Pizzaboller med focacciabund

Det er blevet tid til lidt nye lækkerier her på bloggen. Dagens opskrift er på nogle rigtig lækre pizzaboller med focacciabund, som jeg bagte for nogle uger siden til Christians madpakke.

Som barn af 80'erne husker jeg med behersket glæde den varme skolemadpakke bestående af 3-4 halve stykker rugbrød med leverpostej, kødpølse eller lignende, der ofte lå og hyggede sig i skoletasken fra kl 7 om morgenen, når man skulle hjemmefra, til den sidste mad blev indtaget omkring middag. Det bliver ret hurtigt kedeligt at spise hver dag, og den der brune lugt af ristede løg, godt opløst i remouladen, savner jeg bestemt ikke i dag ;) Med tiden skete der heldigvis forbedringer; jeg fik en madkasse med køleelement, og min mor fandt på at give mig pitabrød med salat, lidt kød og dressing med som variation. Variation er godt!

Der er ingen tvivl om, at rugbrød er en vinder i madkassen, da det mætter godt og indeholder mange gode fibre, men nogle gange er det sjovt at få noget andet med. I dag får du opskriften på noget særligt lækkert, som kan bruges i  madpakken. Måske ikke lige hver dag, men når man trænger til noget ekstra godt. Pizzabollerne er ligeledes rigtig gode til picnic eller andre lejligheder, hvor man skal kunne spise maden primært håndholdt :) Jeg har faktisk også jævnligt lavet dem til aftensmad (med salat til), for de er ekstra gode lune og nybagte.

Mine pizzaboller er med focacciabund, og der er der en rigtig god grund til. Focacciabrød smager rigtig godt, og så har de en særlig fordel, når det gælder fyld, nemlig at der laves fordybninger i dejen, før de smøres med noget og bages. Når jeg bruger dejen til at lave pizzaboller af, vil der lægge sig pizzasauce i hullerne, og det er toppen at finde sådan en lomme med ekstra smag i bollen <3 Det fungerer faktisk lidt, ligesom når man laver brunsviger; der laver man nemlig også fordybninger i dejen, så der kan opstå små lommer med ekstra guf :)

Der bliver 6-8 pizzaboller ud af opskriften nedenfor afhængig af hvor store, man ønsker, de skal være. Jeg laver oftest 7 pizzaboller, og de er fint store, synes jeg. Hvis du har lyst, kan du sagtens koge din egen tomatsauce. Det gider jeg dog sjældent, da den fra Rema1000 er så god (både den almindelige og øko-udgaven). Jeg laver oftest bollerne med skinke, men for variationens skyld kan jeg også godt finde på at smide peperoni på et par stykker, hvilket jeg også gjorde denne gang. Vælg dit eget favoritfyld. Jeg vil dog anbefale, at du som minimum bruger tomatsauce og revet ost for at give smag og holde på fugten i bollen, og at du ikke overlæsser bollen med fyld, da det kan gøre, at den ikke bliver ordentligt gennembagt, ligesom når man laver almindelige pizzaer :)

Pizzaboller med focacciabund (6-8 stk)

25 g gær
3 dl vand
1 tsk salt
1 spsk olie
100 g durummel
Ca. 340 g hvedemel

Fyld:
Tomatsovs
200 g revet mozzarella
Skinke i strimler
Evt. peperoni
Tørret oregano

Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt salt og olie.

Rør durummelet i, og tilsæt herefter hvedemelet lidt ad gangen. Mængden er vejledende. Jeg vil anbefale, at dejen laves i hånden, da min erfaring er, at pizzabollerne bliver bedst sådan. Du skal muligvis ikke bruge alt melet, så derfor tilsættes det lidt ad gangen, til dejen lige kan håndteres. Den må gerne klistre lidt og skal ikke æltes ret meget.

Sæt dejen til forhævning tildækket et lunt sted i 1 time.

Slå luften ud af dejen på et let melet bord og tril dejen til en pølse. Del pølsen i 6-8 stykker og tril hvert stykke dej til en kugle.

Fordel en lille smule mel på køkkenbordet og hav lidt på fingrene, mens du trykker dejkuglerne ud til pizzaer, ca. 1 cm tykke. De trækker sig lidt sammen, når de flyttes over på bagepladen,.

Tænd ovnen på 250 grader. Læg pizzabollerne på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve tildækket et lunt sted  i 15 minutter.

Tryk huller i pizzabollerne med fingrene og smør dem godt med tomatsauce. Sørg for, at der ligger tomatsauce i hullerne. Fordel herefter revet ost og dit valgte kødfyld. Putter du peperoni på, så sørg for, at de ligger tæt sammen inde på midten af pizzabollerne, da de vil glide ud til siden under bagningen. Drys til sidst med en lille smule tørret oregano.

Bag pizzabollerne nederst i ovnen 15-20 minutter, til de er gennembagte. Du kan tjekke, om det lyder hult, når du banker dem under bunden (Vip forsigtigt en op med en palet - pas på, de er meget varme!).

Læg de færdigbagte pizzaboller på en rist beklædt med bagepapir og drys dem med tørret oregano. Lad dem køle lidt af, før de spises. Skal de bruges til madpakken, skal du lade dem køle lidt længere ned, før du sætter dem på en tallerken og lader dem køle helt ned i køleskabet. Pak dem først i poser, når de er kølet helt ned. Opbevar de færdige pizzaboller i en frysepose eller lufttæt bøtte i køleskabet.

Pizzabollerne smager allerbedst nybagte og sprøde lige fra ovnen, så hvis du har mulighed for at varme dem inden servering, hvis de ikke spises med det samme, de er bagt, er det en god ide. Lad en bageplade varme godt op nederst i ovnen med bagepapir på, før du lægger pizzabollerne derind. Bag dem, til de er gennemvarme. Hold øje med, at fyldet ikke får for meget farve. Læg et stykke sølvpapir hen over bollerne, hvis du vurderer, at det begynder at få for meget farve.

Pizzabollerne efter efterhævningen. Man fornemmer luftigheden.

Dr trykkes huller i bollerne med fingrene, så der kan dannes små gufhuller med tomatsovs.

Tomatsauce, ost og kødfyld fordeles på bollerne og afsluttes med et lille drys oregano.

De færdige pizzaboller, som gives et ekstra drys tørret oregano.

Det er efterhånden længe siden, at der er kommet en opdatering herhjemmefra, så det må være på tide. Sidst, jeg delte lidt herhjemmefra, havde jeg lige fået trukket en visdomstand ud og gik og ventede på at få svar på den nerveledningsundersøgelse, jeg fik lavet af mine arme i starten af februar. Det går heldigvis meget godt med helingen af munden, og jeg har også fået svar på undersøgelsen.

I starten af marts var jeg tilbage hos min neurolog, der skulle give mig svaret på undersøgelsen. Jeg havde ikke forventet, at den ville vise noget, men det gjorde den faktisk. Mine nerver på undersiden af armene leder ikke strømmen, som de skal. Mere kunne min neurolog faktisk ikke fortælle mig, da hun ikke rigtigt forstod de tal, hun kiggede på. Så hun kunne kun fortælle os, hvad man fra Filadelfia, hvor jeg fik lavet undersøgelsen, havde skrevet til hende. De havde skrevet, at jeg skulle have lavet endnu en undersøgelse - en værre en med nåle stukket ind i de smerteplagede områder - for at finde ud af, hvor problemet præcist sidder, hvis man ønsker det afklaret, og min neurolog mente, at jeg skal bede min læge om en henvisning til en ortopædkirurg...

Det var i det hele taget et ret frustrerende besøg for mig (os!) hos neurologen, for Christian havde fri den eftermiddag for at komme med, og så sad man der og fik alligevel ikke andet at vide, end de fra Filadelfia selv havde kunnet ringe og sige, når min neurolog ikke forstod, hvad det var, hun sad og kiggede på. Det tager omkring fem kvarter at køre til Næstved for os, så det føltes bare så meget som spild af tid. Vi havde endda ventet næsten en måned på at få svaret på undersøgelsen (fordi jeg ikke kunne få en passende tid før).

Som jeg skrev sidst, jeg fortalte jer om mit forløb, havde jeg utroligt ondt, efter min neurolog havde haft fat i mine arme, før hun henviste mig til nerveledningsundersøgelsen. Det varede faktisk en måned, før jeg ikke havde smerter konstant. Jeg nævnte det for hende i sammenhængen med, at det måske kunne have gjort et udslag i, hvor skæve mine tal endte med at være i undersøgelsen, men hendes reaktion var totalt uventet. Hun fortalte mig, at det intet havde at gøre med, at hun havde undersøgt mine arme, at jeg havde fået smerter. At det var noget, der foregik oppe i mit hoved. WTF??! Og så endda når hun sad med beviset på, at der fysisk er noget galt (i hvert fald på undersiden af armene). Jeg måtte lige sluge kamelen, før jeg kunne sige, at jeg altså ved, at det har en sammenhæng, fordi jeg også tidligere har haft smerter, når min fysioterapeut forsigtigt har rørt med laserapparatet ved senerne, så der skal ingenting til. Hun fejede os af med en kommentar om, at jeg jo kender min egen krop bedst, for tiden var udløbet, men det var med stor frustration, vi kørte hjem derfra den dag. Bliver stadig vred over at tænke på det.

Jeg fik papirerne med hjem med resultaterne, og dem har jeg lige haft med til reumatologen, som jeg var hos i torsdags. Besøget hos ham var, som jeg forventede, ikke noget, jeg ville få ret meget ud af. Det handlede primært om at holde øje med den forhøjelse i en af mine blodprøver, der peger mod leddegigt, men da den var let forhøjet ligesom sidste gang, mente reumatologen ikke, der skulle ske mere. Det er ikke sikkert, jeg overhovedet vil udvikle leddegigt, selvom jeg har den her forhøjelse, så jeg skal bare holde øje med symptomerne og få en ny henvisning, hvis der sker mere.
Jeg var ret spændt på, hvad han havde at sige til den undersøgelse, jeg havde fået lavet, men han mener ikke, at det er noget, nogen vil vælge at operere på.. Så jeg er ikke rigtigt kommet nogen vegne her. Vil dog snakke med min læge, om jeg skal have en videre henvisning til ortopædkirurgen, bare for at få afprøvet alt det, jeg kan.

Det er så der, jeg står. Jeg har en tid hos min nye læge i morgen, hvor jeg skal sætte ham ind i hele historien. Jeg har valgt ham, jeg var hos i sidste måned for at få fjernet mit modermærke, selvom han "bare" er tilknyttet klinikken mere eller mindre fast, fordi jeg følte mig relativt tryg der. Jeg kan ikke være sikker på, at han er i klinikken for al fremtid, men han var rar og behagelig, og det betyder altså meget. Han er nu den eneste læge, der står for min behandling, eftersom jeg er afsluttet både hos reumatolog og neurolog. Så en dyb vejrtrækning og så på den igen. Det er virkelig hårdt at skulle starte forfra hele tiden. Men håber, jeg bliver glad for min nye læge. Når han er sat ind i tingene, skal vi snakke om medicinen, som jeg snart skal forsøge med. Det er som tidligere skrevet en type epilepsimedicin, og der er naturligvis bivirkninger. Jeg har for nyligt læst om, hvordan det kan ødelægge tænderne, så det er jeg ret bekymret for. Derfor skal jeg måske se min tandlæge lidt oftere, når jeg starter på det, tænker jeg. Det er noget af det, vi skal snakke om i morgen.

Den nye medicin skulle gøre mig meget sløv og stenet, i hvert fald i starten, så der kommer nok til at gå en periode, hvor jeg ikke kan køre bil og skal passe lidt ekstra på, men jeg har en aftale med Christians far om, at han kan køre mig, hvis det bliver nødvendigt, og Christian har lovet at hjælpe med at få mig afsted på mine gåture (med sit selskab), så jeg er relativt fortrøstningsfuld. Jeg kan altid stoppe med medicinen igen, hvis jeg ikke kan acceptere de bivirkninger, den giver. Det tager dog nogle uger eller lidt længere at se, hvilke der er blivende, og hvilke der går over igen. Vi må se.

Det går lidt frem og tilbage med mit funktionsniveau, alt efter hvor meget jeg får overbelastet mig selv, men jeg kan noget mere end for et halvt år siden, så jeg håber, det igen bliver helt godt. Billederne her ovenfor har jeg selv taget i haven inden for den seneste måned. Elsker, at der igen bliver noget spændende at skyde med makroobjektivet i haven :) Der ligger lidt flere af mine skud fra den dag på fotobloggen.

Kattene har været glade for selskabet i haven. Vi nyder alle solen (ekstra meget, før Ozzys næse skal holde siesta pga. de skader, han har haft på den de sidste to år). Ozzy har lige været til dyrlægen for at blive vaccineret for første gang, siden han startede på interferon, dvs. at det er to år siden sidst. Nu, hvor han ikke får det mere, kan han godt klare at blive vaccineret igen. Vi fik også lavet en blodprøve på ham, og desværre kan vi igen se en stigning i hans nyretal. De begynder at bevæge sig derop, hvor vi er bekymrede, så vi har en aftale med dyrlægen om en ny prøve om et par måneder sammen med en SDMA-test, der kan opdage tidlig nyresvigt.

Bortset fra blodprøven er Ozzy ellers tip-top. Hans mund er stadig rigtig flot og næsten uden mundbetændelse nu, og han har taget næsten et kilo på siden sidste år, hvor vi havde ham til sundhedstjek (uden vaccination pga. interferonen). Han har aldrig været så rund og er i superfin stand nu. Så god, at han efterhånden har fået kælenavnet "tykke-mis" herhjemme :D Han har altid været en slank/mager kat, så det er meget vildt. Men det hænger nok sammen med det ekstra kosttilskud, han får til munden, der består af fedt, og så den nye facon på tørkosten, der gør, at han bedre kan spise den :) Hvis han er på vej til dårlige nyrer, er det kun godt, at han er lidt mere til den runde side. Vi ser tiden an og glæder os over, at han har det så godt, som han har det nu. Tog det her billede af vores smukke dreng i haven for nyligt <3

Phoebe har heldigvis ikke haft nogen problemer, siden vi måtte akut afsted med hende, som jeg fortalte om, sidst jeg skrev om alt det herhjemme. Hun er glad og fræk, som hun plejer. Hun er dog ikke helt tilfreds med, at hun ikke har måttet deltage i udpakningen af den kæmpe ordre, vi lige har fået hjem fra zooplus. Havde lidt rabat, der skulle skydes af, så har fået bestilt kattemad, grus og mange andre gode ting, der skulle pakkes væk fra hendes nysgerrige poter (hun kan godt finde på at rive hul i poserne med kattemad, så det går ikke!). Til gengæld var der lidt sjov bagefter, hvor hun kunne deltage i, at Christian stillede et nyt kradsetræ op i køkkenet.

Vi har længe ønsket at skifte Puttes sidste store fødselsdagsgave ud med et lignende lille kradsetræ i køkkenet, men pludseligt kunne det ikke købes nogen steder mere :( Det var fra Harald Nyborg, som nu ikke førte det længere. Håbet lever dog, for jeg tjekker af og til, om de skulle have det eller et lignende igen, og nu var jeg heldig! Så jeg fik bestilt et helt magen til Puttes gamle træ, som nu står fint og nyt i køkkenet. Så er overgangen til noget nyt heller ikke helt så svær, når det er magen til hans gamle. Vi savner ham rigtig meget stadigvæk, så det gør lidt ondt at skulle af med hans yndlingsplads.

Kradsetræet er taget godt imod af kattene. De har begge ligget på det, og Phoebe prøvede lige bundpladen af, mens Christian pakkede alle delene ud af papkassen :D Her et par hurtige billeder snuppet med telefonen :) Rebet ryger dog af igen, da de ofte bare synes, det er i vejen, men alt nyt er jo sjovt, så Phoebe har været henne og tjatte lidt til det ;)

Koldhævede flutes

Jeg elsker friskbagte, sprøde flutes som tilbehør til god mad, men når jeg sædvanligvis bager lækre flutes, er det ofte noget, der tager tid. Jeg foretrækker nemlig at bage med små mængder gær for at undgå udpræget smag af gær i det færdige resultat. Derfor bager jeg/vi også oftest flere flutes ad gangen, så der er i fryseren til en anden god gang. Nogle gange har vi bare ikke tid eller lyst til at bruge så lang tid på at bage, og man kan jo løbe tør for hjemmebag i fryseren, så derfor fik jeg lyst til at lave en opskrift på et rigtig godt koldhævet flute.

Ved at koldhæve kan man nemlig fordele arbejdsbyrden, så dejen er pisket/æltet sammen dagen før og alt, man skal gøre på selve dagen, er at tage skålen ud af køleskabet og lade den stå og tø lidt op i køkkenet, hvorefter dejen trækkes ud til flutes uden yderligere æltning. Smart! Derudover er der også andre fordele ved koldhævning. Brødsmagen udvikles bedre og brødets krumme bliver sej på den helt rigtige måde og dejligt saftig.

Jeg bruger gerne yoghurt naturel i flutene, da det giver en smule syrlighed og god konsistens til de færdige brød. Man kan godt bruge andre typer surmælksprodukter, men resultatet bliver ikke helt det samme, måske pga. forskelligt fedtindhold i produkterne. Jeg foretrækker personligt yoghurt, men kan godt finde på at bruge en rest creme fraiche, ymer eller andet, hvis jeg lige har det stående i køleskabet.

Nedenstående opskrift giver to flutes med en sprød, lidt sej skorpe og en meget luftig, saftig og sej krumme. Opskriften lavede jeg i foråret, og Christian har bagt flutene flere gange over de sidste mange måneder, hvor jeg ikke selv har kunnet lave noget i køkkenet. Det har været overskueligt at lave dem, netop fordi man kan fordele arbejdet over to dage, hvilket er smart, når tid og overskud er knapt oven på en lang arbejdsdag.

Koldhævede flutes (2 stk.)

2½ dl koldt vand
5 g gær
1 dl yoghurt naturel
10 g havsalt
130 g durummel
290 g hvedemel

Derudover:
Mel, når flutene skal formes.

Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt yoghurt og salt og rør, til salten mere eller mindre er opløst. Tilsæt durummel og rør, til det er helt optaget i væsken, og du står med en ensartet masse.

Tilsæt hvedemelet og lad køkkenmaskinen ælte dejen længe, gerne 15 minutter, til dejen bliver trådet i det. Dejen er ret våd, men samtidig sej og trådet efter æltning. Når man trækker en stor ske op af dejen og lader dejen falde tilbage, vil den flyde lidt ud, men ikke super meget. Bruges der ikke køkkenmaskine, kan man i stedet bruge en håndmikser med dejkrogene sat på. Alternativt kan dejen æltes med bagsiden af en stor bageske, hvor dejen foldes fra siderne af skålen og ind mod midten. Ælt den da, så længe du orker, eller mindst til dejen er ensartet og glat.

Put dejen i en skål godt drysset med mel i bunden. Dæk skålen til med husholdningsfilm og sæt den i køleskabet natten over.

Næste dag tages skålen ud af køleskabet. Lad den stå på køkkenbordet stadig med husholdningsfilmen på og temperere ca. 1 time.

Fordel et godt lag mel på køkkenbordet og hæld dejen ud derpå. Drys ekstra mel hen over dejen. Del dejen i to og træk hver del til et flute. Du må endelig ikke trykke i eller forme dejen på anden måde, nøjes med at trække i dejen og undgå at håndtere den for meget. Læg flutene på en bageplade med bagepapir og tænd for ovnen på 250 grader. Lad brødene efterhæve utildækket, mens ovnen varmer op.

Skær evt. meget forsigtigt skrå snit i brødene  med en ultraskarp kniv eller klip med en saks, hvis du ønsker lidt mønster på flutene. Det skal virkelig gøres forsigtigt, så brødene ikke tager skade af det. De kan ikke ridses så dybt, som man gør med ikke-koldhævede flutes, da dejen er meget blød.
Bag flutene midt i den brændvarme ovn 5 minutter ved 250 grader. Herved vil brødene hæve godt op, da de får et chok over den høje varme, og siderne på flutene vil løfte sig fra bagepladen. Skru herefter temperaturen ned til 200 grader og bag brødene færdige, ca. 12-14 minutter, så de i alt har bagt ca. 18-20 minutter. Hold øje, da det kan være forskelligt fra ovn til ovn, hvor hurtigt temperaturen kommer ned. Flutene er færdige, når det lyder hult, når du banker på dem, og de har fået farve under bunden.

Lad de færdigbagte flutes køle af på en rist.

Den koldehævede dej trækkes ud til to flutes uden yderligere æltning.

De færdige flutes.

Et kig ind i det færdige flute; store, flotte lufthuller og en sej og lækker krumme, samt sprød skorpe.

Hvor er det dejligt at se så stor interesse for min jule-giveaway i år :) Jeg nyder at læse om jeres katte i kommentarerne. Konkurrencen løber 12 dage endnu, så hvis du endnu ikke har deltaget, har du stadig chancen :) Læs om præmien og hvordan du deltager her: Jule-giveaway: Vind en lækker adventskalender til din kat!


I torsdags var jeg hos egen læge for at fortælle ham, at det nu er ham, der skal stå for min smertebehandling, eftersom reumatologerne nægter at se mig før til foråret. Jeg har haft lidt ondt i maven over at skulle afsted, for jeg var bange for, at han ikke kunne/ville gøre noget for mig. Måske lidt dumt, for han vil gerne hjælpe, sædvanligvis, men han er lidt tung at danse med. Desværre også denne gang. Han var utålmodig, da jeg skulle fortælle ham om forløbet, til trods for at jeg havde fået en dobbelttid, så jeg følte ikke rigtigt han hørte efter. Og han virkede på en måde bare uforstående over for det hele. Det var nærmest, som om det var mig, der skulle fortælle ham, hvordan han skulle udføre sit arbejde :| Det endte med, at jeg fortsætter den smertebehandling med Panodil depot, som reumatologen i første omgang udskrev, og pga. alt for lave blodprøvetal for min epilepsimedicin er jeg igen sat op i dosis af den. Derudover fik jeg - fordi jeg selv bad om det - en henvisning til en neurolog, da jeg gerne vil afprøve noget medicin mod nervesmerter (anbefalet af reumatologen), som også gives for epilepsi. Så de to typer epilepsimedicin skal jo kunne sammen og sammen med min epilepsi. Derfor virkede det som en god ide med en tur hos en neurolog.

Efter lægebesøget følte jeg mig ret nedslået. Jeg havde virkelig håbet, at han ville være der for mig, men det virker, som om det er mig, der skal være min egen læge. Eller vide, hvad det er for medicin, jeg skal have. Jeg skal komme med alle forslag... Sådan føltes det i hvert fald.

Men jeg bed tænderne sammen og kiggede mig om efter en neurolog. Har undersøgt omtaler af neurologer på nettet, og det er nærmest umuligt at finde en, der ikke er omtalt negativt. Jeg troede, jeg måske kunne blive tilknyttet Slagelse sygehus' neurologiske afdeling, men der gælder min henvisning ikke, så jeg skal finde en privat. Forsøgte at ringe til en i dag, men hun var totalt afvisende for kombineret behandling af min epilepsi og smerter. Det ville hun slet ikke have noget med at gøre. Nedslået ringede jeg til Christian, og vi blev enige om at prøve en i Næstved, selvom der er langt herfra. Hende fik jeg snakket med, og hun vil heldigvis gerne kigge på kombinationen. Desværre har hun først tid i januar, så jeg skal i mellemtiden starte op på den nye type smertemedicin, og det er min egen læge, der skal udskrive det, sagde hun.

Derfor har jeg brugt, hvad der føles som hele dagen, på at ringe rundt og finde ud af noget. Brugte til sidst en hel time på at komme igennem til egen læge for at få en ny tid der, så jeg kan få udskrevet den nye smertemedicin. Jeg snakkede med hans sekretær, som gav mig en tid i næste uge, og hun kunne fortælle mig, at reumatologen ikke har sendt dem nogen forslag til behandling, som jeg ellers havde forstået på dem. Så nu skal jeg også ringe til reumatologen i denne uge for at få dem til at sende det videre. Det er virkelig ét stort cirkus det her :( 

Jeg er simpelthen så frustreret over det her forløb. Det føles, som om der ikke er nogen af lægerne, der er på min side og hjælper mig igennem det her. Jeg skal i stedet snakke med mange forskellige læger og speciallæger, som slet ikke arbejder sammen om mit forløb. Og de sender alle sammen aben videre :( Jeg ville ønske, at der var én behandler, der stod for min primære behandling og "holdt mig lidt i hånden", tog sig af mig og min behandling, så jeg ikke helt alene skulle kæmpe hvert eneste skidt ad vejen. Det er i hvert fald sådan noget, der efterlader mig lidt modløs i dag...

Fordi det tog så lang tid at få alting på plads i dag med neurolog og læge, blev det ret sent i forhold til at skulle ud på min sædvanlige gåtur. Og jeg sad også tilbage uden mod på at komme igennem resten af dagen. Virkelig frustrerende, for jeg har brug for motionen for at sænke mit smerteniveau, og det er vigtigt at holde modet oppe. Forsøgte at motionere med Wii'en, som jeg tidligere har brugt til let motion, men der er for meget, der skal trykkes på for at komme videre i programmerne, og jeg følte ikke rigtigt, at jeg fik det ud af det, jeg havde håbet på. Så jeg skal afsted i morgen; ud at gå i naturen. Senere på ugen skal jeg igen til fysioterapi, og jeg vil snakke med min fysioterapeut, om der er nogen form for motionstræning i træningscenter, jeg kan udføre, nu jeg ikke så godt kan bruge armene. For så kan det godt være, at det er noget, jeg vil prøve. Især her til vinter. Det kræver dog, at jeg kan køre min bil til træningsstedet, så det bliver et forsøg..

De sidste par dage har ellers været bedre, smertemæssigt, måske fordi jeg er sat op i epilepsimedicin igen. Det er i hvert fald min tanke. Så jeg har forhåbninger om, at den anden type epilepsimedicin kan hjælpe på smerterne også. I dag er smerterne lidt værre, men det hænger måske sammen med, at jeg ikke har været afsted på min gåtur og at humøret er lidt lavt i dag pga. kampen for at komme videre i mit behandlingsforløb. Jeg må vist bare bide tænderne sammen og se fremad. Og så håbe, at den nye type medicin kan gøre en stor forskel for mig. Jeg må tage de kampe, der kommer hen ad vejen, når det nu ikke kan være anderledes. Heldigvis har jeg en stor støtte i Christian, der ofte tager med til lægen mv. og holder om mig, når det har været en rigtig lortedag. Lige nu står han i køkkenet og laver mad til os. Hele huset dufter skønt af flødekartofler, som vi skal have til en rest skinke og god salat. Det er om at holde fast i lyspunkterne, når livet føles op ad bakke, og han er i hvert fald et stort lyspunkt i mit liv ☀