Noget om sygdom. Og håbløshed.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal starte det her indlæg. Men jeg synes, at livet er hårdt nogle gange. Eller ret ofte, er det måske nærmere. Mit liv har ikke været en dans på roser, men jeg har altid troet på, at jeg har haft det sådan af en grund. At det var meningen, at jeg skulle bruge det til noget. Jeg troede, at jeg kunne bruge det i mit arbejde, for det var meningen, at jeg skulle arbejde med børn og unge (det stilede min(e) uddannelser mod), men mit helbred holdt ikke til at gøre mine uddannelser færdige eller til at kunne klare at arbejde de timer, der skulle til for at varetage jobbet. Det efterlod da en form for meningstab for mig, for der var ligesom ikke længere en pointe med at skulle kæmpe sådan.

Jeg havde egentlig skrevet et langt indlæg om, hvad der er sket de sidste år, men det blev så langt, og jeg magter næsten ikke at sidde og tænkte tilbage på alt det møg, der er sket de sidste år, så det endte jeg med at slette. Men de sidste tre år har for mig været præget meget af fysisk sygdom, primært i maven og tarmene, og det har føltes, som om der bare er kommet mere til, når man lige tror, at nu kan det ikke blive værre. Det har været år præget at slemme smerter og oplevelser for mig, og jeg har troet flere gange, at jeg var ved at dø, eller at det ville gå den vej. Bl.a. efter min operation, der gik galt, og her i efteråret, hvor mine levertal ikke ville falde, og overlægen var så bekymret, at jeg blev indskrevet som patient på daghospitalet der. 

Jeg sidder her heldigvis endnu, og mine levertal har normaliseret sig. Men de sidste tre år har været virkelig hårde, og der bliver ved med at komme noget nyt oveni, når man tror, at man nu må være over det værste. Efter det sidste års sygdom står jeg tilbage med en mave, der ikke kan tåle mange af de mest basale fødevarer, og vi har været igennem en hård tid med kattenes sygdom i slutningen af sidste år. Selvom der har været tilbagefald i år fra deres side, følte vi, at nu havde det normaliseret sig, og de har også fået lov at komme ud igen.

Desværre måtte vi i går aftes konstatere, at vi nu må på den igen. Ozzy græd (uden tårer, for det gør katte jo, men han var rigtig ked af det), mens han sad i kattebakken, uden han kom af med noget, han sad der bare. Det stod på til i nat, hvor vi overvejede, om vi skulle have ham afsted til vagtdyrlægen. Men han endte med at tisse en lille tår og også komme af med lidt pøller, der igen var lidt blod i, før han faldt til ro, og vi kunne sove lidt også.
Jeg har sovet elendigt i nat, og er meget træt i dag, men stod tidligere op, end jeg plejer, for jeg skulle holde øje med, om jeg skulle have ham afsted til dyrlægen i dag. Han har dog været i bakken og tisse (så vidt jeg kan se, er det ham), og han har ikke grædt i dag endnu. Jeg har givet ham kattemalt, som vi håber, kan hjælpe på maven, hvis han har hård mave. Og så må jeg bare se tiden an.

Det kommer samtidig med, at jeg selv er begyndt at få nye smerter. I den nedre del af ryggen og på den tilsvarende side af maven. Det har stået på nogle dage, og er virkelig svært at holde til. Og det er frustrerende, fordi jeg ikke ved, om det er smerter fra ryggen, der stråler om i maven eller omvendt. Eller om de slet ikke hænger sammen. Men jeg har prøvet at spise lidt fornuftigt, bare for en sikkerheds skyld. Det har dog ikke rigtigt gjort nogen forskel. Jeg har meget svært ved at sidde ned, og uanset stillingen gør det bare rigtig ondt, især i ryggen. Det er også svært at sove om natten, når det føles sådan. 

Jeg har bestemt mig for, at jeg nok tager noget for smerterne, før vi skal spise i dag, da vi skal have gang i racletten, og det er svært at sidde ned så længe for mig med smerterne. Jeg har det stadig lidt svært med at skulle tage smertestillende pga. tiden med mine leverproblemer. Så jeg har nok udsat mig selv for flere smerter end nødvendigt. For min lever har det jo så godt nu, at jeg godt kan tage panodil og anden medicin.
Jeg håber, at smerterne går i sig selv med tiden. Jeg har Scheuermanns syndrom (en kileformet ryghvirvel), hvilket giver rundryggethed og smerter nedadtil, så jeg håber, at det er den, der driller, og det går over med ro på ryggen. Om det hjælper på maven, ved jeg ikke, men vi må se.


Pga. det med mine nye smerter og Ozzys nye problemer var jeg efterladt i en ekstrem følelse af håbløshed i går, da jeg endelig skulle sove. Det er meget svært for mig, når kattene er syge. Jeg vil hellere selv være ramt, for det er nemmere at forholde sig til. Det er jo svært at gøre noget for kattene eller vide, hvad der er galt, når det er dem, der er syge. Og livet føles efterhånden bare som en endeløs kamp, synes jeg. Der bliver ved med at blive bygget mere ovenpå. Det er, som om der aldrig sker nogen fremgang, sådan rigtigt, med det fysiske. Det bliver bare værre. Det er svært ikke at føle sig som en lille myre, som livet (eller hvem der nu måtte styre alt det, der sker) forsøger at brænde med et forstørrelsesglas, sådan bare for sjov. Der er ingen pointe med, at jeg skal have det sådan her, at livet skal være så hårdt. Det gør det bare endnu mere håbløst at sidde med, synes jeg.

Når alle de sorte tanker har lagt sig, og jeg har dage med færre symptomer på sygdommene, er det heldigvis også til at se noget positivt i livet. Jeg har en fantastisk kæreste og nogle dejlige mennesker i mit liv, som jeg holder meget af. Jeg har min hobby med fotografi og madlavning, som giver mig mange sejre og gode oplevelser, når jeg har det så godt, at jeg kan udøve dem. Og giver mig følelsen af, at jeg rent faktisk dur til noget.

Og så er der jo også kattene, der giver mig utrolig megen glæde hver dag. De positive tanker er svære at finde frem, når det går rigtig dårligt. Men jeg ved, at de er der endnu, når jeg engang får så meget mentalt overskud, at jeg kan holde det negative nede. Og det er rart at vide.
Jeg vil slutte af med lidt billeder af kattene fra haven for nogle dagen siden. Vi håber, at Ozzy hurtigt får det bedre med maven, så de snart kan komme derud igen.

Der overvejes, om man vil ud i det der meget hvide, der fylder hele haven.

Det er MIN plads, Putte! Hold venligst afstand!