Årets første sne

Det var lige før, man kunne tro, at vinteren har glemt Danmark i år, for det har været usædvanligt varm, siden vinteren begyndte, så vi har ikke rigtigt set skyggen af sne endnu. Det har i stedet været efterårsagtigt med masser af regn og trist vejr. Men i dag kom sneen så. Desværre ved jeg, at det er en stakket frist med sneen, for i morgen er temperaturen igen højere, og vi kan se frem til mere regnvejr. Ikke mindst på min fødselsdag senere på ugen, hvilket er ret deprimerende. Især fordi jeg elsker sne. Og regnvejr på ens fødselsdag er da bare trist.

Men eftersom jeg vidste, at sneen her hurtigt vil være væk, måtte jeg også en tur ud i det. Og havde kameraet med, for snebilleder er det bedste. Phoebe var også en lille tur med ude, men hun er absolut ikke glad for kulden og blæsten. Ozzy var kun lige ude og sidde på den tørre del af terrassen under udhænget, så gik han ind igen, den tøsedreng. Så ham fik jeg ingen billeder af. Det sner stadig en smule her, men nu er kattene og jeg inde i varmen igen. På trods af at de rent faktisk er bygget til kulde, sådan pelsmæssigt, er de bestemt ikke glade for kulden. Så nu ligger de og snorker et varmt sted begge to.

Phoebe fandt en halvtør plads oven på kloakdækslet.

Hun måtte også lige en tur op på klatretræet. I udkigskassen er der nogenlunde tørvejr.

Poteaftryk i sneen.

Billede af fuglehuset taget gennem ruden i stuen. Det er desværre ikke så flittigt
besøgt i år, men måske kommer det, når det bliver koldere.

Nu vælter det ned igen derude. Ville ønske, at det kunne blive liggende. Snevejr er bare rarere end de endeløse regnvejrsdage, vi har måttet finde os i den her vinter. Jeg håber, at temperaturen snart vender, så vi kan få noget frostvejr og mere sne.

I dag er det 6. dag, Phoebe ikke får smertestillende medicin. Umiddelbart går det okay. Der har været nogle enkelte gange, hvor hun ikke har spist helt op, men langt de fleste gange spiser hun pænt op af sin kød-smoothie. Vi håber, det fortsætter sådan. Vi ved ikke, hvor længe hun vil have smertestillende i blodet, efter at have fået det så lang tid. Men vi håber, vi begynder at se det reelle billede af, hvordan hun spiser. Hun mister stadig stemmen, som så er tilbage samme dag. Det er sært. Men vi har snakket om, at hun måske ikke skal have den kikkertundersøgelse alligevel, hvis hun kan spise normalt, og hendes infektionstal viste ingen tegn på infektion. Vi vil helst ikke have hende under narkose, med mindre det er fuldstændig nødvendigt. Når jeg snakker med dyrlægen igen, vil jeg snakke med hende om det her. Endnu er hun stadig på antibiotika for sin blærebetændelse, og det går rigtig fint :)

Min fødselsdag nærmer sig efterhånden. Jeg har kun fået kigget på min ønskeseddel en enkelt gang og fået tilføjet meget lidt siden jul, for alting har gået op i kat og stress herhjemme den sidste tid. Så der har ikke været overskud til det. Jeg håber, at Christian alligevel kan finde på et eller andet, for jeg kan rigtig godt lide at få gaver, selvom det kan være svært nogle gange at finde noget at ønske sig. Som jeg skrev i sidste indlæg, er det, jeg ønsker mig mest, noget man ikke kan købe for penge. Så som at kattene blev raske og mit helbred bedre, så Christian og jeg kunne lave flere af de der ekstra kæresteting, som jeg er glad for. F.eks. at gå ud og spise og måske at rejse lidt. Selvom det sidste ikke rigtigt synes at være en realistisk drøm.. Men jeg glæder mig til min fødselsdag. Christian har som sagt taget nogle fridage, så det vil jeg nyde rigtig meget.

Alligevel kan det godt gøre mig lidt stresset op til dagen, fordi jeg så gerne vil ud og spise, hvilket betyder, at dagene op til er rigtig svære pga. maden, som skal være ekstra skånsom. Jeg aner ikke, hvad jeg skal putte ind i madplanen de her dage ud over lasagne, og det vil jeg altså ikke spise en helt uge i træk :| Samtidig er min mund igen et problem, sikkert pga. stressen fra sidste uge og mangel på reel afslapning den her weekend, så det indskrænker yderligere, hvad jeg kan spise.

Ofte har vi også Christians forældre oppe til en kop kaffe, når vi har fødselsdag, men jeg har virkelig svært ved at overskue det lige nu pga. stressen. Det føles, som om det virkelig vokser mig over hovedet, og jeg er bange for at brænde al min energi af på min fødselsdag, så jeg får det dårligt og ikke kan nyde dagen. Så det kan godt være, at de ikke lige skal op den dag i år (men nok på et andet tidspunkt). Det er lidt et dilemma for mig, for jeg føler allerede, at jeg slet ikke kan leve op til, hvad de måske kunne ønske sig af en svigerdatter, fordi mine sygdomme sætter en del begrænsninger. Selvom jeg gør alt, hvad jeg kan for at gøre det så godt som muligt. Ofte også mere end jeg egentlig kan holde til. Det er måske mest tanker, der er frembragt af, at jeg så gerne ville kunne gøre det, som raske mennesker kan, og føler, at jeg bare ikke er god nok, som jeg er.

Mine sygdomme er usynlige, dvs. ikke som et brækket ben f.eks., hvor man kan se, at der er begrænsninger for, hvad man kan, hvilket kan gøre det svært for andre at forstå, hvor syg jeg er, både med det fysiske og psykiske. Det er mest Christian, der ser, hvor meget det påvirker mig. Hvor dårlig jeg bliver efter at have været sammen med andre mennesker eller nogle gange bare af at have været ude og handle. Og hvordan jeg må kæmpe med mine madproblemer og ofte også smerterne. Og ikke mindst hvordan det påvirker mig psykisk at være så indskrænket. Jeg er ikke glad for at være "hende den syge", så den side ser de fleste ikke hos mig, når vi er ude hos familie og den slags. I det hele taget er jeg ikke glad for ekstra opmærksomhed. Jeg kommer nemt til at føle mig "forkert" eller anderledes, og det har jeg det ikke godt med. Men det betyder også, at jeg har måttet arbejde noget for at sige fra over for folk, der faktisk godt ved, at jeg er syg, men alligevel "glemmer" det og pålægger mig en masse ting, som jeg ikke kan holde til. Havde jeg haft et brækket ben, havde de nok ikke bedt mig om at løbe maraton, for der kunne de godt se, at det måtte være umuligt. Men med handicaps usynlige for det blotte øje glemmer nogle mennesker nogle gange, at ting kan være tilsvarende svære/umulige for mig.

Nogle gange "glemmer" jeg det også selv, eller ignorerer det, fordi der bare er så mange ting, som jeg gerne vil, selvom jeg ikke kan holde til det. Bagefter bliver jeg så ofte dårlig af det f.eks. med udmarvende træthed, slem nedtrykthed eller smerter (for bare at nævne et par ting), og kan så sidde og føle mig dum over igen ikke at have taget hensyn til, at jeg rent faktisk er syg. Men det arbejder jeg på at blive bedre til, at tage hensyn til mig selv. Det er bare svært, når der er så meget, man gerne vil, og man ikke vil skuffe nogen. Mht. Christians forældre er jeg også rigtig glad for dem og kan rigtig godt lide at være sammen med dem, så det er bare rigtig træls, når jeg så må melde fra til noget.


Nåh, det blev noget personligt og langt. Det er bare tanker, der fylder meget i hovedet på mig for tiden. For at snakke om noget helt andet, så var der Golden Globe-uddeling i går. I dag kan jeg se, at Breaking Bad har fået en for bedste dramaserie og Bryan Cranston for bedste mandlige hovedrolle i en dramaserie for Breaking Bad. Det var jo dejligt, for det er en fantastisk serie, og Bryan Cranston spiller virkelig godt. Vi er selv i gang med at se serien lige nu, og i går afsluttede vi sæson 4. Det var en fantastisk sæsonafslutning. Nu har vi så kun en sæson tilbage, hvilket er lidt vemodigt. Men det har været rigtig god underholdning for os siden efteråret, hvor vi startede med at se serien. Den er en af den slags serier, hvor man bare bliver helt opslugt, når man sidder og ser den, og kan lukke af for alt andet imens. Sådan slapper jeg bedst af, for det kan være svært at slukke for tankerne og stressen. Men når jeg ser de gode serier, er der ro i hovedet. Jeg kan kun anbefale Breaking Bad. Det er en virkelig spændende serie, og fordi den nu er afsluttet med sæson 5, slipper man også for, at en serie, man har været rigtig glad for, bliver cancelled. Jeg er spændt på, hvad sæson 5 må bringe :)