mandag den 18. maj 2015

Stort fødselsdagskagebord med opskrifter og billeder

Livet går virkelig hurtigt herhjemme for tiden, og der er meget at se til, så det er begrænset, hvor meget tid og overskud jeg har til bloggen for tiden, men det kommer nok igen, når der bliver lidt mere ro. Men der sker alligevel lidt på madfronten, især sidste weekend, hvor Christian blev 40.

Det er jo en stor dag, og jeg ville gerne have, at den var lidt ekstra særlig og god for ham. Ikke mindst fordi hans 30 års fødselsdag absolut ikke var noget særligt, da han på daværende tidspunkt netop havde mistet sin bror. Så den blev forbigået lidt i stilhed. Vi har snakket længe om, hvad vi skulle gøre den dag. Han endte dog med at beslutte, at han ikke ville ud og lave noget hele dagen, men gerne ville have en relativt rolig dag. Vi har flere gange snakket om kagebordene, man kan opleve i København, for han er glad for kage, men han syntes, der var for langt derind, og visse steder holdt også lukket, fordi det var en søndag. Derfor besluttede jeg mig for i hemmelighed, at jeg ville lave mit eget kagebord til ham med alle hans livretter.

Det var dog ikke en hemmelighed, jeg kunne holde længe, for jeg tænkte, at det også var godt at have noget at gå og glæde sig til. Især fordi vi har skåret alt det gode og usunde fra i ugerne op til for at komme tilbage i form efter ferien. Han fik dog ikke at vide hvilke kager, der ville blive serveret. Og det var fra min side også et eksperiment i forhold til frysning af en del af kagerne, da jeg ikke har prøvet det med dem alle før. Men det gik rigtig godt, så jeg vil i fremtiden ingen betænkning have ved at fryse disse kager.
 

Langt de fleste kager, jeg bagte, er mine klassikere, som I også kender her fra bloggen. Det var et valg, jeg tog, fordi jeg gerne ville bage alt det, jeg ved, Christian elsker. Der var dog også et par nye, men jeg skal have finpudset opskrifterne, før de bliver lagt herind, så det bliver først, når jeg får bagt dem igen ved en senere lejlighed eller eksperimenteret med ingredienserne (på lagkagen), at de kommer herind. Vi afholdt kagebordet om eftermiddagen, hvor Christians forældre kom op og nød det sammen med ham. Rigtig hyggeligt :) De var alle meget imponerede over det, og der var rigelig kage. Jeg synes også selv, det var ret vellykket :) Jeg havde bagt syv forskellige slags kage. Mht. pynt og udseende på kagerne kørte jeg en slags "guldtema", som man måske kan fornemme. Derudover var det mit første forsøg med fondant (gulerødderne), og det gik rigtig fint, så det tør jeg godt igen ;) Her kan du se billederne af mine kager. Nedenfor vil jeg samle opskrifterne til jer og fortælle mere om de enkelte kager.

Øverst: banankage med karamelglasur. Chokoladepynt med guldstøv.
Nederst: triple chocolate brownies med valnødder. Pyntet med guld.

Close-up af banankagen, hvor man bedre kan se guldstøvet i pyntet.

Til højre: nybagt, lunt wienerbrød med marcipanremonce.
Til venstre: napoleonshatte med chokoladeovertræk.

Napoleonshattene.

I forgrunden: rådhustærte. En af de opskrifter, som vil komme på bloggen, når jeg
engang har fået afpudset opskriften.

Mini-gulerodsmuffins med cream cheese frosting. Pynt: gulerødder lavet af fondant.

Lagkage. Bundene: lyse valnøddebunde. Fyld: nougatmousse. Pynt: finthakkede valnødder og chokoladespåner (på toppen).

Så kom der lys i lagkagen :)



Jeg bagte alle kagerne over en uges tid, og de blev opbevaret i fryseren til fødselsdagen. Dagen før tog jeg kagerne op og tøede dem op i køleskabet. Nogle blev dog tøet op over to dage, da de dagen før fødselsdagen skulle pyntes eller overtrækkes med chokolade.

Banankagen blev lavet med glasuren på og frosset, efter glasuren var stivnet lidt. Jeg var lidt bekymret for udseendet af kagen, da jeg tog dem op, for karamellen så lidt kedelig ud, men den fandt sit eget fine udseende efter optøningen, så det gik rigtig fint med at fryse den med glasuren. Opskriften på banankagen med karamelglasur kan du finde her: Banankage med karamelglasur. Pynten lavede jeg dagen før Christians fødselsdag af tempereret chokolade, som jeg satte en klat af på bagepapir og straks derefter hurtigt kørte fingeren igennem for at lave faconen. Da det stivnede, og det gør det hurtigt, når det er tempereret korrekt, penslede jeg pynten med guldstøvet, før det blev lagt i en lufttæt boks og opbevaret ved stuetemperatur (eller lidt køligere, men bestemt ikke i køleskab!). På selve dagen skar jeg en lille ridse i kagestykkerne og stak herefter pynten forsigtigt ned heri.

Brownien blev på bagedagen puttet i en frysepose, før den var kølet helt ned, da den på denne måde sætter sig bedre og bliver mere lækker. Herefter kølede ned lidt i køleskabet, før den røg i fryseren. På dagen blev den skåret ud og pyntet med små guldblade. Opskriften på min triple chocolate brownie med valnødder kan du finde her: Triple chocolate brownies med valnødder.

Som et forsøg i år prøvede jeg at fryse min wienerbrødsstang ned før bagning, da jeg gerne ville have, at den var så frisk og lækker som muligt. Derfor placerede jeg den ubagte stang på et fast underlag (noget pap overtrukket med sølvpapir), da jeg i opskriften nåede til punktet, hvor man ruller dejen ud til en stang og putter fyld i. Den blev herefter pakket ind i et par fryserposer og lagt i fryseren. Det fungerede virkelig godt, og det er noget, jeg helt sikkert vil gøre i fremtiden. Kagen tøede op i køleskabet som de andre kager, taget op dagen før, og herefter efterhævede den 1½-2 timer på en bageplade, før den blev bagt. Da den kommer lige fra køleskabet, når den skal efterhæve, tager det lidt tid, før den er stuetemperatur, så efterhævningen tager lidt ekstra tid. Fyldet i stangen bestod af en remonce med marcipan i, og kagen er en af Christians største favoritter. Jeg tror også, at det på dagen var hans fars favorit. Den var også virkelig lækker, ikke mindst fordi den var friskbagt. Opskriften på wienerbrødsstangen kan du finde her: Wienerbrødsstænger med marcipanremonce.

Napoleonshattene havde jeg tidligere forsøgt at fryse, og da det jo (bl.a.) består af kransekage, bliver de kun bedre ved nedfrysning :) Napoleonshattene tog jeg op, inden vi gik i seng om fredagen (kagebordet var om søndagen), da de skulle overtrækkes med chokolade om lørdagen. Om lørdagen tempererede jeg mørk chokolade til banankagepynten og napoleonshattene. Efter overtrækningen røg napoleonshattene igen i køleskabet. Før serveringen om søndagen fik de lov at stå lidt ude ved stuetemperatur, så de ikke var iskolde ved serveringen. Opskriften på napoleonshattene kan du finde her: Napoleonshatte.

Nu kommer vi så til en af de kager, I ikke får opskrift på i dag. Jeg satser på, at opskriften kommer senere her på bloggen, når jeg lige har pudset den af. Det er en rådhustærte, en superkage for en rigtig marcipangris :D Der er virkelig meget marcipan i den her kage, og det var også en af Christians favoritter. Derudover er der hindbærmarmelade på toppen.

Jeg prøvede at lave kagestykkerne, som blev serveret, relativt små i det, fordi jeg vidste, at appetitten ikke følger med lysten sådan en dag, og derfor lavede jeg gulerodskagen til minimuffins. Jeg lavede en halv portion kagedej, som blev til 14 minimuffins og 6 store almindelige muffins (som nu er i fryseren til en anden god gang). Jeg lavede dog fuld portion af frostingen, for der går lidt mere til, når man skal sprøjte den ud til et fint mønster. Pynten er gulerødder lavet af fondant. Jeg købte dog fondanten færdig (en hvid), men jeg indfarvede den selv med mine pastafarver og formede de små gulerødder. De fik lov at ligge i en lufttæt bøtte i 1½ uge før fødselsdagen, så de kunne blive lidt hårdere i konsistensen. Gulerodsmuffinsne blev taget op fredag, før vi gik i seng, og lørdag lavede jeg frostingen og pyntede kagerne med den. Gulerødderne blev først lagt på ved serveringen, og det er måske meget godt, for de "smeltede" en smule på bagsiden ved kontakten med frostingen, kunne man se, når man pillede dem af. Men de holdt sig flotte under hele kagebordet :) Opskriften på gulerodskage og frosting kan du finde her: Gulerodskage med cream cheese frosting.

Rosinen i pølseenden er en lille lagkage, som der jo altså hører sig til på en fødselsdag. Jeg bagte lyse valnøddebunde (i en lille bradepande, så det blev firkantede bunde; skar bunden over på midten, så jeg fik to) og lavede nougatmousse efter Mette Blomsterbergs opskrift. Jeg er generelt ikke den store Blomsterbergfan, men jeg syntes, det lød meget lækkert med nougatmoussen. Og så kan en mousse med husblas jo fryses, hvilket var årsagen til, at jeg ikke lavede en af mine egne kager, der oftest består af en creme lavet på chokolade og fløde alene uden husblas. Moussen blev rigtig lækker (i hvert fald efter jeg selv tilføjede ekstra smeltet nougat, for jeg syntes, at det blev for meget flødeskumssmag efter Blomsterbergs opskrift), og jeg syntes, kagen blev pæn. Den blev også taget godt imod, men Christian foretrækker mine egne lagkager (eller "mormorlagkagen", som han selv laver). I fremtiden vil jeg nok droppe valnøddebundene og eksperimentere lidt med moussen. Tror, jeg kan få et bedre resultat på den måde. Som med de andre kager lavede jeg mindre portioner, så kagen ikke blev så stor. Den blev også pyntet med nødderne, før den blev frosset, og det fungerede helt fint. Chokoladespånerne (som jeg syntes, ville gøre det godt som pynt på kagen) lagde jeg dog først på lige før servering. Den blev opbevaret i en bøtte med låg i fryseren og taget op til optøning i køleskabet fredag, før vi gik i seng. Der stod den uden låg (af hensyn til kondens) og tøede op, til den blev pyntet søndag eftermiddag.

Kagebordet nydes i strålende solskin, som det var hele dagen :)



Christian havde en rigtig dejlig dag og nød alle kagerne. Hans favoritter den dag var dem, der indeholdt marcipan (napoleonshatte, wienerbrød og rådhustærte). Jeg ved, han elsker marcipan, og derfor var der også flere kager med den slags indhold :) Der var rigelig kage, og jeg er, set i bakspejlet, glad for, at jeg ikke bagte flere slags, selvom jeg havde overvejet det, for det var rigeligt, hvis de skulle smage alle kagerne.Da det jo er fødselsdag, skulle der naturligvis også serveres varm kakao med flødeskum. Vi sprang dog fødselsdagsbollerne over i denne omgang, for ellers var der slet ikke plads til at smage alle kagerne.

Han kan også glæde sig over, at der er lidt ekstra lækkerier i fryseren, som ligger og venter på ham, for jeg lavede en god portion napoleonshatte, og serverede kun halvdelen til fødselsdagen. Derudover er der, som jeg nævnte ovenfor, også ekstra gulerodsmuffins. Det er dejligt at have ekstra kage i fryseren, som man kan servere, når der kommer gæster :)

Vi stod relativt tidlig op den dag, og jeg lavede hans morgenmad klar med rundstykker (som hans far havde været med) og lækkert pålæg. Jeg havde været ved slagteren for at få den berømte Røsnæspølse (en rigtig lækker spegepølse), som Christian rigtigt nød. Derudover var der en god, stærk ost, min hjemmelavede æblemarmelade med kanel og lidt andre slags pålæg. Vi havde en god, rolig morgen, hvor han kunne sidde og slappe af med morgenmaden og åbne sine gaver fra mig. Bagefter lavede jeg kagebordet klar. Det tog noget tid, men jeg var glad for at have bagt alle kagerne på forhånd og også pyntet en del dagen før, så der ikke var så meget arbejde i det på hans fødselsdag.

Han fik nogle rigtig fine gaver både af mig og hans forældre, og min far og Marianne havde sendt vin til ham, og venner af familien var også forbi med et par flasker. Derudover havde andet familie også sendt ham en gave, så der var masser af pakke ud og glæde sig over :)
Om aftenen tog vi ud at spise og inviterede hans forældre med. Jeg tror, at vi alle havde en rigtig hyggelig og god dag. :)

10 kommentarer:

  1. Gad vide hvordan ham fødselsdagsbarnet ser ud !?

    Men udover det, er du dælme en god kæreste. Jeg kunne finde på det samme med min mand.
    I går lavede jeg pulled pork og flødekartofler. 2 point til mig.

    VH Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ham, der sidder til venstre på det sidste billede :) Ellers er han også at finde i et indlæg, jeg postede sidste år med billeder fra vores forårsferie: Forårsferie i Jylland del 1

      Tak for de pæne ord. Det lyder til, at din mand også er noget forkælet ;)

      Slet
    2. Nå ja, det er derfor han smiler sådan. Det er bare sjældent, synes jeg, at man ser ham.
      Min mand er så forkælet. Og han ved det.

      Slet
    3. Det sker da ind imellem, at der er et billede her på bloggen af ham eller mig, men de fleste billeder herinde er af mad, kattene eller naturbilleder. Det er det, jeg oftest fanger i kameraet. Sidst, han var med på billeder herinde, var vist i april, hvor der er et billede af ham, der klapper en ged på Røsnæs :D

      Det er godt, han ved det ;) Det ved min også.

      Slet
    4. Okay, jeg synes kun jeg ser dine smukke katte. Specielt ham Ozzy. Måske har jeg bare ikke set de indlæg, hvor han er med. Anyways, nu har jeg set ham, så nu er jeg tilfreds.

      Vi er gode kærester, os to :D

      VH Hanne

      Slet
    5. Jeg poster som regel billeder af det, jeg skriver om i indlæggene, og eftersom vi er og har været meget optaget af Ozzys problem med kronisk mundbetændelse, har jeg skrevet en del om det gennem det sidste år. Og postet en del billeder af ham. Det er heller ikke så tit, jeg poster billeder af Christian, men der har da været nogle gennem tiden.

      Ja, det er vi vist :)

      Slet
    6. Jeg ved skam godt det med Ozzy. Jeg følger med på din blog. Eller jeg læser i hvert fald de fleste indlæg. Og Ozzy er så smuk en kat. Elsker langhårede katte.

      Jeg spurgte ind til ham, for jeg havde aldrig set ham - før nu. Det indlæg er jeg så gået glip af.

      Nå nu skal jeg videre med at tegne en ny plakat til Fitnessdk. De skal have en plakat med "Haren og skildpadden" og vil gerne være færdig...

      VH Hanne/KunstnerKram

      Slet
    7. Dejligt at høre, at du læser med :) Ja, det er vist ikke noget, man er gået glip af, hvis man følger med herinde. Det fylder og har fyldt meget det sidste år i hvert fald.

      Der har været flere billeder af ham gennem tiden, men han er ingen linselus og også nok lidt genert, så bloggen er ikke overfyldt med billeder af ham :)

      Det lyder spændende :) Må kigge forbi og se den, hvis du lægger et billede af den på bloggen, når du er færdig.

      Slet
  2. Øj, hvor ser det bare lækkert ud, og tillykke med 40-års dagen! Jeg var et smut i Kalundborg i weekenden, og kan godt ærgre mig over, at jeg ikke fik en røsnæspølse med hjem. Jeg er nemlig også fan.

    SvarSlet
    Svar
    1. Takker på vegne af Christian :) Ærgerligt med pølsen. Du må huske det næste gang så.

      Slet