Give me a f...ing break, please!

Argh!! Har simpelthen brug for luft, så det er derfor, jeg skriver det her indlæg. Føler mig simpelthen så frustreret!

Som en del af jer ved, har vi været igennem et meget langt forløb med Ozzy siden juli, hvor han nu er begyndt at få det noget bedre oven på sin tandudtrækning og mundbetændelse, selvom hans rødmen ikke er væk. Så det er superdejligt. Vi havde ham som bekendt til tjek sidste torsdag, og man kan se, at det er blevet pænere, trods den rødmen.

Phoebe var også med for at blive tjekket og vaccineret, da det var den tid på året, og det gik okay. Hendes tænder og mund så pæne ud, blot en lille smule rødme over en enkelt tand bagerst i munden, men det har hun haft noget tid, og det har ikke udviklet sig. Og har ikke givet hende problemer i forhold til spisning.

Efter vi kom hjem, har Phoebe været lidt sløj/ved siden af sig selv i nogle dage, men vi syntes, det begyndte at gå lidt fremad med humøret for hende de sidste dage. Tidligere på ugen oplevede vi, at hun ikke spiste sine snacks op (hun får sådan nogle store stykker tørkost som snacks for at rense tænderne), og det så ud, som om en bid eller to endda var blevet kastet op i skålen 0.o Vi tænkte ikke så meget over det, for hun er lidt grådig og sluger gerne maden, hvis hun kan komme til det, så vi tænkte, at det måske var en bid, hun havde villet sluge, der gav problemer, så den måtte op igen.
Desværre kunne vi se problemer senere, da hun skulle spise, at hun faktisk havde lidt svært ved det og mistede lysten til det af den grund. Vi tænkte, at hun måske havde skåret sig på en knas eller noget. Senere på aftenen spiste hun pænere. Så vi så tiden an.

I går opdagede vi så, at hun igen var en smule besværet af at spise. Men hun spiste dog. Bare ikke lige så store portioner. I nat har hun ikke rigtigt spist noget, når Christian har været oppe og give dem (de kalder for at få mad om natten). I morges spiste hun heller ingenting, fortalte Christian, da vi snakkede sammen, efter jeg var stået op. Hendes madskål var helt fyldt, da jeg stod op, og det undrede mig. Samtidig var der kastet op 4 steder rundt omkring i huset 0.o Der var kun pels i én af "klatterne". Jeg håber, det var pga. en hårbolle, hun skulle af med så meget. Det var tydeligvis en, der ikke havde spist rigtig længe, for der var ingen mad med (beklager de klamme detaljer), og Ozzy har i hvert fald spist i morges, ved jeg.

Phoebe i haven for et par dage siden.

Efter jeg stod op, var hun heller ikke interesseret i at spise tørkost. Det var tid til kattenes vådkost (som de får morgen og aften, fordi Ozzy skal have noget til sin medicin), og som de andre dage glider det heldigvis godt ned. Også uden jeg skal blende det, som jeg gjorde, da hun havde sår på tungen i vinters. Det er da trods alt positivt. Men det er svært at gennemskue, hvad der er med hende. Og vi har svært ved at finde ud af, hvad vi skal gøre ved det. Altså hun skal jo til dyrlægen, hvis det fortsætter, men det er svært at vide, om vi skal til vores egen, der ikke har nogen mulighed for tandbehandling, eller vi skal tage tværs over Sjælland til Skovlunde for at få vores tanddyrlæge til at kigge på hende. Vi ved jo ikke, hvad der er galt, og det er en uendelig lang tur til Skovlunde. Hvilket også kræver, at Christian tager en fridag igenigen, som han efterhånden har gjort en del gange, siden Ozzy blev syg, for at vi kunne køre til Skovlunde. Og så skal det også være på en bestemt dag, hvis hun skal have lavet noget, da vores tanddyrlæge kun laver tandbehandlinger tirsdag og onsdag.. :| Hvis Phoebe da skal have noget lavet.. Det er jo svært at vide, da vi ikke ved, hvad der er galt. Har kigget hende i munden, men kan umiddelbart ikke selv se noget. Dog er det begrænset, hvor meget jeg får lov at kigge, men hendes tænder ser pæne ud på ydersiden i hvert fald...

Planen er pt., at vi lige ser tiden an weekenden over, for jeg har ingen bil hjemme og ikke mulighed for at komme afsted med hende i dag. Hun spiser også fint vådkosten, så det kan godt vente til næste uge med at få hende afsted. Så må hun bare få vådkost så længe. Jeg har lige bestilt en masse poser vådkost hjem fra Tyskland, som gerne skulle komme i næste uge. Vi har stadig hjemme, men hvis hun skal leve af vådkost alene, er det jo hurtigt spist for sådan en stor kat.

Føler mig bare ret slået ud af det her. Det er bare, som om verdens ulykker hagler ned over os, og det bliver bare ved med at komme. Sidste år måtte vi igennem helvede med Putte, da han fik nyresvigt og vi kæmpede for hans liv. En kamp, vi desværre tabte :( Under en uge efter vi mistede ham, blev Phoebe syg med et kæmpe sår på tungen og kunne ikke spise. Det var et langt forløb, som jeg har skrevet om herinde, før hun kunne spise igen. Der gik faktisk over 2 måneder med dagligt blendet vådkost 4 gange om dagen og at holde hende væk fra Ozzys tørkost, da tungen skulle hele, og var virkelig hårdt. Efterfølgende fik vi så lidt fred til i sommers, hvor Ozzy så begyndte at opføre sig sært. Vi har været igennem mange undersøgelser med han, før vi fandt ud af, at det var tænderne, der var problemet, og mundbetændelse. Så fik han en tandudtrækning og 6 uger med behandling med antibiotika, som slutter på tirsdag. Og nu også behandling med aloe vera. Det har været mega hårdt for at sige det lige ud. Utroligt mange bekymringer og angst, og hårdt arbejde med at blende vådkost og håndfodre ham, i de første uger efter operationen var det døgnet rundt. Nu kan jeg "nøjes" med at give ham blendet vådkost to gange om dagen sammen med medicinen og aloe vera'en.

Ozzy i haven. En rigtig glad dreng igen, som det ses på haleføringen :)

Vi har lige været til dyrlæge med dem begge to, hvor vi fik taget blodprøver på Ozzy, der viser en stor forbedring med hans nyretal, hvilket har været en kæmpe lettelse. Det er nemlig steget rigtig meget gennem hans sygdomsforløb, så det er så skønt, at det er faldet til næsten normalt nu. Der er andre skæve prøver, som skal holdes øje med, men han virker til at have det godt, og det er jo det vigtigste. Så må vi tage sorgerne, når de kommer.
Men det er så ufatteligt typisk, at Phoebe får problemer lige efter vi har været til dyrlægen, og hun er blevet kigget på, hvor alt så normalt ud. Argh! Det er simpelthen så hårdt med de her forløb lige efter eller nu faktisk oven i hinanden, at jeg efterhånden ikke ved, hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Føler bare, at livet virkelig ikke giver os en chance. Der er hele tiden noget at kæmpe med :'( Det er faktisk lige før, at jeg slet ikke har lyst til at have kat mere. Det er noget, jeg aldrig troede, jeg ville sige, men jeg synes simpelthen, det er så uretfærdigt, hvordan vi skal rammes hele tiden af sygdom hos kattene. Det har nærmest været konstant de sidste tre år.

Det her kommer også oven i, at jeg faktisk selv har det ret dårligt for tiden. Har kæmpet så hårdt for, at Ozzy skulle få det bedre, og nu hvor han har det, kollapser jeg bare totalt. Og har bare brugt så meget tid på at tænke på andre de sidste måneder, at der ikke rigtigt har været plads til mig selv. Har været virkelig langt nede de sidste dage, og i dag er ingen undtagelse. Det hjælper ikke ligefrem, at Phoebe nu også har problemer, og vi skal i gang med endnu et forløb med dyrlægebesøg for at finde ud af, hvad der er med hende, og hvordan det kan afhjælpes :( Ved ikke, hvor jeg skal finde kræfterne til at komme igennem det her. Det gør man jo, for kattene betyder utroligt meget for mig, og de skal have det godt. Forstår bare ikke, hvorfor livet skal være sådan her. Synes ikke, det er et rart sted at være lige nu, hvis jeg skal være helt ærlig.

Puh (dyb vejrtrækning)! Må prøve at få samlet mig lidt sammen, så vi kan komme igennem det her forløb også. Phoebe har her for ½ time siden fået lidt kattemalt i tilfælde af, at hun har en hårbolle på tværs, der også driller mht. appetitten, og resten af portionsposen fra i formiddag. Man må jo bare være glad for, at hun kan spise kødet, uden det skal blendes. Det kunne hun ikke i vinters pga. tungesåret. Vi må se, hvad der sker i weekenden og så tage stilling til på mandag, hvad der skal ske. Forventer, at vi nok tager hende forbi vores egen dyrlæge først, da vi jo ikke kan være sikre på, at det rent faktisk er et tandproblem. Finder vi ikke svaret der, og er det ikke blevet bedre, må vi videre til Skovlunde. Selvfølgelig med mindre at hun pludseligt får det bedre. Vi må bare håbe det bedste. Og at livet snart giver os en chance for at få en normal hverdag uden alle de bekymringer og sygdomme, som har fyldt og fylder alt for meget, både hos kattene og hos mig.