Jeg kom hjem med et bundt grønne asparges, gulerødder med top og en bakke svampe (champignons i denne omgang), og så købte jeg et stykke svinekam, som vi skulle have til.
Den første dag tilberedte jeg svinekammen ved at skære sværen af og ridse kød og fedtlag, drysse med lidt salt og så i ovnen i et fad med lidt vand. Her blev stegen stegt ved 200 grader, til den var 65 grader indeni, hvorefter den blev taget ud og hvilede, mens jeg lavede sovs af skyen. Tilbehøret var smørdampede gulerødder med lidt top, smørdampede asparges og kogte kartofler, og det smagte fantastisk.
Dagen efter stod jeg med overskydende asparges og mine svampe, og jeg kom i tanke om en opskrift, jeg havde set i magasinet MAD!, som jeg jo får ind ad døren i denne tid, da det er en fødselsdagsgave fra Christians familie. I den opskrift bruges der dog grocchi, men det lå jeg ikke lige inde med. Men eftersom gnocchi er små pastakugler lavet af kogte kartofler, syntes jeg godt, jeg kunne erstatte med kogte kartofler, der skulle ristes, og efterfølgende vendes i grøntsagerne. Jeg justerede lidt på ingredienserne også og tilsatte squash, hvilket passede godt til. Nedenfor er min opskrift. Den kan lunt anbefales, for det smager bare rigtig dejligt. Vi fik nogle skiver af den kolde, men stadigt saftige steg som tilbehør til retten. Den kan helt sikkert også serveres med lidt brød til, hvis man har lyst :)
Forårsret med friske asparges, svampe og kartofler (2 personer)
7-8 mellemstore, kogte kolde kartofler
10 friske, grønne asparges
250 g svampe (jeg brugte champignons)
½ stor squash eller 1 lille
1 løg
2 fed hvidløg
3-4 kviste frisk timian
Ca. 50 g revet parmesanost
Skær de kogte, kolde kartofler i tern og rist dem på en pande i lidt olie, til de er sprøde og har fået farve. Drys med groft salt og sæt til side.
Hak løg og hvidløg fint. Skyl aspargesene og knæk den nederste, trævlede den af. Skær den ud i mundrette stykker med skrå snit. Skyl timianen. Rens svampene, så de er fri for jord. Skær større svampe i tykke skiver (helt små skal ikke skæres igennem, lidt større skal deles på midte, og halvstore skal skæres i tykke skiver). Vask og halver squashen, fjern kernerne. Skær den i 1-1½ cm tykke skiver.
Steg alle grøntsagerne på en pande i lidt olie sammen med timianen, til svampene er møre (de får en lidt anden farve og blive bløde) og aspargesene og squash er blevet blødere og mere møre, men stadig har bid. De skal ikke have så længe, måske omkring 5-7 minutter +/-. Vend de stegte kartoffeltern i grøntsagerne og lad dem varme med et øjeblik. Smag til med salt og lidt friskkværnet peber. Drys til sidst grøntsagerne med parmesanost. Lidt ekstra parmesanost sættes på bordet, så man kan tilføje lidt ekstra til sin egen tallerken efter lyst.
Server retten til stegt kød efter eget valg. Jeg vil anbefale, at man serverer noget, der ikke er for kraftigt i smagen, så det ikke overdøver den skønne smag af grøntsagerne. I den originale opskrift serveres retten (med gnocchi) til stegte svinemedaljoner, der bare er krydret med salt og peber. Vi fik som sagt et saftigt stykke steg af svinekam til, hvilket sagtens kunne bruges, selvom vi spiste det koldt.
Min tallerken. Det smagte rigtig dejligt. |
I går fik vi endelig taget hul på at få ordnet havemøblerne. Det var så også et projekt, der fyldte hele dagen, så der var ikke megen afslapning, hvilket ellers kunne have været rart. Jeg er stadig meget træt og udmattet efter Christians fødselsdag og skal have samlet kræfter, inden vi skal have besøg af hans familie på fredag, hvor vi holder fødselsdag for ham. Jeg er i gang med at planlægge mad og indkøb til den dag, og det hele er snart på plads. Christian bliver måske sendt ud og handle selv, hvis jeg ikke lige finder energien til det, men det vil han heldigvis gerne.
Men havemøblerne blev fine. Vi overvejer dog, om der skal et ekstra lag olie til, men det kan godt være, at det bliver udskudt til senere på sommeren. Vi brugte klar olie, og vil måske gerne have lidt mørk træolie til næste omgang, da møblerne gerne må være mørkere, men det må vi se til den tid. Nu står de og tørrer nede i garagen, da de desværre ikke lige kan stå fremme og tørre, eftersom der er lovet regn hver dag den næste uge. Om en uges tid skulle al olien gerne være absorberet. Pga. vejret kommer vi jo nok alligevel ikke til at sidde ude og grille, så det gør ikke så meget, at det tager lidt tid.
I går var det mors dag. Det er en rigtig dum dag for mig, eftersom jeg mistede min mor til kræft for snart 9 år siden (hvor bliver tiden dog af?). Det giver mange stik i hjertet og tårer, fordi man konstant op til og på selve dagen bliver mindet om, hvordan man skal fejre og forkæle sin mor og have en skøn dag sammen, og ser, hvordan andre er sammen med deres elskede mødre, mens man sidder og mangler sin egen mor. Det er som at få gnedet salt i et åbent sår, og det er en dag, hvor min sorg virkelig bliver aktiveret. Måske er den endda værre end hendes døds- og fødselsdag, netop pga. den store fokus på, at "alle andre" har deres mor, mens man selv sidder helt alene. Og så det faktum, at vi bor så langt væk fra, hvor hun er begravet, så jeg kan ikke engang komme og lægge en blomst der. :( Vi skal dog til Jylland i den nærmeste fremtid, så der skal vi lige forbi kirkegården. Det er trods alt rart, at der ikke går så længe.
Christian fik lov til at køre alene ned til sin egen mor med gaven fra os (et gavekort til plantecenteret - hun er glad for sin have og kan altid bruge lidt nyt til den), for jeg kunne ikke lige rumme at skulle med i går pga. ovenstående årsag. Så jeg vaskede havemøblerne godt af, mens han var afsted.
Vi var først færdige med at ordne havemøblerne ved 20-tiden i går, så vi var godt sultne. Aftensmaden stod i går på lidt salatbord med en grøn salat og lun couscoussalat, hvortil vi fik en hvidløgsmarineret flanksteak, kogte æg, minimajs og feta. Og lidt gratinerede ostebrød. Det smagte dejligt og mættede godt. Jeg havde forberedt det meste om eftermiddagen, mens Christian sleb møblerne, så det var klar til at få olie.
I dag er det gråvejr, hvilket er noget kedeligt, men sådan skal resten af ugen vist også blive. Kattene synes også, det er kedeligt. I hvert fald er de ikke så meget ude, men ligger og snorker indenfor. Har lige været rundt i huset og fandt Putte i sin stol på værelset og Phoebe i en katteseng i stuen. Ozzy har ligget på sin taske i eftermiddag og sovet, men var lige oppe og spise, da jeg var rundt med kameraet. Fangede dog de to andre i deres senge :)
Underdrejet Putte i favoritstolen. |
Phoebe tager også en slapper, men må dog lige se, hvad "mor" går rundt og laver. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar