Eventyrlig stilhed

Weekenden er overstået, og mandagen har igen fundet os. Selvom vi burde komme videre med renovationen af det fremtidige soveværelse, bruger vi pt. weekenderne til at lade op i stedet. Christian er jo for ret kort tid siden startet på sit nye job, så energien er ikke ret stor, når vi kommer frem til weekenderne. Heller ikke hos mig, der skal affinde mig med de nye forhold. At gå fra at have været sammen 24/7 i tre uger hen over julen til at være alene mange timer i løbet af ugen er bestemt ikke nemt. Især ikke fordi vi nu slet ingen kontakt har i løbet af den tid, Christian er på arbejde. På hans tidligere arbejde kunne vi have kontakt løbende over Skype i løbet af dagen, men sådan er det ikke mere. Så livet er noget anderledes nu for os begge.

Da jeg jo er kronisk syg og går hjemme, bliver livet nemt meget ensomt, når der ikke er nogen at snakke med, og der i øvrigt ikke er energi til at skulle ud og være aktivt social imellem andre mennesker. Så det har betydet noget at kunne have den kontakt via Skype. Derfor er det en enorm omvæltning for mig nu med Christians nye arbejde. Jeg prøver at vride hjernen for at finde på noget at lave, som kan minimere ensomheden, og jeg har overvejet at gøre alvor af lysten til at starte med at svømme igen. Det gjorde jeg meget, da jeg var barn, og måske kunne det være noget for mig igen. Jeg skal bare lige samle mod og kræfter til at komme afsted første gang og se, om det er noget, jeg kan holde til. Jeg var jo så heldig at få egen bil sidste år, så nu er det faktisk muligt for mig at komme afsted. Må se, om det er noget for mig.

Pga. ensomheden ser jeg også ekstra meget frem til weekenderne pt. At have masser af tid sammen med Christian. Sidste weekend tog min fødselsdag en masse energi, så denne skulle bare være helt rolig. Vi har fået slappet godt af, men også fået lavet en smule praktisk herhjemme og jeg har bagt en masse. I fredags bagte jeg de lækre, snaskede kanelsnegle med marcipan, som Christian næsten er afhængig af for tiden, lørdag stod den på suppehorn, som jeg bagte til min suppe, og i går bagte jeg et flute, som skulle bruges til vores aftensmad.

Vi tog i lørdags en smuttur ud med kameraerne, for vi trængte begge til at komme lidt hjemmefra, da vi alligevel skulle ud og købe æg til mine bageprojekter. Vi kørte en tur på Asnæs for at se skoven sneklædt, inden al sneen smeltede, og jeg havde mit 200 mm-objektiv på i håb om at fange billeder af dyr i sneen. Det var dog monster tåget, og der var ikke mange interessante dyr fremme. Vi endte nede ved vandet, hvor der virkelig var tåget. Man kunne ikke se ret langt ud i vandet og slet ikke byen, som ligger lige på den anden side. Tågen omkransede os totalt, og der var fuldstændigt stille. Ikke en lyd. Når der fløj en fugl forbi en sjælden gang og fløjtede, gav det ekko langt op i skoven bag os. Det var en eventyrlig uvirkelig stilhed.

Eftersom jeg jo havde min 70-200 mm på, var det begrænset, hvad jeg kunne fange med kameraet uden at skulle langt væk, så mit primære interessante motiv var Christian derude. Jeg fik dog samtidig lidt af naturen omkring ham med. Han havde selv et andet objektiv på, så hans billeder blev noget anderledes. Han har fanget området på en anden måde end mig. Jeg har fået lov at vise hans billeder frem, og herunder kan du se et udsnit af, hvad vi fik ud af vores tur:

Siv i sneen. Bag sivene ville der normalt være udsigt til havet, men tågen æder alt.
Foto: Christina.

Træ formet af havet. Foto: Christian.

Fodspor ind i tågen. Foto: Christian.

Christian fotograferer. Foto: Christina.

Der blev dog også lige tid til et hurtigt portræt. Foto: Christina.

Foto: Christina.

Foto: Christian.

Han kan næsten gå på vandet. Foto: Christina.

Christian fangede også mig, mens jeg tog billeder :) Foto: Christian.

Asnæs i tågen. Foto: Christian.

Jeg synes virkelig, han fik et fint resultat ud af vores tur, og han har tydeligt fanget den eventyrlige stilhed, som vi begge følte derude. Det skriger næsten ud af det sidste billede herover, hvis altså ikke det var, fordi det er så stille. Skoven forsvinder i tågen, og der er ikke en vind, der rører sig. Eneste regn på liv er vores egne fodspor i sneen.
Jeg er rigtig glad for, at vi tog afsted. Det var rart at være ude og få lidt frisk luft og få brugt kameraet, men det var også dejligt at komme hjem igen og spise varm suppe og nybagte suppehorn :)

En ny uge er startet. Fru Brun ("vores" solsorte-hun, der hver dag sidder klar foran køkkenvinduet) har fået sit daglige morgenæble, og jeg skal i gang med ugens madplan. Vi får Christians forældre til spisning senere på igen, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til, og menuen er stort set planlagt og delvis købt ind til. Jeg ved ikke, om denne uge bliver ugen, hvor jeg kommer afsted i svømmehallen for første gang, for vi har også andre ting, vi skal i løbet af ugen, så jeg er bange for at løbe tør for energi. Men jeg håber, jeg finder modet og energien til at komme afsted snart.

Vil ønske jer en rigtig god mandag, og så må jeg hellere komme i gang med dagens opgaver :)

Smørrebrød med flæskesteg

Da Christian kom hjem fra Irland sidste weekend, lavede jeg en rigtig lækker langtidsstegt svinekam. Det var et godt stort stykke, så der var til flere dage i den. Det er dog begrænset, hvor mange dage i træk man gider spise det samme, så derfor valgte jeg en af dagene at lave lækkert smørrebrød af noget af flæskestegen.

Jeg har før i tiden gjort en del i smørrebrød, især nytårsaften. Det er en tradition fra min familie, hvor min mor lavede mange fade super lækkert smørrebrød, som vi spiste af, efter vi havde været ude og skyde fyrværkeri af over midnat, og der var rigeligt til de næste dage også, så der var nem, lækker mad, når man var træt i hovedet og ikke orkede noget. Det er en tradition, jeg har ført med mig videre som voksen, men efter jeg er blevet syg med mave-tarmsystemet, har jeg måttet lægge den tradition på hylden. Ind imellem nu spiser jeg dog en smule rugbrød, så jeg fik lyst til igen at lege lidt med smørrebrødstemaet.

Smørrebrød med flæskesteg er en af mine store favoritter, når det kommer til smørrebrød. Men det skal have den rette sammensætning. Det er for mig med fyld af god rødkål, sprød agurkesalat og appelsinsmagen fra springeren (som sådan en appelsinskive, sat på toppen som en spiral, hedder). Og så skal der selvfølgelig være sprøde svær på. Det fås jo nemmest ved at lave sin egen steg. Jeg putter sædvanligvis to store, flotte skiver steg på hvert stykke smørrebrød, men skal det være ekstra luksus og over the top, kan man putte tre på.

Alternativt fyld (eller ekstra fyld) kan være f.eks. svesker og/eller syltede asier. Der kan også bruges drueagurker i stedet for agurkesalat. Det kan man gøre, som man vil. Men herunder får du min opskrift på min personlige favorit, når det kommer til smørrebrød med flæskesteg :) Enjoy!

Smørrebrød med flæskesteg

Rugbrød, f.eks. skovmandsbrød
Smør

Hovedsalat (eller krølsalat)
Et stykke helstegt svinekam med sprøde svær (ribbenssteg kan også bruges)
Rødkål
Agurkesalat, syltede agurker eller drueagurker
Appelsin
Evt. lidt karse

Skær stegen i tynde skiver. Beregn 2-3 skiver steg pr. stykke smørrebrød alt efter stegens størrelse.

Smør smør på det antal skiver af rugbrød, som din steg rækker til. Del skiverne i to.

Skyl salatbladene og dup dem tørre med køkkenrulle. Del dem evt. i mindre stykker, så de passer på den øverste halvdel af rugbrødet. De skal stikke lidt ud over til siderne og i toppen. Fordel salatstykkerne på den øverste del af rugbrødsskiverne.

Fordel 2-3 skiver steg på hver halve stykke rugbrød. Tag et stykke køkkenrulle og fordel agurkesalaten på. Dup den tør med et andet stykke køkkenrulle. Fordel tre skiver agurkesalat på øverste halvdel af stegen.

Fordel rødkål midt på stegen. Klem evt. væde fra rødkålen, før du putter den på kødet, da nogle typer har en tendens til at safte meget.

Skær en appelsin i mellemtynde skiver. Skær en ridse ½-2/3 igennem skiven og sæt den på som en spiral over rødkålen. Slut af med at placere lidt af stegens svær forrest på smørrebrødet. Hvis du har lyst, kan du tilføje en lille dusk karse på hvert stykke smørrebrød. Det smager dejligt :)

Da vi spiste smørrebrødet, er det første gang siden mit store tilbagefald med maven (som jeg var i udredning for på Hvidovre hospital i 2012), at jeg spiste noget, der var syltet med eddike (agurkesalaten og til dels rødkålen). Det gik heldigvis godt, så det var en fin lille succes for mig. Dog ved jeg, at min mave pludseligt bestemmer sig for at reagere dårligt på noget, jeg ellers tåler udmærket, så jeg er ikke overoptimistisk. Men alligevel glad for oplevelsen :)

Puha, vi går godt nok med ondt i maven og hjertet oppe i halsen herhjemme for tiden. I forgårs fik Ozzy antibiotika og smertestillende for sidste gang i sin kur, og i går fik vi et kig i munden på ham for at se, hvordan det er gået med betændelsen under behandlingen. Vi havde håbet at se en lille bedring, når han nu så ud til at have mindre ondt, men der var slet ingen forskel :( Vi har gået og gruet for, hvordan det mon skulle gå ham, nu han kom af medicinen, og vi kan efterhånden se, at medicinen er ude af kroppen på ham nu. Han er mere tilbageholdende over for at spise, især større portioner, og han vil gerne have mig til at håndfodre ham lidt og hjælpe ham lidt i gang. Så det gør jeg jo selvfølgelig.. Vi er bare bange for, at det bliver værre med hans mund, end det var før kuren her nu, så han får et egentlig tilbagefald (ud over det, som han har været i siden slutningen af foråret). Så det er med hjertet oppe i halsen, at vi ser tiden an her bagefter hans kur. Vi håber, at det ikke bliver værre, end det er nu, og at han kommer i gang med at spise bedre selv, når han lige har vænnet sig til, at munden skal gøre lidt mere ondt nu. Har rigtig ondt af den stakkels dreng. Det er bestemt ikke nemt :(

Hans antibiotikakur er jo ikke gået så godt, som jeg har fortalt herinde. Han vil gerne skumme det ud af munden, så jeg tror ikke, han har fået den rette dosis. Det er frustrerende, når det nu skulle hjælpe ham :( Det har tydeligvis ingen forskel gjort for ham i hvert fald. Det har med al sandsynlighed været de smertestillende, der har gjort en forskel for ham, mens han har været på medicinen. Dog ikke så meget, at hans betændelse er blevet mindre, selvom de er inflammationsdæmpende, pillerne.
Jeg har mailet billederne fra i går til Tanddyreklinikken, og jeg håber, at Jens får en mulighed for at kigge på dem, inden han efter på fredag går på ferie. Det er virkelig et uheldigt sammenfald, at han går på ferie nu, hvor Ozzy risikerer at få det værre, men vi må omkring egen dyrlæge, hvis det bliver værre i mellemtiden. Vi har også overvejet at starte op på aloe vera igen, men vi vil helst heller ikke ændre for meget på variablerne, så vi ikke ved, hvad der har en effekt, og hvad der ikke har. Jeg håber at nå at høre fra Jens, før han går på ferie. Må se, hvor travlt han har.

Ozzy elsker sko. Man kan se hans glæde over dem her, hvor de får et skub med overlæben. Det er et tegn på, at han er ivrig og
glad. Billedet er taget i weekenden. Håber, han igen snart må få det så godt.

Han var lidt pivet i går aftes. Vil tro, at medicinen der helt var holdt op med at virke. Han havde ikke lyst til at gå i gang med maden, selvom han var sulten, så han kaldte nogle gange i nat, og jeg har været oppe og håndfodre ham en gang, hvilket går helt fint, og en gang siddet hos ham, mens han spiste. Jeg håber, at han hurtigt får vænnet sig til, at tingene er sådan nu. Vi havde sådan håbet, at interferonen kunne gøre noget godt for ham, men det ser ikke ud, som om det overhovedet har nogen effekt :( Vi skal snakke med Jens efter hans ferie, og så må vi se, om vi skal igennem endnu en operation med Ozzy. Hvis vi så bare vidste, at det ville virke...


Jeg håber virkelig, at han kommer i gang med at spise lidt bedre. Jeg skal snart have besøg af min veninde og navnesøster fra Århus, som kommer og overnatter nogle dage i næste uge, så jeg håber, at Ozzy selv lærer at kunne spise og ikke får det værre. Ellers er vi ret bundet til huset i hvert fald. Jeg er så småt gået i gang med at tænke over menuen de dage. Måske griller vi en dag, og så spiser vi måske ude en anden dag, hvis vi tager hjemmefra. Den sidste dag har jeg ikke helt på plads endnu, dog. Men det kommer nok. Det er svært at sige, hvor meget min mave kan være med på, men jeg håber, den opfører sig ordentligt. Og at jeg kan gøre det samme. Det er nemt at falde for fristelser, når de står lige fremme under næsen på en, desværre. Jeg skal bare helst kunne tåle at spise ude, hvis vi skal det, så den skal være i nogenlunde form, maven...

Men jeg glæder mig rigtig meget. Ser ikke ret mange mennesker og har efterhånden ikke rigtigt nogen venner tilbage, som jeg snakker med, så det er dejligt, at hun stadig har lyst til at komme og besøge mig, selvom det er blevet lidt sværere, efter jeg er blevet syg, og efter jeg er flyttet langt væk. Faktisk var det min tur til at tage til Århus, men hun foreslog selv, at hun kunne komme herover, hvis det var nemmest. Jeg havde håbet, at Christian kunne overtage Ozzys medicinering, men det er så skrøbeligt med ham, så jeg valgte at takke ja til tilbuddet. Jeg håber, vi får nogle rigtig hyggelige dage, og jeg glæder mig. Meget!

I dag prøver jeg at lave lidt alternativ mad til det, vi cykler rundt i hele tiden. Sådan er det meget i perioder. Opdager vi noget, vi godt kan lide, og som er nemt at lave, spiser vi det gerne en gang om ugen i lange perioder. Det kan dog blive kedeligt, så jeg prøver at variere lidt. Det er dog problematisk, fordi min mave er så sart, og fordi overskuddet ikke har været ret stort til at stå i køkkenet den sidste lange tid. Men prøver at holde mig selv lidt i gang. Nu vil jeg i hvert fald trække ud i køkkenet :)

Hindbærtærte med marcipan - kaffebordsversion

Nu er det efterhånden længe siden, jeg holdt fødselsdag, så det må være på tide at dele den sidste opskrift med jer :) Som jeg har skrevet tidligere, bagte jeg hindbærtærte med marcipan til min fødselsdag. Jeg har tidligere lavet en virkelig lækker hindbærtærte, som dog er en desserttærte og skal spises sammen med en god, sød vaniljeis, da den har en let syrlighed, og jeg fik lyst til at lave en kaffebordsversion af tærten, som kan spises, som den er, uden tilbehør. Altså en lidt sødere model.

Jeg har derfor justeret lidt på ingredienserne, og resultatet blev suverænt, når jeg skal sige det selv. Tærten var en stor succes. Den blev rost af flere rundt om bordet og blev meget hurtigt spist op. Der var knap nok en rest tilovers, så Christian kunne nyde et stykke dagen efter, hvor vi slappede af oven på at have haft gæster. Derudover er det jo en virkelig smuk kage med sit gyldne gitter, som står i smuk kontrast til det røde bærfyld.

Jeg har ikke været i gang med kameraet for at tage nye billeder af tærten, for den ligner jo på en prik tærten i dessertudgaven, så de billeder har jeg genbrugt. Jeg synes nemlig, at de virkelig fanger hvor smuk, tærten er.
Så skal du imponere dine gæster, kan jeg varmt anbefale tærten her. Det er betydeligt nemmere at lave gitteret, end det måske kan se ud til. Det kræver bare lidt tålmodighed at flette det, men det er ikke svært :)

Hindbærtærte med marcipan

Tærtebund:
225 g hvedemel
125 g margarine (eller smør)
1 nip salt
½ tsk bagepulver
3 spsk sukker
1 æg
2 spsk koldt vand
1 stang vanilje

Fyld:
450 g hindbær (jeg brugte fra frost, som jeg tøede let op)
190 g sukker
2 spsk maizena med top + ½ spsk
120 g revet marcipan

Derudover:
1 æggeblomme til pensling

Smuldr margarinen ud i melet eller kør det på en køkkenmaskine med k-spaden. Tilsæt salt, bagepulver, sukker og vaniljekorn, og vend det hele lidt sammen. Tilsæt herefter æg og vand og ælt dejen godt sammen. Lad dejen hvile i køleskabet i en frysepose eller lignende, til den er blevet mere fast, mindst ½ time.

Smør en tærteform med lidt margarine eller smør og drys den med lidt mel. Vend formen lidt rundt, så melet er godt fordelt, og bank derefter det overskydende mel ud af den ved at holde den på hovedet over håndvasken. Tag lidt mere end 1/3 af dejen fra. Rul resten ud til en cirkel, lidt større end formens diameter, og beklæd formen med dejen. Den skal nå helt op til toppen af din tærteform. Klem den lidt til i formen.

Prik bunden med en gaffel og forbag den ca. 15 minutter ved 200 grader i nederste halvdel af ovnen. Dette gøres, fordi fyldet er vådt. På den måde undgår man en gennemblødt og snasket bund.

Rør bærrene med sukker og maizena. Riv marcipanen groft. Fordel marcipanen i et jævnt lag over bunden, og fordel derefter bærfyldet ovenpå, så det dækker hele bunden.

Rul den resterende dej tyndt ud og skær strimler på ca. 1 cm i bredden. Læg dem over tærten i et fletmønster. Start med et lægge et smalt kryds på midten. Flet derefter flere strimler ind. Det ser pænest ud, hvis man fletter ud og ind, som når man fletter et julehjerte :) Slut af med at lægge en lidt bredere strimmel af dej rundt langs kanten. Klem den lidt sammen, hvor enderne mødes. Pensl gitter og kant med sammenpisket æggeblomme. Bag tærten midt i ovnen ca 25 minutter ved 200 grader, til gitteret er flot gyldent. Lad den køle lidt af, før du tager den ud af formen (såfremt du har en tærteform med løs bund som min, eller bruger en springform til at bage tærten i).

Server tærten lun. Serveres den ikke direkte efter bagning og let afkøling, kan den lunes i ca. 10 minutter ved 180 grader. 

Tærten, før den kommer i ovnen. Jeg starter med at lægge det smalle kryds, som ses i midten, og fletter derefter flere dejstrimler
ind i mønsteret.

Den færdige tærte.

Et kig til fyldet i tærten. Den får en helt særlig, smuk farve pga. hindbærrene.

Det er helt sikkert en tærte, der vil komme på kaffebordet igen herhjemme :) Tærten - både i dessert- og kaffebordsversionen - er helt klart en af de opskrifter, jeg er mest stolt af. Ikke mindst fordi den er så smuk. Og så smager den jo også skønt. Så jeg var rigtig glad for at kunne lave en ny udgave af den, så den også kunne nydes til kaffen og ikke kun være en del af desserten.

Der er igen mandag, og en ny uge er startet. Synes, at weekenden flyver forbi, og ugerne snegler sig fremad. De sidste uger har været lidt hårde, synes jeg, fordi jeg ikke har haft det så godt i løbet af dagene. Synes, at livet føles meget ensomt og tomt for tiden, og jeg er efterhånden nok blevet klar over hvor få mennesker, jeg har i mit liv, og er ret påvirket af at indse, at mit forhold til de få nære venner, jeg har haft i mit liv, næsten er løbet ud i sandet. I hvert fald kan der gå måneder mellem, jeg har kontakt til dem. Af forskellige årsager. De har travlt med deres liv og har også deres ting at bokse med i hverdagen. Der er derfor ikke så meget tid til at skrive sammen, og samtidig har jeg mine begrænsninger pga. min sygdom, så det er besværligt, hver gang jeg skal hjemmefra, og i øvrigt også bliver voldsomt udmattet af kontakt, især sådan noget som besøg og telefonsamtaler og den slags. Det, jeg bedst kan, er at kommunikere over sms og computer, for det er ikke lige så udmattende for mig. Derudover bor de i Jylland, så det begrænser også, hvor ofte vi kan ses. 

Jeg har dog planer om at skulle besøge min gode veninde og navnesøster i Århus, når vi lige får Ozzys nye behandling på plads, så nok engang til sommer, hvis hun har tid, og det går godt med Ozzys behandling. Hun var på besøg hos os sidste sommer, og selvom vi ikke ses så tit, synes jeg, at vi er gode til at tage tråden op, hvor vi slap sidst. Jeg er i hvert fald glad for, at hun stadig har lyst til at være min veninde, selvom vi kun ses ca. en gang om året, og jeg ikke kan alt det, jeg kunne, da vi gik i gymnasiet sammen for over ti år siden.

Det var et sidespring, men jeg føler mig ret ensom for tiden, og det er en næsten uudholdelig følelse. Følelsen af, at man ikke rigtigt betyder ret meget for nogen :( Jeg har jo heldigvis Christian og hans forældre, og de er gode til at fortælle mig, hvor glade de er for mig. Så jeg er da ikke helt alene. Var jo også så heldig at få et gækkebrev, som jeg skrev om i fredags. Det var fra min far og Marianne, og det er rart at vide, at de tænker på os, selvom vi snakker sammen ret sjældent. Jeg glæder mig til at se dem og resten af den side af familien, når vi senere på foråret skal til en familiedag i Jylland. Så folk tænker da på mig. Savner bare at have det der tætte og fortrolige forhold, jeg tidligere har haft med veninder. 

Livet som førtidspensionist kan godt blive ret ensomt, når man ofte er nødt til at holde sig helt i ro pga. smerter eller ekstrem træthed, og ikke kan foretage sig noget. Derudover kommer jeg heller ikke rigtigt ud, fordi Christian tager bilen på arbejde, og busserne her er blevet nedlagt. Så det kræver noget af en kraftanstrengelse at komme hjemmefra i hverdagene, hvis jeg skulle have lyst til det. Derfor sidder jeg herhjemme 99% af tiden. Vi har snakket om at købe en lille, billig bil, så jeg har mulighed for at komme lidt ud, og også selv kan køre til dyrlægen, lægen og andre ting uden at skulle have fat i Christians forældre og have det til at passe med dem. Det ville jeg blive glad for, selvom jeg nok har det lidt dårlig samvittighed over at skulle have en bil stående, som jeg ikke bruger så tit. Men friheden ved at kunne komme hjemmefra er undervurderet. Jeg savner min gamle potte, min sorte 80'er-Golf, som jeg havde, før jeg flyttede herover. Den måtte desværre skrottes til sidst. Der er et eller andet trist over, at ugens mest spændende oplevelse er at komme en tur i Fakta og handle ind :| 

Anyway.. det var et langt sidespring. Men det forklarer lidt, hvorfor jeg synes, ugerne er så lange pt. og weekenderne så korte. Generelt er jeg jo glad for at gå herhjemme (især når jeg nu ikke kan arbejde) og gøre tingene i mit eget tempo, og jeg har også meget glæde af bloggen her og at fotografere og den slags. Humøret er bare ikke så højt for tiden. Glæder mig altid, til Christian kommer hjem, så jeg har lidt selskab, og til vores weekender sammen. Han er på mange punkter min mandlige spejling, og vi har det rigtig godt sammen. Han er min bedste ven, og vi elsker at lave mange af de samme ting. Inden så længe holder han nok noget ferie, og det glæder jeg mig til. At få mere tid sammen med ham. Hvis vi kan få Ozzy af aloe vera'en, tager vi måske et par dage hjemmefra. Det, håber jeg, vi kan, for når Ozzy skal have interferon i ½ år, kommer vi i hvert fald ingen steder hen sammen. Endnu afventer vi, at Ozzys hvide blodlegemer kommer op efter hans vaccination, så han kan tåle at starte for interferon.

Må jeg lige se den pind der?

Jeg er stadig en faarlig vildkat, selvom jeg kun har fire tænder tilbage!

Denne weekend har vi brugt på at få lavet lidt herhjemme, og derudover har jeg været i gang med at forberede, at Christians forældre kommer og spiser på fredag. Jeg vil ikke afsløre her, hvad vi skal have, da de læser med, men jeg har været i gang med at bage noget, som nu ligger i fryseren, så jeg letter arbejdsbyrden senere på ugen. På fredag er det ti år siden, de mistede Christians bror, og vi ses altid den dato. Det er hårdt med den slags mindedage, det kender jeg jo fra mig selv. Så det er godt, at man kan være der lidt for hinanden. Jeg glæder mig til at se dem på trods af årsagen.

Kattene og jeg nyder det gode vejr herhjemme, så længe det varer. Jeg kan se på vejrudsigten, at dagen i dag er den sidste inden på fredag, hvor solen kommer frem, så vi prøver at nyde det lidt ekstra. I sidste uge, hvor solen skinnede en masse, var kattene og jeg i haven flere gange. De bliver så utroligt glade, når jeg går med ud, og Ozzy elsker, når jeg er ude og fotografere. Så sidder jeg på græsplænen sammen med ham, og det kan han rigtig godt lide :) Billederne ovenfor er fra sidste uge, hvor jeg legede lidt med ham derude. Han elsker at løbe efter et græsstrå eller en pind, meget mere end at lege med "rigtigt" kattelegetøj, så han var rigtigt i sit es. Det går i øvrigt okay med langsomt at føre ham over på allergikosten. Endnu tåler hans mave det, hvor ca 1/6 af hans mad består af Hill's z/d (allergikosten). Vi går forsigtigt frem, fordi han har en meget sart mave. Heldigvis elsker han endnu det nye foder, så det er jo dejligt :)

Nu vil jeg slutte igen, for jeg skal i gang med noget. Mangler at få afklaret et par dage i ugens madplan, og skal vist også have kigget på noget vasketøj. Har i hvert fald en pletrenset t-shirt, der gerne vil have "et bad" snart. Den fik en lidt hård medfart, da jeg stegte bacon til vores æggekage i fredags. Det vil nok glæde den og resten af mit tøj, at vi i fremtiden mest holder os til pølser til æggekagen, da min mave absolut ikke var glad for (rigelig :-3 ) bacon som tilbehør til æggekagen. Men det smagte nu godt :)

Mormorlagkage

Da vi i slutningen af januar havde familien på besøg for at fejre min fødselsdag, blev der som altid lavet en masse lækkerier til lejligheden. Mit ambitionsniveau er ofte ret højt, hvilket desværre oftest er højere, end jeg egentlig kan holde til at udføre, da jeg ikke har særligt mange kræfter pga. sygdom. Derfor foreslog Christian, at han kunne lave lagkagen. Lagkage er nærmest et must til en fødselsdag; den kage, der altid vil være en fast del af vores fødselsdagsbord :) Jeg takkede hurtigt ja til hans tilbud, for jeg ved, at han laver noget nær verdens bedste lagkage! Den smager simpelthen, så englene synger!

Lagkagen er "mormorlagkage", da det er en lagkage, som hans mormor lavede, da han var barn. Så den hedder aldrig andet. Den er ret traditionel i den forstand, at den indeholder både creme og syltetøj, men derudover indeholder den nogle ingredienser, der højner oplevelsen betydeligt i forhold til den helt traditionelle. Der er nemlig et lag med makroner, der har ligget og suget kirsebærvin, og derudover en kakao-kaffeglasur på toppen. Den smager simpelthen vidunderligt, og jeg kunne ikke nære mig for lige at skulle spise et lille stykke på selve dagen, selvom jeg tåler det rigtig dårligt.

Christian var sød at måle ingredienserne af denne gang, så jeg kan dele denne vidunderlige lagkage med jer. Han laver den ellers oftest på slump. Cremen lavede jeg og pyntede med flødeskum, men ellers stod han helt selv for den. Den blev lavet dagen før, som en lagkage jo skal, så den kan nå at sætte sig, og på dagen pyntet med en kant af flødeskum, der også et et must til den her lagkage.

Mormorlagkage

3 lyse lagkagebunde
90 g makroner
½ dl kirsebærvin
Hindbærsyltetøj

Creme:
3 æg
3 spsk sukker
4½ tsk maizenamel
3 store tsk vaniljesukker
3 3/4 dl mælk

Kakao-kaffeglasur:
120 g flormelis
Ca. 4 tsk kakao
Ca. 4-5 spsk stærk kaffe

Derudover:
Flødeskum til pynt

Start med at koge cremen. Pisk æg sammen med sukker, maizenamel og vanillesukker i en gryde, så det er så klumpfrit som muligt. Pisk mælken i. Bring væsken i kogen, mens du rører i gryden. Når væsken koger, vil den tykne til en creme. Sørg for at røre godt til, mens den koger, så den ikke tager bunden. Lad den koge kort, mens du pisker, til den er blevet til en tyk creme, og tag den derefter af varmen. Rør i den jævnligt under nedkøling.

Når cremen er lunken, kan du begynde at lave lagkagen. Knus makronerne og læg dem i en skål. Overhæld med kirsebærvinen og rør godt rundt.

Læg en bund på et fad. Fordel makronmassen ud over bunden. Fordel herefter halvdelen af cremen oven på makronmassen. Læg en bund på. Smør herefter et tyndt lag hindbærsyltetøj på bund nr. 2. Oven på syltetøjet smøres resten af kagecremen. Læg den sidste bund på og tryk let, så fyldet når ud til siden af lagkagen (ikke så det klemmes ud af den dog ;) ).

Slut af med at lave glasuren. Bland flormelis og kakao. Rør den stærke kaffe i lidt ad gangen. Smag til, om der skal mere kakao eller kaffe i, og tjek konsistensen i forhold til mere flormelis. Smør glasuren hurtigt ud over toppen af lagkagen. Sæt lagkagen utildækket i køleskabet til næste dag.

På selve dagen, hvor kagen skal serveres, piskes fløde til halvstift skum (ikke så meget, at det gryner!) og sprøjtes ud langs kanten med en stjernetyl.

Den færdige lagkage pyntes med flødeskum før servering.

Kig ind i kagen.

Et lækkert stykke lagkage klar til spisning på en af mine gaver fra den dag :)

Vi havde en rigtig god Oscar-aften i søndags. Der var mange fortjente Oscars den aften, ikke mindst til nogle af vores favoritter, så det var jo rigtig dejligt :) Mandag var noget hård. Christian havde heldigvis en fridag, hvilket også var nødvendigt, for uddelingen sluttede først over kl 6 om morgenen. Vi var begge meget trætte mandag, men prøvede at få slappet lidt af. Der var heldigvis nem mad, da jeg i lørdags lavede en lækker oksefilet, vi havde i fryseren, med salatbar og det hele til. Så der var rester søndag og mandag. Perfekt planlagt, når jeg skal sige det selv ;) Det påvirkede dog humøret noget, da vi fik et opkald fra Christians forældre om, at de havde mistet en af deres næreste venner mandag formiddag. Jeg har kun mødt manden et par gange, men han har været en del af deres vennekreds, siden drengene var børn, og de var ofte sammen, ved jeg. Det gør mig utroligt ondt på deres og familiens vegne.

Det hænger lidt ved i disse dage, synes jeg, for livet kan virkelig tage en overraskende drejning, sådan lige pludseligt. For hvert år kommer jeg nærmere den alt for tidlige alder, som min mor havde, da hun døde, og det er svært at lade være med at tænke på, om man også selv skal herfra alt for tidligt, når hun og flere andre døde lang tid før, det var "naturligt". Jeg er allerede plaget af ret megen sygdom i mit liv, og det virker bare ikke til at være noget godt tegn i den retning. Fordi der bliver ved med at komme mere til, virker det som om. Men man kan jo aldrig forudse, hvad livet bringer, så jeg håber, at jeg er her mange år endnu, og Christian og jeg bliver rigtigt gamle sammen.

Den følelsesmæssige påvirkning disse dage hænger sandsynligvis sammen med, at jeg er slået lidt ud af kurs pga. søvnmangel og stress af kroppen i søndags. Der skal ikke så meget til, og det var lidt hårdt. Men også forventet. Så jeg er lidt over-følsom i de her dage. Kan også mærke, at det påvirker mig lidt at læse og høre om ensomhed og de mennesker, der dør alene og ikke har nogen med i kirken ved begravelsen, hvilket har været oppe i medierne denne uge. Bliver noget trist over det, og ved, at det måske kunne være mig selv, hvis jeg ikke havde Christian. Altså at kunne ligge i månedsvis i min lejlighed, før jeg blev fundet, hvis jeg ikke havde ham og hans familie. Jeg arbejder ikke, så vil ikke blive savnet af min arbejdsplads, og jeg ser kun min far få gange om året. Der kan gå måneder mellem vores kontakt, som jeg oftest tager initiativ til. Har nogle ganske få veninder, som bor i Jylland (ligesom min far). Vi ses meget sjældent, og har heller ikke kontakt særligt ofte. Så jeg tror faktisk, at der kunne gå rigtigt længe, før nogen ville opdage, at jeg ikke var her mere :| Det er en ubehagelig tanke, synes jeg. Er rigtig glad for at have Christian og hans familie, der er søde og tænker på os. Vi ses også med hans forældre jævnligt, hvilket er rigtig rart.

Ensomhed er et stort tabu, tror jeg. Ærgerligt nok. Men jeg er nok heller ikke selv for god til at få det brudt. Jeg har været ret ensom op gennem min barndom, og havde ikke mange venner. Det blev lidt bedre, da jeg blev ældre, men det er bestemt ikke blevet nemmere, efter jeg blev syg. Både fordi mit overskud til sociale sammenkomster er blevet forsvindende lille, da jeg hurtigt bliver meget træt og skidt tilpas, og fordi mine venner fra tidligere blev spredt ud, da vi stoppede med at gå i skole sammen. Jeg har været så heldig, at jeg har haft en kæreste gennem de år, så det ikke har været helt ensomt, og jeg har også i mellemtiden fået en god veninde, men livet udvikler sig jo, og man får andre ting at tænke på som f.eks. arbejde og børn, og vi er igen blevet spredt, efter jeg flyttede til Sjælland. Nu har jeg Christian, der på mange måder er ligesom mig. Han har jo så heldigvis sin familie, men derudover er vi nok også begge to hinandens bedste venner, og noget nær de eneste (eller meget få), da han heller ikke har meget kontakt med de få venner, han har i sit liv. Af flere årsager, tror jeg. Bl.a. pga. hans arbejde, der slider ham op, så han ikke har det store overskud til noget, når han kommer hjem. Det er egentlig lidt trist, men vi har heldigvis stor glæde af hinandens selskab. Vi var venner, før vi blev kærester, og det er rart, at han stadig er en af mine bedste venner. Uden ham ville jeg i hvert fald være noget mere ensom.

Billede fra vores tur på Himmelbjerget sidste forår.

Lad os slippe tankerne for nu og vende tilbage til hverdagen. Vi fik et kig i munden på Ozzy i weekenden og kan se, at der ikke er sket en bedring. Han spiser pt. pænt og gaber nogenlunde, og det er længe siden, han har haft smerte ved at gabe. Men det er, som om det ikke bliver bedre herfra, så vi er nok efterhånden nået konklusionen, at vi må prøve interferon. Vi skal dog først have ham vaccineret og op i immunforsvar, inden han kan starte, så der kan godt gå nogle måneder, før han kommer i gang. Nu skal vi bare lige få samlet os om at skulle i gang med endnu et forløb :| Interferonbehandlingen skal vare i hvert fald et halvt år, så det bliver også lidt drøjt. Vi håber bare, at han kan tåle det.

Oven på udmattelsen i søndags har jeg sovet som en død her i dagene efter. Knap 10 timer hver nat, og jeg kan mærke, at det gør noget godt for mig. Det er dejligt, at det kan lade sig gøre. Det tager dog noget tid, før jeg er mere ovenpå igen følelsesmæssigt, men sådan er det bare. Til gengæld føler jeg en bedring i maven for tiden, selvom jeg ikke har holdt mig meget tilbage i weekenden med den lækre mad og lidt snacks i søndags til uddelingen. Det går bedre med smerterne i tarmene, virker det til, hvilket er virkelig rart. Det manglede da også bare, eftersom det snart er fire uger siden, de "stod af" (pga. fødselsdagen med familien). Nu skal mavesækken bare følge med. Det gør det forhåbentlig lidt nemmere at lave madplan fremover. I dag har jeg allerede gang i dagens ret, da den står på langtidsstegt barbequekylling. Så den står og hygger sig i ovnen nu. Jeg tror, jeg laver en couscoussalat til, for det kunne jeg rigtig godt spise. Maven har det nogenlunde i dag, så jeg tør godt. Glæder mig rigtig meget til maden i aften :) I morgen står den på rester, så det er dejligt nemt. Snupper dog nok en bagt kartoffel til, da jeg tvivler på, at vi levner ret meget af couscoussalaten i aften.

Det var alt, I får herfra i dag. Nu vil jeg have lidt at spise og se, om jeg kan lokke lidt frokost i Ozzy. Han har spist rigtigt meget i morges, så han mener ikke, at han skal spise så meget her, efter jeg er stået op. Regner dog med, at appetitten kommer igen i løbet af dagen. Nu er hans kattegræs også endeligt klart, vil jeg tro, for de fik lov til at gumle lidt på det i går aftes, selvom det ikke var helt færdigt med at gro. Det er noget, de er meget glade for, især Ozzy, der har lært at spise det, selvom han ingen tænder har tilbage (ud over hugtænderne, men dem tygger man jo ikke med), så han bliver sikkert glad, når det kommer frem sådan permanent :)