onsdag den 31. oktober 2012

Happy halloween!

I dag er det halloween, i hvert fald i USA. Herhjemme i Danmark er det mere et flydende begreb, der mere eller mindre dækker hele oktober, især børnenes efterårsferie, hvor Tivoli og andre forlystelsesparker har særlige halloweenudsmykninger og åbent for publikum. Men i dag er altså "den rigtige dag".

Jeg havde noget græskarkød tilbage fra den anden dag, da jeg bagte græskarkage, så jeg havde planer om at lave lidt græskarmuffins også, da Christians fætter og kæreste kom på besøg i går aftes for at møde Phoebe for første gang. Hans familie er ret kattetossede, så "babyen" skal jo vises frem :D Vi har det selv på samme måde, så da de fik ny killing sidste år, var vi også ude og se hende :)

Jeg bagte de her muffins mandag aften og pyntede dem i går. Det gav mig mulighed for at lege med lidt af det bageudstyr, jeg for nylig har købt, bl.a. et par pastafarver, så jeg kunne indfarve frostingen. Det var meget sjovt, men cream cheese frosting er lidt for tykt til rigtigt at kunne lave pæne mønstre med, har jeg måttet erkende, så pyntningen blev lidt børnetegning-agtigt, haha.
Men de blev dog taget godt imod, trods det lidt skæve udseende, og smagte supergodt. Det er nogle skønne, svampede muffins, der er søde, men frostingen afbalancerer det, synes jeg. Såfremt man ikke laver den alt for sød.


Opskriften er en, jeg har tilpasset ud fra The Pioneer Womans opskrift på moist pumpkin spice muffins, så den passede til mine/vores smagsløg (og jeg brugte fintrevet græskar i stedet for puré), og jeg brugte min egen cream cheese frosting i stedet for den, hun skriver i opskriften, da den simpelthen er for sød til de her muffins, efter min mening.






Græskarmuffins med cream cheese frosting (ca. 12 stk)

2½ dl hvedemel
1¼ dl sukker
2 tsk bagepulver
1½ tsk kanel
1½ tsk vanillesukker
½ tsk salt (drop saltet, hvis du bruger saltet smør)
65 g margarine (eller smør)

1¼ dl kondenseret mælk
1 æg
2½ dl fintrevet græskar

Cream cheese frosting:
80 g blødt smør
200 g flødeost naturel
Vanillesukker
Flormelis 


De her muffins er ret søde, så man kan godt skære ned på sukkeret, hvis man har lyst til det. Jeg afbalancerede den søde smag ved ikke at lave frostingen ret sød.

Bland mel, sukker, bagepulver, kanel, vanillesukker og salt, så det bliver en ensartet melblanding. Skær margarinen (eller smør) ud i mindre stykker og put i melet. Kør på køkkenmaskinen med laveste hastighed med k-spaden eller brug fingrene til at smuldre margarinen i melblandingen, til det er findelt til små krummer.

Rør kondenseret mælk sammen med æg. Tilsæt det til melblandingen og pisk det hele sammen, til det er en ensartet dej. Rør til sidst det fintrevne græskar i.

Fyld dejen i muffinforme foret med papir (hvis det er metal. Hvis du bruger silikone, behøver du ikke bruge papirforme). Jeg fik fyldt mine lidt ujævnt, så de blev ikke helt lige høje, men jeg fyldte 12 forme. Havde de været jævnt fyldt, vil jeg tro, at den færdigbagte muffin ville nå op til kanten af papirformen på dem alle sammen. Vil man have større muffins, må man fylde mere i færre forme (ja det giver nok sig selv).

Bag muffins'ne midt i ovnen ved 175 grader i ca. 20 minutter. Tjek med en gaffel, om de er gennembagte.

Cream cheese frosting:
Jeg bruger gerne den samme opskrift på glasuren, da jeg synes, den her helt perfekt, så du har nok set den her opskrift nogle gange efterhånden på min blog :)


Rør det bløde smør med flødeosten, til det er blandet fuldstændigt. Rør vanillesukker i lidt ad gangen og stop, når du synes, den har vanillesmag nok. Rør derefter flormelis i lidt ad gangen. Smag på den løbende. Jeg kan godt lide, at den stadig har en smule syrlighed, da kagen jo er sød, så jeg putter sjældent så meget flormelis i, som kageopskrifter foreskriver.

Pynt kagerne med frostingen. Jeg indfarvede størstedelen med orange pastafarve og spindelvævsfrostingen med sort. Den blev dog mere grøn end sort, synes jeg, men kontrasten til den orange virkede fint nok. Teknikken er at tegne en prik i midten og ringe udad. Og så bruge en tandstik til at trække streger fra midten og ud (tør tandstikken af efter hver streg), så vævet får et pænt mønster. Men som sagt var frostingen for stiv at arbejde med, så det lykkedes ikke rigtigt. Men man kan vist godt se, at det er spindelvævsmønster alligevel :) Vil prøve teknikken i glasur ved en anden lejlighed.


De færdigbagte græskarmuffins.

Græskarmuffins efter pyntningen.



Puh, jeg er træt i dag. Det har været nogle intense dage på det sidste, synes jeg. Og jeg kan næsten ikke engang huske, hvad vi lavede i weekenden. Men jeg har brugt et par dage i køkkenet, og det trætter og giver smerter, så jeg trænger til noget ro nu. 

I mandags var jeg af sted til lægen for at få taget nogle blodprøver. Jeg håber, at de ser pæne ud, når resultatet kommer. Og jeg er spændt på, hvad lægen siger, når jeg skal snakke med ham om at starte op på piller igen. Og ikke mindst hvad resultatet af det vil være på min lever. Men det ved vi først om nogle uger.

Jeg har været ret flittig i køkkenet og fået brugt flere af æblerne fra haven, da jeg syntes, det var synd at alle de gode æbler skulle gå til spilde. Så jeg brugte mandag på at lave lidt lækkert med æblerne. Det skal jeg nok fortælle jer om senere herinde og vise jer resultatet. Jeg synes selv, det blev ret vellykket :)


Phoebe er efterhånden en ret stor kat. Hun er næsten vokset til dobbelt størrelse på de knap 3 uger, hun har boet hos os o.0. Hun er næsten lige så stor, men i hvert fald lige så lang, som Mille var. Det er helt vildt. Hun er også frygteligt fræk, og det er svært at lære hende, hvad hun ikke må. Hun ignorerer det næsten kategorisk, når vi prøver at lære hende, at hun ikke må gå på bordene eller andre frækheder, hun laver. Forhåbentlig lærer hun det med tiden. Lige nu nyder jeg bare, at det er tid til middagslur for hende ;) Aaah! Så er der fred og ro, inden det går i gang igen. 

Dog hjælper det lidt med ture i haven, så hun får brændt lidt krudt af. Desværre var hun interesseret nok i at klatre i en hjørnepæl (den vender "omvendt" af de andre, så den er nemmere at klatre i, men de andre har aldrig gidet klatre i hegnet), så jeg måtte over og tage hende ned. Jeg lod hende ikke klatre helt op til skråhegnet, vi har ind over haven for at se, om det stoppede hende, for den chance ville jeg ikke tage.

Så nu snakker vi om at få sat strøm i toppen af hegnet, så vi er sikre på, at det kan holde hende inde. Vi vil i hvert fald ikke have, at der sker hende noget, så hun skal helst blive i haven. Indtil da er hun kun ude under skarpt opsyn (hvilket hun også har været indtil nu). Det er ikke sikkert, vi får det lavet, før vinteren sætter ind, men så må det blive til foråret. Vi må bare holde øje med banditten indtil da. 


Man ligger og ser meeeeget artig ud (skindet bedrager ;)).





I eftermiddag skal jeg muligvis i gang med et læs frikadeller til fryseren (og min aftensmad i aften, hvor Christian skal have tomatsuppe, hvilket min mave ikke kan tåle), hvis jeg kan samle energien til det. Ellers tager jeg noget andet til min ratatouille i aften. Lige nu er det svært at sige, hvad jeg får lavet i dag. Jeg er bare fuldstændigt smadret oven på de sidste dage og ikke mindst besøget i går. Heldigvis har jeg et lækkert brød i fryseren fra sidst, jeg bagte baguetter, så maden er ikke sværere, end jeg gør den til :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar