Pizzaboller med focacciabund

Det er blevet tid til lidt nye lækkerier her på bloggen. Dagens opskrift er på nogle rigtig lækre pizzaboller med focacciabund, som jeg bagte for nogle uger siden til Christians madpakke.

Som barn af 80'erne husker jeg med behersket glæde den varme skolemadpakke bestående af 3-4 halve stykker rugbrød med leverpostej, kødpølse eller lignende, der ofte lå og hyggede sig i skoletasken fra kl 7 om morgenen, når man skulle hjemmefra, til den sidste mad blev indtaget omkring middag. Det bliver ret hurtigt kedeligt at spise hver dag, og den der brune lugt af ristede løg, godt opløst i remouladen, savner jeg bestemt ikke i dag ;) Med tiden skete der heldigvis forbedringer; jeg fik en madkasse med køleelement, og min mor fandt på at give mig pitabrød med salat, lidt kød og dressing med som variation. Variation er godt!

Der er ingen tvivl om, at rugbrød er en vinder i madkassen, da det mætter godt og indeholder mange gode fibre, men nogle gange er det sjovt at få noget andet med. I dag får du opskriften på noget særligt lækkert, som kan bruges i  madpakken. Måske ikke lige hver dag, men når man trænger til noget ekstra godt. Pizzabollerne er ligeledes rigtig gode til picnic eller andre lejligheder, hvor man skal kunne spise maden primært håndholdt :) Jeg har faktisk også jævnligt lavet dem til aftensmad (med salat til), for de er ekstra gode lune og nybagte.

Mine pizzaboller er med focacciabund, og der er der en rigtig god grund til. Focacciabrød smager rigtig godt, og så har de en særlig fordel, når det gælder fyld, nemlig at der laves fordybninger i dejen, før de smøres med noget og bages. Når jeg bruger dejen til at lave pizzaboller af, vil der lægge sig pizzasauce i hullerne, og det er toppen at finde sådan en lomme med ekstra smag i bollen <3 Det fungerer faktisk lidt, ligesom når man laver brunsviger; der laver man nemlig også fordybninger i dejen, så der kan opstå små lommer med ekstra guf :)

Der bliver 6-8 pizzaboller ud af opskriften nedenfor afhængig af hvor store, man ønsker, de skal være. Jeg laver oftest 7 pizzaboller, og de er fint store, synes jeg. Hvis du har lyst, kan du sagtens koge din egen tomatsauce. Det gider jeg dog sjældent, da den fra Rema1000 er så god (både den almindelige og øko-udgaven). Jeg laver oftest bollerne med skinke, men for variationens skyld kan jeg også godt finde på at smide peperoni på et par stykker, hvilket jeg også gjorde denne gang. Vælg dit eget favoritfyld. Jeg vil dog anbefale, at du som minimum bruger tomatsauce og revet ost for at give smag og holde på fugten i bollen, og at du ikke overlæsser bollen med fyld, da det kan gøre, at den ikke bliver ordentligt gennembagt, ligesom når man laver almindelige pizzaer :)

Pizzaboller med focacciabund (6-8 stk)

25 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 spsk olie
100 g durummel
Ca. 340 g hvedemel

Fyld:
Tomatsovs
200 g revet mozzarella
Skinke i strimler
Evt. peperoni
Tørret oregano

Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt salt og olie.

Rør durummelet i, og tilsæt herefter hvedemelet lidt ad gangen. Mængden er vejledende. Jeg vil anbefale, at dejen laves i hånden, da min erfaring er, at pizzabollerne bliver bedst sådan. Du skal muligvis ikke bruge alt melet, så derfor tilsættes det lidt ad gangen, til dejen lige kan håndteres. Den må gerne klistre lidt og skal ikke æltes ret meget.

Sæt dejen til forhævning tildækket et lunt sted i 1 time.

Slå luften ud af dejen på et let melet bord og tril dejen til en pølse. Del pølsen i 6-8 stykker og tril hvert stykke dej til en kugle.

Fordel en lille smule mel på køkkenbordet og hav lidt på fingrene, mens du trykker dejkuglerne ud til pizzaer, ca. 1 cm tykke. De trækker sig lidt sammen, når de flyttes over på bagepladen,.

Tænd ovnen på 250 grader. Læg pizzabollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket et lunt sted  i 15 minutter.

Tryk huller i pizzabollerne med fingrene og smør dem godt med tomatsauce. Sørg for, at der ligger tomatsauce i hullerne. Fordel herefter revet ost og dit valgte kødfyld. Putter du peperoni på, så sørg for, at de ligger tæt sammen inde på midten af pizzabollerne, da de vil glide ud til siden under bagningen. Drys til sidst med en lille smule tørret oregano.

Bag pizzabollerne nederst i ovnen 15-20 minutter, til de er gennembagte. Du kan tjekke, om det lyder hult, når du banker dem under bunden (Vip forsigtigt en op med en palet - pas på, de er meget varme!).

Læg de færdigbagte pizzaboller på en rist beklædt med bagepapir og drys dem med tørret oregano. Lad dem køle lidt af, før de spises. Skal de bruges til madpakken, skal du lade dem køle lidt længere ned, før du sætter dem på en tallerken og lader dem køle helt ned i køleskabet. Pak dem først i poser, når de er kølet helt ned. Opbevar de færdige pizzaboller i en frysepose eller lufttæt bøtte i køleskabet.

Pizzabollerne smager allerbedst nybagte og sprøde lige fra ovnen, så hvis du har mulighed for at varme dem inden servering, hvis de ikke spises med det samme, de er bagt, er det en god ide. Lad en bageplade varme godt op nederst i ovnen med bagepapir på, før du lægger pizzabollerne derind. Bag dem, til de er gennemvarme. Hold øje med, at fyldet ikke får for meget farve. Læg et stykke sølvpapir hen over bollerne, hvis du vurderer, at det begynder at få for meget farve.

Pizzabollerne efter efterhævningen. Man fornemmer luftigheden.

Dr trykkes huller i bollerne med fingrene, så der kan dannes små gufhuller med tomatsovs.

Tomatsauce, ost og kødfyld fordeles på bollerne og afsluttes med et lille drys oregano.

De færdige pizzaboller, som gives et ekstra drys tørret oregano.

Det er efterhånden længe siden, at der er kommet en opdatering herhjemmefra, så det må være på tide. Sidst, jeg delte lidt herhjemmefra, havde jeg lige fået trukket en visdomstand ud og gik og ventede på at få svar på den nerveledningsundersøgelse, jeg fik lavet af mine arme i starten af februar. Det går heldigvis meget godt med helingen af munden, og jeg har også fået svar på undersøgelsen.

I starten af marts var jeg tilbage hos min neurolog, der skulle give mig svaret på undersøgelsen. Jeg havde ikke forventet, at den ville vise noget, men det gjorde den faktisk. Mine nerver på undersiden af armene leder ikke strømmen, som de skal. Mere kunne min neurolog faktisk ikke fortælle mig, da hun ikke rigtigt forstod de tal, hun kiggede på. Så hun kunne kun fortælle os, hvad man fra Filadelfia, hvor jeg fik lavet undersøgelsen, havde skrevet til hende. De havde skrevet, at jeg skulle have lavet endnu en undersøgelse - en værre en med nåle stukket ind i de smerteplagede områder - for at finde ud af, hvor problemet præcist sidder, hvis man ønsker det afklaret, og min neurolog mente, at jeg skal bede min læge om en henvisning til en ortopædkirurg...

Det var i det hele taget et ret frustrerende besøg for mig (os!) hos neurologen, for Christian havde fri den eftermiddag for at komme med, og så sad man der og fik alligevel ikke andet at vide, end de fra Filadelfia selv havde kunnet ringe og sige, når min neurolog ikke forstod, hvad det var, hun sad og kiggede på. Det tager omkring fem kvarter at køre til Næstved for os, så det føltes bare så meget som spild af tid. Vi havde endda ventet næsten en måned på at få svaret på undersøgelsen (fordi jeg ikke kunne få en passende tid før).

Som jeg skrev sidst, jeg fortalte jer om mit forløb, havde jeg utroligt ondt, efter min neurolog havde haft fat i mine arme, før hun henviste mig til nerveledningsundersøgelsen. Det varede faktisk en måned, før jeg ikke havde smerter konstant. Jeg nævnte det for hende i sammenhængen med, at det måske kunne have gjort et udslag i, hvor skæve mine tal endte med at være i undersøgelsen, men hendes reaktion var totalt uventet. Hun fortalte mig, at det intet havde at gøre med, at hun havde undersøgt mine arme, at jeg havde fået smerter. At det var noget, der foregik oppe i mit hoved. WTF??! Og så endda når hun sad med beviset på, at der fysisk er noget galt (i hvert fald på undersiden af armene). Jeg måtte lige sluge kamelen, før jeg kunne sige, at jeg altså ved, at det har en sammenhæng, fordi jeg også tidligere har haft smerter, når min fysioterapeut forsigtigt har rørt med laserapparatet ved senerne, så der skal ingenting til. Hun fejede os af med en kommentar om, at jeg jo kender min egen krop bedst, for tiden var udløbet, men det var med stor frustration, vi kørte hjem derfra den dag. Bliver stadig vred over at tænke på det.

Jeg fik papirerne med hjem med resultaterne, og dem har jeg lige haft med til reumatologen, som jeg var hos i torsdags. Besøget hos ham var, som jeg forventede, ikke noget, jeg ville få ret meget ud af. Det handlede primært om at holde øje med den forhøjelse i en af mine blodprøver, der peger mod leddegigt, men da den var let forhøjet ligesom sidste gang, mente reumatologen ikke, der skulle ske mere. Det er ikke sikkert, jeg overhovedet vil udvikle leddegigt, selvom jeg har den her forhøjelse, så jeg skal bare holde øje med symptomerne og få en ny henvisning, hvis der sker mere.
Jeg var ret spændt på, hvad han havde at sige til den undersøgelse, jeg havde fået lavet, men han mener ikke, at det er noget, nogen vil vælge at operere på.. Så jeg er ikke rigtigt kommet nogen vegne her. Vil dog snakke med min læge, om jeg skal have en videre henvisning til ortopædkirurgen, bare for at få afprøvet alt det, jeg kan.

Det er så der, jeg står. Jeg har en tid hos min nye læge i morgen, hvor jeg skal sætte ham ind i hele historien. Jeg har valgt ham, jeg var hos i sidste måned for at få fjernet mit modermærke, selvom han "bare" er tilknyttet klinikken mere eller mindre fast, fordi jeg følte mig relativt tryg der. Jeg kan ikke være sikker på, at han er i klinikken for al fremtid, men han var rar og behagelig, og det betyder altså meget. Han er nu den eneste læge, der står for min behandling, eftersom jeg er afsluttet både hos reumatolog og neurolog. Så en dyb vejrtrækning og så på den igen. Det er virkelig hårdt at skulle starte forfra hele tiden. Men håber, jeg bliver glad for min nye læge. Når han er sat ind i tingene, skal vi snakke om medicinen, som jeg snart skal forsøge med. Det er som tidligere skrevet en type epilepsimedicin, og der er naturligvis bivirkninger. Jeg har for nyligt læst om, hvordan det kan ødelægge tænderne, så det er jeg ret bekymret for. Derfor skal jeg måske se min tandlæge lidt oftere, når jeg starter på det, tænker jeg. Det er noget af det, vi skal snakke om i morgen.

Den nye medicin skulle gøre mig meget sløv og stenet, i hvert fald i starten, så der kommer nok til at gå en periode, hvor jeg ikke kan køre bil og skal passe lidt ekstra på, men jeg har en aftale med Christians far om, at han kan køre mig, hvis det bliver nødvendigt, og Christian har lovet at hjælpe med at få mig afsted på mine gåture (med sit selskab), så jeg er relativt fortrøstningsfuld. Jeg kan altid stoppe med medicinen igen, hvis jeg ikke kan acceptere de bivirkninger, den giver. Det tager dog nogle uger eller lidt længere at se, hvilke der er blivende, og hvilke der går over igen. Vi må se.

Det går lidt frem og tilbage med mit funktionsniveau, alt efter hvor meget jeg får overbelastet mig selv, men jeg kan noget mere end for et halvt år siden, så jeg håber, det igen bliver helt godt. Billederne her ovenfor har jeg selv taget i haven inden for den seneste måned. Elsker, at der igen bliver noget spændende at skyde med makroobjektivet i haven :) Der ligger lidt flere af mine skud fra den dag på fotobloggen.

Kattene har været glade for selskabet i haven. Vi nyder alle solen (ekstra meget, før Ozzys næse skal holde siesta pga. de skader, han har haft på den de sidste to år). Ozzy har lige været til dyrlægen for at blive vaccineret for første gang, siden han startede på interferon, dvs. at det er to år siden sidst. Nu, hvor han ikke får det mere, kan han godt klare at blive vaccineret igen. Vi fik også lavet en blodprøve på ham, og desværre kan vi igen se en stigning i hans nyretal. De begynder at bevæge sig derop, hvor vi er bekymrede, så vi har en aftale med dyrlægen om en ny prøve om et par måneder sammen med en SDMA-test, der kan opdage tidlig nyresvigt.

Bortset fra blodprøven er Ozzy ellers tip-top. Hans mund er stadig rigtig flot og næsten uden mundbetændelse nu, og han har taget næsten et kilo på siden sidste år, hvor vi havde ham til sundhedstjek (uden vaccination pga. interferonen). Han har aldrig været så rund og er i superfin stand nu. Så god, at han efterhånden har fået kælenavnet "tykke-mis" herhjemme :D Han har altid været en slank/mager kat, så det er meget vildt. Men det hænger nok sammen med det ekstra kosttilskud, han får til munden, der består af fedt, og så den nye facon på tørkosten, der gør, at han bedre kan spise den :) Hvis han er på vej til dårlige nyrer, er det kun godt, at han er lidt mere til den runde side. Vi ser tiden an og glæder os over, at han har det så godt, som han har det nu. Tog det her billede af vores smukke dreng i haven for nyligt <3

Phoebe har heldigvis ikke haft nogen problemer, siden vi måtte akut afsted med hende, som jeg fortalte om, sidst jeg skrev om alt det herhjemme. Hun er glad og fræk, som hun plejer. Hun er dog ikke helt tilfreds med, at hun ikke har måttet deltage i udpakningen af den kæmpe ordre, vi lige har fået hjem fra zooplus. Havde lidt rabat, der skulle skydes af, så har fået bestilt kattemad, grus og mange andre gode ting, der skulle pakkes væk fra hendes nysgerrige poter (hun kan godt finde på at rive hul i poserne med kattemad, så det går ikke!). Til gengæld var der lidt sjov bagefter, hvor hun kunne deltage i, at Christian stillede et nyt kradsetræ op i køkkenet.

Vi har længe ønsket at skifte Puttes sidste store fødselsdagsgave ud med et lignende lille kradsetræ i køkkenet, men pludseligt kunne det ikke købes nogen steder mere :( Det var fra Harald Nyborg, som nu ikke førte det længere. Håbet lever dog, for jeg tjekker af og til, om de skulle have det eller et lignende igen, og nu var jeg heldig! Så jeg fik bestilt et helt magen til Puttes gamle træ, som nu står fint og nyt i køkkenet. Så er overgangen til noget nyt heller ikke helt så svær, når det er magen til hans gamle. Vi savner ham rigtig meget stadigvæk, så det gør lidt ondt at skulle af med hans yndlingsplads.

Kradsetræet er taget godt imod af kattene. De har begge ligget på det, og Phoebe prøvede lige bundpladen af, mens Christian pakkede alle delene ud af papkassen :D Her et par hurtige billeder snuppet med telefonen :) Rebet ryger dog af igen, da de ofte bare synes, det er i vejen, men alt nyt er jo sjovt, så Phoebe har været henne og tjatte lidt til det ;)

Et nyt år truer - om skrøbelighed og snevejr

Da klokken blev tolv nytårsaften, og det var tid til at springe ind i et nyt år, stod jeg med den samme knude i maven, jeg har gjort de sidste år. Jeg havde ikke lyst til at møde det nye år, men ville hellere blive i det gamle. Det har man lært at kende og ved, hvad er, og det nye er nyt og farligt. Sådan føles det i hvert fald, for de sidste mange nye år har bragt nye negative ting med sig; så meget at jeg (vi) er stoppet med at sige: "næste år kan kun blive bedre", når vi står der parat til at byde et nyt år velkommen.

2015 blev da også et virkelig hårdt år for os. Det startede ellers godt. Ozzy fik i 2014 fjernet næsten alle tænder pga. mundbetændelsen, og i den første tredjedel af 2015 så det ud til, at han var på vej mod helbredelse. Nu, hvor vi kender resten af året, ved vi, at sådan gik det ikke. Ozzy fik et stort tilbagefald og måtte af med resten af tænderne i efteråret. Op til operationen fik han endda en virkelig slem solskoldning af næsen pga. noget medicin, han fik i forbindelse med mundproblemerne, så nu vi står også med en kat, der helt skal holdes ude af solen, så han ikke udvikler kræft. Det er bestemt ikke nemt, men hans næse er blevet mere pænere, heldigvis. Alligevel frygter vi for forår og sommer, når vi igen skal beskytte ham.

Foråret bød også på et tab. En veninde, jeg har lært at kende her gennem bloggen, døde. Det var et chok, fordi hendes kræftsygdom ellers virkede til at være under kontrol, men nogle gange er kroppen bare så slidt, at den ikke kan mere, og jeg ved, hun havde andre ting at kæmpe med. Jeg savner stadig vores skriven frem og tilbage om dit og dat og tænker jævnligt på hende.

Efteråret skulle blive lige så kaotisk, som 2014 sluttede (hvor vi kæmpede med at få Ozzy ovenpå igen efter hans store operation). For det første blev Ozzy igen opereret og skulle lære at spise helt uden tænder, og kort tid efter det fik Christian beskeden om, at hans arbejdsplads lukkede den danske afdeling, så alle stod til at blive fyret. Resten af året var meget hektisk, da han skulle være med til at lukke det hele ned, og vi var begge ved at drukne i stress og udmattelse. Så det var med noget af en bæven, at jeg tog skridtet ind i et nyt år... Man håber jo altid, at det næste år bliver bedre, selvom man ikke rigtigt kan tro på det. Håbet er der dog ingen, der kan slukke, selvom man ikke tør formulere det. 

2016 startede dog virkelig trist. I slutningen af 2015 kunne jeg erfare, at en veninde, jeg har kendt i 10 år, nu var blevet lagt i respirator pga. sin sygdom i lungerne. Det var chokerende, men jeg håbede selvfølgelig det bedste og miraklet ville ske, så hun fik de nye lunger, hun har kæmpet så hårdt for at blive klar til at få. Det skulle hun bare. Hun var kun 29 år, og det er bare alt for tidligt at dø. Desværre fik vi beskeden midt i sidste uge, at hun var sovet ind 2. januar :( Det er virkelig surrealistisk. Jeg kender ingen, der er så stærk og positiv som hende på trods af alt det, hun har måttet kæmpe med, og jeg har altid været overbevist om, at hun, om nogen, ville vinde kampen og få de lunger, hun sådan havde fortjent. Så det er på en eller anden måde endnu ikke gået ind i hoved og hjerte hos mig, at hun ikke er her mere.

Vi lærte hinanden at kende via et katteforum på nettet for ca. 10 år siden, og har gennem årene løbende haft kontakt. For et par år siden var vi ude og besøge hende og de dejlige maine coons, som betød så meget for hende. Vi havde en del ting til fælles, og det var også som regel emnet, når vi snakkede sammen. Kattene, tydeligvis, men også fotografi og det at leve som kronisk syg. Hun har været en god støtte med ord og råd i vores hårde situationer med kattene gennem de sidste 3-4 år, og hun var en af de primære årsager til, at jeg begyndte at fotografere makro, som i dag er noget af det, jeg holder allermest af (som det tydeligt ses på fotobloggen). Jeg har vidst fra tidligt i vores venskab, at hun led af en forfærdelig sygdom, som man som regel ender med at dø tidligt af, men hun var så ung, at det nærmest var uforståeligt, at det skulle komme så vidt. Det sidste år har været meget hårdt for hende, men alligevel kæmpede hun så hårdt, og vi, der kendte hende, var alle overbevist om, at hun skulle få de lunger og et meget bedre liv. Så vi er alle noget i chok i de her dage. Livet er virkelig skrøbeligt og flygtigt, selv for de mest modige og stærke af os.

Hun skal begraves i morgen, og Christian og jeg har bestilt en fin bårebuket til hendes bisættelse. Han har mødt hende flere gange og er også både overrasket og chokeret over, hvad der er sket. Det var så surrealistisk at skulle bestille den og også hårdt, for det er en tvungen erkendelse af, hvad der er sket. Mine tanker kredser noget om hendes mor, som hun boede sammen med pga. sin sygdom, og kattene. Hvordan hun og de skal klare den her bagefter. Jeg håber det bedste for dem.

Heldigvis er alt i 2016 ikke trist og negativt. I dag starter Christian på nyt job. Han nåede at være uden job i 10 dage i alt, så det er jo virkelig flot, alting taget i betragtning. Han blev fritstillet fra 1. januar, men vidste allerede der, hvad der skulle ske, jobmæssigt. Han var jo til to samtaler i december for ligesom at få hul på bylden med at søge jobs for første gang i 18 år, og overraskende nok blev han tilbudt begge jobs. Han tog jobbet, der ligger her i byen, og i dag starter så et nyt eventyr. Jeg er spændt på, hvad den kommende tid bringer for ham, og håber, han falder godt til i sit nye job, der er noget anderledes end det, han kommer fra. Dog er det stadig primært et IT-job, og han er ret lærenem, så jeg tror, at det nok skal gå :)

I starten af det nye år fik jeg også besked om, at en god bekendts kat, som har været væk omkring et halvt år var kommet hjem igen. Der faldt en sten fra mit hjerte, for jeg har været noget trist på hendes vegne, da jeg ved, hvor meget han betyder for hende. Nu håber jeg, at han bliver hjemme fremover :)

Så endnu er det svært at vurdere, hvordan det her år falder ud. Men det har godt nok været en hård start, synes jeg. Jeg har ikke som sådan nogen nytårforsæt, men vil som sædvanligt prøve at passe så godt på mig selv, som jeg kan, og håber på rare og positive oplevelser. Eftersom Ozzy er på daglig medicin og sandsynligvis skal være det længe endnu, sætter jeg ikke næsen op efter at få gentaget de små, dejlige ferier, vi har haft de sidste år. Men så kommer der forhåbentlig andre gode oplevelser for os.

Afslutningsvis får I lidt nye billeder, jeg tog i går, hvor det endelig blev snevejr herhjemme. Vi bor tæt på havet, så her er ofte lidt lunere end mange andre steder, og derfor bliver vi tit snydt, når der er snevejr i Danmark. Men i går væltede det ned med sne. Desværre ikke af typen, der bliver liggende længe, da temperaturen ikke var så lav, som man kunne ønske sig, men jeg nød det, så længe det varede. Store, bløde fnug, der vrimler ned fra himlen <3 Jeg elsker snekugler, og når det sner på den måde, er det lidt som er være midt inde i sådan en. Jeg lokkede Phoebe en kort tur i haven, så jeg kunne tage lidt snebilleder med et godt motiv. Hun er dog noget af en svækling, når det kommer til vintervejr (og regn og blæst og kulde), så hun gad ikke være med ude ret længe. I dag, hvor meget af sneen er smeltet, og det ikke er frostvejr, har hun dog været ude og skælde fuglene i haven lidt ud ;)

*Snif*. Hvad er det her for noget hvidt stads?

Jeg tror ikke, jeg kan lide det :(

Der skues ud over haven fra klatretræet.

Sne over alt, selv i fjæset, brr!

Meep-meep! Nu blev det altså for koldt, og der blev spurtet over til kattelemmen
for at komme ind i varmen igen ;)