Lad os vende tilbage til The Grand Budapest Hotel. Det er en virkelig speciel film. Den er lavet meget interessant, og er virkelig underholdende. Omdrejningspunktet for historien er et gammelt hotel og dem, der holder af det. Men den er meget mere og betydeligt mere interessant, end titlen antyder. Det er nok den film, der appellerer bredest, vil jeg tro. Og nok også en film, der med tiden vil træde ind i vores filmsamling. Den var i hvert fald så god og finurlig, at jeg glæder mig meget til at se den igen.
I min "not so much"-kategori falder American Sniper ind. Den er endnu den dårligste film efter vores mening. Amerikanerne er meget patriotiske, og sådan en historie er lige noget for dem. Om en amerikansk helt. Desværre appellerer den ikke ret meget til os andre, ikke mindst fordi den, som det desværre går igen i flere af de film, der er nominerede til bedste film, eller har nominerede skuespillere til Oscars, nærmest er blottet for følelse. Personerne bliver meget flade, for man får ikke noget større indblik i deres følelsesliv. Det handler mere om handlinger end om følelser, og det gør filmen ret kedelig. Derudover er jeg ikke meget for krigsfilm, men det er nu ikke derfor, den her film falder helt igennem for mig. Sorry, Bradley. Det er ikke hans skyld, for han er jo ellers dygtig. Jeg var noget mere til Silver Linings Playbook, som han havde hovedrollen i, der også var nomineret til en Oscar for nogle år siden. Den er da også en del af min filmsamling nu. Mht. American Sniper var der nok andre film, som ikke blev nomineret til en Oscar, men som måtte nøjes med en skuespillernominering, som burde have byttet plads med den. Eller i hvert fald være nomineret side om side med American Sniper. Glæder mig til at se flere film, og håber på flere positive overraskelser. Der har dog allerede været en del, heldigvis, men sidste år var et exceptionelt godt filmår, når det kommer til udvalgte nominerede Oscarfilm, så man er nok blevet lidt forvænt.
Jeg ærgrer mig dog noget over, at film som Interstellar og Gone Girl ikke er iblandt de nominerede for bedste film. De kan i hvert fald nemt konkurrere med de udvalgte film i år, synes jeg. Gone Girl har en nominering for bedste kvindelige hovedrolle og Interstellar er nomineret for musikken (Hans Zimmer er fantastisk!) og noget af det tekniske omkring filmen, og det er lidt ærgerligt, synes jeg, for den er meget mere end en teknisk flot film. Har du ikke fået set de her film, så er de også højt anbefalelsesværdige.
Der er naturligvis andre gode filmoplevelser mellem de nominerede film og præstationer, og det er det, jeg elsker højest omkring Oscaruddelingen. Fordi den åbner ens øjne for film, man nemt ville have overset. En del af de nominerede film gennem årene har ikke nødvendigvis været dem, der har været de største kommercielle succeser, og derfor måske ville have gået ens næse forbi. Det havde været ærgerligt.
Selvom jeg har valgt nogle få film ud at kommentere på her, har vi naturligvis set lidt flere, og heldigvis er der også nogle dejligt finurlige film imellem igen i år, der får en til at tænke og tolke. Og som er lavet på virkelig interessante måder mht. filmning, klipning og scenografi. Og ikke mindst er sindssygt velspillede! Så giv filmene en chance. Heldigvis er der en del biografer, der viser filmene, også før uddelingen på søndag (natten til mandag), så man kan nå at se lidt. Desværre må vi ofte køre udenbys her for at se den slags, eftersom vores provinsbiograf eeeelsker danske film og tegnefilm med dansk tale. Måske er vi heldige, at de tager vinderen af bedste film på programmet, når den er kåret - det gør de ofte - og lader den gå meget kortvarigt, før det sædvanlige crap tager over. Men der har vi ofte haft muligheden for at se den i andre biografer i mellemtiden, så det er lidt for sent at sætte den på programmet for vores vedkommende.
Du kan se listen over de nominerede her: Oscars 2015. Showet bliver sendt på dansk tv natten til mandag på TV2. Det har ellers altid været sendt på TV2 FILM, men nu er den jo lavet til en sportskanal... Så vi er glade for at se, at de trods alt sender det. Så må man slukke for lyden, når Uffe Buchard kommer for at kommentere tøjet på den røde løber. Kan simpelthen ikke tage hans nedgøren og snobberi. Forstår ikke, at han skal med hvert eneste år. Synes bare, at det spreder virkelig dårlig stemning, og jeg ved, at mange andre har det på samme måde. Ser man Red Carpet på de amerikanske kanaler, vælger de at fremhæve det smukke i stedet for at nedgøre det, de personligt ikke bryder sig om, og det gør det til en noget bedre oplevelse som seer, synes jeg. Jeg synes, at det er spændende at se de mange smukke kjoler og outfits, samt at høre interviewene på Red Carpet, når skuespillerne ankommer, så det er ikke en del af aftenen, jeg vil gå glip af. :)
Vil ønske jer en rigtig god Oscaraften :) Når I ikke at få set det mandag nat, er der et sammendrag af optakt og show på DR3 fra kl 20.45 mandag aften.
---------------
Nu er stregen godt nok slået, så emnet i princippet er ændret, men det er det egentlig ikke helt. Jeg har ofte lavet snacks af forskellig art til vores Oscaraftener, f.eks. pizzasnegle, pølsehorn og div. lækre kager, men i år tror jeg ikke, jeg får bagt så meget. Vi har lækker kage i fryseren til Christian, og min mave er stadig totalt skør, så jeg skal nok ikke spise så meget alligevel, selvom det alligevel mest er til ham, når jeg bager til den her aften. Vi har købt nogle frosne rundstykker hjem, som vi begge er glade for som en snack til den lille sult (naturligvis optøede og lunede ;) ), og det er det. Og derudover naturligvis de sædvanlige lækkerier som slik, chokolade og chips i det omfang vi har lyst til det (og jeg tør indtage - det bliver nok ikke meget i år). Christian har som sædvanlig taget en fridag på mandag, hvilket er strengt nødvendigt, da vi først sover omkring kl 7 mandag morgen.
Jeg har været noget i gulvet de seneste dage oven på pandekagebagning, besøg og andet i den her uge. Både fysisk og psykisk. Har haft virkelig slemme smerter i maven oven på én enkelt pandekage og lidt frugt tirsdag aften. Onsdag var Christians far oppe og hjælpe med at få noget haveaffald væk (en kæmpe hjælp, tusind tak for det!). Så ugen har været lidt fyldt, hvilket har udkørt mig meget psykisk. I går sov jeg faktisk næsten 10 timer 0.o Det gav lidt mere overskud. I nat har søvnen dog været mere forstyrret og dårlig, så jeg har det skidt i dag. Er uendeligt træt og ked af det, og har det, som sædvanligt for tiden, heller ikke godt fysisk. Som endnu en frustration er Ozzy igen i et dyk med madindtaget nu efter en uge med flot spisning, og det tager også på kræfterne. Heldigvis er han en glad dreng, og vi håber, det kun er pga. manglen på godt græs i de her dage, at appetitten driller. Jeg har sået noget nyt kattegræs, men det tager jo nogle dage, før det er spiseklart. Det gamle er efterhånden kedeligt, og det hjælper heller ikke, at der har været en bulldozer-kat igennem det, så det er helt fladt :D
Jeg håber, at jeg kan spise lidt lækkeri (holder mig nok til mine Kims saltskruer) på søndag, så der også er lidt til mig. Det er svært at holde sig helt på måtten, for jeg er så uendeligt træt af kedelig mad. Derudover er det også umuligt at forudse, hvad maven reagerer på for tiden, da min ellers sikre mad nu også er farlig :( I weekenden tager vi chancen og spiser en oksefilet, som har ligget i fryseren noget tid, med god salat og kartofler til. Så må vi se, hvad maven siger til det. Glæder mig i hvert fald til både mad og film, og håber, at jeg ikke får det for dårligt. Næste uge bliver nok hård, da det er hårdt for mig psykisk at være vågen en hel nat, så jeg forventer at kunne mærke det langt ind i næste uge. Men sådan er det jo, det ved jeg. Håber bare på, at maven snart tager sig sammen og bliver god igen. Nu er det snart tre uger siden, at jeg holdt fødselsdag og ødelagde maven, så jeg gider ærlig talt ikke kæmpe med det længere!
Nu vil jeg slutte, for jeg er sulten og skal have lidt at spise. Skal også lige have tjekket kattestatus, da de pt. har adgang til kasseværelset a.k.a. kattehimlen a.k.a. et værelse, vi bruger til opbevaring af flyttekasser og andre papkasser (katte elsker papkasser!). De er gode til at forvilde sig lidt for meget rundt derinde, så skal lige tjekke, om de har det godt :) Har dog for nyligt set Ozzy her i stuen, så er ikke bekymret. Tror, han sidder og er depri foran kattelemmen pga. vejret, der er regnfuldt og blæsende i dag. En rigtig sovedag. Det opdager han sikkert, lige så snart jeg lukker til papkasse-tivoliet ;)
God weekend :)
Haha papkasse-tivoli :-D Åhh de kære pels-børn er nu herlige
SvarSletHa en rigtigt dejlig Oscars nat <3
Jeg er sikker på, at de ser det sådan :D Tak skal du have :)
Slet