I går var vi ude og besøge lillemissen for tredje og sidste gang, inden hun flytter ind om 10-11 dage. Det er noget, vi havde glædet os utroligt meget til, så det var dejligt, at det kunne falde på plads.
Vi havde egentlig regnet med, at hun var blevet kæmpestor, siden vi så hende sidst (17 dage tidligere), men det var faktisk ikke så voldsomt. Hun er stadig en lilebitte mis, selvom hun ser stor ud på billederne, vi har taget. Hendes brødre rykker dog fra hende og søstrene nu størrelsesmæssigt, kan man se. Maine coon-hankatte bliver jo også betydeligt større end hunkattene, så de skal jo vokse lidt mere.
Men hun var som de andre gange, vi har været der, utrolig sød, og mavefornemmelsen er bare helt rigtig med hende. Jeg er glad for, at vi tog turen ud for at besøge dem for omkring en måned siden. Fra første gang jeg sad med hende, kunne jeg mærke, at hun var den rigtige, den vi har ledt efter.
Denne gang fandt hun sig i at ligge på mine ben, sådan helt afslappet og hygge sig. Så gik hun over på et tæppe ved siden af os i sofaen og lå lidt, men inden længe kom hun selv og lagde sig på mine ben. Det var godt nok dagens højdepunkt i går. At se at hun tog initiativ til selv at komme og putte hos mig.
Hun prøvede også at grave sig ind under min arm for at komme op til mig. Supersødt. Lige inden vi skulle hjem, lagde hun sig i sofaen og puttede op af Christians ben. Han skulle da ikke snydes :) Så vi kan vist godt forvente at få en rigtig kælepot hjem. Hun spinner også rigtig højt ligesom Ozzy, så det er jo rigtig dejligt. Nu må tiden bare gerne gå hurtigt. I morgen skal hun opereres (neutraliseres), så vi krydser fingre for, at alt går, som det skal.
Her er lidt (okay meget) billedspam af, hvad vi fangede i går. :)
Jeg er træt i dag oven på i går, men det er lidt nemmere at holde ud, når det er pga. det dejlige besøg. Stressen i kroppen er jeg desværre ikke kommet af med. Det har sat sig rigtig meget i nakken, så mit piskesmæld konstant bliver provokeret. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg knap nok bevæge nakken :| og jeg har en del smerter i løbet af dagen, der stråler ud til en kraftig hovedpine og smerter i ryggen også. Jeg glæder mig utrolig meget, til jeg kan få lov til at få noget for smerterne igen. Så mine tal må meget gerne snart blive normale.
Maven er også noget rigtig møg. Det svier og brænder konstant, og det er en kæmpe udfordring, når jeg skal spise noget og når madplanen skal planlægges. Jeg håber, det vender inden alt for længe. Jeg har modtaget et brev nu med indkaldelse til næste undersøgelse, hvor jeg skal undersøges med røntgen, når jeg har drukket noget kontrastvæske. Der skal jeg også have taget blodprøver, og jeg er spændt på, hvad de mon er kommet ned på nu. Jeg fik i fredags at vide, at tallene var faldet yderligere (fra 79 til 61), hvilket jo er rigtig dejligt. Men der er stadig et stykke vej ned til normalen, der ligger på højst 45, og helst mindre for mig, da jeg ikke er overvægtig, sagde overlægen. Så nu må vi se, hvornår der sker noget.
Jeg håber, at der vil kunne findes et præparat mod mine maveproblemer, som ikke ødelægger min lever, selvom leverpåvirkning er kendt ved alle præparaterne. Jeg håber bare, at jeg ikke reagerer på dem allesammen. Jeg er i hvert fald villig til at prøve næsten alt for at få et mere tåleligt liv.
Nåh, det var lidt om, hvordan det står til i mit liv lige pt. On another note skal jeg have gang i lidt bageri i dag. Jeg snupper lidt wokkede grøntsager og en hakkebøf i dag pga. min sarte mave, men Christian skal have en tomatsuppe, vi har fået købt hjem. Og så skal jeg jo have bagt mine gode suppehorn. Suppehorn er vel egentlig små spaghettier, som man putter i suppen, men de her er altså brød formet til horn, som man dypper i suppen eller bare spiser ved siden af. Det er en slags kuvertbrød, og de er rigtig lækre og luftige, især til supper.
Jeg skal nok lægge billeder og opskrift ind i morgen, når jeg har fået lavet dem :)
Vi havde egentlig regnet med, at hun var blevet kæmpestor, siden vi så hende sidst (17 dage tidligere), men det var faktisk ikke så voldsomt. Hun er stadig en lilebitte mis, selvom hun ser stor ud på billederne, vi har taget. Hendes brødre rykker dog fra hende og søstrene nu størrelsesmæssigt, kan man se. Maine coon-hankatte bliver jo også betydeligt større end hunkattene, så de skal jo vokse lidt mere.
Men hun var som de andre gange, vi har været der, utrolig sød, og mavefornemmelsen er bare helt rigtig med hende. Jeg er glad for, at vi tog turen ud for at besøge dem for omkring en måned siden. Fra første gang jeg sad med hende, kunne jeg mærke, at hun var den rigtige, den vi har ledt efter.
Denne gang fandt hun sig i at ligge på mine ben, sådan helt afslappet og hygge sig. Så gik hun over på et tæppe ved siden af os i sofaen og lå lidt, men inden længe kom hun selv og lagde sig på mine ben. Det var godt nok dagens højdepunkt i går. At se at hun tog initiativ til selv at komme og putte hos mig.
Hun prøvede også at grave sig ind under min arm for at komme op til mig. Supersødt. Lige inden vi skulle hjem, lagde hun sig i sofaen og puttede op af Christians ben. Han skulle da ikke snydes :) Så vi kan vist godt forvente at få en rigtig kælepot hjem. Hun spinner også rigtig højt ligesom Ozzy, så det er jo rigtig dejligt. Nu må tiden bare gerne gå hurtigt. I morgen skal hun opereres (neutraliseres), så vi krydser fingre for, at alt går, som det skal.
Her er lidt (okay meget) billedspam af, hvad vi fangede i går. :)
Jeg er træt i dag oven på i går, men det er lidt nemmere at holde ud, når det er pga. det dejlige besøg. Stressen i kroppen er jeg desværre ikke kommet af med. Det har sat sig rigtig meget i nakken, så mit piskesmæld konstant bliver provokeret. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg knap nok bevæge nakken :| og jeg har en del smerter i løbet af dagen, der stråler ud til en kraftig hovedpine og smerter i ryggen også. Jeg glæder mig utrolig meget, til jeg kan få lov til at få noget for smerterne igen. Så mine tal må meget gerne snart blive normale.
Maven er også noget rigtig møg. Det svier og brænder konstant, og det er en kæmpe udfordring, når jeg skal spise noget og når madplanen skal planlægges. Jeg håber, det vender inden alt for længe. Jeg har modtaget et brev nu med indkaldelse til næste undersøgelse, hvor jeg skal undersøges med røntgen, når jeg har drukket noget kontrastvæske. Der skal jeg også have taget blodprøver, og jeg er spændt på, hvad de mon er kommet ned på nu. Jeg fik i fredags at vide, at tallene var faldet yderligere (fra 79 til 61), hvilket jo er rigtig dejligt. Men der er stadig et stykke vej ned til normalen, der ligger på højst 45, og helst mindre for mig, da jeg ikke er overvægtig, sagde overlægen. Så nu må vi se, hvornår der sker noget.
Jeg håber, at der vil kunne findes et præparat mod mine maveproblemer, som ikke ødelægger min lever, selvom leverpåvirkning er kendt ved alle præparaterne. Jeg håber bare, at jeg ikke reagerer på dem allesammen. Jeg er i hvert fald villig til at prøve næsten alt for at få et mere tåleligt liv.
Nåh, det var lidt om, hvordan det står til i mit liv lige pt. On another note skal jeg have gang i lidt bageri i dag. Jeg snupper lidt wokkede grøntsager og en hakkebøf i dag pga. min sarte mave, men Christian skal have en tomatsuppe, vi har fået købt hjem. Og så skal jeg jo have bagt mine gode suppehorn. Suppehorn er vel egentlig små spaghettier, som man putter i suppen, men de her er altså brød formet til horn, som man dypper i suppen eller bare spiser ved siden af. Det er en slags kuvertbrød, og de er rigtig lækre og luftige, især til supper.
Jeg skal nok lægge billeder og opskrift ind i morgen, når jeg har fået lavet dem :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar