torsdag den 3. december 2015

Lun ribbenssteg med sprød svær og andre gode opskrifter til julefrokostbordet

Da jeg var barn, var det en tradition, at man sluttede juleaften af med en rugbrødsmad med den lækre flæskesteg, der var tilovers fra aftenens festmåltid. Det var lidt forskelligt, om der blev serveret ribbenssteg eller svinekam til jul, mener jeg, men når det kommer til flæskestegsmadder, foretrækker jeg ribbensstegen. Den er også en fast gæst på julefrokostbordet, da den er så mør, at den næsten falder fra hinanden, og sværen altid bliver sprød :)

Jeg har de sidste år gået og drømt om sådan en mad, men har måttet undvære, da jeg blev ret dårlig, sidst jeg spiste ribbenssteg, og jeg har også undladt den syltede rødkål nogle år af samme årsag. Men jeg tester ind imellem, hvordan det går i forhold til specifikke madvarer, da det kan svinge noget, om jeg reagerer på dem, og for nyligt prøvede vi så med ribbensstegen. Nøj, det var godt! Mums! Og jeg har heldigvis endnu ikke reageret dårligt på det, så det er rigtig dejligt. Da vi holdt mini-julefrokost med Christians forældre for nogle uger siden, serverede jeg også lun ribbenssteg. Det er fra den aften, billedet herunder er taget :) Derfor er billedet også lige hurtigt knipset, da vi skulle til at sætte os tilbords. Jeg skriver omkring mængdeberegning, at man skal afsætte 2-3 stykker (a to svær) pr. person, men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget der ellers er at spise. Er der meget andet pålæg, ville jeg ikke afsætte mere end 2 skiver ribbenssteg pr. person.

På samme fad ligger også frikadellerne, som du kan finde opskriften på længere nede i indlægget. Der vil du også kunne finde andre gode forslag til lækkerier, man kan servere på julefrokostbordet :)





Lun ribbenssteg med sprød svær

1 ribbenssteg med ben (vælg størrelse efter hvor mange, der skal spise den. Regn med 2-3 skifter a to svær pr. pers.)
Fint salt
Vand

Tilbehør:
Rødkål
Appelsin
Syltede agurker
Rugbrød

Tænd ovnen på 200 grader. Rids sværen efter, så der er ridset gennem fedtlaget i toppen ned til kødet. Rids gerne, så der er ridset længst ned i siderne, da fedtet her skal løbe fra.

Drys salt mellem hver svær. Læg stegen i et ovnfast fad og hæld vand i, så det står et par cm op ad siden på stegen. Sæt stegen i ovnen og steg den 2-2½ time, alt efter størrelse. Ribbenssteg er en taknemmelig udskæring, så der skal ikke bruges stegetermometer. Pga. fedtindholdet bliver den ikke tør og kedelig, som en svinekam kan blive, hvis den får lidt for længe. Hold øje undervejs, om vandet er fordampet, og erstat det i så fald med lidt nyt hældt i fadet. Især fordi det fedt, der smelter fra, kan blive ret eksplosivt, hvis det er det eneste, der er tilbage i fadet.

Tag den færdige, sprøde ribbenssteg ud af ovnen og læg den på et spækbræt. Vend den på hovedet og før en skarp kniv langs benene på undersiden. Pil herefter benene ud af stegen. Det er nemt, da stegen er meget mør. Vend stegen om igen og skær den i skiver. Jeg plejer at skære skiver på ca. 2 cm's tykkelse. Skær evt. brusk fra før servering (sidder oftest i den nederste del af stegen, hvor benene har siddet).

Hæld rødkålen op i en lille skål. Skær skiver af halvdelen af appelsinen. Tag den anden halvdel og klem en smule appelsinsaft hen over rødkålen og vend rundt. Udvælg en af appelsinskiverne, og skær en ridse halvt igennem den. Sæt den som en springer oven i rødkålen (et "ben" hver vej som en spiral).

Server ribbensstegen lun med tilbehør af rødkål og syltede agurker samt rugbrød.





Herunder får du et par forslag til andre lækkerier til julefrokostbordet :)


Frikadeller:
Frikadeller er også en klassiker på julefrokostbordet. Man kan i øvrigt variere dem en del med smagsgivende krydderier, og vi kan godt lide at tilføje allehånde til farsen. ½-1 strøgen tsk alt efter hvor kraftig man ønsker smagen af allehånde (og hvor frisk allehånden er).  Frikadellerne kan fint laves i god tid og fryses ned til dagen for julefrokosten. De kan holde sig 2-3 måneder i fryseren. Opskriften på mine gode frikadeller finder du her: Superdeller!




Hjemmelavet karrysalat med flødeskum:
Sild med karrysalat skal der var på julefrokostbordet, og med den rette karrysalat, er sådan en mad bare himlen! Jeg har for nyligt givet jeg opskriften på den superluftige og lækre karrysalat, som min mor lavede den, men da jeg prøver at samle opskrifterne lidt her, kan du også finde linket til den her i indlægget :) Opskriften på karrysalaten finder du her: Mors karrysalat med flødeskum.




Lakseroulade med dildcreme:
Fisk serveres der generelt en del af på julefrokostbordet. Jeg kan selv rigtig godt lide en mad med røget laks, men hvis man vil gøre lidt ekstra ud af det, kan jeg anbefale lakserouladen, som er rigtig lækker med sit cremede dildfyld. Derudover er den jo også rigtig flot at servere. Lav ekstra af dildcremen og server til som dressing. Derudover går lidt snittet grøn salat samt godt brød (f.eks. sprøde flutes) fint som tilbehør. Opskriften på lakserouladen finder du her: Lakseroulade med dildcreme.




Mørbradbøf i champignon a la creme (med tilbehør af bløde løg):
Denne ret er noget, jeg først stødte på ved julefrokostbordet, efter jeg flyttede til Sjælland. Om det er noget særligt sjællandsk fænomen, ved jeg ikke, men det smager jo dejligt :) Server det meget gerne med masser af bløde løg. Lav løgene på denne måde: Pil 2-3 løg og skær dem i tykke ringe. Steg dem i smør eller margarine på panden ved medium varme, til de er bløde og gyldne. De må absolut ikke blive sorte/mørke i farven, da det påvirker smagen en del. Smag evt. til med lidt sukker til sidst. Server også meget gerne sprøde, syltede agurker til. Som ret på julefrokostbordet ville jeg nøjes med at servere det til rugbrød og undlade kartoflerne, man sædvanlig spiser til, når det er en aftensmadsret. Opskriften på mørbradbøfferne og champignonsaucen finder du her: Mørbradbøf i champignon a la creme.




Som afslutning på en lækker julefrokost er der oftest også lidt dessert. Tit vil der blive serveret ris a la mande, men man kan også gå i en lidt anden retning. Server et lækkert ostebord med kiks, frugt og lidt chokolade f.eks. Det vil jeg i hvert fald personligt nyde meget mere end den sædvanlige ris a la mande. Det var dog hverken ris a la mande eller ostebord, der blev serveret her til dessert, da vi holdt mini-julefrokost. Det var derimod en superlækker Dooley's-chokolademousse med knas, som I får opskriften på senere på måneden :) Den var et stort hit, og jeg glæder mig til at dele opskriften med jer.


Æblesnaps med vanilje:
Der skal jo også være drikkevarer til julefrokosten, og har man været lidt hurtig, eller skal man først holde julefrokost efter jul eller i starten af januar, som jo efterhånden er blevet så moderne, kan man endnu nå at lave en lækker julet snaps. Jeg lavede i november denne æblesnaps med vanilje, som var meget populær til vores mini-julefrokost. Det er en snaps med masser af sødme fra æbler og mørkt rørsukker, og der er også masser af smag af vanilje i. Alkoholen smager ikke særligt meget igennem, og smagen er sød og mild. Næsten så mild, at den kunne serveres til desserten, selvom den jo har en høj alkoholprocent, som snaps og vodka nu har, så det skal man selvfølgelig huske, hvis man skal køre hjem. Opskriften på snapsen finder du her: Æblesnaps med vanilje.




Jeg håber, at ovenstående opskrifter kan give lidt inspiration til julefrokostmaden :) Håber, I får nogle skønne julefrokoster derude. 

------------------------------------------------------


Nu er december endelig landet. Jeg har været i julehumør nærmest siden oktober, hvor jeg var tidligt i gang med Christians pakkekalender, men nu, hvor december er kommet, er julehumøret næsten væk. Det skyldes nok især, at jeg er ved at løbe ind i en ny omgang stress. Jeg har mærket symptomerne længe, men har prøvet at tro på, at det bare var dårlige dage eller en kort, stressende periode. Desværre har det sat sig ret godt fast efterhånden, og når man står på apoteket og er ved at hyle, fordi de ikke har den medicin hjemme, man skal bruge, er det vist tid til at indse, at det ikke lige er noget, der er overstået i morgen :|

Efter turen på apoteket i går var jeg nødt til at handle ind, og hele turen gennem Fakta føltes som et langt angstanfald, hvor nogen havde en hånd om halsen på mig og klemte til, så jeg følte, at jeg ikke kunne få luft nok. Det var meget ubehageligt.

Jeg har også tiltagende symptomer fra munden. I 2013-2014 var jeg ramt af brændende mund, som jeg har skrevet om her på bloggen, men det er med tiden og en stor dosis d-vitamin blevet meget bedre. Men under slemt stressede perioder kan jeg mærke symptomer fra det endnu, og jeg har døjet noget med ekstra sart mund og smerter over de sidste uger. Hvis det bliver ved, vil jeg have min læge til at tage en ny blodprøve for d-vitamin, men eftersom jeg allerede får 50% over den mængde d-vitamin, man minimum skal indtage pr. dag, tror jeg nærmere på, at det er stressrelateret end pga. d-vitaminen.

I dag er jeg så nødt til at køre på apoteket for at få min medicin. Jeg har haft store problemer med smerter og ubehag fra maven over de sidste 4 uger, så jeg vil prøve at se, om den medicin, jeg tidligere har fået fast, kan gøre noget godt for mig. Jeg kunne måske få hjælp til at hente medicinen, men når jeg i situationen også har angstsymptomer, er jeg klar over, at det er vigtigt ikke bare at undgå situationer, det provokerer det. For så får man det aldrig nemmere. Det er dog også en stresset situation, så man skal selvfølgelig ikke overdrive, hvad man udsætter sig selv for. Så jeg skal bare lige ned i byen kort og så hjem igen.

Jeg skal også have en af Christians julegaver med hjem, som er ankommet til afhentning i dag. Måske hjælper lidt lidt på julehumøret, når jeg går i gang med at pakke ind. Jeg kan rigtig godt lide at gøre noget særligt ud af gaveindpakningen, og elsker at give flotte pakker. Har også lidt adventsgaver, der skal pakkes ind, men det haster ikke. I hvert fald regner jeg med, at det først bliver i morgen. Lige nu er jeg bare nødt til at sætte tempoet ned, for jeg har ikke lyst til at blive ved med at have det sådan her. Bare af at skrive indlægget her, kan jeg mærke stresssymptomerne tiltage, så nu vil jeg stoppe og få lidt at spise, før jeg skal ned i byen. 

Rigtig god dag til jer alle :)

3 kommentarer:

  1. Lækker mad - har gemt din opskrift på karrysalat <3

    Og så sender jeg dig lige et kæmpe kram her til de svære dage <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, det sætter jeg stor pris på :)

      Slet