var noget for ham. Han elsker også stærk mad, og risene er godt krydrede. Jeg lavede halv portion af opskriften til ham, og der var ris i overskud til ½-1 person, så jeg skyder på, at den fulde opskrift kan mætte 2-3 personer. Jeg har lavet retten en del gange før og ved, at folk i gennemsnit spiser 2 (måske 3, hvis man er ekstra sulten) kyllingeoverlår pr. person. Ris mætter jo tungt, og når der også er brød til (jeg serverede surdejsflute som tilbehør), tror jeg ikke, man spiser mere end 2 overlår pr. person.

I den originale opskrift, der er fra Karolines Kogebog, er der også frisk chili i risene, men det har jeg skåret fra, da jeg begyndte at lave den (fordi jeg ikke tålte store mængder chili). I stedet putter jeg (når jeg laver den til Christian, og den skal have lidt ekstra styrke) lidt ekstra sød chilisauce i. Det fungerer rigtig godt, synes jeg :) Den originale opskrift er skrevet til at være til 4 personer, men så langt rækker retten altså ikke, hvis man ikke spiser som en fugl. Den kan maks mætte 3 personer. Der er kun 4 dl ris i retten, og når vi spiser gryderetter herhjemme, spiser vi næsten 3 dl ris til sammen. Så 4 dl rækker altså ikke til 4 personer. Heller ikke selvom der er hakkede tomater mm. i. Jeg har rettet på et par andre ting i retten også, og nedenfor kommer min fortolkning af den :)





Kylling med spicy tomatris og surdejsflute (2-3 personer)

4-6 kyllingeoverlår (2-3 stk pr mand)
2 røde peberfrugter

Tomatris:
2 løg
4 dl basmatiris (andre slags ris kan også bruges)
1 dåse hakkede tomater
½ liter hønsebouillon (½ liter kogende vand + ½ hønsebouillonterning)
2 spsk sød paprika
3 spsk sød chilisauce
2 tsk groft salt
Lidt friskkværnet peber

Derudover:
Godt brød (jeg serverede hjemmebagt surdejsflute til)

Kyllingen brunes på en pande og steger under låg, mens risene tilberedes.

Hak løgene og klargør bouillonen. Svits løg og ris kort i lidt olie eller smør/margarine, til de er klare i farven, og uden løgene bliver brune. Tilsæt hakkede tomater, bouillon, paprika, chilisauce og salt. Lad det hele simre under låg i 12 minutter. Tag derefter gryden af varmen og lad den stå og trække med låget på i 12 minutter yderligere, før risene serveres.

Når kyllingen er færdigstegt (jeg gav min, til risene var færdig med at trække, ca. ½ time - kyllingeoverlår tager ikke skade af lang stegning, da de ikke bliver tørre), krydres med salt og peber, og overlårene tages op på en tallerken og dækkes med sølvpapir. Rens peberfrugterne og skær dem i ikke for tykke strimler (ca. ½ cm). Svits dem i kyllingens pande i skyen, til de bliver bløde og lækre.

Fordel peberfrugtstrimlerne oven på tomatrisene, før de serveres. Server i øvrigt med godt brød til.

Christians tallerken :)


 

Nu har vi snart gang i slutspurten på den stopfyldte måned, som maj har været for os. Der har været noget hver eneste weekend. Vi har da også en sidste ting, vi skal denne uge, hvilket jeg vil vende tilbage og fortælle om i et senere indlæg. I næste uge skal jeg på Holbæk sygehus hos en allergolog til priktest, og så har vi endelig ingenting planlagt derefter. Det betyder, at jeg kan være mindre påpasselig med maden, hvis jeg har lyst, når jeg nu ikke står og skal til en helt masse. Så er der tid til, at maven kan komme ovenpå igen, før vi skal noget.

Det har været en dejlig weekend. Vi har prøvet at lave så lidt som muligt, så mit stressniveau kan komme lidt ned, inden vi skal afsted i denne uge, og det har faktisk været svært. Jeg har i hvert fald måttet holde lidt på mig selv for ikke at gå i gang med en masse eller lige tage i plantecenteret for at se, om de mon har fået basilikum og de andre ting, jeg gerne vil i den nærmeste fremtid. Men det lykkedes. Især i lørdags. Vi havde en fantastisk dag, hvor vi intet (eller jeg ordnede badeværelset, gjorde regninger op og lavede mad, men ellers ikke ret meget andet) lavede. Eller stort set intet. Christian spillede en del på sit spil og var derfor ret afslappet, hvilket smitter, så jeg slappede også af. Vi spiste en lækker middag bestående af en bøf af oksemørbrad med hjemmerørt hvidløgs-persillesmør, sprøde ovnkartoffelbåde, bearnaise og salat, og jeg har sjældent haft det så godt, som jeg havde det lørdag aften. Vi sluttede af med en god film, før vi gik i seng.

Søndag blev der dog lavet lidt mere, for akvariet skulle have skiftet vand. Christian stod for det meste, og jeg ryddede lidt ud i akvarieplanterne, før der kom vand i. Senere gik han i gang med at kigge på havehegnet på terrassen. Sidste weekend var vi jo ude og hente nyt hegn til terrassen, og det kløede i fingrene på Christian for at komme i gang med at sætte det op. Han har fået afmonteret ca. halvdelen af det gamle hegn og sat 3 fag af det nye på. Det er bare superpænt, synes jeg. Det er pilehegn ligesom det gamle, dog uden ombuk i top og bund, og af en bedre kvalitet end det gamle, så vi håber, det holder lidt længere. Vi sluttede søndag af med at se et afsnit af Glee og et afsnit X-files (som vi snart er igennem, hulk!). Det var også en god dag, selvom den ikke var så afslappende som lørdag.

I nat har jeg sovet godt for første gang længe. I hvert fald lige indtil Phoebe kaldte i formiddag. Hun har været ret insisterende og gået og vrælet, men jeg faldt heldigvis i søvn igen efter hendes ca. 15 minutters lange koncert. Vågnede først, da hun kaldte igen, og har vist sovet 9-9½ time i nat. Det var godt nok også tiltrængt. Men jeg kan mærke, at det har gjort en positiv forskel med den gode søvn, for jeg har det bedre i dag. Det er jo dejligt, for jeg skulle gerne have lidt energi til ugens udflugt.

Jeg vil slutte af med et syn, der mødte mig i sidste uge. Det var noget overraskende, for det er ikke noget, jeg har set før. Phoebe vil så gerne have tæt kontakt med drengene, men de er ikke så vilde med at ligge tæt. Nogle gange sniger hun sig hen og prøver alligevel, og i sidste uge lykkedes det, utroligt nok! Måske fordi døren ved siden af kattesengen stod åben og det var en kold dag, så det trak. Så Phoebe blev et varmeskjold for Putte ;) Så kunne hun godt bruges :D Det var i hvert fald sødt, og man var ikke i tvivl om, hvor meget hun nød det, når man så hende ligge sådan der, årh :)

onsdag den 9. januar 2013

Chiligryde med røde bønner

I julegave fik jeg Nikolaj Kirks Mad til Folket, som Christians forældre havde fundet på til mig. Da det er en kogebog primært indeholdende middagsretter, er det nok ikke en, jeg kommer til at bruge så tit, da jeg jo efterhånden ikke kan tåle at spise ret meget, men den giver inspiration til retter, jeg kan gå og hygge mig med at lave til Christian, og det er jeg i gang med i dag. Derudover er jeg jo glad for næsten enhver kogebog (på nær sådan nogle "spis dig slank"-bøger, der bare sender et dårligt signal at give i gave til en, der ikke direkte har ønsket sig sådan en ;)), bare som hyggelæsning, så den var jeg glad for at få :)

Christian kan godt lide stærk mad, så da jeg kom forbi "chiligryde med sorte bønner", vidste jeg, at det var en ret, jeg gerne ville prøve at lave til ham. Lige pt. er jeg sat lidt i skammekrogen madmæssigt, da jeg prøver at sørge for, at min mave har det så godt som muligt til i næste uge, hvor vi skal ud og spise på min fødselsdag, om alt går vel. Så jeg er på en portion lasagne fra fryseren med salat til.

Men tilbage til chiligryden. Jeg har tilpasset den lidt efter, hvad jeg selv syntes, der skulle i, også i forhold til at det kun er til Christian, så der behøver ikke være helt så meget kød i, da opskriften er angivet til 4-5 personer, og Christian skal kun spise det i to dage. Jeg regner dog med at fryse resten ned til en anden god gang til ham, hvis han ikke får spist op :) Jeg brugte røde bønner (kidneybønner) i stedet for sorte bønner i min chili, da vi godt kan lide dem herhjemme og de er nemme at skaffe. Og så brugte jeg 350 g skært oksekød i stedet for 400 g, da det var mængden af kød i den pakke, jeg lige fik med hjem, men til gengæld er der 250 g røde bønner mod 200 g i Nikolaj Kirks opskrift.

Det blev en rigtig god chiligryde, som Christian syntes godt om :) Men den er ret stærk, så man skal ikke have en sart mave eller smagsløg, hvis man kaster sig over den ;) Den er elskere af rigtig stærk mad.
Jeg vurderer, at der er nok mad til ca. 4 personer i nedenstående opskrift, da Christian spiste ca. 1/4 her til aften. Man spiser ikke samme mængde chili som f.eks. en kødsovs pga. styrken af retten.




Chiligryde med røde bønner (ca. 4 personer)

100 g bacon i tern
1 rød pebergfrugt
1 løg
4 fed hvidløg
1 spsk stødt spidskommen
½ spsk stødt koriander
1 tsk oregano
1 tsk tørret, knust chili

350 g skært oksekød (f.eks. gulashkød, bov eller lignende)
2 spsk tomatkoncentrat
1 dåse kidneybønner (eller 250 g kogte)
1 dåse hakkede tomater
Salt
Friskkværnet peber

Tilbehør:
6 dl basmatiris
10 dl vand
Salt

Creme fraice (jeg brugte en 15%, men en federe passer også godt til maden)

Hak løg og hvidløg. Rens peberfrugten og fjern kernerne. Skær den i mindre tern.

Skær kødet ud i mindre stykker (det kan godt være nødvendigt med f.eks. det kød i tern, man køber, det det ofte er kæmpe klumper, det kommer i).

Svits baconen, til den er sprød og hæld det meste af fedtet fra. Tilsæt løg, hvidløg, peberfrugt, spidskommen, koriander, oregano og chili og brun det hele, til grøntsagerne er møre.

Tilsæt kødet og brun det med, til det har fået farve. Tilsæt tomatkoncentraten og brun det med et par minutter. Tilsæt herefter bønnerne og de hakkede tomater. Krydr godt med salt ( jeg brugte vist ca. 1½ tsk groft salt) og peber.

Lad retten simre under låg i ca. 1 time. Smag herefter retten til med salt, peber og evt. chili. Server straks.

Risene:
Da jeg startede med at koge ris for mange år siden, gjorde jeg som min mor og brugte ris i kogeposer. Jeg har dog altid syntes, at det var møgbesværligt, og da jeg er god til at komme til skade på hvad som helst, brændte jeg mig ofte på poserne, når de skulle have hældt vand fra og klippes op. 

Da jeg blev mere erfaren i køkkenet, kastede jeg mig i forbindelse med asiatisk mad over basmatiris. De dufter bare skønt, og jeg har siden ikke brugt andet, heller ikke til mine almindelige gryderetter som chiligryde eller sammenkogt. De smager rigtig godt, og meget bedre end almindelige kedelige hvide ris i min mund. Og jeg fik lært at koge ris uden kogepose og uden der skulle hældes vand fra. I dag er der næsten intet, der er nemmere, så aldrig mere kogeposer! :)

Hæld vandet i en gryde. Når den koger, tilsættes salt (ca. 2 tsk plejer jeg vist at bruge). Herefter hældes risen i. Sæt et minutur på 10 minutter og skru ned for varmen (jeg skruer ned på 2). Når det ikke voldkoger, lægger du låget på.

Når uret ringer, tager du gryden af og lader den stå og trække med låget på i yderligere 10 minutter. Herefter er risene klar til at servere, og der skal ikke hældes vand fra eller noget :) Server sammen med chilien.

Rør evt. creme fraicen lidt igennem med en ske, så den er lidt mere flydende, inden den serveres.

Chiligryde og letrørt creme fraice.

Christians tallerken.



I dag var det egentlig meningen, at Christian skulle have været i fotoklubben, men han har valgt at blive hjemme, fordi de sidste dage har været ret hårde for os. Så han trænger til noget ro. Mandag blev en lang dag, som jeg skrev sidst, da vi kom så sent ud at handle, så det meste af aftenen forsvandt der.

I går ordnede vi lidt herhjemme, da Christian kom hjem, for her så lidt kaotisk ud oven på vores influenza, og hans veninde skulle op og låne noget kameraudstyr. Og jeg har det ikke godt med, at her ser for rodet ud, når der kommer nogen. Det er jo lidt noget pjat, for jeg ved jo godt, at alle andre mennesker sandsynligvis også lever med en smule rod, men det er særligt svært for mig, fordi jeg går hjemme. For så tænker jeg, at det forventes (af andre), at så ser her altid spotless ud, fordi jeg jo har så meget tid til at ordne alt. Sådan fungerer det bare ikke, for jeg går jo hjemme, fordi jeg er syg, og jeg har ikke kræfter til at klare alt. Og når jeg har en dårlig periode, er det svært nok bare at få børstet tænder og få noget at spise. Min energi er meget begrænset, og i de dårlige perioder er den næsten ikke-eksisterende.

The Spoon Theory/Ske-teorien
Christian fortalte mig i går om noget, han havde læst på nettet; The Spoon Theory. Det er en teori - eller historie om man vil - lavet af en kvinde med en kronisk sygdom, der bruger denne teori til at forklare, hvordan det er at være kronisk syg. Jeg vil anbefale jer at gå ind og læse den på ovenstående link. I grove træk handler den om, hvordan hun forklarer sin veninde om, hvordan hendes dage er at komme igennem. Hun bruger skeer til at symbolisere en samlet mængde energi, hun har til rådighed til en hel dag, hvor raske mennesker har en ubegrænset mængde skeer/energi. Her har kvinden kun 12 skeer at gøre godt med. Og hver eneste ting, hun skal foretage sig i løbet af dagen - lige fra at stå op, gå bad, tage tøj på og spise mad - koster en ske. Derfor må hun planlægge sin dag, for at skeerne kan slå til. En dag har hun f.eks. kun én ske tilbage, før hun har lavet mad, så hvis hun vælger at lave mad, har hun ikke "råd" til at ordne gryderne efterfølgende. Og spiser hun ude, har hun ikke energi til at køre sikkert hjem derfra.

Der er en utrolig rammende teori, der passer på mange af os med kroniske sygdomme. Jeg føler i hvert fald, at den rammer 100% plet. Da jeg ved, at ikke alle derude er lige habile engelsklæsere, har jeg fundet teorien oversat her: Ske-teorien. Jeg har mine egne udfordringer, der hænger sammen med de sygdomme, jeg kæmper med, som ikke er helt ligesom lupus, som Christine skriver om i teorien, men som koster lige så meget energi. Så jeg blev egentlig ret glad for at støde på den teori, for den forklarer det, så andre kan forstå det, synes jeg.


Anyway, så fik Christians veninde lånt udstyret, og vi fik også spist lidt mad bagefter, Christian og jeg. Vi skulle kigge på akvariet, for det bliver ved med at give os problemer. Vi valgte at skifte vand og filtre i går, hvilket vi gik i gang med lige efter maden. Eller det var primært Christian, for jeg var meget træt. Da han var ved at være færdig, opdagede han til vores store rædsel, at vores store gurami-hun var meget dårlig :( Hun har set lidt sølle ud på det sidste, men ikke så vi troede, der var noget galt, men nu kunne hun bare næsten ikke svømme. Efter at have konfereret med et sygdomsleksikon, kunne vi konstatere, at hun nok havde fået bugvattersot :( En meget frygtet fiskesygdom.

Vi gjorde et desperat forsøg på at redde hende ved at bade hende i koncentreret medicineret vand, men det var allerede for sent. Hun havde ikke kræfterne til at få det bedre, og et par timer senere måtte vi desværre gøre det eneste rigtige og aflive hende :( Puha det var hårdt. Det kan godt være, at det "kun" er fisk, men man bliver altså knyttet til dem alligevel. Især individerne, f.eks. de store fisk. Derfor gjorde det bare rigtig ondt, at vi ikke kunne gøre noget for hende.

Oven på alt postyret var der ingen tid tilbage af dagen, og vi skulle gøre klar til at gå i seng. Så endnu en dag, hvor vi ikke havde fået siddet og slappet af sammen. Spændingerne af hele dagen havde i den grad sat sig i nakken og hovedet på mig, så jeg havde mange smerter, da vi gik i seng. Jeg var så heldig, at Christian brugte sin sidste energi på at massere mig, hvilket lindrede lidt, så jeg kunne sove.

Har sovet uroligt i nat og været vågen mange gange, så jeg er ret træt i dag. Men fik da en positiv nyhed, at Ozzy ikke bløder mere, hvilket Christian kunne konstatere i morges, da han så, Ozzy var i bakken. Så det er jo fantastisk. Vi håber, det varer ved, så han slipper for at skulle have flere piller lige nu. Men det er bare en dejlig nyhed! :)

Nu vil jeg stoppe igen, for vi vil til at lave et eller andet sammen. Måske se en serie eller noget. Det trænger vi til.