Et nyt år truer - om skrøbelighed og snevejr

Da klokken blev tolv nytårsaften, og det var tid til at springe ind i et nyt år, stod jeg med den samme knude i maven, jeg har gjort de sidste år. Jeg havde ikke lyst til at møde det nye år, men ville hellere blive i det gamle. Det har man lært at kende og ved, hvad er, og det nye er nyt og farligt. Sådan føles det i hvert fald, for de sidste mange nye år har bragt nye negative ting med sig; så meget at jeg (vi) er stoppet med at sige: "næste år kan kun blive bedre", når vi står der parat til at byde et nyt år velkommen.

2015 blev da også et virkelig hårdt år for os. Det startede ellers godt. Ozzy fik i 2014 fjernet næsten alle tænder pga. mundbetændelsen, og i den første tredjedel af 2015 så det ud til, at han var på vej mod helbredelse. Nu, hvor vi kender resten af året, ved vi, at sådan gik det ikke. Ozzy fik et stort tilbagefald og måtte af med resten af tænderne i efteråret. Op til operationen fik han endda en virkelig slem solskoldning af næsen pga. noget medicin, han fik i forbindelse med mundproblemerne, så nu vi står også med en kat, der helt skal holdes ude af solen, så han ikke udvikler kræft. Det er bestemt ikke nemt, men hans næse er blevet mere pænere, heldigvis. Alligevel frygter vi for forår og sommer, når vi igen skal beskytte ham.

Foråret bød også på et tab. En veninde, jeg har lært at kende her gennem bloggen, døde. Det var et chok, fordi hendes kræftsygdom ellers virkede til at være under kontrol, men nogle gange er kroppen bare så slidt, at den ikke kan mere, og jeg ved, hun havde andre ting at kæmpe med. Jeg savner stadig vores skriven frem og tilbage om dit og dat og tænker jævnligt på hende.

Efteråret skulle blive lige så kaotisk, som 2014 sluttede (hvor vi kæmpede med at få Ozzy ovenpå igen efter hans store operation). For det første blev Ozzy igen opereret og skulle lære at spise helt uden tænder, og kort tid efter det fik Christian beskeden om, at hans arbejdsplads lukkede den danske afdeling, så alle stod til at blive fyret. Resten af året var meget hektisk, da han skulle være med til at lukke det hele ned, og vi var begge ved at drukne i stress og udmattelse. Så det var med noget af en bæven, at jeg tog skridtet ind i et nyt år... Man håber jo altid, at det næste år bliver bedre, selvom man ikke rigtigt kan tro på det. Håbet er der dog ingen, der kan slukke, selvom man ikke tør formulere det. 

2016 startede dog virkelig trist. I slutningen af 2015 kunne jeg erfare, at en veninde, jeg har kendt i 10 år, nu var blevet lagt i respirator pga. sin sygdom i lungerne. Det var chokerende, men jeg håbede selvfølgelig det bedste og miraklet ville ske, så hun fik de nye lunger, hun har kæmpet så hårdt for at blive klar til at få. Det skulle hun bare. Hun var kun 29 år, og det er bare alt for tidligt at dø. Desværre fik vi beskeden midt i sidste uge, at hun var sovet ind 2. januar :( Det er virkelig surrealistisk. Jeg kender ingen, der er så stærk og positiv som hende på trods af alt det, hun har måttet kæmpe med, og jeg har altid været overbevist om, at hun, om nogen, ville vinde kampen og få de lunger, hun sådan havde fortjent. Så det er på en eller anden måde endnu ikke gået ind i hoved og hjerte hos mig, at hun ikke er her mere.

Vi lærte hinanden at kende via et katteforum på nettet for ca. 10 år siden, og har gennem årene løbende haft kontakt. For et par år siden var vi ude og besøge hende og de dejlige maine coons, som betød så meget for hende. Vi havde en del ting til fælles, og det var også som regel emnet, når vi snakkede sammen. Kattene, tydeligvis, men også fotografi og det at leve som kronisk syg. Hun har været en god støtte med ord og råd i vores hårde situationer med kattene gennem de sidste 3-4 år, og hun var en af de primære årsager til, at jeg begyndte at fotografere makro, som i dag er noget af det, jeg holder allermest af (som det tydeligt ses på fotobloggen). Jeg har vidst fra tidligt i vores venskab, at hun led af en forfærdelig sygdom, som man som regel ender med at dø tidligt af, men hun var så ung, at det nærmest var uforståeligt, at det skulle komme så vidt. Det sidste år har været meget hårdt for hende, men alligevel kæmpede hun så hårdt, og vi, der kendte hende, var alle overbevist om, at hun skulle få de lunger og et meget bedre liv. Så vi er alle noget i chok i de her dage. Livet er virkelig skrøbeligt og flygtigt, selv for de mest modige og stærke af os.

Hun skal begraves i morgen, og Christian og jeg har bestilt en fin bårebuket til hendes bisættelse. Han har mødt hende flere gange og er også både overrasket og chokeret over, hvad der er sket. Det var så surrealistisk at skulle bestille den og også hårdt, for det er en tvungen erkendelse af, hvad der er sket. Mine tanker kredser noget om hendes mor, som hun boede sammen med pga. sin sygdom, og kattene. Hvordan hun og de skal klare den her bagefter. Jeg håber det bedste for dem.

Heldigvis er alt i 2016 ikke trist og negativt. I dag starter Christian på nyt job. Han nåede at være uden job i 10 dage i alt, så det er jo virkelig flot, alting taget i betragtning. Han blev fritstillet fra 1. januar, men vidste allerede der, hvad der skulle ske, jobmæssigt. Han var jo til to samtaler i december for ligesom at få hul på bylden med at søge jobs for første gang i 18 år, og overraskende nok blev han tilbudt begge jobs. Han tog jobbet, der ligger her i byen, og i dag starter så et nyt eventyr. Jeg er spændt på, hvad den kommende tid bringer for ham, og håber, han falder godt til i sit nye job, der er noget anderledes end det, han kommer fra. Dog er det stadig primært et IT-job, og han er ret lærenem, så jeg tror, at det nok skal gå :)

I starten af det nye år fik jeg også besked om, at en god bekendts kat, som har været væk omkring et halvt år var kommet hjem igen. Der faldt en sten fra mit hjerte, for jeg har været noget trist på hendes vegne, da jeg ved, hvor meget han betyder for hende. Nu håber jeg, at han bliver hjemme fremover :)

Så endnu er det svært at vurdere, hvordan det her år falder ud. Men det har godt nok været en hård start, synes jeg. Jeg har ikke som sådan nogen nytårforsæt, men vil som sædvanligt prøve at passe så godt på mig selv, som jeg kan, og håber på rare og positive oplevelser. Eftersom Ozzy er på daglig medicin og sandsynligvis skal være det længe endnu, sætter jeg ikke næsen op efter at få gentaget de små, dejlige ferier, vi har haft de sidste år. Men så kommer der forhåbentlig andre gode oplevelser for os.

Afslutningsvis får I lidt nye billeder, jeg tog i går, hvor det endelig blev snevejr herhjemme. Vi bor tæt på havet, så her er ofte lidt lunere end mange andre steder, og derfor bliver vi tit snydt, når der er snevejr i Danmark. Men i går væltede det ned med sne. Desværre ikke af typen, der bliver liggende længe, da temperaturen ikke var så lav, som man kunne ønske sig, men jeg nød det, så længe det varede. Store, bløde fnug, der vrimler ned fra himlen <3 Jeg elsker snekugler, og når det sner på den måde, er det lidt som er være midt inde i sådan en. Jeg lokkede Phoebe en kort tur i haven, så jeg kunne tage lidt snebilleder med et godt motiv. Hun er dog noget af en svækling, når det kommer til vintervejr (og regn og blæst og kulde), så hun gad ikke være med ude ret længe. I dag, hvor meget af sneen er smeltet, og det ikke er frostvejr, har hun dog været ude og skælde fuglene i haven lidt ud ;)

*Snif*. Hvad er det her for noget hvidt stads?

Jeg tror ikke, jeg kan lide det :(

Der skues ud over haven fra klatretræet.

Sne over alt, selv i fjæset, brr!

Meep-meep! Nu blev det altså for koldt, og der blev spurtet over til kattelemmen
for at komme ind i varmen igen ;)