søndag den 28. oktober 2012

Græskarkage

Halloween er lige om hjørnet, hvilket lægger op til hygge og uhygge. Det er måske en amerikansk tradition (selvom vi herhjemme har allehelgensdag, der er tilsvarende, er traditionerne anderledes end de amerikanske), men jeg synes, det er skønt. En god undskyldning for at gå bage-amok i køkkenet, at lave græskarmænd og se uhyggelige film under et tæppe i sofaen (hvilket i går blev til Zombieland).

Så jeg var også i gang i går. I flere år har jeg haft en tradition med min gode veninde Christina med at lave græskarmænd og bage den her kage. Det er altid superhyggeligt, men da jeg nu bor noget længere væk, måtte jeg selv i gang i år.

Kødet, der blev gravet ud af græskaret, skulle naturligvis blive til den sædvanlige græskarkage (opskriften er oprindeligt fra maduniverset, vi plejede at bage. Den smager superskønt, lidt hen ad gulerodskage, men har mere fyld af bløde valnødder og solsikkekerner. Derfor er den også en kage, man ikke spiser mange stykker af, for den mætter ret hårdt ;) Normalt puttede vi glasur på den, men den her gang lavede jeg en cream cheese frosting til den, da det passer supergodt til den slags svampede kanelkage. Kernerne blev saltede og ristede til en lækker eftermiddagssnack.

Så få det bedste ud af dit græskar, når du laver din græskarmand, og brug fyldet til noget i stedet for bare at smide det ud.





Græskarkage (1 stor)

3 æg
250 g sukker
2½ dl olie (jeg brugte rapsolie)
5 dl groft revet græskar
325 g hvedemel
2½ dl solsikkekerner
50 g hakkede valnødder
1 tsk bagepulver
2 tsk natron
1 tsk salt
2 tsk vanillesukker
3 tsk kanel

Cream cheese frosting:
80 g blødt smør
200 g flødeost naturel
Vanillesukker
Flormelis

Rør æg luftigt med sukkeret. Rør olien i og pisk, til det hele er godt blandet og skummende. Rør græskar i.

Bland mel, bagepulver, natron, salt, vanillesukker og kanel med valnødder og solsikkekerner. Det gør man for at sikre, at fyldet ikke falder tilbunds i kagen. Vend det forsigtigt i æggemassen.

Hæld dejen i en springform (min er ca. 25 cm i diameter) evt. med bagepapir og bag kagen ved 175 grader i ca. 1 time. Test med en gaffel, om den er gennembagt (så hænger der ikke dej ved gaflen, når du trækker den ud efter at have stukket den ned det tykkeste sted i kagen). Lad kagen køle helt af.

Cream cheese frosting:
Rør det bløde smør med flødeosten, til det er blandet fuldstændigt. Rør vanillesukker i lidt ad gangen og stop, når du synes, den har vanillesmag nok. Rør derefter flormelis i lidt ad gangen. Smag på den løbende. Jeg kan godt lide, at den stadig har en smule syrlighed, da kagen jo er sød, så jeg putter sjældent så meget flormelis i, som kageopskrifter foreskriver.

Fordel frostingen over kagen. Opbevar den på køl.

Den færdige græskarkage med cream cheese frosting.



Jeg har stadig en del græskar i overskud, så jeg regner med, at det skal bruges i mere bagværk inden for de næste dage. Jeg lavede som sagt også ristede græskarkerner i går, så dem får I også lige en opskrift på. Eller dvs. at det egentlig var Christian, der stod for dem, mens jeg var i gang med græskaret. Så fik han dem skyllet og fjernet overskydende græskar fra dem, vendt dem med olie og så saltede jeg dem lige, før de røg i ovnen. Det er en fin, sprød snack, så spild ikke kernerne :)



Ristede græskarkerner

Græskarkernerne fra dit græskar
Et par tsk olie (vi brugte rapsolie)
Fint salt

Skyl kernerne og fjern overskydende græskar, der måtte sidde på dem. Put dem i en frysepose sammen med et par tsk olie og vend rundt. Hæld dem ud på en bageplade med bagepapir og drys dem godt med fint salt.

Bag kernerne i ovnen ved 200 grader, til de er tørre og sprøde. Lad dem køle lidt af, før du putter dem i en skål. Supernemt!

Græskarkernerne, efter de kom ud af ovnen.



Nu har jeg snakket så meget om det græskar, så nu får I også lov at se det. Motivet kunne naturligvis ikke være anderledes ;)





Jeg fik for en gangs skyld lov til at spise lidt af den kage, jeg selv havde bagt (eller dvs. at jeg tog chancen), for jeg kunne simpelthen ikke lade være. Den er bare så god, og jeg elsker den cream cheese frosting! Den smagte frygteligt godt.

Jeg burde måske have ladet være, for min mave har det ekstra ringe i de her dage. Den er ret så irriteret, og jeg kæmper også med kvalme. Det er virkelig et af de værste symptomer, for det er bare ikke til at holde ud. Det har også ramt mig fra morgenstunden i dag, så jeg har ikke spist noget endnu (nej jeg er ikke gravid, det er "kun" min mave, der driller). Jeg håber, det forsvinder op ad dagen. I går blev det bedre, så jeg håber.

Dagen i dag står ellers umiddelbart på vandskifte i kæmpeakvariet, da det ikke rigtigt er kommet tilbage på fode, efter vi har haft problemer med det. Så vi prøver at få styr på det igen. Og så skal vi nok også have købt lidt ind, eller en af os skal, for der er ikke rigtigt tid til det de næste mange dage, da vi har en del, vi skal nå.

Vi skal nok også en tur i haven med Phoebe og drengene. Vi havde hende ude i går for første gang uden sele, da vi følte, at den begrænsede hende rigtig meget. Hun fik da også bevæget sig lidt mere rundt, og hun var ikke oppe og klatre i hegnet, heldigvis. Så vi prøver igen i dag, regner jeg med.

2 kommentarer:

  1. Øj! Den ser superlækker ud, den kage. Måske jeg skal gemme noget af græskarret, så jeg kan lave denne kage - det er græskarkød fra et af de store græskar, du har brugt, ikke sandt?

    Og flot græskar i øvrigt - til næste år må jeg altså prøvet at lave et avanceret snit :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den smager også rigtig godt, tak. Sådan lidt henad gulerodskage, synes jeg. Jo, det er fra et stort græskar :)

      Tak for rosen til græskaret også. Desværre er det jo sådan, at når man skærer ret tyndt (linien mellm ben og mave f.eks.), har det en tendens til at forfalde lidt hurtigt, så lige pt. ligner den ellers så flotte kat et retarderet egern :s Men sådan er det jo. Overvejer, om jeg skal købe et skæresæt til næste år, sådan et man bruger til at skære i læder(?)tryk med, så man ikke behøver at lave hul helt igennem til midten af græskaret, når man skærer.
      Jeg kender mine egne begrænsninger, da jeg er temmelig fummelfingret, så jeg prøver at lade være med at være for ambitiøs med motivet, haha.

      Slet