Viser opslag med etiketten grill. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grill. Vis alle opslag

torsdag den 10. september 2015

Saltbagte kartofler med basilikum-hvidløgsdip, grillede grøntsager og barbequemarineret svinemørbrad

Inden længe fylder bloggen 4 år, og i den anledning kommer der snart en lille giveaway her på bloggen, så hold øje :) Forstår ikke, at det allerede er 4 år siden, jeg startede bloggen her, men der er jo sket meget i mellemtiden, og der er blevet lavet masser af mad, både kendte klassikere og nye opskrifter.

Noget nyt får I også i dag, for jeg har for nylig stiftet bekendtskab med saltbagte kartofler. Jeg fik en dag lyst til at prøve noget nyt og nemt med kartofler, og kom i tanke om, at man jo altså kan saltbage dem. Det har jeg dog aldrig prøvet før, så jeg lurede lidt på, hvordan man egentlig skulle gøre. Jeg kunne se, at kartoflerne bare skal vaskes, dækkes med salt og så bages. Det er virkelig nemt. Og resultatet er supergodt. Kartoflerne får en helt anderledes fast konsistens, som jeg er helt vild med, og de bliver på ingen måde for salt, selvom de er bagt i en enorm mængde salt.

Jeg opfandt en lille dip til, som helt sikkert vil blive lavet igen herhjemme, for det smagte virkelig godt til kartoflerne. Basilikummen og den lille smule hvidløg i yoghurten er perfekt tilbehør til kartoflerne.
Jeg støvede derudover et par gode, gamle opskrifter af, da jeg lavede en grillet salat til (dog uden squash denne gang, da det bare skulle være et lidt let tilbehør), samt barbequemarinerede mørbradbøffer. Alt i alt blev det et virkelig godt måltid, som jeg nød rigtig meget. Det er en rigtig sommermenu, som jeg vil huske på, når vejret bliver koldt og trist, og man trænger til et indspark af noget sommerligt. Det er dog sol og lunt i vejret lidt endnu, selvom sommeren officielt er forbi, så der er stadig tid til at nyde retten i sin storhedstid. Smid gerne mørbradbøfferne på grillen, det bliver de bestemt ikke værre af. Salaten kan også laves på havegrillen. Maden kan dog også sagtens laves indenfor i køkkenet, hvilket jeg gjorde denne gang.

Vi har, siden jeg lavede retten herunder, fået saltbagte kartofler en del gange. Det smager simpelthen så godt. Jeg har dog fundet ud af, at der er forskel på, hvor hurtigt de bliver færdige, så hvis kartoflerne ikke er mini-mini, ville jeg give dem 40-45 minutter i ovnen, bare for en sikkerheds skyld.

Den færdige ret. Basilikumdippen kan lige anes nede foran.




Saltbagte kartofler med basilikum-hvidløgsdip, grillede grøntsager og barbequemarineret svinemørbrad (2-3 personer)


Saltbagte kartofler:
600 g minikartofler
Ca. 800 g groft salt

Vask kartoflerne grundigt uden at skrælle eller pille dem. Fordel lidt groft salt i bunden af et lille fad. Fordel kartoflerne i fadet og hæld resten af saltet over, så kartoflerne er dækket af salt. Bag kartoflerne midt i ovnen ved 200 grader i ca. 30-45 minutter. Stik i dem med en kniv og tjek, om de er færdige. Helt små kartofler skal have 30 minutter, lidt større minikartofler har bedst af at få lidt længere tid.

Pil kartoflerne ud af saltskallen og børst det værste saltlag af. Server med det samme.



Basilikum-hvidløgsdip:
200 g græsk yoghurt (10%, brug for guds skyld ikke en fedtfattig)
1 potte frisk basilikum
½ fed hvidløg (eller 1 lille)
Salt

Skyl basilikummen godt og ryst/klem vandet fra. Hak det fint. Rør det sammen med yoghurten og smag til med salt. Pres til sidst hvidløget ned i dippen. Smagen af hvidløg skal ikke være gennemtrængende, og derfor skal der kun bruges ½ fed i dippen. Husk i øvrigt, at hvidløgssmagen bliver kraftigere, jo længere dippen trækker, og at salt også gør smagen af hvidløg mere gennemtrængende. Smag derfor dippen til med salt, før du putter hvidløget i.

 


Grillede grøntsager:
1½ rød peberfrugt
1 bundt grønne asparges
Lidt olie
Groft salt
Friskhøvlede parmesanflager (eller frisk, groftrevet parmesan)

Hvis grøntsagerne laves indenfor: Rens peberfrugterne og del dem i store stykker (hver peberfrugt kan deles i tre store dele). Tryk hver del flad. Bag peberfrugterne i ovnen det sidste kvarter sammen med kartoflerne (brug bagepapir). Tag dem herefter ud og gril dem hurtigt færdige på en grillpande med lidt olie på.

Bræk den nederste del af aspargeserne. Når peberfrugterne er taget af grillpanden, fordeles aspargeserne på grillpanden. Grill dem nogle minutter og vend dem derefter. Tag dem af, når de har fået en lidt mere intens mørk farve og stadig har bid.

Del peberfrugten i brede strimler og fordel dem sammen med aspargeserne på en tallerken. Drys med groft salt og parmesanflager.


Barbequemarinerede mørbradbøffer
1 svinemørbrad
Ca. ½ flaske færdig barbequesauce

Puds mørbraden af for sener og fedt. Fjern bimørbraden. Skær mørbraden i tykke skiver og pres dem let flade. Put dem i en frysepose sammen med barbequesauce. Vend det hele godt rundt og lad det trække i køleskabet i min. 4 timer.

Mens grøntsagerne steges på grillpanden, steges mørbradbøfferne på en anden pande. Til sidst, når grøntsagerne er færdige, kan du lige give mørbradbøfferne en hurtig tur på grillpanden. Så får de sådan nogle flotte grillstriber. Alternativt kan de selvfølgelig grilles på en grill ligesom grøntsagerne :)



Kartoflerne vaskes og lægges i et fad med salt. Bages møre i ovnen.

Basilikum-hvidløgsdippen.

Så er der serveret.



Jeg glæder mig rigtig meget til at lave endnu en giveaway. Synes, det er så hyggeligt, så jeg håber, der er en masse af jer, der har lyst til at lege med :) Og så er det jo også en måde at fejre bloggens fødselsdag på. Det er som altid mig selv, der står for indkøb af gaven, så der er ingen firmaer involveret. Det er min gave fra mig til jer.

Det går stille og roligt fremad med Ozzy. Hans humør er for opadgående, heldigvis, selvom han er deprimeret over at være lukket inde. Det går også langsomt fremad med hans indtag af tørkost, selvom han endnu ikke helt har fundet fidusen omkring selv at samle knaserne op med munden. Men det kommer forhåbentlig snart. Vi er også på vej mod sidste smertestillende pille, hvilket både er godt og skidt. Det er skræmmende, at han ikke længere skal være smertedækket, men også godt at jeg ikke længere skal give ham piller, for han gider virkelig ikke. Ofte må jeg bruge, hvad jeg har valgt at kalde "hvæse-metoden", hvor jeg kyler pillen ind i gabet på ham, når han hvæser af mig :-3 For når han først har bestemt sig for, at jeg ikke må røre ham, så er der ingen anden måde, jeg kan få givet ham den på. Heldigvis virker metoden 90% af tiden.

Jeg har også fået skrevet til huddyrlægen, så vi må se, om hun har lyst til at give os et par råd med på vejen omkring soleksponeringen af hans forbrændte, nu arrede næse. Det håber jeg, hun vil, men der er jo ingen garanti. Sådan noget er en forretning for dem, så det er langt fra sikkert. Desværre er det ikke helt nemt at komme forbi klinikken med ham, da den ligger 1½ times kørsel herfra. Det vil jeg helst ikke udsætte ham for lige foreløbigt med alt det, han lige har været igennem. Vi må se.

Ellers er jeg begyndt at se frem mod weekenden. Glæder mig til at have lidt mere selskab herhjemme og hjælp til Ozzy. Satser på, at vi skal have en stille og rolig weekend med lidt god mad, film og afslapning. Det trænger jeg i hvert fald hårdt til. Hvad skal I andre mon lave i jeres weekend?

Det er blevet tid til lidt at spise, så nu vil jeg stoppe, men hold øje med bloggen og bloggens Facebookside, hvis du er nysgerrig for at se, hvad jeg har fundet på i år, for snart vil giveawayen blive slået op her på bloggen og delt på Facebook :)

tirsdag den 23. juni 2015

Forberedelser

Lørdag nærmer sig med raske skridt, og jeg løber efterhånden ret hurtigt for at nå at blive klar. På lørdag skal vi nemlig fejre Christians 40 års fødselsdag med familien, og vi har valgt at invitere ind til et grillarrangement i haven. Desværre ser vejret ikke ud til at synes, at det er en god ide, for det ser ud til at skulle blive regnvejr! >:-( Og ikke ligefrem sommervejr i temperaturerne heller, ih! Man skulle ellers tro, at når man planlægger en grillaften i slutningen af juni, så kunne man i det mindste være sikker på, at temperaturen mindst var omkring 20 grader, men sådan ser det altså ikke ud. Vi lader os dog ikke slå ud af hverken regn eller kulde, for vi har heldigvis plads indenfor, selvom vi bliver mange mennesker. Jeg håber dog, at vejrudsigten ændrer sig i løbet af de næste dage, så vi får mulighed for at sidde ude på lørdag. Det er bare lidt mere hyggeligt.

Hele weekenden brugte vi på at ordne udenfor. Og der ser virkelig flot ud nu. Men det var et kæmpe, opslidende arbejde og har gjort, at jeg hænger noget i bremsen nu og slet ikke har energi til alt det, jeg skal nå i den her uge :( Det er virkelig træls. Så jeg har det ikke så godt i de her dage. Men jeg har jo en masse, der skal nås, så jeg kan ikke bare slappe af og samle energi. I går fik jeg rengjort vores indkøbte køleskab, vasket en masse tøj og ordnet et værelse, så min far og Marianne kan overnatte her i weekenden. Mht. køleskabet er jeg spændt på at se temperaturen dernede i dag (det står i garagen), for det var skruet op på 4 af 5, efter det blev tilsluttet, og kølede kun ned til 6 grader :-s  Efter jeg har gjort det rent, er det skruet helt op på 5, så jeg håber, det det har givet de sidste grader nedad. Ellers må det primært blive brugt til drikkevarer og ting, der ikke er supersarte over for lidt højere temperaturer.

I dag regner jeg med, at jeg skal have bagt kage til kaffen og også have købt lidt ind. Pga. friskheden af visse grøntsager skal vi dog handle igen senere på ugen, men måske får Christian så lov at klare det. Vi er jo heldigvis to til at forberede, men det bliver mest mig, der står for maden. Han har dog fået lov at lave salaten, og så regner jeg med, at han laver en del af de praktiske forberedelser, f.eks. rengøringen.
Fredag bliver den helt store forberedelsesdag. Jeg skal have lavet al tilbehør, eller næsten alt, og have færdiggjort desserten. I løbet af dagene skal vi også have havemøblerne flyttet ind i haven og givet dem en omgang, efter de har stået i garagen. Vi må jo være forberedt på at sidde ude, hvis vejret skulle blive til det.

Det er begrænset, hvor meget jeg får fotograferet lige nu, men fangede sidst et billede af det her ret interessante motiv. Det er en
lyserød valmue uden kronblade. Synes, at midten ligner en søstjerne. Christian mente, at blomsten i det hele taget lignede
fyrværkeri. Det kan jeg godt se, nu han siger det :)



Det kunne ellers have været dejligt med et par rolige dage. Jeg hænger noget i bremsen pga. arbejdet i weekenden og udsigten til alt det, jeg skal nå, hvilket i går fik stressen til at stikke sit grimme hoved frem. Sad med hjertebanken, angst og svimmelhed hele aftenen, mens vi prøvede at slappe lidt af. I nat kunne jeg heller ikke sove. Lå i tre timer, før det lykkedes. Mit hoved kører i højt gear, og jeg har svært ved at finde ro til at sove og slappe af. Lå med totalt tankemylder omkring de praktiske ting, jeg skal nå, og hvordan jeg mon bedst gør det ene eller det andet. Det er pisse irriterende, ærlig talt! Så jeg er træt i dag. Men skal jo i gang. Jeg glæder mig dog rigtig meget til på lørdag og også til at skulle i gang med at lave al maden. Hvad min krop og psyke kan holde til, hænger ikke sammen med lysten. Slet ikke. Der er mange ting, jeg gerne vil og glæder mig til, som gør mig skidt tilpas og stresset. Sådan er det vist bare...

Der har i det hele taget været meget at tænke på og lave de sidste måneder, så jeg får ikke lavet så meget andet. Får ikke lavet så meget nyt til bloggen og kommer ikke rigtigt ud med kameraet. Der er simpelthen ikke overskud til noget. Madlavningen holdes også så nem som mulig, da energien og lysten ikke er ret stor til at stå i køkkenet. Jeg håber, at den kommer tilbage igen, når der er lidt mindre at se til, så jeg kan komme ud med kameraet igen og også få lavet lidt nyt og spændende på køkkenfronten.


I lørdags fyldte Phoebe 3 år. Synes, at tiden flyver afsted. Kan ikke forstå, at hun snart har boet 3 år her hos os. Og så alligevel, for man kan ikke forestille sig livet, uden hun er her hos os. Hun er en sød, sjov og dejlig kat, og meget mors mis. I går nat var hun oppe og ligge i arm i over en time midt på natten. Det betyder dog oftest, at jeg så heller ikke sover i det tidsrum, men det er nu hyggeligt alligevel. Så kommer hun op og pippe-kurrer og kræver en masse nus. Tit vil hun også op og ligge helt oppe i fjæset på mig, gerne helt oppe på brystkassen :D Da vi ledte efter en ny ven til drengene, efter vi mistede Mille i 2012, fik vi at vide, at vi ikke skulle forvente, at en maine coon var en skødekat. De vil gerne ligge ved siden af eller i nærheden, men sjældent på skødet. Det er der så ingen, der har fortalt Phoebe. Hun er en udpræget skødekat, når hun selv vil. Så kommer hun og kaster sig ned på mig <3 Christian kan godt bruges ind imellem, men det er oftest mig, hun ligger hos. Hun har lige været og ligge lidt hos mig her i sofaen. Nu er hun dog gået i sin elskede papkasse for at få en eftermiddagslur.

På sin fødselsdag fik hun lidt ekstra lækkerier og en hjemmesyet katnippose, som gjorde stor lykke. Vi kan jo ikke helt lade være med at fejre dem, kattene. De er jo vores pelsbørn, og nyder lidt ekstra guf og den slags, selvom de ikke aner, at det er deres fødselsdag. Så det er mest for vores egen skyld. Jeg skal også hente en fødselsdagsgave til hende i Maxizoo, da jeg er medlem af Poteklubben, og man der får en gratis gave til dyret på dets fødselsdag (hvis man har registreret dem og fødselsdagen). Er spændt på, hvad det er :) Er dog ikke noget, jeg har nået endnu, men det kan vist nås inden for en måned, så det går nok.

Christian med Phoebe som killing, før vi fik hende hjem.

Phoebe er med til at spille brætspil i haven.

Phoebe på sin favoritudkigspost på havens klatretræ sidste efterår.

Herfra kan man sidde og kigge på (og snakke til) fuglene i buskadset lige ved siden af.

Katte-kærlighed sidste sommer. Phoebe er rigtig glad for Ozzy. Han er også glad for hende :)

Smukke Phoebe midt i alle blomsterne i haven sidste sommer <3



Nu vil jeg stoppe for i dag, for jeg skal have lidt at spise og så i gang med dagens opgaver. I aften står menuen på nogle stegte pølser (bare på panden, for det er nemmest) med bagte kartofler og salat. Det er da lidt st. hans-agtigt, trods alt. Tror dog ikke, vi skal ud og se bål. Elsker ellers midsommervisen i dens originale udgave (ikke Shu-bi-dua), men måske kan man være heldig at fange den på tv. Vi må se. Vil ønske jer en rigtig dejlig st. hans-aften :)

torsdag den 18. juni 2015

Skinkeculotte med nye danske kartofler, asparges og nektarinsalat

Det er sommer, selvom man ikke kan se det på temperaturerne og vejret generelt lige nu, og det lægger op til lidt lettere mad i de danske hjem. Traditionel, solid dansk kost er noget, der hitter på middagsbordene rundt omkring, selvom mange nok helst ikke indrømmer, at de ofte vil foretrække stegt flæsk med persillesovs frem for et sundere og smartere alternativ som f.eks. sushi og hvad der ellers måtte hitte i madverdenen i dag. Dog er brun sovs og kartofler noget, der særligt hører til i de koldere sæsoner, da maden kan ligge lidt tungt i maven, men sådan behøver det ikke være.

Vi er herhjemme glade for flæskesteg med hele svineriet, og jeg laver en virkelig god, brun sovs. Sådan en, der skulle skydes ind direkte i åren, hvis det ikke var, fordi den smager så godt :D Perfekt stegte, magre udskæringer som f.eks. svinekamme kan være noget af det bedste. Til gengæld ligger det ret tungt i maven med det traditionelle tilbehør, så når det er forår og sommer, laver jeg det sædvanligvis med andet tilbehør. Inden for de sidste år har jeg opdaget skinkeculotten, som er et super godt alternativ til svinekam, når man ikke lige går efter de sprøde svær på toppen. Den kræver dog, som med okseculotte, at man skærer den korrekt, men det er faktisk ret nemt. Vend den på hovedet og tjek, hvor fibrene går i den. Skær på tværs af disse. :)

På trods af at brun sovs ofte ses som et vinterfænomen, kan den udmærket kombineres med sommerligt tilbehør. Jeg laver gerne sovs ud af skinkeculotten eller svinekammen, selvom tilbehøret er mere sommerligt og let. Vi elsker nye, gerne danske, asparges. De smelter på tungen og passer super godt til en klat god, brun sovs. Det samme med nye danske kartofler. Det er dog mest mig, der elsker dem herhjemme, men Christian spiser dem. En tredje ting, der er to die for som tilbehør, er nyopgravede gulerødder med top, som skrubbes og koges kort tid i vand tilsæt lidt salt og en god klat smør. Uhm! Det var dog ikke muligt at opstøve det, da jeg lavede retten sidst, så vi nøjedes med lidt almindelige, nye gulerødder. Som tilbehør lavede jeg denne gang en helt simpel og let salat bestående af et par håndfulde blandede salater, bl.a. babyspinat i forskellige farver og rucola, lidt strimler af gulerod samt både af nektarin. Man kunne også bruge fersken, det gør ikke den store forskel. Det giver et godt, syrligt modspil til fedmen af sovs og steg (fedtkanten, for ellers er stegen ret fedtfattig). Det er helt sikkert en kombination, der kommer til at gå igen herhjemme. Det smagte skønt til, og var meget simpelt at lave. Og så er jeg en sucker for flotte farver i maden, og den her salat er smuk :)

Da skinkeculotten er en meget fedtfattig udskæring som svinekammen, fås det bedste resultat ved at bruge stegetermometer. Det kan ikke undværes, hvis du spørger mig. De er dog heldigvis så billige i dag, at man næsten får dem smidt i nakken. Pt. har vi et billigt, trådsløst, der måske har kostet lige over 100 kr på tilbud. Det virker glimrende. Med stegetermometret kan du lave en perfekt stegt steg. Herunder får du opskriften på den lækre skinkeculotte og tilbehøret :) Opskriften er angivet til to personer, men der er mad i stegen til i hvert fald to dage, afhængigt af størrelsen på din steg, så nyd resterne kolde dagen efter, da de også her smager super skønt!





Skinkeculotte med nye danske kartofler, asparges og nektarinsalat (2 personer)

1 skinkeculotte

Et par håndfulde nye danske kartofler
½-1 bundt danske asparges (udenlandske kan gå an, men de danske smager bedst)
2-3 store gulerødder

Til sovsen:
Sovsekulør
Lidt mel til opbagning
Piskefløde
Salt og lidt sukker

Nektarinsalat:
Et par store håndfulde blandende salatblade (gerne babyspinat og rucola)
1 stor gulerod
1 flot, moden nektarin

Start med at klargøre skinkeculotten. Rids den på kryds og tværs gennem fedtlaget uden at skære ned i kødet. Krydr stegen godt med salt. Sæt et stegetermometer ind midt i stegen og læg den i et ovnfast fad, der er lidt større end stegen. Hæld vand i bunden, så det står et par cm om af siden. Sæt stegen midt i en 200 grader varm ovn og lad den stå her, til den har nået en kernetemperatur på 65 grader. Hvor lang tid, det tager, kommer an på stegens størrelse. Men regn med 30-45 minutter (og hertil kommer hviletiden). Tag herefter fadet ud og flyt stegen over på et spækbræt, hvor den skal stå utildækket og trække, mens sovsen laves.

Pil kartoflerne og skræl gulerødderne. Del evt. gulerødderne i mindre stykker (ikke på langs, så de bliver meget tynde, bare på tværs, så de bliver mindre, tykke stykker). Put begge dele i en gryde og put vand i, så det netop dækker grøntsagerne. Tilsæt et godt skud salt og kog grøntsagerne, til kartoflerne er møre. Alt efter størrelse vil det tage 10-15 minutter. Klargør imens aspargeserne. Skyl dem og bræk den træede ende af. Når kartoflerne er møre, puttes aspargeserne i gryden og koger med nogle minutter. Endelig ikke for længe, for så mister de deres bid.

Til salaten skylles salatbladene og fordeles på en tallerken eller et lille fad. Skræl guleroden og skær den i hent tynde strimler med skrælleren. Rul dem let sammen. Skær nektarinen over og fjern stenen. Del den i mindre både, som fordeles på salaten sammen med gulerodsstrimlerne.

Mens stegen trækker, hældes skyen over i en glasskål. Tilsæt lidt kulør og rør rundt. Si fedtet, der ligger på toppen, fra over i en gryde. Varm det op og tilsæt en smule hvedemel lidt ad gangen, så det bliver til en tyk grød. Er det begyndt at klumpe, så panik ikke. Tilsæt skyen lidt ad gangen og pisk kraftigt, mens det koger sammen. Når massen er mere flydende, kan du på én gang putte resten af skyen i. Smag til med piskefløde, salt og en nip sukker. Det er svært at sige hvor meget fløde, der skal i sovsen. Det er nok en smagssag, men den kan godt rumme noget. Giv til sidst lidt sovsekulør, så sovsen får den rigtige farve. Er sovsen ikke tyk nok, kan du røre lidt maizenamel ud i koldt vand eller fløde og røre det i under piskning i den kogende sovs. Det tykner dog meget, så tilsæt meget lidt ad gangen.

Skær stegen ud i tynde skiver. Tjek bag på stegen, hvordan fibrene går. De kan "skilles lidt ad", hvis du trækker forsigtigt i kødet med et par gafler. Skær stegen på tværs af fibrene.Server straks den lune steg.






Det var en virkelig skøn steg, som jeg stadig drømmer om, ikke mindst nu jeg ser billederne igen. Uhm! Det er desværre ikke så meget, jeg får gjort i køkkenet for tiden, da overskuddet ikke er så stort og heller ikke lyst til at lave mad. Men vi får da noget at spise. Pt. bruger jeg en del krudt på at forberede grillfesten, vi skal holde næste weekend. Håber virkelig, at vejret arter sig. Tjekker DMI jævnligt, men det bliver man ikke meget klogere af. Temperaturerne har svinget mellem 12 og 18 grader i udsigten gennem den sidste uge :| Håber, det bliver en behagelig aften, vejrmæssigt.

De sidste dage har jeg forberedt desserten, som bl.a. bliver min hjemmelavede strawberry cheesecake ice cream, en af Christians absolutte favoritter. Det er jo hans fødselsdag, så jeg prøver at lave ting til den aften, som han elsker :) Jeg har for længst lavet en stor plan over al maden, og har også fået købt en del ind. Nu er jeg jo igen selvkørende, så jeg har brugt en hel eftermiddag på at handle de lidt mere holdbare ingredienser ind for nogle dage siden. På den måde er det jo ekstra godt, at jeg har fået bil igen, da det minimerer Christians stress. Før i tiden måtte vi jo ud sammen, men nu klarer jeg en del selv. Det er dog ret hårdt for mig at være afsted selv flere timer i myldretiden, så jeg tror ikke, det er noget, der sker hver uge nødvendigvis, men det er jo dejligt for ham, når jeg kan tage lidt over :)

Jeg er ud af den "skole", der hedder "hellere for meget end for lidt", når det gælder mad, så jeg forestiller mig, at vi kommer til at stå med mange rester. Jeg har dog skåret nogle ting ud af menuen, fordi der simpelthen blev for meget. Vi bliver 13 mennesker, hvilket er noget mere end til de sædvanlige fødselsdage. Lige nu prøver vi at få det til at hænge sammen logistisk. Vi kigger efter at låne en stor grill, og ellers køber vi en, og senere i dag skal vi ud og kigge på et ekstra køleskab, brugt, som skal stå i garagen. Håber, det fungerer, som det skal. Der kommer til at skulle opbevares meget i køleskabet, så vi har ikke plads i vores sædvanlige. Så tingene er så småt ved at falde på plads :)

Strawberry cheesecake ice cream. Vi glæder os til at spise den næste weekend. Christian har dog prøvesmagt og godkendt,
før isen blev frosset helt færdig i fryseren :)



Det er dog ikke gået helt smertefrit under produktionen af isen, for mit uheldige (klovn-) gen viste sig i går under isproduktionen. Skulle skynde mig i fryseren med en portion is og endte med at få en aftagelig plastiklåge ned over foden, så jeg stod med et blødende sår. I dag er tåen noget blå. Det var ikke det eneste uheld den aften, for da jeg var på vej i køkkenet, gjorde det pludseligt ondt i min ankel. Tog sokken af og så en sort plet. Troede faktisk, at jeg var kommet til skade uden af vide det, for det sker så tit, men Christian kunne se, at det var en flåt! :o Er aldrig før blevet bidt af sådan en, men har i tidligere omgangskreds kendt to, som hhv. døde pga. meningitis efterfølgende og en anden, som blev hjerneskadet, så jeg tudede som pisket, mens Christian fjernede den. Han var vældig sød og trøstende, selvom jeg lige havde drillet ham med, at han lød lidt ekstra sølle, da han snakkede med sin mor i telefonen, hvor hun spurgte, om han stadig ikke var rask (han har gået med hoste og mistet stemme i flere uger nu, men det er ved at blive bedre, lyder det til). Så kan jeg lære det! :-3 Han fik heldigvis flåten ud med alle dele.

Der var en del hævelse og rødme omkring bidet, men rødmen blev lidt mindre, inden vi gik i seng. Her til morgen er det røde område vokset til større end en femkrone. Jeg har haft fat i lægehuset og snakket med sekretæren. Det er stadig tidligt i forløbet, så forhåbentlig er det bare en voldsom lokalreaktion. I hvert fald blev vi enige om, at jeg ser tiden lidt an, og ellers ringer jeg og snakker med lægen om morgenen. Jeg reagerer slemt på myggestik, så jeg håber, det bare er en overreaktion fra min krops side. Imens prøver jeg så at holde angsten i skak. Det er ikke sjovt at have angst med på sidelinjen i sådan en situation. Der er heldigvis ikke så stor risiko for, at der er noget galt efter bidet, men jeg er ikke kendt for ligefrem at være heldig, så der bliver holdt øje og trukket vejret dybt. Forhåbentlig lægger rødmen sig i løbet af weekenden.

Vi er i uge 4 med Ozzys behandling med interferon nu. Desværre har han stadig ondt, når han gaber. Som jeg fortalte i mit sidste indlæg, er det gået ned ad bakke med hans appetit. Hen over weekenden begyndte det at blive helt grelt. Jeg har haft givet ham kattemalt, for det virkede til at kunne være en forstoppelse, men det lod ikke til at virke. Han fik også vådkost som et ekstra væsketilskud. Det virker til, at der er kommet hul igennem igen. I hvert fald er hans appetit pludselig blevet noget større, og han virker også til at være mere glad. Nu kommer han igen over 50 g tørkost om dagen, og de sidste to dage har han spist så flot. Vi håber, at det fortsætter. I næste uge skal vi evaluere den første måneds behandling med Tanddyreklinikken. Er spændt på, hvordan det ser ud. Vi har ikke kigget ham i munden endnu.

Der sker dog lidt ud over kat og festforberedelse herhjemme for tiden. I søndags var vi i Tivoli for at se Mark Knopfler, hvilket var en del af Christians 40 års fødselsdagsgave fra mig (inkl. den nye cd). Vi havde en rigtig hyggelig tur, og musikken var fin. Der var også nogle af de gamle Dire Straits-klassikere, som Christian er meget glad for. Mens vi var afsted, var hans forældre oppe og "baby-sitte" kattene. Det sætter vi stor pris på, og jeg er sikker på, at kattene også gør. På den måde kan de komme lidt i haven, mens vi er væk.

Nu må jeg vist hellere stoppe romanen, for jeg skal have lidt at spise og i gang med dagens opgaver. Dagen står også på valg, i hvert fald skal vi op og stemme. Håber, valget falder ud til den rigtige side (i mine øjne - vi er ikke enige om, hvilken side det er herhjemme, selvom vi er ret enige på mange områder). Vi må se. Derudover skal vi jo ud og kigge på køleskab. Håber sådan, at det kan bruges, for det er lige om hjørnet, fra hvor vi bor, det står, og det er billigt! Så er noget spændt :)

onsdag den 10. juni 2015

Crazy catlady-gear 2014

Det her er et indlæg, der har været lang tid undervejs. Det handler nemlig om tilføjelsen af crazy catlady-gear til min samling i 2014 :) Nu er det jo efterhånden længe siden, det var 2014, men der er sket meget det sidste år, så jeg har ikke fået samlet mig om at få snuppet billeder af det indtil for nogle måneder siden. Vi er efterhånden snart halvt igennem 2015 (synes virkelig, at tiden flyver), så det må være på tide at få skudt det indlæg af ;)

Vi er begge ret kattegale herhjemme og har huset fyldt med kat. Vi har jo, som I ved, to katte pt., og deres tilstedeværelse i huset er til at få øje på. Hvert rum har noget katterelateret, f.eks. utallige kradsetræer, legetøj og senge. Men kattegalskaben kommer også til udtryk på andre måder. Jeg har f.eks. en fin, udskåret karton-kat hængende i et vindue i stuen. Den har min veninde, Christina, lavet til mig for en del år siden nu. Derudover har vi en del kattefigurer, kattekopper, billeder osv. Det er ikke noget, der som sådan har taget overhånd og fylder alt, men det er til at få øje på, at vi er glade for katte :) En stor del af de her pynteting er nogle, som vi har fået af Christians forældre. De er selv ret glade for katte, og kan ikke stå for sådan en fin figur eller kop. Vi har dog ikke plads til at sige ja til alt men vi har mange fine ting, de har fundet :)

Når vi er ude på ture, f.eks. i Tivoli, på museum eller den slags, falder øjnene også hurtigt på katterelaterede ting, og sidste år var et virkelig stort katteår i indkøb af kattesouvenirs. Sædvanligvis køber jeg ikke så mange katteting i løbet af et år, men fandt mange fine ting sidste år, så dem skal I have lov at se. Ved, der sidder en del andre crazy catladies derude, som læser med på bloggen, som måske kunne synes, det var lidt sjovt og hyggeligt :)

En del af tingene kommer fra en butik i Tivoli, som jeg er nødt til at kigge forbi, hver gang vi er der. De har rigtig mange fine katteting, og vi har efterhånden en del derfra. Jeg har også en katte-urelateret superfin vintage kagedåse med karruselmotiv derfra fra første gang, vi var i butikken. Senere er der kommet mere til. F.eks. fik jeg denne fine kattemagnet af Christian i adventsgave, som han havde købt i butikken.

I samme butik faldt vi på et tidligere tidspunkt for den her fantastiske kattefigur. Jeg er bare helt vild med den. Den er virkelig fint lavet og så ser den bare så venlig og smilende ud. Den koster dog det hvide ud af øjnene, meget mere end vi egentlig havde lyst til at give (det var et fælleskøb), men vi kunne ikke stå for den, så den kom med os hjem <3






Som jeg skrev, har de også fine vintage kagedåser. Da vi kom ind i butikken i december, var der kommet nye dåser, bl.a. den her, som jeg slet ikke kunne stå for. Den er simpelthen så fin. Den er med kattemotiv, modsat den jeg tidligere købte i butikken, og motiver og skrift (på sider og top) er hævet en smule ud fra dåsen. Det er en oplagt kattemadsdåse, når man har kat, og på den måde kan jeg også have den stående fremme og beundre den dagligt.








Kattefiguren ovenfor er ikke den eneste kattefigur, som vi faldt over på en af vores ture ud sidste år. Jeg købte også denne figur af Bast, en gud i egyptisk mytologi, efter vi havde været en tur på Nationalmuseet. Den er ret lille, måske 5 cm høj, men meget tung. Den står lige nu ved billedet af min mor og passer på hende :) Vores tur på Nationalmuseet var dog ikke særlig lang, da det var meget varmt den dag sidst på sommeren, så vi skal helt sikkert tilbage og kigge mere på et tidspunkt.





Det var ikke kun på ture ud langt hjemmefra, at jeg fik købt mine katteting sidste år. Sidst i Christians ferie i august var vi en lille tur nede i vores egen bys gågade, hvor han spottede den her t-shirt. Jeg kunne ikke nære mig for lige at skulle ind og prøve den, og opdagede, at der også var en tanktop med kattemotiv, så den blev hevet med ind. De sad begge rigtig godt, så jeg snuppede dem begge to. Desværre slog vejret ret hurtigt om efterfølgende, så jeg har ikke haft mulighed for at gå med de her lette og ret tynde t-shirts endnu, men jeg glæder mig til at bruge dem her til sommer :) Synes, de er så fine!








Det sidste kattekøb fra 2014, jeg vil vise jer i dag, er også sådan en lidt tilfældig ting, som jeg ikke kunne stå for (det er vist et gennemgående tema for indlægget her, ser det ud til :-3). Da jeg lavede adventskalender til Christian, var jeg forbi Catshop, hvor jeg fandt nogle søde små magneter til ham. Jeg skulle naturligvis også snuse lidt rundt i alle de andre fine katteting, de har på siden, og faldt for det her flotte forklæde. Det er lavet i plastik ligesom forklæderne, man brugte til formning i folkeskolen :D Skulle jeg vælge om i dag, havde jeg måske valgt en stofversion, som også findes, bare ikke lige på Catshop endnu, for det er noget stift. Til gengæld slipper man for at få ødelagt det fine forklæde med pletter, der ikke vil gå af i vask, for det her kan lige tørres af. Jeg var i øvrigt virkelig godt tilfreds med at købe hos Catshop, da de har en virkelig flot service. Jeg fik tingene hurtigt og i pakken lå et håndskrevet brev samt en gave (en hel stak af fine kattepostkort). Det er virkelig noget, man aldrig oplever hos andre netbutikker, så jeg var meget overrasket og glad for deres gestus. Indlægget her ikke på nogen måde sponseret af Catshop, må jeg lige tilføje, så der er ingen bagtanke med al rosen. Synes bare, at de fortjener den :) Her kan du se det fine forklæde:


Forklædet i brug :)



Dagene flyver virkelig forbi herhjemme for tiden. Der er meget at se til og hele tiden noget at planlægge, synes jeg. I maj havde jeg travlt med at forberede Christians 40 års fødselsdag med kagebordet, jeg lavede til ham på dagen, og i denne måned går forberedelsen ud på at planlægge og købe ind til en grillfest, vi holder sidst på måneden for at fejre hans 40 års fødselsdag sammen med familien. Jeg er så småt gået i gang med at købe ind til det, og menuen ligger også ret fast efterhånden. Men der er meget at lave, og meget der skal gå op. Heldigvis har jeg nu fået min fine, nye bil hjem, så jeg kan selv køre ud og købe lidt ind.

Desværre skal jeg en tur forbi forhandlerens værksted senere på ugen, fordi der er bøvl med den :( Er så træt af, at intet bare kan glide let og som det skal. Bilen har en raslende mislyd og en rysten, og derudover har vi opdaget fire grimme ridser på den, som kun kan være lavet, før vi fik bilen. Jeg har nemlig ikke kørt ret meget i den, og det er tydeligvis fra en børste eller andet, da de er synkrone. Jeg er også meget øm over den, så jeg holder ikke i nærheden af andre her i starten i hvert fald, hvis jeg kan undgå det, og passer rigtig godt på den. Er virkelig ked af de ridser, og jeg håber, at de påtager sig skylden og ordner det for mig. Har ærlig talt lidt ondt i maven over at skulle derud alene, for jeg er så bange for, at de afviser mig eller det i det hele taget ikke går godt. Det er naturligvis med baggrund i, at jeg lider af angst og er noget nervøs omkring andre mennesker, men jeg håber, det kommer til at gå godt, og min angst bliver gjort til skamme. Vi har i øvrigt fået taget billeder af skønheden, så dem får I at se på bloggen, når alt lige er faldet på plads, og jeg har overskud til at få lavet billederne færdige. Ellers er jeg rigtig glad for at være kørende igen. Det giver en frihed, som jeg virkelig sætter pris på, og bilen er virkelig flot og kører generelt godt.

Vi er nu i uge tre af Ozzys behandling med interferon. Vi håber at kunne se en positiv effekt på ham efter ca. en måned, som jeg før har skrevet her på bloggen. Der skal vi snakke sammen med Tanddyreklinikken om hans (forhåbentlige) fremskridt. Han har indtil nu tolereret interferonen godt. Vi er dog usikre på, om det er den, der påvirker ham lige nu. Den sidste halve til hele uges tid har hans appetit været mindre, og han har haft lidt problemer med maven de sidste dage. Jeg kan ikke helt gennemskue, om han har hård mave eller blød, da det kan give samme udtryk, men vi ser lige tiden an, før jeg giver malt eller mælkesyrebakteriepasta. For de ting kan forværre tilstanden, hvis jeg gætter forkert. Vi synes også, han går og smasker mere end normalt, så måske har han lidt kvalme. Vi håber, at hans appetit snart vender tilbage til normalen igen. Hvis den ikke gør, vil vi have taget en kontrolblodprøve tidligere end forventet i hvert fald. Interferonen kan påvirke mange ting i kroppen, så vi vil være sikre på, at det er noget, han kan tåle. Lige nu håber vi bare, at det er hårboller, der driller ham. Vi holder øje med ham i hvert fald.




Det bliver alt herfra i dag, for det er blevet tid til frokost til mig og til Phoebe. Hun pipper lystigt i køkkenet, så jeg må hellere stoppe og komme afsted derud :)

tirsdag den 21. april 2015

Ree Park 2014 fraklip: Når dyr ser dumme ud - de lidt mindre heldige billeder

Der har været stille på bloggen længe, måske længere end der har været før, men det har en årsag. Vi har nemlig haft ferie, og i dette forår var den lidt længere, end den plejer at være. Vi har brugt tiden på at få lavet lidt praktisk herhjemme, få slappet af og så har vi været en del ude og opleve noget også. Derfor må det være på tide, at jeg får postet mit sidste indlæg fra vores ferie i sommers, hvor vi havde nogle feriedage i Ebeltoft og var på besøg i Ree Park. I senere indlæg skal jeg nok fortælle om vores forårsferie i år og vise billeder, men først får I de sidste billeder fra sidste år :)

I har allerede set de mange gode billeder, jeg tog på vores tur til Ree Park (hvis du ikke allerede har set dem, eller gerne vil gense dem, kan du finde dem her og her), men jeg lovede jo også, at der ville komme lidt fraklipsbilleder, som jeg også fik taget. Ligesom vi kender det, fra når man fotograferer mennesker, er det nemlig heller ikke alle dyr, der fremtræder lige heldigt på billeder :D Og eftersom jeg syntes, jeg fik ret mange af den slags skud med hjem den dag, dedikerer jeg her et helt indlæg til dem. En del af billederne er taget, mens dyrene spiser, så det er måske ikke helt fair, for jeg ved godt, hvordan jeg selv ser ud, når jeg sidder til en familiefest og gumler på et eller andet, og nogen så tager et kamera frem :-s Men sjovt er det i hvert fald :) Herunder kan du se billederne.

Geparden til højre laver den klassiske fejl med at lukke øjnene på billederne, som jeg selv er så god til :D Derudover ser det ud,
som om den har de største øjenbryn :D Den ser i det hele taget noget fjoget ud.

Nah! Dumme fotograf!

Ikke alle er lige smukke, når de spiser :D

Mwaah! Se min gennemsnaskede kylling!

Igen en, der blinker, mens billedet bliver taget. Det ser faktisk lidt uhyggeligt ud,
når man sådan kan se øjenlågene på en struds!

Har jeg noget mellem tænderne? En katta-lemur bliver pludseligt optaget af noget andet,
mens der gnaskes gulerødder.

Endnu et smaske-række tunge til fotografen-billede. Det ser tosset ud :D Hvis du lægger mærke til det (det ses bedst ved at trykke
på billedet, så du får det op i stor størrelse), kan du måske se alle de hvepse, der svirrer om hovedet på geparden. Der var virkelig
mange hvepse den dag, og de var meget nærgående. Også for dyrene.

Jeg har beskåret ovenstående billede tættere, og her kan du se et par af hvepsene. En næsten lige mellem øjnene på geparden
og en over dens højre øje.

Katta-lemur med et meget overrasket udtryk. Elsker du ikke også bare, når folk
tager billeder af dig, mens du taler eller af anden årsag sidder med åben mund?
Det ser bare så intelligent ud ;)

Close-up af lemuren med det overraskede udtryk.

Selvom den var så flink og dygtig at fremvise sin overlæbe, da guiden fortalte om,
hvor særlig den overlæbe er for det sorte næsehorn, gav det den dog også et
lidt sjovt udtryk. Den laver totalt kyssemund til os her :D



Håber, I har moret jer lidt over de lidt skæve dyrebilleder herover :) Det gjorde jeg i hvert fald da jeg kiggede mine billeder igennem, efter vi kom hjem fra ferie sidste år :D

Forårsferien sluttede for os i søndags, og nu er det så tilbage til hverdagen. Men vi har haft en masse dejlige dage sammen, og det har lykkedes Christian helt at slippe sit arbejde i tankerne, hvilket ellers ikke er nemt. Vi sluttede ferien af med at grille sammen med hans forældre i søndags, sådan lidt spontant. Vi grillede for første gang i fredags, men endnu har det dog været for koldt at sidde udenfor, så maden bliver taget med ind. I søndags fandt jeg nogle store, fede angus ribeyes til os, som må være de bedste bøffer, jeg nogensinde har spist fra grillen. Wow, de var godt nok gode! Derudover var der en bøf af oksefilet til Christians far, da han ikke bryder sig om fedtmarmoreringen i ribeyes (forstå det hvem der kan, det er da noget af det bedste!), samt flere forskellige slags pølser, en salat, kartoffelpakker med hvidløgssmør og persille, kartoffelsalat og brød. Alt sammen købt ind for at der skulle være så lidt arbejde i det som muligt. Vi havde en super hyggelig aften, og fik også spillet et par spil.

Mandag, i går, var det så igen hverdag. Havde seriøse "tømmermænd" - energimæssigt - af at have haft gæster i søndags, selvom det ikke var så meget arbejde og vi havde hygget os meget. Det er så frustrerende, og det gør mig også vred på en måde. For det er ikke fair, at jeg skal have det sådan, bare fordi vi har haft en hyggeaften. I dag føler jeg mig lidt mere udhvilet, og jeg skal også i gang med noget, så snart jeg er færdig med at blogge. Jeg er allerede ved at vaske sengetøj, så det kan komme ud og hænge i solen, og bagefter skal jeg i gang med at bevæge mig lidt, for det trænger jeg til oven på en ferie med lidt for meget guf og lidt for meget brød (vi har spist en del rugbrød i ferien).

Med til hverdagen hører også madplaner igen, og jeg har vores på plads. Når vi kører ud og handler, kører vi en lille omvej, så jeg kan få nået at se de smukke japanske kirsebærtræer i blomst, for det er en stor fornøjelse for mig hvert år. Ville rigtig gerne have sådan et træ selv, men vi skal have nedlagt noget af buskadset i haven for at plante et, tror jeg, så det har vist lidt lange udsigter... Det må jo heller ikke stå for tæt på hverken hegn eller hus, for ellers vil kattene med tiden kunne smutte over den vej, og det må de ikke. Så jeg må nøjes med at kigge på andres træer. Har hørt, at der skulle være vildt mange smukke træer på Bispebjerg kirkegård, men det ligger for langt væk herfra for en smuttur, så det bliver ikke i år, desværre.

Nu er mit vasketøj færdigt, så jeg vil komme videre. Hav en dejlig dag derude :)

søndag den 24. august 2014

S'mores - en sød snack til årets sidste grillaftener

Grillsæsonen synger efterhånden på sidste vers, i hvert fald hvis man vil sidde ude og nyde maden, så det må være på tide med en af årets sidste rigtige grillopskrifter. Der kommer lidt varme tilbage i næste uge, så det giver jo en mulighed for at nyde sommeres sidste grillmad i haven :)

Det er nu ikke meget af en opskrift, for det er yderst simpelt. Det er en lille, relativt sød snack, som man fint kan bruge som en dessert, når man har grillet. Jeg synes, det er lidt hyggeligt, at den også skal grilles, når man nu er i gang. De her snacks hedder s'mores, og består af ristede skumfiduser, kiks og chokolade. En rigtig lækker kombination. Jeg elsker marshmallows, men spiser den desværre ikke så tit mere, eftersom jeg ikke tåler dem så godt. Men elsker den der lækre konsistens, de har. Og rister dem gerne, så de er med en sprød skal, derefter meget smeltet lige inde bag skallen, og inderst stadig fast. Det er bare den bedste ristning, hvis du spørger mig! I hvert fald hvis de skal spises, som de er. Til den her snack ristes de, så de er smeltede hele vejen igennem.

Vi lavede dem sidst, da vi havde gæster til grill i juli. Det er en hyggelig måde at slutte af på. Det er dog klar til den søde tand, så det skal man være forberedt på :) Jeg vil anbefale, at man bruger en mørk chokolade i s'morsne, da den mørke smag opvejer sødmen i marshmallowsne en smule. Den her gang brugte vi bare pålægschokolade for nemheds skyld, men man kan sagtens bruge andet. Hvis du bruger en plade chokolade, kunne du måske bruge en skrællekniv eller ostehøvl (ikke den med strengene) til at skære en skive af til s'morsne) Jeg foretrækker selv Haribos Chamallows, da de har en god smag af vanille. Men vil man have nogle lidt mindre søde, kan man vælge Rocky Mountain marshmallowsne.





S'mores

Pr. s'more skal du bruge:

2 digestivekiks
2 store marshmallows
2 mindre skiver chokolade (vi brugte for nemheds skyld bare mørk pålægschokolade)

Rist dine marshmallows bløde og gyldne over gløderne på grillen. Læg derefter en digestivekiks på en tallerken, læg et stykke chokolade herpå,  derefter de ristede marshmallows, så endnu et stykke chokolade og slut til sidst af med endnu en digestivekiks. Enjoy!

Christians s'more på vores grillaften. Marshmallowsne er ristet dejligt
bløde, som det ses på billedet :)



Det var lidt for længe siden, der har været en opskrift herinde, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte komme i gang med at blogge om mad også. Har heldigvis lidt opskrifter og billeder på lager, for det er ikke meget ny mad, jeg får lavet får lavet for tiden. Som I nok har kunnet fornemme at de sidste indlæg her på bloggen, har vi igen katteproblemer. Den her gang med Ozzy.

Vi har haft ham til dyreklinikken i Skovlunde, der skulle være en af de førende i kattesygdomme, hvilket var grunden til, at vi tog ham derhen, selvom det tager noget over en time at køre dertil. Det var noget af en overvejelse dengang, fordi Ozzy er så angst for at køre i bil, så sådan en køretur er meget slem for ham. Men det var nødvendigt. I Skovlunde fik vi taget nye blodprøver og et røntgenbillede af brysthulen, fordi hans vejrtrækning har været sær og tung, men alligevel overfladisk. Det var meget nervepirrende at gå og vente på svaret, kan jeg godt fortælle jer! Vi kørte en tur rundt i området, mens vi ventede på, at han skulle være færdig. Var en bl.a. en tur i Ikea, men det var ikke den store fornøjelse, for det var umuligt at tænke på andet end Ozzy.

Heldigvis var det et godt svar, vi fik. Der var intet at se på hans lunger og bughule. Det var helt normalt. Han blev også lyttet grundig på, og der var heller ikke noget at bemærke. Vi fik derudover taget nye blodprøver. De var normale, men hans ene nyreværdi var steget med 30 over de tre uger, der var gået fra den forrige, hvilket er vores problem lige nu, men det kommer jeg tilbage til. Derudover er hans lymfocytter igen faldet, hvilket jeg heller ikke bryder mig om. Det hele lå inden for normalen endnu, så vi håber, det bliver der. Hans gamma globulintal fik vi sendt ind, for den prøve lavede de ikke der.

Så var den første uge af Christians to ugers ferie stort set gået. Vi afventede blodprøven, men den kom ikke i den uge. Eftersom alt virkede normalt hos Ozzy i hans undersøgelse, og vi virkelig trængte til noget ro, tog vi en tur til Mols i en campinghytte nogle dage, mens Christians forældre flyttede ind her hos os for at passe kattene imens. Vi havde nogle gode dage, som jeg vil komme tilbage til i et andet indlæg. I hvert fald lige til dyrlægen ringede. Jeg havde totalt svedt ud, at jeg skulle ringe til hende en af dagene, vi var væk, men hun ringede så til mig. Jeg fik dog ikke taget telefonen, da vi var ude og jeg ikke hørte den, så der var en besked på telefonsvareren om, at vi lige skulle snakke om hans prøver. Da jeg loggede på min mail hjemme i campinghytten, kunne jeg se, at hun havde sendt en mail også med svaret på prøverne. Hun var bekymret, fordi gamma globulinen stadig var forhøjet og bad mig om at ringe. Så var vores sidste dage i hytten ligesom ødelagt, for jeg kunne nærmest ikke være til for angst. Det var rigtig ærgerligt.

Hjemme igen fik jeg ringet til dyrlægen. Jeg kunne se på tallene, at de faktisk var faldet en smule, hvilket dyrlægen ikke vidste, da hun ikke havde tallene fra den sidste prøve, og det var faktisk bare okay. Det var bare det, hun ville høre, og hun var godt tilfreds med, at de var på vej ned. Så det var jo positivt. De var ikke faldet meget, men dog faldet. Sådan et tal kan godt falde langsomt, det var normalt, så det var dejligt.

Ozzy i haven for et par uger siden.


Så kunne vi ånde lettet op igen. Dyrlægen sagde, at vi kunne tjekke hans bughule igen, når han skulle have lavet tænder, hvilket vi planlagde, at han skulle have lavet inden for den nærmeste fremtid. Så det var planen. Og nye blodprøver. Vi ville vente lidt for at han kunne få lidt ro, for han har været meget stresset og haft nogle omgange med dårlig mave pga. stress. Så han trængte til ro. Det var planen. I hvert fald indtil starten af den her uge, hvor vi pludseligt opdagede, at han havde besvær med at spise. Så vi begyndte at snakke om at skulle have hans tænder ordnet snart.

Vi har holdt øje med ham i løbet af ugen, og desværre er det kun blevet værre. Så vi ringede til Skovlunde i fredags for at høre, om vi kunne få kigget på hans tænder meget snart. Desværre havde hun først en tid til ham den 3.!! Der er dælme godt nok lang tid til, når han har problemer med at spise. Vi håndfodrer ham ved siden af de få stykker, han kan spise, og jeg har blendet noget udblødt tørkost med lidt ekstra vand, så det er blevet flydende. Desværre er han en kat, der ikke spiser meget ad gangen, så det er lidt en kamp at få nok mad i ham. Derudover vil han kun spise det blendede af min finger, så det er jo ikke meget, han får spist på en gang. Det er virkelig gået ned ad bakke med hans spisning fra i fredags, og vi er meget bekymrede for ham. Pga. hans allergi over for alt andet end den tørkost, han spiser fast, kan vi ikke tilbyde ham noget vådkost. Han er heller ikke vant til at spise vådkost, så jeg tvivler på, at han alligevel ville kunne leve af det.

Det kunne nok hjælpe ham med noget smertestillende i mellemtiden, men det tør vi simpelthen ikke give ham, når vi ikke ved, om hans nyretal er blevet ved med at stige :( Som jeg skrev, er det steget 30 over 3 uger mellem de sidste blodprøver, og det er tre uger siden, vi sidst fik taget en blodprøve. Det er meget. Og hvis det bliver ved at stige sådan, er han snart over grænseværdien for nyresvigt. Vi har, som I nok ved, været igennem et forfærdeligt forløb med Putte sidste år, der døde af nyresvigt, så vi tager ingen chancer med Ozzy. Medicin skal udskilles gennem nyrerne, så hvis man giver en nyresyg kat medicin, vil det kunne ødelægge nyrerne yderligere.

Men det er bare uholdbart at skulle vente så længe, når han har problemer, så lige nu overvejer vi vores næste træk. Der er nødt til at ske et eller andet i hvert fald. Vi har flere muligheder, vi vil prøve. Jeg tror, jeg starter med at ringe til Skovlunde i morgen og høre, om det da ikke er muligt at få en akuttid til at få kigget på hans mund. Ellers vil vi måske ringe til vores egen dyrlæge og få en tid til at få taget en ny blodprøve, så vi kan se, om hans nyretal er faldet igen, så vi måske kan give ham lidt smertestillende. Vi vil holde øje med ham i dag og se, hvordan det går med noget at spise. Vi har også muligheden for at ringe til tanddyreklinikken, som ligger ca. lige så langt væk som Skovlunde. De er specialister i tandbehandlinger hos dyr. Man kunne håbe, de havde en akuttid, hvis vi ikke har andre muligheder. Vi ville helst til i Skovlunde, fordi Ozzy også skal have lavet andre undersøgelser (blodprøve og røntgen af brysthulen som tjek fra sidst). Det går vi ikke ud fra, at en tanddyrlæge tager sig af. Men Ozzy skal ikke gå og have smerter og ikke kunne spise noget i ret meget længere tid. Det er totalt uholdbart. Så i morgen må vi finde ud af, hvad der skal ske.

Det er der, vi står nu. Nu kommer Ozzy ind fra haven, så jeg vil prøve at få lidt mere mad i ham. Derfor ikke mere herfra nu. Håber, jeg har noget positivt nyt at fortælle, når jeg blogger igen.

Ozzy, der "nutter" på fodpanelet uden for badeværelset. Han ligger og bokser/kratter på panelet og er en nuttet pelsbold. Han elsker
også at lege "titte-bøh" derude, hvor vi stikker hovedet frem fra badeværelset, hvorefter han så japper glad til os <3

mandag den 21. juli 2014

American barbecue spareribs

Da vi havde gæster til grill for et par uger siden, fik jeg lyst til at servere hjemmelavede amerikanske spareribs. Jeg kalder dem amerikanske for at undgå misforståelser, for i Danmark er der også en udskæring, der hedder spareribs, som er en tyk skive steg med et enkelt ben i, som også sagtens kan grilles. Men det her er altså noget andet.

Det er supernemt at lave det selv, og det kan jeg helt sikkert anbefale. Jeg køber mine rå ribben hos slagteren her i byen. Jeg forkoger dem altid, men har en ide om at ville prøve at stege dem i ovnen ved meget lav temperatur engang i fremtiden. Fordelen ved forkogningen er, at benene bliver kogt sammen med nogle smagsgivere, som er godt med hvidløg, salt og peberkorn. Man kunne også vælge at bruge laurbærblade, løg eller andet, hvis man synes. Jeg foretrækker hvidløg, da det passer godt til smagen af barbecuesaucen.

Server dit favorittilbehør til spareribsne og prøv også gerne spareribsaucen, som jeg smider "opskriften" på nedenfor. Det er supernemt, især hvis man køber barbecuesaucen. Så er det bare at smage den til med fløde. Det smager rigtigt godt at dyppe kødet i den, når de spises. Du kan også lave din egen barbequesauce. I så fald skal du bruge en færdig mængde på omkring 300-400 g hjemmelavet barbecuesauce til omkring 1/4 liter fløde. Det giver en relativt stor mængde spareribsauce, men den kan fint fryses ned, såfremt der er noget i overskud.






American barbecue spareribs (ca. 2.5 kg)

2.5 kg rå ribben

Kogelage:
Vand (jeg brugte ca. 3 liter i min stegegryde)
2.5-3 tsk groft salt (ca. 1 tsk pr. liter)
½ tsk sorte peberkorn
5 fed hvidløg, knuste

Barbequesauce (købt eller hjemmelavet. Jeg bruger en fra Rema1000)

Spareribsauce:
1 flaske barbecuesauce (eller 300-400 g hjemmelavet barbequesauce)
Ca. 1/4 liter fløde (jeg bruger en 18%)

Del ribbenene i mindre stykker og læg dem i en stor gryde. Dæk dem med vand (jeg har en 6 liters stegegryde, som lige netop kunne rumme 2.5 kg ben, og der skulle knap 3 liter vand til). Tilsæt salt, peberkorn og knuste hvidløg (maser dem lige let ved at presse ned på dem med siden af en kniv). Bring vandet i kog og kog benene i 2 timer. Vandet i gryden skal kun stå og småsimre. Skum evt. urenheder af, efter vandet har været bragt i kog. Der samles lidt på overfladen.

Tag de forkogte ben op og lad dem køle lidt, før de sættes i køleskabet. Når de er kølet helt ned, smøres de godt ind i barbecuesauce på forsiden og bagsiden. Dæk dem til og lad dem stå natten over i køleskab til næste dag, hvor de skal grilles. Inden de smides på grillen, kan de gives lidt ekstra barbecuesauce om nødvendigt, og/eller du kan pensle med lidt ekstra barbecuesauce, kort tid før de er færdige.

Grill benene, til saucen karamelliserer og benene får farve.

Til spareribsaucen varmes barbecuesaucen i en gryde. Tilsæt fløde lidt efter lidt og smag til, til du har den styrke sauce, du ønsker. Jeg brugte vist omkring 1/4 liter fløde 18%. Server den som dyppelse til de grillede spareribs.

De forkogte ben smøres med barbecuesauce og sættes i køleskabet til næste dag.

Benene grilles. Smør dem evt., før de ryger på grille, eller lige før de er færdige, med
ekstra barbecuesauce.

Close-up af de færdige barbecue spareribs serveret med spareribsauce,
hjemmelavet kartoffelsalat og en god salat.



Benene her var et stort hit, da vi grillede. De blev stornydt af dem, der er til sådan noget. Jeg fik selv en smagsprøve af dem, bare en lille bid, for jeg tåler det ikke rigtigt, og smagen var rigtig skøn. Christian fik rester af dem dagen efter, og der var også lidt marinerede ben, som er lagt i fryseren, til vi skal grille igen. Dem, ved jeg, han glæder sig meget til :)

Det har været en meget intens uge, den seneste uge. Pyha. Dyrlæge i mandags med Ozzy for at få taget prøver, som jeg skrev om sidst, og derefter sad jeg klistret til telefonen onsdag, torsdag og fredag for at få resultatet på blodprøverne, der ikke alle var klar samme dag. Det har været voldsomt stressende for mig, og jeg har ikke fået sovet ret meget. Heldigvis var de fleste af prøverne rigtigt pæne, og hverken dyrlægen eller vi tror, at Ozzy fejler noget af alt det, vi har testet ham for. Om han har noget med hovedet, ved vi ikke, for det kan vi ikke teste for i blodprøver umiddelbart, men vi må bare håbe det bedste. Han er sig selv det meste af tiden og en sød og god dreng, så vi håber, vi har ham mange år endnu. Det var en stor lettelse at få svar på hans prøver i hvert fald.




I lørdags var vi så med min far og hans kæreste på den årlige tur til Tivoli Friheden. Jeg havde glædet mig rigtig meget, men det var utrolig hårdt at skulle afsted oven på en uge, hvor jeg ikke har sovet ret meget og været stresset. Vi havde dog en god dag, og jeg fik taget mange gode billeder af os, som jeg skal have lavet, når jeg engang får overskuddet. Det er en særlig dag for mig, den årlige tivolitur, og jeg vil gerne gemme minderne fra den, så jeg havde kameraet med.

Christian insisterede på også at tage et par billeder af mig, da vi var i Friheden, selvom det var mig, der havde kameraet med. Der
var mange fine blomster i parken i lørdags, bl.a. de her flotte lyserøde, der udgjorde en smuk baggrund for billedet.

 
Men det var en lang dag. Christian skulle endda op og arbejde først, så vi var oppe fra omkring kl 8 og først hjemme over midnat. Min mave er stået totalt af efter maden i Friheden, hvilket er rigtigt nedslående, for jeg spiste ikke noget, der burde være særligt farligt. Og jeg har netop overstået en 14 dages periode med meget stram kost for at få maven i bedring, efter vi havde gæster til grill. Så jeg havde glædet mig til at kunne spise lidt mere normalt igen, når vi havde tivolibesøget overstået, men nu må jeg altså tilbage på den meget indskrænkede og kedelige kost. Det efterlader ikke meget håb for, at jeg kan klare at spise ude, når vi har ferie om 14 dage :( Hvilket virkelig besværliggør vores ture væk hjemmefra. Det er jo umuligt at tage ud og opleve noget, og så skal nå hjem til spisetid, når der er mindst 1-2 timers transporttid hver vej for os. For ikke at snakke om at skulle finde energien til at lave mad, når man har været væk en hel dag. Så jeg er ærlig talt noget ked af det lige nu.

Jeg håber, at maven kommer i form hurtigere end sidst. Vi valgte netop også at presse besøget i Jylland ind i den her weekend, fordi vi vidste, at der var en risiko for at blive så syg af maden der, som jeg er blevet, så der var lidt luft op til vores egen ferie. Men man håber jo, at det ikke sker. Jeg døjer pt. med mavesmerter, der forværres, når jeg spiser, og smerterne stråler opad mod mavesækken. Det er noget frustrerende. Men vi havde trods alt en god tur, og det betyder meget for mig. Nu skal jeg bare have noget ro den næste tid uden for mange planer og sociale ting. Trænger til at samle nogle kræfter igen oven på den her utroligt hårde uge, så jeg kan blive klar til at kunne noget i vores ferie. Vi har faktisk ikke haft ret meget weekend denne weekend, hvor vi har kunnet slappe af, for vi var afsted hele lørdag, og i går måtte Christian køre på arbejde (1 time hver vej), da noget var brudt sammen. Så han var først hjemme til spisetid. Så vi glæder os noget, til det bliver weekend igen og også til ferien.

Nu er varmen også vendt tilbage. Vi har ellers nydt det, da det var køligere en overgang. Kattene er også påvirkede af det. Ozzy har en god appetit, heldigvis, mens Phoebes er ret nedsat. Hun plejer dog at få indhentet indtaget i løbet af dagen. Men hun er ude hele dage i haven for at fange insekter og ligge i skyggen, og de kommer først ind ved skumringstid, når vi skal lukke døre og vinduer. Der ligger hun og er totalt bevidstløs på gulvet og snorker, til vi går i seng. Og de sover også næsten natten igennem pt., hvor de ellers plejer at bede om mad i løbet af natten. Hun var dog lige en tur oppe hos mig ved 6-tiden i morgen for at få en nussetur. Det er jo dejligt, men jeg kunne godt have brugt, at det havde været på et andet tidspunkt. For jeg sover generelt dårligt om natten pt. pga. varmen. Men det er jo hyggeligt, trods alt.

Tak, fordi du lagde en pude ud på min stol, mor!

Ozzy får en slurk vand i varmen. De har vandskåle med i haven, så de husker at få drukket lidt ekstra i varmen.

Lang tunge :)



Jeg vil stoppe her, så jeg kan komme lidt videre med madplanen. Det er lidt af et puslespil, når jeg har så store problemer med maven, så det tager noget tid at få den på plads. Gad godt, at Christian var hjemme, så vi kunne tage på stranden og få en kold dukkert, for jeg er noget fanget her i varmen. Men det må vist vente til weekenden eller hans ferie, hvis vi stadig har behovet. Eller hvis jeg har. Det er nok mest mig, der gerne vil afsted. Her er bare alt for varmt. Glæder mig til køligere vejr.