Viser opslag med etiketten seneskedehindebetændelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten seneskedehindebetændelse. Vis alle opslag

torsdag den 25. august 2016

Stort focacciamadbrød med oregano og salt

I det forrige indlæg her på bloggen fik I opskriften på verdens (måske) bedste pastasalat, en af mine helt store livretter. Som jeg skrev i indlægget om pastasalaten, bør den serveres med godt brød. Gerne et lækkert madbrød, som komplementerer smagsnuancerne i pastasalaten. I dag får I opskriften på netop sådan et brød. Brødet er et stort focacciamadbrød, drysset med salt og tørret oregano, og passer derfor perfekt til pastasalaten som et salt indslag med samme smagsnuancer, da oregano også indgår som et af krydderierne i dressingen til pastasalaten.

Når jeg bager brød, bruger jeg oftest min køkkenmaskine til at lave dejen i. Der er dog ganske få brød, jeg helst laver i hånden, og dette er et af dem. Jeg/vi har lavet brødet både med hjælp fra køkkenmaskinen og i hånden, og vi synes bedst om resultatet, når det er håndlavet. Det bliver knap så kompakt på den måde.

Brødet er allerbedst på dagen, hvor det er bagt. Dagen efter vil saltet på toppen være smeltet ind i brødet, og den salte smag stort set forsvundet. Bag det derfor på dagen, hvor det skal spises og servér det gerne lunt fra ovnen. Pga. saltet på toppen er brødet heller ikke fryseegnet, da saltet også forsvinder efter en tur i fryseren.

Heldigvis er brødet nemt at lave. Det skal desuden æltes minimalt, og efter forhævningen kan dejen trykkes direkte ud i bageformen uden at skulle æltes yderligere.
Drysset på brødet kan varieres efter lyst. Prøv f.eks. også med tørret rosmarin, eller kombiner flere tørrede krydderurter, hvis du har lyst.






Stort focacciamadbrød med oregano og salt (4-6 personer)

25 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 spsk olie (jeg brugte en koldpresset rapsolie, men anden smagløs olie er fin)
100 g durummel
Ca. 340 g hvedemel

Derudover:
Et par spsk olivenolie
Lidt groft salt
Tørret oregano

Rør gæren ud i vand og tilsæt salt og olie. Rør durummelet i og tilsæt derefter ca. 300 g hvedemel. Ælt resten af hvedemelet ind i dejen lidt ad gangen, evt. med bagsiden af en stor grydeske, og stop, når dejen slipper kanten på skålen. Den må godt klistre lidt.

Lad dejen forhæve tildækket i 45 minutter.

Ælt dejen en smule og rul den ud til en aflang firkant, ca 30x20 cm., eller så den passer i en metalbageform i ca. samme mål. Læg dejen i formen og dæk den til med et viskestykke. Efterhæv i 10 minutter.

Prik huller i dejen med fingrene jævnt fordelt over hele dejen. Pensl dejen med en god olivenolie, så hullerne er fyldt med en smule olie. Drys med lidt groft salt og bag focacciaen i ovnen ca. 30 minutter ved 200 grader. Det er færdigt, når det er gyldent ovenpå og lyder hult, når man banker på det under bunden (det kan lige vippes forsigtigt op af formen med en kniv eller lignende og bankes på). Det færdige brød drysses med tørret oregano og afkøles en smule, før det skæres ud og serveres.

Det færdige madbrød skæres ud i passende stykker og serveres som tilbehør.
Bemærk, hvordan krydderurterne fordeler sig i hullerne i brødet og dermed sikrer
en jævn fordeling af smag over hele brødet.



Så er det vist blevet tid til en lille update herfra. Jeg har jo, som nogle af jer ved, haft problemer med mine arme og hænder siden april, hvor jeg i første omgang blev ramt af seneskedehindebetændelse. Efterfølgende kan jeg ikke komme af med smerterne igen, og jeg kan derfor kun bruge mine hænder i et begrænset omfang.

Sidst I hørte fra mig, var jeg startet hos en fysioterapeut og skulle afprøve akupunktur. Det har jeg desværre ikke haft den store effekt af. Han har sat mig til at lave lidt forskellige øvelser for hænder, ryg og nakke, så vi må se, om det kan gøre noget for mig.

I juli var jeg hos en reumatolog, som ultralydsskannede mine arme. Til min store overraskelse fandt han ikke nogen betændelse til stede, hvilket jeg jo ikke kunne forstå, når jeg stadig har så ondt. Han tilbød alligevel, at han kunne give mig indsprøjtninger med binyrebarkhormon, hvor jeg havde mest ondt, men det har jeg desværre også kun haft begrænset effekt af.
I går skulle jeg så til reumatologen for anden gang. Der var desværre sket en fejl, så min aftale ikke var blevet registreret i systemet, så jeg kunne ikke komme ind til den reumatolog, jeg havde været inde hos sidst. Den anden reumatolog i klinikken kunne dog klemme mig ind en time senere, så det var trods alt heldigt, når klinikken ligger en times kørsel herfra.

Det var dog en helt anden oplevelse end sidst. Sidste gang gik jeg derfra med troen på, at mit problem skyldtes seneskedehindebetændelse, men jeg kunne høre på klinikkens sygeplejerske, at reumatologen sidste gang havde skrevet om mig, at han var i tvivl om diagnosen. Den nye reumatolog virkede dog ikke til at være i tvivl. Mine smerter er kroniske, og det skal jeg lære at leve med, fortalte han mig. Han lavede derudover en test, hvor han trykkede på forskellige smertetriggersteder på kroppen, hvor det gjorde ondt på størstedelen af de steder, han trykkede. Derfor mener han, at jeg sandsynligvis lider af fibromyalgi. Jeg skulle dog have taget nogle blodprøver for at udelukke, at smerterne skyldes noget andet, så det har jeg været nede og få gjort i dag. Jeg skulle gerne få svar på prøverne i næste uge.




Der er ingen helbredende behandling for fibromyalgi, men der er tiltag, der måske kan lindre smerterne. Jeg skal fortsætte hos min fysioterapeut med træning, som kan udspænde og styrke mine underarme, som er mit største problemområde. Motion kan også hjælpe, hvilket jeg allerede har fundet ud af på mine lange gåture nogle gange om ugen, så det fortsætter jeg naturligvis også med. Jeg har derudover fået udskrevet nogle smertestillende piller, som jeg skal tage de næste uger for at se, om det kan gøre en forskel for mig. Jeg skal dog lige snakke med min egen læge, før jeg starter på dem, fordi de påvirker medicinen, jeg tager for min epilepsi.

Så det er situationen, som den ser ud nu. Det var ærligt talt noget af et chok for mig at få den besked i går, da jeg jo gik rundt og troede, at det her var en midlertidig tilstand. Jeg tudbrølede også i telefonen, da jeg efterfølgende ringede til min svigermor for at bede dem om at kigge op til kattene, nu vi kom senere hjem end beregnet. I dag er det sunket lidt ind, og jeg er - i processen mod at acceptere tingenes tilstand - nået til vreden. Det skal fandme være løgn! Jeg skal have førligheden tilbage i mine arme, i det mindste i et større omfang end jeg har nu. Jeg savner at blogge, lave mad og fotografere, hvilket var nogle af de ting, der virkelig gav mit liv indhold, før jeg fik problemer med armene. Jeg håber virkelig, at de ting vil blive mulige for mig igen. Jeg må bare være tålmodig og træne, for at nå derhen.

Det er efterhånden blevet et ret langt indlæg, så jeg vil ikke (få Christian til at) skrive så meget mere i dag. Jeg vil dog lige fortælle, at Ozzy er stoppet med interferonen, og nu kun får sit kosttilskud. Vi håber, at det er nok til at holde mundbetændelsen nede. Indtil videre har han ikke problemer med at gabe. Vi skal inden så længe have et nærmere kig i munden på ham og efterfølgende snakke med Jens fra Tanddyreklinikken om Ozzys behandling fremadrettet.



Jeg håber, at I har haft en rigtig dejlig sommer :)

torsdag den 30. juni 2016

Skøn sommerlig pastasalat med kylling, oliven og mozzarella

Der har været meget stille på bloggen de sidste måneder, som faste læsere måske har bemærket. Det skyldes, at jeg stadig døjer med seneskedehindebetændelse i begge hænder og arme og derfor har forbud mod at bruge computeren. Jeg har dog et par sommerlige opskrifter i ærmet, som jeg gerne vil dele med jer, så nu har jeg allieret mig med Christian, så han kan skrive for mig.

I dag får I opskriften på en af mine nyeste livretter. Det er en virkelig lækker pastasalat, der med friske jordbær som tilbehør får en skøn smag af sommer. Pastasalaten består af forskellige ingredienser, som spiller sammen på en helt fantastisk måde, så man i samme måltid både får det salte fra oliven, det sprøde fra den rå blomkål, sødme fra tranebærrene, det bløde og fede fra mozzarellaen og en frisk syrlig sødme fra jordbærrene, som afbalancerer fedmen fra mozzarellaen perfekt.

Måltidet fuldendes med et lækkert, hjemmebagt madbrød, som I også vil få opskriften på her på bloggen, når vi forhåbentlig får tid til at sætte os sammen og blogge igen inden alt for længe. Mit madbrød passer perfekt til pastasalaten, men man kan sagtens servere den med andre typer madbrød, hvis man ønsker det.

Jeg nåede at lave pastasalaten en enkel gang, før det blev helt skørt med mine hænder, men jeg har været så heldig, at Christian har forkælet mig med den nogle gange over de sidste måneder, hvilket jeg rigtig har nydt. Jeg glæder mig allerede til næste gang, det står på menuen.
Som jeg skriver, skal pastasalaten serveres med friske jordbær, men laver man den uden for sæson, kan man bruge andre syrligt-søde bær. Jeg tænker, at det måske også kan fungere med blåbær, men det må komme an på en prøve. Jordbærrene skæres i skiver og serveres ved siden af pastasalaten som tilbehør, da de på den måde er helt friske, og fordi de så ikke farver pastasalaten rød ;) Derudover mister jordbær smag, når de står på køl, så de er bedst at servere ved stuetemperatur.

Her kommer opskriften, enjoy :)






Pastasalat med kylling, oliven og mozzarella (ca. 4 personer)

250-300 g tørret pasta (jeg brugte skruer)
2 kyllingebryster
½ blomkål
Ca. 100 g grønne oliven uden sten (drænet vægt)
1 pose mini-mozzarellakugler, ca. 20 stk. (f.eks. Galbani - eller brug 1½-2 store kugler mozzarella brækket i mindre stykker)
1 lille håndfuld tørrede tranebær (60 g)
Ca. 300 g friske jordbær skåret i skiver

Dressing:
4 spsk olie (jeg brugte en koldpresset rapsolie)
1½-2 spsk hvidvinseddike (eller citronsaft eller anden madeddike)
3 tsk herbes de provence
2 tsk tørret oregano
Salt
Friskkværnet peber

Krydr kyllingen med salt og andre krydderier (jeg brugte en tørret barbeque). Steg kyllingebrysterne i ovnen i 25 minutter ved 200 grader. Afkøl herefter kyllingebrysterne.

Kog pastaen og afkøl den.

Rør olie med hvidvinseddike. Den må godt være til den syrlige side uden at være supersurt, da pastaen kun får ganske lidt på hver skrue. Rør herbes de provence og oregano i. Du kan nøjes med oregano, hvis du synes, eller bruge andre tørrede krydderurter efter eget valg. Smag til med salt og peber.

Vend dressingen sammen med pastaskruerne i en stor skål. Smag til, om der mangler salt og peber. Du kan også drysse en smule mere oregano osv. over, hvis du synes, den de tørrede krydderurter har bedst af først at blive rørt sammen med dressingen, da de så suger lidt fugt.

Skær den kolde kylling i mundrette stykker og vend den i pastasalaten. Skyl blomkålen og del den i små, mundrette stykker eller buketter. Vend dem i pastaen. Vend til sidst mozzarellakuglerne i pastasalen sammen med de drænede oliven og en lille håndfuld tørrede tranebær.

Ved servering kan tilsættes jordbær i skiver, eller de kan serveres ved siden af, så man selv kan tage. De bør ikke blandes i salaten på forhånd, da de mister smagen ved at stå i køleskabet.

Server med godt brød.

Et mere close-up billede af pastasalaten med de smukke farver.




Som jeg skrev i begyndelsen af indlægget, døjer jeg stadig med problemer i hænder og arme. Jeg har efterhånden været forbi lægen nogle gange, men er gået lidt slukøret derfra, fordi der ikke var så meget hjælp at hente. Han mener, at det eneste, der virker, er ro, men det har jeg jo efterhånden prøvet nogle måneder uden at få raske arme ud af det, så sidst fik jeg en henvisning til en fysioterapeut og en reumatolog. Da der er lang ventetid på at komme til hos en reumatolog, startede jeg i første omgang med fysioterapeuten. Der har jeg efterhånden været nogle gange, dog uden at mærke nogen forskel. Min fysioterapeut kan også udføre akupunktur, så jeg håber, at det vil kunne hjælpe mig, når vi når til at afprøve det. Jeg har fået en tid hos en forhåbentlig dygtig reumatolog, som jeg skal besøge i slutningen af juli. Så håber jeg, at nogle af disse tiltag kan afhjælpe mine problemer.

Det er ikke kun mig, det går ud over, at mine arme har det sådan her. Christian er nu nødt til at lave alt herhjemme, og han er efterhånden slidt op. Så jeg håber virkelig, at jeg snart kan blive rask igen.
Mine dage går med at se uendeligt meget tv, fordi jeg slet ikke må bruge mine arme til noget. Så det er lang tid siden, at jeg har lavet noget i køkkenet, og Christian hjælper mig med at vaske mit store hår, da det er helt umuligt for mig. Jeg kan mærke, at det efterhånden påvirker mig meget psykisk, fordi jeg slet ikke har noget indhold i mit liv. Jeg kan ikke bruge computeren, som jeg ellers bl.a. bruger til at have kontakt til venner og bekendte, så livet er ret ensomt lige nu. Højdepunktet på min dag er, når Christian kommer hjem, så der er lidt selskab. Men dagene er meget lange. Inden længe skal han ud og rejse i forbindelse med arbejdet, og jeg skal være alene. Jeg er lidt bekymret for, hvordan det skal gå, når jeg intet kan selv, men heldigvis har han nogle søde forældre, der gerne vil hjælpe mig. Så jeg er nogenlunde fortrøstningsfuld.

Desværre er vi ikke blevet skånet for katteproblemer i perioden, da Ozzy pludselig fik en stor vabel på næsen. Han har godt nok været ude i solen, så man kunne måske tro, at det var en ny skade på hans næse, som jo blev solskoldet sidste år, men vablen kom efter dage med gråvejr, og en ny dukkede op en uge senere, hvor han havde været helt ude af solen. Vi snakkede med dyrlægen om det, og hun mente, at det måske var en virussygdom, som han reagerede mere kraftigt på, fordi interferonen sænker hans immunforsvar. Vi skulle faktisk have været forbi til en podning, før den sidste vabel bristede, men det nåede vi ikke, da den var bristet om natten, før han skulle til dyrlæge. Men der har heldigvis ikke været flere vabler siden (7-9-13), så vi håber, at det er overstået.




Vi er dog tilbage til at holde dem ude af solen, fordi Ozzys næse er ekstra sart, hvor der er sår efter hans vabler, så kattene og jeg er fanget indenfor i løbet af dagen. Det er både de og jeg lidt deprimerede over, men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi besluttede dog hurtigt, at vi ikke ville igennem endnu en sommer med 30 grader i stuen, så Christian har købt en transportabel aircondition, hvilket hjælper rigtig meget på de varmeste dage. Vi sætter udblæsningsslangen ud igennem kattelemmen, hvilket da er lidt smart, når vi selv skal sige det ;)

I dag har jeg snakket med Jens Ruhnau fra Tanddyreklinikken omkring Ozzys fremtidige behandling af mundbetændelsen, da vi snart løber tør for interferon. Vi kiggede ham i munden i weekenden, og det ser rigtig pænt ud. Der er kun en lille smule betændelse tilbage, og der er ikke sket en forværring med det siden april, hvor vi kiggede sidst. Derfor har vi aftalt med Jens, at vi nu prøver at stoppe med interferonen og bare fortsætte med det kosttilskud, han har fået siden januar, og så håber vi, at det kan holde betændelsen nede.

Phoebe er en værre putterøv hos mig om eftermiddagen herhjemme. Hun udnytter, at jeg er groet fast i sofaen, og kan nogle dage ligge på min mave og sove i flere timer. Det er nu meget hyggeligt med lidt selskab. Det tror jeg, vi tænker begge to :) Det går godt med hendes slankekur. Hun er snart nede på den vægt, vi går efter, og har tabt omkring 600 gram, så det er flot.




I får ikke mere herfra nu, men der var også en del at fortælle, som I ser. Sædvanligvis blogger jeg en til to gange om ugen, så der er da sket lidt i mellemtiden. Jeg håber, at I stadig hænger på, selvom der nok går noget tid mellem indlæggene, indtil jeg selv kan skrive igen. Jeg vil ønske jer en rigtig god sommer, og jeg håber at få blogget lidt, inden den er helt slut.

torsdag den 28. april 2016

Hjemmelavet smørrebrød: Æg og rejer

Det er efterhånden noget tid siden, der er kommet nyt indlæg herfra, men som jeg skrev i mit seneste indlæg her på bloggen, er jeg desværre ramt af seneskedehindebetændelse i mit ene håndled, så jeg har været nødt til at skære meget ned på tiden ved computeren. Det går dog langsomt fremad med hånden, og heldigvis har jeg forberedt lidt opskrifter, før det gik galt med den, så jeg synes, vi skal have lidt gang i bloggen igen :)

Dagens opskrift er den andensidste i temaet "smørrebrød", og den er en af mine personlige favoritter. Faktisk kan jeg godt finde på at lave sådan et par madder til mig selv, når vi får rugbrød til aften, bare for at forkæle mig selv lidt ;) Da rejer er en letfordærvelig madvare, skal man være opmærksom på ikke at lade denne type smørrebrød stå mange dage i køleskabet, før det bliver spist. Den kan dog uden problemer stå to dage i køleskabet (såfremt rejerne er optøet på en god måde - dvs. helst i køleskabet. Hvis det er på køkkenbordet, så hold skarpt øje, så rejerne stadig er iskolde, når de netop er optøet), fra smørrebrødet er smurt. Længere ville jeg ikke opbevare det før spisning.

Sørg for guds skyld at bruge rejer af god kvalitet. Vælg et mærke, du har spist før og synes om. Der kan være stor forskel på smagen af rejer, og jeg er ret kræsen på det område. Jeg foretrækker Royal Greenlands rejer, som jeg oftest køber på frost. Nu nok snak, her kommer opskriften :)





Smørrebrød med æg og rejer (ca. 6-7 stk.)

7-8 æg str. m-l
250 g rejer af god kvalitet (jeg bruger Royal Greenland)
Mayonnaise
Kaviar (jeg bruger sort stenbiderrogn, men cavi-art går også, hvis du ikke er vild med rigtige fiskeæg)
2 citroner

Derudover:
4 skiver groft rugbrød (jeg bruger gerne skovmandsbrød eller lignende i grovhed og størrelse)
Smør
Hovedsalat
Agurk
Cherrytomater
Frisk dild

Kog æggene dagen før eller nogle timer før, smørrebrødet skal smøres, så de er helt kolde. Opbevar de kogte, pillede æg i køleskabet.

Smør rugbrødet med smør og del skiverne på midten. Vask 3-4 store blade hovedsalat, dup dem tørre og halver dem. Fordel salat (uden stok) på øverste halvdel af hver stykke rugbrød. Fold de afrevne sider ind under bladet, så det ser pænt ud.

Del æggene med en æggedeler. Fordel skiver af æg på 6-7 af rugbrødsskiverne. Det kan være lidt svært at bedømme fra starten, hvor meget de kan dække. Brug udelukkende eller primært skiver med blomme på. Derfor skal man gerne koge 1-2 æg mere, end den mængde smørrebrød, man ønsker at lave.

Fordel mayonnaise i et zigzagmønster midt på æggemadderne. Klem væden fra de optøede rejer og fordel dem på æggemadderne. Måske er der lidt rejer tilovers, men vær ikke nærig med mængden.
Skær ikke alt for tykke skiver af citronerne. Skær en ridse 2/3 igennem hver skive og fordel de største og flotteste på hvert stykke smørrebrød som en springer (med "benene" hver vej som en spiral - se billederne). Skær ikke alt for tynde skiver agurk og lav også springere med dem. Sæt en agurkespringer op ad citronspringeren, så de sidder parallelt (se billedet).

På bagsiden af citronspringeren sættes en båd af cherrytomat (ca 1/4 af en hel tomat). På forsiden af springerne fordeles en teskefuld kaviar. Slut af med at pynte smørrebrødet med et par kviste frisk dild.

Smørrebrødet med æg og rejer ses oppefra øverst i højre hjørne.




I søndags var vi afsted hele dagen til et socialt arrangement, så det gjorde, at starten på ugen har været noget hård. Nu kan vi heldigvis efterhånden se en ende på den, og i dag er endelig dagen, hvor vi skal smovse i hveder. Som jeg skrev sidste uge, måtte vi udskyde lækkerierne, så jeg ikke risikerede at blive syg af dem lige op til det, vi skulle i weekenden, så vi har sådan glædet os! :)

Vi kom hjem sent søndag aften og fik lidt af et chok, da vi opdagede, at endnu en af kattenes kradsetræer nu var knækket totalt sammen. Vi har gennem tiden haft tre træer af samme type, alle med en hængekøje, som kattene har elsket, men for ca. halvanden måned siden kom jeg hjem fra byen og opdagede, at plastikken i det ene kradsetræ var knækket totalt, og hængekøjen hang slapt ned ad siderne på kradsestammerne. Og der var plastik over alt! Ca. det samme kom vi så hjem til i søndags :( Begge kradsetræer, der før var gulv-til-loft-modeller, er nu meget amputerede og kun halvt så høje. Phoebe plejer at sove til middag i køjen i stuen med udsigt til haven (det står lige ved et vindue), og hun var virkelig påvirket af tabet af hængekøjen dagen efter. Meget urolig om morgenen, og om eftermiddagen sad hun bare med det mest håbløse udtryk på en af de nedre platforme af resterne af det gamle kradsetræ. Fangede det her billede med min telefon af hende, der virkelig siger alt!




Hun ser bare ked ud af det :( Sendte billedet til Christian, og han var ret enig i, at vi skulle i gang med at finde et nyt træ til kattene hurtigst muligt. Så det har dagene i denne uge gået med. Vi køber denne gang et fra Kattens no. 1, da det er mere solidt og bygget til tunge katte. Det bliver et stort træ, der går helt op til loftet, og vi ændrer lidt på det originale kradsetræ, så Phoebe kan få sin hængehylde også. Vi glæder os til at modtage det. Forventer, at vi har det i næste uge. Når vi har fået det samlet, og kattene har taget det i brug, skal jeg nok vise det frem her på bloggen :)

Apropos kat, så arbejder vi på at få Ozzy af lactulosen. Som jeg skrev i marts, så har han haft problemer med kvalme, hvilket blev afhjulpet af lactulose, da det havde noget med hans fordøjelse at gøre. Vi introducerer langsomt mere fiberrig tørkost som en del af hans foder, og vi skærer ned på lactulosen, som mængden af fibertørkosten stiger. Endnu går det meget godt, så vi forventer at få ham helt af lactulosen inden for de næste uger.

Ozzy på klatretræet i haven i sidste uge.



Nu er det tid til at stoppe for i dag, for min hånd gør ret ondt, så jeg må hellere få den i skinnen igen. Inden da skal jeg dog lige ud med nogle frø til havens fugle, for der har siddet en meget insisterende musvit og kigget ind på mig, mens jeg skrev dette indlæg. Jeg er sikker på, at den synes, jeg skal komme ud og fodre den, så det må jeg hellere gøre :)

mandag den 18. april 2016

Hjemmebagte hvedeknopper til st. bededag

Det er snart store bededag og dertil hører lækre, lune hveder! Dem kan man fint bage selv, og det er faktisk ikke ret svært :) Har du lyst til at prøve at bage dine egne hvedeknopper, kan jeg varmt anbefale denne opskrift. Den er virkelig god! Det er en Claus Meyer-opskrift med ganske få tilretninger fra min side og giver rigtig lækre hvedeknopper. Store og luftige, men med mere fylde og smag end dem, man køber. Og så mætter de også bedre. Opskriften på de gode hveder finder du her: Hvedeknopper.





Vi skal også have hvedeknopper, men det bliver ikke lige til st. bededag i år, da vi skal spise ude i den nærmeste fremtid. Derfor jeg tør ikke fylde maven med lækre, krydrede hveder og risikere at være nødt til at blive hjemme, hvis maven står af, som den ofte gør. Så vi må tage revanche, når vi har været afsted.

Der er også en anden årsag til, at vi ikke skal spise hjemmebagte hveder lige nu, nemlig at jeg pt. er ramt rigtig hårdt af seneskedehindebetændelse i højre håndled, så jeg er ret begrænset i, hvad jeg kan foretage mig. Jeg kan ikke selv handle, lave mad og bage, fotografere eller mange af de andre ting, jeg plejer at lave. Det inkluderer også at blogge, for det er særligt smertefuldt at sidde med computeren, så der kommer nok til at være lidt længere mellem indlæggene den næste tid, så jeg kan give begge hænder ro. Jeg kan i hvert fald mærke tiltagende smerter i venstre hånds håndled og fingre, efter den må tage over, så jeg er nødt til at skære ned på tiden ved computeren og med telefonen, så jeg kan få det bedre.

Vil slutte af med lidt billeder af Phoebe fra sidste uge, hvor jeg syede en hyggepose til hende med tørret baldrian (sædvanligvis putter jeg katnip i poserne, men det er godt med lidt variation). Den gjorde godt nok lykke! Hos begge katte. De bliver totalt fjollede af den lugt :D Vi andre nyder den dog ikke i samme grad, da det i den grad lugter af sure tæer! Pyha. Men hvad gør man ikke for kattene? ;) Billederne er taget fra en video, Christian tog af hende, mens hun legede med posen, så kvaliteten er ikke fantastisk, men de er nu ret sjove alligevel :)

Snif?

Grr! Lad mig nedlægge og flænse dig, nye pose!

Fungerer også som hovedpude ;) Det er i hvert fald rart at køre på ansigtet hen ad gulvet på den :D (Ozzys yndlingsdisciplin).