onsdag den 30. december 2015

3 slags kransekage til nytårsaften

Hvis der er noget, der virkelig hører sig til nytårsaften, så er det kransekage! Derfor må det være passende at slutte mine nytårsindlæg af med tre gode opskrifter på lækker kransekage. Så er det bare at vælge, hvad du har lyst til at give dig i kast med :)

Kransekage står mit hjerte lidt ekstra nært, da det er noget af det, min mor gjorde rigtig meget i, da jeg var barn. Hun var virkelig dygtig til at lave kransekage, og lavede ofte til arbejdskammerater og familie, når der var fest. Til min egen konfirmation lavede hun også et kæmpestort kransekagetårn, og det var virkelig flot og lækkert :) Det er snart tyve år siden, men jeg husker det stadig som noget særligt og får en klump i halsen over at se billederne og tænke på det store arbejde, hun havde gjort for at lave noget så flot til mig og gæsterne den dag.

Kransekage består af ganske få ingredienser: marcipan, flormelis og æggehvide. Og dertil måske nougat og chokolade, hvis der skal fyld og/eller overtræk på. Da en stor del af marcipanen består af sukker, vil kransekage rigtig gerne brænde på i ovnen, før den har fået den rette farve ovenpå. Det afhjælper man ved at lægge en bageplade under pladen, som kransekagen ligger på, når den bages. Det er dog vigtigt, at pladerne rører hinanden under bagningen, ellers virker det ikke. Hold alligevel godt øje med kransekagen under bagningen, da den alligevel gerne vil branke lidt under bunden.

Den færdigbagte kransekage har en lille smule farve på overfladen og er blød og lækker indeni. Den kan bages og fryses ned længe før nytårsaften. Jeg bager gerne mellem jul og nytår, så min kommer også i fryseren, så den ikke står og bliver tør. Ud over at undgå tørheden gør det også, at kransekagen sætter sig og bliver ekstra lækker. Tø den op og pynt den nytårsaften (dagen før kan også lade sig gøre, hvis du er i tidsnød).

Det er en god ide at bruge past. æggehvide i kransekagen, da den ikke bliver helt gennembagt. Derudover skal man bruge past. hvider i glasuren, da den jo slet ikke er varmebehandlet. Man bruger æggehvide i glasuren, fordi det gør den meget stiv, når den er tørret, så den ikke bliver tværet ud eller på anden måde nemt bliver ødelagt, før kransekagen skal spises.

Her får du tre bud på kransekagen til i morgen. Tryk på overskrifterne for at komme ind på de enkelte opskrifter :)



Kransekagetop

Pga. opmålingen er kransekagetoppen nok den mest komplicerede, men det er ikke meget svært at lave. Kræver bare, at man er lidt omhyggelig med opmåling og udformning af ringene, så de bliver helt runde (fordi de skal kunne ligge oven på hinanden). Bruger man kransekageforme, skal de sprayes med lidt fedtstof (f.eks. bagespray - til nøds kan du smøre med lidt margarine eller smør, men kun lidt!) og evt. også drysses med lidt sukker (eller mel - i så fald skal du være grundig med at børste alt melet af efterfølgende), så kransekageringene ikke gror fast til formene. Det vil de gerne, selvom formene er "slip-let", er min erfaring. Du kan også bare forme ringene og bage dem direkte på bagepladen. I så fald skal du fra ring til ring lægge 2 cm til i længden, så det færdige tårn får den rette facon. Med 2 cm mellem ringene får du et ret stejlt tårn. Vil du hellere have et, der er knap så stejlt, kan du i stedet lave forskellen fra ring til ring på 3 cm.





Kransekagestænger med nougat

Kransekagestængerne er nok det allernemmeste, du kan lave. Her bestemmer du selv, hvor lange stykkerne skal være, men det ser selvfølgelig pænest ud, hvis de er lige lange ;) Rul en eller to lange pølser ud af kransekagemassen, efter den har hvilet i køleskabet, og skær lige lange stykker ud af den. Tryk dem lidt flade og læg lidt nougat midt på stangen. Fold kransekagen op omkring nougaten igen og rul det let mellem hænderne, så det igen er en pølse. Undgå at overdrive med mængden af nougat, for kransekagen skal kunne dække nougaten helt, så intet stikker ud. Det skal jeg lige lære igen, hver gang jeg laver dem :-3 Det er dog ikke så kompliceret :) Efter endt bagning kan de fryses ned, hvis man har lyst. Når de er tøet op igen, pyntes de med smeltet mørk chokolade under bunden og glasur lavet med past. æggehvide ovenpå i et fint mønster.





Kransekagekonfekt med nougat og hasselnødder 

Kransekagekonfekt ser virkelig flot ud, synes jeg. Det er derudover det hurtigste at lave, da kransekagemassen ikke skal hvile på køl, før man kan arbejde videre med den. Den skal være ret blød og en smule flydende, da den skal sprøjtes ud med en sprøjtepose. Er man lidt god med sprøjteposen, kan man meget hurtigt få lavet de har fine kransekagekonfekter :) Det er dog ikke svært at sprøjte dem ud. Synes man ikke om resultatet af de første øvelser, kan man skrabe det udsprøjtede tilbage i posen og prøve forfra :) Husk bare at skifte bagepapir, hvis det er tilfældet.

Min mor lavede det med nødder eller cocktailbær, da jeg var barn, men jeg må indrømme, at jeg pillede cocktailbærrene af, før jeg spiste dem, for dem bryder jeg mig ikke om. Det ser dog meget flot ud :) I min version bruger jeg dog kun nougat og hasselnødder som pynt. Nougaten kan man enten putte i før bagning, hvilket er det nemmeste, eller man kan lave en lille fordybning i kransekagen før bagning og så fylde den med smeltet nougat efter bagning, hvilket giver det flotteste resultat, da nougaten på den måde får en blankere overflade. Jeg vælger kun at pynte stykkerne, der indeholder nougat, med tynde striber chokolade ovenpå, da chokolade og nougat ellers vil totalt overtage smagen af kransekagen, fordi der kommer til at være meget fyld og overtræk i forhold til til kransekagen.




Hermed sidste indlæg fra mig i år. Tak til alle jer, der har læst med i 2015 :) Vil slutte af med at ønske jer: Rigtig godt nytår. Pas på jer selv i morgen!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar