Krydderkage - The Big Meowski fylder 10 år!

I dag fylder bloggen 10 år! Og det skal selvfølgelig fejres med kage 💓🍰 Der vil også på et senere tidspunkt komme en giveaway for at fejre bloggen, når jeg finder mit overskud igen.

Kagen, I får opskrift på i dag, er perfekt på de dage, vi snart møder mange af; de kølige blæsende dage, hvor man mest af alt har lyst til at putte sig under et tæppe på sofaen med en kop te og en god bog eller serie i tv. Og så et stykke lækker, nybagt krydderkage, som er kagen, I får opskrift på i dag.

Christian havde længe gået og ønsket sig hjemmebagt krydderkage, så jeg har været i gang med at udvikle den rette opskrift. Jeg ville gerne have en kage med en dyb og fyldig smag af de varme krydderier, og en kage, der kunne holde sig god og frisk i flere dage. Det er lykkes med denne kage, som er utrolig lækker, og pga. kærnemælken er den god og frisk i flere dage, efter den er bagt. 

Krydderkage

175 g blød margarine

175 g brun farin

2 æg (str. m/l)

250 g hvedemel

1 tsk natron

2 tsk kanel 

1 tsk ingefær 

1 tsk allehånde 

1/2 tsk nelliker

1/2 tsk fint salt

1,75 dl kærnemælk

Derudover:

En 30 cm brødform

Pisk margarine sammen med brun farin, til det er godt blandet. Pisk æggene i et ad gangen og pisk, til massen er ensartet og mere eller mindre klumpfri.

I en anden skål blandes mel med natron, kanel, ingefær, allehånde, nelliker og salt. 

Sigt melblandingen i dejen lidt ad gangen, og bland det i dejen skiftevis med kærnemælken. Rør det hele sammen ganske kort, til dejen er ensartet.

For brødformen med bagepapir og fordel dejen i formen. Bag krydderkagen midt i ovnen ca. 50-55 minutter ved 175 grader. Tjek efter 50 minutter med en gaffel, træspyd eller lignende, om kagen er gennembagt.

Lad kagen køle af i formen. Sådan holder den bedst på fugten. Når den er kølet en del ned, kan kagen flyttes over på en rist for at afkøle den sidste varme.

Har du travlt, kan du selvfølgelig godt flytte kagen til afkøling på en rist med det samme, men jeg synes, kagen har godt af at køle ned i formen.

I dag fylder bloggen 10 år. Det er en ret stor ting for mig, for bloggen har betydet rigtig meget i mit liv. Jeg lavede den i starten egentlig mest for at skrive om vores liv, efter jeg var flyttet til Sjælland for at bo sammen med Christian, langt væk fra familie og venner, så de kunne følge med i, hvad der skete i vores liv. Men den udviklede sig ret hurtigt til mere end det, da jeg gerne ville bruge den som en platform, hvor jeg kan dele min store passion for madlavning og bagning med andre med samme interesse. Bloggen har været mit frirum, hvor jeg har kunnet lege og være kreativ med opskrifter og madfotografi, men også et sted, hvor jeg har kunnet dele de oplevelser, glæder og sorger, som har fyldt i vores liv. På den måde har den også fungeret som en slags dagbog eller online selvterapi, om man vil. 

Derudover har jeg via min blog lært flere dejlige mennesker at kende, og det betyder bestemt også noget. Folk med samme interesser, både madinteresserede og "kattetosser" som mig selv 💓

Jeg har faktisk set rigtig meget frem til den her dag længe og har planlagt en giveaway for at fejre bloggen, men den kommer til at vente, til mit overskud er større og jeg har fået lavet de opskrifter, der skal være optakten til den. Men så er der jo også noget at glæde sig til 😊 Jeg håber i hvert fald, at I har lyst til at deltage, når den tid kommer.

Der har været en larmende stilhed på bloggen over de seneste måneder. Som jeg skrev i mit indlæg i juni, stod jeg foran en ny udredning, da jeg har fået nye smerter, som påvirker min hverdag en hel del. Med tiden kunne jeg efterhånden godt se, hvor det bar hen, og det sendte mig ind i en svær og hård periode fyldt af bekymringer og sorg. For jeg var tidligere blevet advaret af min reumatolog om, at jeg på sigt nok ville udvikle leddegigt, men man håber jo altid, at det kun bliver ved truslen. Men nu er det en realitet. Har besøgt ham igen et par gange over sommeren, og i slutningen af august fik jeg endelig diagnosen. Så nu har jeg endnu en ting at skulle forholde mig til, helbredsmæssigt. 

At skulle lære at acceptere, at jeg nu er ramt af endnu en sygdom og denne gang en meget alvorlig en, har været en svær proces at skulle igennem. Både fordi jeg ikke ved, hvordan det kommer til at udvikle sig, og jeg ved, at det potentielt kan blive meget slemt, og fordi jeg ved, at behandlingen indebærer medicin med mange og alvorlige bivirkninger, hvoraf flere er nogle, man kan dø af. Derudover har jeg på en måde skullet sige farvel til livet, som jeg kender det, da både gigt og behandlingen betyder større ændringer i mit liv.

Jeg skal ærligt indrømme, at det har været meget hårdt og en kæmpe sorg for mig. Det har taget nogle måneder at bide mig igennem og vænne mig til tanken, fra jeg først var hos reumatologen i juni og til jeg skulle besøge ham igen i august. Men da jeg kom til ham i august, havde jeg været igennem den lange proces med at skulle vænne mig til tanken, så da han denne gang fandt klare tegn på leddegigten i hans undersøgelse, og jeg fik diagnosen, var jeg på en eller anden måde lettet. Det lyder måske underligt, men som nogle af jer måske ved, har jeg gennem de seneste fem år kæmpet med invaliderende, kroniske smerter, som man ikke har kunnet finde årsagen til. Så det er første gang i dette forløb, at man rent faktisk finder årsagen til mine problemer. Det viser sig, at nogle af mine andre udfordringer med smerter i senerne også kan skyldes gigten, før den satte sig i leddene. Jeg håber, at det på sigt kan give en bedring der også, når medicinen virker.

Jeg startede på medicinen sidste mandag. Det er en type medicin, som hæmmer immunsystemet, da leddegigt er en autoimmun sygdom, hvilket vil sige, at kroppen angriber sig selv. Så immunsystemet skal dæmpes for at det hjælper. Jeg har fået en type medicin, der er en slags kemo, blot i lavere dosis. Og jeg får derudover folsyre, som skal hjælpe på bivirkninger. 

Jeg var ret nervøs, da jeg skulle starte på medicinen, men det går umiddelbart godt. Har primært en voldsom træthed i et par dage bagefter og lidt uro i maven, samt en smule hovedpine, men det er bestemt nemt sluppet, selvom jeg godt ved, at bivirkningerne kan komme senere. Jeg er dog også startet på en lavere dosis, end man normalt gør, da jeg før har haft forhøjede levertal af anden medicin, og da denne også kan give det, starter man mig forsigtigt op. Om jeg så får værre bivirkninger, når jeg potentielt sættes op i dosis, må vi se. Pt. er jeg faktisk mest dårlig efter folsyren, da den generer mit mave-tarmsystem og giver kvalme og oppustethed. I hvert fald første gang jeg tog den. Har valgt at føre en lille kalender over mine symptomer, så jeg nemt kan gå tilbage og se, hvordan jeg reagerer på medicinen.

Når man lider af leddegigt, har man også større risiko for hjerte-karsygdomme og andre udfordringer, og det er vigtigt, at man holder kroppen i gang, så leddene ikke bliver stive af mangel på bevægelse, så jeg har givet mig et spark bagi og er kommet i gang med at gå igen. Jeg har ellers ikke gået længe pga. udmattelse pga. gigt og stress. Men jeg er klar over, at jeg er ansvarlig for at hjælpe mig selv, så jeg er så småt kommet i gang med mine gåture igen. Det går meget godt, jeg skal blot huske at passe på mig selv. Det glemte jeg lidt på min gåtur i mandags, så i går havde jeg to smadrede knæ, så jeg havde problemer med at gå og stå. Næste gang må jeg være mere forsigtig. 

Derudover kigger jeg lidt på min kost, så jeg sørger for at få en masse af de ting, min krop har godt af. Forhåbentlig vil det i det lange løb hjælpe på både krop og sind.

Desværre har min leddegigt ikke været vores eneste udfordring den seneste tid. Som jeg tidligere har skrevet, har vi udfordringer med Ozzy og hans helbred. Han kom på nyrekost, og ved seneste blodprøve kunne vi se resultatet, at han var helt normaliseret i sine tal igen. Desværre har han fået en dårlig appetit og tabt sig yderligere, så han er skind og ben. De seneste tre måneder har jeg måttet håndfodre ham knas for knas hver eneste dag, så han får det, han har brug for. Først i løbet af den seneste uge er han begyndt at komme og spise lidt selv, men der er lang vej, til han spiser alt selv og det han skal. Vi  har fået ham undersøgt flere gange og taget flere blodprøver uden at finde ud af, hvad der er med ham. Han har været igennem alt for meget, så nu lader vi ham få noget ro og håber på, at han får det bedre. Ellers er næste skridt, at vi skal have ham til udredning på en mere avanceret klinik tæt på København, som vi før har brugt. Men jeg håber virkelig, at han kommer sig af sig selv, for han trænger til ro. Og det gør vi også.

Derudover har vi kæmpet med en maveinfektion hos Phoebe, som hun desværre fik tilbagefald med efter endt antibiotikakur. Så prøvede vi at give hende en kur for giardia, da dyrlægen mistænkte, at det kunne være årsagen. Det var det gudskelov ikke! Og hendes mave er efterhånden faldet til ro efter et meget langt forløb, og vi har hende snart tilbage på normal foder efter lang tid med skånekost. 

Julius kører det lidt op og ned med. Vi har sat ham på LDN for hans tarmsygdom og håber, at det med tiden kan give mere aktivitet i den del af tarmen, der er blevet for stor og ikke virker optimalt mere. Det så da også lovende ud i starten. Men den seneste måned har været slem, som den altid er i september med ham, er vores erfaring. Det må have noget med hans pels at gøre. Den fælder mere eller er længere, når den kommer af og skal igennem hans system. Så ham har vi også et ekstra øje på pt. 

Mit seneste indlæg her på bloggen handlede om Nemo, vores lille hittekat, som vi prøvede at finde et nyt hjem til. Det lykkedes heldigvis. Han har fået et hjem, der er perfekt til ham. Han bor nu hos en dame, der er tæt på pensionsalderen og ikke arbejder fuld tid, så hun har masser af tid til Nemo, og han har derudover fået en katteven, da hun havde kat i forvejen. Han bor også sammen med en hund nu, men det går rigtig fint. Og så har han mulighed for at gå ud og ind, som det passer ham, da der er kattelem. Men han vil allerhelst være sammen med sin nye mor og kattebror hele tiden, så han er meget indenfor, siger hun. Så det er rigtig dejligt 💓 Herunder kan I se et af de sidste billeder, jeg tog af ham, mens han boede hos os:

Pga. mine egne udfordringer med gigten, bekymringer og sorgproces sammenholdt med det kæmpe arbejde, der har været med kattene (især Ozzy) i perioden, har min stress været tilbage, og jeg har haft det skidt en stor del af tiden. Så der har ikke været overskud til bloggen og heller ikke til at lave mad eller bage og andre hyggelige køkkenaktiviteter, som jeg ellers normalt nyder. Jeg håber dog, at det vender tilbage på et tidspunkt. Det gør det nok, for det plejer det, selvom der har været hårde perioder af lidt sammen type som denne. 

I går, som var dagen efter min gigtmedicin, havde jeg som vanligt planlagt en rolig dag, så jeg ikke skulle nå noget, hvis jeg havde det dårligt. Jeg fik dog lyst til at bage, da Christian efterhånden snart har tømt fryseren for hjemmebagt kage, så jeg lavede en portion af mine gode kanelsnegle. Det er sådan en type kage, jeg kan tage i etaper over eftermiddagen, så det var fint nok. Og Christian klarede både opvask og prøvesmagning 😄💓 Jeg er heldig at have sådan en støttende og omsorgsfuld mand. Det gør en kæmpe forskel for mig. Så jeg tror, livet nok skal vende tilbage og blive mere normalt, selvom der er kommet nye udfordringer til. Det tager bare lidt tid at falde på plads i den nye virkelighed, og med tiden kommer der nok mere overskud, så jeg kan gå mere i køkkenet. 

Heldigvis ved jeg, at bloggen stadig vil være her, når jeg er klar til at dele nye opskrifter, oplevelser og tanker 💓