mandag den 7. marts 2016

Forårssne og hjernedøde fasaner

I dag er sidste chance for at deltage i Phoebes giveaway om en hyggepakke til kat, så hvis det er noget for dig og du endnu ikke har deltaget, så kig forbi: Phoebes giveaway del 1: Vind lækkerier og legetøj til din kat. I morgen finder jeg en vinder. Er du ikke den heldige vinder, så fortvivl ikke, for der kommer nemlig endnu en chance for at vinde sådan en hyggepakke senere denne uge :)

Weekendens vejr har været ret gråt, hvilket har passet fint til vores ambition om at få slappet af. Alligevel var det noget af en overraskelse for os at stå op i går og kigge ud af vinduerne, for der var helt hvidt i haven, og det væltede ned med (tø)sne! Vi har ikke holdt øje med vejrudsigten de seneste dage, så det var virkelig en overraskelse for os.

Sådan et vejr er jo smukt, så vi nød oplevelsen. Både fra stuen, og da vi var ude at køre en tur for at se Røsnæs i sneen. Der var dog ikke meget sne at spotte der. Det var, som om sneen var faldet meget lokalt her i området. Jeg fangede lidt billeder i går, inden sneen forsvandt, og dem kan du se et udsnit af her :)




Due på kattens klatretræ i haven i snevejr, fanget fra stuen gennem buskadset.


 

Duen, du ser herover, er dog ikke den eneste fugl, vi har haft besøg af i haven. Der er som altid en masse småfugle, men som jeg fortalte for nyligt, har vi haft besøg af en fasan, som måske er områdets dummeste fugl. Han bliver ved med at flyve ind i haven, tiltrods for at der ligger masser af korn uden for indhegningen, og selvom han op til flere gange har stået ansigt til ansigt med vores store pelsede rovdyr. Han var på besøg i går, heldigvis mens kattene var indenfor, og gik rigtigt rundt og hyggede sig derude. Han fandt endda ind i buskadset, noget nær det dummeste sted sådan en fugl kan opholde sig derude, da kattene nemt kunne fange ham der! Christian var ude og jage ham ud af haven, men fangede et hurtigt billede af ham gennem vinduet først.



De er virkelig smukke dyr, fasaner. Danmarks påfugl, får jeg lyst til at kalde den. Men meget hjerne har de altså ikke! Da jeg trak gardinerne fra vinduerne i stuen i dag, kastede jeg et grundigt blik ud i haven, før jeg åbnede kattelemmen. Jeg ville være sikker på, at der ikke var nogen fasan derude. Jeg så da heller ingen, så jeg gik videre med at vaske op efter kattenes morgenmad. Det var blende-dag i dag; dagen, hvor Ozzys vådkost skal blendes. Det sker hver tredje dag, og han får en stor spsk hver morgen. Så det tog lidt tid at vaske op i dag. Da jeg var færdig, gik jeg ind i stuen og hørte et hysterisk gok-gok! fra haven. Jeg vidste med det samme, at fasanen igen var derude, og jeg kunne se Phoebe ligge på lur efter den bagerst i haven, så jeg strøg ud i nattøj for at redde hans halefjer! Jeg nåede da også at få ham ud af haven, før Phoebe gik til angreb.

Hun er af en eller anden grund tilbageholdende endnu. Jeg tror, det er pga. størrelsen af fuglen. Hun har ikke helt fundet ud af, hvad han er endnu, men det er nok kun et spørgsmål om tid. Så vi er ret opmærksomme på haven lige nu. Jeg forstår virkelig ikke, at han bliver ved med at komme tilbage, når han har mødt kattene derude. Og jeg har ikke langt nye korn i fuglehuset derude. Han er virkelig ikke ret klog! Jeg fangede et par billeder af ham for nyligt, da han opførte sig lidt klogere og spiste uden for indhegningen. Det er vi dog heller ikke så vilde med, for Ozzy er lidt for interesseret i ham, og jeg frygter, at han vil prøve at komme over hegnet igen for at komme tættere på. Så det er bedst, hvis fasanerne helt holder sig væk, selvom de er smukke og sjove at have besøg af.


Jeg har set dig, dame!



Vi har også haft besøg af andre end fugle denne weekend. Christians forældre var oppe til en kop kaffe i fredags, og lørdag inviterede vi dem op til aftensmad, da jeg havde købt en stor svinekam, og de skulle på indsamling til deres loppetorv hele dagen. Det var hyggeligt og rart at have besøg. Jeg havde egentlig haft lyst til at køre forbi dem i fredags, efter jeg var ude at handle, men jeg kan ikke så godt være hjemmefra længe ad gangen lige nu, fordi Ozzys madkugle ikke ligger fremme, når vi ikke er hjemme, og Ozzy som bekendt ikke spiser ret godt for tiden. Så det var fint, de havde lyst til at komme op i stedet :)

Mht. Ozzy synes vi at se en fremgang med ham, efter vi har skiftet ham over på hans sædvanlige tørkost. Han får ikke mere af slikket, for vi vil gerne se, om det hjælper at holde ham af det. Han er kommet mere i bakken de seneste dage, og appetit og humør har også været bedre. Om det er noget, der fortsætter, ved jeg ikke, for i morges sammen med Christian har han næsten ikke spist noget :( Så ugen må vise, om han skal til tjek hos dyrlægen.

Det er mandag igen, og jeg skal til at kigge på ugens madplan. Jeg håber, det bliver lidt nemmere denne uge, for pga. manglende overskud oven på Oscaruddelingen sidste søndag endte vi med kun at lave madplan til nogle dage ad gangen i sidste uge. I går fik vi rester af svinekammen som højtbelagt smørrebrød. Rigtig lækkert. I dag ved jeg endnu ikke, hvad menuen står på. Det må jeg vist til at se på :) Så nu vil jeg gå i gang med ugens madplan og se, om jeg kan lokke lidt tørkost i Ozzy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar