onsdag den 29. oktober 2014

Pumpkin pie - græskartærte

På fredag er det halloween, eller allehelgensaften. Så det er ved at være på høje tid at få lavet en græskarlygte eller anden uhygge i den forbindelse, hvis du ikke allerede har været i gang. Jeg har selv haft gang i græskar og ovn i weekenden, og nedenfor kan du læse, hvad jeg fik ud af det :)

Jeg har længe haft en opskrift liggende, som jeg har haft lyst til at afprøve. Det er sådan en sæsonagtig opskrift, da den er på en pumpkin pie (eller græskartærte), hvilket er oplagt at lave, når man nu alligevel skærer græskarlygten i oktober. Opskriften er fundet på et madforum for år tilbage, og nu måtte det være tid til at få den afprøvet. Sidste år blev halloween aflyst herhjemme, da vi stod med en meget syg kat, som vi desværre endte med at miste, så jeg har flere (u)hyggelige køkkenprojekter, som bare venter på at blive lavet. Denne gang fik jeg endelig afprøvet den her opskrift. Jeg fik også lavet en græskarlygte, som du kan se længere nede i indlægget :)

Tærten er meget anderledes end de frugttærter, jeg sædvanligvis laver. Fyldet var f.eks. helt flydende, og det har jeg ikke prøvet før. Så jeg var egentlig noget bekymret for, om det overhovedet ville stivne, for der var meget væske i forhold til æg. Men der var ikke noget at bekymre sig for i den retning, for det stivnede rigtig fint og blev flot blankt :) Jeg valgte dog at blindbage bunden først, da fyldet var så flydende, selvom det ikke var angivet i opskriften. Det er jo nemt og hurtigt, så det kan jeg anbefale. Jeg bruger bare hasselnødder med skal på som blindbagefyld, det fungerer fint.
Der skulle æblecidereddike i dejen, hvilket, jeg var noget nervøs for, ville smage igennem i den færdige tærte, men det gjorde den slet ikke. Hvilken effekt, det har, ved jeg ikke. Men tænker, at det måske giver mere bid i bunden.

Dog ved jeg nu, at jeg måske vil overveje at bruge et græskar kun til tærten næste gang, for i tærten her brugte jeg græskar fra min lygte"mand", som jeg havde skrabet ud af det i tynde flager, så da det blev dampet, kogte det lynhurtigt ud og blev ikke til at klemme nok væde fra. Det er et meget vigtigt punkt i opskriften, at man får så meget væde fra det dampede græskar som muligt, da fyldet ellers bliver for blødt og vandet i det, hvilket mit desværre endte med at blive. Så næste gang skal det være i store tern, som jeg også angiver i opskriften. Men smagen var superfin, synes jeg.

Smagen er diskret krydret med krydderier, der har en juleagtig smag, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Man kan også smage græskarret i fyldet, hvilket ellers ikke er noget, der som sådan har smagt igennem i det bagværk, jeg ellers har prøvet at lave med græskar tidligere. Jeg kunne rigtig godt lide tærten. Christian spiste også et par stykker af den, men den er ikke lige hans store nummer. Han er ikke så vild med smagen af græskar, så jeg tror, det var grunden.

Min pumpkin pie blev serveret med en klat flødeskum, som det ses på billedet. Næste gang vil jeg dog overveje at bruge creme fraice rørt med lidt vanillesukker for at få en bedre kontrast til den søde tærte. I den originale opskrift skal tærten pudres med et lille lag flormelis ved serveringen, men jeg synes, det bliver for sødt så. Derfor kan jeg anbefale, at man prøver med creme fraicen :)





Pumpkin pie - græskartærte (1 stk)

Bund:
250 g hvedemel
½ tsk fint salt
1 tsk sukker
100 g smør (eller margarine)
1 æg
1 spsk æblecidereddike (kan udskiftes med koldt vand)
2 spsk koldt vand (jeg brugte vist 4)

Fyld:
400 g græskar (f.eks. "halloweengræskar", butternutsquash eller lignende)
1 dl piskefløde
1½ dl mælk
1 1/4 dl ahornsirup
2 spsk mørk rom
3 æg
½ tsk kanel
1 knsp stødt ingefær
1 knsp muskatnød

Derudover:
Lidt smør til formen
Evt. lidt flødeskum eller creme fraice rørt med vanillesukker til servering.

Start med at lave bunden. Bland mel med salt og sukker. Smuldr smørret i, så det bliver helt findelt. Saml dejen med æg, eddike og vand. Start med at tilsætte 2 spsk af vandet og se, om mere er nødvendigt. Jeg brugte vist 4 spsk for at få den samlet. Form dejen til en kugle og læg den i en frysepose. Lad dejen hvile i køleskabet en times tid. Lav fyldet imens.

Befri græskarret for kerner og "tarme", så du har det rene kød tilbage. Skær 400 g af kødet i store tern og damp det mørt, ca. 15 minutter. Undlad at lade det koge helt ud til smat. Læg græskarret til afdrypning og få så meget af vandet af det som overhovedet muligt. Hæld det evt. tilbage i den tomme gryde og damp det sidste vand af det.

Blend græskarret sammen med noget af fløden, til det er en hel glat masse. Pisk resten af ingredienserne i. Stil evt. fyldet her i køleskabet, mens du forbereder bunden.

Læg tærtedejen mellem to stykker bagepapir og rul det ud til en stor cirkel, ca 5 cm større end din tærteform. Put dejen i den smurte tærteform og rul evt. overskydende kanter af. Prik bunden med en gaffel. Læg et stykke bagepapir oven i tærtebunden og fordel f.eks. nødder eller andet på bagepapiret for at holde dejen fra at hæve op, når du blindbager bunden. Du kan godt undlade det her trin i opskriften, men bunden bliver perfekt, hvis du benytter den her metode, da den så ikke så nemt bliver blød og snasket, når det meget flydende fyld kommer i. Blindbag bunden 10 minutter ved 220 grader. Skru herefter ovnen ned på 175 grader.

Tag den blindbagte tærtebund ud af ovnen og fordel fyldet over bunden. Bag herefter tærten i ca. 1 time ved 175 grader, når ovnens temperatur er faldet hertil. Lad tærten køle af, før du fjerner den fra formen. Opbevar den færdige, afkølede tærte i køleskab. Kan spises både kold og lunet evt. med en klat flødeskum eller måske endnu bedre en klat creme fraice blandet med vanillesukker.

Et stykke tærte helt plain uden flødeskum. Flot og blank.





Kan ikke lade helt være med at smile over kagebillederne ovenfor, for det er nærmest, som om det er et par mug-shuts, altså billeder til forbryderalbummet, som de er stillet op der, først fotograferet fra siden og så forfra :D

Jeg har som sagt andre ting, jeg gerne ville lave til halloween, men jeg ved endnu ikke, om det er noget, der må vente til næste år. I hvert fald er overskuddet forsvindende lille for tiden, så jeg prøver at spare kræfterne, så jeg kan klare at få lavet aftensmad til os. Det var også uendeligt hårdt at bage den her tærte og lave lygten, men nu havde jeg købt ind til det og ville så gerne. Forhåbentlig kommer overskuddet igen engang. Pt. er det i hvert fald noget hårdt. Christian var heldigvis sød til at rydde køkkenet for mig, hvilket er guld værd, når man kollapser og bare sidder og stener på gulvet, mens han går rundt og ordner ens rod :|

Jeg lavede også en lygte i år, og som sædvanligt måtte den jo bære et kattemotiv :) Synes selv, den blev rigtig fin, ikke mindst med tanke på, at den er tegnet i fri hånd (efter inspiration fra et billede på nettet). Desværre er det jo sådan, at fritstående motiver på græskar "dør" hurtigt, så min fine lygte er allerede væk, men den var flot, så længe det varede :)

Kat i silhuet. Den skulle forstille at sidde på et hegn.

Her er det lidt nemmere at se hegnet.


Jeg er vist stadig ret meget et barn, når det kommer til sådan noget som f.eks. halloween og forlystelsesparker. Og ting i den dúr. Så jeg synes, det er superhyggeligt med de her særlige højtider, hvor man rigtigt kan lege i køkkenet også. Jeg håber, vi skal se gyserfilm på fredag til halloween. Det passer sig da i hvert fald sådan en aften.

Ellers går tiden herhjemme som bekendt med at passe Ozzy. Han er startet på en ny antibiotikakur, efter han for ca. 14 dage siden fik et tilbagefald med mundbetændelsen efter at være stoppet med sin sidste kur. Han har været på smertestillende frem til i fredags, og det er heldigvis gået rigtig pænt med at komme af dem. Man kan da godt mærke en forskel, når han ikke får smertestillende, men vi synes, han gør det ret godt efter omstændighederne. Dog er hans appetit ikke ret stor i de her dage, så vi prøver at holde ham lidt i ilden. En del af årsagen er vejret, der gør, at missen ligger og snorker inde meget af dagen. Så snart han løber sine ture i haven, kommer han som regel ind og spiser en gang i timen. Det er desværre ikke lige så appetitfordrende at ligge og snorke dovent hele dagen. Vi håber i hvert fald, at det er årsagen.

Forhåbentlig bliver det også lidt bedre med appetitten, når han lige har vænnet sig til ikke at få smertestillende igen. I hvert fald har han i morges spist 20(!) g tørkost. Det er helt vildt. De andre nætter har han spist noget mindre. Så vi håber, at det går fremad herfra. I morgen skal jeg have en samtale med hans munddyrlæge, da jeg skal bestille mere medicin. Og for at fortælle hende om, hvordan det går med ham. Det går heldigvis 100% bedre, end det gjorde for 15 dage siden, da han helt stoppede med at spise.

Ozzy på min jakke i weekenden. Det er dejligt med sådan et ekstra "tæppe" på gulvet at ligge på :)


I går var jeg en tur i haven med kattene for at oppe Ozzys appetit. Han vil rigtig gerne med ud, når jeg er ude, så jeg vidste, at jeg kunne få dovenmissen til at komme med ud, hvis jeg selv gik med. Jeg brugte tiden derude med at få fjernet æblerne under æbletræet, hvor størstedelen desværre var blæst ned. Det har blæst en del i oktober, så der lå mange kilo æbler, der skulle fjernes. Jeg har heldigvis fået kogt marmelade og lavet æblemos, så jeg har fået udnyttet en del æbler, men de smagte ekstra dejligt i år, så jeg ærgrer mig over ikke at kunne gemme dem til senere på året. Vi har ikke noget sted til opbevaring, så de skal bruges, når de er klar.

Arbejdet i går kan godt mærkes i kroppen i dag. Eftersom jeg har dårlig ryg og kronisk piskesmæld, skal der ikke meget til at slå den ud af kurs. Men jeg er nu godt tilfreds med, hvad jeg nåede i går alligevel. Det er noget, der skal gøres, og nu kan Christian komme til at slå plænen en sidste gang inden vinter. Dagen i dag bliver stille og rolig for mig, så jeg kan pleje min ryg lidt. Trænger også til lidt ro, for jeg sover dårligt for tiden. Men sådan er det ofte i de dårlige perioder for mig. Skal dog senere ud og hente lidt i pakkeboksen, hvor der er ankommet noget af Christians adventskalender. Er allerede ret langt med den, så det er jo dejligt :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar