søndag den 27. december 2015

Dooley's-mousse med karamelliseret nøddeknas

Det er efterhånden længe siden, jeg lavede den lækre chokolademousse med Dooley's, for vi fik den som dessert til vores minijulefrokost i november. Det er dog først i dag, I får opskriften, da jeg tænker, det kan være en fantastisk dessert nytårsaften :)

Dooley's er en likør lidt hen ad Bailey's, men smagen er meget mere karamelagtig. Skal jeg sammenligne den med noget, vil jeg sige, at den har en smag, der minder om Cocio. Den lækre karamelsmag, tænkte jeg, kunne klæde en chokolademousse rigtig godt, så da jeg skulle lave en god dessert til vores julefrokost, fik jeg lyst til at eksperimentere lidt. Jeg sammensatte nedenstående opskrift, og moussen blev virkelig vellykket. Den smagte vildt godt, og alle elskede den. Karamelsmagen kommer godt igennem moussen, uden den bliver for spruttet af det alkohol, som Dooley's jo også indeholder, og nøddeknasen sætter virkelig prikken over i'et, da det går godt med karamelsmagen i moussen og giver lidt knas til desserten.

Smagen på moussen er kraftig og mørk, og komplementeres godt af flødeskummet, som den skal serveres med, og de søde, karamelliserede nødder. Pga. den kraftige smag skal den serveres i mindre portioner. Jeg serverede moussen herunder i tre portioner, men den passer fint til fire personer også, da der var rigelig mousse til tre personer oven på en stor hovedret.

Omkring produktionen af chokolademousse er der noget, man skal holde sig for øje. Når man arbejder med æg og chokolade er det vigtigt at være lidt bevidst omkring temperaturerne på råvarerne, man anvender i sin opskrift. Hvis man hælder brandvarm chokolade i sine æggeblommer, vil de klumpe og blive til røræg - derfor smeltes chokoladen over vandbad, så den ikke bliver meget varm, og den får lov at køle lidt, før den blandes i æggene. Bliver æggemassen blandet med Dooley's derimod for kold, risikerer man, at chokoladen klumper, når den røres i. Derfor anbefaler jeg, at du sørger for, at din Dooley's har stuetemperatur, før du går i gang med moussen, som jeg også skriver i opskriften nedenfor.

Moussen er en voksendessert, da den jo indeholder alkohol. Vil man lave en alkoholfri variant, ville jeg nok prøve at skifte Dooley'en i opskriften ud med Cocio. Må dog tilføje, at det ikke er noget, jeg har prøvet, men jeg tror, at det fint kan lade sig gøre :)





Dooley's-mousse med karamelliseret nøddeknas (3-4 pers.)

150 g mørk chokolade (70% kakao)
4 past. æggeblommer
2½ past. æggehvide (svarede til 2 bægre i min pakke hvider)
3 spsk sukker
3/4 dl Dooley's (Original Toffee Cream Liqueur)
1½ dl piskefløde

Nøddeknas:
50 g mandler eller hasselnødder (jeg brugte mandler)
50 g sukker 

Tilbehør:
1 dl piskefløde til flødeskum til pynt

Hvis du opbevarer din Dooley's i køleskabet, bør du afmåle mængden til opskriften og lade den stå fremme og få stuetemperatur, inden du går i gang med moussen.

Smelt chokoladen over vandbad og lad den køle lidt af.

Pisk hviderne helt stive, så skålen kan vendes på hovedet, uden de glider ud.

Pisk fløden til stift skum i en anden skål.

I en tredje skål piskes æggeblommer sammen med sukker, til sukkeret er opløst, og æggemassen er lys og luftig. Pisk Dooley's i. Pisk herefter den let afkølede chokolade i lidt efter lidt, til det er optaget i æggemassen. Pisk kun, til det lige er optaget. Vend herefter de stive æggehvider i skiftevis med flødeskummen.

Fordel moussen i portionsglas eller en større skål og dæk over med vitavrap. Sæt skålen i køleskabet min. 4 timer, men gerne natten over.

Til nøddeknasen hældes sukker og mandler på en pande, som står på et blus med kraftig varme. Rør konstant i mandlerne, mens sukkeret smelter. Når sukkeret er tæt på at være smeltet, slukkes der for blusset. Bliv ved med at rør i mandlerne, til sukkeret har en flot, mørk ravfarve. Er der stadig meget varmt under panden, kan du tage den helt af. Er panden godt varm, er det ikke et problem at få sukkeret karamelliseret. Alternativt kan du karamellisere ved medium varme, men jeg er ikke verdens mest tålmodige person, så jeg bruger ovenstående fremgangsmåde ;) Hæld de karamelliserede mandler over på et stykke bagepapir (læg noget under - evt. en bordskåner, da mandlerne er varme!). Bred dem lidt ud, så de ligger i ét lag. Når mandlerne er kølet lidt af, hakkes de groft med en skarp kniv. Opbevar nøddeknasen i en skål eller boks, til moussen skal serveres.

Pynt ved servering moussen med flødeskum og karamelliseret nøddeknas.

De karamelliserede mandler med den flotte, ravfarvede karamel før de tages af panden og hakkes.

Moussen set oppefra.



Julen er vel overstået. Vi havde en virkelig dejlig juleaften sammen med Christians forældre og min far og hans kæreste. Maden var perfekt, vi nåede kirken, og det var den første dag længe, vi ikke rendte rundt som hovedløse høns for at nå det hele. Flotte gaver fik vi også, og juletræet var så smukt <3 Det står stadig og ser flot ud her i stuen, hvilket det sædvanligvis gør til efter nytår. Vi vil nemlig gerne have mulighed for at nyde det lidt endnu :)

Nu, hvor julen er overstået, ser vi i stedet frem mod nytårsaften. Vi er så småt i gang med at overveje, hvad vi vil spise og lave den aften, og herhjemme bliver den ca., som den plejer. Det er bare Christian og mig herhjemme alene med kattene, god mad og lidt spil eller film i løbet af aftenen. Og masser af flot fyrværkeri over midnat. Jeg elsker nytårsaften. Det har jeg altid gjort. Men jeg er ikke den store festabe, og oven på julen, som vi jo står for, trænger vi bare til at slappe af og være os selv. Måske ses vi lige med Christians forældre i løbet af dagen, for det plejer vi, men ellers er der dømt fred og ro.

Såfremt min mave finder ro igen oven på julen, bliver menuen som sædvanlig en lækker culottesteg med salatbar, sprøde ovnkartoffelbåde og favoritsovs. Desserten er ikke fastlagt endnu, men der grubles over den. Regner med, at det bliver noget, der indeholder chokolade i hvert fald. Det er altid et hit her i huset :) I løbet af aftenen er der lidt lækkerier på sofabordet fra vores snacklager (der er godt overfyldt, efter jeg i halvanden måned har været så syg pga. maven, at jeg ikke har kunnet spise den slags, og Christian har indkasseret lækre ting i sin adventskalender), og når vi har skudt fyrværkeri af, laver vi et lille ostebord med gode oste og kiks, regner jeg med. Det er i hvert fald planen. Jeg regner også med at bage kransekage, for det elsker Christian, så det skal der være :)

En af de næste dage vil jeg komme med lidt forslag til lækker nytårsmad. Alt efter overskuddet bliver det enten som et indlæg her på bloggen eller på bloggens Facebookside, hvor jeg hiver udvalgte opskrifter frem, så hold øje, hvis du kunne tænke dig lidt ekstra inspiration :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar