Som jeg skrev den anden dag, har vi nu fået vores lille nye familiemedlem hjem :) Hun blev hentet hjem fredag aften. Hun tog køreturen på omkring en time rigtig pænt. Der var næsten ingen brok. Herhjemme fik hun hurtigt hilst på Putte og Ozzy, der var noget forvirrede over, hvad det var for en lille hidsigprop, vi havde fået med hjem. Hun knurrede rigtig meget af dem, og Putte knurrede og hvæsede tilbage og var i det hele taget
meget fornærmet over, at vi havde indført sådan en lille hystade i huset. Mest fordi han var bange for hende.
Ozzy tog det mere cool og lå bare og kiggede på hende på afstand uden at sige noget. Dagen efter var det meget bedre. Hun knurrede ikke længere af drengene, men de var stadig noget nervøse for hende. Siden er Putte faldet lidt mere til ro og iagttager hende mest på afstand og snuser lidt i hendes retning af og til. Ozzy trænger dog stadig til at falde til ro. Han er en meget ængstelig kat, og synes, hun er farlig. Han smutter, når hun står og kigger på ham, mens han spiser, så endnu i dag har han ikke spist, efter jeg er stået op. Det er noget træls, synes jeg. Men jeg forventer, at han falder lidt mere til ro inden for de næste dage eller uger. Det tager jo noget tid at føre katte sammen.
Vi håber, at de bliver rigtigt glade for hinanden, når det hele først får lidt ro på. Hun er selv blevet meget mere rolig og kan godt gå små ture rundt i huset på opdagelse, uden vi skal med. Men hun foretrækker at være i nærheden af os. Hun sover også i sengen hos os mere eller mindre hele natten. Vi har lavet en "madkasse" til hende, som kun hun kan komme ind ad for at Putte ikke skal æde sig selv ihjel i killingefoder (han må ikke blive mere overvægtig, for det påvirker hans levetid. Det er derfor, han er på slankekur). Den har hun dog ikke rigtig lært at bruge endnu, men vi arbejder på det.
Men hun er faldet ret godt til efterhånden, og tonser rundt i huset. Killinger er sjove og har utrolig megen energi, der skal brændes af, men det er nu også så dejligt, når de så bliver trætte og skal sove til middag ;) Det er noget af en opgave at opdrage sådan en lille fræk mis, især når hun har måttet gå på bordene, hvor hun kommer fra. Hun er ikke vant til at få at vide, at der er noget, hun ikke må. Så det er noget af en udfordring. Men Ozzy lærte den, så det kan hun sikkert også ;) Han var ikke ligefrem den skarpeste kniv i skuffen, da han var killing (heller ikke dengang, haha), men han har da lært det. Så det kan hun også med tiden.
Vi glæder os til, at drengene bliver lidt mere glad for hende. Det er jo stadig ret nyt, så de skal lige vænne sig til hinanden. Det er noget hårdt i starten, når de er nervøse, og med alle de her ting, hun skal lære, men sådan er det jo. Det bliver rart, når det hele falder på plads.
Hendes opdrætternavn, Phoebe (Fibi), har efterhånden vist sat sig så meget fast, at det bare er det, hun hedder :) Så det har vi fortsat med.
Her er lidt billeder fra de sidste dage :)
|
Der ignoreres for hårdt i stuen, efter Phoebe er kommet inden for døren. |
|
Hvad er det for en faaarlig kat, der kommer ind ad kattelemmen? Man blev så overrasket, at man tabte sin fjer ;) |
|
Pelshalen får nogle seriøse tæsk! |
|
Hvorfor er min mad i bur? |
|
Man ligger pænt model for fotografen :) |
|
Hvad er det, du har der? |
On another note.. Jeg er ved at sælge mit gamle kamera, da jeg jo købte Christians i foråret, og det er virkelig en tålmodighedsprøve. Man fatter ikke, hvor tungnemme folk kan være. Jeg har det til salg på Den Blå Avis' hjemmeside til en meget rimelig pris (fastsat efter hvor meget andre tager for deres tilsvarende kamera, og slet ikke i den dyre ende). En byder et meget lavt beløb, og jeg svarer, at prisen er fast. Alligevel vælger en anden så at komme og byde langt under prisen også. Han får pænt forklaret, at prisen er fast og ikke til forhandling, og alligevel bliver han ved med at byde. Hver gang 100 kr mere. Selvom jeg bliver ved med at skrive, at prisen er fast, punktum!
Synes simpelthen, at sådan en opførsel er for fræk. Jeg har forklaret ham pænt, flere gange, at prisen ikke bliver lavere, end den er fastsat til, og alligevel bliver han ved. Og kommenterer bare med et nyt beløb. Det pisser mig ærlig talt utrolig meget af. Det er lige før, at jeg ikke vil sælge det til ham, om han så bød den pris, det er sat til. For det er bare så fræk og irriterende opførsel, at jeg ikke fatter, at han kan være sig selv bekendt. Jeg vil hellere beholde kameraet selv end at sælge det under pris, hvilket han også har fået at vide. Det var mit første spejlreflekskamera, og det betyder faktisk en del for mig. Så det er også lidt hårdt at skulle sælge det. Så jeg vil have det, det er værd.
Skulle der sidde en af jer derude, det har lyst til at prøve kræfter med spejlreflekskameraernes verden, er I velkomne til at købe mit elskede, gamle kamera. Det er et Canon Eos 400D spejlreflekskamera med tilbehør (Canon EF-S 18-55 f/3.5-5.6 objektiv, oplader, skulderrem, dansk manual, kabler, CD'er med Canons programmer og original æske), og prisen er 2000 kr. Det kan enten afhentes hos os (send mig
en mail for nærmere information) eller i Roskilde.
Det er købt i 2008 og har skudt under 20.000 billeder. Kameraet er nomeret til mindst 50.000 billeder, så der skulle være en del skud i det endnu. For jer, der følger med på min fotoblog, har I nok set, hvad det kan præstere. Billederne taget fra februar i år og tilbage af er taget med det her kamera. Mange er dog taget med et andet objektiv end det medfølgende, men 18-55mm-objektivet er et godt sted at starte, når man er ny i spejlreflekskameraverdenen. Det er sådan lidt allround, og giver et godt grundlag for at øve sig. Og kan faktisk godt præstere noget. Nedenstående billeder er taget med kameraet og det medfølgende objektiv:
|
Fyrværkeri |
Hvis nogen af jer har mod på at købe kameraet og komme i gang med at tage billeder, vil jeg gerne bidrage med lidt support mht. at komme i gang. Der er lidt, man skal sætte sig ind i, hvis man vil have fuld udnyttelse af kameraets muligheder, og der kan komme spørgsmål i den forbindelse. Så kommer gerne med et par råd, hvis det bliver nødvendigt :)
Nu vil jeg slutte det her lange indlæg af og komme i gang med at få lavet vores madplan. Det bliver kun den ene af os, der skal handle, fordi Phoebe ikke skal være alene her i starten. Så vi må se hvem af os, der skal af sted :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar